Den evige udvælgelse

Den evige udvælgelse

(De electione aeterna sive de praedestinatione.)

Læren om den evige udvælgelse eller om nådevalget er blevet placeret forskelligt inden for dogmatikken. Nogle har behandlet den allerede under læren om Gud, særlig under læren om Guds rådslutninger (de decretis divinis).¹⁶⁶⁵ Andre har ment, at læren om Guds nåde i Kristus er et passende sted for læren om den evige udvælgelse, fordi den evige udvælgelse er et nådevalg.¹⁶⁶⁶ Atter andre behandler den efter læren om frelsens vej og før læren om kirken.¹⁶⁶⁷ Også dette er et passende sted, fordi den evige udvælgelse står i et årsagsforhold til kirken.¹⁶⁶⁸ Vi lader den følge efter læren om kirken og kan som grund anføre, at Skriften tiltaler de mennesker, der ved troen er blevet lemmer af den kristne kirke, som udvalgte.¹⁶⁶⁹ Dernæst vil vi med denne placering give udtryk for, at Skriften ikke giver læren om nådevalget en central, men en tjenende stilling. Den tjener til at fremstille sola gratia, som det allerede blev vist i den sammenfattende fremstilling af læren om tilegnelsen af frelsen, og som det her skal udfoldes yderligere. Vi minder blot endnu om, at den dogmatiske ordning af de kristne lærestykker er forholdsvis ligegyldig, så længe lærestykkerne alene øses af Skriften.¹⁶⁷⁰

¹⁶⁶⁵ Således også A. L. Gräbner, Doctrinal Theology, § 51.

¹⁶⁶⁶ Således Quenstedt, Hollaz osv.

¹⁶⁶⁷ Således Baier.

¹⁶⁶⁸ Rom 11,1–10; Matt 24,22.

¹⁶⁶⁹ Ef 1,3 ff.; 2 Thess 2,13–14 osv.

¹⁶⁷⁰ II, s. 499 ff.

1. Begrebet om den evige udvælgelse

Helt bortset fra, hvad Skriften lærer om den evige udvælgelse, ved vi allerede, at de kristne ikke skylder en god beskaffenhed, en fortjeneste eller nogen gerning fra deres side hele deres kristenstand fra begyndelse over midte til ende, men at det er Gud alene, der af sin nåde i Kristus ved Helligåndens virkning, som sker gennem nådemidlerne, kalder, omvender, retfærdiggør, helliggør og bevarer dem i troen. Det blev under fremstillingen af de nævnte lærestykker påvist som kristen lære, åbenbaret i Skriften. Hertil føjer Skriften nu endnu den åbenbaring, at Gud allerede fra evighed har sat sig for at gøre det mod de kristne, som han gør mod dem i tiden. Dette og intet andet er Skriftens lære om den evige udvælgelse. Vi kan derfor beskrive nådevalget således: Den evige udvælgelse er Guds handling over for de kristne, hvorved Gud fra evighed af nåde for Kristi skyld har tiltænkt dem kald, omvendelse, retfærdiggørelse, helliggørelse og bevarelse. Denne beskrivelse er skriftmæssig. Skriften fører de nådegerninger, som Gud i tiden gør mod de kristne – deres kald, omvendelse, retfærdiggørelse, helliggørelse og bevarelse i troen – tilbage til en gerning af Gud, der ligger før verdens skabelse, altså i evigheden, nemlig til deres evige udvælgelse. Paulus bekender i 2 Tim 1,9 på alle kristnes vegne: «Han har frelst os og kaldet os med en hellig kaldelse» og fortsætter så: «ikke på grund af vores gerninger, men på grund af sin egen beslutning og nåde, som er blevet givet os i Kristus Jesus fra evige tider af» (οὐ κατὰ τὰ ἔργα ἡμῶν, ἀλλὰ κατ’ ἰδίαν πρόθεσιν καὶ χάριν τὴν δοθεῖσαν ἡμῖν ἐν Χριστῷ Ἰησοῦ πρὸ χρόνων αἰωνίων). I ApG 13,48 siges der om de hedninger, der kom til tro ved apostlens prædiken: «Der kom til tro ὅσοι ἦσαν τεταγμένοι εἰς ζωὴν αἰώνιον [alle de, der var bestemt til evigt liv].» Paulus taler i 2 Thess 2,10–12 om sådanne, der går fortabt ved Antikrists forførelse, fordi de ikke har taget imod kærligheden til sandheden. I modsætning hertil takker Paulus Gud for, at det med de kristne i Thessalonika ikke skal få en sørgelig, men en salig ende. Som begrundelse anfører han deres evige udvælgelse: «Men vi skylder altid at takke Gud for jer, brødre, elskede af Herren, for Gud har udvalgt jer fra begyndelsen til frelse ved Åndens helliggørelse og ved tro på sandheden, hvortil (εἰς ὅ) han kaldte jer ved vores evangelium, så I kan vinde vores Herre Jesu Kristi herlighed.» Den åndelige velsignelse i sin helhed, som bliver de kristne til del i tiden, fører apostlen i Ef 1,3–6 tilbage til deres evige udvælgelse med ordene: «Priset være Gud, vores Herre Jesu Kristi far, som har velsignet os med hele den åndelige velsignelse i det himmelske, i Kristus, ligesom (καθώς) han har udvalgt os i ham før verdens grundlæggelse» (πρὸ καταβολῆς κόσμου). I Rom 8,28–30 forkynder Paulus for de kristne, for så vidt som de i tiden er underlagt lidelse og svaghed: «For dem der elsker Gud, virker alt sammen til det gode, fordi de er kaldede efter hans beslutning» (τοῖς κατὰ πρόθεσιν κλητοῖς οὖσιν). Hvilken beslutning (πρόθεσις) dette er, behøver vi ikke at gætte. Apostlen beskriver straks denne beslutning nærmere som Guds forudkenden (προγινώσκειν; Luther: zuvor versehen), der indeslutter forudbestemmelsen (προορίζειν) til herligheden (ὅτι οὓς προέγνω, καὶ προώρισε συμμόρφους τῆς εἰκόνος τοῦ υἱοῦ αὐτοῦ). Med forudbestemmelsen til herligheden er imidlertid tre ting uadskilleligt forbundet: kaldet, retfærdiggørelsen og herliggørelsen (οὓς δὲ προώρισεν, τούτους καὶ ἐκάλεσεν· καὶ οὓς ἐκάλεσεν, τούτους καὶ ἐδικαίωσεν· οὓς δὲ ἐδικαίωσεν, τούτους καὶ ἐδόξασεν). Enkelthederne skal drøftes senere. På to ting skal der her endnu peges, for at det skriftmæssige begreb om den evige udvælgelse kan blive fastholdt: 1. Den evige udvælgelse strækker sig ikke blot til en del af frelsens vej eller endda kun til dens slutstykke (til tilkendelsen af frelsen, efter at de kristne har nået deres tros mål, electio intuitu fidei finalis), men til hele den frelsesvej, som Gud fører de kristne ad, fra kaldet indtil indførelsen i herligheden. Dette begreb fastholder også Konkordieformlen, når den siger (s. 705, 8): «Guds evige udvælgelse ser og ved ikke alene forud de udvalgtes frelse, men er også af Guds nådige vilje og velbehag i Kristus Jesus en årsag, der skaber, virker, hjælper og fremmer vores frelse og det, der hører til den; og derpå er vores frelse også grundet således, at helvedes porte intet skal formå imod den, som der står skrevet: ’Mine får skal ingen rive ud af min hånd.’ Og atter: ’Og de kom til tro, så mange som var bestemt til evigt liv.’» 2. I læren om den evige udvælgelse kan kun den fare vild på konsekvent vis, der allerede forinden har forladt den kristne lære om den almindelige frelsesvej. Den, der fx mener, at omvendelsen og frelsen ikke alene afhænger af Guds nåde, men også af selvsætningen, selvbestemmelsen, den rette adfærd, en mindre skyld sammenlignet med andre mennesker osv., vil også lære, at Gud ikke alene af nåde for Kristi skyld, men i betragtning af de nævnte ting (aliquid in homine) har udvalgt til frelse fra evighed.

2. Den rette betragtning af den evige udvælgelse

Som bekendt er der knyttet en stor lidelseshistorie til læren om udvælgelsen. Luther bekender, at der var en tid for ham, hvor tanken om den evige udvælgelse ikke fyldte ham med trøst, men med rædsel.¹⁶⁷¹ Den samme erfaring har mange kristne gjort.¹⁶⁷² Denne sørgelige virkning strider mod denne læres virkelige beskaffenhed og mod Guds hensigt med den, og den har sin grund i, at den evige udvælgelse ikke betragtes ret, men sådan, som den slet ikke er sket. Udvælgelsen er ganske vist en udskillelse og bestemmelse af de kristnes personer til frelse, sket i evigheden, 2 Thess 2,13: εἵλατο ὑμᾶς ὁ θεὸς … εἰς σωτηρίαν [Gud har udvalgt jer … til at blive frelst]. Men denne udskillelse er ikke sket nude, «nøgent». Gud har ikke – og det må der peges på atter og atter – grebet ind blandt menneskene med sin blotte almagtshånd og har således heller ikke grebet de udvalgte med sin blotte almagtshånd; men denne gribning (αἱρεῖσθαι) er, som der tilføjes i 2 Thess 2,13, sket «ved Åndens helliggørelse og ved tro på sandheden», ἐν ἁγιασμῷ πνεύματος καὶ πίστει ἀληθείας, altså på den måde og derved, at han trådte hen til dem i evangeliet, og at Helligånden blev virksom i evangeliet og frembragte troen. Med andre ord: Ligesom Kristi fortjeneste hører også Åndens helliggørelse og troen med ind i selve udvælgelsesakten og ikke blot til dens udførelse, sådan som calvinisterne lærer.¹⁶⁷³ Vi betragter derfor kun vores evige udvælgelse ret, når vi betænker og fastholder, hvordan den faktisk er sket i evigheden, nemlig ikke uden midler (absolut), men gennem forkyndelsen af evangeliet og Helligåndens virksomhed i evangeliet, så troen frembringes. Den er i evigheden sket sådan, som Konkordieformlen beskriver dens udførelse i tiden (s. 720, 76): «Faderen drager … ved hørelsen af sit hellige, guddommelige ord som med et net, hvorved de udvalgte rives ud af Djævelens gab.» Holder vi fast ved denne evige udvælgelsesmåde, så bliver vi ved spørgsmålet om vores udvælgelse henvist til Kristus og evangeliet, og dermed har al nød en ende, sådan som det over for modsætningen skal udfoldes nærmere i afsnittet om, hvordan udvælgelsen kan erkendes. Alle forkerte tanker, der fører enten til fortvivlelse eller til kødelig sikkerhed, er helt udelukket. Spørger nogen: «Er jeg udvalgt til frelse?», så skal der svares med modspørgsmålet: «Hvordan står det til hos dig med Åndens helliggørelse og troen på sandheden, hvorved den evige udvælgelse er sket?» Fortsætter spørgeren: «Er jeg fra evighed udvalgt til frelse, så bliver jeg visselig frelst; er jeg ikke udvalgt, så går jeg fortabt, ligegyldigt om jeg nu hører og tror evangeliet eller ej», så skal man sige til ham, at en sådan evig udvælgelse til frelse slet ikke findes, og at Gud ikke har grebet sine udvalgte i evigheden ved ørerne eller i nakken, men ἐν ἁγιασμῷ πνεύματος καὶ πίστει ἀληθείας, ved Åndens helliggørelse og troen på sandheden.

