Kapitel 7. Mennesket, som det blev skabt

1. Hvor mange tilstande har mennesket?

Fem: uskyldighedens tilstand, fordærvelsens tilstand, nådens tilstand, herlighedens tilstand og elendighedens tilstand.

2. I hvilken af dem blev mennesket skabt?

I uskyldighedens tilstand.

3. Hvilken plads har mennesket i skabelsen?

Efter 1 Mos 1,26 er mennesket målet for alle Guds skabergerninger. Jf. Sl 8,7–9.

4. Af hvor mange dele består mennesket? Af to, nemlig legeme og sjæl eller ånd.

5. Hvad er legemet?

Den stoflige del af menneskets natur.

2 Kor 5,1: «Vores jordiske hus, som er et telt.»

6. Men indebærer det ikke en vis grad af urenhed?

På ingen måde. Tværtimod har selv det legemlige og stoflige en åndelig og evig betydning og bestemmelse.

1 Kor 6,19: «Jeres krop er et tempel for Helligånden.»

Rom 12,1: «Bring jeres kroppe som et levende offer; dette er jeres åndelige gudstjeneste.»

1 Kor 15,44: «Der sås en sjælelig krop, men der oprejses en åndelig krop.»

7. Men kan sjælen ikke bestå uden legemet?

Jo, men kun som en følge af og en straf for synden. Sjælen kan bestå uden legeme på en unormal måde, ligesom legemet også kan bestå, selv om nogle af dets lemmer eller organer er fjernet. «Vi længes ikke efter at blive legemsløse sjæle. Vi har fået et legeme her, og det er meningen, at vi også skal have det i det hinsides» (Luthardt, Glaubenslehre).

8. Men lærer man ikke ofte, at legemet er sjælens fængsel eller lænke, der hindrer den i at flyve mod himlen?

Det lærer platonismen og i det hele taget hedenskabet, som ikke forstår dødens frygtelige betydning ret. Døden, dvs. at sjæl og legeme skilles, er ikke i sig selv en velsignelse. Den er et overgreb mod naturen, noget som efter samvittighedens dom ikke burde være. Sjælen blev skabt til legemet, ligesom legemet blev skabt til sjælen, og begge blev tilsammen skabt til Gud.

9. Er alle teologer enige om, at menneskets natur kun har to dele?

I dette spørgsmål er der to retninger, dikotomisterne og trikotomisterne. De første lærer, som vi har sagt ovenfor, at menneskets natur har to dele, legeme og sjæl eller ånd; de sidste, at den har tre dele, legeme, sjæl og ånd. Forskellen afhænger af, om sjæl og ånd er den samme del af menneskets natur, blot betegnet ud fra forskellige forhold, eller om de er forskellige dele.

10. Hvad bygger man på, når man skelner mellem «sjæl» og «ånd» som forskellige dele af menneskets natur?

På den tilsyneladende modsætning mellem ordene i skriftsteder som:

1 Thess 5,23: «Må jeres ånd, sjæl og krop bevares helt.»

Hebr 4,12: «Trænger igennem, så det skiller sjæl og ånd.»

1 Kor 15,44: «Der sås en sjælelig krop, men der oprejses en åndelig krop.»

Luk 1,46–47: «Min sjæl ophøjer Herren; og min ånd fryder sig over Gud, min frelser.»

Sjælen betragtes derfor som den ikke-stoflige del af menneskets natur, som mennesket har til fælles med dyrene, mens ånden er det, som det har til fælles med Gud og englene.

11. Hvem har lært en sådan skelnen?

Tanken kom fra Platon. Den blev forfægtet af Justin Martyr, Irenæus og den alexandrinske skole og blev den græske kirkes lære. Med forskellige ændringer er den i nyere tid blevet lært af Olshausen, Neander og Meyer og videreudviklet af Delitzsch i hans Biblische Psychologie («Bibelsk psykologi»).

