Syndere i en vred Guds hænder

Am 9,2–3: Om de så graver sig ned i helvede, skal min hånd hente dem derfra; om de så stiger op til himlen, vil jeg hente dem ned derfra. Og om de så skjuler sig på Karmels top, vil jeg lede dem op og hente dem ud derfra; og om de så gemmer sig for mine øjne på havets bund, vil jeg derfra give slangen befaling, og den skal bide dem.

5 Mos 32,35: – Deres fod skal glide, når tiden kommer. –

I dette vers trues der med Guds hævn over de ugudelige, vantro israelitter, som var Guds synlige folk og levede under nådemidlerne, men som trods alle de vidunderlige gerninger, Gud havde gjort for dette folk, alligevel forblev, som der står i v. 28, uden råd og uden forstand, og som trods al himlens omsorg og pleje bar bitter og giftig frugt, som det siges i de to vers lige før vores tekst.

Det udtryk, jeg har valgt som tekst, «Deres fod skal glide, når tiden kommer», synes at rumme følgende om den straf og ødelæggelse, som disse ugudelige israelitter var udsat for.

1. At de altid var udsat for ødelæggelse, ligesom den, der står eller går på glat grund, altid risikerer at falde. Det ligger i den måde, ødelæggelsen skulle komme over dem på: den fremstilles som, at deres fod glider. Det samme udtrykkes i Sl 73,18: «Ja, du satte dem på glat grund, du styrtede dem i ødelæggelse.»

2. Det betyder, at de altid var udsat for pludselig, uventet ødelæggelse. Den, der går på glat grund, kan i hvert øjeblik falde; han kan ikke ét øjeblik forudse, om han vil stå eller falde i det næste; og når han falder, falder han på én gang, uden varsel. Det udtrykkes også i Sl 73,18–19: «Ja, du satte dem på glat grund, du styrtede dem i ødelæggelse. Hvordan er de lagt øde som i et øjeblik?»

3. Heri ligger også, at de kan falde af sig selv, uden at blive kastet omkuld af en andens hånd. Den, der står eller går på glat grund, behøver ikke andet end sin egen vægt for at falde omkuld.

4. Grunden til, at de ikke allerede er faldet og ikke falder nu, er alene, at den tid, Gud har fastsat, ikke er kommet. For der står, at når den tid kommer, den fastsatte tid, skal deres fod glide. Så skal de overlades til at falde, sådan som deres egen vægt trækker dem. Gud vil ikke længere holde dem oppe på disse glatte steder, men vil slippe dem; og i samme øjeblik skal de falde i ødelæggelse – ligesom den, der står på så glat og skrånende grund på kanten af en afgrund, at han ikke kan stå af sig selv: når han bliver sluppet, falder han straks og er fortabt.

Den iagttagelse ud fra ordene, som jeg nu vil lægge eftertryk på, er denne: Der er intet, som i noget som helst øjeblik holder ugudelige mennesker ude af helvede, andet end Guds blotte behag.

Ved Guds blotte behag mener jeg hans suveræne behag, hans vilkårlige vilje, som ikke er bundet af nogen forpligtelse og ikke hindres af nogen som helst vanskelighed – ganske som om intet andet end Guds blotte vilje i mindste grad eller på nogen som helst måde havde nogen andel i, at ugudelige mennesker bevares et eneste øjeblik. Luthersk note: Edwards gør Guds suveræne, «vilkårlige» vilje til den eneste grund til, at de ugudelige endnu lever, og taler ud fra den reformerte lære om udvælgelse og forbigåelse. Luthersk lære siger, at Gud alvorligt vil, at alle mennesker skal frelses, at fortabelsen ikke kommer fra Guds råd, men fra Djævelen og menneskets synd, og at Gud bærer over med synderne med stor overbærenhed for at kalde dem til omvendelse (Konkordieformlen, Solida Declaratio XI,79–81; 1 Tim 2,4; Rom 2,4).

At denne iagttagelse er sand, kan ses af følgende betragtninger.

1. Gud mangler ikke magt til at kaste ugudelige mennesker i helvede i et hvilket som helst øjeblik. Menneskers hænder kan ikke være stærke, når Gud rejser sig; de stærkeste har ingen magt til at modstå ham, og ingen kan redde nogen ud af hans hænder.

Han er ikke blot i stand til at kaste ugudelige mennesker i helvede, men han kan gøre det med den største lethed. En jordisk fyrste har undertiden store vanskeligheder med at kue en oprører, som har fundet midler til at forskanse sig og har gjort sig stærk ved sine mange tilhængere. Men sådan er det ikke med Gud. Der findes ingen fæstning, som er noget værn mod Guds magt. Om så hånd slutter sig til hånd, og vældige skarer af Guds fjender slutter sig sammen og går i forbund, bliver de let slået i stykker; de er som store dynger let avner for stormvinden eller store mængder tørre strå for fortærende flammer. Det er let for os at træde på og knuse en orm, som vi ser kravle på jorden, og let at skære eller svide over en tynd tråd, som noget hænger i; lige så let er det for Gud, når det behager ham, at kaste sine fjender ned i helvede. Hvad er vi, at vi skulle tro, vi kunne bestå over for ham, ved hvis trussel jorden skælver, og for hvis ansigt klipperne styrtes ned?

2. De fortjener at blive kastet i helvede, og Guds retfærdighed står derfor aldrig i vejen. Den har intet at indvende mod, at Gud i et hvilket som helst øjeblik bruger sin magt til at tilintetgøre dem. Ja, tværtimod råber retfærdigheden højt på en uendelig straf for deres synder. Guds retfærdighed siger om det træ, som bærer sådanne Sodomas druer: «Hug det om! Hvorfor skal det optage jorden?» (Luk 13,7). Guds retfærdigheds sværd svinges i hvert øjeblik over deres hoveder, og det er intet andet end den vilkårlige barmhjertigheds hånd og Guds blotte vilje, som holder det tilbage. Luthersk note: Også her er Guds blotte vilje forstået ud fra den reformerte lære om forbigåelse; luthersk lære ser Guds skånsel som hans alvorlige vilje til at kalde alle til omvendelse (Konkordieformlen XI).