¹⁶⁷¹ St. L. II, 180 beretter Luther, at han i anfægtelsen over sin udvælgelse næsten var død, hvis Staupitz ikke havde reddet ham ud af denne anfægtelse.

¹⁶⁷² Luther, St. L. II, 182: «Også under pavedømmet har der været mange gudfrygtige folk, som har følt disse åndelige anfægtelser.»

¹⁶⁷³ Formula Consensus Helvetica V; hos Niemeyer, s. 731 f.

Dette er det punkt, som Konkordieformlen så eftertrykkeligt lægger fingeren på. For Konkordieformlen er det afgørende at sikre denne rette betragtning af den evige udvælgelse. Efter at den har fastslået begrebet «Guds børns evige udvælgelse til den evige frelse» ved at afgrænse det over for Guds forsyn (s. 704, 3–8), indskærper den meget udførligt (s. 705, 9–24), at udvælgelsen til frelse «ikke blot (nude) skal betragtes i Guds hemmelige, uransagelige råd, som om den ikke indeholdt mere, eller der ikke hørte mere til den, og der heller ikke var mere at betænke ved den, end at Gud forud har set (forudset, praeviderit), hvilke og hvor mange der skulle blive frelst, hvilke og hvor mange der skulle blive fordømt, eller at han blot har holdt en sådan mønstring (militarem quendam delectum): Denne skal blive frelst, hin skal blive fordømt; denne skal blive bestandig, hin skal ikke blive bestandig», men den rette betragtning af den evige udvælgelse sker således, «at hele læren om Guds forsæt, råd, vilje og forordning angående vores forløsning, kald, retfærdiggørelse og frelse sammenfattes (simul mente complectamur)». Konkordieformlen sammenfatter så selv det, der er nødvendigt til den rette betragtning, i otte punkter. Vi må betragte, siger den, at Gud i sandhed har forsonet menneskeslægten¹⁶⁷⁴ med sig ved Kristus, at Gud ved nådemidlerne tilbyder os den erhvervede nåde, at Helligånden ved dette tilbud virker troen, at Gud retfærdiggør ved troen og helliggør dem, der således er retfærdiggjort, og at han heller ikke vil forlade dem i deres svaghed og mange slags anfægtelser, men fuldende den påbegyndte gerning indtil herliggørelsen. Efter at Konkordieformlen således har stillet den almindelige frelsens vej frem til betragtning, tilføjer den, at den hermed har beskrevet den måde eller modus, hvorpå Gud «i nåde [i evighed] har tænkt på (clementer praescivit, en oversættelse af προέγνω, Rom 8,29) alle og enhver af de udvalgtes personer, som skal blive frelst ved Kristus, udvalgt dem til frelse og også forordnet, at han på denne måde, som nu sagt, ved sin nåde, sine gaver og sin virkning vil bringe dem dertil, hjælpe, fremme, styrke og bevare dem».

¹⁶⁷⁴ Konkordieformlen nævner «menneskeslægten» eller alle mennesker, ikke for at lære en almindelig udvælgelse i modstrid med sin egen erklæring (s. 705, 5), men fordi vi kun kan betragte «vores forløsning» (s. 707, 14), når vi betragter, at menneskeslægten i sandhed er forløst ved Kristus. Fornægtelsen af den almindelige forløsning udelukker betragtningen af vores forløsning.

Vi har en parallel (analogon) hertil i betragtningen af livets grænse (terminus vitae). Antallet af hvert menneskes år er bestemt i Guds råd. Job 14,5: «Mennesket har sin bestemte tid, antallet af hans måneder står hos dig; du har sat en grænse, som han ikke skal overskride.» Men denne sandhed må ikke betragtes nøgent, nude, på den måde, at nogen hverken ville bede, arbejde, spise eller bruge midler mod fare og sygdom. Gud har henvist os mennesker til de midler, han har ordnet,¹⁶⁷⁵ og har vævet brugen af disse midler ind i den livsgrænse (terminus vitae), som han har fastsat. Ad den vej, at vi bruger disse midler, fører Gud vores liv frem til den grænse, han har bestemt. Således er ganske vist også den evige udvælgelse et uforanderligt faktum (factum), sådan som også Konkordieformlen så eftertrykkeligt bevidner (s. 705, 25; 714, 45–47; 715, 54 ff.). Men denne evige nådehandling er ikke sket absolut, men ligesom ἐν Χριστῷ (Ef 1,4) således også ἐν ἁγιασμῷ πνεύματος καὶ πίστει ἀληθείας (2 Thess 2,13); det vil sige: Den grunder sig på Kristi fortjeneste, og i selve udvælgelsesakten er nådemidlernes brug og virkning vævet ind. Ud fra vores stilling til Kristus og nådemidlerne kan vi erkende, om vi er udvalgte fra evighed, sådan som Konkordieformlen udførligt fremstiller det (s. 710, 30 ff.). Det er den rette betragtning af den evige udvælgelse.

¹⁶⁷⁵ ApG 9,25; 23,16 ff.; 1 Tim 5,23 osv.

3. Den evige udvælgelses genstand

Udvælgelsens genstand er ikke alle mennesker (Samuel Hubers lære, † 1624),¹⁶⁷⁶ heller ikke både dem, der bliver frelst, og de midlertidigt troende (senere tübingerteologers og nyere teologers lære),¹⁶⁷⁷ men kun de, der bliver frelst, fordi Skriften lærer, at alle udvalgte sikkert bliver frelst, eller, hvad der er det samme, at ingen udvalgt kan gå fortabt.¹⁶⁷⁸ Ordet nådevalg har altså i Skriften ikke tre betydninger, en videste, en videre og en snævrere (så at alle mennesker skulle være udvalgt i den videste betydning, de, der bliver frelst, og de midlertidigt troende i den videre, og kun de, der bliver frelst, i den snævrere), men altid kun én betydning: Det betegner Guds evige nådehandling over for dem, der faktisk opnår frelsen. Konkordieformlen følger nøje Skriften, idet den i fremstillingen af læren om nådevalget eller prædestinationen fra første færd afgrænser praedestinatio ad salutem (forudbestemmelsen til frelse) over for Guds praescientia (forudviden) og udfolder, at Guds praescientia angår alle mennesker, mens praedestinatio ad salutem kun angår Guds børn, der bliver frelst. Konkordieformlen (s. 705, 5–7): «Guds evige udvælgelse eller praedestinatio, det vil sige Guds forordning til frelse, går ikke på én gang over de fromme og de onde, men alene over Guds børn, der er udvalgt og forordnet til det evige liv, før verdens grundvold blev lagt, som Paulus siger, Ef 1: ’Han har udvalgt os i Kristus Jesus og forordnet os til barnekår.’ Guds forudviden (praescientia) ser og ved forud også det onde» osv. Der har ganske vist været lutherske teologer, navnlig før Konkordieformlen, der har talt om et almindeligt nådevalg, som strækker sig til alle mennesker, idet de i en upræcis talemåde brugte udtrykkene nådevalg og nådevilje som ensbetydende.¹⁶⁷⁹ I Konkordieformlen findes denne upræcise talemåde derimod ikke. Skønt den over for calvinisterne på det bestemteste bevidner, at Guds nåde, Kristi fortjeneste og Helligåndens virksomhed i Ordet er almindelig,¹⁶⁸⁰ kalder den dog ikke nådevalget almindeligt, men siger tværtimod fra første færd, at nådevalget kun angår Guds børn, som visselig bliver frelst (s. 705, 5.8). Hvad der har fået en række teologer i gammel og ny tid til, i det mindste visse steder, at tilskrive Konkordieformlen et almindeligt eller dog udvidet nådevalg, er den omstændighed, at Konkordieformlen så eftertrykkeligt indskærper, at den evige udvælgelse ikke skal betragtes nøgent (nude), men altid kun sammenfattet med Guds hele råd «angående vores forløsning, kald, retfærdiggørelse og frelse». Vi har i det foregående afsnit vist, at Konkordieformlen gør dette, ikke for at lære et almindeligt nådevalg, men for at sikre det skriftmæssige begreb og dermed den rette betragtning af den evige udvælgelse, fordi den evige udvælgelse ikke er sket nude, men ved Helligåndens gerning og virkning i nådemidlerne.

¹⁶⁷⁶ Acta Huberiana, Tübingen 1597, I, 254: «Dr. Samuel Hubers bekendelse om nådevalget: Jeg tror og bekender af hjertens grund, at Gud i sin Søn har forordnet alle og ethvert menneske til det evige liv, ikke forbigået nogen, men udvalgt alle mennesker, den ene såvel som den anden.» Hos Frank IV, 281. Jf. L. u. W. 1880, s. 45 ff.

¹⁶⁷⁷ Således tübingeren J. A. Osiander, † 1697: Colleg. Theol. Syst. VI, 117. Jf. de dogmehistoriske fremstillinger i L. u. W. 1880, s. 105; 1881, s. 100 ff. Kritik af tübingerteologerne hos Fecht, Compend. univ. theol., s. 426 f.; hos Baier-Walther III, 541. Blandt de nyere teologer lærer også Frank «en tofoldig slags udvalgte», IV, 177 f.

¹⁶⁷⁸ Matt 24,24; Rom 8,28–30. I Kristi ord i Matt 24,24: ὥστε πλανῆσαι, εἰ δυνατόν, καὶ τοὺς ἐκλεκτούς [så at de, hvis det er muligt, også fører de udvalgte vild] betegner εἰ δυνατόν et tilfælde, der ikke indtræffer. Denne forklaring er udtrykkeligt givet i v. 22: «Og hvis de dage ikke blev afkortet, ville intet kød blive frelst, men for de udvalgtes skyld vil disse dage blive forkortet.» At den evige herlighed er sikker for alle udvalgte, fremstiller også Paulus udtrykkeligt (ex professo) til trøst for de kristne i Rom 8,28–30. Herliggørelsen (ἐδόξασεν, aorist) er lige så uadskilleligt forbundet med den evige udvælgelse som kaldet (ἐκάλεσεν) og retfærdiggørelsen (ἐδικαίωσεν). Jf. Stöckhardt, Römerbrief, s. 402. Stöckhardt citerer Weiß: «For at sætte herliggørelsen på samme trin af pålidelighed som προέγνω, προώρισε, ἐκάλεσε og ἐδικαίωσε valgte Paulus den proleptiske aorist.» – De, der indvender, at også de midlertidigt troende, så længe de tror, er kaldede og retfærdiggjorte og derfor også må regnes til de udvalgte, må gøre det op med Skriften, som kun henfører den evige udvælgelse til dem, der faktisk bliver frelst, og ikke regner de midlertidigt troende med. De midlertidigt troende er heller ikke regnet med i den række af Skriftens udsagn, hvor kirken, de helliges menighed eller kristenheden, sættes lig med de udvalgte: 1 Kor 1,2–9; Ef 1,1 ff.; 1 Thess 1,5; 2,13; 1 Pet 1,1–2; 2,9 osv. Det er derfor heller ikke nødvendigt at rette Luthers forklaring til den tredje trosartikel, når Luther lader «hele kristenheden på jorden» bestå af de mennesker, som Helligånden «kalder, samler, oplyser, helliggør og bevarer hos Jesus Kristus i den rette, eneste tro». Gud gør som landmanden, der heller ikke regner den hvede med, som falder af undervejs, når kornet køres ind, eller bliver trådt ned eller ædt af himlens fugle.

