Det offentlige prædikeembede

Det offentlige prædikeembede

(De ministerio ecclesiastico.)

1. Begrebet «det offentlige prædikeembede»

Ordet «prædikeembede» bruges både i Skriften og i kirkens sprogbrug i en almindelig og i en særlig eller snævrere betydning. Taget i den almindelige betydning betegner det enhver måde at forkynde evangeliet eller forvalte nådemidlerne på, ligegyldigt om det sker af alle kristne, som evangeliet eller nådemidlerne oprindelig og umiddelbart er givet og befalet, eller af udvalgte offentlige tjenere (ministri ecclesiae) på de kristnes vegne. Her forstår vi ved det offentlige prædikeembede embedet i snævrere forstand, nemlig det embede, hvorved de nådemidler, der oprindelig og uafhændeligt er betroet de kristne, forvaltes på de kristnes vegne, altså på fællesskabets vegne. Prædikeembedet i denne betydning forudsætter altid, at der findes kristne menigheder. Kun hvor der forud er en menighed, kan det offentlige prædikeembede oprettes af den. De Schmalkaldiske Artikler, s. 341: «Hvor kirken er, dér er altid befalingen at prædike evangeliet. Derfor må kirkerne» (der menes de lokale kirker) «beholde magten til at kalde, vælge og ordinere kirkens tjenere.» Skriften siger det samme. Først efter at der ved missionsvirksomhed var opstået menigheder på Kreta, giver Paulus Titus (Tit 1,5) til opgave by for by (κατὰ πόλιν, det vil sige i de byer, hvor der var menigheder) at indsætte ældste (πρεσβυτέρους), som han i v. 7 også kalder biskopper (ἐπίσκοποι). Og for de menigheder, der var opstået på den første missionsrejse i Lilleasien, indsatte Paulus og Barnabas på tilbagerejsen menighed for menighed (κατ’ ἐκκλησίαν, det vil sige dér, hvor der var menigheder) ældste (πρεσβυτέρους). At det offentlige prædikeembede forudsætter, at der findes menigheder, fremgår endvidere af, at Skriften nævner menighederne som helhed og hvert enkelt af deres lemmer som genstand for dette embedes virksomhed. Således 1 Tim 3,5: tage sig af Guds menighed (τῆς ἐκκλησίας τοῦ θεοῦ ἐπιμελεῖσθαι), ApG 20,28: passe på hele hjorden (προσέχειν παντὶ τῷ ποιμνίῳ), v. 28b: være hyrder for Guds menighed (ποιμαίνειν τὴν ἐκκλησίαν τοῦ θεοῦ), v. 31: formane hver enkelt (νουθετεῖν ἕνα ἕκαστον), 1 Pet 5,3: være eksempler for flokken (τύποι γινόμενοι τοῦ ποιμνίου). Dette embede og dets funktioner kaldes derfor «offentlige», ikke efter det sted, hvor de udøves, men i betydningen: på menighedens vegne, i dens tjeneste og over for menigheden, ligesom vi i det borgerlige liv taler om offentlige embedsmænd og offentlig tjeneste (public servants, public service), når det gælder dem, der står i et samfunds tjeneste. Derfor er det offentlige prædikeembedes funktioner «offentlige», ikke kun når dets tjenere forkynder Ordet for en hel forsamling, men også når de tager sig af de enkelte sjæle i den private sjælesorg. Hvor der ikke er kristne menigheder, som i et hedningeland, dér er der endnu heller ikke noget embede på fællesskabets vegne. Men så snart der ved missionsvirksomheden er opstået en menighed, er også den situation skabt, der fører til det offentlige prædikeembede. Efter at Luther har vist, at det at lære offentligt blandt kristne kræver et særligt kald, fortsætter han:¹⁵⁷⁹ «Det er kaldet til et offentligt embede blandt de kristne. Men kom man blandt en flok, hvor der ingen kristne var, så kunne man gøre som apostlene og ikke vente på kaldet (for dér [nemlig hvor der endnu ingen kristne er] har man ikke embedet at prædike), og sagde en: Her er ingen kristne, jeg vil prædike og undervise dem i kristendommen, og der samlede sig en flok, som valgte og kaldte mig til deres biskop, så havde jeg et kald.»

¹⁵⁷⁹ St. L. III, 723.

2. Forholdet mellem det offentlige prædikeembede og alle kristnes åndelige præstedømme

Alle kristne, det vil sige alle mennesker, der er kommet til tro på Kristus, har det åndelige præstedømme og dermed kaldet til at forkynde evangeliet. I ordene 1 Pet 2,9: «I er … et kongeligt præsteskab (βασίλειον ἱεράτευμα) …, for at I skulle forkynde Guds kraft, han som kaldte jer ud af mørket til hans forunderlige lys» tiltales ikke ældste eller biskopper, men alle kristne. Prædikeembedet har ganske vist det åndelige præstedømme som sin forudsætning for så vidt som det er Guds vilje og ordning, at de ældste eller biskopper ikke tages blandt de vantro, men blandt de troende eller de åndelige præster. Det fremgår klart af fortegnelsen over de egenskaber, der skal findes hos en ældste eller biskop. Alle de positive egenskaber (dygtig til at undervise, mild osv.) og negative egenskaber (ikke stridbar, ikke pengegrisk osv.), der nævnes i fortegnelserne 1 Tim 3 og Tit 1, forudsætter den personlige tro på Kristus. Men alligevel skelner Skriften skarpt mellem det åndelige præstedømme og det offentlige prædikeembede. Det fremgår klart af, at Skriften ud over den dygtighed til at lære, som rigtignok enhver kristen har,¹⁵⁸⁰ kræver en særlig dygtighed til at lære, og ud over det kald, som det åndelige præstedømme har til at forkynde Ordet,¹⁵⁸¹ kræver et særligt kald. En menighed ville handle i strid med Guds ordning, hvis den ville udpege det offentlige prædikeembedes tjenere fx ved lodtrækning eller efter alfabetet eller efter lignende synspunkter og som begrundelse påberåbe sig, at alle kristne er åndelige præster, dygtige til at lære og drevet af Helligånden. Tværtimod advarer Skriften, 1 Tim 5,22: «Vær ikke for hurtig til at lægge hænder på nogen!»¹⁵⁸² og byder menigheden at udpege de ældste eller biskopper efter de egenskaber, som den særligt nævner som nødvendige for at udføre embedet (1 Tim 3,1–7; Tit 1,6–12). Luther: «Hvordan» (det vil sige: af hvilken beskaffenhed) «de biskopper og hyrder skal være, som man skal vælge, lærer Paulus tilstrækkeligt Tit 1,5 ff. og 1 Tim 3,2 ff.»¹⁵⁸³

¹⁵⁸⁰ Joh 6,45; 7,38–39; 1 Kor 2,15–16; 1 Joh 2,27 osv.

¹⁵⁸¹ 1 Pet 2,9; Es 40,9; Kol 3,16. Moses' ønske, 4 Mos 11,29: «Gid hele HERRENS folk profeterede, og HERREN gav sin Ånd over dem!» er opfyldt i Det Nye Testamente, sådan som det berettes i ApG 2.

¹⁵⁸² Selv hvis man ganske almindeligt opfatter denne håndspålæggelse som «meddelelse af velsignelsen i forskellige ekstraordinære tilfælde» (Huther), er håndspålæggelsen ved indsættelsen i presbyteratet sikkert også ment. Under alle omstændigheder må det betegnes som et rent indfald at henføre håndspålæggelsen specielt til genoptagelsen af de ekskommunikerede (de Wette, Wiesinger), da denne skik ikke nævnes i Det Nye Testamente, hvorimod håndspålæggelsen ved indsættelse i menighedens tjeneste nævnes (ApG 6,6).

¹⁵⁸³ St. L. X, 1598.

Hvor kraftfuldt Luther på den ene side fremstiller det åndelige præstedømmes rettigheder, evner og pligter, men på den anden side skelner skarpt mellem det almindelige præstedømme og det offentlige prædikeembede, er velkendt. Han siger om det åndelige præstedømme:¹⁵⁸⁴ «Når vi er blevet kristne ved denne præst og hans præsteembede» (nemlig ved Kristus) «og i dåben ved troen er indlemmet i ham, så får vi også ret og magt til at lære og bekende det ord, vi har fra ham, for enhver, hver efter sit kald og sin stand. For selv om vi ikke alle står i det offentlige embede og kald, så skal og kan dog enhver kristen lære, undervise, formane, trøste og irettesætte sin næste med Guds ord, når og hvor nogen har brug for det; således far og mor deres børn og tjenestefolk, en bror, nabo, borger eller bonde den anden. For en kristen kan jo undervise eller formane en anden, som endnu er uforstandig eller svag, i de ti bud, troen, bønnen osv., og den, der hører det, er pligtig til også at modtage det af ham som Guds ord og være med til at bekende det offentligt.» Luther påpeger også, at nådemidlerne er de samme i væsen, kraft og virkning, ligegyldigt om de forvaltes af alle kristne eller af tjenere i det offentlige embede. Han skriver (X, 1590): «Vi holder fast ved, at der ikke er noget andet Guds ord end alene det, som alle kristne er befalet at forkynde; at der ikke er nogen anden dåb end den, som alle kristne kan give; at der ikke er nogen anden ihukommelse af Herrens nadver end den, som enhver kristen kan holde; heller ingen anden synd end den, som enhver kristen kan binde og løse; ligeledes, at der ikke er noget andet offer end hvert kristent menneskes legeme; at heller ingen kan eller må bede uden alene den kristne; og dertil, at ingen skal dømme om læren uden alene den kristne. Men disse er jo de præstelige og kongelige embeder.» På den anden side fremhæver Luther forskellen mellem alle kristnes præstedømme og det offentlige prædikeembede således (V, 1037): «Selv om vi alle er præster, så kan og skal vi dog ikke derfor alle prædike eller lære og regere. Men man må udskille og vælge nogle af hele flokken, som et sådant embede bliver betroet; og den, der fører det, er nu ikke en præst på grund af embedet (som alle de andre er), men en tjener for alle de andre. Og når han ikke længere kan eller vil prædike eller tjene, så træder han tilbage i den almindelige flok, overlader embedet til en anden og er intet andet end enhver almindelig kristen. Se, således må man skelne prædikeembedet eller tjenesteembedet fra alle døbte kristnes almindelige præstestand. For et sådant embede er ikke mere end en offentlig tjeneste, som bliver betroet en eller anden af hele menigheden, der alle sammen er præster.» Som nærmere begrundelse for, at et særligt kald er nødvendigt for at forvalte det offentlige prædikeembede, siger Luther (X, 1589): «Eftersom alle de ting, vi hidtil har fortalt, skal være fælles for alle kristne, hvad vi også har godtgjort og bevist, så sømmer det sig ikke for en, der af sig selv ville træde frem og tilegne sig alene det, der er vores alles. Påtag dig denne ret og tag den også i brug, dog kun hvor der ingen anden er, som også har fået en sådan ret. Men fællesskabets ret kræver, at én, eller så mange som menigheden finder for godt, bliver valgt og antaget, som i stedet for og i navn af alle dem, der har nøjagtig den samme ret, udøver disse embeder offentligt, for at der ikke skal opstå en afskyelig uorden i Guds folk, og kirken ikke skal blive til et Babylon, hvor [i kirken] dog alle ting skal gå sømmeligt og ordentligt til, sådan som apostlen har lært 1 Kor 14,40. Det er to forskellige ting, at én udøver en fælles ret efter menighedens befaling, og at én bruger samme ret i nødstilfælde. I en menighed, hvor retten står frit for enhver, skal ingen påtage sig den uden hele menighedens vilje og valg; men i nødstilfælde må enhver, der vil, bruge den.»

¹⁵⁸⁴ Til Sl 110,4. St. L. V, 1038.