3. De er allerede under en dom, der fordømmer dem til helvede. De fortjener ikke blot med rette at blive kastet derned, men Guds lovs dom – den evige og uforanderlige retfærdighedsregel, som Gud har fastsat mellem sig selv og menneskeslægten – er afsagt over dem og står imod dem, så de allerede er dømt til helvede. «Den, som ikke tror, er allerede fordømt» (Joh 3,18). Derfor hører ethvert uomvendt menneske egentlig til i helvede; det er hans sted; derfra er han. «I er fra neden» (Joh 8,23). Og derhen er han på vej; det er det sted, som retfærdigheden og Guds ord og dommen i hans uforanderlige lov anviser ham.

4. De er nu genstand for nøjagtig den samme vrede og forbitrelse fra Gud, som kommer til udtryk i helvedes pinsler; og grunden til, at de ikke i hvert øjeblik farer ned i helvede, er ikke, at Gud, i hvis magt de er, ikke i øjeblikket er meget vred på dem – han er lige så vred, som han er på mange af de elendige skabninger, som han nu pinser i helvede, og som dér mærker og bærer hans vredes heftighed. Ja, Gud er langt mere vred på et stort antal mennesker, som nu er på jorden – uden tvivl på mange, som nu er i denne menighed, og som måske sidder i ro og fred – end han er på mange af dem, som nu er i helvedes flammer.

Det er altså ikke, fordi Gud ikke tænker på deres ugudelighed og ikke harmes over den, at han ikke slipper sin hånd løs og hugger dem af. Gud er slet ikke som de selv, skønt de måske forestiller sig, at han er det. Guds vrede brænder imod dem, deres fordømmelse slumrer ikke, afgrunden er beredt, ilden er gjort klar, ovnen er nu glødende og rede til at tage imod dem, flammerne raser og gløder nu. Det blanke sværd er hvæsset og holdt op over dem, og afgrunden har åbnet sit gab under dem.

5. Djævelen står rede til at kaste sig over dem og gribe dem som sine egne, i det øjeblik Gud tillader ham det. De tilhører ham; han har deres sjæle i sin besiddelse og under sit herredømme. Skriften fremstiller dem som hans ejendom (Luk 11,21). Djævlene holder øje med dem; de er altid hos dem, ved deres højre hånd; de står og venter på dem som grådige, sultne løver, der ser deres bytte og venter at få det, men som indtil videre holdes tilbage. Hvis Gud trak sin tilbageholdende hånd til sig, ville de i ét øjeblik kaste sig over deres stakkels sjæle. Den gamle slange gaber efter dem; helvede åbner sit gab vidt for at tage imod dem; og hvis Gud tillod det, ville de i hast blive slugt og være fortabt.

6. I de ugudeliges sjæle hersker der helvedes drivkræfter, som straks ville blusse op og slå ud i helvedes ild, hvis det ikke var for Guds tøjler. I selve de kødelige menneskers natur er der lagt et grundlag for helvedes pinsler: der er fordærvede drivkræfter, som har magten i dem og har dem helt i deres besiddelse, og som er helvedes ilds sæd. Disse drivkræfter er virksomme og stærke og overmåde voldsomme af natur, og hvis ikke Guds hånd holdt dem tilbage, ville de snart bryde ud; de ville slå ud i flammer, ligesom den samme fordærvelse og det samme fjendskab gør i de fordømte sjæles hjerter, og ville fremkalde de samme pinsler i dem, som de gør i de fordømte. De ugudeliges sjæle sammenlignes i Skriften med det oprørte hav (Es 57,20). Indtil videre tøjler Gud deres ugudelighed med sin vældige magt, ligesom han tøjler det oprørte havs rasende bølger og siger: «Hertil skal du komme og ikke længere.» Men hvis Gud trak denne tøjlende magt tilbage, ville den snart rive alt med sig. Synden er sjælens ruin og elendighed; den er ødelæggende af natur; og hvis Gud lod den være uden tøjler, ville der ikke behøves andet for at gøre sjælen fuldkommen elendig. Fordærvelsen i menneskets hjerte er noget, der er uden mål og grænse i sit raseri; og mens de ugudelige lever her, er den som en ild, der er spærret inde af Guds tøjler; men blev den sluppet løs, ville den sætte livets hjul i brand. Og ligesom hjertet nu er en sump af synd, sådan ville synden, hvis den ikke blev tøjlet, straks gøre sjælen til en glødende ovn eller en ildovn med ild og svovl.

7. Det giver ikke ugudelige mennesker et øjebliks sikkerhed, at der ikke er nogen synlige dødsårsager i nærheden. Det er ingen sikkerhed for et naturligt menneske, at han nu er rask, at han ikke kan se, på hvilken måde han lige nu skulle forlade verden ved en ulykke, og at der på ingen måde er nogen synlig fare i hans forhold. Verdens mangfoldige og vedvarende erfaring gennem alle tider viser, at dette ikke er noget bevis for, at et menneske ikke står på evighedens yderste rand, og at det næste skridt ikke vil være ind i en anden verden. De usete og uanede veje og midler, ved hvilke mennesker pludselig forlader verden, er utallige og ufattelige. Uomvendte mennesker går hen over helvedes afgrund på et rådnet dække, og der er utallige steder i dette dække, som er så svage, at de ikke vil bære deres vægt, og disse steder kan ikke ses. Dødens pile flyver uset ved højlys dag; det skarpeste blik kan ikke få øje på dem. Gud har så mange forskellige, uransagelige måder at tage ugudelige mennesker ud af verden og sende dem i helvede på, at intet tyder på, at Gud skulle behøve at gøre et under eller gå uden for sit forsyns almindelige gang for at tilintetgøre et ugudeligt menneske i et hvilket som helst øjeblik. Alle de midler, ved hvilke syndere forlader verden, er således i Guds hænder og så fuldstændig og uden undtagelse underlagt hans magt og bestemmelse, at det i ikke mindre grad afhænger af Guds blotte vilje, om syndere i et givet øjeblik skal gå til helvede, end hvis der aldrig blev brugt midler, eller de slet ikke havde noget med sagen at gøre.