12. Hvorfor er teorien utilfredsstillende?

Fordi «sjæl» og «ånd» i en række skriftsteder bruges i samme betydning. Beskrives mennesket i Matt 10,28 som «legeme og sjæl», så beskrives det i Præd 12,7 som «legeme og ånd». Er det «ånden» i Matt 27,50, så er det «sjælen» i Matt 20,28 og ApG 20,10.

Derfor går Tertullian, Hieronymus og Augustin ind for dikotomien, og med kun få undtagelser har teologerne i den vestlige kirke – romersk-katolske, lutherske og reformerte – fulgt dem. Den træder tydeligt frem i Den Lille Katekismus:

«Jeg tror, at han har givet mig legeme og sjæl.»

13. Kan de to teorier ikke forliges?

Jo, hvis man regner «sjæl» og «ånd» for det samme i substans, men forskellige i deres forhold. Ses den i forhold til det jordiske, dvs. det, der hører til den nuværende verden, er den «sjæl». Ses den derimod i forhold til den himmelske bestemmelse, som Gud har skabt, udrustet og forløst den til, er den «ånd». Det strider ikke herimod, at dens bestemmelse ikke hindrer, at den også i sine jordiske omgivelser undertiden kaldes «sjæl», som i Matt 10,28. Sjælen kommer fra Gud og går til Gud, men den virker gennem legemet. Hvor der tales om de afdødes sjæle, som i Åb 6,9, er det underforstået, at de tidligere har boet i legemer.

14. Hvad menes der da i Hebr 4,12 med, at det «skiller sjæl og ånd»?

Det betyder ikke, at sjælen skilles fra ånden, men at Helligåndens altgennemtrængende indflydelse gennem Ordet ikke lader nogen afkrog af menneskets natur være uberørt, hvor skjult den end er, og hvad den end kaldes.

15. Hvad er så sjælen eller ånden?

Ikke en forfinet form for stof eller en kraft i legemet, som materialisterne lærer. For intet er klarere end modsætningen mellem «sjæl og legeme» og «ånd og legeme» i de skriftsteder, der er anført ovenfor. Sjælen er derimod en levende, ikke-stoflig, enkel substans, som bor i legemet, opretholder det og bevæger det.

16. Kan den så ikke være det samme som Guds Ånd?

Om Guds Ånd siges der ganske vist, at den bor i mennesket (Job 32,8; 33,4). Men de to skelnes udtrykkeligt og stilles over for hinanden i skriftsteder som Rom 8,16.26 og 1 Kor 2,11, og menneskets ånd er syndig og trænger til Guds fornyende nåde (2 Kor 7,1; Ef 4,23). Derfor kan de ikke være det samme, og menneskets ånd kan ikke være en udstrømning af Guds Ånd. Når Gud bor i mennesket, sker det ved, at Guds Ånd er til stede i menneskets ånd. Som vi lærer andetsteds, sker det i fire grader, nemlig i det naturlige liv, i den mystiske forening (unio mystica, kap. 22), i inspirationen (kap. 24, spm. 8) og i menneskevordelsen (kap. 11, spm. 21 ff.), alt efter om nærværet er almindeligt eller mere og mere begrænset, indtil det kun gælder ét eneste tilfælde.

17. På hvilken måde er sjælen til stede i legemet?

Svaret på det spørgsmål hører egentlig ikke til teologien. Men da ånden er en enkel substans, dvs. at den hverken kan opløses eller deles op, kan man ikke tænke sig, at sjælen er til stede sådan, at én del af den er i én del af legemet og en anden del i en anden. Den måde, en endelig ånd er til stede i et legeme på, er blevet kaldt definitivt (afgrænset) nærvær.

18. Stammer alle mennesker fra én stamfader?

ApG 17,26: «Af ét menneske skabte han hele menneskeheden, så den kunne bo overalt på jorden.»

Rom 5,12: «Ved ét menneske kom synden ind i verden og døden ved synden, og således kom døden til alle mennesker, fordi de alle syndede.»