¹⁶⁷⁹ Citater hos Frank IV, 282 f.

¹⁶⁸⁰ Müller, s. 721, 28 f.; 557, 17–19.

For at bestemme nådevalgets genstand må man fremdeles fastholde, at det ikke består i den almindelige grundsætning: «Den, der tror indtil enden, skal blive frelst.» Det er ganske vist en grundsætning og en beslutning fra Gud, som er åbenbaret gennem hele Skriften.¹⁶⁸¹ Men denne grundsætning er ikke nådevalget. Efter Skriftens lære om nådevalget har Gud ikke udvalgt en grundsætning, men personer; 2 Thess 2,13: «Gud har udvalgt jer (ὑμᾶς)»; Ef 1,4: «Gud har udvalgt os (ἡμᾶς).» Også her følger Konkordieformlen nøje Skriften (s. 708, 23): «Gud har i dette sit råd, sin hensigt og bestemmelse ikke alene i almindelighed» (in genere) «beredt frelsen, men har også i nåde tænkt på alle og enhver af de udvalgtes personer, som skal blive frelst ved Kristus, udvalgt dem til frelse og også bestemt, at han på den måde, som nu er sagt» (i de otte punkter), «ved sin nåde, sine gaver og sin virkning vil bringe dem dertil, holde, fremme og styrke dem og bevare dem deri.» Når nyere teologer siger, at nådevalget ikke angår enkelte, bestemte personer (individer), men kirken, er det en selvmodsigelse, da kirken jo består af enkelte, bestemte personer, nemlig af de personer, der tror på Kristus.

¹⁶⁸¹ Joh 3,18.36; Matt 24,13 osv.

4. At den evige udvælgelse kan erkendes

At de kristne kan erkende deres evige udvælgelse og være vis på den, er efter Skriften så selvfølgeligt, at Skriften uden videre _tiltaler de kristne som udvalgte_¹⁶⁸² og trøster dem med det faktum, at de er evigt udvalgt.¹⁶⁸³ Alle, der påstår, at de kristne ikke kan erkende deres evige udvælgelse med sikkerhed, har deri et sikkert kendetegn på, at deres lære om udvælgelsen ikke er Skriftens lære. Årsagen til, at man ikke erkender den evige udvælgelse, er mangefoldig.

¹⁶⁸² I Ef 1,4 siger Paulus, idet han sammenfatter sig selv med alle kristne: Gud har udvalgt os (ἐξελέξατο ἡμᾶς); i 2 Thess 2,13 siger han til thessalonikerne: Gud har fra begyndelsen udvalgt jer til frelse (εἵλατο ὑμᾶς ἀπ’ ἀρχῆς εἰς σωτηρίαν); 1 Thess 1,4: Vi kender jeres udvælgelse (εἰδότες τὴν ἐκλογὴν ὑμῶν).

¹⁶⁸³ Rom 8,28–39. V. 33: «Hvem vil anklage Guds udvalgte?»

For det første kan nådevalget slet ikke erkendes, hvis det betragtes ud fra Guds forudviden eller forudseen, fx intuitu fidei finalis [med henblik på den endelige tro], fordi Guds forudviden for os mennesker er en uransagelig hemmelighed. Ingen kristen er i stand til at vide, hvad Gud har vidst eller set forud med hensyn til ham personligt, fordi der ikke foreligger nogen guddommelig åbenbaring om det. Teorien om, at Gud har udvalgt ex praevisa fide finali [ud fra den forudsete endelige tro], er opstået ved skrivebordet og er altid blevet ved skrivebordet. Ingen teolog og ingen kristen har nogen sinde haft praktisk brug for denne teori. En del af de gamle _intuitu fidei_-teologer lærer ganske vist, at de kristne skal og kan være vis på deres evige udvælgelse.¹⁶⁸⁴ De når frem til dette resultat ved at opgive deres teori i praksis. De henviser ikke de kristne til Guds forudviden, men til de guddommelige løfter, som tilsiger bevarelsen i troen. Konkordieformlen advarer derfor meget indtrængende mod den fremgangsmåde at tage Guds forudviden med i betragtningen af den evige udvælgelse (s. 715, 54 ff.): «Derfor er der ingen tvivl om, at Gud ganske vel og med den allerstørste vished før verdens tid har set forud» (praeviderit, set forud) «og stadig ved, hvem af de kaldede der vil tro eller ikke tro; ligeledes hvem af de omvendte der vil forblive standhaftige, og hvem ikke; hvem der efter faldet vil vende om, og hvem der vil falde i forhærdelse. Ligeså er tallet, hvor mange der vil være på hver side, uden al tvivl Gud vitterligt og kendt. Men fordi Gud har forbeholdt sin visdom denne hemmelighed og ikke åbenbaret os noget om den i sit ord, endnu mindre befalet os at udforske den med vore tanker, men alvorligt holdt os borte fra det, Rom 11, skal vi ikke med vore tanker drage følgeslutninger, slutte eller gruble over det, men holde os til hans åbenbarede ord, som han henviser os til.»

¹⁶⁸⁴ Brochmand, Systema I, 270 f.; hos Baier-Walther III, 599 ff.

For det andet kan den evige udvælgelse slet ikke erkendes, hvis den almindelige nåde (gratia universalis) på nogen måde indskrænkes. Derfor siger Konkordieformlen dér, hvor den handler om at erkende den evige udvælgelse (s. 709, 28): «Når vi vil betragte vores evige udvælgelse til frelse til gavn, må vi på alle måder holde stift og fast ved, at ligesom prædikenen om omvendelse, således går også evangeliets løfte ud almindeligt (universalis), det vil sige til alle mennesker, Luk 24,47.» Nødvendigheden af den ganske og aldeles almindelige nåde mærker mennesket ikke, så længe samvittighedens rædsler endnu ikke har grebet hans hjerte. Men når virkelig syndeangst (terrores conscientiae) indtræffer, trøster intet andet end den nåde, som uden begrænsning går ud til alle syndere, og som, med Luthers ord, gælder røveren ikke mindre end Sankt Peter, skøgen ikke mindre end den hellige jomfru. Men den almindelige nåde fornægtes ikke kun af calvinisterne, men også af synergisterne. Calvinisterne indskrænker den frelsende nåde (efficacious grace) til dem, der umiddelbart er oplyst og genfødt. Synergisterne indskrænker den nåde, der faktisk frelser, til de mennesker, hos hvem den rette adfærd, selvsætningen eller en mindre skyld findes.

Dette fører til et tredje punkt. Den evige udvælgelse kan slet ikke erkendes, hvis den ikke betragtes som nådevalg, men ud fra den synsvinkel, at den skulle afhænge af noget, der ligger i mennesket (aliquid in homine), hvad enten dette noget i mennesket så kaldes fortjeneste, gode gerninger, selvbestemmelse, ret adfærd, mindre skyld eller noget andet. Med denne betragtningsmåde er begrebet om den evige udvælgelse som nådevalg opgivet fra første færd, og man forsøger at erkende en ting, som slet ikke findes. Som regel fornægter synergisterne derfor også, at den evige udvælgelse kan erkendes. Det er konsekvent. Skulle nogen derimod i sit hjerte virkelig mene, at Gud har antaget ham og udvalgt ham til frelse, fordi han har gjort godt eller undladt ondt, så ville han dermed ikke bære de udvalgtes kendetegn, men endnu bære kendetegnene på dem, der går fortabt, fordi den evige udvælgelse nu engang er ἐκλογὴ χάριτος [en nådesudvælgelse] (Rom 11,5). Derfor advarer den lutherske bekendelse mod den lære, «at ikke Guds barmhjertighed og Kristi allerhelligste fortjeneste alene, men også noget i os (aliquid in nobis) er en årsag til Guds udvælgelse» (s. 723, 88), og derfor begynder den det afsnit, der handler om, at udvælgelsen kan erkendes, med den advarsel, at vi «ikke efter loven» skal dømme om vores udvælgelse (s. 709, 26).

Derimod kan den evige udvælgelse erkendes med sikkerhed ud fra evangeliet. Evangeliet har nemlig dette indhold, at Guds nåde i Kristus gælder alle syndere uden undtagelse, og at denne nåde virkelig er nåde og ikke betinget af noget i mennesket. Hører og tror et menneske dette, kan han ikke andet end være forvisset om, at der for Kristi skyld i Guds hjerte ikke bor vrede, men lutter brændende kærlighed til ham, synderen. Holder en fattig synder derfor sin tro rettet mod evangeliet uden sideblik til loven, så tror han eo ipso sin evige udvælgelse. Kort sagt: erkendelsen af den evige udvælgelse falder sammen med troen på evangeliet. Denne måde at erkende den evige udvælgelse på lærer Skriften i Rom 8,32–33: «Han som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvordan skulle han kunne andet end skænke os alt med ham? Hvem vil anklage Guds udvalgte?» Kun ud fra dette faktum, at erkendelsen af den evige udvælgelse falder sammen med troen på evangeliet, forklares det andet faktum, at Skriften tiltaler dem, der tror evangeliet, som udvalgte. Megen argumentation hjælper dog ikke på dette punkt. Men det er den metode, Skriften lærer, og som erfaringen har stadfæstet, at udvælgelsen lyser frem af Kristi sår for de sønderknuste hjerter, der spørger efter nåde, sådan som Staupitz lærte Luther, og sådan som Luther råder enhver, der spørger efter sin udvælgelse. Hvad de midlertidigt troende angår, er de udelukkende midlertidigt troende, fordi de ikke tror evangeliet, som jo netop også tilsiger bevarelsen i troen. Luther bemærker til ordene i 1 Pet 1,2: «ifølge Gud Faders forudbestemmelse» følgende: «Heraf skal vi tage denne lære, at forudbestemmelsen ikke er grundet på vores værdighed og fortjeneste, som sofisterne foregiver – så kunne Djævelen jo hvert øjeblik gøre den uvis og vælte den omkuld – men den står i Guds hånd og er grundet på hans barmhjertighed, som er urokkelig og evig; derfor hedder den også forudbestemmelse og er derfor vis og kan ikke slå fejl. Derfor: anfægter din synd og uværdighed dig, og falder det dig ind, at du ikke er forudbestemt af Gud, eller at de udvalgtes tal er lille og de ugudeliges skare stor, og forskrækkes du over de grufulde eksempler på Guds vrede og dom, så disputér ikke længe om, hvorfor Gud gør dette eller hint sådan og ikke anderledes, skønt han dog godt kunne. Understå dig heller ikke i at udforske den guddommelige forudbestemmelses afgrund med fornuften; ellers farer du visselig vild i det og fortvivler enten eller kaster dig helt ud i ryggesløshed. Men hold dig til evangeliets løfte; det vil lære dig, at Kristus, Guds Søn, er kommet til verden for at velsigne alle folk på jorden, det vil sige forløse dem fra synd og død, gøre dem retfærdige og frelse dem, og at han har gjort det efter Guds, den himmelske Faders, befaling og nådige vilje, han som således elskede verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv, Joh 3. Følger du det råd, nemlig at du først erkender, at du af natur er et vredens barn, skyldig til den evige død og fordømmelse, som ingen skabning, hverken menneskelig eller englelig, kan frelse dig fra, og derefter griber Guds løfte og tror, at han er en barmhjertig, sanddru Gud, der trofast holder, hvad han har sagt, af lutter nåde uden al vores medvirken og fortjeneste, og at han derfor har sendt Kristus, sin enbårne Søn, for at han skulle gøre fyldest for dine synder og skænke dig sin uskyld og retfærdighed og til sidst også forløse dig fra al nød og død – så tvivl ikke på, at du hører til de udvalgtes lille flok. Når man behandler forudbestemmelsen på denne måde, sådan som også Sankt Paulus plejer, er den overmåde trøsterig. Den, der tager den anderledes for sig, for ham er den forfærdelig.»