3. Det offentlige prædikeembede er ikke en menneskelig, men en guddommelig ordning

Det er ikke en menneskelig, men en guddommelig ordning, at de kristne udfører det åndelige præstedømmes gerninger, altså forkynder evangeliet ikke kun i deres hjem, men også i omgangen med deres brødre og med verden. Men det er heller ikke blot en menneskelig, men en guddommelig ordning, at de kristne, der bor på samme sted, træder i fællesskab med hinanden, danner en menighed og indsætter personer, der er udrustet med særlig dygtighed til at lære, og som på deres vegne forkynder Guds ord offentligt (i den offentlige forsamling) og særskilt (for den enkelte kristne). Hvad skriftbeviset for dette angår, ser vi ikke blot, at apostlene indsatte ældste eller biskopper for de menigheder, der var opstået, og at deres embede var at forsyne menighederne med Guds ord offentligt og særskilt, men der berettes også udtrykkeligt, at Paulus, da denne ordning ikke var blevet gennemført i menighederne på Kreta, befaler Titus, som han havde efterladt dér, at indsætte sådanne ældste eller biskopper i de enkelte menigheder. Tit 1,5: «Derfor efterlod jeg dig på Kreta for at du skulle ordne hvad der mangler, og indsætte ældste i byerne sådan som jeg havde befalet dig», τούτου χάριν ἀπέλιπόν σε ἐν Κρήτῃ, ἵνα τὰ λείποντα ἐπιδιορθώσῃ καὶ καταστήσῃς κατὰ πόλιν πρεσβυτέρους ὡς ἐγώ σοι διεταξάμην. «Ældste» og «biskopper» er i Skriften de samme personer, fordi udtrykkene bruges i flæng (promiscue).¹⁵⁸⁵ Disse ældste eller biskopper beskrives nøje i Skriften både efter deres personlige beskaffenhed og efter de funktioner, der påhviler dem. De skal ikke blot være kristne, men mønsterkristne, eksempler for flokken (1 Pet 5,3), og også have et godt navn over for verden (1 Tim 3,7). De dyder, der skal findes hos dem, og de lyder, der ikke må findes hos dem, opregnes katalogagtigt i 1 Tim 3 og Tit 1. Hvad deres kundskab i den kristne lære og deres dygtighed til at lære angår, skal de have godt greb om den «sunde», det vil sige den rene lære og mestre både tesen og antitesen, det vil sige kunne lære menigheden ret og gendrive vranglærerne (Tit 1,9–11). Til nærmere beskrivelse af området for deres virksomhed og af selve virksomheden hedder det: De skal ikke blot stå godt for deres eget hus, men også tage sig af Guds menighed (1 Tim 3,5), være hyrder for Guds menighed (ApG 20,28), vogte den hjord, der er dem betroet (1 Pet 5,1 ff.), passe på hele hjorden (ApG 20,28), tage sig af de enkelte sjæle (ApG 20,31) og våge over sjælene som nogle, der skal stå til regnskab for dem (Hebr 13,17).

¹⁵⁸⁵ Tit 1,5.7; ApG 20,17.28.

Mod prædikeembedets guddommelige ordning er det blevet indvendt, fx af Höfling, at det, som Paulus og Barnabas gjorde ApG 14,23, og som Paulus befalede Tit 1,5 ff., kun havde midlertidig og lokal gyldighed, nemlig for forholdene i begyndelsen og for den apostolske kirkes «netop opståede menigheder». Men det er en begrænsning, som ikke står i teksten. I teksten begrundes indsættelsen af de ældste eller biskopper ikke med, at det var begyndermenigheder eller «netop opståede menigheder», men menighederne beskrives ganske enkelt som menigheder, hvor de ældste eller biskopper skulle være Guds husholdere (θεοῦ οἰκονόμοι). Desuden er også begyndermenigheder eller netop opståede menigheder rigtige menigheder. En menighed er en menighed, fordi den er til, også før det offentlige prædikeembede bliver indsat. Det går derfor ikke an at begrænse ordningen med presbytere eller biskopper til midlertidige og lokale forhold i den apostolske tid. Vi står uden tvivl på sikker grund, når vi med den lutherske bekendelse siger: «Hvor kirken er» – ligegyldigt hvor gammel og hvor stor den er, og på hvilket sted og til hvilken tid den findes – «dér er altid befalingen at prædike evangeliet. Derfor må kirkerne beholde magten til at kalde, vælge og ordinere kirkens tjenere.» Vi siger derfor som beskrivelse af det offentlige prædikeembede: Det står ikke til de kristnes forgodtbefindende, om de vil oprette og opretholde det offentlige prædikeembede eller ej, men de kristne er forpligtet dertil ved Guds ordning. Walther udtrykker det således:¹⁵⁸⁶ «Prædikeembedet eller præsteembedet er ingen menneskelig ordning, men et embede, som Gud selv har indstiftet» og: «Prædikeembedet er ikke et vilkårligt embede, men et embede, som kirken er befalet at oprette, og som kirken ordentligvis er bundet til indtil dagenes ende.» I den lutherske bekendelse hedder det:¹⁵⁸⁷ «Men ville man kalde ordinationens sakrament et sakrament om prædikeembedet og evangeliet, så ville det ikke volde nogen vanskelighed at kalde ordinationen et sakrament. For prædikeembedet har Gud indstiftet og befalet (ministerium Verbi habet mandatum Dei).»

¹⁵⁸⁶ Kirche u. Amt, s. 193 og 211.

¹⁵⁸⁷ Apologien, s. 203, 11.

Om det offentlige prædikeembedes guddommelige ordning blev der inden for den lutherske kirke stridt midt i forrige århundrede, især i Tyskland, og det med et lidet tilfredsstillende resultat. Kun få, som fx Ströbel,¹⁵⁸⁸ indtog den rette, skriftmæssige stilling mellem to vildveje. Erlangen-teologen Höfling vil ganske vist lade prædikeembedet være en guddommelig ordning, men kun i den betydning, hvori «alt fornuftigt, hensigtsmæssigt, moralsk nødvendigt» kan kaldes en guddommelig ordning, ikke i den betydning, at der foreligger et guddommeligt bud om det offentlige prædikeembede. ApG 14,23, hvor Paulus og Barnabas indsætter ældste for de menigheder, de havde samlet, og Tit 1,5, hvor Paulus befaler Titus at indsætte ældste eller biskopper i menighederne på Kreta, affærdiger Höfling, som vi allerede har set, med den uholdbare bemærkning, at det på disse steder drejer sig om «netop opståede menigheder», om «forhold i begyndelsen», hvoraf der «ikke må drages dogmatiske slutninger for al fremtid».¹⁵⁸⁹ Men den egentlige grund til, at han mener at måtte afvise prædikeembedets guddommelige ordning, ligger hos Höfling et andet sted. Han mener, at hvis man antager et guddommeligt bud om, at offentlige tjenere skal forvalte nådemidlerne, så bringes der et gammeltestamentligt, lovisk, ceremoniallovisk træk ind i Det Nye Testamentes kirke. Dette argument gendriver sig selv, så snart man tager det alvorligt. Det beviser for meget. For alle kristnes brug af Guds ord i kraft af deres åndelige præstedømme foreligger der heller ikke blot en «indre moralsk nødvendighed», men ligeledes en udtrykkelig guddommelig befaling. Alle kristne skal ransage Skrifterne, skal læse Skriften, skal lade Kristi ord bo iblandt sig, skal forkynde Guds kraft osv. Også her har vi med bydeformer eller befalingsord at gøre, altså med guddommelig ordning i betydningen guddommelig befaling. Hvis der nu hæftede et «ceremoniallovisk træk» ved den guddommelige befaling eller det guddommelige bud, så måtte vi også benægte, at det er guddommelig ordning, at alle kristne bruger nådemidlerne, for at bevare dem fra ceremonialloviske vildveje. Videre: For dåben og nadveren foreligger der heller ikke blot en «indre moralsk nødvendighed», men en udtrykkelig guddommelig befaling. Men vi vil ikke af den grund påstå, at der hæfter et «lovisk træk» ved dåb og nadver, og derfor med nyere teologer benægte dåbs- og nadver_befalingen_.¹⁵⁹⁰ Videre: Om helliggørelsen og de gode gerninger lærer Skriften ikke blot den «indre moralske nødvendighed», men også den guddommelige ordning, der er udtrykt i bud og befaling.¹⁵⁹¹ Men vi vil ikke påstå, at Skriften med disse bud leder de kristne til en ceremoniallovisk opfattelse af helliggørelsen og de gode gerninger. Kort sagt: Höfling opstiller modsætninger, hvor der ingen er. Der hæfter intet «lovisk træk» ved den guddommelige befaling og den guddommelige ordning om at gøre noget, sådan som Höfling mener. Hos ham hænger det rigtignok sammen med Erlangen-teologiens ejendommelighed. Han henviser udtrykkeligt til, at alle hans kolleger er enige med ham,¹⁵⁹² og især til det skriftbevis, som Hofmann har ført for hans (Höflings) lære.¹⁵⁹³ Hofmanns teologiske standpunkt er dette: Han mener, at man i fremstillingen af den kristne lære først må lade Den Hellige Skrift ude af betragtning og lade det «genfødte» jeg eller subjekt udsige sig «selvstændigt». Tog man den kristne lære ikke fra sit eget indre, men fra Den Hellige Skrift, der ligger uden for det, så ville man dermed give den kristne lære et lovisk præg og gøre Skriften til «en samling af tros_love_».¹⁵⁹⁴ Først bagefter skulle det, som det «genfødte jeg» har udsagt med indre nødvendighed og selvstændigt, sammenlignes med Skriften og efter behov korrigeres. Denne korrektur har Hofmann så bagefter ikke foretaget. Han har tværtimod bagefter korrigeret Skriften efter det, der med indre nødvendighed var udviklet af det indre, så vidt, at han også strøg den stedfortrædende fyldestgørelse (satisfactio vicaria) som Skriftens lære. På lignende måde er det gået Höfling. For at kunne bestride, at der er en guddommelig befaling om prædikeembedets ordning, påstår han, at det apostolske eksempel og den apostolske befaling om ordningen og indsættelsen af ældste eller biskopper kun gjaldt den apostolske tid og netop opståede menigheder. Vi så, at Skriften intet siger om denne begrænsning. I samme hensigt påstår han endvidere, at det apostolske presbyterats eller episkopats funktioner ikke er bestemt i Skriften. Vi så ovenfor, at Skriften meget nøje og i enkeltheder siger både, hvordan de ældste eller biskopper skal være beskaffet, og hvad de skal gøre. Han mener endvidere, at det apostolske presbyterat mere havde en «regiminal» (styrende) betydning. Vi så ovenfor, at Skriften betegner netop det at lære Guds ord og at gendrive vranglæren som de ældstes eller biskoppernes hovedopgave. Til Höflings delvise undskyldning tjener det, at hans modstandere (Münchmeyer, Löhe, Kliefoth osv.) fremførte en groft romaniserende embedslære, nemlig den lære, at det offentlige prædikeembede ikke overdrages ved kald af den kristne menighed som den oprindelige indehaver af al åndelig magt, men er en guddommelig stiftelse i den betydning, at det gik umiddelbart over fra apostlene til deres disciple som en særlig «gejstlig stand», og at denne stand forplanter sig selv ved ordinationen. Man talte også, som om nådemidlerne kun havde deres rette kraft og virkning, når de blev forvaltet af de embedspersoner, der var blevet til på denne måde. Mod denne karikatur af læren om det offentlige prædikeembede siger Höfling med rette, at de offentlige embedsforvaltere derved blev gjort til et «nådemiddel» ved siden af Ordet og sakramentet: «De troende kan se sig henvist med deres trang til frelse ikke så meget til Ordet og sakramentet selv som til det guddommeligt privilegerede organ for deres forvaltning og uddeling. Nådemidlernes rette virkning fremstår som afhængig af en ceremoniallovisk institution; Helligånden virker ikke længere så meget i dem og ved dem selv som ved de ceremonialloviske organer for deres forvaltning.» Men Höflings polemik finder på ingen måde anvendelse på det offentlige prædikeembede, som den lutherske bekendelse lærer. Ved at dette embede har Guds befaling (mandatum Dei), bliver dets offentlige tjenere lige så lidt til «nådemidler» og «ceremonialloviske organer», som alle kristne bliver til nådemidler og ceremonialloviske organer ved, at også deres undervisning sker efter Guds befaling og ordning. Dernæst: Selv om det offentlige prædikeembede efter luthersk lære har mandatum Dei, så fastholdes og indskærpes det dog ved siden af meget eftertrykkeligt, at nådemidlernes kraft og virkning på ingen måde afhænger af de offentlige tjeneres personer, men at nådemidlerne har al kraft i sig selv, ligegyldigt om de forvaltes af fromme eller ugudelige, lægfolk eller embedspersoner, kaldede eller dem, der har sneget sig ind, af paven og kejseren eller af en dreng osv. Det er en fejlslutning, at læren om prædikeembedets guddommelige ordning skulle have den tendens at gøre dem, der står i prædikeembedet, til «nådemidler» ved siden af nådemidlerne. Det stik modsatte er tilfældet. Fastholdes det, at nådemidlerne har deres kraft og virkning ved den guddommelige indstiftelse, og fastholdes det ved siden af, at ligesom alle kristne, således også deres offentlige tjenere forvalter nådemidlerne efter guddommelig ordning, så bliver alle dem, der betjenes med nådemidlerne, netop ved sandheden om den guddommelige ordning bragt til helt at se bort fra, hvordan den menneskelige person er beskaffen, og alene holde sig til nådemidlerne selv, som om Gud selv handlede med dem. Kort sagt: Det er ikke lykkedes Höfling at holde balancen i kampen mod en grov romersk-katolsk vildfarelse. For grundigt at gendrive Löhes osv. lære om en umiddelbar guddommelig indsættelse af det offentlige prædikeembede mente han at måtte benægte, at den middelbare indsættelse, der sker gennem menigheden, er guddommelig ordning eller har guddommelig befaling. Ströbel sammenfatter¹⁵⁹⁵ den lutherske lære således, at både Löhes og Höflings lære er udelukket: «Vor kirkes lære om det gejstlige embede er kort sagt denne: At forkynde Guds ord for sin næste, at række sakramenterne, at tilgive synden, at lægge hænderne på – dertil har enhver døbt kristen som åndelig præst en guddommelig ret (under visse omstændigheder en uafviselig pligt); men for den ordnings skyld, som behager Gud, skal han dog kun udøve den i nødstilfælde og ellers benytte sig af embedet hos de sjælesørgere, som Kristus ordentligt har kaldet gennem menigheden. Men den kristne menighed må vide, at den ikke skal lade det gejstlige embede, som Herren har stiftet, falde eller lade det knægte af den rasende pøbel eller af gejstlige og verdslige tyranner, men altid på ny besætte det med dygtige, tro og gudfrygtige mænd, indtil Herren kommer igen. Sjælesørgerne derimod skal i alle anfægtelser trøste sig fast ved, at deres embede, som de har modtaget af menigheden, lige så vist er et guddommeligt embede, der kun skal forvaltes i Kristi navn, som om de havde fået det af Kristus selv. For det er en fejlslutning: Den, der ikke har det gejstlige embede umiddelbart fra Herren, men fra menigheden, han har det fra mennesker og er menneskers tjener.»¹⁵⁹⁶

