Om troen

Hvad er det da for en tro, der efter Skriften gør retfærdig?

Over for almindelige mennesker kan man forklare det enkelt: Vi skal tro alt det ord, som Gud har givet og åbenbaret. Men den tro, der gør retfærdig, har sin egen, særlige genstand (obiectum), som den søger i hele Skriften, griber, ser hen til og holder sig til, nemlig Kristus som vor mellemmand og forløser og løftet om nåde for Kristi skyld, Rom 3 og 4, Gal 3. Til denne genstand holder troen sig sådan: For det første kender den ud fra Guds ord Kristi person, embede, fortjeneste og velgerninger og løftet om nåde for Kristi skyld, og den holder alt dette for sandt, fast og vist, Ef 1 og 4, Kol 2. – For det andet griber troen ikke alt dette blot som en historie, eller som noget, der i al almindelighed er sandt. Den fatter dig og lukker dig personligt med ind i det almene løfte, sådan at du med inderlig længsel, attrå, tillid og fortrøstning for din egen person griber og tager imod Kristus med alle hans velgerninger, som Faderen i ordet og sakramenterne stiller frem for dig, rækker og giver dig. Og du holder dig sådan til det, at du sætter din tillid og fortrøstning til, at Gud for Kristi skyld tilgiver dig din synd, tager dig til nåde og gør dig til sit barn og arving til det evige liv – også selv om det ofte sker under svær anfægtelse og i stor svaghed. Joh 1 og 3; Rom 1, 3, 4, 5, 8, 10; 1 Tim 1; Matt 9; Luk 7.

Hvis nu en sorgløs epikuræer uden omvendelse og med forsæt bliver i synden og bilder sig ind, at Gud alligevel vil være ham nådig og give ham det evige liv – er det så en ret, frelsende tro?

Nej, for troen er ikke en sådan indbildning, at det er vor Herre Gud ligegyldigt, om man bliver i synden eller holder op med den, om man elsker synden eller sørger over den. Troen søger heller ikke det i Kristus, at den trygt og frit, uden al frygt og ærefrygt, kan blive i synden og fortsætte i den, sådan som det ovenfor er bevist ud fra Skriften i stykket om omvendelsen. Den rette tros art og kendetegn ser og mærker man derimod, når hjertet erkender sin synd, så det frygter Guds vrede, som det har fortjent med synden, og derfor ikke længere har det godt med synden, men er angst og bange for at gå fortabt. Og man ser det, når troen i en sådan omvendelse ser sig om efter Kristus, beder, bønfalder, håber og stoler på, at Gud for Kristi skyld vil være ham nådig osv. Det er det rette kendetegn på en sand, frelsende tro. Es 61 og 66; Matt 9.

Hvad så, når en roser sig af troen, men foragter ordet og sakramenterne?

Så tager han også fejl. For den, der vil gribe Kristus, må vide, hvor han skal søge ham og kan finde ham. Ligeledes: Når troen som vores hånd skal tage imod noget fra Gud, må den ikke gribe det ud af den blå luft, men den må søge og tage det af Guds hånd, som han tilbyder, bærer frem og rækker os sin fylde med. For gennem evangeliets ord og gennem sakramenterne vil Gud handle med os i denne artikel. Rom 10; Tit 3.

Kan et menneske af egne kræfter og evner komme til en sådan tro?

Nej, for troen er ikke alles, 2 Thess 3, men er en Guds gave, Fil 1, og ikke af os selv, Ef 2. For af naturen er vi uforstandige og sene i hjertet til at tro, Luk 24. Men Gud må åbne og oplyse hjertet og forstanden og så tænde troen i det, Luk 24; ApG 16; 2 Kor 4; Ef 1. At vi tror, sker nemlig ikke af vores egne kræfter, men efter hans mægtige styrkes virkekraft, Ef 1.

Gør, udretter og virker menneskets forstand, hjerte og vilje da slet ingenting, når det gælder troen, og når den skal udøves?