Ud fra det faktum, at erkendelsen af den evige udvælgelse falder sammen med troen på evangeliet, fremgår det også, hvilken beskaffenhed den vished har, som de kristne har om deres evige udvælgelse. Som bekendt er der blevet forhandlet om, hvorvidt visheden skal kaldes «absolut» eller «betinget». Men begge udtryk er flertydige. Calvinisterne tænker ved den absolutte vished på en umiddelbar vished, der ikke er grundet på de ydre nådemidler. Efficacious grace acts immediately [Den virksomme nåde virker umiddelbart]. Synergisterne tænker ved «betinget» vished på en vished, der afhænger af menneskets adfærd. Træffende betegnes visheden som troens vished, fordi den består i troen på evangeliet og derfor, i overensstemmelse med troens natur, ikke er en halv, men en fuld vished. Denne normale troens vished beskrives i Rom 8,31–39, en beskrivelse, der slutter med ordene: «Jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller kræfter, hverken noget nuværende eller noget kommende, hverken det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vores Herre.» Advarslerne mod frafald og henvisningen til de midlertidigt troende er fuldt alvorligt ment. Men de hører til loven og gælder de kristne ikke efter det nye menneske, for så vidt de i syndserkendelse spørger efter nåde, frelse og udvælgelse, men efter det gamle menneske, for så vidt deres interesse vender sig bort fra nåde og frelse og hen til denne verden. Bekymringen for, at de midlertidigt troende skulle have troet en usandhed, hvis også bevarelsen i troen blev tilsagt i nådens evangelium, og dermed også den evige udvælgelse blev åbenbaret, er ubegrundet. Det antagne tilfælde forekommer ikke. Den, der tror Guds nådetilsagn med hensyn til bevarelsen, falder ikke fra. Det er et faktum, som er åbenbaret i Skriften.¹⁶⁸⁵

¹⁶⁸⁵ Rom 10,11: πᾶς ὁ πιστεύων ἐπ’ αὐτῷ, οὐ καταισχυνθήσεται [Enhver, som tror på ham, vil ikke blive skuffet].

5. Troens forhold til den evige udvælgelse

At vi behandler troens forhold til den evige udvælgelse i et særligt afsnit, er berettiget, fordi dette punkt fra slutningen af det sekstende århundrede og indtil vor tid har været genstand for strid. Vi må skelne mellem det forhold, som de kristnes tro står i til deres evige udvælgelse, og det forhold, som Skriften anviser den tro, de kristne har i tiden.

Hvad troens forhold til den evige udvælgelse angår, skal troen hverken sættes før eller efter udvælgelsen. På dette punkt farer både de senere lutheranere og calvinisterne vild fra sandheden. De senere lutheranere sætter begrebsmæssigt troen før den evige udvælgelse, idet de påstår, at Gud har udvalgt de personer, om hvem han havde forudset, at de ville blive i troen indtil enden (udvælgelse intuitu fidei finalis). Efter den evige udvælgelse sætter calvinisterne troen, idet de påstår, at ligesom Kristi fortjeneste, således hører også troen kun til udførelsen af den udvælgelse, der er sket absolut.¹⁶⁸⁶ Derimod må man med hensyn til forholdet mellem de kristnes tro og deres evige udvælgelse fastholde, at deres evige udvælgelse netop består i, at Gud har betænkt dem med troen på evangeliet og derved taget dem ud af verden. Med andre ord: Den tro, som Helligånden har virket, er udvælgelsens middel. Den evige udvælgelse er ikke sket absolut eller nøgent (nude), men ἐν ἁγιασμῷ πνεύματος καὶ πίστει ἀληθείας, «ved Åndens helliggørelse og ved tro på sandheden». Dette blev allerede fremstillet i afsnittet «Begrebet om den evige udvælgelse». Sådan lærer også Konkordieformlen (s. 714, 44): «Gud har i sit råd før verdens tid» (altså i selve den evige udvælgelse) «betænkt og bestemt, at han selv med sin Helligånds kraft ved Ordet vil skabe og virke alt det i os, som hører til vores omvendelse» (det vil sige til, at vi bliver troende). Sådan skrev også Walther:¹⁶⁸⁷ «Vi lærer, at Gud, ligesom han i tiden frelser os ved troen, også i evigheden har besluttet at frelse de udvalgte ved troen, og netop dette er efter Guds ord, bekendelsen og vores lære nådevalgets rådslutning. … Calvinisterne lærer en absolut udvælgelse til frelse, og efter at denne udvælgelse allerede er sket, beslutter Gud så kun at give de udvalgte troen. Vi derimod tror, lærer og bekender efter Skriften og vores bekendelse, at Gud har udvalgt til frelse ved troen.»

¹⁶⁸⁶ Formula Consensus Helvetica, can. 5; hos Niemeyer, s. 731 f.

¹⁶⁸⁷ Berichtigung osv., s. 147. Lünemann (i Meyers kommentar): «Ἐν ἁγιασμῷ πνεύματος καὶ πίστει ἀληθείας hører hverken alene til σωτηρίαν eller alene til εἵλατο, men til helhedsbegrebet εἵλατο εἰς σωτηρίαν og angiver det middel, hvorved den udvælgelse, der var sket, skulle virkeliggøres.» Det sidste er ikke præcist. Tekstens ord siger ikke, hvordan «den udvælgelse, der var sket, skulle virkeliggøres», men hvordan den evige udvælgelse er blevet virkeliggjort, er sket (εἵλατο).

Hvad derimod angår den tro, som de udvalgte har i tiden, er den, ligesom hele deres timelige nådestand, en følge og virkning af deres evige udvælgelse, 2 Tim 1,9: «Han har frelst os og kaldet os … på grund af sin egen beslutning og nåde som er blevet givet os i Kristus Jesus fra evige tider af»; ApG 13,48: «Alle de, der var bestemt til evigt liv, kom til tro.» Sådan lærer Konkordieformlen (s. 705, 8): «Guds evige udvælgelse … er af Guds nådige vilje og velbehag i Kristus Jesus en årsag, som skaber, virker, hjælper og fremmer vores frelse og det, som hører til den, og som vores frelse også er grundet på, sådan at end ikke helvedes porte skal kunne udrette noget imod den, som der står skrevet: ’Ingen skal rive mine får ud af min hånd.’ Og atter: ’Alle de, der var bestemt til evigt liv, kom til tro.’» Ligeledes Chemnitz: «Guds udvælgelse følger ikke efter vores tro og retfærdighed, men går forud som en årsag til alt dette.»¹⁶⁸⁸

¹⁶⁸⁸ Enchiridion (Milwaukee, Wis.), s. 109. Hos Frank IV, 336.

Fra denne lære veg de senere lutherske teologer af, især siden Ægidius Hunnius († 1603). De lod troen, nemlig den tro, der holdes fast indtil enden, eller som endnu indtræffer før enden (fidem finalem), begrebsmæssigt (notionaliter, in signo rationis) gå forud for den evige udvælgelse, idet de lærte, at Gud fra evighed har udvalgt de mennesker, om hvem han havde forudset, at de ville blive i troen indtil enden eller endnu før deres ende ville komme til tro (electio intuitu fidei finalis, ex praevisa fide finali). Et skriftbevis søgte de at vinde ved at forstå προγινώσκειν (forud at kende) i Rom 8,29 i betydningen forud at vide eller forud at se (nudam scientiam denotans [som betegner en blot viden]). Men for at undgå den antagelse, at alle mennesker er udvalgt – fordi Guds forudviden strækker sig til alle mennesker –, måtte de søge at vinde en begrænsning for udsagnet: «Dem han forud vidste, forud så». Denne begrænsning vandt de ved at foretage en ændring af sætningens objekt. De opgav objektet «dem» (οὕς) og satte i stedet: «dem, hvis vedholdende tro han forud så eller forud kendte» (quorum fidem finalem praescivit sive praevidit). Således blandt de nyere lutherske teologer fx også Philippi. For at undskylde eller retfærdiggøre denne objektsændring siger Philippi, at man jo må tænke sig «dem» (οὕς) som «i almindelighed egnede» til den evige udvælgelse, og som en sådan nødvendig egenskab, der går forud for udvælgelsen, tænker han sig den «vedholdende πίστις». Men Skriften siger intetsteds, at de kristnes «vedholdende tro» er forudsætningen for deres evige udvælgelse. Skriften siger tværtimod det modsatte. At de kristne i tiden har tro og i troen holder ud også i den yderste trængsel, er efter Skriften ikke forudsætning, men følge og virkning af deres udvælgelse, ApG 13,48; Matt 24,21–22. Således er den alloiosis, Philippi tillader sig med hensyn til objektet «dem», ikke blot vilkårlig, men også skriftstridig. Og fordi vilkårligheden hersker ved denne alloiosis, sætter andre de gode gerninger i stedet for «troen»,¹⁶⁸⁹ atter andre kærligheden,¹⁶⁹⁰ synergisterne efter den senere Melanchthons forbillede menneskets gode adfærd under forskellige navne: evnen til at skikke sig til nåden (facultas se applicandi ad gratiam), den vilje, der ikke modstræber, men samtykker (voluntas non repugnans, sed assentiens), selvafgørelsen, den frie selvbestemmelse, at man undlader den forsætlige modstræben, den mindre skyld osv. For at undgå disse vilkårlige og skriftstridige tilføjelser og samtidig lade objektet «dem» (οὕς) stå, som det lyder, forstår vi med Luther, Konkordieformlen og en række af de nyere teologer «forud at kende», προγινώσκειν, som et synonym for «udvælge», selv om det begrebsmæssigt ikke falder sammen med «udvælge». Luther oversætter οὓς προέγνω: «dem han forud har udset». Konkordieformlen gengiver «forud at kende» med «i nåde at tænke på»; på latin: clementer praescire, «nådigt at vide forud». Luthardt beskriver det som «en tilegnende forudkenden». Andre nyere teologer gengiver det med: at gøre til sin egen, at forbinde sig med. Denne betydning er fuldt sikret ved Skriftens sprogbrug. I Skriften betegner προγινώσκειν, ligesom også det usammensatte γινώσκειν og det hebraiske יָדַע, ikke blot en viden om noget,¹⁶⁹¹ men også et sådant at tage notits af, hvorved der sættes et fællesskabsforhold, en forbindelse med sager eller personer, et greb om dem.¹⁶⁹² Nogle eksempler hæver dette over enhver tvivl. Ligesom det i 5 Mos 7,6 hedder om Guds handlemåde med Israels folk: «Dig har Gud udvalgt (בָּחַר) til sit ejendomsfolk blandt alle folkene», således hedder det i Am 3,2 om den samme sag: «Kun jer har jeg kendt (יָדַעְתִּי) blandt alle jordens slægter.» I denne betydning står γινώσκειν, יָדַע og προγινώσκειν i Gal 4,9; Sl 1,6; Rom 11,2. Den blotte viden er udelukket på disse steder. Gal 4,9 hedder det om hedningerne, at de i deres omvendelse og ved deres omvendelse er «blevet kendt af Gud» (γνωσθέντες ὑπὸ θεοῦ). Genstand for Guds blotte viden var hedningerne også før deres omvendelse. Sl 1,6 hedder det om de retfærdiges vej, at Gud kender den. At der hermed siges, at Gud tager sig af de retfærdiges vej, fremgår af modsætningen: «Men de ugudeliges vej går til grunde.» Også i ordene Rom 11,2: «Gud har ikke forkastet sit folk som han forud har kendt» (προέγνω) ville enhver begrundelse for, at folket ikke er forkastet, mangle, hvis vi ville forstå προγινώσκειν om den blotte viden og ikke om at antage, at udvælge. Idet vi nu lader denne sikrede betydning af προγινώσκειν – forud at kende, forud at antage, forud at udse – gælde, er vi fritaget for enhver objektsændring og ikke bragt i den pinlige situation at måtte se os om efter et «passende» objekt for προέγνω (tro, adfærd, selvbestemmelse, kærlighed, gerninger), men vi lader οὕς, «dem», stå som objekt uden nogen som helst ændring og tilføjelse. Så er den tanke udtrykt, som ikke blot passer ind i sammenhængen, men som også kræves af sammenhængen: «Dem Gud forud kendte», det vil sige antog som sine, dem har han også forudbestemt til at få del i sin Søns herlighed. At den evige udvælgelse indbefatter forudbestemmelsen til den evige herlighed – det er netop den trøst, apostlen vil give de kristne, der her på jorden sukker under lidelse og svaghed. Derimod er det ved sammenhængen helt udelukket at forstå προγινώσκειν om Guds forud_viden_. Alle indrømmer, at det er apostlens hensigt på dette sted at gøre de lidende kristne vis på, at de får del i Kristi herlighed. Men forstås Guds «forudkenden» som Guds forud_viden_, ville apostlen grunde den visse del i Kristi herlighed på en faktor, som for de kristne er helt uvis, fordi ingen kristen ved eller kan vide, hvad Gud forud har vidst hos ham eller om ham.