¹⁵⁸⁸ Zeitschrift für luth. Theol. u. Kirche 1852, s. 699 f.

¹⁵⁸⁹ Höfling har fremlagt sin lære i «Grundsätze ev.-luth. Kirchenverfassung», Erlangen 1850. Skriftet er også trykt i sin helhed i «Erl. Zeitschr.» 1850, s. 317 ff. Tredje udgave udkom 1853. Höflings standpunkt ses måske bedst af hans artikel mod Münchmeyer, «Erl. Zeitschr.» 1852, s. 102 ff. Der er ingen saglig forskel mellem 1. og 3. udgave af Höflings skrift. Også i 3. udgave siger han (s. 75. 76), at ganske vist det gejstlige embede i og for sig, men ikke det offentlige prædikeembede, der er oprettet på fællesskabets vegne, er af guddommelig indstiftelse; det hører derimod, «om end med indre nødvendighed», til den menneskelige kirke- og gudstjenesteordning. S. 274 gentages det, at apostlene ikke havde noget guddommeligt bud om indsættelsen af presbytere eller biskopper; s. 278 sættes «embedsbeskikkelsen» – og deri er oprettelsen af det offentlige prædikeembede på fællesskabets vegne indbefattet – på linje med helligholdelsen af søndagen. – Den litteratur, der hører til denne strid, er meget omfangsrig: Delitzsch, Vier Bücher v. d. K., 1847. Löhe, Aphorismen, 1849. Harleß, K. u. A., 1853. Wucherer, Ausführl. Nachweis, 1853. Kliefoth, Acht Bücher v. d. K., 1854. Münchmeyer, Das Amt d. N. Ts.; Zeitschr. für luth. Th. u. K. 1852, s. 46 ff. Samme: Das Dogma v. d. sichtb. u. unsichtb. K., 1854. Flörke, Zur L. v. d. K. u. ihrem A.; Zeitschr. für luth. Th. u. K. 1852, s. 1 ff. Preger, Die Geschichte d. L. vom geistl. A., 1857 (fortrinlig samling af citater fra Luther, s. 170–192; kritik af Löhes standpunkt s. 192 ff., af Kliefoths s. 216 ff.). Kraußold, Amt u. Gemeinde, 1858. Dieckhoff, Luthers L. v. d. kirchl. Gewalt, 1865. Vilmar, Erl. Zeitschr., sept. 1859. Samme: Die L. vom geistl. Amt, 1870.

¹⁵⁹⁰ Det sker rigtignok hos nyere teologer, som vi har set i læren om dåben og om nadveren. De indrømmer, at dåb og nadver var i brug i den apostolske kirke, men ikke i kraft af guddommelig indstiftelse, derimod som følge af en fri udvikling ud fra jødiske og hedenske analogier.

¹⁵⁹¹ 1 Thess 4,3: Guds vilje (θέλημα); 1 Joh 3,23: Guds bud (ἐντολή) osv.

¹⁵⁹² Erl. Zeitschrift 1852, s. 152.

¹⁵⁹³ Grundsätze, 1850, s. 50.

¹⁵⁹⁴ Schriftbeweis I, s. 9 ff.

¹⁵⁹⁵ Zeitschr. f. luth. Th. u. K. 1852, s. 699.

¹⁵⁹⁶ Afvisning af Höflings lære i L. u. W. 1870, s. 174, og afvisning af Löhes osv. lære gennem hele artiklen «Antithesen zu den Thesen von Kirche und Amt», s. 161 ff. Den første artikel i første årgang af L. u. W., 1855, s. 1 ff., afviser både Löhes og Höflings lære.

4. Nødvendigheden af det offentlige prædikeembede

Selv om det offentlige prædikeembede, der overdrages middelbart, ved menighedens kald, skal fastholdes som en guddommelig ordning, må man dog ikke tillægge det en absolut nødvendighed. Også gennem den forkyndelse af evangeliet, som alle kristne udøver, og som sker både af indre nødvendighed og efter guddommelig ordning, virker Helligånden til at skabe og bevare troen i menneskers hjerter. Det må uophørligt understreges, at alle kristnes forkyndelse af Ordet i hjemmet, i omgangen med brødrene og i omgangen med verden ikke er overladt til de kristnes forgodtbefindende eller vilkårlighed, men er en guddommelig ordning. For så vidt som de kristne ikke holder sig til denne ordning, falder de ud af deres kald som kristne og gør den kristne kirke usigelig skade. Der er kommet tider, og de kan komme igen, hvor vantroen og den falske tro tager så meget overhånd, at rettroende kristne er henvist til forkyndelsen af Ordet i hjemmet. Hertil hører Luthers ord:¹⁵⁹⁷ «Det kan ske, at verden bliver så aldeles epikuræisk, at man i hele verden ikke vil have nogen offentlig prædikestol, og at lutter epikuræiske vederstyggeligheder vil være den offentlige tale, og at evangeliet alene vil blive bevaret i husene af husfædrene.» At også det ord, der kun læses, er et nådemiddel, blev udførligt påvist under læren om nådemidlerne – også over for moderne lutheranere.¹⁵⁹⁸ Walther peger på Konkordieformlens ord: Ministerium ecclesiasticum, hoc est, Verbum Dei praedicatum et auditum [Det kirkelige embede, det vil sige Guds ord, prædiket og hørt], og: Verbum illud, quo vocamur, ministerium Spiritus est [Det ord, hvormed vi kaldes, er Åndens embede],¹⁵⁹⁹ og fortsætter:¹⁶⁰⁰ «Dette er vigtigt for deres skyld, som gør præsteembedet til et nådemiddel og sidestiller det med Ordet og sakramenterne og påstår, at det er ubetinget nødvendigt for ethvert menneske til frelse, så at et menneske uden en ordineret præsts tjeneste hverken kan komme til tro eller opnå tilgivelse (absolution) for sine synder, mens vor kirke kun lærer dette om det mundtlige eller legemlige ord i modsætning til et foregivet indre ord og til enhver form for sværmeri.»

¹⁵⁹⁷ St. L. VI, 938.

¹⁵⁹⁸ S. 125 ff.

¹⁵⁹⁹ Konkordieformlen, s. 729, 30; 710, 29.

¹⁶⁰⁰ K. u. A., s. 195.

Sandheden om, at det offentlige prædikeembede ikke er absolut nødvendigt, må dog ikke misbruges til at foragte det. Dette misbrug foreligger: 1. når de kristne er forsømmelige med at høre den offentlige prædiken med den undskyldning, at de kan læse det samme ord «derhjemme»;¹⁶⁰¹ 2. når de, der står i det offentlige embede, er forsømmelige med at udføre deres embede med den undskyldning, at den hjord, der er betroet dem, i kraft af det åndelige præstedømme kan og skal sørge for sig selv;¹⁶⁰² 3. når de kristne er forsømmelige med at oprette og opretholde skoler, hvor der opdrages tjenere til den offentlige tjeneste i kirken.¹⁶⁰³

¹⁶⁰¹ Jf. Luthers djærve udtalelse mod denne skade i kirken (St. L. III, 1736): «Nogle kloge hoveder siger: Vi har jo bøger, som vi kan læse det i lige så godt, som hvis vi hørte det i kirken af præsten. Du læser Djævelen på din egen hals, så han siden har besat dig. Hvis vor Herre Gud havde vidst, at prædikeembedet ikke var nødvendigt, så havde han jo været så vis og klog, at han ikke havde ladet prædike for dig ved Moses. … Han ville også i denne tid nok have sagt til prædikanter og sjælesørgere, at de skulle blive hjemme.»

¹⁶⁰² Over prædikanternes forsømmelighed har kirken til alle tider haft grund til at klage. Deraf Skriftens formaninger og advarsler i Det Gamle og Det Nye Testamente: Ez 3,17 ff.; 33,7 ff.; Es 56,10 ff.; 2 Tim 4,2 ff.; 1 Tim 4,13 ff.; Fil 2,21. Jf. Luther, St. L. X, 5.

¹⁶⁰³ Det kraftigste, der er skrevet mod denne forsømmelighed, findes i to skrifter af Luther: «En prædiken om, at man skal holde børnene i skole» (1530; St. L. X, 417) og «Til rådsherrerne i alle Tysklands byer, at de skal oprette og opretholde kristne skoler» (1524; St. L. X, 458 ff.).

