Den kristne kirke

Den kristne kirke

De ecclesia.

Efter at Kristus ved sin stedfortrædende fyldestgørelse har forsonet hele menneskeverdenen med Gud og er opstået fra de døde, har han sat sig ved Guds højre hånd for her på jorden at samle sig en kirke indtil den yderste dag ved ordet om den forsoning, der er sket, λόγος τῆς καταλλαγῆς (evangeliet).

Kirken som helhed

De ecclesia universali.

1. Begrebet om den kristne kirke

Til spørgsmålet om, hvad den kristne kirke er, må der på grundlag af Skriften svares: Den kristne kirke er alle mennesker – og kun de mennesker –, som tror på Kristus. Men fordi udtrykket «at tro på Kristus» i vor tid mange steder udhules på en måde, der strider mod Skriften, må man til nærmere forklaring sige: Den kristne kirke er alle mennesker – og kun de mennesker –, som ved Helligåndens virkning tror, at de har syndernes forladelse for Kristi stedfortrædende fyldestgørelses (satisfactio vicaria) skyld. Hverken den ydre forbindelse med et kirkesamfund eller det ydre brug af nådemidlerne eller den ydre bekendelse til den kristne tro eller forvaltningen af embeder i kirken eller stræben efter «moral» efter Kristi forbillede eller en umiddelbar genfødsel eller fordybelse i Gud, som sværmerne af alle slags taler om, osv., men alene den personlige tro på syndernes forladelse, som er erhvervet ved Kristi satisfactio vicaria og forkyndes og tilsiges i evangeliet, gør et menneske til et lem af den kristne kirke. ApG 5,14: «Der kom flere og flere til», nemlig til den kristne kirke i Jerusalem, «som troede på Herren», προσετίθεντο πιστεύοντες τῷ Κυρίῳ. Det alene, hvorved et menneske kommer til Kristus og bliver retfærdigt for Gud, træder ind i nådefællesskabet med Gud og bliver et Guds barn – og det er troen på løskøbelsen (ἀπολύτρωσις), som er sket ved Kristus, Rom 3,24 –, det alene gør ham også til et lem af den kristne kirke. Det er et skriftmæssigt aksiom: Sola fides in Christum membra ecclesiae constituit [Alene troen på Kristus gør mennesker til kirkens lemmer]. Endnu kortere udtrykt: Christiani sunt ecclesia [De kristne er kirken].

Med den personlige tro på syndernes forladelse, som Helligånden virker, er straks den mystiske forening (unio mystica), helliggørelsen, den «moralske handlen», «omformningen af livet til dets gudsvarende skikkelse» forbundet som virkning og følge. Kirkens lemmer beskrives også efter denne beskaffenhed og efter disse gerninger.¹⁴⁴⁶ Men troen forbliver derved det konstituerende element. Luther siger om sola fide i retfærdiggørelsen i dets forhold til den kristne kirkes tilblivelse og beståen, at det er denne artikel alene, «som føder, nærer, bygger, bevarer og forsvarer Guds kirke, og uden den kan Guds kirke ikke bestå en eneste time».¹⁴⁴⁷

¹⁴⁴⁶ Sl 15; 1 Kor 6,15–20; 2 Kor 6,14–18; 1 Pet 2,5.

¹⁴⁴⁷ Opp. v. a. VII, 512. St. L. XIV, 168.

Som bekendt er der forhandlet meget om, hvordan de åbenlyst onde og hyklerne (mali et hypocritae), som findes i kirkens ydre fællesskab, forholder sig til den kristne kirke. På grundlag af Skriften må der siges: De hører ikke til kirken, det vil sige, de udgør ikke en del af kirken (non sunt pars ecclesiae), men er blot blandet ind i kirken efter det ydre fællesskab (ecclesiae admixti sunt secundum societatem externam). At kun de mennesker, som ved Helligåndens virkning bærer troen på Kristus i deres hjerter, er lemmer af den kristne kirke, kommer også til udtryk i alle de udsagn i Skriften, der udtrykker et indre, åndeligt fællesskab mellem kirkens lemmer og Gud, Kristus og Helligånden. Sådanne udtryk er: Guds hus (οἶκος θεοῦ, 1 Tim 3,15), Guds tempel (ναὸς θεοῦ, 1 Kor 3,16; 2 Kor 6,16), Helligåndens tempel (ναὸς τοῦ ἐν ὑμῖν ἁγίου πνεύματος, 1 Kor 6,19), Kristi legeme og Kristi fylde (σῶμα Χριστοῦ, πλήρωμα Χριστοῦ, Ef 1,23), Guds børn (τὰ τέκνα τοῦ θεοῦ, Joh 11,52). Alle vantro, hvad enten de er jøder eller grækere, er ikke Guds hus osv., men steder, hvor Djævelen virker, τοῦ πνεύματος τοῦ νῦν ἐνεργοῦντος ἐν τοῖς υἱοῖς τῆς ἀπειθείας [den ånd som nu virker i ulydighedens børn], Ef 2,1–3. Også definitionen af kirken som helheden af de udvalgte, som Luther godkender og roser hos Hus,¹⁴⁴⁸ er skriftmæssig, 1 Pet 2,9: ὑμεῖς γένος ἐκλεκτόν [I er en udvalgt slægt].

¹⁴⁴⁸ Til Sl 118. St. L. V, 1234 f. Således også Baier (III, 614): Homines illi, quos Deus iuxta aeternum suum decretum fide et gratia sua donavit, collective sumpti dicuntur ecclesia [De mennesker, som Gud efter sit evige råd har skænket troen og sin nåde, kaldes under ét kirken]. Ligeledes Aug. Hunnius, Volum. th. disput., Witteb. 1598, s. 329; hos Baier-Walther III, 614.

Dette er Luthers og den lutherske kirkes lære. For skarpt at fremhæve, at intet ydre fællesskab med kristne og intet ydre brug af nådemidlerne, men alene den personlige tro på evangeliet bringer ind i Himmeriget på jorden, det vil sige ind i den kristne kirke, siger Luther:¹⁴⁴⁹ «Ellers ville et menneske være lige så meget i Himmeriget, som hvis jeg kastede en klump eller en kævle ind blandt de kristne, eller som Djævelen er iblandt dem.» Apologien bestemmer i artikel 7 og 8 (De Ecclesia) begrebet kirke fra alle sider. Den siger: «De mennesker er den rette kirke, som rundt omkring i verden fra solens opgang til dens nedgang i sandhed tror på Kristus»; i den latinske tekst: «som er enige om evangeliet» (qui de evangelio consentiunt), altså tror, at de har syndernes forladelse ved Kristi fortjeneste, uden egne gerninger. Ikke mindre klart udtaler Apologien sig om, hvordan de onde og hyklerne forholder sig til kirken. Den siger, at de onde og hyklerne ikke hører til kirken; «for det er vist, at alle ugudelige er i Djævelens vold og lemmer af hans rige, som Paulus siger til efeserne, at Djævelen virker kraftigt i vantroens børn». Man ville, siger Apologien, opgive forskellen mellem Kristi og Djævelens rige, hvis man ville lade de ugudelige være en del af den kristne kirke. Selv om «de ugudelige i dette liv, så længe Kristi rige endnu ikke er åbenbaret, er blandt de rette kristne og i kirken» (admixti ecclesiae, blandet ind i kirken, nemlig secundum societatem externorum signorum, efter fællesskabet om de ydre tegn), «og dér også har del i læreembedet og andre embeder», så er «de ugudelige derfor alligevel ikke et stykke af Kristi rige». (s. 155, 18.) «Og dertil passer også Kristi lignelser, hvor han klart siger i Matt 13, at den gode sæd er rigets børn, ukrudtet er Djævelens børn, ageren er verden, ikke kirken.» (s. 155, 19.) Kort sagt: Efter luthersk lære er troen på evangeliet den faktor, der i hvert enkelt tilfælde afgør, om man hører til den kristne kirke. Intet menneske, som tror evangeliet, må frakendes medlemskabet af den kristne kirke; intet menneske, som ikke tror evangeliet, må tilkendes medlemskabet af den kristne kirke. De, der med urette er sat i band, forbliver lemmer af kirken.¹⁴⁵⁰ Ligeledes er de, der farer vild af svaghed, lemmer af kirken, hvad enten de lever i et rettroende eller et vranglærende samfund, når de i deres hjerte holder fast ved tilliden til Guds nåde i Kristus.¹⁴⁵¹ Også de, der tror, før de modtager dåben, må regnes til den kristne kirke, fordi dåben ikke er absolut nødvendig, som det blev vist i læren om dåben.¹⁴⁵²

¹⁴⁴⁹ St. L. XI, 490.

¹⁴⁵⁰ Quenstedt (II, 1635): Iniuste excommunicati non desinunt esse membra catholicae ecclesiae, etiamsi e visibili et particulari ecclesia eiiciantur [De, der med urette er bandlyst, ophører ikke med at være lemmer af den almindelige kirke, selv om de udstødes af den synlige og partikulære kirke].

¹⁴⁵¹ Luther (VI, 1629): De gudfrygtiges synder «er i sig selv fordømmelige synder, men de fordømmer ikke de gudfrygtige, fordi de erkender denne urenhed i deres hjerter og tror på Kristus».

¹⁴⁵² Gerhard, L. de eccl., § 54: Nos et catechumenos et omnes alios vera fide interna praeditos in ecclesia esse dicimus, si vel maxime baptismum actu nondum susceperunt [Vi siger, at både katekumenerne og alle andre, der har fået den sande indre tro, er i kirken, selv om de endnu ikke faktisk har modtaget dåben].

Da mennesket af naturen er tilbøjeligt til at mene, at det allerede ved en ydre forbindelse med den kristne kirke er bjærget for evigheden, er det indlysende, hvor stor praktisk betydning det har at holde fast ved det kristne begreb om kirken som de troendes eller de helliges samfund og at afvise begrebet om kirken som en «anstalt» (externa politia). Spørgsmålet om, hvorvidt man hører til den kristne kirke, falder sagligt altid sammen med spørgsmålet, om man for Gud erkender sig selv som en synder, der har fortjent fordømmelse, og samtidig tror, at Gud er ham nådig for Kristi satisfactio vicaria skyld.¹⁴⁵³ Også Apologien (s. 154, 13) peger på den praktiske betydning af det rette kirkebegreb: «Man må jo ret egentlig vide, hvorved vi bliver Kristi lemmer, og hvad der gør os til levende lemmer af kirken. For hvis vi ville sige, at kirken blot var en ydre ordning (politia) ligesom andre regimenter, hvor der var onde og gode osv., så vil ingen deraf lære eller forstå, at Kristi rige er åndeligt, som det dog er, et rige, hvor Kristus indvendig regerer, styrker og trøster hjerterne og uddeler Helligånden og mange slags åndelige gaver; men man vil tænke, at det er en ydre skik, en bestemt ordning af visse ceremonier og gudstjenester. Ligeledes: Hvilken forskel skulle der være mellem lovens folk og kirken, hvis kirken blot var en ydre ordning? Nu skelner Paulus kirken fra jøderne ved at sige, at kirken er et åndeligt folk, det vil sige et sådant folk, som ikke blot i samfundsordningen og det borgerlige væsen er forskellig fra hedningerne, men et ret Guds folk, som bliver oplyst i hjertet og født på ny ved Helligånden.»

¹⁴⁵³ Jf. Luthers forklaring til den anden trosartikel.

Vi lader her endnu nogle udtalelser af Luther og lutherske lærere følge, hvor de viser, at kirken kun består af troende.

Luther (XVIII, 1025): «Kristus er vel en Herre over alle ting, over de fromme og de onde, over englene og djævlene, men han er ikke et hoved uden alene for de fromme, troende kristne, der er samlet i Ånden. For et hoved må være indlemmet i sit legeme, som jeg har godtgjort ud fra Sankt Paulus, Ef 4,15–16, og lemmerne må hænge ved hovedet og have deres gerning og liv fra det. Derfor kan Kristus ikke være hoved for nogen ond menighed, selv om den er ham underlagt som en Herre. Ligesom hans rige, kristenheden, ikke er en legemlig menighed eller et legemligt rige, og dog er alt ham underlagt, hvad der er åndeligt, legemligt, i helvede og i himlen.» – Samme (V, 1234): «Dér [i Jerusalem] gik mange onde skurke, hyklere og syndere ind ad templets port; men her ad denne Herrens port går lutter retfærdige og hellige ind for at tjene Gud. For ingen er eller kan være i de kristnes menighed eller være et lem af kristenheden, uden at han er ret troende, det vil sige retfærdig og hellig, som troesartiklen vidner: ’Jeg tror på en hellig, kristen kirke.’ Men den, der ikke er ret troende, ikke hellig og retfærdig, hører ikke til i den hellige, kristne kirke og kan ikke gå ind ad denne Herrens port, kan heller ikke bede, ofre tak, lovprise eller tjene Gud og kender heller ikke Gud, selv om han lever legemligt blandt de kristne eller endda har et embede blandt de kristne som sognepræst, prædikant eller biskop, eller også i det ydre er med til at modtage sakramentet, som også 1 Joh 3,6 siger: ’Enhver som bliver i ham, synder ikke; enhver som synder, har ikke set ham eller kendt ham.’ Og igen v. 8: ’Den der praktiserer synd, er af Djævelen.’ Og dette er den artikel, som blev fordømt på det lovværdige koncil i Konstanz, sammen med dette vers og hele Den Hellige Skrift. For Johannes Hus bekendte dengang, at der er en hellig, kristen kirke; hvis paven ikke var from og hellig, kunne han ikke være et lem, endsige hovedet for den hellige kirke, selv om han havde embedet i den; derfor måtte han brænde som kætter og være forbandet. ... De sætter sig imod og siger: Selv om paven, biskopperne og de alle synder nok så meget, så er de dog ikke af Djævelen eller af hans synagoge, men er af Kristus og af Gud, lemmer og hoveder for den hellige kristenhed. Ja, de er lemmer af kirken, ligesom spyt, snot, materie, sved, møg, urin, stank, skurv, blegner, bylder, franskmandssyge og al legemets sygdom er lemmer; de er også i og på legemet; ja, som pletter og uhumskhed, som legemet må bære med stor fare, møje og ulyst.»

Gerhard, L. de eccl., § 151: Dicitur ecclesia catholica primario ac πρώτως respectu electorum ac sanctorum, quatenus ambitu suo complectitur omnes in Christum vere credentes, totum illud mysticum corpus, cuius caput est Christus. Atque haec est genuina et propria huius vocabuli significatio, quomodo etiam accipitur in symbolo apostolico, quando dicimus: Credo unam sanctam catholicam ecclesiam, ubi vox credendi manifeste ostendit, de invisibili ecclesia sermonem esse, quod ipsum etiam annexum sanctitatis praedicatum demonstrat. [Den almindelige kirke kaldes sådan primært og først og fremmest med hensyn til de udvalgte og hellige, for så vidt den i sit omfang omfatter alle, der sandt tror på Kristus, hele det mystiske legeme, hvis hoved Kristus er. Og dette er ordets ægte og egentlige betydning, sådan som det også tages i den apostolske trosbekendelse, når vi siger: Jeg tror en hellig almindelig kirke; her viser ordet ’tro’ tydeligt, at der tales om den usynlige kirke, hvad også det tilføjede prædikat ’hellig’ godtgør.]