¹⁶⁸⁹ Således allerede Ambrosius til Rom 8,29: Non ante praedestinavit, quam praesciret, sed quorum merita praescivit, eorum praemia praedestinavit [Han forudbestemte ikke, før han vidste forud, men for dem, hvis fortjenester han vidste forud, forudbestemte han lønnen]. Hos Baier-Walther III, 556.

¹⁶⁹⁰ Weiß, Ebrard.

¹⁶⁹¹ Sådan bruges προγινώσκειν ganske vist i ApG 26,5 og 2 Pet 3,17, hvor mennesker er subjekt.

¹⁶⁹² De gamle teologer siger: Nosse cum affectu et effectu, det vil sige en erkenden, som ikke blot betegner en viden om noget, men indbefatter en kærlig tilegnelse af objektet og en virkning på det.

Uholdbar er den indvending, som er rejst både i gammel og ny tid, at der ville opstå en tautologi, hvis προγινώσκειν blev regnet med blandt de begreber, der beskriver udvælgelsen. Så ville sætningen – mener man – komme til at lyde: «Dem han forud har bestemt, dem har han også forud bestemt.» Sådan også Philippi med henvisning til Hunnius. Hertil er at sige: Denne indvending hører til de tankeprodukter, som tankeløst går i arv fra slægt til slægt. Selv om det samme ord «forudbestemme» (προορίζειν) var brugt i forsætningen og eftersætningen, så det kom til at lyde: «Dem han forudbestemte, dem forudbestemte han også», ville der stadig ikke komme en tautologi ud af det, men det bedste fremskridt i tanken, fordi eftersætningen «dem forudbestemte han også» har målbestemmelsen hos sig: «til at blive ligedannede med hans Søns billede». Så ville der være udsagt, at med forudbestemmelsen er forudbestemmelsen til Guds Søns herlighed forbundet. Ingen ville kunne kalde dette udsagn en tautologi. Hertil kommer imidlertid, at προγινώσκειν og προορίζειν, skønt de begge tjener til at beskrive én og samme guddommelige handling, alligevel er begrebsmæssigt forskellige. «Dem han forud kendte», οὓς προέγνω [dem han forud kendte], udtrykker Guds kærlige tilegnelse eller antagelse af objektet. Eftersætningen «dem forudbestemte han også», καὶ προώρισεν [og forudbestemte han], peger på en målbestemmelse, der er forbundet med «forudkendelsen», og denne målbestemmelse bliver også straks føjet til med ordene: «til at blive ligedannede med hans Søns billede», συμμόρφους (prædikatsakkusativ) τῆς εἰκόνος τοῦ υἱοῦ αὐτοῦ [ligedannede med hans Søns billede].

Læren om en evig udvælgelse intuitu fidei finalis [med henblik på den endelige tro] har intet grundlag i Skriften. Spørger vi om årsagen til, at de senere lutherske lærere har lagt denne lære ind i Skriften og er veget af fra Luthers og Konkordieformlens lære, må det siges, at der hos dem ubevidst eller bevidst gjorde sig en stræben gældende efter at forklare for den menneskelige fatteevne, hvorfor ikke alle mennesker kommer til tro og bliver frelst, når Guds nåde er almen og alle mennesker er lige fuldstændig fordærvede, eller hvorfor nådevalget ikke er «alment». Men heller ikke til denne forklaring duer teorien om intuitu fidei finalis, så længe man holder fast ved den kristne lære om troens opståen og bevarelse, nemlig ved den lære, at troen in solidum [helt og fuldt] er en virkning af Helligånden. Kun på et synergistisk grundlag giver teorien den forklaring, man søger.¹⁶⁹³ Tager man ganske vist troen og det at blive i troen ud af Guds nådehånd og lægger det afgørende i menneskets hånd, nemlig i menneskets selvbestemmelse, rette adfærd, mindre skyld osv., så har man rigtignok vundet en forklaring, men en skriftstridig. Det er den forklaring, som Luther over for Erasmus siger om: Iugulum meum petisti [Du har sigtet mod min strube].

¹⁶⁹³ Dette udtaler også Frank (Theol. der Konkordienf. IV, 206): «Den senere» (nemlig hos de senere lutherske teologer) «yndede teologiske udvej, en praevisa fides [forudset tro] i forbindelse med voluntas Dei antecedens og consequens [Guds forudgående og efterfølgende vilje], vil, synes det, ikke slå til, fordi troen på den ene side selv skal betragtes som en virkning af nåden …, og fordi bekendelsen på den anden side intetsteds gør brug af denne udvej.»

6. Formålet med læren om den evige udvælgelse

Skriften belærer os meget udførligt og meget bestemt om formålet med læren om den evige udvælgelse. Denne lære sigter ikke på at nægte eller indskrænke universalis gratia [den almindelige nåde], sådan som mange både før og efter Calvin har ment,¹⁶⁹⁴ men på at stadfæste og indskærpe sola gratia [alene af nåde] med eftertryk. De kristne skal, når de sammenligner sig med de ikke-kristne, ikke mene, at Gud har antaget dem som sit folk i betragtning af deres «forskellige adfærd», deres bedre opførsel eller deres mindre skyld osv. Tværtimod skal det under alle omstændigheder og altid stå de kristne klart, at de, sammenlignet med de vantro, også har forholdt sig ilde og står i den samme skyld for Gud, for så vidt det kommer an på dem. Hvis de antog det modsatte, ville de træde ud af kristenheden, nådens rige, og flytte over i farisæernes rige, som ligger under forbandelsen.¹⁶⁹⁵ Det er hensigten med den lære om nådevalget, som er åbenbaret i Skriften.

¹⁶⁹⁴ Jf. den udførlige historiske fremstilling af denne modsætning under afsnittene om den «almindelige» og den «alvorlige» nåde, II, 21 ff.; desuden: «Terminologien med hensyn til Guds nådevilje», hvor det også er påvist, at Luther og Calvin kun stemmer overens i visse udtryk, men i sagen er helt forskellige, II, 36–55.

¹⁶⁹⁵ Luk 18,9 ff.; Gal 3,10.

Sådan er det allerede i nådevalgets forbillede, nemlig i Israels udvælgelse til pagtsfolk. Læser man 5 Mos 9,4 ff., får man det indtryk, at Moses i sin tale til jødernes folk ikke kunne finde ord nok til at tage den indbildning fra folket, at det kom til Kana’an, fordi det var bedre end hedningerne, når man sammenlignede dem. Der står: «Når nu HERREN din Gud har drevet dem [hedningerne] ud foran dig, så sig ikke i dit hjerte: HERREN har ført mig herind for at indtage dette land for min retfærdigheds skyld – mens det dog er for disse hedningers ugudeligheds skyld, at HERREN driver dem ud foran dig. For det er ikke for din retfærdigheds og dit oprigtige hjertes skyld, at du kommer herind for at indtage deres land, men HERREN din Gud driver disse hedninger ud for deres ugudeligheds skyld, for at han kan holde det ord, som HERREN har svoret dine fædre Abraham, Isak og Jakob. Så vid da, at det ikke er for din retfærdigheds skyld, at HERREN din Gud giver dig dette gode land at indtage, for du er et hårdnakket folk.» Det samme formål har læren om udvælgelsen til frelse. Det er, som om Helligånden heller ikke her kunne finde ord nok til at indskærpe de kristne den sandhed, at de ikke skylder det, at de selv skulle være bedre, men alene Guds nåde i Kristus, at de er antaget til frelse. 2 Tim 1,9: ikke κατὰ τὰ ἔργα ἡμῶν, men κατὰ ἰδίαν πρόθεσιν καὶ χάριν τὴν δοθεῖσαν ἡμῖν ἐν Χριστῷ Ἰησοῦ πρὸ χρόνων αἰωνίων [ikke på grund af vores gerninger, men på grund af sin egen beslutning og nåde, som er blevet givet os i Kristus Jesus fra evige tider af]. Ef 1,5–6: κατὰ τὴν εὐδοκίαν τοῦ θελήματος αὐτοῦ εἰς ἔπαινον δόξης τῆς χάριτος αὐτοῦ [efter sin gode vilje … for at vi skal prise hans herlige _nåde_]. Rom 11,6: εἰ δὲ χάριτι, οὐκέτι ἐξ ἔργων [Men når det er på grund af nåde, er det ikke mere på grund af gerninger]. Ud fra dette sigte – stadfæstelsen af sola gratia – forstås også kapitel 9–11 i Romerbrevet rigtigt. Disse kapitler er ikke rettet mod den almindelige nåde – apostlen lærer også i disse kapitler den almindelige nåde meget eftertrykkeligt, Rom 10,21; 11,32 –, men disse kapitler kendetegnes hele vejen igennem som en polemik mod indbildningen om den egne retfærdighed og om at være bedre end andre.¹⁶⁹⁶

¹⁶⁹⁶ Jf. også sammenfatningen Rom 9,30–33 og den videre udredning Rom 10,1–13, og så også polemikken mod de hedningekristne, for så vidt som de tilskriver sig selv at være bedre end jøderne, Rom 11,18 ff.