19. Er det nogensinde blevet draget i tvivl?

I dag synes ingen for alvor at bestride det. Hele argumentationen hos de naturvidenskabsfolk, der går ind for den darwinistiske udviklingslære, taler for det. Men man må ikke glemme, at teologerne og de få naturvidenskabsfolk i Amerika, som i midten af det nittende århundrede holdt fast ved menneskeslægtens enhed, blev gjort til latter som påfaldende uvidenskabelige. Med stor lærdom fremførte man racernes forskellige særpræg som et uigendriveligt bevis for, at de havde forskellig oprindelse. I de senere år er pendulet svinget over til den modsatte yderlighed, og man har forsøgt at finde én fælles kilde til alt dyreliv, som så gennem en uophørlig kamp i utallige tidsaldre skulle have udviklet sig, indtil den nåede frem til mennesket. Når man stiller Skriftens skabelsesberetning op imod denne teori, bliver beretningen uden videre afvist som «uvidenskabelig», fordi den lige så lidt støtter denne «videnskabelige» teori, som den støttede dens nu fuldstændig tilbageviste forgænger.

20. Men var det nittende århundredes gamle skole af naturvidenskabsfolk de eneste modstandere af menneskeslægtens enhed?

Nej. Athenerne kaldte sig autoktoner og pralede af, at de var vokset op af den jord, de boede på. Præadamitterne, hvis talsmand var den franske teolog Peyrère, lærte, at kun jøderne nedstammede fra Adam, mens hedningerne var skabt parvis, mand og kvinde, i alle egne af jorden.

21. Er der ikke ud over Skriftens argument andre argumenter for menneskeslægtens enhed, som er lige så stærke som dem, de sammenlignende zoologer nu fremfører?

Jo, disse:

1. Det psykologiske argument: at de forskellige menneskeracer er ens i deres tankegang og i følelser som kærlighed og had, frygt og håb.

2. Det sproglige argument: at de almindelige love, som alle sprog følger, er de samme.

3. Argumentet fra den sammenlignende religionsforskning. Alle er modtagelige for en religiøs appel og i stand til religiøse følelser. Overalt er der den samme bevidsthed om synd og skyld og den samme erkendelse – med større eller mindre indsigt – af et højeste væsen.

4. Overensstemmelsen mellem sagn og overleveringer hos folk, der står længst fra hinanden.

«Ifølge naturvidenskaben er det muligt, for ikke at sige sandsynligt, at menneskeslægten stammer fra ét par. Men hvad naturvidenskaben i det mindste indrømmer, det kræver teologien på grundlag af den hellige beretning om den kendsgerning, at alle er syndere» (Kahnis).

22. Hvilke teorier er der fremsat for at forklare, hvordan sjælene siden Adam kommer ind i verden?

Der er tre teorier:

A. Præeksistensteorien.

Den er forfægtet af Platon, Filon, Origenes, Kant, Schelling, Coleridge, Wordsworth, Julius Müller og i Amerika af Edward Beecher. Alle sjæle, lærer de, har eksisteret før og er blevet dømt til at have legemer, fordi de er faldet i synd i denne tilstand før tidens begyndelse. Undertiden har de vage erindringer om denne tidligere salige tilstand og en længsel efter at vende tilbage.

Denne teori strider direkte mod argumentet i Rom 5 og beretningen i 1 Mos 3, og desuden er den i modstrid med det, der er lært ovenfor om legemet (se spm. 6–8).

B. Kreatianismen

Den er forfægtet af Aristoteles, Ambrosius, Hieronymus, Pelagius, den græske kirke, Den Romersk-Katolske Kirke og de fleste af de reformerte teologer – dog med nogle fremtrædende undtagelser i nyere tid (H. B. Smith, Shedd, Stearns, Strong) – og blandt lutheranerne af Johannes Brenz og Calixt. Kun legemet, siger de, forplantes fra forældre til barn. Hver gang en ny sjæl kommer til verden, sker der en ny skabergerning fra Gud. En sjæl skabes af Gud og forenes med legemet og arver på den måde den fordærvelse, som forældrene har fået overført fra Adam.

Imod den kan der rejses følgende indvendinger:

1. Den ødelægger den menneskelige naturs enhed, fordi den kun tilskriver legemet forældre, og den kan derfor ikke forenes med, at intellektuelle gaver og anlæg og misdannelser går i arv.