Baier, Comp. III, 617: Sic probatur, ecclesiam proprie dictam esse praecise coetum vere credentium et sanctorum. Nam (1) ad Eph. 4, 16 describitur ecclesia tanquam corpus spirituale, quod totum dependet a Christo secundum omnes iuncturas et compagines (quibus coagmentatum, in ratione unius corporis constituitur) velut a capite, hoc est, per influxum, qualis membris a capite debetur ad hoc, ut incrementum capiant corpori conveniens, idque per caritatem. Unde recte colligitur, eos omnes et solos esse vera membra ecclesiae proprie dictae, qui vita spirituali vivunt, ex supernaturali gratia et influxu Christi, capitis et spiritus eius, adeoque fide non qualicunque, sed supernaturali et cum caritate coniuncta pollent. Quo pertinet, (2) quod ecclesia 1 Petri 2, 4. 5 describitur ut domus spiritualis ex lapidibus vivis, exstructa super imum angularem lapidem, Christum, ita ut sit templum sanctum Domino, domicilium Dei per Spiritum Sanctum, quod non fit nisi per fidem in Christum, qua homines Christo velut causa salutis actu fiduciae nituntur, cum caritate coniunctam. Eodemque (3) facit, quod ecclesia comparatur oleae, eius autem rami, spirituali sensu dicti, per fidem inserti et per eandem in ea manere dicuntur, Rom. 11, 16 sqq. Et (4) quod ecclesia est coetus filiorum Dei; filii autem fiunt et sunt per fidem in Christum. [Således bevises det, at kirken i egentlig forstand netop er forsamlingen af de sandt troende og hellige. For (1) i Ef 4,16 beskrives kirken som et åndeligt legeme, der helt afhænger af Kristus som af hovedet efter alle sine led og sammenføjninger (hvorved det sammenføjes og udgør ét legeme), det vil sige ved den indflydelse, som lemmerne skal have fra hovedet, for at de kan vokse, som det passer sig for legemet, og det ved kærligheden. Deraf sluttes med rette, at alle de og kun de er sande lemmer af kirken i egentlig forstand, som lever et åndeligt liv ud fra Kristi, hovedets, og hans Ånds overnaturlige nåde og indflydelse og altså har en tro, ikke en hvilken som helst, men en overnaturlig tro, der er forbundet med kærlighed. Hertil hører (2), at kirken i 1 Pet 2,4–5 beskrives som et åndeligt hus af levende sten, opført på den nederste hjørnesten, Kristus, så den er et helligt tempel for Herren, en bolig for Gud ved Helligånden, hvad der kun sker ved troen på Kristus, hvorved menneskene i tillidens akt støtter sig til Kristus som frelsens årsag, en tro, der er forbundet med kærlighed. Det samme viser (3), at kirken sammenlignes med et oliventræ, og at dets grene, i åndelig forstand, siges at være podet ind ved troen og at blive i det ved den samme tro, Rom 11,16 ff. Og (4) at kirken er Guds børns forsamling; men børn bliver og er man ved troen på Kristus.]

2. De vildfarende lærer om kirken

Det ligger i sagens natur, at alle tidligere synder mod læren dukker op igen i læren om kirken. Da medlemskabet af den kristne kirke kun formidles ved troen på Kristus, har Skriftens lære om kirken de samme forudsætninger som Skriftens lære om retfærdiggørelsen ved troen. Den forudsætter hele synderverdenens objektive forsoning ved Kristi satisfactio vicaria, at syndernes forladelse tilbydes ved nådemidlerne, og at syndernes forladelse tilegnes ved troen, som uden menneskelig medvirken, alene ved Helligåndens virkning, opstår og bevares. Hvor disse forudsætninger ikke er til stede, opgiver man konsekvent også det skriftmæssige begreb om kirken. Det er nyttigt og nødvendigt at vise dette nærmere i det enkelte.

1. Det kristne begreb om kirken forudsætter satisfactio vicaria. For alle, der fornægter satisfactio vicaria, er den kristne kirke ikke de troendes menighed, det vil sige deres, som ved Helligåndens virkning tror, at de har en nådig Gud ved Kristi stedfortrædende gerning, men et selskab af mennesker, som, tilskyndet af Kristi eksempel, den «historiske Kristus» osv., vil komme til Gud ad deres egen moralitets vej (moral-influence theory). Sådan er det, trods nogen forskel i udtrykket, hos unitarerne i gammel tid (fotinianerne, socinianerne, rationalisterne) og i nyere tid (Horace Bushnell, Ritschl, Harnack i Berlin, Eliot ved Harvard).¹⁴⁵⁴ Ligegyldigt om man kalder det, der gør et menneske til lem af den kristne kirke, «tro» eller «kærlighed» eller noget andet: Når satisfactio vicaria fornægtes, ender alle fremstillinger til sidst i Röhrs definition af kirken: Kirken er «en fri forening af fornuftige væsener til virkeliggørelse af en jordisk og himmelsk lyksalighed, der er betinget af religiøs oplysning og dyd».¹⁴⁵⁵ Men det er ikke tilrådeligt at slutte sig til denne «kirke» eller at blive i den, for efter Skriften kommer menneskene siden syndefaldet ikke ind i den kristne kirke ad deres egen moralitets vej, selv om den er tilskyndet af Kristi eksempel eller den «historiske Kristus»; de forbliver under forbandelsen¹⁴⁵⁶ og skarpt skilt fra Kristus og hans kirke.¹⁴⁵⁷ Man bør heller ikke mene,¹⁴⁵⁸ at mænd som Ritschl, Wendt og andre har banet vejen for en «tilbagevenden» til det oprindelige lutherske kirkebegreb, fordi de udskiller det «anstaltsmæssige» af begrebet om kirken og helst vil betegne kirken som «Guds folk», «den sande kristenhed» osv. Fordi de trods den rigtige betegnelse af kirken som «Guds folk» fornægter både Kristi væsensguddom og satisfactio vicaria, er «Guds folk» og «den sande kristenhed» for dem blot et moralsk selskab.¹⁴⁵⁹ Luther dømmer om alle, der fornægter «betalingen», det vil sige Kristi stedfortrædende fyldestgørelse, at de skal sættes i klasse med «tyrker og jøder».¹⁴⁶⁰ Om Horace Bushnell og også om Ritschl fortælles det i øvrigt, at de på dødslejet er vendt tilbage til troen på satisfactio vicaria.¹⁴⁶¹ – Pavekirken vil ganske vist lade Kristi guddom og Kristi fortjeneste stå. Den udtaler endog anathema over dem, der fornægter Kristi fortjeneste.¹⁴⁶² Men ved siden af Kristi fortjeneste stiller den «overholdelsen af Guds og kirkens bud»¹⁴⁶³ og de egne gerningers fortjeneste¹⁴⁶⁴ som nødvendige for at opnå nåden og frelsen. Da det nu at gøre egne gerninger og egen fortjeneste gældende udelukker fra at opnå Guds nåde og fra medlemskabet af den kristne kirke,¹⁴⁶⁵ stiller pavekirken sig ved sin officielle lære uden for kristenheden, extra ecclesiam.¹⁴⁶⁶ Den går så energisk et skridt videre og lyser band over alle, som vil blive retfærdige for Gud ved troen på syndernes forladelse for Kristi skyld uden egne gerninger – altså over hele den kristne kirke.¹⁴⁶⁷ Pavekirken lader i kampen pro domo [for sin egen sag] kirken bestå af de mennesker, som underordner sig pavens overhøjhed og hans lærdomme og bud.¹⁴⁶⁸ At der endnu findes lemmer af den kristne kirke under pavedømmet, kommer alene af, at døbte børn tror på Kristus, og at også andre sjæle i samvittighedsangst og især i dødsnød imod «kirkens» forbud og forbandelse giver slip på deres egne gerninger tillige med de helliges fortjeneste og alene stoler på Kristi fortjeneste.¹⁴⁶⁹ – Men ikke kun erklærede unitarer og «liberale» teologer som Bushnell og Ritschl, men også «positive» som Hofmann og Kirn afviser satisfactio vicaria.¹⁴⁷⁰ Hofmann har som bekendt bestemt bekæmpet Kristi stedfortrædende fyldestgørelse.¹⁴⁷¹ Kirn vil optage omformningen eller omdannelsen af menneskehedens liv til dets gudsvarende skikkelse i forsoningen med Gud.¹⁴⁷² Denne indblanding af helliggørelsen i retfærdiggørelsen lader det ikke komme til tro på den syndernes forladelse, som Kristus har erhvervet, og som tilbydes i nådemidlerne, og altså heller ikke til medlemskab af den kristne kirke. Alle protestantiske teologer, som afviser satisfactio vicaria som for «juridisk» og vil optage menneskehedens «religiøs-moralske» forvandling i forsoningen med Gud, er gået over på romersk område. For dem er kirken ikke de troendes menighed, men et selskab af mennesker, som supplerer Kristi fortjeneste ved at omforme eller omdanne deres eget liv, det vil sige ved helliggørelse og egne gerninger. Det er ikke troen på det, som Kristus for nitten hundrede år siden har gjort og lidt i menneskenes sted, der gør et menneske til lem af den kristne kirke, men det, som Kristi forsoning virker i menneskene, nemlig omdannelsen af deres liv «til dets gudsvarende skikkelse». Kirn: «Hvad der således udfolder sig i historien, det er for Guds dom medindbefattet i den fuldbragte forløsningsgerning, og denne dens virksomme kraft er med til at begrunde dens værdi for Gud.»¹⁴⁷³ Deraf også Kirns beskrivelse af kirken «som fællesskab om det religiøs-moralske liv, der er bestemt af Kristi Ånd».¹⁴⁷⁴ Kort sagt: Den, som ikke tror den fuldkomne forsoning af hele menneskeheden (den objektive forsoning), der er tilvejebragt ved Kristi stedfortrædende fyldestgørelse, har mistet objektet for den retfærdiggørende og frelsende tro; for ham er derfor den kristne kirke konsekvent heller ikke de troendes menighed, men et selskab af folk, der supplerer Kristi fortjeneste. Nådefællesskabet med Gud grundes ikke på Guds nåde for Kristi skyld (favor Dei propter Christum), men på en indbildt indgydt nåde (gratia infusa). Den gratia infusa er indbildt, fordi den altid kun er til stede som følge og virkning af troen på favor Dei propter Christum. – Det bør endnu bemærkes, at også alle, som begrænser satisfactio vicaria ekstensivt, det vil sige ikke vil lade den strække sig til alle mennesker, dermed opgiver det kristne begreb om kirken. Er ikke alle mennesker uden forskel forsonet med Gud ved Kristus, så er nådemidlerne for dem, der bruger dem, heller ikke en sikker åbenbaring og et sikkert tilbud om Guds nådige vilje (altså ikke testimonia, tesserae, signa, sigilla gratiae Dei propter Christum peccata remittentis [vidnesbyrd, kendetegn, tegn og segl på Guds nåde, der for Kristi skyld forlader synderne]). Troen mangler det objekt, hvorved den opstår og består. Med den calvinistiske begrænsning af satisfactio vicaria til en del af menneskene kan der ikke være nogen menighed af troende. At der alligevel endnu er en kirke hos calvinisterne, kommer af, at de i praksis’ nød henviser de samvittigheder, som Guds lov har ramt, til de almindelige nådeforjættelser og sender den gratia particularis [partikulære nåde], der er udtænkt ved studerebordet, på pension.

¹⁴⁵⁴ Jf. II, 422 ff.: «Historisk om læren om den stedfortrædende fyldestgørelse» og «Nærmere beskrivelse af moderne forsoningsteorier».

¹⁴⁵⁵ Hos Hase, Hutt. red., § 124.

¹⁴⁵⁶ Gal 3,10.

¹⁴⁵⁷ Gal 5,4; 4,21–31.

¹⁴⁵⁸ Nitzsch-Stephan, Ev. Dogmatik, s. 629 f.

¹⁴⁵⁹ Ritschl, Rechtf. u. Versöhnung³ III, 271: «Guds rige er de, der tror på Kristus, for så vidt som de ... handler af kærlighed mod hinanden og således frembringer det fællesskab om det moralske sindelag og de moralske goder, som breder sig i alle mulige grader helt ud til grænsen for menneskeslægten.» De moderne unitarer bruger med forkærlighed udtrykket «Guds rige». Men Guds rige er for dem det rige, hvor Gud til menneskehedens moralske forbedring «sætter sig igennem som enehersker».

¹⁴⁶⁰ St. L. XI, 1085.

¹⁴⁶¹ Jf. citaterne II, 442 ff. Strong, Syst. Theology, s. 739 f.; Trench, Notes on the Parables of Our Lord, til Luk 18,9–14.

¹⁴⁶² Trid., sess. VI, can. 10 a.

¹⁴⁶³ Trid., anf. st., can. 20.

¹⁴⁶⁴ Trid., anf. st., can. 32.

¹⁴⁶⁵ Gal 3,10; 5,4; Rom 11,6.

¹⁴⁶⁶ Jf. Luther i Den Store Katekismus, Müller, s. 458, 56.

¹⁴⁶⁷ Trid., sess. VI, can. 11 og 12.

¹⁴⁶⁸ Trid., sess. VI, decretum de ref., c. 1, kaldes paven ipsius Dei in terris vicarius [Guds egen stedfortræder på jorden]. Ingen må tillade sig at forstå Skriften contra eum sensum, quem tenuit et tenet sancta mater ecclesia [imod den mening, som den hellige moder kirke har holdt og holder], det vil sige pavens kirke. Vatikankoncilet fra 1870 tilføjer så endnu udtrykkeligt, at pavens bestemmelser om tro og liv er «ex sese, non autem ex consensu ecclesiae, irreformabiles esse» [uforanderlige i kraft af sig selv, men ikke i kraft af kirkens samtykke]. (Die Canones und Beschlüsse des Vatikanischen Konzils, ed. Schneemann, s. 45 f.) Sess. IV, decr. de usu s. librorum. Bellarmin beskriver derfor, De eccl. milit., c. 2, 9, kirken som coetum hominum, eiusdem Christianae fidei professione et eorundem sacramentorum communione colligatum, sub regimine legitimorum pastorum ac praecipue unius Christi in terris vicarii Romani pontificis [en forsamling af mennesker, forbundet ved bekendelsen af den samme kristne tro og fællesskabet om de samme sakramenter, under de lovlige hyrders styre og især under Kristi ene stedfortræder på jorden, den romerske pave].

¹⁴⁶⁹ Apologien, s. 151, 269–271: Etiamsi in ecclesia pontifices aut nonnulli theologi ac monachi docuerunt remissionem peccatorum, gratiam et iustitiam per nostra opera et novos cultus quaerere ..., mansit tamen apud aliquos pios semper cognitio Christi. [Selv om paverne eller nogle teologer og munke i kirken har lært, at man skulle søge syndernes forladelse, nåde og retfærdighed ved vore gerninger og nye gudsdyrkelser ..., er kendskabet til Kristus dog altid blevet bevaret hos nogle fromme.]

¹⁴⁷⁰ II, 429 ff.

¹⁴⁷¹ II, 431 ff.

¹⁴⁷² II, 472.

¹⁴⁷³ Ev. Dogmatik, s. 118.

¹⁴⁷⁴ Anf. st., s. 130.