Også den lutherske bekendelse fastslår, at formålet med læren om udvælgelsen er at stadfæste sola gratia. Konkordieformlen (s. 713, 43–44): «Den stadfæster med stor kraft den artikel, at vi bliver retfærdige og frelst uden alle vores gerninger og fortjenester, af den rene nåde, alene for Kristi skyld. For før verdens tider, før vi var til, ja, før verdens grundvold blev lagt, da vi jo intet godt kunne gøre, er vi efter Guds beslutning udvalgt af nåde i Kristus til frelse, Rom 9; 2 Tim 1. Dermed bliver også alle opiniones [meninger] og vildfarende lærdomme om vores naturlige viljes kræfter slået til jorden, for Gud har i sit råd før verdens tider overvejet og bestemt, at han selv vil skabe og virke alt det i os, som hører til vores omvendelse, med sin Helligånds kraft ved Ordet.» Ligeledes s. 723, 87–88: «Ved denne lære og forklaring om de udvalgte Guds børns evige og frelsende udvælgelse får Gud hele og fulde ære: at han af lutter barmhjertighed i Kristus, uden al vores fortjeneste og gode gerninger, frelser os efter sin viljes forsæt, som der står skrevet, Ef 1: ’Efter sin gode vilje har han forudbestemt os til en status som barn hos sig ved Jesus Kristus, for at vi skal prise hans herlige nåde, som han har givet os i den elskede.’ Derfor er det falsk og forkert, når man lærer, at ikke alene Guds barmhjertighed og Kristi allerhelligste fortjeneste, men at der også i os er en årsag til Guds udvælgelse, for hvis skyld Gud har udvalgt os til det evige liv. For han har udvalgt os i Kristus, ikke alene før vi havde gjort noget godt, men også før vi blev født, ja, før verdens grundvold blev lagt; og ’for at Guds forsæt i overensstemmelse med udvælgelsen skulle stå fast, blev der sagt til hende, ikke af gerningers fortjeneste, men af nåde fra ham, som kalder: Den ældste skal tjene den yngste’. Som der står skrevet: ’Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.’ Rom 9; 1 Mos 25; Mal 1.»

At Skriftens lære om den evige udvælgelse stadfæster sola gratia, er også grunden til, at denne lære er forfærdelig for nogle og trøstende for andre. For alle dem, der mener, at de ikke er som andre mennesker, og som på deres side endnu finder egen dyd og egen evne – semina virtutum [dydens spirer], i det mindste facultas se applicandi ad gratiam [evnen til at skikke sig til nåden], en forskellig adfærd, en mindre skyld osv. –, for alle disse er Skriftens lære om nådevalget forfærdelig, fordi den ødelægger hele deres religion, som de regner den «selvbestemmelse, der ikke kan skilles fra det menneskelige væsen», med til.¹⁶⁹⁷ Derimod er Skriftens lære om nådevalget, netop fordi den så kraftigt stadfæster sola gratia, meget trøstende for alle dem, som lovens tordenhammer har «slået sønder og sammen», så de er kommet til at fortvivle om sig selv og ser den eneste redning i den rene, frie nåde. «Den giver», siger Konkordieformlen (s. 714, 45–49), «den skønne, herlige trøst, at Gud har taget sig så meget af hver enkelt kristens omvendelse, retfærdighed og frelse og ment det så trofast med den, at han, før verdens grundvold blev lagt, holdt råd om det og i sin beslutning bestemte, hvordan han vil bringe mig dertil og bevare mig i det. Ligeledes, at han har villet bevare min frelse så godt og sikkert – for den kunne let gå tabt af vores hænder på grund af vores køds svaghed og ondskab eller blive revet ud af dem og taget fra os ved Djævelens og verdens list og magt –, at han har bestemt den i sin evige beslutning, som ikke kan slå fejl eller blive omstødt, og har lagt den til bevaring i vores frelser Jesu Kristi almægtige hånd, som ingen kan rive os ud af, Joh 10. Derfor siger også Paulus i Rom 8: Da vi er kaldet efter Guds beslutning, hvem vil så skille os fra Guds kærlighed i Kristus?» Således ser de enkelte kristne i nådevalget, fordi det er en stadfæstelse af sola gratia, en stor trøst i deres svaghed og i deres anfægtelser.

¹⁶⁹⁷ Således går også i nyere tid D. Schmidt igen med stor bestemthed ind for i Distinctive Doctrines⁴, s. 230, at det menneske, som nåden har sat i bevægelse, beholder “an option between obeying the call and yielding to the saving influences of God’s Spirit, on the one hand, and between refusing to do so, on the other hand” [et valg mellem på den ene side at adlyde kaldet og give efter for Guds Ånds frelsende påvirkninger og på den anden side at nægte at gøre det].

Videre: Fordi det til tider ser ud, som om det er forbi med den kristne kirke på jorden, skal vi også finde en borgen i nådevalget for, at der under alle omstændigheder er en kristen kirke til. Også dette lærer Skriften som et formål med den evige udvælgelse. Da Elias i sin pessimisme trådte frem for Gud og klagede: «Herre, jeg er blevet alene tilbage», belærte Gud ham om, at der endnu var syv tusind tilbage som en virkning af udvælgelsen, Rom 11,7: ἡ ἐκλογὴ (abstractum pro concreto [det abstrakte for det konkrete]) ἐπέτυχεν, «udvælgelsen har opnået det». Når trængslen i den sidste tid vokser sig op til sit højdepunkt, forkorter Gud trængselens dage for de udvalgtes skyld, Matt 24,22. Sådan også Konkordieformlen (s. 715, 50): «Denne artikel giver også et herligt vidnesbyrd om, at Guds kirke skal bestå og blive ved trods alle helvedes porte.» Den evige udvælgelse står i et årsagsforhold til den kristne kirke.

Alle, der gør noget, som ligger i mennesket (aliquid in homine), til årsag til eller anledning til den evige udvælgelse – hvad enten det så skal være en hel eller halv menneskelig præstation, den «umistelige» menneskelige selvbestemmelse eller noget lignende –, de vender formålet med åbenbaringen af læren om den evige udvælgelse til det stik modsatte. De vender den lære, som skal stadfæste og forherlige Guds nåde,¹⁶⁹⁸ til en lære, som i virkeligheden stadfæster og forherliger menneskelig dyd og god adfærd, som tager frelsen ud af Guds nådehånd og lægger den i menneskets hånd, som gør nåden og frelsen ikke vis, men uvis, og som bestræber sig på at flytte den kristne kirke bort fra dens fundament – sola gratia. Vi må ikke glemme: Så længe nogen i sit hjerte og for Gud endnu holder for, at der i ham selv ligger en årsag til eller anledning til den evige udvælgelse, bærer han endnu deres kendetegn, som går fortabt – sådan som Paulus også foreholder de hedningekristne, da de glemte «der er ikke forskel» og ville ophøje sig over de vantro jøder.¹⁶⁹⁹

¹⁶⁹⁸ Ef 1,6: εἰς ἔπαινον τῆς δόξης τῆς χάριτος αὐτοῦ, ἧς ἐχαρίτωσεν ἡμᾶς ἐν τῷ ἠγαπημένῳ [for at vi skal prise hans herlige nåde, som han har givet os i den elskede].

¹⁶⁹⁹ Rom 11,18–22.

Til formålet med læren om den evige udvælgelse hører endelig også en formaning og advarsel, som alle kristne efter deres kød har meget brug for. Fordi den evige udvælgelse ikke er sket nøgent (nude), men i Åndens helliggørelse og i troen på sandheden, bliver alle kristne netop ved læren om den evige udvælgelse kraftigt formanet til endelig at blive fundet på den vej, som deres udvælgelse er sket på i evigheden. Til denne formaning bruger Kristus den evige udvælgelse, når han efter beskrivelsen af frelsens vej siger: «Mange er kaldede, men få er udvalgte.» Det samme formål har formaningen til de kristne om at befæste deres kaldelse og udvælgelse.¹⁷⁰⁰ De udvalgte bærer i deres fremtræden i tiden denne klædning: de «hører evangeliet, tror på Kristus, beder og takker, bliver helliget i kærligheden, har håb, tålmodighed og trøst i korset, Rom 8. Og selv om alt dette er meget svagt i dem, hungrer og tørster de dog efter retfærdigheden». Også Konkordieformlen fremhæver særskilt formaningsformålet med læren om den evige udvælgelse med disse ord (s. 715, 51): «Ud fra denne artikel hentes også kraftige formaninger og advarsler, som Luk 7: ’De har foragtet Guds råd mod sig selv’; Luk 14: ’Jeg siger jer, at ingen af de mænd skal smage mit måltid’; ligeledes: ’Mange er kaldede, men få er udvalgte.’»

¹⁷⁰⁰ 2 Pet 1,10. Jf. Luthers disputats over Luk 7,47, St. L. VII, 1461, tese 57.

7. Der findes intet vredesvalg og ingen forudbestemmelse til fordømmelse

De calvinistiske reformerte påstår meget bestemt, at vredesvalget eller forudbestemmelsen til fordømmelse er den «nødvendige bagside» af udvælgelsen til frelse. Calvin giver det kapitel, hvor han begynder at behandle den evige udvælgelse, overskriften: De electione aeterna, qua Deus alios ad salutem, alios ad interitum praedestinavit [Om den evige udvælgelse, hvorved Gud har forudbestemt nogle til frelse, andre til undergang],¹⁷⁰¹ og gamle og nye reformerte slår en overlegen tone an over for dem, der ganske vist lærer en udvælgelse til frelse, men afviser en forudbestemmelse til fordømmelse. Calvin skælder dem ud med hårde og grove ord. Han kalder afvisningen af forudbestemmelsen til fordømmelse «inscite nimis et pueriliter» [alt for uforstandigt og barnagtigt], «plus quam insulse» [mere end tåbeligt].¹⁷⁰² Hodge og Shedd taler høfligere, men er dog enige om at frakende de lutheranere, som afviser forudbestemmelsen til fordømmelse, mens de dog lærer en udvælgelse til frelse, enhver teologisk eksistensberettigelse. Shedd deler hele kristenheden på jorden i to klasser af folk: calvinister (som fornægter universalis gratia) og arminianere (som fornægter sola gratia).¹⁷⁰³ Med denne inddeling bliver der ingen plads tilbage til lutheranerne i kirken. Konkordieformlens standpunkt betegnes som «uholdbar grund» (“untenable ground”).¹⁷⁰⁴

¹⁷⁰¹ Inst. III, 21.

¹⁷⁰² Inst. III, 23, 1.

¹⁷⁰³ Dogmatic Theol., I, 448.

¹⁷⁰⁴ Således også Hodge, Syst. Theol., II, 325.

