Om den rette, sande bøn

Skal en kristen bede, eller står det ham frit for?

For den kristne er bøn på ingen måde noget frivilligt eller et mellemting. Det er Guds vilje og befaling, at Guds børn skal påkalde deres Gud og Fader, og ikke bare en eller to gange, men altid og uophørligt. 1 Thess 5: «Bed uden ophør, sig tak i alle situationer, for dette er Guds vilje i Kristus Jesus med jer.» Luk 18: Man bør altid bede og ikke blive træt. 1 Tim 2: «Jeg formaner da først af alt til bønner, påkaldelser, forbønner og tak.» 5 Mos 6: Du skal tilbede Herren din Gud. Sl 50: Kald på mig, når du er i nød. Matt 7: Bed, så skal I få; søg, så skal I finde. Dem, der ikke påkalder Herrens navn, regner Gud blandt hedningerne, som er en vederstyggelighed for ham, og over dem vil han udøse sin vrede, Sl 14 og 79; Jer 10. Omvendt er det kendetegnet på den sande kirke og Guds hellige, at de er «dem, som påkalder vores Herre Jesu Kristi navn», 1 Kor 1.

Hvad vil det da sige at bede?

At bede er ikke at fremsige mange ord med munden uden forstand og tanke, Matt 6; 1 Kor 14. For om den slags siger Gud: Dette folk nærmer sig mig med munden og ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, Es 29; Matt 15. At bede er derimod, når sjælen eller hjertet løfter sig op til Herren, Sl 25, 86 og 143, træder frem for nådestolen, Hebr 4,16, og i barnlig ydmyghed og inderlig andagt taler til Gud, som er nærværende og hører, Gal 4. Det er, når vi efter hans befaling og løfte lægger vores nød frem for ham og i sand tro beder om barmhjertighed, nåde og hjælp ved Kristus til det, som tjener til hans pris og er nyttigt, nødvendigt og saligt for os, Hebr 5; Joh 16, eller når vi takker ham for de velgerninger, vi har modtaget, og lover og priser hans navn, 1 Tim 2; 1 Kor 14.

Hvilke slags bøn er der?

Paulus har delt det fint og enkelt op, Fil 4; 1 Tim 2; 1 Kor 14; Ef 5. Enten beder vi om, at Gud vil give os det gode, bevare, styrke og øge det, eller om, at han vil vende det onde bort fra os, bevare os mod det, fri os fra det og give os redning, lindring, tålmodighed og trøst under korset. Eller vi takker ham for de velgerninger, vi har modtaget, eller roser, lover og priser hans navn, det vil sige hans almagt, herlighed, retfærdighed, nåde, godhed osv. Eller vi bekender vores synd for ham og klager vores nød for ham, Dan 9. Sådan bøn, tak, lovsang og klage sker enten i almindelighed, for alt under ét, eller i særdeleshed, når noget bestemt udtrykkes eller nævnes ved navn i bønnen. I alt dette beder og takker vi enten for os selv eller for andre. Det sker enten, når hver enkelt beder eller takker for sig selv, eller når to eller tre eller en hel menighed eller forsamling bliver enige om at bede om noget og således forener deres bønner til en fælles bøn, Matt 18. Ligeledes sker sådan bøn og tak enten kun indvortes med hjertets suk, længsel og bevægelse eller både indvortes og udvortes med hjerte og mund. Det udvortes sker enten ved at tale eller ved at synge, 1 Kor 14; Ef 5. Ved bønnen bruger man også enten ydre fagter som at bøje knæ, Ef 3, løfte hænderne, 1 Tim 2, løfte øjnene, Sl 123, og slå sig for brystet, Luk 18, eller en ret bøn kan også godt ske i ånd og sandhed uden sådanne ydre fagter, Joh 4. For de ydre fagter er kun et tegn på eller en tilskyndelse til den indre andagt.

Er det da ligegyldigt, hvordan man beder?

Nej, for også hedninger og farisæere beder, men deres bøn behager ikke Gud, Matt 6. Jakob siger i 4. kapitel: «I beder og får ikke fordi I beder dårligt.» Ja, David siger i Sl 109: Hans bøn skal regnes for synd. Derfor skal den, der vil bede ret, vænne sig til at tænke grundigt over, hvordan han skal forme og fremføre sin bøn, så den kan behage Gud og blive bønhørt. Det afhænger ikke af mange ord eller af statelig, prægtig talekunst, men af, at bønnen formes sådan, som Gud har foreskrevet i sit ord. For de enfoldiges skyld sammenfattes det kort i disse punkter: 1. At man først af alt husker, hvem vi påkalder i bønnen, så hjerte og sind med alle tanker rettes mod den ene sande, levende Gud, Fader, Søn og Helligånd, sådan som han har åbenbaret os sit væsen og sin vilje i sit ord. 2.