2. Den gør synden til noget stofligt, for læren fører til, at synden bliver en fin legemlig gift, som overføres gennem det nedarvede legeme og ikke fra sjælen. Dermed vendes den orden, som vor Herre beskriver i Matt 15,19–20, fuldstændig på hovedet.

3. Eller benægter man det, bliver man tvunget til enten at benægte, at der findes en medfødt fordærvelse, eller at mene, at den skabes af Gud sammen med sjælen.

C. Traducianismen

Tertullian forfægtede den i en materialistisk form, Athanasius og Gregor af Nyssa med mere omtanke, og Augustin og Luther holdt den for en sandsynlig teori. Med få undtagelser har lutheranerne antaget den. Efter denne teori overføres sjælen lige så vel som legemet fra forældre til barn. Denne teori stemmer bedst med den menneskelige naturs enhed og med, at den arvede synd omfatter alle. Hovedindvendingen imod den er, at den strider mod sjælens enkelhed. Men ét lys kan tænde et andet uden at gøre den oprindelige flamme mindre.

Hverken kreatianismen eller traducianismen udtømmer sandheden om menneskets oprindelse. Traducianismen bør forstås som en middelbar kreatianisme. Gud er ikke mindre sjælenes skaber (Es 57,16; Jer 1,5; Zak 12,1), når han bruger mellemårsager (causae secundae) til at bringe dem til verden. Derfor siger bekendelsen:

«Gud skabte ikke alene Evas legeme og sjæl før syndefaldet, men han har også efter syndefaldet skabt vores legemer og sjæle» (Konkordieformlen, s. 545).

23. Hvad adskilte uskyldighedens tilstand fra fordærvelsens tilstand, som er fulgt efter den?

At mennesket var udrustet med Guds billede.

1 Mos 1,27: «Gud skabte mennesket i sit eget billede, i Guds billede skabte han ham.»

1 Mos 5,1: «Den dag Gud skabte mennesket, gjorde han det i Guds lighed.»

1 Mos 9,6: «For i Guds billede gjorde han mennesket.»

24. Når Gud ifølge 1 Mos 1,26 siger: «Lad os gøre mennesket i vort billede, efter vor lighed», hvad er så forskellen på Guds «billede» og Guds «lighed»?

Den græske og den romerske kirke lægger stor vægt på en sondring, som de mener at finde her, mellem egenskaber, der hører til naturens væsen, og egenskaber, der fuldkommengør den. Men «vi skelner ikke mellem ’billede og lighed’, så vi henfører det første til sjælens væsen og det sidste til Guds hellighed, retfærdighed og kundskab i mennesket. Vi lærer derimod, at begge udtryk betegner det samme, og at ’lighed’ bruges som en forklaring» (Gerhard). Beviset for dette er, at udtrykkene bruges i flæng. Skriften bruger undertiden begge udtryk om det samme, undertiden hvert for sig om forskellige tilfælde, og undertiden nævner den kun det ene og udelader det andet. Gud bruger begge udtryk, da han erklærer sin hensigt (1 Mos 1,26). Men da resultatet meddeles, bruges kun det ene ord «billede». Vi har derfor ingen hjemmel til at skelne mellem disse udtryk.

25. Men selv om udtrykkene «billede» og «lighed» ikke kan bruges om en sådan sondring, er sondringen så ikke i sig selv begrundet i Skriften?

Jo. For menneskets åndelige natur blev skabt i Guds billede og er dette billede i ordets vide betydning. Og i denne natur, sådan som den blev skabt, fandtes visse fuldkommenheder, der kunne gå tabt, og som udgør «billedet» i ordets særlige betydning. Menneskets personlighed, dets forstandsmæssige og moralske natur, udgør billedet i den første betydning. Der henvises til billedet i denne betydning i

Jak 3,9: «Med den … forbander vi menneskene som er blevet skabt i Guds lighed.»

1 Mos 9,6: «Den, der udgyder menneskets blod, hans blod skal udgydes af mennesker, for i Guds billede gjorde han mennesket.»