Men denne «nødvendige bagside» er udelukkende en menneskelig opfindelse. Skriften slår en tyk streg over den angiveligt så nødvendige bagside. Så klart og bestemt som Skriften lærer, at de kristne skylder deres evige udvælgelse hele deres kristenstand i tiden og specielt også deres tro, sådan som vi har set, lige så bestemt afviser Skriften, at de fortabtes vantro skal føres tilbage til en forudbestemmelse til fordømmelse. Dette træder os særlig klart i møde, når vi sammenligner vers 48 og 46 i ApG 13 med hinanden. I v. 48 føres de hedningers tro, som var kommet til tro, tilbage til deres evige udvælgelse: «Alle de, der var bestemt til evigt liv, kom til tro.» Men de jøders vantro, som blev ved med at være vantro, føres ikke tilbage til en forudbestemmelse til vantro og til fordømmelse, men til deres modstand mod Guds alvorlige og virksomme nådevilje: «Siden I afviser det [Guds ord] (ἀπωθεῖσθε) og ikke anser jer selv for værdige til det evige liv, så vender vi os nu til hedningerne.» Videre er den «nødvendige bagside» også fuldstændig udslettet i de skriftsteder, som bevidner, at både Guds frelsende nåde og Kristi fortjeneste og Helligåndens virksomhed, der sigter på omvendelsen, også strækker sig til dem, der går fortabt. De skriftudsagn, som hører hertil, er allerede anført og drøftet.¹⁷⁰⁵ Heller ikke Skriftens lære om forhærdelsen beviser et vredesvalg eller en forbigåelse med nåden (praeteritio), men det modsatte. Forhærdelsen er ganske vist en vredeshandling fra Guds side. Men den sker ikke absolut, men εἰς ἀνταπόδομα (Rom 11,9), til gengældelse, det vil sige på grund af menneskets modstand mod Guds ord og vilje og mod Guds nådebesøg. Dette blev fremstillet under afsnittet «Den alvorlige nåde».¹⁷⁰⁶ For sin sætning om, at Gud har skabt (creavit) de fortabte til vanære og fordærv og derfor enten ikke giver dem sit ord eller dog ikke vil frelse dem ved Ordet, påberåber Calvin sig også 1 Kor 4,7: «For hvem giver dig et fortrin (τίς σε διακρίνει)? Og hvad har du, som du ikke har modtaget?»¹⁷⁰⁷ Hertil må siges: Ganske vist erkender de kristne et fortrin i, at de har Guds ord, mens andre mennesker ikke har det. De erkender også et fortrin i, at de tror Ordet, mens andre ikke tror det. De erkender dette som et fortrin ud fra den synsvinkel, at de står i den samme skyld og også har forholdt sig ilde over for Guds ord og derfor, sammenlignet med de fortabte et quam simillimi deprehensi [og befundet at ligne dem så meget som muligt], «så meget flittigere kan lære at erkende og prise Guds rene, ufortjente nåde mod barmhjertighedens kar», som Konkordieformlen udtrykker det (s. 717, 60). Men det er nu det mærkværdige ved Den Hellige Skrifts lære om menneskenes frelse, at Gud – skønt barmhjertighedens kar alene har den ufortjente nåde at prise – alligevel ikke går forbi vredens kar, de fortabte, med sin nåde og sin frelse, men meget alvorligt søger at tage ind hos dem. Det så vi allerede klart ved de jøder, som blev ved med at være vantro, ApG 13,46: De afviste det ord, som også tilbød dem nåde og frelse, og anså sig selv for uværdige til det evige liv, i modsætning til Guds hensigt. Det samme fremgår også af de ord, hvormed Stefanus afdækker sagens stilling for de hårdnakkede jøder: «I står altid Helligånden imod (ἀντιπίπτετε); som jeres fædre, således også I.» Dette at «stå imod» (ἀντιπίπτειν, at falde an imod) forudsætter en Helligåndens virksomhed, der trænger på og trænger ind. Kort sagt: Efter Skriftens lære giver Gud dem, der faktisk bliver frelst, fortrinnet på en sådan måde, at han dermed ikke forsømmer dem, der faktisk går fortabt, med sin nåde og ikke går forbi dem med sin virksomhed, der sigter på omvendelsen. Det samme fremgår også af stedet Rom 9,22–23, hvor apostlen stiller «vredens kar» og «barmhjertighedens kar» ved siden af hinanden. Når der her med hensyn til vredens kar står, at Gud har båret over med dem «med stor overbærenhed» (ἐν πολλῇ μακροθυμίᾳ, i megen langmodighed), så kommer det dermed til udtryk, at Gud også ville omvende og frelse dem.¹⁷⁰⁸ Ser vi lidt nøjere på stedet Rom 9,22–23, så fremgår det klart deraf, at udvælgelsen til frelse ikke har forudbestemmelsen til fordømmelse som sin bagside. I to henseender forholder det sig helt anderledes med vredens kar end med barmhjertighedens kar. For det første: Mens der om barmhjertighedens kar står, at Gud forud har beredt dem til herlighed, står der om vredens kar i passiv konstruktion: κατηρτισμένα εἰς ἀπώλειαν, beredt, gjort (moden) til fortabelse. Den passive konstruktion skal ikke betragtes som tilfældig, men som valgt, fordi vredens kar og barmhjertighedens kar her stilles ved siden af hinanden. Jo tydeligere Guds handlen med barmhjertighedens kar betones ved «som han forud har beredt» (ἃ προητοίμασεν), des mere springer det i øjnene, at der med hensyn til vredens kar, for så vidt som de er κατηρτισμένα εἰς ἀπώλειαν, slet ikke tales om nogen handlen fra Guds side. Ved passivformen er det altså udtrykt, at beredelsen til herlighed og beredelsen til fortabelse ikke ligger på linje med hinanden. Beredelsen til fortabelse føres ikke tilbage til Gud. Det påpeger også Konkordieformlen i tilslutning til vores sted (s. 721, 79–80): «Derfor skelner apostlen med særlig omhu mellem Guds gerning – at Gud alene gør kar til ære – og Djævelens og menneskets gerning – at mennesket ved Djævelens og ikke ved Guds tilskyndelse selv har gjort sig til et kar til vanære. For således står der skrevet i Rom 9: ’Gud har med stor overbærenhed båret over med vredens kar, som er beredt til fortabelse, for at han kunne vise sin herligheds rigdom over barmhjertighedens kar, som han har beredt til frelse.’ Her siger apostlen tydeligt, at Gud med stor overbærenhed har båret over med vredens kar. Han siger ikke, at han har gjort dem til vredens kar; for hvis det havde været hans vilje, ville han ikke have haft brug for stor overbærenhed. Men at de er beredt til fortabelse, det er Djævelen og menneskene selv skyld i, og ikke Gud.» For det andet: Mens beredelsen af barmhjertighedens kar ved προ- i προητοίμασεν føres tilbage til evigheden, mangler προ- foran κατηρτισμένα εἰς ἀπώλειαν, altså med hensyn til at vredens kar er beredt. Her læres derfor en evig beredelse til herlighed eller til frelse, men ingen evig beredelse til fortabelse.¹⁷⁰⁹ Med rette henviser Bengel ved dette sted til Matt 25,34 sammenholdt med v. 41 og til ApG 13,48 sammenholdt med v. 46. På det sidstnævnte sted føres hedningernes tro tilbage til den evige udvælgelse, men jødernes vantro fremstilles ikke som en følge og virkning af deres forudbestemmelse til fordømmelse, men som en følge og virkning af deres modstand mod Guds nådevilje og nådevirkning. På det førstnævnte sted siger Kristus om salighedens rige, at det var beredt for Faderens velsignede fra verdens grundlæggelse af, altså på forhånd. Derimod siger Kristus om helvedes ild, at den var beredt Djævelen og hans engle. Når mennesker kommer i helvede, kommer de til et sted, som ikke oprindelig var beredt til dem. “Hell was originally not built for men.” [Helvede blev oprindelig ikke bygget til mennesker.]

¹⁷⁰⁵ Jf. den udførlige udredning II, 21–32.

¹⁷⁰⁶ II, 32 f. og noterne 86–88.

¹⁷⁰⁷ Inst. III, 24, 12.

¹⁷⁰⁸ Stöckhardt siger meget rigtigt ved dette sted: «Gud har båret vredens kar med stor langmodighed, før han viste sin vrede. Dermed menes ikke blot, som fx Hofmann vil, at Gud har udsat vrede og straf. ’En blot prolongatio irae [udsættelse af vreden], som forhaler straffedommen, er nu engang ingen langmodighed.’ Weiß. Guds μακροθυμία har altid syndernes omvendelse og forbedring som formål. ’Gud er tålmodig med os, μακροθυμεῖ εἰς ἡμᾶς, og vil ikke, at nogen går fortabt, men at alle må nå til omvendelse.’ 2 Pet 3,9. … Vi har ovenfor vist, at forhærdelsens dom, som har den endelige vrede i sit følge, er forskyldt af menneskene og altid har menneskets selvforhærdelse som sin forudsætning. Dem, som Gud til sidst forhærder og fordømmer, har han forinden tilbudt nåde og alvorligt villet frelse, men de har ikke villet. Og nu fremhæver Paulus på vores sted, at Gud har været såre tålmodig og langmodig over for vredens kar, at han ikke blot én gang, men gentagne gange har tilskyndet og lokket dem til omvendelse og vending om. Og Gud har endda båret vredens kar med stor tålmodighed, da de allerede var modne til fortabelse.»

¹⁷⁰⁹ Jf. hele udredningen hos Stöckhardt, Römerbrief, s. 432 ff.

Herimod blev og bliver det indvendt, at man ikke kan tale om en oprindelig og en senere hensigt i den evige og uforanderlige Gud. Det ved vi udmærket. Men den Gud, i hvem der intet prius og intet posterius [før og efter] er, og som ikke bestemmes af noget udefra, det er Gud i sin majestæt, som vi mennesker ikke kan erkende. Derfor er Gud, fordi han vil erkendes af os mennesker, ligesom i Kristus, sådan også i Skriften blevet menneske, som Luther så ofte minder om. På Guds åbenbaring i Kristus og i Skriften alene må vi se, hvis vi vil have en sund og frelsende erkendelse af Gud. Og Kristus selv fremstiller sagen sådan i Joh 3,17–18, at det er Guds første hensigt at frelse alle mennesker, og hans anden hensigt at fordømme dem, der ikke har troet på den enbårne Søns navn. Det er en billig og tåbelig visdom her at blande den evige, uforanderlige Gud ind, som ikke bestemmes eller betinges af noget udefra. Skriften peger hen på denne majestætiske Gud, når den fx siger i Rom 11,36: «Fra ham og ved ham og til ham er alt.» Men samtidig ser vi af sammenhængen på dette sted, at der dermed udsiges en sandhed, som ligger ud over den menneskelige horisont («For hvem har kendt Herrens tanker? Eller hvem har været hans rådgiver?»), og som skal begrunde den kendsgerning, at der i Gud er domme og veje, som vi mennesker i dette liv ikke kan forklare, det vil sige begribe og udforske (ἀνεξερεύνητα τὰ κρίματα αὐτοῦ καὶ ἀνεξιχνίαστοι αἱ ὁδοὶ αὐτοῦ [uransagelige er hans domme og usporlige hans veje]). Men denne genstand har vi tidligere behandlet under afsnittet «Terminologien med hensyn til Guds nådevilje» og så igen under spørgsmålet om «Guds omstemning».¹⁷¹⁰ – Videre blev og bliver der som bevis for vredesvalget eller praeteritio sagt: Der må alligevel være en evig forudbestemmelse til fordømmelse i betragtning af den historiske kendsgerning, at så mange folk ikke har haft evangeliet, og i betragtning af den kendsgerning, at af hundrede tilhørere, som ligger i det samme fuldstændige fordærv, bliver kun omkring tyve procent omvendt.¹⁷¹¹ Og nyere calvinister siger: “The result is the interpretation of the purposes of God.” [Resultatet er fortolkningen af Guds hensigter.] Herimod må det fastholdes, at Gud vil have sin vilje mod os mennesker bedømt efter sit åbenbarede ord, hvorefter hans nåde er almindelig, og ikke efter sit historiske styre med folkene og de enkelte personer. Netop dette Guds historiske styre – at ét folk har evangeliet og andre ikke, og at af dem, der har Ordet og står i samme skyld, nogle bliver omvendt og andre ikke – netop dette regner Skriften til Guds domme og veje, som for os mennesker er ubegribelige og usporlige, Rom 11,33–36. Calvin og hans efterfølgere begår den tåbelighed, at de af historiske kendsgerninger, som efter Skriftens udtrykkelige udsagn er ubegribelige og uransagelige for os mennesker, vil udlede en lære, nemlig forudbestemmelsen til fordømmelse. De foregiver en viden, som de slet ikke har. Og hvad Konkordieformlen angår, så indtager den ikke «uholdbar grund», men dens lærestandpunkt er hentet fra Guds åbenbarede ord, når den (s. 716, 57 ff.) siger: «Når vi ser, at Gud giver sit ord ét sted og ikke et andet, tager det bort fra ét sted og lader det blive et andet; eller at én bliver forhærdet, forblindet og overgivet til et forvendt sind, mens en anden, der er lige så skyldig, bliver omvendt igen osv.: I disse og lignende spørgsmål sætter Paulus os en bestemt grænse for, hvor langt vi skal gå, nemlig at vi i det ene tilfælde skal erkende Guds dom. For det er vel fortjente straffe for synden, når Gud straffer et land eller et folk for dets foragt for hans ord på en sådan måde, at det også går ud over efterkommerne, sådan som man ser det hos jøderne. Ved nogle lande og personer viser Gud dermed de sine sin alvor: hvad vi alle med rette havde fortjent og var værdige til, fordi vi handler ilde mod Guds ord og ofte bedrøver Helligånden svært. Det sker, for at vi skal leve i gudsfrygt og erkende og prise Guds godhed, som han uden og imod vores fortjeneste viser mod os og hos os, når han giver os sit ord og lader os beholde det og ikke forhærder og forkaster os. … Når vi går så langt (eo usque) i denne artikel, holder vi os på den rette vej, som der står skrevet i Hos 13: ’Israel, at du går til grunde, er din egen skyld; men at du bliver hjulpet, er alene min nåde.’ Men hvor denne drøftelse bliver for høj og vil gå ud over disse grænser (extra hos limites), dér skal vi med Paulus lægge fingeren på munden, huske på og sige: ’Hvem er du, menneske, som vil gå i rette med Gud?’»