Fordi vi påkalder ham sådan: Abba, Fader – som en, der ikke er langt borte, 1 Kong 18, men er nærværende og hører vores bøn, 5 Mos 4; Sl 145 – skal vi samle vores tanker og fremføre vores bøn med inderlig andagt, med barnlig ærbødighed og ydmyghed, som stod vi for hans ansigt, Sl 119 og 143; Hebr 5. 3. En ret bøn må ske i sand omvendelse og frelsende tro, for Gud vil ikke høre de ubodfærdige syndere, Joh 9; og Es 1: Selv om I beder nok så meget, hører jeg jer ikke, for jeres hænder er fulde af blod. Derfor må den, der vil bede ret, først af alt tænke over, hvordan han står i forhold til den Gud, han vil påkalde, og om han i sandhed kan kalde ham Fader. For i al bøn skal det vigtigste være, at vi først og fremmest får syndernes forladelse og en nådig Gud, som tager sig af os i nåde. 4.

En bøn må ikke være løs snak, men skal søge noget hos Gud, bede ham om noget og ønske noget af ham, Matt 7, og det efter hans vilje, 1 Joh 5. Og vi skal huske, at det er Guds vilje og befaling, at vi søger det hos ham og beder ham om det. 5. Bønnen må ikke fremføres i tillid til vores egen værdighed. Når vi alvorligt har betragtet vores dybe uværdighed, skal vi med vores bøn falde Gud til fode i tillid til hans store barmhjertighed, i navnet på vores eneste mellemmand, forbeder og talsmand, Jesus Kristus, og på hans fortjeneste, Joh 16; Dan 9. 6. Troen må i bønnen gribe løftet om, at Gud uden, ja imod vores fortjeneste, af nåde for Kristi skyld nådigt vil høre os. Af det løfte skal den øse tilliden til, at Gud helt sikkert hører os og tager sig af os og vores nød i nåde, og at han kan, vil og skal hjælpe os, sådan som det kan tjene til hans ære og vores frelse. Matt 21: «Alt hvad I beder om i jeres bøn, skal I modtage når I tror.»

Jak 1: «Men han skal bede i tro uden at tvivle», for den, der tvivler, skal ikke mene, at han vil modtage noget af Herren. Heraf ser vi, hvor svært det er at bede ret, og hvor mange bønner der ofte siges med munden uden at ske i ånd og sandhed. Heraf ser vi også, at det at bede ret ikke er et værk af vores naturlige kræfter, men sker, som Paulus siger i Gal 4: «Men fordi I er sønner, har Gud udsendt sin søns Ånd i jeres hjerter, som råber: Abba, far!» Og i Zak 12 siger Gud: Jeg vil udgyde nådens og bønnens ånd. Men selv om vores andagt i bønnen er svag, skal vi ikke derfor holde op, men bede i tillid til løftet om, at Gud vil give sin Helligånd til dem, der beder ham om den, Luk 11. Andagten i bønnen tændes og vokser også, når vi betragter ordet og øver troen ret. Derfor har Kristus befalet, hvad vi skal sige, når vi beder, Luk 11. Og Paulus siger i Rom 8, at når vi ikke ved, hvad vi skal bede om, som vi bør, så går Ånden selv i forbøn for os med uudsigelige suk.

Hvad skal eller må man da bede Gud om?

Kristus siger i Matt 18 og 21; Mark 11; Joh 16: Alt, hvad I beder Faderen om i mit navn i tro, det vil han give jer. Det forklares sådan i 1 Joh 5: «Og dette er den tillid som vi har til ham, at hvis vi beder om noget i overensstemmelse med hans vilje, hører han os.» For vi kan og skal jo ikke bede om det, som Gud har forbudt, og som er imod ham og står ham imod. Men hvad denne Guds vilje er, har Kristus forklaret i den bønneform, han gav apostlene, Matt 6; Luk 11. Den sammenfattes i disse hovedstykker: det, der tjener og hører til Guds ære og til vores behov, gavn og frelse. Hvad os angår, er det enten åndelige eller legemlige goder – for legeme, sjæl, gods, ære osv. – til dette liv eller til det evige, for andre eller for os selv, i almindelighed eller i særdeleshed, sådan som det er ordnet og sammenfattet i Fadervors bønner.