Når Skriften ikke taler så ofte om dette som om billedet i den særlige betydning, er det ikke, fordi det er udelukket, men fordi det sidste er det vigtigste. Som Luther har sagt: «Når Moses siger, at mennesket blev skabt i Guds billede, viser han dermed, at mennesket ikke blot ligner Gud ved at have fornuft eller forstand og vilje, men især at det er formet efter Gud, det vil sige, at det har en sådan forstand og vilje, at det forstår Gud og vil det, Gud vil.»

26. Hvad er da Guds billede i den særlige betydning?

I Apologien for Den Augsburgske Bekendelse har den lutherske kirke bestemt det som den oprindelige retfærdighed.

27. Hvordan forklares det?

«At der i mennesket fandtes en sådan visdom og retfærdighed, som greb Gud, og hvori Gud genspejledes, det vil sige, at mennesket fik gaverne: kundskab om Gud, frygt for Gud, tillid til Gud og lignende» (Apologien, s. 79).

28. Kundskab var altså en af de bestanddele, som billedet bestod af?

Ja, ifølge Kol 3,10:

«Det nye [menneske], som fornyes til erkendelse efter hans billede som skabte det.»

Det må dog ikke forstås, som om vore første forældre havde en kundskab, der ikke kunne øges, eller som strakte sig til Guds rådslutninger, eller som omfattede alle slags materielle ting i et altomfattende overblik. Man har undertiden sammenlignet Adams kundskab med Salomos og Aristoteles’. Den slags drøftelser er skolastiske spidsfindigheder. Den kundskab, der menes her, er simpelthen en sådan kundskab om Gud, om dem selv og om verden, at de fuldkomment kunne nå det mål, de var bestemt til. Deres kundskab skal ikke vurderes efter, hvor mange emner den omfattede, men efter dens religiøse værdi.

29. Hvilken anden bestanddel nævnes udtrykkeligt? Retfærdighed og hellighed.

Ef 4,24: «I har iført jer det nye menneske som blev skabt i lighed med Gud i sandhedens retfærdighed og hellighed.»

Mennesket havde både kraft og lyst til at frygte, elske og tjene Gud over alle ting. Legemet var så fuldstændigt underlagt en hellig vilje, der i alt fulgte Guds lov, at det i al sin virksomhed og alle sine tilskyndelser var rent og rettet mod Guds ære.

30. Hvilken frihed lå der i dette?

Ikke uafhængighedens frihed, for den tilhører kun Gud, men frihed fra tvang, fra fysisk nødvendighed og fra trældom. Alligevel var viljen ikke uforanderlig. Adam var ligesom englene ved skabelsen udrustet med evne til at synde og til at afholde sig fra synd. Han var uden synd, men ikke ude af stand til at synde.

31. Hvori adskiller menneskets oprindelige tilstand sig da fra den, som til sidst nås ved nåden?

Augustin svarer:

«Viljens første frihed var at kunne lade være med at synde; den sidste er ikke at kunne synde. Den første udødelighed var at kunne lade være med at dø; den sidste er ikke at kunne dø. Den første bestandighed var at kunne lade være med at forlade det gode; den sidste er ikke at kunne forlade det gode.»

32. Hvilke ydre tegn var der på, at dette billede var til stede?

A. Legemets tilstand.

Det genspejlede og udtrykte udadtil sjælens herlighed, og dets forskellige lemmer – øje, øre, hjerte osv. – bruges til at beskrive Guds egenskaber. Menneskets oprejste skikkelse, hvor ansigtet, i modsætning til de andre dyrs, er vendt mod himlen, minder mennesket om dets oprindelse og den bestemmelse, det var tiltænkt. Desuden var dets legeme fri for al smerte, ulykke og død, så længe Guds billede forblev ubeskadiget (1 Mos 2,16–17; Rom 5,12; 6,23). Menneskets udødelighed var betinget, i modsætning til Guds, som er ubetinget (1 Tim 6,16).

