Skabelsen af verden og mennesket

Skabelsen af verden og mennesket

(De Creatione.)

1. Erkendelseskilden for læren om skabelsen

Da intet menneske var tilskuer ved skabelsen, er vi med hensyn til en autentisk skabelsesberetning udelukkende henvist til den beretning, som Gud selv har offentliggjort i Skriften. Ordene πᾶσα γραφὴ θεόπνευστος [Hele Skriften er inspireret af Gud], 2 Tim 3,16, og ἡ γραφὴ οὐ δύναται λυθῆναι [Skriften kan ikke brydes], Joh 10,35, gælder naturligvis også skabelsesberetningen i 1 Mos 1 og 2. Vi mennesker kan ganske vist bagefter (a posteriori) erkende, at alle ting er skabt af Gud, fordi skabningerne bærer det guddommelige stempel, Rom 1,20 (Guds usynlige væsen, det vil sige hans evige kraft og guddommelighed, ses [_καθορᾶται_] tydeligt fra verdens skabelse af, idet det erkendes gennem skabningerne). Men med hensyn til skabelsens nærmere omstændigheder (fx tidsrummet og skabelsens orden) er vi henvist til Guds åbenbaring i Skriften. Når vi mennesker tager os den frihed at ville korrigere Guds skabelsesberetning ved slutninger, som vi forsøger at drage ud fra verdens nuværende beskaffenhed (geologi), så er det en uvidenskabelig bedrevidenhed, som hverken sømmer sig for kristne eller overhovedet for mennesker. Uenigheden blandt fagfolkene i geologi, fx om jordens og menneskeslægtens alder, er da også i virkeligheden så stor, at man først kan tale om geologiens «faste resultater», når man fuldstændig har givet afkald på at bruge den fornuft, som vi stadig har tilbage efter syndefaldet. Mens nogle nøjes med nogle få årtusinder ud over jordens og menneskeslægtens virkelige alder, kræver andre næsten utallige millioner af år.¹⁴³⁸

¹⁴³⁸ Om uenigheden blandt geologerne se Luthardt, Apologie I, 68 ff., skønt Luthardt selv næsten hele vejen igennem gør utilbørlige indrømmelser. I vore egne publikationer er dette emne ofte behandlet, fx L. u. W. 44, 364 ff.: «Om jordens alder». Geikie om de «palæontologiske vanskeligheder», som hidtil ikke er løst, og som man heller ikke kan vente sikkert løst i fremtiden, L. u. W. 59, 71.

2. Skabelsens væsen og begreb

Til forskel fra den hedenske panteisme, hvorefter verden er en udstrømning fra Gud og altså Gud selv (emanationslæren), og til forskel fra den hedenske dualisme, hvorefter man antager et evigt stof (ὕλη, ὕλη ἄμορφος, τὸ μὴ ὄν), som guddommen (ὁ νοῦς, τὸ ὄν) har formet til en verden (κόσμος),¹⁴³⁹ lærer Den Hellige Skrift, at den treenige Gud ved sin blotte vilje har skabt alt, hvad der er uden for Gud, universet, af intet. Dette «intet» skal ikke forstås som et stof, nihil positivum (Platons μὴ ὄν, kaos), men som et virkeligt intet (nihil negativum, materiam excludens [et negativt intet, der udelukker ethvert stof]), for ifølge 1 Mos 1,1 var der overhovedet intet til uden for Gud før verdens skabelse. «I begyndelsen», בְּרֵאשִׁית, betyder: da tingene uden for Gud begyndte at være til. Ifølge Skriften har Gud til forskel fra tingene uden for Gud ingen begyndelse. Det kommer særlig eftertrykkeligt til udtryk i Sl 90,2: בְּטֶרֶם הָרִים יֻלָּדוּ וַתְּחוֹלֵל אֶרֶץ וְתֵבֵל וּמֵעוֹלָם עַד־עוֹלָם אַתָּה אֵל [Før bjergene blev født, og jorden og verden blev frembragt, ja, fra evighed til evighed er du Gud]. Ligeledes Kol 1,17: αὐτός ἐστιν πρὸ πάντων [han er før alt]. For mennesker gælder ganske vist: De nihilo nihil fit [Af intet bliver intet], men ikke for Gud. Om Gud gælder tværtimod Rom 4,17: καλοῦντος τὰ μὴ ὄντα ὡς ὄντα [som kalder det som ikke er, til at være].

