Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Nådemidlerne

Nådemidlerne

Nådemidlerne er de ydre midler, Gud har indstiftet – evangeliets ord og sakramenterne dåb og nadver – hvorved han tilbyder den syndernes forladelse, Kristus har erhvervet, og ved Helligånden virker og styrker troen.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Nådemidlerne (latin media gratiae) er de midler, Gud bruger til at give os det, Kristus har vundet. Pieper begynder med forsoningen: Gud var i Kristus og forsonede verden med sig selv, og han satte «ordet om forsoningen» blandt os (2 Kor 5,19). Derfor er evangeliet det første nådemiddel, hvad enten det prædikes, læses eller siges til den enkelte i tilgivelsen (absolutionen). Loven er ikke et nådemiddel, for den lover ikke tilgivelse, men forkynder Guds vrede. Til dåben og nadveren har Gud knyttet løftet om syndernes forladelse til en synlig handling; derfor kaldes de sakramenter eller «det synlige ord». Den Augsburgske Bekendelse siger, at Gud ved ord og sakramenter som ved midler giver Helligånden, som virker troen, hvor og når han vil.

Alle nådemidler har samme formål: at tilbyde syndernes forladelse og derved vække og styrke troen. Forstår man ved et sakramente en handling med Guds befaling, nådens løfte og et synligt tegn, er der kun to, dåben og nadveren; Apologien kan også regne tilgivelsen med, men man skal ikke strides om antallet. Sakramenterne gavner ikke i kraft af den blotte handling, for løftet må gribes i tro. Men Gud giver heller ikke sin Ånd uden om midlerne. De Schmalkaldiske Artikler siger, at Gud ikke vil handle med os på anden måde end gennem sit ydre ord og sakramente, og at al «Ånd» uden dem er Djævelen.

Læren er til trøst. Chemnitz siger, at samvittigheden altid spørger, om Gud også mener mig, og derfor rækker sakramenterne løftet til hver enkelt personligt. Walther siger: Netop fordi vi frelses af nåde, behøver vi kun et middel, som rækker os nåden. Derfor skal ingen foragte nådemidlerne, siger Luther, men bruge dem gerne og ofte.

