Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Kirken, embedet og samfundet

De to regimenter og øvrigheden

Læren om de to regimenter skelner mellem Guds åndelige styre, hvor han ved evangeliet og sakramenterne giver evige goder, og det verdslige styre, hvor øvrigheden med sværdet værner legeme, ejendom og ydre fred; begge er Guds ordning og må ikke blandes sammen.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Den Augsburgske Bekendelse skelner i art. 28 mellem den gejstlige og den verdslige magt, to «styrer» eller regimenter, og kalder dem begge Guds højeste gaver på jorden. Kirkens magt udøves alene ved at prædike evangeliet og række sakramenterne, og den giver evige goder: retfærdighed, Helligånden og det evige liv. Den verdslige magt beskytter ikke sjælen, men legeme og ejendom mod ydre vold med sværdet og legemlige straffe (Rom 13,1–4). Derfor må de to ikke blandes sammen. Kirken skal ikke indsætte konger eller give verdslige love, for Kristi rige er ikke af denne verden (Joh 18,36).

Øvrigheden, det vil sige den verdslige myndighed, er ikke en menneskelig opfindelse, men Guds ordning. Evangeliet ophæver den ikke, men stadfæster den, siger Apologien og Chemnitz. Kristne kan med god samvittighed være øvrighed, dømme, føre retfærdige krige og aflægge ed, og de skal adlyde øvrigheden for samvittighedens skyld i alt, hvad der kan ske uden synd. Befaler den synd, eller vil den hindre folk i at høre Guds ord, gælder det, at man skal adlyde Gud mere end mennesker (ApG 5,29). Luther skriver i fortalen til Romerbrevet, at øvrigheden ikke gør nogen from over for Gud, men giver de fromme ydre fred og holder de onde i ave.

Skellet værner om evangeliet. Pieper fremhæver, at staten skal regeres ud fra den naturlige fornuft og ikke med Guds ord, og at kirken ikke kan bygges med magt og tvang, men alene med Ordet; tvang i trossager giver kun en ydre fromhed. Han citerer dog Köstlin for, at Luthers udsagn om øvrighedens indgreb mod offentlige forargelser i lære og prædiken lyder «ubestemt vidt», og i Huspostillen pålægger Luther en kristen øvrighed at standse vranglære, der skaber forargelse. Trøsten er, at en kristen kan tjene Gud i et verdsligt embede, og at evangeliet ikke behøver sværdet.