8. Naturlige menneskers klogskab og omhu for at bevare deres eget liv, eller andres omhu for at bevare dem, sikrer dem ikke et øjeblik. Det vidner både Guds forsyn og al erfaring om. Et klart bevis på, at menneskers egen visdom ikke sikrer dem mod døden, er dette: Hvis det var anderledes, ville vi se en forskel mellem verdens vise og snedige mennesker og andre med hensyn til, hvor udsatte de er for en tidlig og uventet død. Men hvordan er det i virkeligheden? «Hvordan dør den vise? Ligesom tåben» (Præd 2,16).

9. Al den møje og alle de planer, som ugudelige mennesker bruger for at undslippe helvede, sikrer dem ikke et øjeblik mod helvede, så længe de bliver ved med at forkaste Kristus og således forbliver ugudelige mennesker. Næsten ethvert naturligt menneske, som hører om helvede, indbilder sig, at han skal undslippe det; han stoler på sig selv for sin egen sikkerhed; han smigrer sig med det, han har gjort, det, han nu gør, eller det, han har tænkt sig at gøre. Enhver lægger i sit sind planer for, hvordan han skal undgå fordømmelsen, og indbilder sig, at han planlægger godt for sig selv, og at hans planer ikke vil slå fejl. De hører ganske vist, at der kun er få, som bliver frelst, og at den største del af de mennesker, der hidtil er døde, er gået til helvede; men hver enkelt forestiller sig, at han lægger sine planer bedre for at slippe bort, end andre har gjort. Han har ikke tænkt sig at komme til dette pinested; han siger ved sig selv, at han vil tage sig i agt på en måde, der virker, og ordne tingene for sig selv, så det ikke slår fejl.

Men menneskenes tåbelige børn bedrager sig selv ynkeligt med deres egne planer og med deres tillid til deres egen styrke og visdom; de stoler på intet andet end en skygge. Den største del af dem, som tidligere har levet under de samme nådemidler og nu er døde, er uden tvivl gået til helvede; og det var ikke, fordi de ikke var lige så kloge som dem, der nu lever; det var ikke, fordi de ikke lagde lige så gode planer for at sikre sig, at de slap bort. Hvis vi kunne komme til at tale med dem og spørge dem én for én, om de, mens de levede, og når de hørte om helvede, nogensinde havde ventet at komme til at lide denne elendighed, ville vi uden tvivl høre den ene efter den anden svare: «Nej, jeg havde aldrig tænkt mig at komme hertil; jeg havde i mit sind lagt det anderledes til rette; jeg troede, jeg planlagde godt for mig selv; jeg syntes, min plan var god; jeg havde tænkt mig at tage mig i agt, så det virkede; men det kom uventet over mig; jeg ventede det ikke på det tidspunkt og på den måde; det kom som en tyv; døden narrede mig; Guds vrede var for hurtig for mig. Åh, min forbandede tåbelighed! Jeg smigrede mig selv og glædede mig med tomme drømme om, hvad jeg ville gøre siden, og mens jeg sagde: ’Fred og sikkerhed’, kom den pludselige undergang over mig.»

10. Gud har ikke bundet sig ved noget løfte til at holde noget naturligt menneske ude af helvede et eneste øjeblik. Gud har helt sikkert ikke givet nogen løfter, hverken om evigt liv eller om nogen udfrielse fra eller bevarelse mod den evige død, ud over dem, der er indeholdt i nådepagten, de løfter, der er givet i Kristus, i hvem alle løfterne er ja og amen. Men de, der ikke er pagtens børn, som ikke tror på nogen af pagtens løfter og ikke har del i pagtens mellemmand, har så afgjort ingen del i nådepagtens løfter. Luthersk note: Edwards taler ud fra den reformerte pagtsteologi og siger, at der ikke findes noget løfte til det naturlige menneske. Luthersk lære siger, at evangeliets løfte er universelt og alvorligt ment til hver eneste, der hører det, også den, der endnu ikke tror, og at Gud gennem Ordet og sakramenterne virker den tro, som tager imod løftet; kun den, der ikke tror, går glip af det (CA V; Konkordieformlen, Solida Declaratio XI,28).

Så hvad nogle end har forestillet sig og påstået om løfter, der skulle være givet til naturlige menneskers alvorlige søgen og banken på, er det klart og tydeligt, at hvor stor umage et naturligt menneske end gør sig i religionen, og hvilke bønner han end beder, så er Gud, indtil han tror på Kristus, på ingen måde forpligtet til at holde ham borte fra den evige undergang et eneste øjeblik.