Skriften

  • 2 Kor 5,18–20 – Gud forsonede verden med sig selv og satte ordet om forsoningen blandt os; evangeliet er derfor nådemiddel.
  • Rom 10,17 – Troen kommer af det, som høres; Gud virker troen gennem Ordet, både det prædikede og det læste.
  • Joh 20,31 – Det skrevne evangelium er skrevet, for at vi skal tro; også det læste ord er nådemiddel.
  • Joh 20,23 – Tilgivelsen: evangeliet anvendt på bestemte personer, så deres synder virkelig tilgives.
  • Mark 16,15–16 – Evangeliet skal prædikes for alle; den, der tror og bliver døbt, frelses. Gavnen kræver tro.
  • ApG 2,38 – Dåben sker til syndernes forladelse; Gud har knyttet løftet til en ydre handling.
  • Matt 26,26–28 – I nadveren gives Kristi blod, udgydt til syndernes forladelse; nadveren har samme formål som Ordet.
  • Tit 3,5 – Dåben er genfødslens bad, ligesom Ordet genføder (1 Pet 1,23); midlerne har samme virkning.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 5: For at vi kan få troen, har Gud indstiftet prædikeembedet og givet evangeliet og sakramenterne. Gennem dem giver han Helligånden, og evangeliet lærer, at vi har en nådig Gud ved Kristi fortjeneste, ikke ved vores egen.
    «Ved dem som ved midler giver han Helligånden, som virker troen, hvor og når han vil, i dem, der hører evangeliet.» Læs teksten
  • Apologien, art. 13: Ved både Ordet og handlingen bevæger Gud hjerterne til at tro. Ordet rammer øret, handlingen øjet, men de har samme virkning; med Augustin kaldes sakramentet et synligt ord.
    «Augustin har rammende sagt, at et sakramente er et synligt ord, for handlingen modtages med øjnene og så at sige er et billede af ordet, der betyder det samme som ordet.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD II: Gud lader evangeliet forkynde offentligt og samler derved sin kirke. Ved dette middel og ikke på anden måde – Ordet, hørt eller læst, og sakramenterne brugt efter hans ord – vil han kalde, omvende, genføde og hellige menneskene.
    «ved sakramenterne, når de bruges efter hans ord, vil Gud kalde menneskene til den evige frelse, drage dem til sig, omvende, genføde og hellige dem.» Læs teksten
  • De Schmalkaldiske Artikler, del III, art. 8: Luther slår fast, at sværmeriet, der vil have Ånden uden Ordet, sidder i Adam og hans børn og ligger bag alt kætteri, også pavedømmet. Alt, hvad man roser som Ånd uden ord og sakramente, er Djævelen.
    «Derfor skal og må vi holde fast ved, at Gud ikke vil handle med os mennesker på anden måde end gennem sit ydre ord og sakramente.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: Sankt Peter og Paulus’ dag: Kirken har befaling til at uddele syndernes forladelse ved Ordet, dåben og sakramentet. Kristus har indstiftet dem, fordi vi har brug for en lægedom, når Djævelen og kødet kaster os i synd; derfor skal man ikke andre steder hen end til den flok, der har denne befaling.
    «Fordi kirken nu har befaling til at uddele syndernes forladelse på denne måde, skal ingen foragte disse nådemidler, men bruge dem gerne og ofte.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion, kap. 22: Kristus har indstiftet sakramenterne ved siden af Ordet for at styrke den svage tro. Ved dem tilegner og besegler han evangeliets løfte til hver enkelt, der bruger dem i tro; de er ikke blot tegn, der betyder noget.
    «Vores hjerte har svært ved at holde sig til det blotte ord alene, og når ordet prædikes for alle i almindelighed, diskuterer vores samvittighed altid med sig selv: Mener Gud også mig?» Læs teksten