Menneskets naturlige forstand, hjerte og vilje, som ikke er oplyst af Helligånden, kan intet hjælpe, udrette eller virke til den rette tro, 1 Kor 2; 2 Kor 4; 5 Mos 29. Ja, de står den lige imod, Luk 24; 1 Kor 2; 2 Kor 4, og må tages til fange, 2 Kor 10. Og dog må troen være et lys og en bevægelse i menneskets forstand, hjerte og vilje, så mennesket ved den griber nådeløftet og tilegner sig det. Men det har mennesket ikke fra eller af sig selv, og det kan heller ikke frembringe det af egne kræfter. Det er en særlig Guds gave, som han ved sin Ånds kraft virker i menneskets forstand, hjerte og vilje.

Hvordan og hvorved vil Gud så virke og tænde troen i os?

Ikke uden midler, så vi skulle sidde i en krog og vente på en særlig oplysning uden ordet og sakramenterne og uden for dem. Nej, Gud har dertil indstiftet et særligt middel, som skal være Helligåndens embede og redskab, nemlig prædikenen, det at høre ordet og det at betragte ordet, Rom 10; 2 Kor 3; Sl 119. For derigennem vil Gud virke og være kraftig i menneskene, oplyse forstanden og åbne hjertet, så troen på den måde bliver virket og tændt i os af Helligånden. Luk 24; ApG 16; 2 Kor 3; Fil 2; 1 Kor 3; Joh 1.

Når troen nu er så kostelig en Guds gave og så herlig en dyd, gør den da retfærdig ved det?

Nej, for troen bringer eller stiller ingen gerninger eller dyd frem for Gud til retfærdiggørelse, Rom 4; ja, den bekender sin svaghed og ufuldkommenhed, Mark 9; Luk 17. Men Kristus med hans fortjeneste og Guds nåde i Kristus, uden at vores gerninger og fortjeneste lægger noget til, er det, den bringer og stiller frem for Gud til retfærdiggørelse, Rom 3, 4, 10. Og sådan, derfor og derved retfærdiggør troen: fordi den griber Kristus, som er vores forsoning og retfærdighed, og holder sig til ham.

Hvorfor tillægger Skriften da troen retfærdiggørelsen?

For det første for at vise, at vi ikke skal bygge vores retfærdiggørelse på os selv eller vores gerninger, men at vi bliver retfærdige uden fortjeneste og uden at vores gerninger lægger noget til, af lutter nåde, alene for Kristi skyld, ved troen, for at løftet kan stå fast. For det er, hvad Paulus kalder at blive retfærdig ved troen, Rom 4 og 10. For det andet fordi løftet skal tilegnes og tages imod, og vi skal kunne være visse på, hvordan, hvornår og hvorved det tilegnes os, så det er vores, og vi frimodigt kan trøste os ved det – nemlig ved troen. Rom 5; Ef 3.

Er det også rigtigt at sige, at vi bliver retfærdige alene ved troen?

Ja. For Skriften bruger og sætter med al flid de udelukkende ord (particulae exclusivae) i artiklen om retfærdiggørelsen. Og alle de udelukkende ord, Skriften bruger, som «af nåde», Rom 3, Ef 2, «efter hans nåde og barmhjertighed», 2 Tim 1, Tit 3, «uforskyldt», Rom 3, «ikke på grund af os og vores gerninger», Rom 3, «uden loven og gerninger», Rom 3 og 4, bliver ganske enkelt og klart sammenfattet og forklaret i den sætning, som har været i brug hos næsten alle fædrene: «Alene ved troen bliver vi retfærdige» [Sola fide iustificamur].

Når Paulus udelukker lovens gerninger fra retfærdiggørelsen, mener han så kun de levitiske ceremonier eller de gerninger, der sker uden Ånd og tro?

Paulus taler om hele loven og især om De Ti Buds gerninger, Rom 3 og 7, Gal 3, og han indbefatter også de troendes gerninger, som det fremgår af Rom 4, 1 Kor 4 osv.