5. Kaldet (vocatio) til det offentlige prædikeembede

Om kaldets nødvendighed var der allerede tale i afsnittet «Prædikeembedets forhold til alle kristnes åndelige præstedømme». Luther: «Det sømmer sig ikke for nogen, der af sig selv ville trænge sig frem og tilegne sig alene det, som er vort alle sammens.» Den Augsburgske Bekendelse, art. 14: «Om kirkestyret læres der, at ingen i kirken offentligt skal lære eller prædike eller forvalte sakramentet uden ordentligt kald.»¹⁶⁰⁴ – Den gængse skelnen mellem et umiddelbart og et middelbart kald (vocatio immediata og mediata) er skriftmæssig. Også Luther har den med en udførlig begrundelse.¹⁶⁰⁵ Det umiddelbare kald havde profeterne og apostlene, også Paulus.¹⁶⁰⁶ Paulus henviser meget energisk til sit umiddelbare kald i indledningen til sine breve.¹⁶⁰⁷ Det middelbare kald har de prædikanter, der er kaldet af de kristne menigheder. Det er af den største vigtighed at fastholde, at det middelbare kald ikke er mindre guddommeligt end det umiddelbare. ApG 20,28 siges der om de middelbart kaldede ældste eller biskopper i Efesus, at Helligånden havde sat dem til at være hyrder for Guds menighed. Det er af den største vigtighed både for Ordets offentlige tjenere og for dem, som de tjener med Ordet.¹⁶⁰⁸

¹⁶⁰⁴ Om kaldets nødvendighed jf. hele afsnittet i Walthers Pastorale, s. 23 ff.

¹⁶⁰⁵ St. L. XI, 1910 ff.

¹⁶⁰⁶ ApG 22,21.

¹⁶⁰⁷ Gal 1,1; Ef 1,1; Kol 1,1 osv.

¹⁶⁰⁸ Jf. den nærmere udredning hos Walther, Pastorale, s. 29 f.

Mest uro og strid i kirken og i verden har det spørgsmål vakt, hvem de mellemled er, som Gud bruger til at indsætte prædikanterne. Paven melder sig med det krav, at han alene kan gøre «præster» gennem de biskopper, han selv har udnævnt. De episkopale vil gøre det gennem biskopper, som den apostolske succession hænger ved. Romaniserende lutheranere vil lade rette kirketjenere blive til gennem præstestanden, som forplanter sig selv. Også fyrster og andre herrer har som sådanne tiltaget sig retten til at indsætte prædikanter for andre folk uden deres samtykke. På grundlag af Skriften må det siges: Hverken paven eller biskopperne eller prædikanterne eller enkeltpersoner uden for eller inden for en menighed har ret og magt hertil, men kun de mennesker, som har al den åndelige magt, der findes her på jorden blandt mennesker, og som Kristus også i særdeleshed oprindeligt har betroet Ordet og sakramenterne: det er de troende eller de kristne og ellers ingen i verden. De troende har alt (1 Kor 3,21); de vantro har intet andet end døden og den evige fordømmelse. At Ordet og dåben i Matt 28,18–20 ikke blot er befalet apostlene personligt, men de kristne indtil den yderste dag, fremgår af slutordene: «Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens afslutning.» Også i befalingsordene om nadveren: «Gør dette til ihukommelse af mig!» tiltales ikke blot apostlene personligt, men de kristne indtil den yderste dag, sådan som det udtrykkeligt siges i 1 Kor 11,26: «For så ofte I spiser dette brød og drikker dette bæger, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.» Dette er Skriftens lære, som kommer så klart til udtryk i ordene i De Schmalkaldiske Artikler (s. 341, 67–69): «Hvor kirken er, dér er altid befalingen at prædike evangeliet. Derfor må kirkerne beholde magten til at kalde, vælge og ordinere kirkens tjenere. Og en sådan magt er en gave, som er givet kirken egentlig» (proprie, det vil sige: kun kirken og ingen anden) «af Gud, og som ingen menneskelig magt kan tage fra kirken. … Hertil hører Kristi ord, som vidner om, at nøglerne er givet til hele kirken og ikke til nogle særlige personer, som teksten siger (Matt 18,20): ’Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.’» Enkeltpersoner og sammenslutninger kan ganske vist kalde gyldigt, men kun når det er overdraget dem eller i det mindste stiltiende (tacito consensu) overladt dem af dem, der har denne magt oprindeligt (principaliter et immediate). Ved den «hele kirke», som De Schmalkaldiske Artikler taler om, skal man naturligvis ikke forstå den kirke, der er spredt over hele verden (ecclesia universalis), men den lokale kirke (ecclesia particularis), sådan som det også straks tilføjes på grundlag af Matt 18,20: «Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.» For kirken har alle åndelige goder og rettigheder, ikke for så vidt som den er stor eller lille, men for så vidt som den består af troende.¹⁶⁰⁹

¹⁶⁰⁹ Luther om Matt 18,19–20 (St. L. XVII, 1074): «Her hører vi, at også to eller tre, der er forsamlet i Kristi navn, har netop al den magt, som Sankt Peter og alle apostlene har. For Herren selv er der, som han også siger i Joh 14,23: ’Hvis nogen elsker mig, holder han mit ord; og min Far skal elske ham, og vi vil komme til ham og tage bolig hos ham.’ … Vi har her Herren selv over alle engle og skabninger; han siger, at de alle skal have samme magt, nøgler og embede, også to jævne kristne alene, når de er forsamlet i hans navn. Denne Herre skal paven og alle djævle ikke gøre til en nar, en løgner eller en drukkenbolt for os; men vi vil træde paven under fode og sige, at han er en fortvivlet løgner, gudsbespotter og afgudsdyrkende djævel, som har revet nøglerne til sig alene under Sankt Peters navn, skønt Kristus har givet dem til alle lige og i fællesskab.»

Mod menighedsvalget er der rejst indvendinger.

1. Det er blevet sagt og siges stadig, at der i ApG 14,23 og Tit 1,5 intet står om, at menigheden kalder eller vælger, men tværtimod kun berettes, hvad Paulus og Barnabas gjorde, og hvad Titus efter Paulus' befaling skulle gøre. Om en virksomhed eller blot en medvirken fra menighedernes side kan man intet læse dér. Med rette minder Luther om:¹⁶¹⁰ «Selv om Paulus befaler Titus at indsætte præster, så følger deraf dog ikke, at Titus gjorde det alene af egen magt, men at han indsatte dem efter apostlenes eksempel ved folkets afstemning; ellers ville Paulus' ord stride mod apostlenes eksempel.» Desuden fremgår det klart af det ord, der bruges i ApG 14,23, χειροτονήσαντες, at der ved indsættelsen af de ældste fandt en stemmeafgivning sted fra menighedens side. Meyer gengiver χειροτονεῖν med «vælge ved afstemning». Han bemærker til stedet: «Paulus og Barnabas valgte ældste for dem ved afstemning, det vil sige, de ledede menighedernes afstemning om dem.» Som begrundelse for denne oversættelse tilføjer Meyer: «Analogien med ApG 6,2–6 kræver, at man lægger mærke til det valgte ord, som stammer fra den gamle valgmåde ved håndsoprækning og i Det Nye Testamente kun forekommer her og i 2 Kor 8,19, og den forbyder den almene forståelse constituebant [de indsatte] (Vulgata, Hammond, Kuinöl m.fl.) eller eligebant [de valgte] (de Wette), så at ansættelsen skulle være sket alene i kraft af apostolisk magtfuldkommenhed (Löhe). … Rigtigt Erasmus: suffragiis delectos [udvalgt ved stemmer]. … Ganske egenmægtigt og forkert er katolikkernes mening, at det skulle henvise til χειροθεσία [håndspålæggelsen] ved de ældstes ordination.» Indsættelsen af de offentlige tjenere ved menighedsvalg holdt sig også længe i kirken i de første århundreder. Bemærkningen i De Schmalkaldiske Artikler (s. 342, 70): «Fordum valgte folket præster og biskopper» kan påvises at være historisk rigtig.¹⁶¹¹

¹⁶¹⁰ St. L. XIX, 347.

¹⁶¹¹ Jf. den historiske påvisning hos Walther, K. u. A., s. 281 ff. S. 248 ff. påviser Walther også som alle lutherske teologers lære, at ingen kan blive præst for en menighed uden menighedens valg eller samtykke.

2. Indvendingen, at nøglerne til Himlenes rige i Matt 16,18–19 oprindeligt ikke er overgivet til de troende, men til Peter som en privilegeret person, er allerede udførligt gendrevet i afsnittet «Den kristne kirkes højhed og herlighed». Det blev vist, at der netop også på dette sted kun er tale om Peter, for så vidt som han tror, ikke for så vidt som han er apostel eller en privilegeret person.¹⁶¹² Her skal det endnu påpeges, at «nøglerne til Himlenes rige» ikke er og ikke kan være andet end nådemidlerne, evangeliet. Ved at evangeliet bydes frem, og ved intet andet, forlades synderne, og så lukkes himlen op; ved at evangeliet holdes tilbage over for de åbenlyst ubodfærdige, fastholdes synderne, og så lukkes himlen i. Når det nu er de troende, som Kristus har betroet nådemidlerne, så er nøglerne til Himlenes rige eo ipso [dermed] overgivet til dem.¹⁶¹³

¹⁶¹² Note 1513.

¹⁶¹³ Chemnitz, Examen, 1667, s. 223: Lutherus ex Verbo Dei docuit, Christum claves, hoc est, ministerium Verbi et sacramentorum, tradidisse et commendasse toti ecclesiae [Luther lærte ud fra Guds ord, at Kristus har overgivet og betroet nøglerne, det vil sige Ordets og sakramenternes embede, til hele kirken]. Jf. Walther mod Kraußold, L. u. W. 1870, s. 179, note.

3. Mod menighedsvalget er der også blevet indvendt det udsagn i den lutherske bekendelse, at prædikeembedet kommer fra apostlenes almindelige kald.¹⁶¹⁴ Men dette udsagn strider ikke mod bekendelsens andet udsagn, at prædikeembedet kommer ved menighedens kald.¹⁶¹⁵ Apostlenes embede og de senere kirketjeneres embede er det samme efter indhold og kraft. Ligesom apostlene havde befaling til ikke at forkynde deres eget ord, men Guds ord, sådan har også de offentlige tjenere, som menigheden har kaldet, det hverv ikke at forkynde deres eget, men kun Guds ord. Der er ganske vist mellem apostlene og deres «elever» – som Luther kalder alle prædikanter efter apostlenes tid – den store forskel, at apostlene talte og skrev Guds ord ufejlbarligt, mens eleverne må tage det ord, de forkynder, fra apostlene og er bundet til apostlenes ord, og det så strengt, at de kristne får befaling om at vige fra de lærere, som afviger fra apostlenes ord.¹⁶¹⁶ Men i begge tilfælde er det det samme embede, for så vidt som det alene har med den offentlige forkyndelse af Guds ord at gøre og giver de samme åndelige goder. Deraf den række skriftsteder, hvor apostlene stiller sig i én klasse med de ældste og biskopperne, som Peter i 1 Pet 5,1 ff.: «De ældste blandt jer formaner jeg, som medældste» (συμπρεσβύτερος), og Paulus i 1 Kor 4,1 ff.: «Således skal man se på os: Som Kristi tjenere og forvaltere over Guds hemmeligheder.»¹⁶¹⁷

¹⁶¹⁴ De Schmalkaldiske Artikler, s. 320.

¹⁶¹⁵ S. 341, 67.

¹⁶¹⁶ Rom 16,17.

¹⁶¹⁷ Jf. 2 Joh 1; 3 Joh 1; 1 Kor 3,5 ff. osv.