Skriften

  • Rom 13,1–4 – Al øvrighed er indsat af Gud; den bærer sværdet som Guds tjener, der straffer den, som gør det onde.
  • 1 Pet 2,13–14 – De kristne skal underordne sig den menneskelige ordning for Herrens skyld; øvrigheden straffer de onde og roser de gode.
  • Matt 22,21 – Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er: begge regimenter har deres ret, og ingen må hindre det andet.
  • ApG 5,29 – Man skal adlyde Gud mere end mennesker: lydigheden mod øvrigheden ophører, hvor den befaler synd.
  • Joh 18,36 – Mit rige er ikke af denne verden: Kristi rige er åndeligt og regeres ikke med sværdet.
  • Luk 12,14 – Jesus nægter at være dommer i en arvesag; den gejstlige magt skal ikke gribe ind i verdslige sager.
  • 2 Kor 10,4–5 – Kirkens våben er ikke kødelige, men kraftige for Gud: den kæmper med Ordet, ikke med ydre magt.
  • 1 Tim 2,1–2 – De kristne skal bede for konger og al øvrighed, så de kan leve et roligt og stille liv: øvrigheden tjener den ydre fred.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 16: Evangeliet lærer et indre, evigt væsen og omstøder ikke det verdslige styre, samfundsordenen og ægteskabet. De kristne skal derfor adlyde øvrigheden i alt, hvad der kan ske uden synd; kræver den synd, skal man adlyde Gud mere end mennesker.
    «Derfor har de kristne pligt til at underordne sig øvrigheden og adlyde dens bud i alt, hvad der kan ske uden synd.» Læs teksten
  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 28: Kirkens eller biskoppernes magt udøves alene gennem prædikeembedet og giver evige goder. Derfor er den ikke til hinder for det verdslige styre, som beskæftiger sig med helt andre ting end evangeliet.
    «Den verdslige magt beskytter ikke sjælen, men legeme og ejendom mod ydre vold med sværdet og med legemlige straffe.» Læs teksten
  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 28: Den gejstlige magt må ikke trænge ind i et fremmed embede: Den skal ikke indsætte og afsætte konger eller give den verdslige magt love om verdslige sager. Bekendelsen henviser til Joh 18,36, Luk 12,14 og 2 Kor 10.
    «Derfor skal man ikke blande de to styrer, det gejstlige og det verdslige, sammen og rode dem ind i hinanden.» Læs teksten
  • Apologien, art. 16: Indvendingen, at evangeliet river staterne i stykker, besvares let: Evangeliet giver ikke love om samfundsordenen, men godkender de ydre regeringer og underlægger os dem som guddommelige ordninger (Rom 13,1).
    «hvis vi holder fast ved, at evangeliet ikke indfører love om samfundsordenen, men er syndernes forladelse og begyndelsen til et nyt liv i de troendes hjerter.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Fortale til Romerbrevet: Luther sammenfatter Rom 13: Øvrigheden skal æres og adlydes. Den gør ingen from over for Gud, men skaffer de fromme ydre fred og beskyttelse og hindrer de onde i at gøre ondt uden frygt. Derfor skal også de fromme ære den.
    «Den er indsat, fordi den – selv om den ikke gør menneskene fromme over for Gud – dog udretter så meget, at de fromme får ydre fred og beskyttelse» Læs teksten
  • Luther, Huspostillen: 23. søndag efter trinitatis: Kejseren skal lade Guds regimente være uforstyrret. Forbyder øvrigheden den rette lære eller tvinger folk til afgudsdyrkelse, træder den ud over sit embede, og undersåtterne skal ikke adlyde, men hellere lide.
    «Men hvor øvrigheden vil hindre det, dér skal undersåtterne vide, at de ikke er skyldige at adlyde den.» Læs teksten
  • Luther, Huspostillen: 5. søndag efter helligtrekonger: Luther pålægger her den verdslige øvrighed frimodigt at gribe ind over for vranglærere, der ikke vil lade sig vejlede og skaber splittelse blandt folket. Hvert regimente bruger sit eget middel: det åndelige Ordet og bandet, øvrigheden sværdet og magten.
    «Så skal den ene række den anden hånden: De i det åndelige regimente med Ordet og bandet, øvrigheden med sværdet og magten» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion: Om Guds lov i almindelighed: Chemnitz afviser, at Matt 20,26 og 1 Kor 2,15 ophæver øvrigheden blandt de kristne. Kristus taler dér om apostelembedet. Øvrigheden er Guds ordning, som de kristne skal underordne sig for samvittighedens skyld, og kristne kan bestride embedet med god samvittighed.
    «Men den verdslige øvrighed med sit styre, som er indsat af Gud (1 Mos 9; Sl 82; Ordsp 8; Dan 2), bliver ikke ophævet ved evangeliet i Det Nye Testamente, men stadfæstet som en særlig Guds ordning» Læs teksten
  • Urbanus Rhegius, Formulae: Hvordan man skal tale varsomt om øvrigheden: Fordi folket har lært at foragte øvrigheden, skal præsterne ofte indprente Rom 13 og lære, at både det at forvalte øvrighedens embede og det at adlyde den er gode gerninger, som behager Gud.
    «Man skal ofte lære, hvor fremragende og Gud velbehagelige gerninger det er at forvalte øvrighedens embede gudfrygtigt og at adlyde øvrigheden gerne og beredvilligt.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 34: Jacobs advarer mod det modsatte overgreb, at staten tager magt over kirken (cæsaropapisme): når den udnævner præster og biskopper, griber ind i kirketugten eller fastsætter prædikenens emne.
    «Den verdslige hersker har ingen magt til at prædike Ordet, forvalte sakramenterne, tilsige de angrende tilgivelse eller straffe andre forseelser end dem, der begås udadtil.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Den kristne kirke: En kristen øvrighedsperson skal ikke skjule sin kristendom og må tjene kirken af kærlighed, men det verdslige styre har som sådant hverken ret eller pligt til at ordne kirkelige sager. Grænsen er, at staten regeres efter fornuften, og kirken bygges alene med Guds ord.
    «Den er givet i den dobbelte erkendelse, for det første at staten hverken kan eller skal regeres med Guds ord, men skal indrettes og regeres ud fra den naturlige fornuft» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Pavedømmet: kirken over staten. Biskopperne blandede deres magt sammen med det verdslige sværd og tog sig for at indsætte og afsætte kejsere og konger. Den Augsburgske Bekendelse svarer, at kirkens magt alene er at prædike evangeliet og række sakramenterne.
  • Reformert teokrati (Zwingli, Calvin). Zwingli ville have staten regeret med Guds ord, og Calvin lod øvrigheden håndhæve den rene gudsdyrkelse med verdslige straffe. Pieper kalder det en sammenblanding af kirke og stat, som fører til gerningsretfærdighed, fordi tvang aldrig giver tro.
  • Gendøberne. De lærte, at en kristen ikke med god samvittighed kan være øvrighed, bruge øvrighedens magt mod de onde eller aflægge ed, og at undersåtterne ikke må søge øvrighedens beskyttelse. Konkordieformlen forkaster det; Den Augsburgske Bekendelse fordømmer dem, der lærer, at borgerlige embeder ikke er kristne.
  • Statens magt over kirken (cæsaropapisme). Den verdslige hersker tager sig kirkens opgaver: udnævner præster, regulerer kirketugten og prædikenen. Jacobs kalder det et magtovergreb. Fyrsternes kirkestyre efter reformationen var en midlertidig nødløsning, men blev efterhånden til et territorialt kirkestyre i klar modstrid med reformationens principper.