Sådan forholder det sig altså: De naturlige mennesker holdes i Guds hånd over helvedes afgrund. De har fortjent den brændende afgrund og er allerede dømt til den. Gud er frygtelig opbragt; hans vrede mod dem er lige så stor som mod dem, der allerede lider under fuldbyrdelsen af hans vredes heftighed i helvede, og de har ikke gjort det mindste for at formilde eller dæmpe den vrede. Gud er heller ikke på nogen måde bundet af noget løfte til at holde dem oppe et eneste øjeblik. Djævelen venter på dem, helvede gaber efter dem, flammerne samler sig og blusser omkring dem og vil gerne gribe dem og sluge dem; ilden, der er spærret inde i deres egne hjerter, kæmper for at bryde ud. De har ikke del i nogen mellemmand, og der er ingen midler inden for rækkevidde, som kan give dem nogen sikkerhed. Kort sagt: De har ingen tilflugt, intet at holde fast i; det eneste, der bevarer dem hvert øjeblik, er en opbragt Guds blotte, vilkårlige vilje og hans overbærenhed, som ingen pagt har lovet, og som han ikke er forpligtet til. Luthersk note: Igen er Guds vilkårlige vilje den eneste grund; men Gud vil ikke synderens død, men at han omvender sig og lever (Ez 33,11), og forkastelse er ikke Guds råd (Konkordieformlen XI).

Anvendelse

Dette kan bruges til at vække de uomvendte i denne menighed. Det, I har hørt, gælder hver eneste af jer, som er uden for Kristus. Den verden af elendighed, den sø af brændende svovl, ligger udbredt under jer. Dér er den frygtelige afgrund med Guds vredes glødende flammer; dér står helvedes vide, gabende gab åbent; og I har intet at stå på og intet at holde fast i. Der er intet mellem jer og helvede uden luften; det er alene Guds magt og blotte behag, der holder jer oppe. Luthersk note: Igen gøres Guds blotte behag til eneste grund; luthersk lære lægger vægten på, at Gud i sin tålmodighed vil, at alle skal frelses, og kalder dem gennem Ordet (Konkordieformlen XI).

Det er I sandsynligvis ikke klar over. I mærker, at I bliver holdt ude af helvede, men I ser ikke Guds hånd i det; I ser i stedet på andre ting, som jeres gode helbred, jeres omsorg for jeres eget liv og de midler, I bruger for at bevare jer selv. Men i virkeligheden er disse ting intet; hvis Gud trak sin hånd til sig, ville de ikke hjælpe mere til at holde jer fra at falde, end den tynde luft kan holde et menneske oppe, der hænger i den.

Jeres ugudelighed gør jer så at sige tunge som bly, så I trækkes nedad mod helvede med stor vægt og tryk; og hvis Gud slap jer, ville I straks synke og fare hurtigt ned og styrte i den bundløse afgrund, og jeres sunde helbred, jeres egen omhu og klogskab, jeres bedste planer og al jeres retfærdighed ville ikke have mere evne til at holde jer oppe og holde jer ude af helvede, end et edderkoppespind har til at standse en faldende klippeblok. Var det ikke for Guds suveræne behag, ville jorden ikke bære jer et eneste øjeblik; for I er en byrde for den. Skabningen sukker under jer; skabningen er gjort til slave under jeres fordærvelse, ikke frivilligt. Solen skinner ikke frivilligt på jer for at give jer lys til at tjene synden og Satan; jorden giver ikke frivilligt sin afgrøde for at mætte jeres lyster, og den er heller ikke frivilligt en scene, hvor jeres ugudelighed kan udfolde sig; luften tjener jer ikke frivilligt som ånde til at holde livets flamme brændende i jeres indre, mens I bruger jeres liv i tjeneste for Guds fjender. Guds skabninger er gode og er skabt, for at menneskene skulle tjene Gud med dem; de tjener ikke frivilligt noget andet formål, og de sukker, når de misbruges til formål, der er så direkte i strid med deres natur og bestemmelse. Og verden ville spy jer ud, var det ikke for hans suveræne hånd, som har underlagt den i håb. Guds vredes sorte skyer hænger nu lige over jeres hoveder, fulde af det frygtelige uvejr og svangre med torden; og var det ikke for Guds tilbageholdende hånd, ville det straks bryde løs over jer. Guds suveræne behag holder for øjeblikket hans hårde storm tilbage; ellers ville den komme med raseri, jeres undergang ville komme som en hvirvelvind, og I ville blive som avner fra tærskepladsen om sommeren.

Guds vrede er som store vande, der for øjeblikket er dæmmet op; de stiger mere og mere og bliver højere og højere, indtil de får et afløb, og jo længere strømmen er stoppet, desto hurtigere og mægtigere er dens løb, når den først bliver sluppet løs. Det er sandt, at dommen over jeres onde gerninger endnu ikke er fuldbyrdet; Guds hævns oversvømmelser er blevet holdt tilbage. Men imens vokser jeres skyld hele tiden, og hver dag samler I jer mere vrede; vandene stiger uafbrudt og bliver mægtigere og mægtigere, og der er intet andet end Guds blotte behag, der holder vandene tilbage, de vande, der ikke vil lade sig standse, men trykker hårdt på for at komme frem. Hvis Gud blot trak sin hånd bort fra sluseporten, ville den straks springe op, og de brændende strømme af Guds heftighed og vrede ville vælte frem med ufatteligt raseri og komme over jer med almægtig kraft; og var jeres styrke ti tusind gange større, end den er, ja, ti tusind gange større end styrken hos den stærkeste og hårdføreste djævel i helvede, ville den intet være værd til at modstå eller udholde det.

Guds vredes bue er spændt, og pilen er lagt på strengen; retfærdigheden retter pilen mod jeres hjerte og spænder buen, og det er intet andet end Guds blotte behag – og det en vred Guds behag – uden noget som helst løfte eller nogen forpligtelse, der holder pilen tilbage et eneste øjeblik fra at blive beruset af jeres blod. Luthersk note: Også her gøres en vred Guds blotte behag uden løfte til eneste grund; luthersk lære: Gud vil, at alle skal frelses, og hans tålmodighed skal føre til omvendelse (Konkordieformlen XI).