6. Ordinationen

Ordinationen af dem, der er kaldet til tjenesten i menigheden, under håndspålæggelse og bøn er ikke en guddommelig, men en kirkelig ordning, fordi den ganske vist omtales i Skriften, men ikke befales.¹⁶¹⁸ Ordinationen hører derfor til middeltingene (adiafora). Ikke ved ordinationen, men ved kaldet og modtagelsen af det bliver en person, der er egnet til embedet, præst. Kendt er Luthers ord (XVII, 114): «Det kommer an på, om kirken og biskoppen er ét, og om kirken vil høre biskoppen, og biskoppen vil lære kirken. Så er det sket. Håndspålæggelsen velsigner, stadfæster og bevidner dette, ligesom en notar og vidner bevidner en verdslig sag, og ligesom præsten, når han velsigner brud og brudgom, stadfæster deres ægteskab eller bevidner, at de forinden har taget hinanden og offentligt erklæret det.» De Schmalkaldiske Artikler (s. 342, 70) erklærer udtrykkeligt ordinationen for en offentlig stadfæstelse af kaldet: «Fordum valgte folket præster og biskopper; dertil kom biskoppen, som boede på samme sted eller i nærheden, og stadfæstede den valgte biskop ved håndspålæggelse, og dengang var ordinationen ikke andet end en sådan stadfæstelse.» Vi praktiserer derfor ikke den såkaldte absolutte ordination, det vil sige en ordination uden et forudgående modtaget og antaget kald, fordi den fremmer den fejlagtige mening, «at en person ved ordinationen optages i den såkaldte gejstlige stand og således, som en indviet præst, først bliver valgbar».¹⁶¹⁹ Det siger sig selv, at også ordinationen er en magt, som menigheden har overdraget, sådan som det hedder i De Schmalkaldiske Artikler: «Da kirken alene har præstedømmet, så må den også have magten til at vælge og ordinere kirketjenere.»¹⁶²⁰

¹⁶¹⁸ Walther, Past., s. 65: «Brugen af ordinationen nævnes ganske vist i Skriften, men Skriften tier om en guddommelig indstiftelse af denne brug. Men når det drejer sig om en guddommelig indstiftelse, gælder beviset a silentio [ud fra tavsheden] afgjort.»

¹⁶¹⁹ Jf. Walther, Pastorale, s. 65. Udtalelser af gamle lutherske teologer om, at ordinationen på den ene side ikke må overvurderes, på den anden side ikke foragtes, findes hos Walther, anf. st., s. 65 f.; Baier-Walther, Comp. III, 699 f.

¹⁶²⁰ Sådan også Balduin hos Baier-Walther III, 702. Ligeledes Hülsemann: Potestas ordinandi non inest uni membro ecclesiae, e. g., episcopo, per modum habitus vel characteris permanentis, sed per modum commissionis et potestatis transitoriae, qualem mandatarius [en befuldmægtiget] aut negotiorum gestor accipit a principali suo [Magten til at ordinere hviler ikke i ét enkelt lem af kirken, fx biskoppen, som en varig egenskab eller et varigt præg, men som et hverv og en midlertidig magt, sådan som en befuldmægtiget eller en forretningsfører modtager den af sin hovedmand]. (Praelect. in libr. Conc., s. 838.)

Om ordinationen læres der inden for kristenheden underlige ting. Efter romersk-katolsk lære er der ingen anden måde at blive «præst» på end ved ordination af en biskop, som paven har gjort. De, som kun er valgt og indsat af det kristne folk, er ikke kirkens tjenere, men skal regnes for tyve og røvere.¹⁶²¹ Denne iver for ordinationen er en iver pro domo [i egen sag]; for de ting, som angiveligt virkes ved ordinationen, er overordentlig værdifulde for pavens rige. Ved ordinationen gives der nemlig ex opere operato [i kraft af den udførte handling] ikke blot Helligånden, og der indpræges et character indelebilis [uudsletteligt præg], men frem for alt gives også den magt, som hverken englene eller Jomfru Maria har, nemlig magten til at holde messe, det vil sige at gøre (conficere) Kristi legeme og blod, at frembære det som et sonoffer for levende og døde og således at sikre paven herredømmet over samvittighederne og adgangen til verdens skatte.¹⁶²² De episkopale udelader ganske vist paven, men står fast på, at man kun ved ordination af biskopper, der i ubrudt rækkefølge nedstammer fra apostlene (apostolic succession), bliver biskop, præst og diakon og kan forvalte kirkens embede.¹⁶²³ Også de romaniserende lutheranere, som ikke lader det offentlige prædikeembede blive til ved menighedens kald, men opfatter det som en «særlig kristen stand», der forplanter sig ved at embedet overdrages fra stand til stand, gør naturligt nok ordinationen til en guddommelig ordning.¹⁶²⁴

¹⁶²¹ Trid., De sacram. ord., sess. 23, kap. 4.

¹⁶²² Trid., De sacram. ord., kap. 1–4, og kanon 1–8.

¹⁶²³ Form and Manner of Making, Ordaining, and Consecrating Bishops, Priests, and Deacons. Preface. The Book of Common Prayer, Philadelphia, 1854, s. 612.

¹⁶²⁴ Jf. Große, Unterscheidungslehren, 1891, s. 13. 8.

7. De, der forvalter det offentlige prædikeembede, udgør ikke en gejstlig stand, der er forskellig fra de kristnes stand

Også Luther bruger af og til, idet han tilpasser sig den gængse sprogbrug, udtrykkene «gejstlig stand», «gejstlige» og «præster» om dem, der tjener i kirkelige embeder.¹⁶²⁵ Men samtidig minder Luther gennemgående om, at denne betegnelse ikke er hentet fra Skriften og er meget vildledende. Efter Skriften er alle, i hvem Helligånden bor og virker ved troen på Kristus, altså alle kristne, og kun de, af «gejstlig stand» eller «gejstlige» (åndelige). Ikke en snævrere kreds inden for den kristne kirke, men alle kristne tilskriver Skriften salvelsen, τὸ χρίσμα, som underviser dem om alt (1 Joh 2,27). Alle kristne kaldes åndelige eller gejstlige, πνευματικοί (Gal 6,1), det åndelige hus, οἶκος πνευματικός, og det åndelige præstedømme, ἱεράτευμα ἅγιον (1 Pet 2,5). Det er derfor virkelig ikke skriftmæssig, men skriftstridig sprogbrug, når man inden for den kristne kirke kalder et begrænset antal personer, tjenerne i de kirkelige embeder, «den gejstlige stand», «gejstlige» og «præster». «Helligånden», siger Luther,¹⁶²⁶ «har i Det Nye Testamente med flid forhindret, at navnet sacerdos, præst eller messepræst, er givet til nogen apostel eller til andre embeder; men det er alene de døbtes eller de kristnes navn, som et medfødt, arveligt navn fra dåben. For ingen af os fødes i dåben som apostel, prædikant, lærer eller sognepræst, men lutter præster og præstemænd fødes vi alle sammen; derfor tager man nogle af sådanne fødte præster og kalder og vælger dem til sådanne embeder, så de på alles vegne skal udføre et sådant embede.»

¹⁶²⁵ St. L. X, 423 ff.; XIX, 113 f. osv.

¹⁶²⁶ St. L. XIX, 1260.

Vi udtrykker os korrekt, når vi siger, at de, der forvalter det offentlige prædikeembede, er embedsmændene blandt de kristne (ministrantes inter Christianos). Ordet og sakramenterne, som de tjener med, er og forbliver den kristne menigheds umiddelbare ejendom og overdrages af menigheden til bestemte personer, så de forvalter dem på fællesskabets vegne. I denne betydning kaldes de, der forvalter prædikeembedet, i Skriften ikke blot Guds og Kristi tjenere,¹⁶²⁷ men også menighedens tjenere, 2 Kor 4,5: «os selv som jeres tjenere ved Jesus», δούλους ὑμῶν διὰ Ἰησοῦν. Efter at Luther har sagt om betegnelsen «præst», at den er antaget enten fra hedenskabet eller fra jødedommen «til stor skade for kirken», fortsætter han: «Men efter den evangeliske skrift ville de langt bedre kaldes tjenere, diakoner, biskopper, husholdere. … Paulus kalder sig også servum, det vil sige en træl; han siger også mere end én gang: Servio in Evangelio, jeg tjener ved evangeliet. Det gør han for overalt ikke at oprette en stand eller en orden, en ret eller en bestemt værdighed, sådan som vore folk vil, men for alene at prise embedet og gerningen og lade præstedømmets ret og værdighed blive i menigheden.» Walther: «Prædikeembedet er ikke en særlig, helligere stand, der står over for den almindelige kristenhed, som det levitiske præstedømme, men et tjenesteembede.»¹⁶²⁸ I denne betydning siger De Schmalkaldiske Artikler også, «at kirken er mere end tjenerne»;¹⁶²⁹ for kirken og dens tjenere forholder sig til hinanden som den, der har embedet, og de ansatte eller dem, der er betroet embedet. Heri ligger også begrundelsen for, at menighederne har ret og pligt til at føre tilsyn med deres offentlige tjeneres embedsførelse og til at afsætte dem fra embedet, når de ikke længere har de egenskaber, Gud har foreskrevet, og ikke længere kan eller vil udføre embedets gerninger.¹⁶³⁰ Luther skriver om menighedens magt til at afsætte, idet han samtidig vender sig mod det romersk-katolske character indelebilis (X, 1591): «Når de da alle er tjenere, så går også deres præstelige, uudslettelige mærke under og evigheden af deres præstelige værdighed; og at en altid må blive ved med at være præst, er også kun et opdigtet påfund. Men man kan godt afsætte en tjener, når han ikke længere vil være tro. Omvendt kan man lade ham blive i embedet, så længe han gør sig fortjent dertil og er menigheden til behag, ligesom enhver, der i verdslige sager forvalter et fælles embede blandt ligestillede brødre. Ja, tjeneren i åndelige sager bør afsættes langt snarere end nogen anden i verdslige sager, fordi han, når han bliver utro, er langt mere uudholdelig end nogen verdslig, der kun kunne skade de timelige goder i dette liv; den åndelige derimod ødelægger og fordærver også de evige goder.»

¹⁶²⁷ 1 Kor 4,1; Tit 1,7; 2 Tim 2,24; Luk 12,42.

¹⁶²⁸ Kirche und Amt, s. 221.

¹⁶²⁹ S. 342, 72: ecclesiam esse supra ministros [at kirken står over tjenerne].

¹⁶³⁰ Kol 4,17; Joh 10,5; Rom 16,17–18; Matt 7,15.

Hvad angår udtrykket, at menighederne ved kaldet «overdrager» det offentlige embede til de personer, der er egnede dertil, så kan man kun undre sig over, at også lutheranere har anfægtet det. Udtrykket må betegnes som dækkende, så længe man fastholder Skriftens lære, at Kristus har givet Ordet og sakramenterne til alle kristne at eje og forvalte. Indrømmer man så videre, at der blandt de kristne skal være et embede, hvor enkelte personer, der er dygtige til at lære, tjener menigheden med Ordet og sakramenterne, så kan dette embede kun blive til ved overdragelse. Selv Hase betegner det som «evangelisk kirkelære»: «I Kristus og i menigheden er kilden til al kirkelig magt. Derfor er ethvert kirkeligt embede kun overdraget, falder i tilfælde af misbrug tilbage til menigheden, og i nødstilfælde kan enhver åndelig handling udføres af ethvert medlem af menigheden.»¹⁶³¹ Dertil kommer, at udtrykket «overdragelse» også i rigt mål er blevet brugt af de gamle lutherske teologer.¹⁶³²

¹⁶³¹ Ev. Dogmatik³, s. 494.

¹⁶³² Jf. citaterne hos Walther, Kirche und Amt, s. 327 ff. Brenz i kommentaren til Joh 20: «Kirken har sine tjenere, som den offentlige forvaltning af evangeliet, det vil sige af syndernes forladelse og fastholdelse, er overdraget til (demandata est).» Polykarp Leyser i Evangelieharmonien, kap. 92, s. 1748: «Denne magt» (til at løse eller binde) «er i Matt 18,18 givet af Kristus til kirken, som ordentligvis kan overdrage (deferre) den til personer, der er retmæssigt kaldet dertil.» Hülsemann, Praelect. in libr. Conc., s. 838, siger, at også magten til at ordinere ligger hos menigheden og kun tilkommer andre personer ved overdragelse (per modum commissionis). Balduin, Tractatus de cas. consc., s. 1104: «Ligesom husherren giver husfruen nøglerne, sådan har også Kristus som Herre over sit hus, som er kirken, givet sin brud nøglerne, og hun overgiver (committit) dem til sine tjenere, som kaldes husholdere eller forvaltere over Guds hemmeligheder.»