¹⁴³⁹ Jf. Philippi, Glaubenslehre II, 225 f., citeret hos Baier-Walther II, 98.

At skabe verden af intet er derfor et kendetegn ved Gud.¹⁴⁴⁰

¹⁴⁴⁰ Når det hos Nitzsch-Stephan, s. 427, hedder, «at en skabelse af intet ikke umiddelbart læres i Bibelens kanoniske skrifter, ikke engang i Hebr 11,3 (og Rom 4,17); dér tales der kun om et løft fra ikke-væren til tilværelse», så er det klart, at den sidste sætning fuldstændig ophæver den første. Løftet fra ikke-væren til tilværelse er jo netop skabelsen af intet. Om «intet» se Twesten, Vorlesungen über die Dogmatik der ev.-luth. K. II, Abteil. 1, 75 f.; citeret hos Baier-Walther II, 97 f.

3. Skabelsens tidsrum

Skabelsens tidsrum omfatter seks dage, sådan som det udtrykkeligt berettes i 1 Mos 1,31 og 2,2 (Hexaemeron). Dette tidsrum må hverken af fromme grunde (for at stille Guds almagt i et klarere lys) indskrænkes til et øjeblik (Athanasius, Augustin, Hilarius) eller af ufromme grunde (for at forsone Skriften med videnskabens angivelige «faste resultater») udvides til seks perioder af ubestemt varighed (således næsten alle moderne teologer). Mod omtydningen af dagene til skabelsesperioder taler det afgørende, at dagene deles i aften og morgen; det tvinger os til at antage en dag på fireogtyve timer.¹⁴⁴¹

¹⁴⁴¹ Luther, St. L. I, 6: «Hilarius og Augustin, kirkens to største lys, mener, at verden blev skabt pludselig og på én gang (subito et simul), ikke efter hinanden gennem seks dage. Og Augustin leger underligt med de seks dage, som han gør til dage med en skjult tydning af erkendelsen hos englene (mysticos dies cognitionis in angelis), og lader ikke seks naturlige dage blive stående. … Da Moses ikke vil lære os om allegoriske skabninger eller en allegorisk verden, men om virkelige skabninger og en synlig verden, som man kan se, føle og gribe, så kalder han enhver ting ved dens navn (appellat, ut proverbio dicitur, scapham scapham [han kalder, som ordsproget siger, en båd for en båd]), dag og aften, som vi plejer, uden nogen allegorier.» Også Vilmar indrømmer: «I den anvendelse, som allerede 1 Mos 2,2–3 og siden loven gør af disse seks dage, er der ganske vist ment dage på fireogtyve timer, og ordlyden (aften og morgen, den første dag, den anden dag osv.) synes at tale for det.» Vilmar, Dogmatik I, 247; citeret hos Baier-Walther II, 79. Vilmar tilføjer så rigtignok: «Derimod er bestemmelsen i Sl 90,4 og 2 Pet 3,8, hvorefter tusind år er som en dag og en dag som tusind år for Gud, ikke ugunstig for antagelsen af skabelsesperioder.» Men det er fuldstændig umuligt at sætte Sl 90,4 og 2 Pet 3,8 parallelt med skabelsesberetningen. De nævnte steder taler om, at der i Gud og for Gud ingen tid er. Skabelsesberetningen derimod giver sig straks med sit første ord, «I begyndelsen», til kende som en beretning, der går ind på tiden, altså som en historisk beretning. Det fremhæver dogmatikerne også sammen med Luther. Quenstedt I, 613.

4. Ordenen i skabelsesværket

Af 1 Mos 1 kan man klart se, at skabelsen skrider frem fra det enkle til det højere organiserede eller fra det ufuldkomne til det fuldkomne. Gud skabte først himmel og jord i deres grundbestanddele («verdensstoffet»; Luther: moles coeli et terrae [himlens og jordens masse]). Derefter blev følgende skabt efter hinanden: 1. lyset, v. 3–5; 2. den synlige himmelhvælving, v. 6–8 (רָקִיעַ); 3. hav og fastland og planteverdenen på fastlandet, v. 9–13; 4. sol, måne og stjerner på himmelhvælvingen, v. 14–19; 5. vanddyr og fugle, v. 20–23; 6. landdyr og til sidst menneskene, v. 24–28.