Må eller skal man da kun bruge de ord i bønnen, der står i Fadervor?

Profeterne, Kristus selv og apostlene har også brugt andre ord i deres bønner. Derfor er vi ikke ubetinget bundet til ordene, men til meningen: at vi beder efter de hovedstykker, på den måde, i den orden og med det mål, som Kristus har sammenfattet i sin bønneform, Fadervor. Derfor er det nyttigt og godt, at vi lader alt, hvad vi vil bede om, indgå i en af bønnerne, og at vi ved alle andre salmer og rene bønner ser efter, hvilken bøn i Fadervor de hører under. For den bønneform, som Kristus selv har foreskrevet, skal med rette regnes for den ypperste og bedste og være regel og rettesnor for alle andre bønner. Kristus siger nemlig ikke forgæves: Når I beder, så sig: Vor Fader.

Hvilke forbehold skal vi tage, og hvilken forskel skal vi gøre, når vi beder om åndelige og legemlige goder?

Det lærer Kristi bønneform os: Vi skal ikke kun tænke på det timelige i bønnen, og det skal heller ikke være det første og vigtigste. Vi skal bede om begge dele, både åndelige og legemlige goder, og først og fremmest skal vi søge Guds rige og hans retfærdighed. Dernæst skal vi heller ikke for det timeliges vedkommende stole på os selv eller bede andre om det, men også søge det hos Gud, og det sådan, at det kan tjene til Guds ære, til vores gavn og til vores næstes bedste. De åndelige goder skal vi bede om uden betingelse eller forbehold, i fast tillid. Men hvad de legemlige eller timelige goder angår, vil Gud øve sine under korset, og vi ved ikke selv, hvad der i den sag kan være nyttigt og saligt for os. Derfor har Kristus i Fadervor foreskrevet, at vi skal bede om det daglige brød på denne måde og med denne betingelse: 1. hvis det er Guds nådige vilje, når vi siger: Ske din vilje; 2. hvis det skulle være nyttigt og saligt for os, når vi siger: Fri os fra det onde; 3. hvis det skulle tjene til Guds ære, når vi siger: Dit er æren og herligheden.

Derfor skal vi ikke sætte Gud nogen grænse eller foreskrive ham tid, måde eller mål. Vi skal underordne os hans vilje og være villige til barnlig lydighed, hvis han vil det anderledes, end vi beder om. Sådan beder Kristus selv i Matt 26, og sådan beder også David i 2 Sam 15; se også Dan 3. Ligeledes Matt 8: «Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.» Alligevel står løftet og tilliden til bønhørelsen fast også i en sådan bøn. Gud vil nemlig også i legemlige ting under alle omstændigheder tage sig nådigt af vores nød som en far og give os det, som han i sin faderlige vilje ved er til gavn og frelse for os. Derfor formulerede de gamle i sådanne nødsituationer deres bønner kort, men meget smukt: «Gid han enten befrier os eller lindrer nøden eller frelser os ved at give tålmodighed og trøst.» Og Augustin siger: «Gud bønhører altid, også i legemlige ting – om ikke efter vores vilje, så i hvert fald efter sin vilje og til vores gavn.»

Og igen: «I sådanne bønner handler Gud barmhjertigt, når han bønhører, og han handler også barmhjertigt, når han ikke bønhører.»

Hvilke grunde skal tilskynde og drive os til at bede, når vi er dovne?

Vi er næsten alle kolde, dovne og forsømmelige i bønnen. Derfor er det meget godt at kende sådanne grunde og have dem lige ved hånden, så Helligånden kan tilskynde og opmuntre os til bøn, når vi betragter dem. For det første: Fordi det er Guds vilje og befaling, at vi skal bede, er det en stor og alvorlig synd at undlade det. 2. Den store nød og fare, som vi befinder os i, skal drive os til det. Vi forstår den ikke godt nok, og vi kan hverken selv vogte os for den eller redde os ud af den. 3. Bønnens store nytte og frugt skal tilskynde os til det. For de åndelige goder må vi modtage ved bønnen, Luk 11, og de timelige kan ikke være os til velsignelse, hvis de ikke helliges ved bønnen, 1 Tim 4. Om bønnens kraft står der mere i Jak 5. 4. Også de herlige løfter skal tilskynde os til det: Gud Fader elsker os så højt i Kristus, at han gerne vil have, at vi kommer frem for ham med vores bøn, og han vil bøje sit øre til den og bønhøre os i nåde. 5. Kristus, mellemmanden, vil være hos os, når vi beder, Matt 18. Som vores advokat, talsmand og hjælper vil han bære vores bøn frem for Faderen og gå i forbøn for den, og han vil selv bede Faderen for os sammen med os. 6. Også Helligånden tænder som bønnens Ånd sand andagt til bøn i os, så vi i ham råber: «Abba, far!», Gal 4. Ja, han går i forbøn for os med uudsigelige sukke, Rom 8. Derfor bedrøver vi bønnens Ånd, når vi ikke beder. 7.