Sådan står det til med alle jer, som aldrig har gennemgået en stor forandring af hjertet ved Guds Ånds mægtige kraft over jeres sjæle; alle I, som aldrig er født på ny og gjort til nye skabninger og oprejst fra døden i synd til en tilstand af nyt lys og liv, som var aldeles ukendt for jer før (hvor meget I end har forbedret jeres liv på mange punkter, og hvor meget I end har haft religiøse følelser og opretholder en form for gudsdyrkelse i jeres familier og i jeres lønkammer og i Guds hus, og måske endda er strenge i det) – I er således i en vred Guds hænder; det er intet andet end hans blotte behag, der holder jer fra i dette øjeblik at blive slugt af den evige undergang.

Hvor lidt I end nu er overbevist om sandheden i det, I hører, vil I snart blive fuldt overbevist om den. De, der var i samme situation som jer og nu er gået bort, ser nu, at sådan var det med dem; for undergangen kom pludselig over de fleste af dem, da de slet ikke ventede den, og mens de sagde: «Fred og sikkerhed.» Nu ser de, at de ting, de stolede på for fred og sikkerhed, ikke var andet end tynd luft og tomme skygger.

Den Gud, der holder jer over helvedes afgrund, omtrent som man holder en edderkop eller et andet modbydeligt insekt over ilden, afskyr jer og er frygtelig opbragt; hans vrede mod jer brænder som ild; han ser på jer som nogle, der ikke er værdige til andet end at blive kastet i ilden; hans øjne er for rene til at kunne tåle at have jer for sig; I er ti tusind gange mere afskyelige i hans øjne, end den mest forhadte giftslange er i vores. I har krænket ham uendelig meget mere, end nogen trodsig oprører nogensinde har krænket sin fyrste; og dog er det intet andet end hans hånd, der hvert øjeblik holder jer fra at falde i ilden. Der er ingen anden grund til, at I ikke kom i helvede i nat, og at I fik lov at vågne igen i denne verden, efter at I havde lukket øjnene for at sove; og der kan ikke gives nogen anden grund til, at I ikke er faldet i helvede, siden I stod op i morges, end at Guds hånd har holdt jer oppe. Der kan ikke gives nogen anden grund til, at I ikke er kommet i helvede, siden I satte jer her i Guds hus og har udfordret hans rene øjne ved den syndige og ugudelige måde, I overværer hans højtidelige gudstjeneste på. Ja, der er intet andet at give som grund til, at I ikke i dette øjeblik falder ned i helvede.

O synder! Tænk på den frygtelige fare, du er i. Det er en stor ovn af vrede, en vid og bundløs afgrund, fuld af vredens ild, som du holdes hen over i hånden på den Gud, hvis vrede er lige så opbragt og optændt mod dig som mod mange af de fordømte i helvede. Du hænger i en tynd tråd, mens den guddommelige vredes flammer blusser omkring den og hvert øjeblik er parate til at svide den og brænde den over; og du har ikke del i nogen mellemmand og intet at gribe fat i for at frelse dig selv, intet til at holde vredens flammer borte, intet af dit eget, intet, som du nogensinde har gjort, intet, som du kan gøre, der kan få Gud til at skåne dig et eneste øjeblik. Luthersk note: Luthersk lære siger, at Kristus er død for alle og er mellemmand for alle (1 Tim 2,5–6); den uomvendte er uden del i ham, fordi han ikke tager imod ham i tro, ikke fordi Kristus ikke er død for ham (Konkordieformlen XI).

Og overvej her nærmere nogle ting om den vrede, som I er i så stor fare for.

1. Hvis vrede det er. Det er den uendelige Guds vrede. Hvis det kun var et menneskes vrede, selv den mægtigste fyrstes, ville den være forholdsvis lidt at tage sig af. Kongers vrede frygtes meget, især enevældige monarkers, der har deres undersåtters ejendom og liv helt i deres magt og kan råde over dem efter deres blotte vilje: «Frygten for en konge er som en løves brøl; den, der vækker hans vrede, synder mod sin egen sjæl» (Ordsp 20,2). Den undersåt, der gør en enevældig fyrste meget rasende, risikerer at lide de mest yderlige pinsler, som menneskelig opfindsomhed kan udtænke eller menneskelig magt kan påføre. Men de største jordiske magthavere er i deres største majestæt og styrke, og når de er iklædt deres største rædsler, kun svage, foragtelige støvorme sammenlignet med den store og almægtige Skaber og Konge over himmel og jord. Det er kun lidt, de kan gøre, selv når de er mest rasende, og når de har udfoldet deres raseri til det yderste. Alle jordens konger er for Gud som græshopper; de er intet og mindre end intet; både deres kærlighed og deres had er at foragte. Den store Kongernes Konges vrede er så meget mere forfærdelig end deres, som hans majestæt er større: «Til jer, mine venner, siger jeg: Vær ikke bange for dem, der slår legemet ihjel, men derefter ikke kan gøre mere. Jeg vil vise jer, hvem I skal frygte: Frygt ham, der har magt til at kaste i helvede, når han har slået ihjel. Ja, siger jeg jer, ham skal I frygte!» (Luk 12,4–5).