¹⁷¹⁰ II, 36–55; II, 438, note 1041.

¹⁷¹¹ Calvin, Inst. III, 24, 12.

Også ordene i Rom 9,18: «Altså forbarmer han sig over den, han vil, og han forhærder den, han vil», anføres med urette som bevis for en forudbestemmelse til fordømmelse. De siger ikke, at der i Guds hjerte ikke findes barmhjertighed over for en del af menneskene, nemlig over for dem, der går fortabt. Apostlen siger ganske udtrykkeligt det modsatte i Rom 11,32: «For Gud har indesluttet alle under ulydighed for at vise alle barmhjertighed», og apostlen tænker heller ikke denne barmhjertighed blot som en “will of complacency” [velbehagets vilje], det vil sige som en vilje uden hensigt om at give viljen følge; for i Rom 10,21 lader han Gud tale således: «Hele dagen rakte jeg mine hænder ud mod et ulydigt og genstridigt folk» (πρὸς λαὸν ἀπειθοῦντα καὶ ἀντιλέγοντα). Man skal dog give agt på tekstens sigte. Ordene i Rom 9,18: «Han forbarmer sig over den, han vil, og han forhærder den, han vil», er ikke rettet mod Guds almindelige nåde, men mod gerningsretfærdigheden, det vil sige mod den menneskelige indbildning om at kunne opnå noget for Gud med gerninger, og mod den stolthed, der følger heraf, og som gør krav gældende over for Gud. Denne hensigt med ordene fremgår af hele den foregående og efterfølgende sammenhæng, især også af ordene: «Jeg vil forbarme mig over den, jeg forbarmer mig over; og jeg vil vise medlidenhed mod den, jeg viser medlidenhed. Altså, det afhænger ikke af den, som vil, eller den, som anstrenger sig, men af Gud, som forbarmer sig.» Endnu én ting burde der peges på ved Rom 9,18 for at forløse dette sted fra den eksegetiske tortur. Man erklærer sig temmelig almindeligt villig til at lade sætningen gælde: «Den, der bliver frelst, bliver frelst alene af nåde; den, der går fortabt, går fortabt ved egen skyld.» Men ordene om, at Gud efter sin vilje forbarmer sig og forhærder, går efter deres indhold ikke en hårsbred ud over den sætning, man vil lade gælde. Det må ganske vist fastholdes som klar skriftlære, at de fortabte ikke går fortabt af mangel på nåde, men alene ved egen skyld på grund af deres onde adfærd over for Guds ord og nådevirkning, sådan som vi har påvist. Men fastholder man ved siden af den lige så klart åbenbarede lære, at de, der bliver frelst, står i den samme skyld og også har forholdt sig ilde, så er det netop den sag, som Paulus beskriver med ordene: «Altså forbarmer han sig over den, han vil, og han forhærder den, han vil.» Konkordieformlen udtrykker det sådan (s. 717, 61): «For dem, der bliver straffet og får deres synders løn, sker der ingen uret. Men hos de andre, hvor Gud giver og bevarer sit ord, så menneskene derved bliver oplyst, omvendt og bevaret, priser Gud sin rene nåde og barmhjertighed uden deres fortjeneste.» Man skal blot undlade en slutning, som både calvinisterne og synergisterne tillader sig imod Skriften, nemlig den slutning, at påstanden om sola gratia har fornægtelsen af gratia universalis et seria [den almindelige og alvorlige nåde] som sin «nødvendige bagside».

8. Årsagen til vildfarelsen i læren om den evige udvælgelse

Årsagen til vildfarelsen ligger i forsøget på i dette liv at løse en hemmelighed, hvis løsning først er at vente i det evige liv. Det samme emne måtte allerede behandles ved læren om den almindelige nåde og den almindelige forløsning og ved læren om omvendelsen og bevarelsen i troen.¹⁷¹² Vi gentager derfor her kun kort: Det går ganske vist ud over den horisont, som vi mennesker råder over i dette liv, hvorfor ikke hele menneskeverdenen, men kun en del af den bliver frelst, når Guds nåde er almindelig og menneskenes fordærv er det samme og fuldstændigt. Forsøget på at forklare denne hemmelighed har sat både calvinismen (fornægtelsen af universalis gratia) og synergismen (fornægtelsen af sola gratia) i verden. Thomasius siger meget rigtigt: «Den [den reformerte lære] løser det problem, vi står over for, sådan, at den skærer den ene side [den almindelige nåde] bort.»¹⁷¹³ Synergismen skærer i den samme interesse den anden side, sola gratia, bort. At det også ligger synergisterne på sinde at løse den nævnte hemmelighed, åbenbarer de efter Melanchthons forbillede ved hele deres måde at argumentere på. Kernen og stjernen i deres mangeartede argumenter er altid denne ene: Der må nødvendigvis (necesse est, Melanchthon) antages en forskel blandt menneskene med hensyn til deres adfærd og deres skyld for Gud. Var der på menneskenes side ingen forskel for Gud, men den samme skyld og den samme onde adfærd, så kunne vi ikke forklare den kendsgerning, hvorfor ikke alle mennesker tror og bliver frelst, eller – hvad der er det samme – hvorfor nogle tror og bliver frelst og andre ikke. Det er ganske vist sådan. Vi kan ikke forklare denne kendsgerning. Over for de kendsgerninger, der er åbenbaret i Skriften – at Guds nåde er almindelig, og at menneskene ligger i det samme fuldstændige fordærv –, kan vi ikke besvare spørgsmålet: Cur non omnes? [Hvorfor ikke alle?] eller: Cur alii, alii non? [Hvorfor nogle og andre ikke?] eller: Cur alii prae aliis? [Hvorfor nogle frem for andre?] Men denne stilling, med hånden på munden, anviser Skriften os. Skriften taler i Rom 11,33–35 om Guds «uransagelige domme og usporlige veje» med hensyn til førelsen af de enkelte mennesker og folk og begrunder, at disse domme og veje er ubegribelige og uransagelige, med, at intet menneske har givet Gud noget først, så han skulle gøre ham gengæld. At der på dette punkt foreligger en hemmelighed, hvis løsning vi først har at vente i det evige liv, er Luthers lære.¹⁷¹⁴ Den samme hemmelighed lærer Konkordieformlen, idet den fastholder den samme skyld og den samme onde adfærd på deres side, som bliver frelst, og giver den anvisning ikke at gå ud over disse grænser for den menneskelige erkendelse i dette liv: Den, der bliver frelst, bliver frelst alene af Guds nåde; den, der går fortabt, går fortabt alene ved egen skyld.¹⁷¹⁵ Denne hemmelighed lærer også de lutherske teologer i det 16. århundrede, før teorien om intuitu fidei [i betragtning af troen] kom op.¹⁷¹⁶ Denne hemmelighed lærte også Missourisynoden og hele Synodalkonferencen i striden om læren om omvendelsen og nådevalget, og dermed har de på den ene side fastholdt universalis gratia over for calvinismen og på den anden side afvist fornægtelsen af sola gratia, som lå i modpartens påstand om, at omvendelsen og frelsen og derfor også den evige udvælgelse ikke alene afhænger af Guds nåde, men også af menneskets forskellige adfærd og mindre skyld.¹⁷¹⁷

¹⁷¹² II, 21 ff. 582 ff. 594 ff. III, 118 f.

¹⁷¹³ Dogmatik² III, 464.

¹⁷¹⁴ Se citatet II, 52, note 141.

¹⁷¹⁵ Konkordieformlen, s. 717, 61–62. Frank tager altså fejl, når han (Theol. der F. C. I, 124) mener, at Konkordieformlen «lod det komme an på, om den videnskabelige udligning var mulig eller ej».

¹⁷¹⁶ Citaterne II, 585, note 1367.

¹⁷¹⁷ Jf. II, 590, note 1372.

Med rette er det derfor blevet sagt, at det er ved læren om nådevalget, at den teologiske afgangseksamen aflægges. Den skriftmæssige lære om nådevalget fejer de sidste rester af pelagianismen og rationalismen ud. Mange priser bona fide [i god tro] sola gratia som hjertet i den kristne lære. Men så snart de nærmer sig spørgsmålet, om de mennesker, der bliver frelst, sammenlignet med dem, der går fortabt, står i den samme skyld for Gud og har forholdt sig lige så ilde, så mener de, at de må antage en god adfærd og en mindre skyld på deres side, som bliver frelst, og således fornægte sola gratia. Videre: Mange priser bona fide Skriften som den kristne læres eneste kilde og norm. Men så snart det forlanges af dem, at de skal fastholde begge sandheder, universalis gratia og sola gratia, uden fornuftmæssig formidling, alene på grund af Skriften, så slipper også sådanne, som regner sig til den lutherske lejr, skriftprincippet og rationaliserer sig sammen med den senere Melanchthon ind i den synergistiske lejr. Göschel bemærker til Konkordieformlens 11. artikel: «Ved denne artikel bliver det virkelig stadig tydeligere, hvordan Konkordieformlen uden persons anseelse drager kraftigt i felten mod al rationalisme, også den fineste, de troendes rationalisme. Netop derved har den pådraget sig modsigelse fra mange indtil denne time; den er imod rationalismen på alle trin, og derfor er også al rationalisme den imod, også den rationalisme, som ikke selv holder sig for at være det.»¹⁷¹⁸

¹⁷¹⁸ Die Konkordienformel usw., s. 144 f. Jf. F. P., Die Grunddifferenz, s. 12 ff.; Zur Einigung², s. 29 ff.