Denne orden, som Gud fulgte, må dog ikke omtydes til en selvudvikling (evolution), for i den beskrevne trinvise orden træder det klart frem, at Gud alene virker; fx frembringer jorden ikke græs og urter (v. 11) og levende dyr (v. 24) ad selvudviklingens vej, men ved Guds almægtige ord. Teorien om «to faktorer» må afvises som evolutionistisk. Luthardt mener rigtignok:¹⁴⁴² «Skriften siger os, at to faktorer har virket sammen, efterhånden som dannelserne skred frem: naturkræfternes egen selvstændige virksomhed og Guds skabende indvirkning.» Men det er en vildfarelse. Ifølge Skriften opstår græs og dyr ikke halvt ved Guds virkning og halvt ved jordens «egen selvstændige virksomhed», men helt ved Guds virkning. Jorden er tværtimod, som dogmatikerne rigtigt siger, det stof (materia, ex qua), som Gud alene skaber græs og dyr af. Luthardt foreslår en «grænseregulering» mellem Bibelen og naturvidenskaben. Det er et godt forslag. Men han tager selv fejl i spørgsmålet om grænsereguleringen, når han fx siger:¹⁴⁴³ «Religionen siger os, at Gud giver os vort daglige brød; naturvidenskaben lærer os, hvordan kornet vokser på marken.» Fejlen er så grov, at Luthardt to sider senere selv retter den med ordene: «Også nu er livets opståen for os en uigennemtrængelig hemmelighed. Hvordan noget bliver til, kan intet menneske sige, og det vil vi heller aldrig komme efter.» Det er helt sikkert rigtigt. Den virkelig videnskabelige naturforskning, det vil sige den, der er grundet på erfaring og iagttagelse, kender ingen opståen af organiske væsener af uorganiske (generatio aequivoca) og ingen opståen af en højere art af en lavere.¹⁴⁴⁴ Og for straks at tilføje det her: Som skabningernes skabelse beror også deres beståen, deres virksomhed og deres forplantning alene på Guds uophørlige virkning, ikke på skabningernes «egen selvstændige virksomhed» eller på en halv eller hel evolution. For Kol 1,17: «alt består ved ham» (Gud), og ApG 17,28: I ham lever vi, bevæger os og er til.

¹⁴⁴² Apologie I, 70.

¹⁴⁴³ Anf. st., s. 53.

¹⁴⁴⁴ Om generatio aequivoca se citaterne hos Luthardt, Apol. I, 236 f. Om forsøg i England på at skabe liv af død materie (med negativt resultat) beretter Charles Hodge, Systematic Theology II, 6 ff. Med henblik på 2 Mos 8,14 plejede Walther lejlighedsvis at sige lidt drøjt: «Naturvidenskabsfolkene kan nok have lus, men ikke lave nogen.» Huxley indrømmer, at «evolutionen» forudsætter, at det levende er opstået af det ikke-levende, L. u. W. 59, 71. At der ikke findes noget naturvidenskabeligt bevis for, at en højere art er opstået af en lavere, og at den virkelige naturvidenskab i denne henseende forbliver i overensstemmelse med Bibelens skabelsesberetning («hver efter sin art»), behandles ofte i vore publikationer, fx L. u. W. 44, 303; 46, 233; 54, 559; 59, 75. Meget udførligt behandles og gendrives evolutionen, og hvad der hænger sammen med den, i L. u. W. 46, 8–239; 55, 289–550.