  • Walther, Lov og evangelium, 16. aftenforelæsning: Den, der ikke regner nådemidlerne for noget, tror ikke af hjertet, at mennesket frelses alene af nåde. Sakramenterne er det synlige ord, og det er en vranglære at give Ordet, dåben og nadveren hver sin særlige virkning.
    «Netop fordi vi bliver frelst af nåde, må Gud have indrettet det sådan, at vi ikke behøver andet end et middel, hvormed Gud rækker os syndernes forladelse, nåde og frelse.» Læs teksten
  • Walther, Lov og evangelium, 33. aftenforelæsning: At få nåde blot ved at bruge sakramenterne ville være retfærdighed ved gerninger. Uden tro gavner dåb og altergang ikke, men fordømmer; alt afhænger af, at man ser på det løfte, Kristus har bundet til tegnet.
    «De er kun nådemidler, fordi der til disse ydre tegn er knyttet et løfte. Men disse nådeløfter kan jeg kun gribe ved troen.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 26: Evangeliet anvendes enten på mange på én gang i prædikenen eller på den enkelte i sjælesorgen, tilgivelsen og sakramenterne. Sakramentet adskiller sig ved en indstiftet handling og et ydre element, hvorved løftet besegles.
    «Det er en handling, som Kristus har indstiftet, og hvori evangeliets almene løfte om syndernes forladelse for Kristi skyld anvendes på og besegles for den enkelte ved brugen af et ydre element.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Nådemidlerne: Læren om nådemidlerne bygger på den objektive forsoning. Loven er ikke nådemiddel, fordi den forkynder vrede. Evangeliet er nådemiddel i alle sine former – prædiket, skrevet og læst, i tilgivelsen og i tegn – og hver gang løser Gud den enkelte fra synderne.
    «Nådemiddel er derfor for det første ordet om forsoningen eller evangeliets ord.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Nådemidlerne: Syndernes forladelse deles ikke i tredjedele mellem Ordet, dåben og nadveren. Pieper afviser nyere teologer, der vil tilskrive dåben genfødslen til forskel fra Ordet og give nadveren en særlig fysisk virkning; Skriften tilskriver alle midler tilgivelse og genfødsel.
    «Til det skriftmæssige begreb om nådemidlerne hører, at alle nådemidler har det samme formål og den samme virkning, nemlig at tilbyde syndernes forladelse og derved at frembringe og styrke troen.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Romersk-katolsk lære: nåde i kraft af handlingen. De skolastiske lærere siger, at sakramenterne giver nåde ex opere operato, i kraft af den udførte handling, uden et godt sindelag hos modtageren, når blot han ikke lægger en hindring i vejen. Apologien fordømmer det og kalder det en rent jødisk opfattelse at mene, at man retfærdiggøres ved en ceremoni uden tro.
  • Syv sakramenter (Rom og de østlige kirker). Tridentinerkoncilet forbander alle, der regner med flere eller færre end syv sakramenter. Pieper svarer, at konfirmation, bod, sidste olie og præstevielse mangler Guds befaling, og at ægteskabet ikke har løftet om syndernes forladelse.
  • Reformert lære (Zwingli, Calvin). For de reformerte er nådemidlerne snarere ordninger, hvorved mennesket nærmer sig Gud, end redskaber, hvorved Gud kommer til mennesket; Ordet og sakramenterne er tegn og segl på det, som først bliver vort ved Åndens indre oplysning. Jacobs svarer, at Ordet ved Helligånden virkelig giver det, det taler om, og frembringer troen.
  • Entusiaster og sværmere. Entusiasterne mener, at Helligånden virker uden for og ved siden af nådemidlerne: Zwingli siger, at Ånden ikke behøver nogen «vogn», og kvækerne venter på Åndens umiddelbare oplysning. Pieper ser heri en ophævelse af hele læren om nådemidlerne.