Gør en tro da retfærdig, hvis den er uden omvendelse, uden et godt forsæt og uden gode gerninger, der følger efter?

Nej. For hvor der ingen omvendelse er, men et ondt forsæt om at blive i synden, der kan der heller ikke være nogen ret tro. Og når troen ikke er virksom ved kærlighed, men forbliver uden gode gerninger, så er den en skintro, en død tro. 1 Tim 1; Jak 2; 1 Tim 5; 2 Pet 1.

Hvad bliver da udelukket ved de udelukkende ord?

For det første, at hverken omvendelse, godt forsæt, fornyelse, dyd eller gode gerninger er fortjenesten eller årsagen til vores retfærdiggørelse eller forsoning. Fortjenesten er alene Kristi, og årsagen er alene Guds lutter nåde for Kristi skyld. For det andet, at vi ikke griber, tilegner os, tager imod og modtager dette ved nogen gerning, men at alene troen er indsat af Gud til at være middel og redskab til det. For det tredje, at vores retfærdiggørelse og forsoning ikke beror på vores fornyelse, helliggørelse, dyd eller gode gerninger, men alene på den nådige tilgivelse af synden for Kristi skyld, som vi griber alene ved troen, Rom 4. For vores gode gerninger træder ikke ind i retfærdiggørelsens kreds, artikel eller handling; der hersker alene nåden, alene Kristus, alene troen, alene syndernes forladelse [Nostra enim bona opera non ingrediuntur circulum, articulum seu actum iustificationis, sed ibi sola gratia, solus Christus, sola fides, sola remissio peccatorum regnant]. Sådan er en sand, levende tro ikke uden gode gerninger, og alligevel gør den retfærdig uden gerninger.

Kan artiklen om retfærdiggørelsen også læres uden de udelukkende ord?

Når Paulus lægger grunden og strider mod de falske lærere, bruger og fremholder han altid de udelukkende ord. Dermed viser han, at artiklen om retfærdiggørelsen ikke kan bevares ren, hvis man lader de udelukkende ord falde og fjerner dem. For at Kristus og Guds nåde kan få den ære, der tilkommer dem, for at samvittighederne kan få og beholde en fast trøst, for at loven og evangeliet kan forblive klart adskilt, og for at bønnen kan have en frimodig adgang til Gud – af de grunde må man fremholde og fastholde de udelukkende ord i artiklen om retfærdiggørelsen.

Men folk misbruger det, som om man slet ikke behøvede at gøre noget godt.

Det kan og skal man også med al flid forebygge i alle prædikener og al undervisning, sådan som apostlene gjorde. For det første skal man grundigt, tydeligt og klart vise, hvordan de udelukkende ord skal forstås, sådan som det netop er sagt. For det andet skal man flittigt formane folk til at prøve sig selv, 2 Kor 13, så de ikke har en falsk indbildning, en skintro, en død tro, 2 Kor 13; 1 Tim 1; Jak 2. Prøven består i dette: Hvor der ingen omvendelse er, men et ondt forsæt, der er der ingen ret tro; og hvor troen ikke er virksom ved kærlighed, eller hvor der ikke følger gode gerninger, der er troen død. Men troen retfærdiggør ikke på den måde og af den grund, at den er virksom ved kærlighed eller føder gode gerninger, men alene fordi den griber Kristus med hans fortjeneste i evangeliets løfte. Når dette bliver forklaret og adskilt så tydeligt, og nogen alligevel misbruger det, så har han sin dom i Rom 3, nemlig at hans fordømmelse er fuldt ud retfærdig. Men for misbrugets skyld skal man ikke holde den rene, nødvendige lære tilbage eller lemlæste den.