2. Det kristne begreb om kirken forudsætter også den kristne lære om nådemidlerne. Adolf Harnack dadler Luther for at have ladet sig drage ind i en kamp om nådemidlerne.¹⁴⁷⁵ Dermed skal Luther have efterladt kirken en «skæbnesvanger arv» og være «trådt tilbage i middelalderens forladte, snævre kredse ved at udskille bestemte handlinger som ’nådemidler’». Men Luther vidste udmærket, hvorfor han måtte kæmpe kampen om «bestemte nådemidler». Vi mennesker har brug for nådemidlerne for at komme ind i den kristne kirke og for at blive i den. Alle, der med Zwingli og Calvin ikke blot mener, at Helligånden ikke har brug for nogen vogn (vehiculum, plaustrum) til sin nådes åbenbaring og sin nådes virksomhed, men også positivt lærer, at den frelsende nåde virker uden nådemidler og ved siden af dem (“Efficacious grace acts immediately. Here is no place for the use of means” [Den virksomme nåde virker umiddelbart. Her er der ingen plads for brugen af midler]), opgiver dermed ganske enkelt den kristne kirke. Grunden er denne: Da den antagne umiddelbare virksomhed fra Helligånden ikke er en realitet, men en indbildning, er også den kirke, der er grundet på den, en ren indbildning. At der i de samfund, som officielt lærer, at Helligånden virker umiddelbart, alligevel findes en kristen kirke, kommer udelukkende af, a) at de i modstrid med deres officielle lære ikke selv tier, men stadig lærer Kristi stedfortrædende fyldestgørelse og derved giver Helligånden lejlighed til ved evangeliet at virke troen på evangeliet, b) at de – ligeledes i direkte modstrid med deres officielle lære – i forbifarten kalder evangeliets ord for troens fundament og opfordrer til at tro på Ordet.¹⁴⁷⁶ – Blandt dem, der giver nådemidlerne og dermed det kristne kirkebegreb til pris, er også de moderne oplevelsesteologer, som vil grunde troen på Kristus ikke alene på Kristi ord, men ved siden af også på «det historiske indtryk af Kristi person», Kristi historiske «fremtræden» osv. Da det står fast ud fra Skriften, at «Kristi person» lader alle «indtryk», som tjener til kirkens samling og bevarelse, ske ved Ordet,¹⁴⁷⁷ er også den kirke, som de moderne oplevelsesteologer tænker sig, et non-ens [noget, der ikke er til]. Ingen har «oplevet» Kristus, og ingen vil indtil den yderste dag opleve Kristus undtagen ved troen på λόγος τῆς καταλλαγῆς, på ordet om den forsoning, der er sket ved Kristus. «Oplevelsesteologien» går i den zwinglisk-calvinske sværmeris spor med en åndsåbenbaring og en åndsvirkning uden for og ved siden af evangeliets ydre ord. Når der ved oplevelsesteologernes virksomhed stadig er mennesker, der kommer til tro på Kristus, kan det kun ske i kraft af den inkonsekvens, som vi også finder hos Zwingli, Calvin og deres fæller.

¹⁴⁷⁵ _Wesen des Christentums_³, s. 183 f.; _Grundriß d. Dogmengesch._⁴, s. 431.

¹⁴⁷⁶ Sådan også Calvin, Inst. III, 2, 6.

¹⁴⁷⁷ Joh 8,31–32; 17,20; 15,3; 6,63–69; 1 Tim 6,3–5 osv.

3. Det kristne begreb om kirken som de troendes forsamling skubber også de til side, som med Rom lærer, at sakramenterne tildeler nåden ex opere operato [i kraft af den udførte handling], det vil sige, uden at troen er til stede hos mennesket som det middel, hvormed nåden tilegnes. Sådan gør en del nyere lutheranere, der lærer en slags fysisk virkning af sakramenterne. Delitzsch erklærer udtrykkeligt sin uenighed med de ældre lutherske lærere, som frakender alle vantro medlemskab af kirken, «som er Kristi legeme».¹⁴⁷⁸ Herimod må det fastholdes: Så vist som sakramenterne er absolut pålidelige vidnesbyrd om Guds nådige vilje mod alle, der bruger dem, så vist er det også, at den nåde, som de bevidner og derved tilbyder, alene tilegnes ved troen. Hvor der ingen tro er, dér er der trods al brug af sakramenterne ingen tilegnelse af nåden og dermed heller intet medlemskab af den kristne kirke. Sådan lærer Den Augsburgske Bekendelses 13. artikel om sakramenterne, «at de er tegn og vidnesbyrd om Guds vilje mod os, for derved at vække og styrke vor tro; derfor kræver de også tro».¹⁴⁷⁹

¹⁴⁷⁸ Jf. citatet hos Baier-Walther III, 620; desuden de udførlige belæg i Vestdistriktets 2. synodalberetning. Skrifter, der hører hertil, er bl.a.: Franz Delitzsch, Vier Bücher von der Kirche, 1847; Löhe, Kirche u. Amt, 1851; Kliefoth, Acht Bücher v. d. K., 1854; Münchmeyer, Die Lehre v. d. sichtb. u. unsichtb. K., 1854.

¹⁴⁷⁹ Jf. påvisningerne i «L. u. W.» af, at dette også er de gamle lutherske læreres lære, årg. 1857, s. 4 ff.; 1856, s. 144 ff.

4. Den tro, hvorved et menneske bliver et lem af den kristne kirke, er helt og fuldt (in solidum) en virkning af Helligånden og står ikke «for nogen, ikke engang den mindste eller ringeste del» i menneskets frie vilje.¹⁴⁸⁰ Derfor opgiver alle dem, der lærer og søger at frembringe en tro, som ikke helt og fuldt er en virkning af Helligånden, men også indeholder en menneskelig præstation, idet de lader troen opstå og bestå ved en «moralsk menneskelig handling», en «indre beslutning», en «selvafgørelse», en «selvsætning», en «ret adfærd», en mindre skyld i sammenligning med andre osv., kirken som «de troendes forsamling» i skriftmæssig forstand. Det er heller ikke tilrådeligt at have forbindelse med denne «kirke». Over en kirke, der opstår ved en menneskelig viljeshandling, en indre beslutning, en selvsætning osv., ville helvedes porte meget snart få magt. Derfor fremhæver Skriften så kraftigt, at kirken sættes og bevares af Gud.¹⁴⁸¹ Fordi Gud alene, uden menneskelig medvirken, virker og bevarer troen, er det også ham alene, der sætter og bevarer den kristne kirke.

¹⁴⁸⁰ Konkordieformlen, s. 594, 25.

¹⁴⁸¹ Sl 100,3; Rom 11,4 f.

3. Den kristne kirkes egenskaber

1. Kirken er usynlig (ecclesia invisibilis est), fordi det, der gør kirken til kirke, troen i hjertet, er usynligt for mennesker og alene kendt af Gud.¹⁴⁸² Derfor svarer Kristus i Luk 17,20 på spørgsmålet om Guds riges synlige komme på jorden: «Guds rige kommer ikke således, at man kan vise derpå» (μετὰ παρατηρήσεως, med eller under iagttagelse, så at det kunne ses med øjnene); «ikke heller vil man sige: Se her, eller: Se der er det; for se, Guds rige er inden i jer.»¹⁴⁸³ Alle, der erklærer kirken for helt synlig (de romersk-katolske) eller dog halvt synlig (nyere lutheranere), ændrer det kristne begreb om kirken. De lader ikke kirken være de troendes forsamling, men gør den helt eller delvis til en ydre anstalt (externa politia), hvor troende mennesker spiller en mere eller mindre væsentlig eller uvæsentlig rolle. Nyere lutheranere taler også om to sider af kirken, en «synlig og en usynlig side». Ordet og sakramentet skal være kirkens synlige side. Men på den måde forveksles kirkens kendetegn (notae ecclesiae) med kirken selv. Der er ganske vist en nødvendig sammenhæng mellem kirken og nådemidlerne. Kirken er frembragt ved nådemidlerne, og den lever også alene ved nådemidlerne. Men nådemidlerne er derfor lige så lidt kirken selv eller en del af kirken, som fx luft og føde er mennesket selv eller en del af mennesket, selv om mennesket ikke kan leve uden luft og føde. Derimod kaldes Ordet og sakramentet med rette notae ecclesiae. Som hveden er at finde dér, hvor den bliver sået, sådan er kirken at finde dér og kun dér, hvor Guds ord forkyndes. Guds ord kaldes Guds riges sæd og har løftet om, at det skal bære frugt.¹⁴⁸⁴ Ved notae ecclesiae bliver kirken selv, de troendes forsamling, dog ikke synlig, fordi det, der gør den til kirke, troen, forbliver usynligt. På den ene side må det fastholdes som Guds vilje, at vi efter kærlighedens dom holder enhver for en kristen, som bekender evangeliet med munden og ikke tager mundens bekendelse tilbage ved en ugudelig vandel. På den anden side ville det være et indgreb i Guds forret, hvis vi ville se den enkeltes hjertes sindelag. Skriften advarer udtrykkeligt imod det.¹⁴⁸⁵ Selv hvis vi antager, at vi kunne identificere kirkens enkelte lemmer ved person og navn, ville vi dog stadig ikke se kirken, fordi kun det gamle menneske hos de kristne falder ind under synssansen, mens det nye menneske i dette liv lever dybt skjult i Gud.¹⁴⁸⁶ Først på den yderste dag vil den kristne kirkes lemmer i deres ydre fremtræden adskille sig fra dem, der ikke er lemmer.¹⁴⁸⁷ Glorien på helgenbillederne er malet dér efter kærlighedens dom.¹⁴⁸⁸ De romersk-katolske vil som bekendt have kirken lige så synlig som kongeriget Frankrig og republikken Venedig.¹⁴⁸⁹ De håner en usynlig kristen kirke som en platonisk idé, et rent tankeprodukt osv. Over for denne spot må man stille den sandhed, at denne usynlige forsamling af troende ifølge Skriften er den mægtigste realitet på jorden: Bag den står ἔγνω Κύριος τοὺς ὄντας αὐτοῦ [Herren kender dem, som er hans],¹⁴⁹⁰ helvedes porte skal ikke få magt over den,¹⁴⁹¹ den er indtil den yderste dag centrum for Guds interesse,¹⁴⁹² og det er Faderens velbehag at give den det evige rige.¹⁴⁹³ Derimod er den synlige romerske kirke som Kristi kirke en ren fiktion. For så vidt som den er den romerske kirke, det vil sige er underlagt ikke Kristi, men pavens ord og grunder opnåelsen af nåde og frelse ikke alene på Kristi fortjeneste, men også på menneskers fortjeneste, står den uden for Kristi kirke, både her på jorden¹⁴⁹⁴ og i himlen.¹⁴⁹⁵

¹⁴⁸² 1 Kong 8,39; ApG 1,24.

¹⁴⁸³ Παρατήρησις forekommer kun her i Det Nye Testamente. Wahl: observatio, μετὰ παρατηρήσεως, i. e., ita, ut oculis possit observari [iagttagelse; «med iagttagelse», dvs. sådan at det kan iagttages med øjnene]. Verbet παρατηρεῖν i betydningen «iagttage» forekommer oftere, Mark 3,2; Luk 6,7; 14,1; 20,20; ApG 9,24. Mod opfattelsen af ἐντὸς ὑμῶν = «blandt jer», «i jeres midte» bemærker Nösgen til stedet med rette, at den strider mod sammenhængen, fordi det, der er blandt os eller i vores midte, også kan falde ind under sansernes iagttagelse. Derfor «skal ἐντὸς ὑμῶν forstås som ’_inden_ i jer’ (Luther, Calvin, Olshausen, Godet, Keil)».

¹⁴⁸⁴ Es 55,10 ff.

¹⁴⁸⁵ 1 Kor 4,5.

¹⁴⁸⁶ Kol 3,3; 2 Kor 5,4.

¹⁴⁸⁷ Kol 3,4; 1 Joh 3,2.

¹⁴⁸⁸ Luther (IX, 702): «Derfor bekender vi med rette i den hellige kristne tro, at vi tror en hellig kirke. For den er usynlig, den bor i ånden på et sted, hvor ingen kan komme til; derfor kan dens hellighed ikke ses.» Calov, Systema VIII, 264: Coetus, in quo est ecclesia, videri quidem ac dignosci et indice digito demonstrari potest, in quo sc. Verbum docetur et sacramenta dispensantur iuxta Christi mandatum; sed coetus ille, qui proprie est ecclesia, h. e., communio fidelium et sanctorum, non est visibilis nec demonstrari potest. [Den forsamling, som kirken er i, kan nok ses og kendes og påvises med pegefingeren, nemlig den, hvor Ordet læres og sakramenterne forvaltes efter Kristi befaling; men den forsamling, som egentlig er kirken, dvs. de troendes og helliges samfund, er ikke synlig og kan ikke påvises.]

¹⁴⁸⁹ Bellarmin, lib. 3, De eccl., c. 2: Ecclesia est coetus hominum ita visibilis et palpabilis, ut est coetus populi Romani vel regnum Galliae aut respublica Venetorum. [Kirken er en forsamling af mennesker, der er lige så synlig og håndgribelig som det romerske folks forsamling eller kongeriget Frankrig eller republikken Venedig.] Jf. antitesen hos Quenstedt II, 1640.

¹⁴⁹⁰ 2 Tim 2,19.

¹⁴⁹¹ Matt 16,18.

¹⁴⁹² Rom 8,28; Matt 24,22–24.

¹⁴⁹³ Luk 12,32.

¹⁴⁹⁴ Gal 5,4; 3,10.

¹⁴⁹⁵ Gal 4,30. Jf. Luther mod pavens synlige kirke, St. L. XVIII, 1347 ff.

2. Kirken er én (una ecclesia), Joh 10,16: μία ποίμνη [én hjord], fordi alle kirkens lemmer trods alle forskelle i jordiske forhold tror det samme om Gud, nemlig at Gud af nåde, for Kristi skyld, uden lovens gerninger tilgiver dem synden. Skriften afviser på det bestemteste enhver forskel med hensyn til det, der gør kirken til kirke. I Rom 3,22–24 hedder det: «Der er ingen forskel (διαστολή); for alle (πάντες) har syndet og mangler herligheden fra Gud, og de erklæres retfærdige uforskyldt (δωρεάν) på grund af hans nåde ved løskøbelsen i Jesus Kristus.» Alle, der ikke har denne tro, hvad enten de slet ikke tror på Kristus,¹⁴⁹⁶ eller de vil supplere Kristi fortjeneste med egne gerninger, er ikke inden for, men uden for kirken.¹⁴⁹⁷ Omnes Christiani de evangelio consentiunt. [Alle kristne er enige om evangeliet.] Derfor siger Gal 3,28: «Der er ikke jøde eller græker, der er ikke slave eller fri, der er ikke mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus» (πάντες γὰρ ὑμεῖς εἷς ἐστε ἐν Χριστῷ Ἰησοῦ).

¹⁴⁹⁶ 1 Joh 2,23; 5,12.

¹⁴⁹⁷ Gal 5,4; 3,10.

3. Kirken er hellig (sancta ecclesia), a) fordi alle dens lemmer ved troen på Kristus ejer troens fuldkomne retfærdighed (iustitia fidei imputata), Fil 3,9: μὴ ἔχων ἐμὴν δικαιοσύνην τὴν ἐκ νόμου, ἀλλὰ τὴν διὰ πίστεως Χριστοῦ, τὴν ἐκ θεοῦ δικαιοσύνην ἐπὶ τῇ πίστει [ikke ved min egen retfærdighed på grund af loven, men ved retfærdigheden ved tro på Kristus, nemlig retfærdigheden fra Gud på grund af troen]; b) fordi alle dens lemmer ved den samme tro også ejer en sand, om end ufuldkommen, livets retfærdighed (iustitia vitae), Rom 6,14: «Synden skal ikke herske over jer, for I er ikke under lov, men under nåde.»