5. Skabelsesværket i enkeltheder

Første dag: Om «I begyndelsen», בְּרֵאשִׁית, er der allerede gjort opmærksom på, at der er en begyndelse, siden tingene uden for Gud begyndte at være til. Med tingenes væren uden for Gud begynder tid og rum. «Himmel og jord» betegner i Skriften de skabte tings helhed (verdensaltet, universet).¹⁴⁴⁵ Men da det fremgår af det følgende, at himmel og jord blev videre udformet i seksdagesværket, forstår vi med rette ved «himmel og jord» i v. 1 rudis moles coeli et terrae [himlens og jordens uformede masse] (Luther¹⁴⁴⁶) eller med de nyere teologer «verdensstoffet». Vandet blev skabt sammen med jorden, for ifølge v. 2 og v. 9 omgav det jorden. תֹהוּ וָבֹהוּ bruges i Jer 4,23 om et ødelagt land, her (1 Mos 1,2) om en tilstand, hvor tingene endnu ligger uordnet mellem hinanden. At vi i תֹהוּ וָבֹהוּ (1 Mos 1,2) skulle finde resterne af en verden, der gik under ved englenes fald, og derfor i den skabelse, der beskrives i 1 Mos 1, kun skulle se en genoprettelse af en tidligere skabelse (Kurtz, med tilslutning fra Delitzsch, Rudelbach og Guericke), er der intet i teksten, der antyder.¹⁴⁴⁷ Om «himmel» kan det tilføjes: Teksten giver ingen anledning til sammen med skolastikere, romersk-katolske, calvinister og arminianere at tænke på en ildhimmel (coelum empyrium) over den synlige himmel, når der tales om himlen i 1 Mos 1, en ildhimmel, som skulle være englenes, de saliges og Guds egen bolig.¹⁴⁴⁸ Englenes og de saliges himmel er ikke et skabt rum, men den tilstand, hvor man skuer Gud til salighed, som det fremgår af Matt 18,10. Englene er i himlen, samtidig med at de gør tjeneste på jorden, fordi de derunder altid ser Guds ansigt.¹⁴⁴⁹ Det lys, som Gud skabte den første dag, er det «elementære lys», som først senere (den fjerde dag) blev bundet til lysende legemer. Efter Skriftens klare vidnesbyrd var lyset til før sol, måne og stjerner. Det kan vi intet have imod, så længe vi tror på en almægtig Gud.¹⁴⁵⁰

¹⁴⁴⁵ 1 Mos 2,1; Es 37,16; Jer 32,17. – ApG 4,24; 14,15; Kol 1,16: ἐν αὐτῷ ἐκτίσθη τὰ πάντα, τὰ ἐν τοῖς οὐρανοῖς καὶ τὰ ἐπὶ τῆς γῆς, τὰ ὁρατὰ καὶ τὰ ἀόρατα [ved ham blev alt skabt i himlene og på jorden, det synlige og usynlige].

¹⁴⁴⁶ Opp. ex. lat. I, 11; St. L. I, 9.

¹⁴⁴⁷ Jf. det længere citat fra Kurtz' «Bibel und Astronomie», 2. udg., s. 94. 96; hos Baier-Walther II, 83. Mod «restitutionsteorien» også Zöckler, RE, 2. udg., XIII, 645 f.

¹⁴⁴⁸ Quenstedt I, 623: Dulce sine somno somnium et merum figmentum [En sød drøm uden søvn og et rent fantasifoster].

¹⁴⁴⁹ Jf. bd. III, note 1891.

¹⁴⁵⁰ Spørgsmål: Er lyset et fint stof (emanations- eller emissionsteorien) eller en bølgebevægelse af «æterens molekyler» (undulationsteorien)? Endnu i dag går begge teorier side om side, som forhandlingerne om røntgenstrålerne viste. Baier mener, II, 84: Intelligi videtur corpus quoddam lucidum dependenter a substantia coeli productum [Det synes at måtte forstås som et lysende legeme, der er frembragt i afhængighed af himlens substans]. Chemnitz, Loci I, 120: Quia Paulus 2 Cor. 4, 6 inquit: Deus iussit ex tenebris lucem splendescere, id est, cum essent tenebrae, Deo dicente vel iubente subito exstitit lux: ideo videtur lux quoque immediate ex nihilo creata esse [Fordi Paulus siger i 2 Kor 4,6: Gud bød lyset at skinne frem af mørket, det vil sige: da der var mørke, opstod lyset pludselig, idet Gud talte eller befalede; derfor synes også lyset at være skabt umiddelbart af intet]. The Century Dictionary, IV, 3445, under «Light», angiver ikke stridens stilling nøjagtigt, når det dér hedder, at Newtons «emissionsteori» nu om dage er opgivet.