Bliver vi da kun retfærdige alene ved troen i begyndelsen af vores omvendelse, sådan at vi efter den første omvendelse ikke er retfærdige alene ved troen, men på én gang ved troen og gode gerninger, og at vores retfærdiggørelse så ikke består i den nådige tilgivelse af synderne, men både i forsoningen og i helliggørelsen eller fornyelsen?

Troen alene gør retfærdig af Guds lutter nåde, alene for Kristi skyld, i begyndelsen, midten og slutningen. Derfor tager Paulus i Rom 4 Abraham frem, ikke dengang han først blev omvendt, 1 Mos 12, men i 1 Mos 15, da han i nogle år havde tjent Gud i den nye lydighed, Hebr 11. Her stiller Paulus spørgsmålet, hvorved Abraham er retfærdig, og hvori og hvorpå hans retfærdiggørelse for Gud beror – nu da han ikke blot har troen, men også mange gode gerninger, og ikke blot forsoningen, men også fornyelsen. Men han siger ligeud og klart, at Abraham også her er retfærdig for Gud alene af lutter nåde, alene ved troen, uden at gerningerne lægger noget til, og at hans retfærdighed og frelse ikke beror på hans fornyelse, men alene på den nådige forsoning eller tilgivelse af synden. I Rom 4 og 5 sammenfatter han fint begyndelsen, midten og slutningen: Ved troen har vi gennem Kristus for det første fået adgang til Guds nåde. For det andet står vi ved den i nåden. For det tredje roser vi os ved den af den kommende herlighed. Det vil sige: Når vi skal nå frem til de dødes opstandelse, vil vi ikke findes i vores egen retfærdighed, den, der kommer af loven, men i den, der kommer ved troen på Kristus, Fil 3. Sådan vil Paulus ikke lade fornyelsen, helliggørelsen og de gode gerninger komme med i eller flettes ind i retfærdiggørelsens sag, kreds og artikel, hverken i begyndelsen, midten eller slutningen. I den artikel skal alene Guds nåde og alene Kristus herske, alene ved troen.

Hvorfor skal fornyelsen eller helliggørelsen og de gode gerninger, som jo også er Guds gaver, holdes uden for retfærdiggørelsens cirkel, som Luther siger?

Fordi fornyelsen i dette liv kun er begyndt og ikke fuldkommen, 2 Kor 4. De gode gerninger er i dette liv hverken fuldkomne eller rene på grund af synden i kødet, Rom 7; Es 64. For at løftet om retfærdighed, frelse og evigt liv kan være fast og sikkert, og for at Kristus kan beholde sin ære, må vores retfærdiggørelse bygge alene på lutter nåde, alene for Kristi skyld, alene ved troen – i begyndelsen, midten og slutningen. Rom 4.

Når nogen nu på den måde er retfærdiggjort af nåde, for Kristi skyld, ved troen, har han så brug for noget andet eller mere for at blive frelst?

Paulus siger nej, Rom 4. For der er én vej og én måde til retfærdighed og til frelse: Sådan som vi bliver retfærdige, sådan bliver vi også frelst. Ja, når vi har troens retfærdighed, har vi netop dermed også barnekåret, frelsen og arven til det evige liv. Ligesom vi bliver retfærdige alene ved troen, af nåde, for Herren Kristi skyld, uden vores gerninger, sådan bliver vi også frelst alene ved troen, af lutter nåde, alene for Kristi skyld, uden vores gerninger. Det beviser Paulus med vægtige grunde i Rom 4: Løftet skal være sikkert, ikke alene løftet om retfærdigheden, men også løftet om frelsen. Det er forkert at lære, at vores gode gerninger er nødvendige til vores retfærdiggørelse, og at ingen kan blive retfærdig uden sine gode gerninger. Lige så forkert er det at sige, at vores gode gerninger er nødvendige til vores frelse, og at ingen kan blive frelst uden sine gode gerninger. For selv om en ret tro ikke kan og ikke skal være uden gode gerninger, hører de gode gerninger alligevel ikke med ind i artiklen eller cirklen om retfærdiggørelsen og frelsen. Skriften sætter nemlig de udelukkende ord (particulae exclusivae) lige så tydeligt og stærkt ved artiklen om frelsen som ved artiklen om retfærdiggørelsen, Rom 4 og 11; Ef 2; 2 Tim 1; Tit 3 osv. Derfor har Luther offentligt forvist de nævnte sætninger fra kirken og forkastet dem.