4. Kirken er almindelig eller katolsk (ecclesia universalis sive catholica), fordi den omfatter dem, der tror på Kristus, til alle tider, blandt alle folk og på alle steder. Den kristne tro har i tidens løb aldrig undergået nogen ændring i sit indhold. Den var altid tro på syndernes forladelse ved Kristi forløsningsgerning. Dette er ikke, som det ofte påstås, en dogmatisk konstruktion af Luther og de gamle lutherske lærere, men Kristi apostles og Kristi egen lære. Peter siger i ApG 10,43: «Om ham [Kristus] vidner alle profeterne, at enhver som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn.» Kristus siger i Joh 8,56: «Abraham … jublede over at skulle se min dag, og han så den og glædede sig.» Paulus beviser retfærdiggørelsen, der sker ved troen, uden gerninger, ud fra Det Gamle Testamentes skrift¹⁴⁹⁸ og kalder alle, der i Det Nye Testamentes tid indtil den yderste dag tror evangeliet, uden hensyn til deres racemæssige forskelle osv., Abrahams børn, οἱ ἐκ πίστεως, οὗτοί εἰσιν υἱοὶ Ἀβραάμ [de, der er af tro, de er Abrahams sønner],¹⁴⁹⁹ ja, endog Abrahams afkom, σπέρμα Ἀβραάμ.¹⁵⁰⁰ Luther (XII, 494 f.): «At vi ikke på anden måde end for Kristi skyld ved troen har syndernes forladelse, det har været fædrenes og profeternes og alle de helliges tro fra verdens begyndelse og siden Kristi og apostlenes lære og prædiken, som det blev befalet dem at bære ud og udbrede i hele verden; og det er også endnu i dag og indtil enden hele den kristne kirkes enige forståelse og holdning. Den har til alle tider endrægtigt og samlet troet og bekendt denne artikel og stridt for den: at syndernes forladelse alene opnås og modtages i denne Herre Kristi navn; og i denne tro er de blevet retfærdige og frelst for Gud.»¹⁵⁰¹

¹⁴⁹⁸ Rom 4 hele kapitlet. Rom 3,21–31.

¹⁴⁹⁹ Gal 3,6 ff.

¹⁵⁰⁰ Gal 3,29.

¹⁵⁰¹ Schleiermacher-tilhængeren Alexander Schweizer siger ganske rigtigt (Ref. Dogm. II, 114): «Kristendommens universelle natur kan ikke påvises mere anskueligt, end når den efter sit væsen allerede træder ind efter den første synd.» Dog omtolker Schweizer også 1 Mos 3,15.

5. Kirken er apostolsk (ecclesia apostolica), for så vidt som alle dens lemmer indtil den yderste dag tror på Kristus ved apostlenes ord, Joh 17,20: τῶν πιστευόντων διὰ τοῦ λόγου αὐτῶν εἰς ἐμέ [dem, der ved deres ord kommer til tro på mig], og holder fast ved apostlenes ord, ApG 2,42: προσκαρτεροῦντες τῇ διδαχῇ τῶν ἀποστόλων [de holdt fast ved apostlenes lære], og det over for al afvigende lære, Rom 16,17: «Hold jer fra dem», nemlig fra dem, «som imod (παρὰ τὴν διδαχήν) den undervisning I har lært, skaber splittelser og giver anledninger til frafald». At de romersk-katolske og episkopalerne henlægger kirkens apostolske karakter til den biskoppelige succession, er med rette blevet kaldt en barnagtighed. For det første kender Skriften ingen forskel mellem biskopper og lærende ældste eller præster,¹⁵⁰² og for det andet byder den at holde sig fra alle lærere, der lærer noget andet end den apostolske lære, hvad enten de kaldes biskopper, ældste eller noget andet.¹⁵⁰³ Dette punkt skal tages op igen i læren om det offentlige prædikeembede.

¹⁵⁰² ApG 20,17.28; Tit 1,5 (jf. 1,7).

¹⁵⁰³ Rom 16,17; Gal 1,6–8.

6. Sætningen, at der uden for kirken ingen frelse er (extra ecclesiam salus nulla), er sand om den kristne kirke, men falsk om pavens kirke. Den er sand om den kristne kirke, fordi kun de mennesker, der tror evangeliet, har Guds nåde og frelsen.¹⁵⁰⁴ Den er falsk om pavens kirke, fordi denne også grunder nåden og frelsen på loven¹⁵⁰⁵ og dermed lader sine lemmer blive under lovens forbandelse.¹⁵⁰⁶

¹⁵⁰⁴ Joh 3,16–18.36.

¹⁵⁰⁵ Trid., sess. VI, can. 20.

¹⁵⁰⁶ Gal 3,10.

4. Den kristne kirkes højhed og herlighed

Den kristne kirkes lemmer er som kirke kun underlagt Kristus, men ikke noget menneske, 1 Kor 3,23: «I tilhører Kristus», ὑμεῖς Χριστοῦ; Matt 23,8: «Én er jeres lærer, Kristus, og I er alle brødre.» De kristne formanes eftertrykkeligt til at hævde denne suverænitet over for alle krav om overhøjhed, der måtte blive gjort gældende, 1 Kor 7,23: «I er blevet købt for en betaling. Bliv ikke menneskers slaver.» Paven, som under Kristi navn gør krav på, at alle kristne skal være underlagt ham, er eo ipso [netop derved] den Antikrist, som der tales om i 2 Thess 2, og mod hvis anmasselse, tilsløret af et kristent skin (løgnagtige kræfter, tegn og undere), de kristne endnu særskilt advares. Ganske vist giver Kristus enkelte lemmer af sin kirke særlige gaver og blandt dem også den særlige gave at lære og lede andre kristne. Men derved bliver kirkens lemmer ikke underlagt mennesker, for al lære og ledelse blandt de kristne rækker ikke længere, end deres eneste mesters ord rækker.¹⁵⁰⁷ De lærere, der vil lære ud over Kristi ord, holder de efter Skriftens anvisning for opblæste ignoranter,¹⁵⁰⁸ og dem, der vil give dem bud ud over Kristi ord, fx forbyde dem at gifte sig og tillade sig at opstille bud om mad og faste, betragter de som arrogante bedragere og udbredere af djævlelærdomme.¹⁵⁰⁹ Paven kan pålægge sig selv en faste, men ellers intet menneske i verden. Selv de høje apostle er de kristne ikke underlagt som menneskelige personer. De Schmalkaldiske Artikler siger: «Hverken Peter eller andre Ordets tjenere må tilegne sig nogen magt eller myndighed over kirken», og de begrunder det rigtigt med 1 Kor 3,21 ff.: «Alt tilhører jer, hvad enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas eller verden.» Ganske vist har de kristne Kristi ufejlbarlige ord ved apostlene, og Kristi ord er de underlagt. Men også når apostlene ufejlbarligt bringer Kristi ord, er de kun de troendes tjenere. De troende er ikke til for apostlenes skyld, men apostlene er til for de troendes skyld. Derfor siger Paulus også udtrykkeligt: «Vi forkynder ikke os selv, men Kristus Jesus som Herre og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld» (ἑαυτοὺς δὲ δούλους ὑμῶν διὰ Ἰησοῦν). Mellem de kristne og deres Gud står hverken Maria eller Peter eller apostlene eller andre mennesker som mellemmænd, men ved troen på Kristus har alle troende umiddelbar adgang til Gud.¹⁵¹⁰ De og ingen andre i verden og i kirken er nådemidlernes oprindelige ejere.¹⁵¹¹ Det er ikke sådan, at de kun har nådemidlerne middelbart, fordi Kristus skulle have givet dem til enkelte bestemte personer i kirken (paven, biskopperne, en præstestand) som deres oprindelige eje. Og fordi de har nådemidlerne, har de også nøglerne til Himmeriget.¹⁵¹² Det er dem og ingen andre blandt menneskene, der kalder og indsætter i det offentlige prædikeembede. Deres bekendelse til Kristus som den levende Guds Søn, eller, hvad der er det samme, deres forkyndelse af evangeliet i verden, er den klippe, som Kristus bygger sin kirke på.¹⁵¹³ Ikke alene sker styrelsen af verden og universet for deres skyld; de er også, for så vidt som de ved troen ejer alt, hvad Kristus ejer, og tager del i alt, hvad Kristus gør,¹⁵¹⁴ ejere af universet, af verden og af alle verdens forhold, 1 Kor 3,21 f.: «Alt tilhører jer … hvad enten det er Kefas eller verden eller liv eller død eller det nuværende eller det kommende, alt tilhører jer.» Meyers indskrænkning «i den kommende αἰών» er lagt ind i teksten udefra. Teksten har ikke denne indskrænkning. Kort sagt: De kristne er det rigeste og mægtigste samfund i verden. Ved troen på Kristus har himlens sluser for nåde og velsignelse åbnet sig over dem. De troende har alt, de vantro intet.

¹⁵⁰⁷ 1 Pet 4,11; Jer 23,16.18.

¹⁵⁰⁸ 1 Tim 6,3 ff.

¹⁵⁰⁹ 1 Tim 4,1 ff.; Kol 2,20 ff.

¹⁵¹⁰ Ef 3,12; Hebr 4,16.

¹⁵¹¹ 1 Pet 2,9; Es 40,9; Matt 28,18–20 osv. Alle disse punkter vil senere blive behandlet mere udførligt.

¹⁵¹² Matt 16,19; 18,18; Joh 20,23.

¹⁵¹³ Sådan siger Luther rigtigt i randglossen til Matt 16,18: «Alle kristne er Petri [peter’er, dvs. det samme som Peter] for den bekendelses skyld, som Peter her afgiver, og den [bekendelse] er den klippe, som Peter og alle Petri er bygget på.» At henføre «klippe» til Peters person, hvad enten som førsteapostel (primarius) eller som apostlenes repræsentant, er fuldstændig udelukket 1. af sammenhængen, 2. af ordlyden. Hvad sammenhængen angår, tales der hverken i det foregående eller i det følgende om Peter som apostel, men kun om Peter som en troende person. Kristus spørger sine disciple, hvad folk, οἱ ἄνθρωποι, mener om ham. Da disciplene beretter, at folk er af delte meninger, men enige om, at Kristus er et blot og bart menneske, spørger Kristus disciplene, ikke om deres apostelembede, men om deres tro. Og da Peter bekender disciplenes tro med ordene: «Du er Kristus, den levende Guds Søn», og Kristus har anerkendt denne tro som den rette tro, virket af Gud, siger Kristus ordene: «Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke», og han tilføjer som forklaring: «Jeg vil give dig nøglerne til Himlenes rige: … det som du løser på jorden» osv. Ud fra sammenhængen står det altså fast, at der her ikke siges noget om Peter som apostel, men at hele udsagnet gælder Peter, for så vidt som han tror ret om Kristus og bekender denne tro. Desuden: At der her helt ses bort fra apostlen Peters person, og at kun den troende og bekendende Peter kommer i betragtning, fremgår af, at Kristus i kap. 18,18 med nøjagtig de samme ord tilsiger alle troende de nøgler til Himmeriget, som han her giver Peter: «Alt hvad I binder på jorden» osv. Men også ordlyden: «Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke» forbyder at henføre «klippe» til Peters person. At Peter og klippen er to helt forskellige ting, fremgår af, at Peter – som Luther udtrykker det noget ulærd, men klart – er en «han», mens klippen er en «hun» (XX, 282). I den tyske oversættelse: «Du bist Petrus, und auf diesen Felsen will ich bauen meine Gemeinde» træder forskellen ikke så klart frem, fordi «Petrus» og «Fels» på tysk begge er en «han» (der), dvs. begge er hankøn. På græsk derimod er klippen en «hun» (ἡ πέτρα), mens Peter (πέτρος) er en «han». Forskellen træder frem, når vi gengiver stedet nogenlunde sådan: Du er Petros (πέτρος), og på denne petra (ἐπὶ ταύτῃ τῇ πέτρᾳ) vil jeg bygge min kirke. Sådan gjorde Luther allerede i 1519 mod Eck i sin Epistola ad monachos conventus Iutterboccensis et defensio contra malignum Ioh. Eccii iudicium [Brev til munkene i klosteret i Jüterbog og forsvar mod Johann Ecks ondsindede dom]. Opp. v. a. II, 477 ff. St. L. XVIII, 1375 f. Efter at Luther har påpeget, at Peter ellers ikke kaldes klippen i Skriften, fortsætter han: «Også på dette sted [Matt 16,18] skelner Kristus klart Petrus fra petra. For havde han ved petra villet forstå Petrus, så havde han sagt: ’Du er Petrus, og på dig vil jeg bygge min kirke’; men da han anden gang sætter ordet petra, viser han klart, at Petrus er én ting og petra en anden, som han ved pronomenet hanc» (denne, hunkøn) «skelner fra Petrus. Og således vil jeg let ud fra den foreliggende tekst afværge, at Eck kan påvise, at Petrus er petra (klippen).» Også Meyer henfører i strid med sammenhæng og tekst πέτρα til apostlens person og vil derfor også indrømme Peter et primat blandt apostlene. Han afviser dog de romerske konsekvenser, nemlig henføringen til paven, «da Jesus hverken har Peters efterfølgere for øje, eller paverne er sådanne efterfølgere». Det sidste er rigtigt, men det første ikke. Kristus har bestemt Peters efterfølgere for øje, fordi han i kap. 18 tilsiger alle troende det, som han i kap. 16 siger om Peter. Vil Meyer bringe sig i overensstemmelse med sammenhængen og teksten i Matt 16,18, må han vende tilbage til Luthers forklaring af stedet, nemlig forklaringen: «Alle kristne er Petri for den bekendelses skyld, som Peter her afgiver, og den er den klippe, som Peter og alle Petri er bygget på.» Når Meyer mener, at Luthers forklaring af πέτρα i De Schmalkaldiske Artikler er «udvidet til begrebet verum ministerium» [det sande embede], er det en fejltagelse. De Schmalkaldiske Artikler erklærer udtrykkeligt, at verum ministerium er ministerium illius professionis, quam Petrus fecerat [embedet for den bekendelse, som Peter havde aflagt]. I den tyske tekst (s. 333, 25): «Men når der står: ’Og på denne klippe vil jeg bygge min kirke’, så må man jo bekende, at kirken ikke er bygget på noget menneskes magt, men den er bygget på det embede, som fører den bekendelse, som Peter afgiver, nemlig at Jesus er Kristus og Guds Søn.» «Kristus, den levende Guds Søn» er en kort betegnelse for hele indholdet af det evangelium, som kirken skal bekende eller prædike i verden, og som kirken selv samtidig står på med sin tro. En saglig parallel er Ef 2,20. Apostlenes ord og bekendelse til Kristus og om Kristus er imidlertid ikke noget andet ord og nogen anden bekendelse end det ord og den bekendelse, der er befalet alle troende. Luthers opfattelse af Matt 16,18 findes ikke blot hos de gamle teologer (jf. Calov til stedet), men også hos nyere (Lange, Ewald, Wieseler). Også her har den uskik sneget sig ind i kommentarerne, at antallet af forskellige udlægninger forøges unødigt. Således anføres der for det meste to forskellige udlægninger af πέτρα: 1. Kristus, 2. bekendelsen om Kristus. I virkeligheden har vi kun at gøre med én udlægning, da troen aldrig står umiddelbart, men altid kun middelbart på Kristus, nemlig på den Kristus, som Peter, apostlene og alle kristne bekender (profitentur, praedicant [bekender, prædiker]).

¹⁵¹⁴ Jf. afsnittet «De kristnes bøns værdi og virkning», s. 98 ff.

