Om at ryste den falske tryghed af sig

At leve i falsk tryghed er død.

Tænk på, fromme sjæl, hvor vanskeligt det er at blive frelst, så vil du let ryste al falsk tryghed af dig. Aldrig og ingen steder er der tryghed, hverken i himlen eller i paradiset, langt mindre i verden. Englen faldt i guddommens nærvær, Adam faldt i lystens have. Adam var skabt i Guds billede (1 Mos 1,27), og dog blev han bedraget af Djævelens list. Salomo var den viseste af alle mennesker (1 Kong 3,12), og dog blev han af kvinderne vendt bort fra Herren (1 Kong 11,3). Judas gik i Frelserens skole (Luk 22,3) og hørte dagligt denne højeste Lærers frelsende ord, og dog var han ikke sikker for forførerens snarer; han blev styrtet i griskhedens afgrund og af griskheden i den evige sorgs afgrund. David var en mand efter Guds hjerte (1 Sam 13,14) og var Herrens kæreste søn, men ved mord og hor blev han en dødens søn (2 Sam 12,5). Hvor er der så tryghed i dette liv? Hold fast ved Guds løfter med hjertets faste tillid, så vil du være sikker mod Djævelens angreb; i dette liv er der ingen tryghed uden den, som løfternes ufejlbarlighed giver dem, der tror og vandrer på Herrens vej. Når vi når frem til den kommende salighed, først da får vi fuld tryghed; i dette liv hører frygt og fromhed sammen, og det ene bør ikke være uden det andet. Vær ikke tryg i modgang, men regn al den modgang, der rammer dig, for svøber for dine synder; ofte straffer Gud skjulte synder med åbenlyse svøber. Tænk på, hvor slemt dine synder har plettet dig, og frygt ham, der retfærdigt straffer synder. Vær ikke tryg i medgang, for Gud er vred på den, som ikke bliver tugtet i dette liv. Hvad er de frommes trængsler? Bitre pile, skudt af Guds søde hånd; Gud regner mange for uværdige til at blive straffet her og nu, men forkaster dem dog for evigt; menneskelig lykke og fremgang er ofte et tegn på evig fordømmelse. Intet er ulykkeligere end synderes lykke, intet mere elendigt end den, der ikke kender sin elendighed. Hvor du end vender øjnene hen, finder du stof til smerte og ser midler mod den falske tryghed: tænk opad på Gud, som vi har krænket; nedad på helvede, som vi har fortjent; bagud på synderne, som vi har begået; fremad på dommen, som vi frygter; indad på samvittigheden, som vi har besmittet; udad på verden, som vi har elsket. Se, hvorfra du kommer, og rødm; hvor du er, og suk; hvor du skal hen, og skælv. Snæver er frelsens port, men endnu trangere er frelsens vej (Matt 7,14).

Troens skat har Gud givet dig, men den skat bærer du i lerkar (2 Kor 4,7). Gud har givet dig engle til at vogte dig (Sl 91,11), men Djævelen er ikke langt borte og vil forføre dig; Gud har fornyet dig i dit sinds ånd (Ef 4,23), men du har endnu meget tilbage af kødets gamle væsen; du er sat i Guds nåde, men endnu ikke sat i den evige herlighed. Boligen i himlen er beredt, men først plages du af verdens angreb. Gud har lovet den angrende tilgivelse, men han har ikke lovet synderen viljen til at angre. Det evige livs trøst venter dig, men gennem mange trængsler må du gå ind (ApG 14,22); den evige løns krone er lovet, men først står en hård kamp tilbage, som skal vindes. Gud ændrer ikke sit løfte, men heller ikke du må ændre din stræben efter et helligt liv; når tjeneren ikke gør, hvad der befales ham, vil Herren gøre, hvad han truer med. Derfor må vi uophørligt sukke, lægge den falske tryghed bort og sørge i frygt for, at mennesket ved Guds retfærdige og skjulte dom skal blive forladt og overladt til dæmonernes magt og gå fortabt. Glæd dig derfor i den guddommelige nåde, så længe den er hos dig, men uden at tro, at du ejer Guds gave med arveret og er så tryg ved den, som om du aldrig kunne miste den; ellers kunne du, hvis Gud pludselig tager gaven bort og trækker sin hånd tilbage, miste modet og blive mere bedrøvet, end du burde: salig er du i sandhed, hvis du med al omhu sørger for at vogte dig for skødesløsheden, alt ondts moder. Gud vil ikke forlade dig, men vogt dig for at forlade Gud: Gud har givet nåden, bed om, at han også vil give udholdenheden; Gud befaler, at du skal være vis på din frelse, men han har ikke befalet, at du skal være tryg. Du må kæmpe tappert (2 Tim 4,7), så du til sidst kan sejre med glæde. Dit kød kæmper inden i dig imod dig; jo nærmere en fjende er, desto mere frygtindgydende er han. Verden kæmper omkring dig imod dig; jo talrigere en fjende er, desto mere frygtindgydende er han. Djævelen kæmper over dig imod dig; jo mægtigere en fjende er, desto mere frygtindgydende er han. Frygt ikke for at gå i kamp med disse fjender i Guds kraft; i Guds kraft kan du vinde sejren. Men du besejrer ikke så store fjender ved falsk tryghed, men ved at kæmpe uafbrudt; livets tid er kampens tid; du angribes allermest, når du ikke ved, at du angribes; de samler især deres kræfter, når de synes at give en slags våbenhvile. De våger, og du sover? De gør sig rede til at skade, og du gør dig ikke rede til at stå imod? Mange falder fra på vejen, før de får plads i fædrelandet. Hvor mange israelitter døde ikke i ørkenen, uden at én eneste af dem nåede det lovede land (5 Mos 1,35)! Hvor mange af Abrahams åndelige børn går ikke til grunde i dette livs ørken, før de kommer ind i den lovede arv i himmeriget! Intet ryster den falske tryghed mere virkningsfuldt af os end tanken om, hvor få der holder ud. Lad derfor længslen efter den himmelske herlighed og kærligheden til at nå derhen være så stor i os, smerten over, at vi endnu ikke er nået frem, så stor, og frygten for, at vi ikke skal nå frem, så stor, at vi ikke føler nogen glæde uden over det, der giver os hjælp eller håb om at nå frem. Hvad hjælper det at glæde sig et øjeblik, hvis du må sørge i evighed? Hvilken glæde kan der være i dette liv, når det, der fryder, går forbi, men det, der piner, ikke går forbi?

Vi lever trygt, som om vi allerede var kommet forbi dødens og dommens time. Kristus siger, at han kommer til dom i den time, vi ikke tænker (Matt 24,44.50). Sandheden siger det og gentager det endnu en gang – hør og frygt! Hvis Herren kommer i den time, vi ikke tænker, må vi frygte meget for at komme uforberedte til dommen. Hvis vi kommer uforberedte, hvordan skal vi da kunne bestå denne doms strenge undersøgelse? Og hvad der tabes i dette ene øjeblik, kan aldrig i al evighed genoprettes; i et eneste kort øjeblik skal det afgøres, hvordan vi skal være i hele evigheden; i dette ene øjeblik tilkendes enhver liv eller død, fordømmelse eller frelse, evig straf eller evig herlighed.

O Herre, du som har givet nåde til det gode, giv også udholdenhed i det gode!