Hvad er forskellen på den pavelige og den evangeliske lære om retfærdiggørelsen og frelsen?

De pavelige bygger på den forudsætning, at mennesket i dette liv kan opfylde Guds lov fuldt ud. Derfor lærer nogle af dem, at mennesket ved sine gerninger kan fortjene og erhverve sig retfærdighed og frelse hos Gud. Andre, som ikke tør gå så groft til værks, lærer, at Kristus nok har fortjent det for os; men vil vi have del i det, må vi derudover have tro og gode gerninger, så retfærdigheden bliver tilegnet os ved begge dele på én gang. Atter andre siger, at vores retfærdiggørelse ikke alene skal bygge på den nådige forsoning, men samtidig også på vores fornyelse og helliggørelse. Evangeliet lærer derimod, at de hellige i dette liv ikke kan opfylde loven fuldt ud, Sl 31 og 143; Es 64; Rom 7. Derfor er retfærdigheden og frelsen Kristi fortjeneste og ikke vores, Rom 3, 4, 11, en nåde og gave fra Gud, Rom 6, og vi griber den og får del i den alene ved troen, Rom 3 og 4. Den bygger heller ikke på vores fornyelse, dyder og gode gerninger, men alene på den nådige forsoning ved Kristus, Rom 4, sådan som alt dette er bevist ud fra Skriften ovenfor.

Hvad er forskellen på den pavelige og den evangeliske lære om troen?

De pavelige lærer, at troen kun er en viden om historien og en almindelig tilslutning (assensus) til, at det, der står skrevet i Guds ord, er sandt. Og de lærer, at denne tro retfærdiggør, når og fordi den har mange gode, kostbare gerninger med sig, og nok af dem. Men fordi ingen ved, om og hvornår han har gode gerninger nok, lærer de, at det troende menneske godt kan håbe alt godt fra Gud og trøste sig ved det, men at han ikke kan være vis på det. Han skal tværtimod altid blive i tvivl om, hvorvidt han virkelig og sikkert har en nådig Gud, syndernes forladelse og arven til det evige liv.

Evangeliet lærer derimod, at troen ud over den almindelige tilslutning også har den opgave, art og egenskab, at den griber Kristus og tilegner hver enkelt troende personligt evangeliets almene løfte om Guds nåde. Troen bygger ikke retfærdigheden på kærligheden eller på de gode gerninger, som den virker ved, men alene på Kristus, som den griber i ordet og sakramenterne. Og fordi Guds løfte i Kristus er fast, ja og amen, 2 Kor 1, skal troen ikke se på sin svaghed og ufuldkommenhed og så blive i tvivl. Den skal se på Kristus og på den lovede nåde i Kristus og derfor fast tro, at den troende har en nådig Gud og syndernes forladelse.

Men mange har en falsk og vildfarende tro, og mange har en tom, epikuræisk indbildning og stoler alligevel fast på den.

Vi taler ikke om en kættersk tro, som er uden for og imod Skriften, for den frelser uden tvivl ikke. Vi taler heller ikke om en epikuræisk indbildning i forsætlig, forhærdet ubodfærdighed, for om den gælder Guds dom: De, der gør den slags, har ingen del i Guds rige. Vi taler om en sand, frelsende tro, sådan som den er beskrevet ovenfor: Den skal ikke tvivle, men sikkert stole på, at det sker for den, sådan som den tror efter Guds ord.

Hvad har troen da som grund og årsag til sin sikre tillid?