5. Kirkens tilblivelse og bevarelse

Fordi den tro, som gør et menneske til et lem af den kristne kirke, alene bliver til og består ved Guds nåde og magt,¹⁵¹⁵ fremhæver Skriften også særligt, at kirken hverken helt eller delvis er menneskeværk, men alene Guds gerning og virkning. Sl 100,3: «Han har gjort os, og ikke vi selv, til sit folk og til får på sin græsgang»; 1 Pet 2,9–10: Han «kaldte jer ud af mørket til hans forunderlige lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som før ikke blev vist barmhjertighed, men nu er blevet vist barmhjertighed» (οἱ οὐκ ἠλεημένοι, νῦν δὲ ἐλεηθέντες). Alene ved Guds nåde og kraft bliver kirken også bevaret mod helvedes porte. Den synergistiske lære, at troen og troens bevarelse ikke alene afhænger af Guds nåde, men også af menneskets gode adfærd, flytter kirken bort fra grundlaget for dens eksistens. Det middel eller redskab, som Gud bruger til at samle og bevare kirken, er evangeliet i alle dets former for vidnesbyrd (Ordet og sakramenterne), fordi troen alene bliver til og består ved evangeliet.¹⁵¹⁶ For så vidt som de reformerte lærer, at den frelsende tro ikke virkes og bevares ved nådemidlerne, men umiddelbart, berøver de kirken dens eksistensbetingelser. Mennesker er kun midler (causa instrumentalis) til kirkens udbredelse og bevarelse, for så vidt som de forkynder og lærer evangeliet.¹⁵¹⁷ I denne betydning kaldes kirken på jorden¹⁵¹⁸ også i Gal 4,26 «moder» for alle dem, der ligesom Isak er børn. Luther (IX, 575 f.): «Sara eller Jerusalem er vores frie moder, kirken, Kristi brud, af hvem vi alle bliver født. Men hun føder børn uden ophør til verdens ende, idet hun udøver Ordets embede, det vil sige idet hun lærer og udbreder evangeliet, for det er at føde. … Kirken skal ikke gøre andet end at lære evangeliet ret og rent og således føde børn. Sådan er vi alle indbyrdes fædre og børn, for vi bliver født den ene af den anden. Jeg, der er født af andre ved evangeliet, føder nu andre, som siden igen føder andre, og således skal denne fødsel vare til verdens ende. … Derfor er det den frie kvindes opgave, at hun uden ophør føder sin ægtemand, Gud, børn, det vil sige sådanne børn, som ved, at de bliver retfærdige ved troen, ikke ved loven.»

¹⁵¹⁵ Ef 1,19–20; 1 Pet 1,5; Joh 1,13.

¹⁵¹⁶ Rom 10,17; 1 Pet 1,23–25. Jf. Luthers klassiske udlægning af Sl 110,3 (St. L. V, 990 ff.) og af Es 2,2 ff. (VI, 21 ff.).

¹⁵¹⁷ Es 40,9; Mark 16,15.

¹⁵¹⁸ Jf. Luther IX, 573 f.

Spørgsmålet, om staten med sine ordninger og tvangsmidler skal bruges som en slags hjælpenådemiddel til at bygge kirken, er allerede behandlet udførligt i afsnittet om nådemidlerne.¹⁵¹⁹ Dér blev det også fastslået, at sammenblandingen af stat og kirke er et kendetegn for den romerske og den reformerte kirke, men principielt forkastes af den lutherske kirke. Ligeledes blev det dér vist, i hvilken forstand brugen af statslige ordninger og magtmidler ikke fremmer, men hindrer opbygningen af kirken – som nu engang er de troendes forsamling og kun bliver til og består ved evangeliet – når det falske princip bærer sine naturlige frugter. Disse frugter ligger også her i De Forenede Stater for øjnene af os.¹⁵²⁰ På den anden side må det med eftertryk fremhæves, at heller ikke frikirkeforfatningen i sig selv er et nådemiddel. Så fuldstændig afhænger alt i kirken af den rene lære om evangeliet. Ethvert kirkesamfund forbliver trods frikirkelig forfatning en karikatur af den kristne kirke, hvis evangeliet ikke «prædikes rent, og de hellige sakramenter forvaltes i overensstemmelse med evangeliet» i det.¹⁵²¹ Også dette illustreres af kirkens tilstand i De Forenede Stater.¹⁵²²

¹⁵¹⁹ s. 210 ff.

¹⁵²⁰ Skønt adskillelsen af kirke og stat er fastslået i forfatningen både for De Forenede Stater og for de fleste enkelte stater, bliver kirke og stat dog i praksis ofte blandet sammen. En form for denne sammenblanding er, at de enkelte stater og De Forenede Stater udnævner kapellaner. Da det store flertal af borgerne også i vort land er ikke-kristne, udnævnes der allerede i de fleste tilfælde kun kapellaner, som ikke anser prædikenen om Kristus, men undervisningen i borgerlig moral for kristendom. Andre, som har en bedre erkendelse af den kristne religion, bukker – over for den blandede tilhørerskare – meget ofte under for fristelsen til at fornægte Kristus i hans stedfortrædende forløsningsgerning.

¹⁵²¹ Den Augsburgske Bekendelse, art. 7.

¹⁵²² Trods den frikirkelige forfatning er de protestantiske kirkesamfund, også nogle, der kalder sig lutherske, i det store og hele faldet fra kristendommen. Ikke den stedfortrædende fyldestgørelse (satisfactio vicaria), men en moral, der er inspireret af Kristi eksempel, prædikes i de fleste protestantiske kirker. Ikke blot menighedslemmer, men også præster er i stort tal medlemmer af loger.

Er det kirkens opgave også at gå ind for en bestemt form for verdsligt styre? Zwingli vil indføre demokrati, om nødvendigt ved revolution.¹⁵²³ Calvin forkaster revolutionen, men foretrækker oligarkiet.¹⁵²⁴ Episkopale og lutheranere er gået ind for monarkiet. Den lutherske kirke går hverken ind for demokrati, oligarki eller monarki, men anerkender den bestående styreform som Guds ordning. Den Augsburgske Bekendelse, art. 16: «Evangeliet lærer ikke et udvortes, timeligt væsen, men et indre, evigt væsen og hjertets retfærdighed. Det omstøder ikke det verdslige styre, samfundsordenen og ægteskabet, men vil, at man skal holde alt dette for sand Guds ordning (tamquam ordinationes Dei), og i disse stænder vise kristen kærlighed og rette, gode gerninger, enhver efter sit kald. Derfor har de kristne pligt til at underordne sig øvrigheden og adlyde dens bud i alt, hvad der kan ske uden synd. For kan øvrighedens bud ikke følges uden synd, skal man adlyde Gud mere end mennesker, ApG 5,29.» Denne holdning er skriftmæssig. Kristus blev med urette anklaget for at stræbe efter den romerske kejsers krone; han lærte jo: «Giv da kejseren det der tilhører kejseren, og Gud det der tilhører Gud.»¹⁵²⁵ Ligeledes formaner Peter de kristne: «Frygt Gud, respekter kongen!»¹⁵²⁶ Og Paulus byder ikke de kristne at sætte revolution i gang, men at gå i forbøn «for konger og alle i høje stillinger», så vi under deres styre «kan leve et fredeligt og stille liv»; «dette er godt og værdsat af Gud, vores frelser».¹⁵²⁷

¹⁵²³ Jf. s. 212 ff. og citaterne i note 777 og 778.

¹⁵²⁴ Inst. IV, 20, 8.

¹⁵²⁵ Matt 22,21; Luk 23,2.

¹⁵²⁶ 1 Pet 2,17.13.

¹⁵²⁷ 1 Tim 2,1–3; Rom 13,1–7; Jer 29,7.

Måske burde der her siges et par ord om, inden for hvilke grænser personer i øvrighedsstillinger, som samtidig er kristne, skal holde sig, når det gælder om at fremme kirken. Köstlin siger om Luther: «Så stærkt Luther fastholder, at den verdslige øvrighed ikke må tvinge nogen til tro eller til lære, så ubestemt vidt lyder hans udsagn om dens indskriden mod offentlige forargelser og forbrydelser i lære og prædiken.»¹⁵²⁸ Hænger det tilsyneladende ubestemte i Luthers udsagn ikke sammen med den dobbelte stilling, den kristne befinder sig i som kristen og som øvrighedsperson? På den ene side må det fastholdes, at det verdslige styre som sådant hverken har ret eller pligt til at påbyde eller ordne noget i kirkelige sager. På den anden side står det fast, at heller ikke øvrighedspersoner, for så vidt de er kristne, kan eller skal glemme deres kristendom. Ligesom en kristen skal tjene kirken med alt, hvad Gud har givet ham, sådan skal også den anseelse og den indflydelse, der følger med en høj verdslig stilling, komme kirken til gode. Det er i hvert fald ikke ret, når en kristen, efter at han er nået til en høj verdslig stilling, nu omhyggeligt skjuler sin kristendom. Skriften gør på den ene side opmærksom på, at der ikke er kaldet mange menneskeligt vise, ikke mange magtfulde, ikke mange ansete, 1 Kor 1,26. På den anden side har Helligånden ikke glemt at nævne, at også mennesker, der var ansete i verden, som Dionysios, rådsherren i Athen, og høje embedsmænd som Erastos, byen Korinths kasserer, hørte til den kristne menighed, ApG 17,34; Rom 16,23. Walther udtrykker det sådan (Pastorale, s. 368): «Ligesom den rige tjener med sine penge og kunstneren med sin kunst af kærlighed, uden derfor at gøre krav på en ret i kirken frem for andre, sådan burde» (efter Luthers opfattelse) «fyrsterne tjene med deres magt, ikke på grund af en ret, der tilkommer dem i kirken frem for andre, men på grund af en kærlighedspligt, der hviler på dem.» Men hvor går grænsen her, og vel at mærke grænsen også for «kærlighedspligten»? Også Rom og romaniserende protestanter påberåber sig kærlighedspligten, når de stiller det dobbelte krav, for det første at staten skal regeres med Guds ord eller med «kristne principper», og for det andet at staten skal betragte sig som kirkens organ og stille sig til rådighed for den, også med tvangsmidler. Hvor går grænsen da? Den er givet i den dobbelte erkendelse, for det første at staten hverken kan eller skal regeres med Guds ord, men skal indrettes og regeres ud fra den naturlige fornuft, og for det andet at kirken ikke kan eller skal bygges med magt og tvang, men alene med Guds ord, og at al ydre tvang i trossager bliver en hindring for kirken, medmindre Gud bagefter gør godt igen, hvad mennesker har gjort forkert.

¹⁵²⁸ Luthers Theologie II, 281.

Lokalkirkerne

(De ecclesiis particularibus.)

1. Begrebet lokalkirke eller lokalmenighed

Det, der hidtil er fremstillet, tjente til at beskrive den ene universelle kirke, der er spredt ud over hele verden, som udtrykkeligt kaldes «én» (μία ποίμνη), og som ved Guds løfte er garanteret sikker og uafbrudt beståen til verdens ende.¹⁵²⁹ Men Skriften taler i en hel række steder også om kirker i flertal, nemlig om kirker, der findes på enkelte, bestemte steder i verden. Således 1 Kor 16,19: «kirkerne (menighederne) i Asien» (αἱ ἐκκλησίαι τῆς Ἀσίας); 1 Kor 1,2: «Guds kirke, som er i Korinth» (ἡ ἐκκλησία τοῦ θεοῦ ἡ οὖσα ἐν Κορίνθῳ); ApG 8,1: «kirken i Jerusalem» (ἡ ἐκκλησία ἡ ἐν Ἱεροσολύμοις); Rom 16,16: «Kristi kirker» (ἐκκλησίαι, flertal) «hilser jer»; 1 Kor 11,16: «Guds kirker» (ἐκκλησίαι, flertal) «har ikke en sådan skik» (nemlig at strides). Disse kirker kaldes ecclesiae particulares, lokalkirker eller lokalmenigheder. Det er kirker, som man kan skrive til og også henvende sig til i mundtlig tale. Om lokalkirker er der naturligvis også tale i ApG 20,28: «Pas på … hele den hjord, som Helligånden har sat jer til tilsynsmænd over, så I er hyrder for Guds menighed»; 1 Tim 3,5: «Hvis nogen ikke forstår at lede sin egen familie, hvorledes vil han da kunne tage sig af Guds menighed?» (ἐκκλησίας θεοῦ ἐπιμελήσεται); ApG 14,27: «De kaldte menigheden sammen» (τὴν ἐκκλησίαν); ApG 14,23: «I hver menighed udpegede de ældste for dem» (κατ’ ἐκκλησίαν); Matt 18,17: «Sig det til menigheden» (εἰπὲ τῇ ἐκκλησίᾳ); 1 Kor 14,23: «Hvis altså hele menigheden kommer sammen.»¹⁵³⁰

¹⁵²⁹ Matt 16,18; Rom 11,2–5.

¹⁵³⁰ Jf. den fuldstændige opregning fx i Wahls Clavis under ἐκκλησία.

Men hvordan forholder lokalkirkerne sig til hele kirken? Hele kirken og lokalkirkerne er ikke to kirker eller to slags kirker; hele kirken er summen af lokalkirkerne, når man regner de enkelte troende med, som er afskåret fra alt ydre kirkefællesskab. Når vi taler om en kristen lokalmenighed, mener vi altid kun de kristne eller de troende, som findes i det synlige fællesskab. Også lokalkirkerne består kun af troende. Ligesom de onde og hyklerne ikke hører til hele kirken, sådan udgør de heller ikke en del af lokalmenigheden. Dette er Skriftens klare lære. Når Paulus skriver til den lokale menighed i Korinth, tiltaler han den som «dem, som er blevet helliget i Kristus Jesus og kaldet til at være hellige» (ἡγιασμένοις ἐν Χριστῷ Ἰησοῦ, κλητοῖς ἁγίοις). Også alle de opgaver, der pålægges lokalmenighederne, fx den indbyrdes belæring og formaning,¹⁵³¹ udøvelsen af kirketugt,¹⁵³² tilsynet med læren og lærerne,¹⁵³³ prædikenen af evangeliet,¹⁵³⁴ den hellige vandel¹⁵³⁵ osv., forudsætter i hvert enkelt tilfælde troen på Kristus. Til hyklerne i menigheden skal der siges det samme, som også skal forkyndes for de vantro uden for menigheden, nemlig: «Så omvend jer og vend om!»¹⁵³⁶ En lokalmenighed skal derfor defineres sådan: Lokalmenigheden er de troendes forsamling, som har samlet sig på et bestemt sted om Ordet og sakramenterne.¹⁵³⁷

¹⁵³¹ Kol 3,16–17.

¹⁵³² 1 Kor 5,1–13; Matt 18,17.

¹⁵³³ Rom 16,17; Kol 4,17.

¹⁵³⁴ 1 Pet 2,9.

¹⁵³⁵ 1 Pet 3,8–17 osv.

¹⁵³⁶ ApG 3,19.