B. Menneskets herredømme over alle andre skabninger (1 Mos 1,26.28; 2,16).

Det strækker sig ikke blot over dyr og krybdyr, men over alle naturens rigdomme og kræfter: jorden, bjergene, floderne, havet, vindene, stjernerne og planeterne, lyset, varmen, elektriciteten – alle fysikkens og kemiens, astronomiens og geologiens forskellige hjælpemidler til menneskets gavn. Ligesom vore første forældres kundskab var også det herredømme, de faktisk udøvede, kun det, der dengang var brug for i deres enkle tilværelse, og det skulle have udviklet sig, efterhånden som de udøvede det herredømme, de havde fået. Fra det mere omfattende herredømme, der udøves nu, adskilte det sig ved den lethed, hvormed det blev udøvet. I den tilstand, der er fulgt efter, er herredømmet derimod udviklet fra slægt til slægt gennem smertefulde kampe.

C. Menneskets herlige hjem (1 Mos 2,8–17).

33. Var Guds billede væsentligt eller tilfældigt for menneskets natur?

Svaret afhænger af, hvad man forstår ved billedet. Bruges udtrykket i den videste betydning om menneskets åndelige natur og personlighed (se ovenfor, spm. 25), så er det væsentligt for menneskets natur. Begrænses det derimod til de fuldkommenheder, som denne natur oprindelig var udrustet med, så er det naturligvis tilfældigt. Sådan bruger de steder i Det Nye Testamente udtrykket, der taler om, at dette billede er gået tabt og bliver genoprettet. Flacius’ vildfarelse, som førte til en strid i den lutherske kirke og som dukker op igen under læren om arvesynden, var, at Guds billede også i den sidste betydning var væsentligt for den menneskelige natur.

34. Var det da en tilføjet gave (donum superadditum)?

Det var en gave, der var indeholdt i og gennemtrængte hele naturen, sådan som den kom fra Guds hænder, og ikke noget udefrakommende eller mekanisk hæftet på den. Skolastikerne skelnede mellem en såkaldt «status purorum naturalium» [de rene naturlige egenskabers tilstand] og selve billedet, og de lærte, at mens billedet er gået tabt, er pura naturalia [de rene naturlige egenskaber] blevet tilbage, om end fordærvede. Bortset fra at en sådan tilstand aldrig har eksisteret uden for den rent abstrakte spekulation, fremstiller denne lære den menneskelige natur, som om den var skabt moralsk ligegyldig, i strid med 1 Mos 1,31: «Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var meget godt.»

Den fordærvelse af den menneskelige natur, som er fulgt efter, gør ikke denne natur som sådan til synd eller til noget moralsk ligegyldigt. For så vidt den menneskelige natur er Guds skabning, er den god, selv når den er ødelagt. Ødelæggelsen kommer ikke fra Gud, men fra misbruget af Guds skabning.

Det er derfor forkert at hævde, som romersk-katolske teologer har gjort, at Guds billede ikke havde mere med menneskets natur at gøre end bidslet med hesten eller et menneskes klæder med dets personlighed.

35. Vil du så sige, at billedet var «overnaturligt»?

Også her afhænger alt af, hvordan man bestemmer «overnaturligt». Mange af teologernes stridigheder opstår, fordi man bruger det samme udtryk i to betydninger. Betyder «overnaturligt» at have kræfter og evner, der ligger over den menneskelige naturs rækkevidde, sådan som den er nu, så var billedet overnaturligt. Men ser man det ud fra den menneskelige natur i menneskets første tilstand, så var det naturligt. Kort sagt: det var naturligt for en normal og ufordærvet natur; det er overnaturligt i forhold til en svækket og fordærvet natur.

36. Hvilken betydning skal man tillægge læren om menneskets første tilstand?

I samme grad som dens fuldkommenheder benægtes eller formindskes, mindskes betydningen af synden og dens følger. Og i samme grad som synden og dens følger bagatelliseres, nedvurderes nødvendigheden og betydningen af Kristi gerning. Tillagde man for eksempel mennesket dødelighed før syndefaldet, ville døden ikke være syndens løn, og Kristi død måtte forklares på en anden måde end i Det Nye Testamente.