For det første er nådeløftet fast og sikkert for alle dem, som det tilregnes ved troen, Rom 4, og det er bekræftet med en guddommelig ed, for at vi, som tager vores tilflugt til det og holder os til det, kan have en fast og stærk trøst. Hebr 6.

For det andet er det troens rette art og egenskab ikke at tvivle, men at være vis og stole på. Ef 3; Hebr 3, 10 og 11; 1 Joh 3 og 5; Rom 4, 5 og 8; 1 Pet 1. For det tredje besegler Gud troens retfærdighed ved sakramenterne, Rom 4; 1 Pet 3, og med Helligånden i de troendes hjerter, 2 Kor 1; Ef 1 og 4, for at tilliden kan være desto fastere og sikrere. For det fjerde har de troende i Skriften ikke tvivlet, men troet fast, Rom 4 og 8; Matt 9; Luk 7. For det femte bliver tvivlen åbenlyst irettesat i Skriften, Matt 6 og 14; Mark 11; Rom 4; Jak 1. For det sjette er læren om en sådan tvivl en gammel, fordømt vildfarelse hos farisæerne. Matt 9; Luk 7.

Men man fremfører mange skriftsteder imod dette, som ser ud til at tilskrive fornyelsen og de gode gerninger retfærdigheden.

Alle sådanne skriftsteder kan forklares godt og grundigt, og indvendingerne kan løses, når man bruger følgende sondringer og anvender dem rigtigt. For det første taler nogle skriftsteder om fortjenesten og årsagen til vores retfærdiggørelse, som er Kristi lydighed og Guds nåde. De taler også om, hvordan denne retfærdiggørelse bliver tilegnet, grebet og modtaget, nemlig ved troen, og at den består i den nådige forsoning og tilgivelse for Kristi skyld. Om de skriftsteder har vi talt indtil nu.

For det andet taler nogle skriftsteder om lovens retfærdighed og siger, at den, der havde den fuldkomment, ville blive retfærdig og frelst ved den. Rom 2 og 10; Matt 19; Luk 10. For det tredje beskriver nogle skriftsteder, hvordan de, der er retfærdiggjort ved troen, er, nemlig at de bærer god frugt. 1 Joh 1, 2, 3, 4, 5; 2 Pet 1; Ef 4; Rom 12. For det fjerde beskriver nogle skriftsteder de ydre kendetegn, nemlig kærlighed og gode gerninger. På dem kender man en ret og sand tro og dem, der i sandhed er retfærdiggjort ved troen, så man kan skelne dem fra dem, der har en falsk indbildning om tro og retfærdighed. Det er formålet med hele Johannes' brev og ligeledes med Jakobs og Peters breve. Hertil hører skriftstederne Matt 5, 20, 24, 25; Joh 6; Rom 6; Gal 6; Sl 15 og lignende. For det femte taler nogle skriftsteder om, at Gud både i dette og i det evige liv også vil lønne de gode gerninger hos dem, som af lutter nåde, for Kristi skyld, ved troen har retfærdighed, evigt liv og frelse. Matt 5 og 19; 2 Kor 5; 2 Tim 4. For det sjette taler nogle skriftsteder ikke egentlig om forladelse af skylden og den evige straf, som alene sker af nåde, for Kristi skyld, ved troen. De taler om, at Gud for Kristi skyld i nåde vil eftergive den timelige straf for dem, der viser sand og alvorlig bedring. Dan 4; Tob 4 og 12; Sl 41. Endelig sætter nogle skriftsteder prædikenen om omvendelse og løftet sammen: Gud vil være nådig mod dem, der i sandhed omvender sig, og tilgive dem synden, Matt 7; Es 1. Men hvorfor Gud er nådig og tilgiver synd, og hvordan løfterne bliver tilegnet, nemlig ved troen for Kristi skyld, det må hentes fra evangeliets lære og forklares ud fra den.

Her skal superintendenterne ved eksaminationen forelægge præsterne nogle af disse skriftsteder som indvendinger og høre, hvordan de forklarer og løser dem.