¹⁵³⁷ Walther definerer derfor også en luthersk lokalmenighed som «en forsamling af troende kristne på et bestemt sted, hos hvem Guds ord prædikes rent i overensstemmelse med den evangelisk-lutherske kirkes bekendelse, og de hellige sakramenter forvaltes efter Kristi indstiftelse i overensstemmelse med evangeliet». (Die rechte Gestalt, s. 1.) Derfor taler de gamle teologer præcist, som siger, at hyklerne heller ikke udgør en bestanddel (pars) af lokalmenigheden. Således Dannhauer, Hodos., s. 61: Non sunt hypocritae quidem membra ecclesiae invisibilis, nec visibilis verae, sed tamen visibilis aggregatae, ut zizania non est pars agri triticei, qua talis, tamen pars est agri totius aggregati ex tritico et zizania. [Hyklerne er ganske vist ikke lemmer af den usynlige kirke og heller ikke af den sande synlige kirke, men dog af den synlige, sammensatte kirke, ligesom ukrudtet ikke er en del af hvedemarken som sådan, men dog en del af hele marken, der er sammensat af hvede og ukrudt.] Calov, Systema VIII, 253 f.: Etsi hypocritae sint in coetu illo, in quo est ecclesia, non tamen in coetu proprie sunt, qui est ecclesia. … Non facimus geminam ecclesiam, aliam sanctorum, aliam mixtam, sed hanc tantum nostris distinctionem esse dicimus, qua ὁμονύμως vox ecclesiae accipitur, semel pro coetu fidelium, iterum pro conventu, in quo fidelibus admixti reperiuntur hypocritae. [Selv om hyklerne er i den forsamling, hvor kirken er, er de dog ikke i egentlig forstand i den forsamling, som er kirken. … Vi gør ikke kirken dobbelt, så der er én kirke af de hellige og en anden blandet; vi siger kun, at vore teologer gør denne skelnen, hvorefter ordet «kirke» bruges i to betydninger: dels om de troendes forsamling, dels om den forsamling, hvor der findes hyklere blandet med de troende.] Heller ikke art. 8 i Augustana siger, at de falske kristne og hyklerne udgør en bestanddel af kirken, men kun, at de kan være kirkens organer i den forstand, at nådemidlerne forbliver virksomme, selv om de forvaltes af onde.

2. Lokalmenighederne er Guds ordning

Man har drøftet spørgsmålet, om dannelsen af lokalmenigheder, henholdsvis tilslutningen til allerede bestående lokalmenigheder, står til de kristnes forgodtbefindende eller er Guds ordning. Spørgsmålet har stor praktisk betydning, da der til alle tider har været folk, som nok påstod at være kristne, men samtidig ville have tilslutningen til en lokalmenighed betragtet som et stykke kristen frihed, altså som et adiaforon.¹⁵³⁸ Vi må sige: 1. Fordi det er Guds vilje og befaling, at de kristne, som befinder sig på et sted, ikke blot skal læse Guds ord hver for sig, men også træde i ydre fællesskab med hinanden, høre Guds ord i offentlig prædiken og altså oprette det offentlige prædikeembede iblandt sig og bruge det, hvor det er oprettet;¹⁵³⁹ 2. fordi ikke blot den enkelte kristne har pligt til at formane og irettesætte den broder, der synder, men det også er befalet hele lokalmenigheden at øve kristen tugt over sine lemmer;¹⁵⁴⁰ 3. fordi især også fejringen af den hellige nadver ikke blot er en kirkelig, men en guddommelig ordning til udøvelse af det broderlige fællesskab:¹⁵⁴¹ derfor er også dannelsen af kristne lokalmenigheder og tilslutningen til dem ikke en menneskelig, men en guddommelig ordning.¹⁵⁴² Herpå bygger vores kirkelige praksis, at vi ikke modtager nogen «udmeldelse» af medlemskabet i den kristne menighed, fordi hverken enkelte personer i menigheden eller en hel menighed har magt til at dispensere fra en guddommelig ordning. Derimod skal forbindelsen af lokalmenigheder til større kirkelige sammenslutninger (til konferencer, synoder osv.) ikke betegnes som en guddommelig ordning. Budet: «Sig det til kirken!» (εἰπὲ τῇ ἐκκλησίᾳ) gælder efter sammenhængen lokalkirken og kan ikke ud over den gøres gældende som en guddommelig ordning. «Sig det til synoden!» osv. er menneskelig ordning. Derfor siger Walther med rette: «At en kirkestyremæssig forbindelse af flere menigheder til ét større kirkeligt legeme, fx ved hjælp af en synode med visitationsmyndighed, et såkaldt overkirkekollegium, et konsistorium, en biskop osv., ikke er af guddommelig, men kun af menneskelig ret og derfor ikke absolut nødvendig, derom kan der ganske vist ikke være nogen tvivl, da der ikke findes noget bud herom.»¹⁵⁴³ Herpå bygger vores synodale praksis, at vi ganske vist modtager udmeldelser af medlemskabet i synoden, når en menighed trods førte forhandlinger fastholder sin erklæring om, at den under sine forhold bør opgive medlemskabet i synoden.

¹⁵³⁸ Dette var anledningen til Walthers skrift «Von der Pflicht der Christen, sich an eine rechtgläubige Ortsgemeinde gliedlich anzuschließen» [Om de kristnes pligt til at slutte sig til en rettroende lokalmenighed som lemmer]. St. Louis 1880.

¹⁵³⁹ Dette punkt fremstilles mere udførligt i det følgende afsnit, «Det offentlige prædikeembede».

¹⁵⁴⁰ Matt 18,17: «Sig det til menigheden, og hvis han ikke hører på menigheden, skal han være som en hedning eller tolder for dig»; 1 Kor 5,13: «I skal fjerne» (menigheden tiltales) «den onde fra jer selv»; 2 Kor 2,8: «Derfor formaner jeg jer» (menigheden) «til at vedtage at vise ham» (den angrende) «kærlighed.»

¹⁵⁴¹ 1 Kor 10,17; 11,17–21.33.

¹⁵⁴² Walther, Kirche u. Amt, s. 144 ff.: «Enhver kristen er forpligtet ved sin sjæls frelse til at bekende sig til de rettroende menigheder og deres rettroende prædikanter og holde sig til dem, hvor han finder sådanne.»

¹⁵⁴³ Pastorale, s. 393 f. Jf. også dér det længere bevis for, at dette er luthersk lære.

3. Rettroende og vranglærende kirker

De lokalmenigheder og større kirkelige fællesskaber, der faktisk findes, må vi efter den stilling, de indtager til den kristne lære, inddele i to klasser. Det er Guds vilje og befaling, at i hans kirke også hans ord skal prædikes og tros rent, det vil sige uden iblanding af menneskelærdomme. Den, der taler i Guds kirke, skal ikke tale sit eget, men Guds ord. Halm og hvede passer ikke sammen. At «lære anderledes», ἑτεροδιδασκαλεῖν, er strengt forbudt.¹⁵⁴⁴ Man må igen og igen minde om, at der i hele Skriften ikke findes et eneste sted, som tillader en lærer at afvige fra Guds ord, eller som giver et Guds barn lov til at have fællesskab med en lærer, der afviger fra Guds ord. Gud vil gå imod de profeter, som forkynder deres eget ord,¹⁵⁴⁵ og alle kristne uden undtagelse har befaling til at vige fra dem.¹⁵⁴⁶ På denne guddommelige ordning bygger skelnen mellem rettroende og vranglærende kirker. En kirke, som holder sig til den guddommelige ordning, hvor altså Guds ord læres rent, og sakramenterne forvaltes efter den guddommelige indstiftelse, kaldes med fuld ret en rettroende kirke (ecclesia orthodoxa, pura). En kirke derimod, som i modstrid med den guddommelige ordning tillader falsk lære i sin midte, kaldes med rette en vranglærende kirke (ecclesia heterodoxa, impura).¹⁵⁴⁷ At denne forskel mellem kirkesamfundene erkendes og fastholdes, burde alle Guds børn have stærkt på sinde, fordi ligegyldigheden over for den kristne lære især i vor tid som en flod har oversvømmet den ydre kristenhed, og afskaffelsen af troslærdommene (abrogation of creeds) og indsættelsen af en såkaldt «praktisk kristendom» (applied Christianity) i deres sted stilles op som et mål, man skal stræbe efter.¹⁵⁴⁸ To bemærkninger er endnu på deres plads, når det drejer sig om at bestemme et kirkesamfunds rettroende karakter: 1. Et kirkesamfund er kun rettroende ved, at den rette lære faktisk læres i det fra alle prædikestole og i alle dets skrifter, ikke allerede ved, at det blot «officielt» bekender sig til den rette lære, sådan som den fx foreligger i Den Augsburgske Bekendelse og i den lutherske kirkes andre bekendelsesskrifter. Ikke den «officielle» lære, som burde læres, men den lære, der faktisk er i omløb, afgør et kirkesamfunds karakter, fordi Kristi ordning går ud på, at alt, hvad han har befalet sine disciple, faktisk bliver lært, ikke blot anerkendt som ret lære ved et «officielt dokument». Det er også indlysende, at troen på Kristus kun virkes og bevares ved det rene evangelium, der faktisk bliver lært. 2. Et kirkesamfund mister ikke sin rettroende karakter ved vranglærdomme, der lejlighedsvis dukker op i det. Det, som apostlen Paulus forudsiger de ældste i Efesos: «Og blandt jer selv vil der stå mænd frem, som taler forvrængede ting for at lokke disciplene efter sig»,¹⁵⁴⁹ gik ikke blot i opfyldelse i den apostolske kirke, men gik også i opfyldelse i reformationens kirke og vil blive ved at gå i opfyldelse i kirken indtil den yderste dag. Betegnelsen «rettroende» mister en kirke først, når den ikke længere handler efter Rom 16,17, altså ikke irettesætter og til sidst udskiller den vildfarelse, der dukker op, men lader den have frit spil uanfægtet og således i praksis indrømmer den ligeret ved siden af sandheden. Hvad angår udtrykkene «kirke» og «sekt», skal man lægge mærke til, at vi kalder de vranglærende fællesskaber både «kirker» og «sekter», alt efter om vi ser på det gode eller på det onde i dem. Vi kalder dem kirker, for så vidt som der hos dem ved siden af deres fejlagtige lærdomme stadig lyder så meget af Kristi evangelium, at troen på Kristus kan blive til derved, og at der altså stadig findes sande Guds børn i deres midte. Vi kalder dem sekter, for så vidt som de afviger fra den kristne lære, har konstitueret sig på grundlag af disse afvigelser og således har skabt splittelse i kirken, og for så vidt som de også ved deres vranglærdomme og deres særeksistens udgør en vedvarende fare for Guds børns tro.

¹⁵⁴⁴ 1 Tim 1,3: «Som jeg formanede dig til at blive i Efesos da jeg rejste til Makedonien, for at du skal befale nogle ikke at føre fremmed lære», ἵνα παραγγείλῃς τισὶ μὴ ἑτεροδιδασκαλεῖν.

¹⁵⁴⁵ Jer 23,31.

¹⁵⁴⁶ Rom 16,17; 1 Tim 6,3 ff.

¹⁵⁴⁷ Rettroende kirker er i vor tid de lutherske menigheder og kirkesamfund, som faktisk lærer og bekender de lærdomme, der er fremstillet i denne kirkes bekendelsesskrifter, fordi de fremstillede lærdomme, sådan som en prøvelse viser, er Den Hellige Skrifts lærdomme. Urene eller heterodokse kirker er den romerske kirke, den reformerte kirke med dens mange underafdelinger og også de fællesskaber, der kalder sig lutherske, men som faktisk ikke lærer og bekender reformationskirkens lære.

¹⁵⁴⁸ The Expansion of Religion, af E. Winchester Donald, sognepræst ved Trinity Church i Boston, 1896, s. 125.

¹⁵⁴⁹ ApG 20,30.

4. Også i vranglærende kirker er der Guds børn

Så sikkert det er, at alle lokalkirker skal være rettroende, og at alle vranglærende fællesskaber som sådanne kun består, fordi Gud tillader det, og imod Guds nådige vilje, så må man dog fastholde den kendsgerning, at der også i de vranglærende fællesskaber findes troende Guds børn. Der er flere kristne end kristne, der er rettroende i alle stykker. Skønt Kristus meget klart frakender samaritanerne retten til at eksistere som et særskilt kirkesamfund,¹⁵⁵⁰ giver han dog gentagne gange enkelte samaritanere vidnesbyrd om, at de er sande Guds børn.¹⁵⁵¹ Også Luther var langt fra at indskrænke una sancta til den rettroende lutherske kirke. Så vældigt han bekæmper pavedømmet og udtrykkeligt kalder det en stiftelse af Djævelen, så tvivler han dog ikke på, at Gud også under pavedømmet til alle tider har bevaret sig en kristenhed, ja, kristenhedens «udsøgte kerne».¹⁵⁵² Endvidere: Så alvorligt Luther bekæmper Karlstadt, Zwingli og deres fæller på grund af deres afvigelse fra Guds ord, så indrømmer han dog, at Guds børn har gjort fælles sag med disse pseudoreformatorer uden at kende til den onde sag.¹⁵⁵³ Ligeledes afviser de gamle, «for ortodoksien nidkære» lutherske lærere ganske bestemt at identificere una sancta med den rettroende lutherske kirke.¹⁵⁵⁴ Missourisynodens fædre betegner det som en bagvaskelse af den lutherske kirke, når man tilskriver den den lære, at den indskrænker Guds kirke til den lutherske kirkes grænser.¹⁵⁵⁵ Positivt lærte de: Holder et menneske i sit hjerte fast ved den kristne læres hovedartikel, det vil sige tror han, at Gud er ham nådig for Kristi stedfortrædende fyldestgørelses skyld, så er han et lem af den kristne kirke, ligegyldigt i hvilken kirkelig lejr han udvortes befinder sig. Den modsatte lære omstøder kristendommens hovedartikel, læren om retfærdiggørelsen. Walther:¹⁵⁵⁶ Ifølge Rom 3,28; ApG 4,12 «er fællesskabet med Kristus ved troen ubetinget og alene nødvendigt til frelse. Grundsætningen: ’Uden for kirken ingen frelse’ – ’Den, der ikke har kirken på jorden til moder, har ikke Gud i himlen til fader’ er derfor kun sand i den betydning, at der uden for den usynlige kirke ikke er nogen frelse og intet barnekår hos Gud af nåde; for dette betyder netop ikke andet end: ’Uden for Kristus er der ingen frelse’; for den, der ikke står i indre fællesskab med de troende og hellige, står heller ikke i fællesskab med Kristus; derimod står den, der ved troen står i fællesskab med Kristus, også i fællesskab med alle dem, i hvem Kristus bor, det vil sige med den usynlige kirke. Den, der derfor binder frelsen til fællesskabet med en eller anden synlig kirke, omstøder dermed artiklen om en fattig synders retfærdiggørelse for Gud alene ved troen på Jesus Kristus».

¹⁵⁵⁰ Joh 4,22.

¹⁵⁵¹ Luk 17,16; 10,33.

¹⁵⁵² St. L. XVII, 1019 ff. Videre V, 468: «Under pavedømmet har der altid været nogle troende, og der er også endnu nogle, som vi ikke kender, og som Gud bevarer ved Ordet og sakramenterne, skønt Djævelen og paven ikke ser det med glæde.»

¹⁵⁵³ St. L. IX, 44.

¹⁵⁵⁴ Belæggene hos Baier III, 646 ff.

¹⁵⁵⁵ Walther, Kirche u. Amt, s. 95–113.

¹⁵⁵⁶ K. u. A., s. 160 f.