Ganske rigtigt siger Hase, at kilden til al kirkelig magt efter «evangelisk lære» ligger i menigheden. Alt, hvad en menigheds præster gør som præster, er delegeret, det vil sige, de gør det kun på menighedens vegne. Dette gælder i særdeleshed også om pålæggelsen af band.¹⁶³³ Efter De Schmalkaldiske Artikler (s. 340, 60. 74) skal ganske vist «alle præster» have domsmyndigheden (iurisdictio) til «at sætte dem i band, som lever i åbenlyse laster». Men det må ikke ske «uden retslig kendelse». Til denne «retslige kendelse» hører frem for alt, at hver sag behandles for menigheden, og at menigheden dømmer. Luthers djærve betegnelse for det band, der lyses uden menighedens kendelse og dom, er kendt.¹⁶³⁴ Han siger: «Menigheden, som skal holde en sådan for bandlyst, skal vide og være vis på, hvordan han har fortjent bandet og er kommet ind i det, sådan som Kristi tekst her (Matt 18,17–18) angiver; ellers kunne den blive bedraget og tage imod et løgneband og dermed gøre næsten uret. … Her, hvor det angår sjælene, skal menigheden også være med som dommer og frue» (husfrue). Meget rigtigt betegner Löscher den lære som luthersk, hvorefter menigheden afgør og beslutter bandet, og præsten i sin egenskab af kirkens offentlige tjener har forkyndelsen af bandet.¹⁶³⁵

¹⁶³³ Hele læren om kirketugten og bandet er udførligt fremstillet hos Walther, Pastorale, s. 315–354.

¹⁶³⁴ Skriftet om nøglerne, 1530. St. L. XIX, 950 ff.

¹⁶³⁵ Fortgesetzte Sammlung osv., 1724, s. 476. Hos Walther, Pastorale, s. 325. Om amerikanske lutheraneres forkastelse af denne lære jf. citaterne hos Große, Unterscheidungslehren, s. 5 f.

8. Prædikeembedets magt (potestas)

Fordi prædikeembedet er embedet til at lære Guds ord, mens menneskeord er forbudt i den kristne kirke, skylder man prædikeembedet lydighed som Gud selv, for så vidt det forkynder Guds ord. Hertil hører skriftord som disse: Hebr 13,17: «Adlyd jeres lærere og ret jer efter dem» (πείθεσθε τοῖς ἡγουμένοις ὑμῶν καὶ ὑπείκετε), Luk 10,16: «Den, som hører jer, hører mig, og den, som foragter jer, foragter mig.» At adlyde lærere ud over Guds ord er ikke befalet de kristne, men strengt forbudt.¹⁶³⁶ At også middeltingene ikke ordnes af præsten eller præsterne, men af hele menigheden på hvert sted ved gensidig overenskomst (per mutuum consensum), er allerede påvist.¹⁶³⁷ Mod de romersk-katolskes påberåbelse af Hebr 13,17, Luk 10,16 osv. siger Apologien (s. 289, 18–21): «Det er også sikkert, at dette ord af Herren Kristus: ’Den, som hører jer, hører mig’ ikke taler om menneskebud, men lige tværtimod står imod dem. For apostlene får her ikke et mandatum cum libera, det vil sige en helt fri, ubegrænset befaling og magt, men de har en afgrænset befaling, nemlig at prædike ikke deres eget ord, men Guds ord og evangeliet. … Derfor kan dette ord ikke forstås om menneskebud. For Kristus vil her, at de skal lære sådan, at man gennem deres mund hører Kristus selv. Så må de jo ikke prædike deres eget ord, men hans ord, hans røst og evangelium, hvis man skal høre Kristus. Dette trøstende ord, som på det allerstærkeste bekræfter vores lære og rummer megen nødvendig lære og trøst for de kristne samvittigheder, tyder de grove æsler hen på deres tåbelige menneskebud, på deres mad, drikke, klæder og lignende børnekram. De drager også dette skriftord frem, Hebr 13: ’Adlyd dem, der går foran jer’ osv. Dette skriftord kræver, at man skal være lydig mod evangeliet, for det giver ikke biskopperne et eget herredømme eller en herremagt uden for evangeliet. Derfor skal biskopperne heller ikke lave menneskebud imod evangeliet eller udlægge deres menneskebud imod evangeliet. For når de gør det, så forbyder evangeliet os at adlyde dem, som Paulus siger til galaterne: ’Hvis nogen vil prædike et andet evangelium for jer, han være forbandet!’»

¹⁶³⁶ Matt 23,8; Rom 16,17.

¹⁶³⁷ Under afsnittet «Ecclesia repraesentativa», s. 492.

9. Kirkens tjeneres forhold til hinanden

Den grundlæggende sandhed, at Kristus ved sit ord er eneherskeren i kirken, bestemmer også forholdet mellem kirkens tjenere indbyrdes. Ligesom kirkens tjenere ikke har noget herredømme over menighederne, sådan har de det heller ikke over hinanden. Al over- og underordning blandt dem er ikke af guddommelig, men kun af menneskelig ret. Luther udtrykker det sådan: «Hverken er paven højere end biskopperne, eller biskoppen højere end presbyterne efter guddommelig ret.»¹⁶³⁸ Den modsatte lære hos de romersk-katolske,¹⁶³⁹ hos episkopalerne¹⁶⁴⁰ og hos andre romaniserende protestanter¹⁶⁴¹ har ikke den mindste støtte i Skriften. Hvad især den påståede forskel mellem presbytere og biskopper angår, så kalder Skriften de samme personer snart presbytere, snart biskopper, som det klart fremgår af ApG 20,17, jf. v. 28, og af Tit 1,5, jf. v. 7.¹⁶⁴² Kort sagt: Der er ingen plads i den kristne kirke for menneskers herredømme, under hvilket navn og påskud det end måtte blive udøvet, for Kristus alene styrer kirken ved sit ord.

¹⁶³⁸ Nec papa est episcopis, nec episcopus est superior presbyteris iure divino.

¹⁶³⁹ Trid., sess. 23, De sacramento ordinis, can. 6: «Hvis nogen siger, at der i den katolske kirke ikke findes et hierarki, indstiftet ved guddommelig anordning, som består af biskopper, præster og tjenere (quae constat ex episcopis, presbyteris et ministris), han være forbandet!» Can. 7: «Hvis nogen siger, at biskopperne ikke er højere end præsterne …, han være forbandet!» Can. 8: «Hvis nogen siger, at de biskopper, som antages ved den romerske paves myndighed» (assumuntur, nemlig til embedet), «ikke er retmæssige og sande biskopper, men et menneskeligt påfund (figmentum), han være forbandet!» Den romerske katekismus (II, 7, spm. 25) opregner fire forskellige grader af præstevielsen: præster, biskopper, ærkebiskopper og patriarker, og sætter derpå paven over dem alle. «Ud over alle disse har den katolske kirke altid æret den romerske pave …»; den anerkender «i ham den højeste grad af værdighed og fylden af domsmyndighed, som ikke er givet ham ved nogle synodale eller andre menneskelige beslutninger, men af Gud. Derfor står han, alle de troendes og biskoppernes og de øvrige foresattes fader og styrer …, som Peters efterfølger og Kristi, Herrens, sande og retmæssige stedfortræder, i spidsen for hele kirken».

¹⁶⁴⁰ Jf. Günther, Symbolik, s. 370, hvor bønnerne ved vielsen af diakoner, præster og biskopper er gengivet.

¹⁶⁴¹ Også irvingianerne lærer et kirkeligt embede «i tre trin» efter guddommelig ret: biskopper, præster og diakoner. Citat hos Günther, anf. st., s. 370.

¹⁶⁴² Alford bemærker til 1 Tim 3,1: «The ἐπίσκοποι of the New Testament have officially nothing in common with our bishops. The identity of the ἐπίσκοπος and πρεσβύτερος in apostolic times is evident from Tit. 1, 5–7.» [Det Nye Testamentes ἐπίσκοποι har embedsmæssigt intet til fælles med vore biskopper. At ἐπίσκοπος og πρεσβύτερος var det samme i apostolisk tid, fremgår tydeligt af Tit 1,5–7.] Til ApG 20,17 påviser han, hvilke manipulationer der tidligt blev almindelige i kirken og senere i England for at få skriftstederne til at udsige noget til fordel for episkopalismen. Alford siger: «τοὺς πρεσβυτέρους, called v. 28 ἐπισκόπους. This circumstance began very early to contradict the growing views of the apostolic institution and necessity of prelatical episcopacy. Thus Irenaeus, III. 14. 2, p. 201: ’In Mileto convocatis episcopis et presbyteris, qui erant ab Epheso et a reliquis proximis civitatibus.’ Here we see, 1. the two, bishops and presbyters, distinguished as if both were sent forth that the titles might not seem to belong to the same persons, and 2. other neighboring churches also brought in, in order that there might not seem to be ἐπίσκοποι in one church only. That neither of these was the case is clearly shown by the plain words of this verse: He sent to Ephesus, and summoned the elders of the church. So early did interested and disingenuous interpretations begin to cloud the light which Scripture might have thrown on ecclesiastical questions. The E. V. had hardly dealt fairly in this case with the sacred text in rendering ἐπισκόπους, v. 28, ’overseers,’ whereas it ought there, as in all other places, to have been bishops, that the fact of elders and bishops having been originally and apostolically synonymous might be apparent to the ordinary English reader, which now it is not.» [τοὺς πρεσβυτέρους (de ældste), i v. 28 kaldt ἐπισκόπους (tilsynsmænd, biskopper). Dette forhold kom meget tidligt i strid med de voksende forestillinger om, at et prælatisk bispeembede var indstiftet af apostlene og nødvendigt. Således Irenæus, III, 14, 2, s. 201: ’I Milet, da biskopperne og presbyterne var kaldt sammen, de som var fra Efesos og fra de øvrige nærliggende byer.’ Her ser vi 1. at de to, biskopper og presbytere, skelnes, som om begge var sendt ud, for at titlerne ikke skulle synes at tilhøre de samme personer, og 2. at også andre nabomenigheder drages ind, for at det ikke skulle se ud, som om der kun var ἐπίσκοποι i én menighed. At ingen af delene var tilfældet, vises klart af dette verses enkle ord: Han sendte bud til Efesos og kaldte menighedens ældste til sig. Så tidligt begyndte interesserede og uredelige fortolkninger at formørke det lys, som Skriften kunne have kastet over kirkelige spørgsmål. Den engelske autoriserede oversættelse (E. V.) har næppe handlet redeligt med den hellige tekst her, når den gengiver ἐπισκόπους i v. 28 med «overseers» (tilsynsmænd), skønt det der som alle andre steder burde have været «bishops» (biskopper), så den almindelige engelske læser kunne se, at ældste og biskopper oprindelig og fra apostlenes tid var ensbetydende – hvad han nu ikke kan.]