2. Det er hans vredes heftighed, I er udsat for. Vi læser ofte om Guds raseri, som når der står: «Efter deres gerninger, sådan vil han gengælde: raseri mod sine modstandere» (Es 59,18). Ligeledes: «For se, Herren kommer med ild og med vogne som en hvirvelvind for at gengælde sin vrede med raseri og sin trussel med ildsluer» (Es 66,15). Og sådan er det mange andre steder. Ligeledes læser vi om Guds heftighed: I Åb 19,15 læser vi om «vinpersen med Gud den Almægtiges heftighed og vrede». Ordene er overordentlig forfærdelige. Hvis der blot havde stået «Guds vrede», ville ordene have betydet noget, der er uendelig frygteligt. Men der står ikke blot det, men «Guds heftighed og vrede». Guds raseri! Herrens heftighed! Åh, hvor frygteligt må det ikke være! Hvem kan udsige eller fatte, hvad sådanne udtryk rummer! Men der står ikke blot det, men «Gud den Almægtiges heftighed og vrede». Som om der skulle vise sig en meget stor åbenbaring af hans almægtige kraft i det, som hans vredes heftighed skal påføre; som om almagten så at sige skulle være opbragt og sætte alle kræfter ind, sådan som mennesker plejer at sætte deres styrke ind i deres vredes heftighed. Åh! Hvad bliver så følgen! Hvad skal der blive af den stakkels orm, der skal lide det! Hvis hænder kan være stærke? Og hvis hjerte kan holde stand? Til hvilket frygteligt, uudsigeligt, ufatteligt dyb af elendighed må den stakkels skabning ikke synke ned, som dette rammer!

Tænk på dette, I, der er til stede her og endnu ikke er genfødt. At Gud vil fuldbyrde sin vredes heftighed, betyder, at han vil udøse vrede uden nogen medlidenhed. Når Gud ser den ubeskrivelige yderlighed i jeres tilstand og ser, at jeres pine står i så umådeligt misforhold til jeres styrke, og ser, hvordan jeres stakkels sjæl knuses og synker ned så at sige i et uendeligt mørke, vil han ikke have medlidenhed med jer; han vil ikke holde inde med at fuldbyrde sin vrede eller i mindste måde lette sin hånd. Der skal ikke være noget mådehold eller nogen barmhjertighed, og Gud vil da slet ikke holde sin hårde storm tilbage. Han vil ikke tage noget hensyn til jeres vel eller på nogen måde sørge for, at I ikke skal lide for meget, i nogen anden forstand end alene den, at I ikke skal lide ud over, hvad den strenge retfærdighed kræver. Intet skal holdes tilbage, fordi det er så svært for jer at bære: «Derfor vil også jeg handle i raseri; mit øje skal ikke skåne, og jeg vil ikke have medlidenhed; og selv om de råber i mine ører med høj røst, vil jeg dog ikke høre dem» (Ez 8,18). Nu står Gud rede til at have medlidenhed med jer; dette er barmhjertighedens dag; nu kan I råbe med en vis opmuntring til at få barmhjertighed. Men når barmhjertighedens dag først er forbi, vil jeres mest jammerlige og smertefulde råb og skrig være forgæves; I vil være fuldstændig fortabt og kastet bort af Gud, hvad angår ethvert hensyn til jeres vel. Gud vil ikke have anden brug for jer end at lade jer lide elendighed; I skal bevares i tilværelsen til intet andet formål. For I vil være et vredens kar, beredt til fortabelse, og der vil ikke være nogen anden brug for dette kar end at blive fyldt helt med vrede. Luthersk note: Edwards bruger udtrykket fra Rom 9,22 ud fra den reformerte lære om forkastelse. Luthersk lære siger med Konkordieformlen, at Gud ikke har gjort nogen til vredens kar; at de er beredt til fortabelse, er Djævelens og menneskenes egen skyld, mens Gud bærer over med dem i stor tålmodighed (Konkordieformlen, Solida Declaratio XI,79–80). Gud vil være så langt fra at have medlidenhed med jer, når I råber til ham, at der står, at han kun vil le og spotte (Ordsp 1,25–26 osv.).

Hvor frygtelige er ikke de ord (Es 63,3), som er den store Guds ord: «Jeg vil træde dem i min vrede og trampe dem i mit raseri, og deres blod skal stænke på mine klæder, og jeg vil tilsøle hele min klædning.» Det er måske umuligt at tænke sig ord, der rummer stærkere udtryk for disse tre ting, nemlig foragt og had og harmens heftighed. Hvis I råber til Gud om at forbarme sig over jer, vil han være så langt fra at forbarme sig over jer i jeres jammerlige tilstand eller vise jer det mindste hensyn eller den mindste gunst, at han i stedet blot vil træde jer under fode. Og selv om han ved, at I ikke kan bære vægten af almagten, der træder på jer, vil han ikke tage hensyn til det; han vil knuse jer under sine fødder uden barmhjertighed. Han vil knuse blodet ud af jer og få det til at sprøjte, og det skal stænke på hans klæder, så det tilsøler hele hans klædning. Han vil ikke blot hade jer, men holde jer i den dybeste foragt; intet sted skal anses for passende for jer uden under hans fødder, hvor I skal trædes ned som skarnet på gaderne.