Hænger sammen med

  • Nøglemagten og kirketugten – Det fælles led er spørgsmålet om, hvilken magt kirken har. Den Augsburgske Bekendelse, art. 28, siger, at nøglemagten kun udøves ved at prædike Guds ord, tilgive og fastholde synder og række sakramenterne, og at den giver evige goder. Den har ikke sværdet som øvrigheden, men kun Ordet. Nøglemagten er altså selve det åndelige regimente, og skellet beskytter den mod at blive til verdslig tvang.
  • Prædikeembedet – Begge punkter handler om grænsen mellem kirkens og øvrighedens opgaver. Ifølge Den Augsburgske Bekendelse, art. 28, har den gejstlige magt sin egen befaling: at prædike evangeliet og række sakramenterne. Derfor må prædikeembedet ikke trænge ind i et fremmed embede, indsætte og afsætte konger eller give love om verdslige sager. Præsten regerer kun med Ordet, øvrigheden med lov og sværd.
  • Kald, stand og ægteskab – Det fælles led er, at øvrighedens embede også er et kald fra Gud. Apologien, art. 16, beklager, at nogle lærere havde fået fyrster, riddere og tjenere til at anse deres stand for verdslig, ugudelig og fordømmelig. Fordi øvrigheden er Guds ordning, kan en kristen med god samvittighed være dommer eller soldat og dér tjene Gud og næsten, ligesom i ethvert andet kald.
  • Lovens tre brug – Det fælles led er lovens første, «politiske» brug: at holde den ydre orden og tøjle de onde. Den Saksiske Bekendelse siger, at lovens røst formår kun lidt, hvis ingen straffer overtrædelserne; derfor er øvrigheden «lovens vogter», hvad den ydre tugt angår (Rom 13,3). Denne ydre tugt er god og nødvendig, men den gør ingen retfærdig for Gud.
  • De gode gerninger – Det fælles led er, at en god gerning er det, Gud har befalet, ikke det, mennesker selv vælger. Pieper citerer Luther for, at når øvrigheden straffer de onde og beskytter de fromme, og når undersåtterne adlyder den i tro på Kristus, er det gode gerninger, selv om de ikke glimrer for fornuften. Det verdslige regimente er altså et sted, hvor troen gør gode gerninger.
  • Antikrist – Det fælles led er sammenblandingen af de to regimenter. Traktaten om pavens magt kalder det falsk og ugudeligt, at paven af guddommelig ret vil herske over verdens riger (§ 33). Ifølge Traktaten bragte det et frygteligt mørke ind i kirken: Evangeliets prædikeembede blev forsømt, og man troede, at den kristne retfærdighed var pavens ydre styre (§ 34). Kristus gav derimod apostlene en åndelig magt uden sværd (§ 31).
  • Kaldelse og ordination – Prædikeembedet hører til Kristi rige, og Kristus vil have sit rige og verdens rige holdt adskilt. Derfor hører indsættelsen af præster ifølge Chemnitz ikke under øvrighedens politiske rettigheder. En kristen øvrighed er et lem af kirken og skal være dens plejemor, men den er ikke kirkens herre og må ikke tage kaldet fra menigheden.
  • Kirkeskikke og adiafora – Det fælles led er, hvem der må påbyde noget i kirken, og med hvilken magt. Den Augsburgske Bekendelse, art. 28, klager over, at biskopperne blandede deres åndelige magt sammen med det verdslige sværd og derved indførte nye gudstjenester og belastede samvittighederne. Kirkeskikke skal ordnes af kirken selv i kærlighed og god orden, ikke påtvinges med magt. Pieper kalder det cæsaropapisme, når øvrigheden tager sig ret over de hellige ting.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).