10. Prædikeembedet er det højeste embede i kirken

Luther kalder ofte det offentlige prædikeembede det højeste embede i kirken. I hvilken betydning, forklarer han selv udførligt. I kirken skal alt gå til efter Guds ord, eller, hvad der er det samme, alt skal blive under Guds ords norm. Bliver nu Ordets embede overdraget én i en kristen menighed, så har han dermed embedet at lære, hvordan alle de andre embeder i menigheden skal «gå». Luther skriver:¹⁶⁴³ «Når Ordets embede gives én, så gives ham også alle de embeder, som udføres i kirken ved Ordet, det vil sige magten til at døbe, til at velsigne,¹⁶⁴⁴ til at binde og løse, til at bede, til at dømme eller bedømme. For embedet at prædike evangeliet er det højeste af alle; det er nemlig det rette apostolske embede, som lægger grunden for alle andre embeder, og dem alle tilkommer det at bygge på det første, sådan som lærernes, profeternes og styrernes embeder og embederne hos dem, der har nådegaven til at helbrede.» Ligeledes X, 1806. Til beskrivelsen af en biskop, som efter 1 Tim 3,5 skal tage sig af Guds menighed, bemærker Luther (XII, 338): «Det er nu dem, som skal se til alle embeder, at lærerne passer deres embede og ikke er forsømmelige, at tjenerne uddeler godset rigtigt og ikke er dovne.» Endvidere X, 1548: «Den, som prædikeembedet bliver lagt på, får det højeste embede i kristenheden lagt på sig. Han kan derefter også døbe, holde messe (nadver) og bære al sjælesorg; eller hvis han ikke vil, kan han nøjes med at prædike og overlade dåben og andre underembeder til andre, sådan som Kristus gjorde og Paulus og alle apostlene, ApG 6.»¹⁶⁴⁵

¹⁶⁴³ St. L. X, 1592.

¹⁶⁴⁴ Det vil sige at forvalte nadveren (X, 1576).

¹⁶⁴⁵ Jf. Walther om «Prædikeembedet som det højeste embede i kirken, som alle andre kirkelige embeder udspringer af», Kirche und Amt, s. 342 ff.

11. Antikrist

Skriften bruger ordet «Antikrist» i en almindelig og i en speciel betydning. I 1 Joh 2,18 kaldes alle vranglærere «antikrister» (ἀντίχριστοι πολλοὶ γεγόνασιν). Grunden til denne betegnelse er åbenbaret klart nok i Skriften. Fordi Skriften befaler, at kun Kristi ord skal læres og herske i Kristi kirke,¹⁶⁴⁶ er alle, der lærer et andet ord, eo ipso [netop derved] ἀντίχριστοι, Kristi modstandere, oprørere i hans rige. Men i 2 Thess 2,3–12 er ordet Antikrist åbenbart brugt i en speciel betydning, nemlig som betegnelse for en modstander af Kristus, i hvem de «mange antikrister» er sammenfattet i én, så frafaldet κατ᾽ ἐξοχήν [i ordets egentlige betydning] (ἡ ἀποστασία) træder frem i denne ene. I denne specielle betydning står ὁ ἀντίχριστος også i 1 Joh 2,18 ved siden af de πολλοὶ ἀντίχριστοι og adskilt fra dem: «I har hørt at Antikrist kommer (ἔρχεται), og nu er der kommet mange antikrister» (γεγόνασιν, det vil sige: de er der allerede).¹⁶⁴⁷ At ἔρχεται skal forstås om fremtiden, kræves af modsætningen til perfektum γεγόνασιν: de, de mange antikrister, er kommet, er der allerede. I de mange antikrister, som allerede findes i de falske lærere, virker den ånd, som i Antikrist κατ᾽ ἐξοχήν vil fremstå i fuldendt skikkelse. Paulus udtrykker det sådan i 2 Thess 2,7: Τὸ μυστήριον ἤδη ἐνεργεῖται τῆς ἀνομίας [Lovløshedens hemmelighed er allerede aktiv].

¹⁶⁴⁶ Matt 28,20; Joh 8,31–32; 17,20; 1 Pet 4,11; 1 Tim 6,3 ff.

¹⁶⁴⁷ Således med rette også Huther og Sander.

Antikrists kendetegn beskrives enkeltvis i 2 Thess 2. Det er følgende:

1. Den stilling, som er Antikrists særpræg, betegnes som frafaldet ganske enkelt (ἡ ἀποστασία), v. 3. Man skal naturligvis ikke tænke på et politisk frafald, men på et frafald fra den kristne religion, for i hele sammenhængen er der ikke tale om politiske eller sociale ting, men kun om ting, der hører til religionens område. Hvad Antikrist står for, er «kraftige vildfarelser» og «løgn», og de, der hænger ved Antikrist, har ikke taget imod kærligheden til «sandheden», det vil sige til den kristne sandhed, og går evigt fortabt, v. 10–12. Også Lünemann, som ellers misforstår hele afsnittet, siger med rette om ἀποστασία: «Ikke frafald i politisk betydning, men alene og udelukkende religiøst frafald, det vil sige frafald fra Gud og den sande religion, kan være ment med ἀποστασία. Til denne antagelse tvinger 1. det, som i umiddelbar indre sammenhæng med apostasien udsiges om ἄνθρωπος τῆς ἁμαρτίας [syndens menneske], 2. karakteristikken af ἀποστασία i v. 3 ved ἀνομία i v. 7, 3. den konstante bibelske sprogbrug. Jf. ApG 21,21; 1 Tim 4,1. Herefter må også den opfattelse forkastes som utilladelig, at man skal tænke på en blanding af religiøst og politisk frafald.»

2. Antikrist har sit sæde i Guds tempel eller hus (ὁ ναὸς τοῦ θεοῦ), v. 4, det vil sige i den kristne kirke. Antagelsen, at Antikrist vil vælge hedningernes afgudstempler til sit sæde, fortjener knap nok at kaldes en idé. Paulus kalder ikke afgudstemplerne «Guds hus», men nok den kristne kirke.¹⁶⁴⁸ Dernæst ville Antikrist, hvis han sad i afgudstemplet, ikke være lovløshedens «hemmelighed», men en ondskab, der fra første færd var åbenbar for de kristne.

¹⁶⁴⁸ 1 Kor 3,16 ff.; 1 Tim 3,15; 2 Tim 2,20 osv.

3. Til at sidde i templet svarer Antikrists optræden. Han opfører sig, som om han var Gud selv, v. 4. Han ophøjer sig over alle autoriteter, der findes i verden (ἐπὶ πάντα λεγόμενον θεὸν ἢ σέβασμα), og hans hovmod går så vidt, at han sætter sig i Guds tempel som en gud og fremstiller sig, som om han var Gud (ἀποδεικνύντα ἑαυτὸν ὅτι ἐστὶν θεός). Ved πᾶς λεγόμενος θεὸς ἢ σέβασμα skal man naturligvis ikke også tænke på hedningernes guder – for at ophøje sig over dem er ikke ugudelighed –, men på de personer i verden, som ganske vist ikke af væsen er Gud, men på grund af de guddommelige funktioner, der er pålagt dem, kaldes guder, sådan som øvrigheds- og forældrestanden (dei nuncupativi). Også begrebet λεγόμενοι θεοί er klart bestemt i Skriften.¹⁶⁴⁹

¹⁶⁴⁹ Joh 10,34–35; 1 Kor 8,5; Rom 13,1 ff. Buddeus, Instit. theol. dogm. 1741, s. 1224: In templo Dei sedebit, ὡς θεός, ut Deus, hoc est, ea sibi vindicans, quae soli Deo sunt propria, adeoque se pro Deo quodam venditans. Eodem pertinet, quod ibidem Paulus dicit fore, ut se efferat ἐπὶ πάντα λεγόμενον θεὸν ἢ σέβασμα, super omne id, quod dicitur aut colitur ut Deus, hoc est, super omnes magistratus, reges, principesque. Quo ipso potestatem vere divinam sibi tribuit, cum soli Deo proprium sit, quod sit Rex regum et Dominus dominantium. [Han skal sidde i Guds tempel ὡς θεός, som Gud, det vil sige: idet han tilegner sig det, der alene tilhører Gud, og således udgiver sig for at være en slags Gud. Hertil hører det, som Paulus sammesteds siger vil ske, at han ophøjer sig ἐπὶ πάντα λεγόμενον θεὸν ἢ σέβασμα, over alt, som kaldes eller dyrkes som Gud, det vil sige over alle øvrigheder, konger og fyrster. Netop derved tillægger han sig en virkelig guddommelig magt, da det alene tilkommer Gud at være kongernes Konge og herrernes Herre.]

4. Antikrist er ikke Djævelen selv, som nogle har ment, men hans komme (παρουσία) sker efter Satans virkning (κατ᾽ ἐνέργειαν τοῦ Σατανᾶ), idet hans rige oprettes og støttes med alle slags løgnagtige kræfter, tegn og undere.¹⁶⁵⁰

¹⁶⁵⁰ Genitiven ψεύδους hører til alle tre navneord. Kræfterne, tegnene og underne hører til løgnens område, og løgnens fader er Djævelen, Joh 8,44.

5. Antikrist vil blive ved til den yderste dag. Først ved sin synlige tilsynekomst til dommen vil Kristus gøre ende på ham (καταργήσει).

Hvem er nu denne Antikrist? Tager vi de anførte kendetegn sammen – og det er i deres helhed, de er ment –, så passer de hverken på en politisk magthaver som Nero, Napoleon, Boulanger osv. (de har ikke spillet sig op som kirkelige størrelser) eller på de åbenlyst vantro og spottere (de vil ikke have noget med Guds tempel at gøre),¹⁶⁵¹ men kun på én historisk fremtrædelse i verden, nemlig det romerske pavedømme. For det første foreligger der i pavedømmet det mest afgjorte og størst tænkelige frafald fra den kristne religion. Som bekendt er læren om, at mennesket bliver frelst uden egne gerninger ved troen på Kristus, den lære, og den eneste, som et menneske kan blive frelst ved. Det er den artikel, som Luther siger – og her har han enhver kristens tilslutning –, «qui solus ecclesiam Dei gignit, nutrit, aedificat, servat, defendit; ac sine eo ecclesia Dei non potest una hora subsistere» [som alene føder, nærer, opbygger, bevarer og forsvarer Guds kirke; og uden den kan Guds kirke ikke bestå en eneste time].¹⁶⁵² Hvad luften er for det naturlige liv, det er læren om retfærdiggørelsen ved troen uden menneskets egne gerninger for det åndelige liv. Men denne lære bliver officielt forbandet af pavedømmet,¹⁶⁵³ og hele pavekirkens maskineri er indrettet imod denne lære. Det er sandelig frafaldet (ἡ ἀποστασία) fra den kristne religion, og dets personlige repræsentant, paven, er sandelig den største modstander af Kristus og hans kirke under Kristi navn. Så vist som den kristne kirke består af de mennesker, der ved Helligåndens virkning tror, at de uden egne gerninger alene for Kristi skyld har en nådig Gud, så vist lægger paven under Kristi navn hele den kristne kirke i band og er uafladeligt i færd med at ødelægge den kristne kirke, for eksempel ved at få de børn, som under ham er blevet lemmer af den kristne kirke ved den hellige dåb, til at falde fra Kristus og føre dem til at stole på egne gerninger. For det andet står pavedømmet ikke uden for, men inden for den kristne kirke, for det har mange af kirkens lemmer under sig, først og fremmest de døbte børn, dernæst også voksne, der trods de forførende omgivelser ved det evangelium, der nu og da lyder, alene stoler på Kristi fortjeneste.¹⁶⁵⁴ Endvidere: At paven ikke vil være underlagt nogen, men den øverste i kirke og verden, er en almindeligt kendt kendsgerning. Skønt han forbander og afskaffer den eneste vej til frelsen, påstår han dog, at kun de mennesker kan blive frelst, som underkaster sig ham. Han ændrer Guds ord og bud efter sit forgodtbefindende, han vil dømme alle, men ikke dømmes af nogen, ja, han gør udtrykkeligt krav på ufejlbarligheden. Han gør også krav på at stå over alle verdslige øvrigheder og kræver af dem, at de som verdslige øvrigheder anerkender hans overhøjhed og stiller sig i hans riges tjeneste. Ligeledes er det almindeligt kendt, at pavedømmet før og nu tager alle slags løgnagtige kræfter, tegn og undere i sin tjeneste.¹⁶⁵⁵ Det lader sig heller ikke nægte, at pavedømmet er blevet ved til denne dag, ja, er blevet det samme, selv om dets tidligere ubegrænsede herredømme over verden og kirken blev grundigt brudt ved reformationen. Derfor hedder det med rette i den lutherske bekendelse: «Således passer alle de lyder, der i Den Hellige Skrift er profeteret om Antikrist, på pavens rige og dets lemmer.» Endvidere: Haec doctrina ostendit, papam esse ipsum verum antichristum [Denne lære viser, at paven er selve den sande Antikrist].¹⁶⁵⁶

¹⁶⁵¹ L. u. W. 1869, s. 39 ff.