3. Den elendighed, I er udsat for, er den, som Gud vil påføre i den hensigt at vise, hvad HERRENS vrede er. Gud har haft det på hjerte at vise både engle og mennesker, hvor herlig hans kærlighed er, og også hvor forfærdelig hans vrede er. Jordiske konger vil undertiden gerne vise, hvor forfærdelig deres vrede er, ved de yderste straffe, de lader ramme dem, der vækker deres vrede. Nebukadnesar, den mægtige og hovmodige hersker over det kaldæiske rige, ville vise sin vrede, da han var rasende på Shadrak, Meshak og Abed-Nego; og derfor gav han ordre til, at den brændende, flammende ovn skulle gøres syv gange hedere, end den havde været før; den blev uden tvivl ophedet til den højeste grad af glød, som menneskelig kunst kunne nå. Men også den store Gud vil vise sin vrede og gøre sin frygtindgydende majestæt og sin vældige magt stor i sine fjenders yderste lidelser: «Hvad om Gud, der ville vise SIN vrede og gøre sin magt kendt, med stor overbærenhed har båret over med vredens kar, som er beredt til fortabelse?» (Rom 9,22). Luthersk note: Her bruges Rom 9,22 som belæg for, at Gud har besluttet at vise sin vrede i de fortabtes evige lidelser. Men apostlen siger netop ikke, at Gud har beredt dem til fortabelse; det skyldes Djævelen og menneskene selv (Konkordieformlen, Solida Declaratio XI,79–80). Og når det nu er hans plan og det, han har besluttet, at vise, hvor forfærdelig HERRENS ublandede, uhæmmede vrede, raseri og heftighed er, så vil han gøre det til fulde. Der vil blive fuldbragt og sat i værk noget, som i sandhed vil være forfærdeligt. Når den store og vrede Gud har rejst sig og fuldbyrdet sin frygtelige hævn over den stakkels synder, og den elendige virkelig lider under hans harmes uendelige vægt og magt, da vil Gud kalde hele universet til at se den frygtindgydende majestæt og vældige magt, som kan ses i den: «Og folkene skal blive som brændt kalk; som afhuggede torne skal de brændes i ilden. Hør, I som er langt borte, hvad jeg har gjort, og I som er nær, kend min styrke! Synderne på Zion er bange, rædsel har grebet hyklerne» osv. (Es 33,12–14).

Sådan vil det gå jer, som er i en uomvendt tilstand, hvis I bliver i den: Den almægtige Guds uendelige magt og majestæt og frygtelighed skal gøres stor på jer i jeres pinslers ubeskrivelige styrke. Ja, I skal pines i de hellige engles nærvær og i Lammets nærvær; og når I er i denne lidelsens tilstand, skal himlens herlige indbyggere gå ud og se på det frygtelige skue, så de kan se, hvad den Almægtiges vrede og heftighed er; og når de har set det, vil de falde ned og tilbede denne store magt og majestæt: «Og det skal ske, at fra nymåne til nymåne og fra sabbat til sabbat skal alt kød komme for at tilbede for mit ansigt, siger Herren; og de skal gå ud og se på ligene af de mænd, som har forbrudt sig imod mig; for deres orm skal ikke dø, og deres ild skal ikke slukkes, og de skal være til afsky for alt kød» (Es 66,23–24).

4. Det er en evig vrede. Det ville være forfærdeligt at lide under den almægtige Guds heftighed og vrede et eneste øjeblik; men I må lide under den i al evighed. Der vil ikke komme nogen ende på denne pinefulde, rædselsfulde elendighed. Når I ser fremad, skal I se en lang evighed, en grænseløs varighed foran jer, som vil opsluge jeres tanker og slå jeres sjæl med rædsel; og I vil fuldstændig opgive håbet om nogensinde at få nogen udfrielse, nogen ende, nogen lindring, nogen hvile overhovedet. I vil vide med sikkerhed, at I må slide lange tidsaldre op, millioner af millioner af tidsaldre, i kamp og strid med denne almægtige, ubarmhjertige hævn; og når I så har gjort det, når så mange tidsaldre virkelig er gået for jer på denne måde, vil I vide, at det hele kun er et punkt i forhold til det, der står tilbage. Jeres straf vil altså i sandhed være uendelig. Åh, hvem kan udtrykke, hvordan det står til med en sjæl under sådanne forhold! Alt, hvad vi overhovedet kan sige om det, giver kun et meget svagt og blegt billede af det; det er uudsigeligt og ufatteligt. For hvem kender Guds vredes magt?

Hvor forfærdelig er ikke tilstanden for dem, der dagligt og hver time er i fare for denne store vrede og uendelige elendighed! Men dette er den sørgelige tilstand for hver eneste sjæl i denne menighed, som ikke er født på ny, hvor moralske og strenge, ædruelige og religiøse de end ellers måtte være. Åh, gid I ville tænke over det, hvad enten I er unge eller gamle! Der er grund til at tro, at der i denne menighed, som nu hører denne tale, er mange, som virkelig skal lide netop denne elendighed i al evighed. Vi ved ikke, hvem de er, eller på hvilke pladser de sidder, eller hvilke tanker de nu har. Måske er de nu trygge og hører alt dette uden at blive synderlig foruroligede, og nu smigrer de sig med, at det ikke er dem, og lover sig selv, at de skal slippe. Hvis vi vidste, at der var én person, og kun én, i hele menigheden, som skulle lide denne elendighed, hvor frygteligt ville det så ikke være at tænke på! Hvis vi vidste, hvem det var, hvor frygteligt et syn ville det så ikke være at se et sådant menneske! Hvor ville hele den øvrige menighed ikke løfte et klagende og bittert skrig over ham! Men ak! I stedet for én – hvor mange vil sandsynligvis huske denne tale i helvede? Og det ville være et under, om ikke nogle af dem, der nu er til stede, skulle være i helvede om meget kort tid, før dette år er omme. Og det ville ikke være noget under, om et menneske, som nu sidder her på en plads i dette forsamlingshus, sundt og roligt og trygt, skulle være der før i morgen tidlig. De af jer, som til det sidste bliver i den naturlige tilstand, vil – også de, der holder sig længst ude af helvede – være der om kort tid! Jeres fordømmelse slumrer ikke; den vil komme hurtigt og efter al sandsynlighed meget pludseligt over mange af jer. I har grund til at undre jer over, at I ikke allerede er i helvede. Det er uden tvivl tilfældet med nogle, som I tidligere har set og kendt, som aldrig har fortjent helvede mere end I, og som tidligere lige så vel som I så ud til at skulle være i live nu: Deres sag er helt håbløs; de skriger i yderste elendighed og fuldkommen fortvivlelse. Men her er I i de levendes land og i Guds hus og har lejlighed til at opnå frelse. Hvad ville disse stakkels fordømte, håbløse sjæle ikke give for én dag med sådan en lejlighed, som I nu har!