Bønnen er fælles for alle Kristi lemmer. Den, der ikke beder, skiller sig derfor ud fra legemet og fra de helliges menighed, og Gud regner dem, som ikke påkalder hans navn, for hedninger, Jer 10, Sl 79. 8. I bønnen har vi den rette, nyttige øvelse i hele kristenlivet, nemlig i omvendelse, tro, tålmodighed, trøst, håb osv. Disse gaver bevarer og øger Helligånden, når vi øver os i bøn. Men hvis man ikke flittigt øver dem i bønnen, svækkes de og går til sidst tabt. 9. Hvor man ikke beder, står dør og vindue åbne for den onde fjende, så han kan bringe enhver anfægtelse ind, Matt 26, Luk 22.

Er et sted eller et tidspunkt helligere eller bedre til bøn end andre? I Det Nye Testamente er bønnen ikke bundet til noget sted, sådan som Kristus udtrykkeligt siger i Joh 4. Og Paulus siger i 1 Tim 2, at man kan bede alle steder. Enhver kan også bede i sit eget kammer, Matt 6, ja, i sin seng, Sl 63. Og fordi vi altid skal bede, Luk 18, er al tid helliget til bøn. Men når man i kristen frihed tager en bestemt tid til bøn for opdragelsens og ordenens skyld og uden overtro, er det ikke forkert. Ligeledes er det rigtigt at vælge et sted, hvor man kan bede uden ydre forstyrrelser. Og når man beder dér, hvor Guds menighed samles, hvor Guds ord prædikes og høres, og hvor sakramenterne forvaltes, følger man den apostolske kirkes eksempel, ApG 2 og 1 Kor 14. Men gør man det i den tro, at bønnen er helligere eller bedre på grund af stedet eller tiden, er det en falsk og skadelig overtro.

Hvad er forskellen på en kristen og en hedensk bøn, og på en evangelisk og en pavelig bøn?

De sande tilbedere, som vil påkalde Gud i ånd og sandhed, skal sørge for at skelne og adskille deres påkaldelse og bøn fra alle afgudsdyrkende og overtroiske bønner, Matt 6. Derfor er det godt at kende de punkter, som forskellen består i. For hedningerne og alle ikke-kristne påkalder enten deres opdigtede afguder eller en Gud, som de ikke kender, så de ikke ved, hvem han er, Joh 4. Men den sande Gud, som er Gud Fader, Søn og Helligånd, påkalder de ikke, for de kender ham ikke. De påkalder ham heller ikke i Kristi, mellemmandens, navn og i tillid til hans fortjeneste. Men Kristus siger i Joh 14: «Der kommer ingen til Faderen uden ved mig.» Tilliden til bønhørelsen bygger de på deres ofre og det, de mener er gudstjeneste, eller på deres lange, smukke bønner, Matt 6. Alligevel bliver de ved med at tvivle på, om de bliver bønhørt og hjulpet. De forstår heller ikke at bede om de sande åndelige goder, og når det ikke går efter deres vilje og begær, skælder de ud på deres guder. Men de pavelige påkalder ikke Gud alene; ved siden af ham påkalder de helgenerne som skytshelgener og nødhjælpere.

De beder heller ikke alene i Kristi navn, men påberåber sig mange flere mellemmænd og forbedere blandt de afdøde helgener. Tilliden til bønhørelsen bygger de enten på deres egen eller på andre helgeners fortjeneste, og derfor lærer de, at man skal tvivle på Guds nåde. De mener, at bønnen er mere velbehagelig, når den bedes foran bestemte billeder eller i bestemte kirker og på bestemte steder. De beder ofte på et fremmed, ukendt sprog og sætter deres lid til megen ordgyden, Matt 6, og til et bestemt antal Fadervor og Ave Maria (Hil dig, Maria). De gør bønnen til en gerning, som man skal fortjene nåde og frelse med – selv om vi i bønnen ikke giver Gud noget, men vil modtage noget af ham af nåde for Kristi skyld osv. Hvordan en ret og sand bøn derimod skal være, fremgår klart af det foregående. Og skal bønnen være ren, må al surdej fejes ud af den.