5. Kirkeligt fællesskab med vranglærende kirker er imod den guddommelige ordning. (Unionisme.)

Som bekendt anføres den omstændighed, at der findes Guds børn i vranglærende kirker, som grund til, at det er ret, ja, at kærligheden kræver det, at man har fællesskab med vranglærende kirker. Skriften lærer det stik modsatte, nemlig: «Hold jer fra dem!»¹⁵⁵⁷ Det unionistiske argument er også naturligt set ufornuftigt. De gamle lutherske lærere henviser som belysning til 2 Sam 15,11. Lige så lidt som det, at to hundrede borgere fra Jerusalem af uvidenhed gik med Absalom, gav det øvrige Israel ret til også at begive sig over i oprørernes lejr eller dog at kokettere med oprørerne, lige så lidt giver den omstændighed, at et antal kristne mod Guds ordning af uvidenhed har fællesskab med vranglærere, andre kristne ret til at gøre det samme. At påberåbe sig kærligheden for dette er misbrug af ordet. Kærligheden til Gud og til brødrene kræver det stik modsatte. Den, der elsker Kristus, elsker også Kristi ord, og til Kristi ord hører frem for alt også ordet om at undgå alle dem, der lærer noget andet end Kristi ord. Og til kærligheden til brødrene hører frem for alt også den praksis, at vi ikke farer vild og synder sammen med dem, men søger at løse dem fra vildfarelse og synd. Endelig erklærer Skriften i Det Gamle og Det Nye Testamente endda udtrykkeligt, at Gud lader vranglærere komme, for at de kristne skal undgå dem, ikke for at de kristne skal have fællesskab med dem.¹⁵⁵⁸ Ulydigheden mod det guddommelige bud, der forbyder de kristne fællesskab med falske lærere og falsk lære, kaldes i kirkens sprogbrug «unionisme», «religionsblanding», «synkretisme» osv.¹⁵⁵⁹ Unionismen er i virkeligheden årsagen til, at der overhovedet findes splittelser og vranglærende kirker i kristenheden. Havde alle kristne holdt sig til den guddommelige ordning om at undgå dem, der lærer anderledes (ἑτεροδιδασκαλοῦντες), ville hverken pavedømmet eller andre sekter være opstået. Hvor der ingen købere er, er der heller intet marked. Unionismen foregiver ganske vist at ville fjerne uenigheden inden for kristenheden. Men fordi den kristne kirkes enhed er en enhed i tro og bekendelse, er unionismen en karikatur af den kristne enhed, ja, en spot mod den.¹⁵⁶⁰ I stedet for at læge skaden erklærer den den for permanent. En nøjagtig beskrivelse af den kristne enhed har vi i 1 Kor 1,10: «Men jeg formaner jer, brødre, ved vores Herre Jesu Kristi navn, at I alle skal føre den samme tale (ἵνα τὸ αὐτὸ λέγητε πάντες), og at der ikke må være splittelser blandt jer.» Her kræves overensstemmelse i talen (λέγειν) eller i bekendelsen af den kristne lære. Og når apostlen fortsætter: «men at I skal være forenede i den samme forstand og i den samme mening (ἐν τῷ αὐτῷ νοῒ καὶ ἐν τῇ αὐτῇ γνώμῃ)», så er det klart udtrykt, at de kristne også skal forstå de samme ord i den samme forstand.¹⁵⁶¹ En overensstemmelse i de samme ord med forskellig mening er det stik modsatte af den enhed, Gud vil, og når en sådan enhed søges, er den en leg med hellige, guddommelige ting, som er kristne uværdig.¹⁵⁶² Den kristne kirke kan og skal have tålmodighed med dem, der farer vild, og søge at fjerne vildfarelsen ved belæring. Men den kan og må aldrig indrømme vildfarelsen berettigelse ved siden af sandheden. Gør den det, foreligger der hver gang en fornægtelse af selve sandheden. Det ligger i sandhedens natur, at den udelukker den modsatte vildfarelse. Den sandhed, der ikke længere udelukker vildfarelsen fra sig, men indrømmer den ret til at eksistere ved siden af sig, opgiver dermed (eo ipso) sig selv som sandhed. Hertil hører ord af Luther som disse:¹⁵⁶³ «Den, der holder sin lære, tro og bekendelse for sand, ret og vis, kan ikke stå i én stald med andre, der fører falsk lære eller er hengiven til den.» Derfor er unionismen også så farlig for den kristne kirke, fordi den principielt ophæver forskellen mellem sandhed og vildfarelse, og det kun er på grund af en «lykkelig inkonsekvens», at den, der har fællesskab med vildfarelsen, alligevel for sit eget vedkommende i det væsentlige bliver stående på sandhedens grund. For det er rigtignok en «lykkelig inkonsekvens», når nogen ganske vist sætter de ord i Skriften til side, der byder at holde sig fra dem, der lærer anderledes, men alligevel holder fast ved de ord: «Jesu Kristi, Guds Søns, blod renser os fra al synd.»¹⁵⁶⁴ — Hvad angår den tale, som i vor tid også findes hos såkaldt positive teologer, at «forskellige retninger», det vil sige uoverensstemmelse i lære og bekendelse, er tilsigtet af Gud, kan man kun undre sig over, at en sådan tale bliver hørt inden for kristenheden, når Skriften vidner imod den.

¹⁵⁵⁷ Rom 16,17; 1 Tim 6,3 ff.; 2 Joh 10–11 osv.

¹⁵⁵⁸ 5 Mos 13,4; 8,2; 1 Kor 11,19.

¹⁵⁵⁹ Baier III, 665 ff.; Apologien, s. 162, 48.

¹⁵⁶⁰ Jf. Luther om den kristne kirkes enhed som en enhed af hjerterne ved troen på Guds ord, St. L. XIX, 344 ff.

¹⁵⁶¹ Meyer til stedet: «Γνώμη betyder intetsteds i Det Nye Testamente sindelag, men sententia, iudicium [mening, dom].»

¹⁵⁶² Jf. Luther XVIII, 1996: «Fabius lærer, at man skal undgå et tvetydigt ord som et skær, og hvis noget sådant en gang skulle slippe ud af munden på os, kan man tilgive det; men at søge det med flid og forsæt, det fortjener ingen tilgivelse, men alles mest retfærdige had. … For hvad skulle der komme ud af det, hvis man i religionen, i retten og i alle vigtige sager ville vænne sig til at tale tvetydigt og listigt, andet end et helt forvirret Babel, så ingen til sidst kunne forstå den anden?»

¹⁵⁶³ St. L. XVII, 1180.

¹⁵⁶⁴ Jf. Luther XX, 1781 f.

6. Skisma

Med det kirkelige udtryk skisma betegner vi en kirkelig adskillelse, som ikke er påbudt af Guds ord, men sættes i værk efter eget valg, altså på syndig vis, fx på grund af forskelle i kirkelige skikke, talemåder, ordninger osv. Praktisk vigtig er skelnen mellem ondsindede skismatikere og dem, der af svaghed i erkendelsen og ud fra en forudfattet mening laver en syndig adskillelse.¹⁵⁶⁵ Men med urette kaldes de skismatikere, separatister osv., der skiller sig ud fra et kirkefællesskab på grund af falsk lære, som hårdnakket fastholdes. Denne adskillelse er påbudt i Skriften (Rom 16,17) og er det eneste middel til at skabe og opretholde den rette enhed i den kristne kirke.

¹⁵⁶⁵ J. Meisner: Schismatici alii sunt malitiosi, qui scienter et volenter contra conscientiam ex malitia ecclesiam turbant eandemque in duas partes dissentientes a se invicem dividunt; alii non malitiosi, qui ex infirmitate, ignorantia et praeconcepta opinione, quam pro verissima habent, hoc faciunt. Illi de ecclesia non sunt, quia malitiosa eiusmodi scissura maximum est peccatum, omnem extirpans fidem. … Hi de ecclesia utique sunt, quia talis ex ignorantia orta et facta turbatio non statim excutit fidem; quod tum demum fit, quando malitiosa accedit defensio. [Nogle skismatikere er ondsindede, nemlig de, der med vilje og viden, imod samvittigheden og af ondskab, forstyrrer kirken og deler den i to parter, der er uenige med hinanden; andre er ikke ondsindede, nemlig de, der gør dette af svaghed, uvidenhed og en forudfattet mening, som de holder for fuldkommen sand. De første hører ikke til kirken, for en sådan ondsindet splittelse er den største synd, der udrydder al tro. … De sidste hører derimod til kirken, for en sådan forstyrrelse, der er opstået og sket af uvidenhed, slår ikke straks troen ud; det sker først, når et ondsindet forsvar kommer til.] (Disput. de eccl. a. 1651 habita, th. 3, qu. 4; hos Baier III, 664.)

7. Den kristne kirkes repræsentation

Ecclesia repraesentativa.

Kristus har hverken indsat en enkelt person (paven, verdslige fyrster, landspræsidenter osv.) eller et kollegium af personer (biskopper, præster, konsistorier, parlamenter, konferencer, synoder, koncilier osv.), der for kirken skulle eller kunne afgøre og ordne kirkelige ting, så det binder samvittigheden. At pavedømmet gør krav på at være den øverste repræsentation og sammenfatning af hele kirken, og det med samvittighedsbindende magt, hører til de kendetegn, hvorpå pavedømmet kendes som den Antikrist, der er forudsagt i Skriften. Når den verdslige øvrighed, hvad enten den har en monarkisk eller demokratisk eller anden forfatning, tilskriver sig en ius circa sacra eller in sacra [ret over de hellige ting eller i dem], så er det cæsaropapisme. I det hele taget: Når et kollegium af personer, hvad enten det består af kirkelige eller verdslige personer eller er sammensat af begge, tilkendes magt til at træffe afgørelser eller anordninger, der binder samvittigheden, så er det ikke kristeligt, men paveligt, henholdsvis cæsaropapistisk, fordi Guds ord i den kristne kirke er den eneste autoritet, og alle kristne for alt, hvad de tror og gør, er og bliver direkte ansvarlige over for Gud. Kirken kan ganske vist lade sig repræsentere af personer, som den har valgt til denne repræsentation, når visse ting skal varetages. Således kan menighedens ældste (forstandere, presbyterier) repræsentere en lokal menighed, og konferencer, synoder, koncilier osv. kan repræsentere andre kristne og et mindre eller større antal lokale menigheder. Men spørger vi om autoriteten eller magten hos disse ecclesiae repraesentativae, så må det siges, at de over for de enkelte kristne og menigheder altid kun har rådgivende magt. I Missourisynodens «Synodalhandbuch» hedder det i kap. 4 om forholdet mellem synoden og de lokale menigheder: «Med hensyn til de enkelte menigheders selvstyre er synoden kun et rådgivende organ. Derfor har ingen beslutning truffet af den første, når den som synodebeslutning pålægger den enkelte menighed noget, bindende kraft for den sidste. En sådan synodebeslutning kan først være forpligtende, når den enkelte menighed ved en formel menighedsbeslutning frivilligt har antaget den eller selv stadfæstet den. Finder en menighed, at beslutningen ikke er i overensstemmelse med Guds ord eller er uegnet til dens forhold, så har den ret til at lade beslutningen ligge, henholdsvis at forkaste den.» Sagen ligger således inden for den kristne kirke: Drejer det sig om ting, der er lært og afgjort i Guds ord, så er det kristeligt ikke at gøre noget menneske og intet antal mennesker, hvor lærde og ansete de end måtte være, til dommere over, hvad der er skriftmæssig lære. Det må hver enkelt kristen selv afgøre på grundlag af det klare, ufejlbarlige Guds ord. Luther bemærker (IX, 1235 f.) til 1 Pet 3,15 («Vær altid forberedt på forsvar over for enhver»): «Sankt Peter har talt disse ord til alle kristne: præster, lægfolk, mand, kvinde, ung, gammel, og hvilken stand de end tilhører; derfor følger det også heraf, at enhver kristen skal kende grund og årsag til sin tro og kunne give årsag og svar, hvor det er nødvendigt. Nu har man hidtil forbudt lægfolket at læse Skriften. Der har Djævelen gjort et fint greb for at rive folk bort fra Skriften og tænkt sådan: Hvis jeg sørger for, at lægfolket ikke læser Skriften, vil jeg bagefter føre præsterne bort fra Bibelen og ind i Aristoteles, så de kan sludre, hvad de vil; så må lægfolket høre det, som de prædiker for dem. Ellers, hvis lægfolket læste Skriften, måtte præsterne også studere, så de ikke blev» (af lægfolket ud fra Skriften) «irettesat og overvundet. Men se du, hvordan Sankt Peter her siger til os alle, at vi skal give svar og vise grunden til vor tro. Når du skal dø, vil jeg ikke være hos dig, og paven heller ikke; hvis du nu ikke kender grunden til dit håb og siger: Jeg tror, som koncilierne, paven og vore fædre har troet, så vil Djævelen svare: Ja, men hvad nu, hvis de tog fejl? Så har han vundet og river dig ned i helvede. Derfor må vi vide, hvad vi tror, nemlig hvad der er Guds ord, ikke hvad paven eller koncilierne fastsætter eller siger. For du må på ingen måde stole på mennesker, men på det bare Guds ord.»¹⁵⁶⁶ Luther skriver endvidere (X, 1540): «Menneskers ord og lære har fastsat og forordnet, at man kun skal overlade det til biskopperne, de lærde og koncilierne at dømme om læren; hvad de besluttede, skulle hele verden holde for ret og for trosartikler. … Kristus sætter lige det modsatte, tager både retten og magten til at dømme om læren fra biskopperne, de lærde og koncilierne og giver den til enhver og til alle kristne i fællesskab, når han siger i Joh 10,4: ’Mine får kender min stemme’; ligeledes v. 5: ’Mine får følger ikke de fremmede, men flygter fra dem, for de kender ikke de fremmedes stemme.’ Her ser du jo klart, hvis ret det er at dømme om læren. Biskopper, pave, lærde og enhver har magt til at lære, men fårene skal dømme, om de lærer med Kristi stemme eller med de fremmedes stemme. … Derfor lader vi biskopper og koncilier beslutte og fastsætte, hvad de vil; men hvor vi har Guds ord for os, skal det stå til os og ikke til dem, om det er ret eller uret, og de skal vige for os og adlyde vort ord.» — Hvad dernæst angår de ting, der i Guds ord hverken er påbudt eller forbudt (adiafora), skal de kristne heller ikke heri tage imod noget bud, der binder samvittigheden, fra andre mennesker, hvad enten det er enkelte eller et mindre eller større antal af dem. Det ville være imod Matt 23,8; 1 Kor 7,23 osv. Adiafora ordnes blandt de kristne ikke ved bud, men ad den gensidige overenskomsts vej (per mutuum consensum) efter kærligheden. Her kan der gøres opmærksom på, at afstemninger, der foretages på forsamlinger i rettroende kirker, har en forskellig betydning, alt efter om det drejer sig om den kristne lære eller om mellemting. Afstemninger i lærespørgsmål har kun det formål at fastslå, om alle har erkendt det guddommelige ords lære og giver den deres tilslutning; de har ikke det formål ved stemmeflertal eller også ved enstemmighed at afgøre, om en lære er rigtig. Den rettroende kristne kirke forbliver sig bevidst, at den ikke kan lave kristne lærdomme ved en beslutning eller sætte dem i verden, men altid kun ud fra Skriften kan fremlægge og bekende de lærdomme, der allerede foreligger og er afgjort i Skriften, over for den vildfarelse, der er dukket op. Aksiom: Decreta concilii articulos fidei neque condunt neque in auctoritate constituunt, sed, si orthodoxa sunt concilia, articulos fidei in Scriptura iam traditos contra errores insurgentes profitentur [Et koncils beslutninger hverken skaber trosartikler eller giver dem autoritet, men hvis koncilierne er rettroende, bekender de de trosartikler, der allerede er overleveret i Skriften, over for de vildfarelser, der rejser sig]. Hvad der gælder om koncilier, gælder om alle små eller store kirkelige forsamlinger. — I mellemting stemmer man for at få at vide, hvad flertallet anser for det mest passende. Den naturlige ordning er, at mindretallet i mellemting retter sig efter flertallet, ikke fordi flertallet skulle have noget at byde, men for kærlighedens skyld. Fordi kærligheden her er dronning, retter under omstændigheder også flertallet sig efter mindretallet.¹⁵⁶⁷ Kristne kommer, for så vidt de er kristne, aldrig i strid om mellemting, fordi blandt dem, for så vidt de er kristne og vandrer efter Ånden, «ingen begærer at være den andens øverste, men enhver vil være den andens nederste», som Luther udtrykker det.¹⁵⁶⁸ Opstår der strid om mellemting, er det et tegn på, at stemningen på forsamlingen truer med at synke ned under det kristelige niveau. Man bør derfor afbryde forhandlingen om det pågældende mellemting og genoprette det kristelige niveau ved belæring og formaning, fx på grundlag af 1 Pet 5,5. Kendte er Luthers teser (propositiones) om kirkens magt i lærens artikler og i mellemting. Han siger:¹⁵⁶⁹ «Den kristne kirke har ikke magt til at fastsætte nogen trosartikel, har heller aldrig fastsat nogen og vil heller aldrig nogen sinde gøre det. Guds kirke har ikke magt til at give noget bud om gode gerninger, ligesom den heller aldrig har gjort det og heller aldrig nogen sinde vil gøre det. Alle trosartikler er tilstrækkeligt fastsat i Den Hellige Skrift, så det ikke er nødvendigt at fastsætte nogen ud over dem. Alle bud om gode gerninger er tilstrækkeligt givet i Den Hellige Skrift, så det ikke er nødvendigt at give noget ud over dem. Guds kirke har ikke magt til at stadfæste artikler [om troen] eller bud [om gode gerninger] eller Den Hellige Skrift, som om den gjorde det af en højere magt eller med dommermyndighed; den har heller aldrig gjort det og vil heller aldrig nogen sinde gøre det. Guds kirke er tværtimod langt snarere stadfæstet og bekræftet af Den Hellige Skrift eller trosartiklerne som af sin overherre og dommer. Guds kirke stadfæster trosartiklerne eller Den Hellige Skrift som en undersåt, det vil sige, den erkender og bekender dem som en tjener sin herres segl. For den sætning står fast: Den, der ikke har magt til at love og give det tilkommende og det timelige liv, kan heller ikke fastsætte trosartikler. Guds kirke har magt til at anordne skikke med hensyn til fester, mad, faste, bønner, nattevågen osv., men ikke over andre, kun over sig selv; den har heller aldrig gjort andet og vil heller ikke gøre andet. Men en kirke er et antal eller en forsamling af døbte og troende under én præst, hvad enten det er en bys eller et helt lands eller hele verdens. Denne præst eller prælat har intet at fastsætte, fordi han ikke er kirken, medmindre hans kirke giver sit samtykke.»