Og nu har I en usædvanlig lejlighed, en dag, hvor Kristus har slået barmhjertighedens dør vidt op og står i døren og kalder og råber med høj røst til stakkels syndere; en dag, hvor mange strømmer til ham og trænger sig ind i Guds rige. Mange kommer dagligt fra øst og vest, nord og syd; mange, som for kort tid siden var i samme elendige tilstand som I, er nu i en lykkelig tilstand med hjertet fyldt af kærlighed til ham, som har elsket dem og vasket dem af deres synder i sit eget blod, og de jubler i håbet om Guds herlighed. Hvor frygteligt er det ikke at blive ladt tilbage på sådan en dag! At se så mange andre holde fest, mens I selv vansmægter og går til grunde! At se så mange juble og synge af hjertens glæde, mens I har grund til at sørge af hjertesorg og hyle af åndens kval! Hvordan kan I hvile et eneste øjeblik i en sådan tilstand? Er jeres sjæle ikke lige så dyrebare som sjælene hos folkene i* Suffield, hvor de dag efter dag strømmer til Kristus?

* Nabobyen.

Er der ikke mange her, som har levet længe i verden og endnu i dag ikke er født på ny, og som derfor er fremmede for borgerskabet i Israel og ikke har gjort andet, så længe de har levet, end at samle sig vrede til vredens dag? Åh, mine herrer, jeres tilstand er i særlig grad yderst farlig; jeres skyld og jeres hjertes hårdhed er yderst stor. Ser I ikke, hvordan folk på jeres alder i almindelighed bliver forbigået og ladt tilbage, nu da Gud viser sin barmhjertighed på en så bemærkelsesværdig og vidunderlig måde? I har al grund til at tænke over jeres egen sag og vågne helt op af søvnen; I kan ikke bære den uendelige Guds heftighed og vrede.

Og I unge mænd og unge kvinder, vil I forsømme denne dyrebare tid, som I nu har, når så mange andre på jeres alder giver afkald på al ungdommens forfængelighed og strømmer til Kristus? Især I har nu en usædvanlig lejlighed; men hvis I forsømmer den, vil det snart gå jer, som det går dem, der brugte alle ungdommens dyrebare dage i synd og nu er kommet så forfærdeligt langt ud i blindhed og forhærdelse.

Og I børn, som er uomvendte, ved I ikke, at I er på vej ned i helvede for at bære den forfærdelige vrede fra den Gud, som nu er vred på jer hver dag og hver nat? Vil I nøjes med at være Djævelens børn, når så mange andre børn i landet er blevet omvendt og er blevet Kongernes Konges hellige og lykkelige børn? Luthersk note: Edwards taler til børnene i en døbt menighed, som om de ikke er født på ny, før de har oplevet en omvendelse. Efter luthersk lære er dåben genfødelsens bad (Tit 3,5): ved den tilbydes nåden, og børnene overgives til Gud og bliver ham velbehagelige (CA IX; Den Store Katekismus, 4. del). Den, der er faldet fra dåbens nåde, kaldes tilbage til den ved omvendelse.

Og lad enhver, som endnu er uden for Kristus og hænger over helvedes afgrund, hvad enten det er gamle mænd og kvinder eller midaldrende, unge eller små børn, nu lytte til de høje kald fra Guds ord og forsyn. Dette Herrens nådeår, som er en dag med så stor gunst for nogle, vil uden tvivl blive en dag med lige så bemærkelsesværdig hævn for andre. Menneskers hjerter forhærdes, og deres skyld vokser hurtigt på en dag som denne, hvis de forsømmer deres sjæle; og aldrig har der været så stor fare for, at sådanne mennesker bliver overgivet til hjertets forhærdelse og sindets blindhed. Gud synes nu i hast at samle sine udvalgte ind i alle egne af landet; og sandsynligvis vil størstedelen af de voksne, som nogensinde skal frelses, blive bragt ind nu i løbet af kort tid, og det vil gå, som det gik ved den store udgydelse af Ånden over jøderne i apostlenes dage: De udvalgte vil opnå det, og de øvrige vil blive forblindede (Rom 11,7). Luthersk note: Edwards ser her udvælgelsen som en skjult beslutning, hvorefter nogle drages ind og de øvrige forblindes. Efter luthersk lære er forkastelse ikke Guds råd: Gud vil, at alle skal frelses, forhærdelsen rammer dem, der vedblivende står Ordet imod, og udvælgelsen skal søges i evangeliet om Kristus, ikke i Guds skjulte råd (Konkordieformlen XI). Hvis det skulle gå sådan med jer, vil I evigt forbande denne dag og forbande den dag, I blev født, fordi I måtte opleve en sådan tid, hvor Guds Ånd blev udgydt; og I vil ønske, at I var døde og gået til helvede, før I havde set den. Nu er det uden tvivl, som det var i Johannes Døberens dage: Øksen er på en usædvanlig måde lagt ved træernes rod, for at hvert træ, der ikke bærer god frugt, kan blive hugget om og kastet i ilden.

Lad derfor enhver, som er uden for Kristus, nu vågne og flygte fra den kommende vrede. Den almægtige Guds vrede hænger nu uden tvivl over en stor del af denne menighed. Lad enhver flygte ud af Sodoma: «Skynd jer og flygt for livet, se jer ikke tilbage, flygt op i bjergene, så I ikke går til grunde!» (1 Mos 19,17). Luthersk note: Opfordringen til at vågne og flygte må ikke forstås, som om mennesket selv kan bringe sin omvendelse i stand. Omvendelsen er Helligåndens værk gennem Ordet, og evangeliets indbydelse gælder i alvor hver eneste tilhører (CA V og XVIII; Konkordieformlen II og XI).