Hænger sammen med

  • Forsoningen: Kristi stedfortrædende fyldestgørelse – Det fælles led er syndernes forladelse. Pieper forklarer, at Gud har forsonet verden med sig ved Kristus og derefter har ordnet de midler, hvorved han tilbyder den forladelse, Kristus har vundet, og skaber troen på den. Nådemidlerne lægger intet til forsoningen, men bringer den ud til den enkelte. Forkaster man dem, kommer frelsen til at hvile på menneskers gerninger.
  • Ordets kraft – Evangeliets ord er det grundlæggende nådemiddel, og sakramenterne er ikke et andet budskab ved siden af. Apologien siger med Augustin, at et sakramente er et synligt ord: Ordet rammer øret, handlingen rammer øjet, men begge bevæger hjertet til tro og har samme virkning. Ordet og sakramenterne er altså det samme evangelium i to skikkelser.
  • Dåben – Dåben er et nådemiddel, fordi den giver det samme som evangeliet. Luther siger i Den Store Katekismus, at dåben lover og bringer sejr over Djævelen og døden, syndernes forladelse, Guds nåde, hele Kristus og Helligånden. Det, Ordet forkynder for alle, bliver i dåben givet til den enkelte, så troen har noget fast at holde sig til hele livet.
  • Nadveren: Kristi legeme og blod – Nadveren er et nådemiddel, fordi den rækker den forladelse, der blev vundet på korset. Luther siger i Den Store Katekismus, at selv om syndernes forladelse er vundet på korset, kan den ikke komme til os på anden måde end ved Ordet. I nadveren lyder dette ord, og med det gives Kristi legeme og blod, givet og udgydt for os.
  • Skriftemål og tilgivelse – Tilgivelsen er evangeliet sagt direkte til den enkelte. Apologien regner den derfor med blandt sakramenterne ved siden af dåben og nadveren, fordi den har Guds befaling og nådens løfte. Det fælles led er, at hjertet i alle tre skal være fast forvisset om, at Gud virkelig tilgiver for Kristi skyld.
  • Kaldet og Helligåndens gerning – Helligånden kalder og skaber troen, men ikke uden midler. Den Augsburgske Bekendelse siger, at Gud har givet evangeliet og sakramenterne, og at han ved dem som ved midler giver Helligånden, som virker troen, hvor og når han vil. Derfor skal ingen vente på et kald uden om Ordet, men holde sig til evangeliet, som prædikes.
  • Guds almene nådevilje – Gud vil frelse alle, men ikke uden midler. Konkordieformlen siger, at Faderen drager mennesker til Kristus ved sit ord og sine sakramenter, som han har indsat som de ordinære midler. Det er ikke hans vilje, at nogen skal foragte prædikenen og vente på, at Gud drager uden Ord og sakramenter. Nådeviljen når altså mennesker gennem nådemidlerne.
  • Lov og evangelium – Både lov og evangelium er Guds ord, men kun evangeliet er nådemiddel. Pieper skriver, at loven er udskilt som nådemiddel, fordi den kræver og truer uden at tilbyde tilgivelse. Kun evangeliet tilbyder den syndernes forladelse, Kristus har erhvervet, og virker og styrker samtidig troen. Derfor må man vide, hvad der er lov, og hvad der er evangelium.
  • Den frelsende tro – Troen kommer ikke fra mennesket selv, men gives ved midler. Pieper skriver, at Gud ved det samme evangelium, som tilbyder syndernes forladelse, også virker troen i hjertet (Rom 10,17). Nådemidlerne er derfor både givende og virkende redskaber: De rækker gaven frem og skaber den tro, der tager imod den.
  • Retfærdiggørelsen – Retfærdiggørelsen skal ikke søges i vores eget indre, men i de midler, Gud rækker den frem i. Chemnitz skriver, at troen hverken i naturen eller i det bedste levned finder en retfærdighed, der holder for Gud. Derfor griber den Kristus i Ordet og sakramenterne og bærer hans retfærdighed frem for Guds domstol.
  • Den mystiske forening med Gud – Guds bolig i os er ikke noget, man finder ved at kigge ind i sig selv. Luther siger i en pinseprædiken, at Fader, Søn og Helligånd vil bo hos den kristne, og at vi har det her på jorden i Ordet og mærker det ved troen. Gud kommer altså til os gennem Ordet, og det er dér, vi skal søge ham.
  • Barnedåben – Gud har givet et nådemiddel, der også når de mindste. Pieper peger på Kol 2,11–12: Dåben er trådt i stedet for omskærelsen, som i Den Gamle Pagt blev givet til børn, og er derfor nådemidlet for børnene. Små børn kan endnu ikke følge en prædiken, men i dåben kommer Guds ord og løfte alligevel til dem.
  • Nadverens brug og gavn – Nadveren giver ikke en anden eller mindre nåde end Ordet og dåben, men den samme syndernes forladelse. Apologien siger, at sakramenterne er tegn på Det Nye Testamente og derfor frembyder syndernes forladelse, sådan som nadverens ord bevidner. Troen bliver undfanget og styrket ved tilgivelsen, ved hørelsen af evangeliet og ved sakramenterne, og nadveren er et af disse midler.
  • Kirkens kendetegn og enhed – Kirkens kendetegn er netop nådemidlerne, Ordet og sakramenterne. Pieper forklarer, at kirken er frembragt ved nådemidlerne og lever af dem, ligesom et menneske lever af luft og føde, men at midlerne ikke selv er kirken. Fordi Gud skaber og bevarer troen ved disse midler, er de også de tegn, man kan kende kirken på.
  • Prædikeembedet – Den Augsburgske Bekendelse, art. 5, binder de to sammen i én sætning: For at vi kan få troen, har Gud indstiftet prædikeembedet og givet evangeliet og sakramenterne, ved hvilke Helligånden virker troen. Embedet har altså intet andet at give end nådemidlerne; det er til for at bringe dem ud til mennesker, så Gud ved dem kan skabe og bevare troen.
  • Kaldelse og ordination – Gud vil selv tale, tilsige tilgivelse og døbe gennem prædikeembedet. Chemnitz siger derfor, at både præsten og menigheden har brug for et sikkert vidnesbyrd om, at Gud vil bruge netop denne mand som sit redskab, og det vidnesbyrd giver det ordentlige kald. Så kan menigheden tage imod Ordet og sakramenterne fra ham som fra Gud selv.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).