¹⁶⁵² St. L. XIV, 168. Opp. v. a. VII, 512.

¹⁶⁵³ Trid., sess. 6, can. 11. 12. 20.

¹⁶⁵⁴ Luther XVII, 2191.

¹⁶⁵⁵ Med rette påpeger Luther, at den magt, som pavedømmet udøver, kun lader sig forklare ud fra en djævelsk virkning. Den er ikke blot imod Guds ord, men også imod al fornuft. Ingen elsker den; selv dens egne tilhængere elsker den ikke; men alle frygter den, bedraget og holdt fanget af fromhedens skin og af løgnens tegn og undere. (Opp. v. a. V, 356. St. L. XVIII, 1529.)

¹⁶⁵⁶ De Schmalkaldiske Artikler, s. 336, 39 ff. Philippi (Lehre vom Antichrist, s. 67): «I pavedømmet genfinder man træk for træk, hvad Den Hellige Skrift udsiger om Antikrist. Her findes ikke blot frafald og falsk lære i almindelighed, men menneskets ophøjelse i Guds tempel i Guds sted (man tænke blot på de to nyeste dogmer: immaculata conceptio [den ubesmittede undfangelse] og ufejlbarligheden); her træder menneskelig autoritet i stedet for Den Hellige Skrift, menneskelig retfærdighed i stedet for Jesu Kristi retfærdighed; her ophøjes menneskebud over Guds lov; her anvendes skriftsteder, der handler om Kristus (fx Es 28,16; Sl 72,11; Matt 28,18; Åb 5,5), på et menneske, paven; ja, her tilraner et menneske sig den højeste magt ikke blot på jorden, men ved aflad, kanonisering af afdøde, transsubstantiation og lignende også i himlen; her påstår et menneske iure divino [efter guddommelig ret] at være den retmæssige og eneste indehaver af al åndelig og verdslig magt på jorden, så han af egen ufejlbarlig magtfuldkommenhed ikke blot vil ordne gudstjenester og forkynde trossætninger, men endog gøre frelsen afhængig af troen på hans guddommelige autoritet; her findes foragt for Guds ordning af ægteskabet (cølibatet); her findes stræben efter verdensherredømmet, bolen med verdensmagten, udnyttelse af verdensmagten til egoistiske formål, brug af uhellige midler angiveligt til et helligt formål; her findes strømme af udgydt martyrblod; her findes løgnagtige tegn og undere (man tænke blot på Louise Lateau, Lourdes og Marpingen, på de undergørende Maria- og helgenbilleder osv.) osv. osv. Alt dette er så karakteristiske træk, at vi ikke kan andet end sige: Paven er Antikrist.»

Mod dette er det blevet indvendt, at den Antikrist, der profeteres om i 2 Thess 2, er en enkeltperson («individuel person»). Det siges ikke på stedet. Tværtimod peger det, der siges dér, ud over et menneskelivs varighed. Lovløshedens hemmelighed er allerede virksom på apostlens tid, men der er en hindring til stede, som holder dens udfoldelse tilbage; hindringen skal først fjernes. Derpå følger så Antikrists åbenbarelse og hans endelige tilintetgørelse ved Kristi tilsynekomst til dommen. Også de mange løgnagtige kræfter, tegn og undere, som Antikrist bygger og opretholder sit rige med, og den massevise forførelse til uretfærdighed blandt dem, der går fortabt, får én til at tænke på et længere tidsrum. Philippi dømmer derfor: «Der findes ingen mere eksegetisk ubegrundet og vilkårlig påstand end den, at 2 Thess 2,3–4 kun kan henføres til en konkret, individuel enkeltperson.»¹⁶⁵⁷ – Endvidere er der mod bekendelsens udsagn om, at den Antikrist, der profeteres om i 2 Thess 2, står fuldt udvokset for os i pavedømmet, blevet indvendt, at spørgsmålet om Antikrist er et historisk spørgsmål og derfor ikke kan besvares med troens vished. Bag denne indvending ligger en påstand, som de, der rejser indvendingen, hverken selv kan eller vil fastholde. At den profeterede Kristus er kommet i Jesus fra Nazaret, var for jøderne på Kristi tid også et «historisk» spørgsmål. Men ligesom jøderne på grundlag af Skriften og ud fra Kristi ord og gerninger med troens vished kunne erkende, at «Kristus» var kommet i Jesus fra Nazaret, sådan kan vi på grundlag af Skriften og ud fra pavedømmets ord og gerninger erkende, at «Antikrist» kendeligt har stillet sig frem for os i pavedømmet.¹⁶⁵⁸

¹⁶⁵⁷ Dogmatik VI, 181. Buddeus, Inst. theol. dogm., s. 1223: Quae de antichristo 2 Thess. 2, 3. 4 sqq. referuntur, ita comparata sunt, ut nec ab uno homine, nec eo temporis spatio, quod unius hominis aetati respondet, peragi queant. [Det, der i 2 Thess 2,3–4 ff. berettes om Antikrist, er af en sådan art, at det hverken kan udføres af ét menneske eller inden for det tidsrum, der svarer til ét menneskes levealder.]

¹⁶⁵⁸ Således også Spener: «Men hvordan beviser vi, at paven er den store Antikrist? Svar: På samme måde, som vi plejer at bevise, at Jesus fra Nazaret er den rette Kristus eller Messias, nemlig: Jesus er Kristus eller Messias, fordi alt det, som tidligere var profeteret om Messias hos profeterne, tilkommer ham og ingen anden end ham. Sådan må også paven være Antikrist, fordi alt det, som Skriften siger om Antikrist, passer på ham, og man derimod ikke kan vise, at det tilkommer nogen anden. … Denne sandhed og dette emne, at den romerske pave er Antikrist, må vi lægge os flittigt på sinde og ikke fortryde den tid, vi nu har lyttet. Denne artikel er en af dem, som vores kirke udtrykkeligt har bekendt sig til i De Schmalkaldiske Artikler, og vi må jo heller ikke slippe denne sandhed. Og jo mere vi med bekymring må regne med, at det romerske Babel vil udøse sin sidste vrede og forfølgelse over os, desto mere har vi brug for at blive fuldt grundfæstet og styrket i denne erkendelse, så vi lærer at vogte os for det. Jeg holder nemlig dette for sikkert: Den, der ikke erkender det pavelige rige som det antikristelige rige, står endnu ikke så fast, at han ikke ved den ene eller anden forledelse kunne blive forført til det.» (Gerechter Eifer wider das antichrist. Papsttum 1714, s. 39 f.; hos Baier III, 681.)

At de romersk-katolske nægter, «at paven er selve den sande Antikrist» (papam esse ipsum verum antichristum), kan man ikke fortænke dem i ud fra deres standpunkt. Men at også de nyere protestantiske teologer, de lutherske medregnet, næsten enstemmigt nægter, at paven er Antikrist,¹⁶⁵⁹ kommer af, at de med deres fornægtelse af sola gratia (synergismen) og med deres «liberale» stilling til Skriften (fornægtelsen af inspirationen) ikke erkender 1. hvilken vederstyggelighed det er at afskaffe og forbande læren om retfærdiggørelsen, 2. hvilken vederstyggelighed der ligger i, at paven afskaffer Guds ords autoritet og dermed Kristi autoritet og sætter sin egen autoritet i stedet – og alt det under Kristi navn og under et stort skin af hellighed. Man har gjort gældende, at pavedømmet dog stadig bekender «hovedartikler» i den kristne lære, for eksempel artiklerne om treenigheden og om Kristi gudmenneskelige person. Dertil må siges, at intet menneske bliver frelst ved disse «hovedartikler», når den kristne lære om retfærdiggørelsen samtidig fornægtes og forbandes. Uden artiklen om retfærdiggørelsen er alle andre lærepunkter tomme skaller.¹⁶⁶⁰ At pavedømmet stadig bekender hine «hovedartikler», hører til det ydre smykke, som det søger at dække over sit frafald fra den kristne lære med. Man har endvidere gjort gældende, at der har været mange personligt hæderlige, ja, «fromme» paver. Bag denne indvending ligger ikke en kristen dømmekraft. Om fromhed kan der ikke være tale hos paver, for også de «fromme» blandt dem står i spidsen for maskineriet og styrer det maskineri, som den kristne lære om retfærdiggørelsen, det vil sige den kristne tro, afskaffes og forbandes ved.¹⁶⁶¹ Er paver hæderlige i borgerlig forstand, så hører også det til det ydre smykke, som Antikrists indre, åndelige vederstyggelighed dækkes over med. Alle de kendetegn, der nævnes i 2 Thess 2, passer på alle paver. Meget rigtigt bemærker Joh. Adam Osiander:¹⁶⁶² «Man skal lægge mærke til, at Antikrists væsen ikke består i en personlig retskaffenhed eller ugudelighed, men i embedets beskaffenhed; men der findes ingen pave, hvilket nummer han end er i rækken, og hvor retskaffen han end er, som ikke siger, at han er kirkens almindelige hoved, som ikke udøver herredømmet over åndelige og verdslige ting, som ikke godkender det tridentinske koncils forbandelser, selv om han af politiske grunde for en tid måtte afholde sig fra mord og tyranni.» Endnu tydeligere er dette udtalt af Luther, når han forklarer, at det ved pavedømmet ikke drejer sig om pavens, men om pavedømmets ondskab. Han siger:¹⁶⁶³ «Det er en helt anden sag med det fyrstendømme, som paven har, end med alle andre fyrstendømmer i hele verden; de kan, hvad enten de er gode eller onde, ikke skade, om man tåler dem. Men pavedømmet er et sådant fyrstendømme, som udrydder troen og evangeliet. … Derfor straffes ikke fyrstens ondskab, men fyrstendømmets ondskab, som er af en sådan art, at det på ingen måde kan forvaltes af en from, redelig fyrste, men alene af den, som er Kristi modstander.»

¹⁶⁵⁹ Jf. Baier-Walther III, 683.

¹⁶⁶⁰ Jf. Luthers fremstilling, St. L. VIII, 629 ff.

¹⁶⁶¹ Luther, XVIII, 1530: «Pavedømmet er et sådant fyrstendømme, som udrydder troen og evangeliet.»

¹⁶⁶² Colleg. theol. VIII, 162; hos Baier-Walther III, 682.

¹⁶⁶³ St. L. XVIII, 1530. Opp. v. a. V, 357.

Man har spurgt, om læren om, at paven er Antikrist, hører til den kristne læres «fundamentalartikler». Vores svar herpå er, at denne lære bestemt ikke hører til fundamentalartiklerne, for et menneske er kristen alene ved erkendelsen af Kristus og ikke ved erkendelsen af Antikrist. Før og efter Antikrists åbenbarelse har der været mange retskafne kristne, skønt de ikke har erkendt paven som Antikrist. Men enhver lærer i den kristne kirke er svag i teologien, som – skønt han kender pavedømmet som historisk fremtrædelse – ikke i pavedømmet erkender den Antikrist, der profeteres om i 2 Thess 2.¹⁶⁶⁴

¹⁶⁶⁴ Om «Antikrist» jf. Baier-Walther III, 672 ff. L. u. W. 7, 267; 13, 297; 16, 312; 5, 311; 15, 39; 15, 198; 16, 339; 17, 47; 26, 94; 50, 489. Lutheraner 24, 113. 81. 126. 182; 30, 41; 31, 25. Philippi, L. v. Antichrist 1877.