¹⁵⁶⁶ Luther insisterer her, som overalt, på den bare Skrift, nuda Scriptura, i modsætning til Skriften, som mennesker har udlagt eller kommenteret, fordi den «bare» Skrift i alle tilfælde er klarere end eksegesen eller udlægningen, og den kristne i alle tilfælde må dømme efter den «bare» Skrift, om eksegesen eller udlægningen er rigtig. Det fremlægger Luther udførligt til Sl 37, St. L. V, 334 ff.

¹⁵⁶⁷ Om enkeltheder jf. Walther, Pastorale, s. 372 ff.

¹⁵⁶⁸ Om verdslig øvrighed, hvor langt man skylder den lydighed. St. L. X, 406.

¹⁵⁶⁹ Opp. v. a. IV, 373 ff. St. L. XIX, 958.

En del af de reformerte kirkesamfund i Amerika er også smittet af den romerske ånd i den henseende, at de tilskriver almindelige kirkeforsamlinger, som synoder og koncilier, magt til at lave love og ordninger, der binder samvittigheden. Ganske vist siger de som regel, at kirken ikke må fastsætte noget, der strider mod Guds ord; det gælder fx episkopalerne, presbyterianerne, metodisterne osv. Men de samme samfund fejler groft i ordningen af de ting, der ikke er påbudt i Guds ord. I disse ting tilskriver de deres almindelige kirkelige forsamlinger magt til at lave ordninger, som de kristne skal være underlagt for samvittighedens skyld. Således hedder det fx i presbyterianernes Confession of Faith, kap. 31: «It belongeth to synods and councils ministerially to determine controversies of faith and cases of conscience; to set down rules and directions for the better ordering of the public worship of God and government of His Church; to receive complaints in cases of maladministrations, and authoritatively to determine the same: which decrees and determinations, if consonant to the Word of God, are to be received with reverence and submission, not only for their agreement with the Word, but also for the power whereby they are made, as being an ordinance of God, appointed thereunto in His Word.» [Det tilkommer synoder og koncilier i tjenende egenskab at afgøre stridsspørgsmål om troen og samvittighedssager, at fastsætte regler og retningslinjer for en bedre ordning af den offentlige gudstjeneste og af styret i hans kirke, at modtage klager i tilfælde af dårlig forvaltning og med myndighed at afgøre dem; og disse beslutninger og afgørelser skal, hvis de stemmer overens med Guds ord, modtages med ærbødighed og underkastelse, ikke blot fordi de stemmer overens med Ordet, men også på grund af den magt, hvormed de er truffet, idet den er en Guds ordning, indsat dertil i hans ord.]¹⁵⁷⁰ Men også i lutherske samfund i Amerika og Tyskland er denne romerske surdej trængt ind.¹⁵⁷¹ Hos dem læres et kirkestyre, indsat af Gud ved siden af embedet med Guds ord, som iure divino [med guddommelig ret] kan lave ordninger, som menighederne skal være underlagt. Man tilføjer ganske vist ligeledes den indskrænkning, at kirkestyret ikke må foreskrive noget, der er imod Guds ord. Men det er en selvmodsigelse. Det er allerede imod Guds ord at byde kristne noget, som Gud ikke har budt i sit ord. Man har påberåbt sig det fjerde bud. Forældre kan, siger man, byde deres børn ting, der ikke er påbudt i Guds ord, når bare disse ting ikke er imod Guds ord. Nu hører præsterne og andre kirkelige foresatte jo til de åndelige fædre. Derfor skylder man også dem lydighed i kraft af guddommelig ordning i alle ting, der ikke er påbudt i Guds ord, når de bare ikke er forbudt i Guds ord. Dette argument har forvirret mange. Hertil må siges: Forældre kan rigtignok give deres børn befalinger, der går ud over Guds ord, fordi Gud har udstyret dem med lovgivende magt over for deres børn, Kol 3,20: «Børn! Adlyd jeres forældre i alt!» Men kirken eller enkelte personer i kirken har Gud ikke udstyret med lovgivende magt; her hedder det derimod: «Én er jeres lærer, Kristus, og I er alle brødre.» Den, der i kirken vil byde ud over Kristi bud, griber dermed ind i Kristi regimente og antaster Kristi majestæt. Kristus har med sit blod vundet kirken til sin ejendom, så at han er dens eneste Herre og hersker. Den, der nu ved siden af Kristus vil byde over kirken, hvad enten det er meget eller lidt, trænger sig dermed ind i Kristi stilling som Frelser og hersker. Han antaster dermed endvidere den herlighed, som deres Frelser har kronet de kristne med. Alle, der ved troen på Kristus har fået syndernes forladelse og barnekår hos Gud, har dermed også fået den forret, at de i alle åndelige ting kun er underlagt Kristus og hans ord og er fri for alle menneskebud. Det er Guds børns herlige frihed, som er vundet for dem, ikke med guld eller sølv, men med Kristi dyrebare blod, og skænket dem i retfærdiggørelsen. Når nu mennesker gør krav på ret til at regere de kristne med deres (menneskenes) bud, så gør de dermed Guds frie børn til menneskers trælle og forlanger i virkeligheden af dem, at de skal falde fra Kristus som deres eneste Herre og Mester. Derfor siger Luther (XX, 207): «Kære, lad det ikke være en ringe ting for dig at forbyde, hvor Gud ikke forbyder, at bryde den kristne frihed, som har kostet Kristi blod, og at belæsse samvittighederne med synd, hvor der ingen er. Den, der gør dette og vover at gøre det, vover også at gøre alt ondt; ja, han fornægter dermed allerede alt, hvad Gud er, lærer og gør, tillige med hans Kristus.»

¹⁵⁷⁰ Jf. citaterne hos Günther, Symbolik, § 154–157. Endvidere F. P., foredrag om «Kirke og kirkestyre», delegatsynoden 1896, s. 27 ff.

¹⁵⁷¹ Jf. citaterne hos Große, Unterscheidungslehren, s. 8. L. u. W. 1870, s. 184 f.

Man har spottet over synoder med blot rådgivende magt. Man har ment, at der måtte opstå «bare forvirring» og «uorden», hvis man ikke også gav synoder magt til at lave ordninger, der går ud over Guds ord og binder samvittigheden. At dette er en grundløs frygt, har de lutherske synoder i Amerika, som lader samvittighederne være helt frie med hensyn til synodale ordninger, bevist ved deres eksempel. Vi såkaldte missourianere har, hvad ro og orden angår, vel oplevet den forholdsvis roligste tid, som kirken nogen sinde har glædet sig over. Vi tør sige, at kirkens styre ved Guds ord alene har bestået sin prøve hos os gennem halvfjerds års praksis. Ganske vist har de kristnes kød også hos os villet skabe uorden. Men Guds ord har åbenbaret sin regerende, altbeherskende magt. Så fast har det frihedens styre, der giver afkald på at byde noget ud over Guds ord, forbundet og holdt os sammen, at udenforstående mente, vi havde et «højkirkeligt» styre og var «højkirkepartiet» (High Church Party) i den lutherske kirke.

Endnu nogle enkelte punkter, der hænger sammen med «ecclesia repraesentativa», er følgende: 1. Indkaldelsen til kirkelige forsamlinger inden for en menighed eller inden for en konference, synode osv. tilkommer naturligvis først og fremmest dem, der allerede har fået dette til opgave af menigheden eller af en sammenslutning af menigheder. Men dermed er det ikke udelukket, at enhver kristen har ret til at indkalde til et menighedsmøde, en synodeforsamling, et koncil osv., når omstændighederne efter hans skøn kræver det, og de, der har opgaven med indkaldelsen, synes at være forsømmelige.¹⁵⁷² 2. Forsædet i kirkelige forsamlinger føres af dem, der allerede ved en forud fastsat ordning har fået det til opgave eller af de forsamlede vælges til ordstyrere. Om forsædet i den lokale menigheds bestyrelse siger Walther:¹⁵⁷³ «Menighedens præst skal åbne møderne med en bøn og, fordi han bærer Ordets embede, som er bestemmende for alle embeder, med rette overtage forsædet. Som også Luther skriver: ’Embedet at prædike evangeliet er det højeste af alle, for det er det rette apostolske embede, der lægger grunden for alle andre embeder, som alle har til opgave at bygge på det første.’ (X, 1592.) Dog bør præsten heller ikke her ubetinget insistere på forsædet. Herom mere i næste afsnit om menighedsmøderne.» Walther giver fortræffelige vink om, hvad ordstyreren på et menighedsmøde skal være opmærksom på, for at alt kan gå sømmeligt og ordentligt til, og forsamlingens kristelige karakter bevares.¹⁵⁷⁴ De ni punkter, Walther anfører, indeholder også det væsentlige for ledelsen af større kirkelige forsamlinger (konferencer, synoder, koncilier). Håndbøgerne om «parlamentarisk orden» giver for det meste den naturlige orden, som bør følges i alle rådslående forsamlinger. Dog må både ordstyreren og hele forsamlingen passe på, at den formelle anvendelse af de «parlamentariske regler» i kirken ikke indskrænker den frie meningsudveksling og krænker kærligheden til dem, der er mindre bevandrede i de parlamentariske regler. 3. Det burde være en selvfølge i den kristne kirke, at også de såkaldte lægfolk har sæde og stemme på synodeforsamlinger. Det er en sandhed, som også de senere lutherske teologer har holdt fast ved, også under statskirkelige forhold. Således siger Quenstedt: «Bisiddere og kompetente dommere er foruden ordstyreren ikke blot biskopperne, men også troende kristne, som er kyndige i Skriften, både lægfolk og gejstlige, som menighederne sender til koncilet.»¹⁵⁷⁵ Den lære, som desværre også er blevet hørt inden for den lutherske kirke, at man ved læreforhandlinger nok skal tillade lægfolket at lytte og stille spørgsmål, men ikke at bedømme og dømme, er den rene pavelige vederstyggelighed.¹⁵⁷⁶ Alle, der går ind for denne lære, beviser dermed (eo ipso), at de har mistet forståelse og dømmekraft med hensyn til kristenstanden og den kristne kirke. — Når Quenstedt til de netop anførte ord i en note yderligere bemærker, at alle kristne «stænder», nemlig foruden de offentlige lærere også øvrighedspersoner (politici) og lægfolk, er bisiddere og kompetente dommere på koncilier, så kræver det en bemærkning. Den såkaldte lære om stænderne var oprindelig velment. Den skulle over for pavedømmet give udtryk for den sandhed, at dommen i kirken ikke ligger hos enkelte privilegerede personer, men hos helheden, hos de kristne af alle stænder. Men læren om stænderne kan misforstås, som om de verdslige stænder («nærestanden» og «værnestanden») som sådanne er i kirken. Nu er det sandt, at mennesker af alle slags stænder (husfædre og husmødre, arbejdsgivere og arbejdere, herrer og tjenere, landsfædre og borgere osv.) ved Helligåndens nådevirkning bliver troende og dermed er i kirken. Men de er i kirken, ikke som sådanne stænder, men som troende.¹⁵⁷⁷ Heller ikke de, der forvalter det offentlige prædikeembede («lærestanden»), er i kirken som en «stand», der er forskellig fra kristenstanden og udstyret med særlig magtfuldkommenhed; de er ved de kristnes kald de kristnes tjenere til den offentlige forvaltning af nådemidlerne, som har al deres kraft og virkning i sig selv og ikke først ved tjenernes person eller «stand».¹⁵⁷⁸ — Når man drøfter ecclesia repraesentativa, er det også på sin plads at minde om, at de lærde teologer, der eventuelt er til stede på synoder, skal gøre sig umage med at bruge et sprog og en udtryksmåde, som alle de tilstedeværende forstår. Brugen af et lærdt sprog, som kun fagfæller forstår, svarer ikke til formålet med vore synoder og er i virkeligheden en slags fornærmelse af forsamlingen. Kendt er Luthers udsagn om, at teologer, når de er mellem sig selv, gerne må tale så lærd, at selv Gud i himlen undrer sig over det, men at de, når de taler for folket, er forpligtet til en udtryksmåde, som Hans og Grete forstår.

¹⁵⁷² Jf. herom Luther X, 278 ff.

¹⁵⁷³ Pastorale, s. 364.

¹⁵⁷⁴ Pastorale, s. 372.

¹⁵⁷⁵ Systema II, 1627: Assessores et iudices competentes praeter praesidem sunt non tantum episcopi, sed quivis fideles literarum sacrarum periti, tam laici quam clerici, ad concilium ab ecclesiis missi.

¹⁵⁷⁶ Luther udtrykker sig drøjt om denne vederstyggelighed således (XIX, 341): «At kende og dømme om læren tilkommer alle og enhver kristen, og det sådan, at den er forbandet, der krænker denne ret blot et hårsbred.»

¹⁵⁷⁷ Gal 3,28.

¹⁵⁷⁸ Jf. L. u. W. 1856, s. 289 ff.: «Standsforskellen i kirken»; 1857, s. 234 ff.: «Om det er i overensstemmelse med evangeliet her i landet at lægge styret af den lutherske kirke såvel som af hver enkelt menighed i hænderne på de såkaldte tre stænder, nemlig lære-, værne- og nærestanden.»