Anden dag: Hvælvingen eller firmamentet (רָקִיעַ) er ikke luftlaget mellem jorden og skyerne (således Baier og andre), men den synlige himmelhvælving (således Luther og andre); v. 8: «Og Gud kaldte hvælvingen himmel»; v. 14: «himlens רָקִיעַ». Ifølge v. 6–8 er רָקִיעַ det, der skiller (מַבְדִּיל) mellem vandene oven over og vandene neden under. Der er altså også vand oven over den synlige himmelhvælving. Er det ikke farligt? Vandet oven over himmelhvælvingen er ikke farligere end havets vande, som ligeledes alene holdes på deres plads ved Guds almagt.¹⁴⁵¹

¹⁴⁵¹ Luther, St. L. I, 32: «Men det er meget underligt, at Moses med klare ord laver tre dele og stiller firmamentet midt imellem vandene. Og jeg ville gerne have den tanke og spekulation herom, at firmamentet var det højeste og øverste over alle ting, mens de vande, som ikke hænger og svæver over, men under himlen, var de skyer, vi ser, så at man ved de vande, der er skilt fra vandene, skulle forstå skyerne, som er skilt fra vandene på jorden. Men Moses siger med tørre og klare ord, at vandene er over og under firmamentet. Derfor må jeg her tage mine tanker til fange og give Ordet medhold, selv om jeg ikke forstår det.» Joh. Meißner bemærker, Phil. sobria, P. I, s. 3, qu. 3, s. 819: Melior pars theologorum semper intellexit aquas proprie dictas, quas Deum singulari et mirabili ratione supra firmamentum vel coelum stellatum vere et realiter reposuisse defendunt [Den bedre del af teologerne har altid forstået det om vand i egentlig forstand, og de hævder, at Gud på en enestående og vidunderlig måde virkelig og reelt har anbragt det over firmamentet eller stjernehimlen].

Tredje dag: Gud lukker vandet inde på bestemte steder, så land og hav bliver til, v. 9–10. Derefter frembringer fastlandet planteverdenen på Guds befalende ord. Planterne er tidligere end frøet, for Gud skaber færdige planter, der bærer frø (מַזְרִיעַ זֶרַע). Dermed er det berømte spørgsmål besvaret, om egetræet eller agernet er det første (prius).

Fjerde dag: Gud skabte sol, måne og stjerner. Hvad stjernerne blev skabt af (materia ex qua), oplyses ikke, men vel hvortil (finis cuius) og for hvis skyld (finis cui) de er til. De skal give jorden lys og dele tiden for den, 1 Mos 1,14–18. Skriften lærer intet såkaldt astronomisk «system», men vel følgende kendsgerninger: Jorden er ældre end solen, og også lyset er ældre end solen. Jorden er ikke skabt for solens skyld, men solen for jordens. Sol, måne og stjerner er i deres eksistens og virksomhed afhængige af jordens eksistens. Når jordens ende er kommet, fordi den har opfyldt sit formål, nemlig at være det sted, hvor evangeliet om synderes korsfæstede Frelser forkyndes, så forsvinder sol, måne og stjerner sammen med hele den nuværende verden. Matt 24,14: «Og dette evangelium om riget skal forkyndes i hele verden til vidnesbyrd for alle folk, og så skal enden komme.» Med jordens ende er alle tings, universets, ende, πάντων τὸ τέλος (1 Pet 4,7), kommet. Sol, måne og stjerner har, ligegyldigt hvilken størrelse vi mennesker måtte tillægge dem i forhold til jorden, ingen selvstændig historie og ingen selvstændig betydning eller opgave; deres historie og deres betydning eller opgave er tværtimod afhængig af jorden. Det er sikre kendsgerninger, som læres i Den Hellige Skrift. Enhver kristen, og især enhver kristen teolog, burde over for alle astronomiske teorier, som mennesker har opstillet, holde sig følgende for øje:

a. Skriften tager aldrig fejl, heller ikke i fysiske ting. Den er ganske vist «ingen lærebog i naturvidenskab». Dens egentlige formål er tværtimod at lære os vejen til himlen ved troen på Kristus.¹⁴⁵² Men hvor den, om end kun i forbigående, lærer naturvidenskabelige ting, er den også dér ubrydelig sandhed efter Joh 10,35. b. Der findes i Skriften ganske vist en tilpasning til menneskelige forestillinger,¹⁴⁵³ men ikke en tilpasning til fejlagtige menneskelige forestillinger. Vi har ikke ret til at begrænse udsagnene «og Skriften kan ikke brydes» (Joh 10,35) og «dit ord er sandhed» (Joh 17,17) sådan, at der her «selvfølgelig» ikke skulle tænkes på de historiske, geografiske, naturhistoriske osv. angivelser. c. Vi burde også huske og lade andre minde os om, at vor menneskelige viden om de ting, der hører til det astronomiske område, af naturlige grunde er stærkt begrænset, fordi vi mangler overblikket, nemlig standpunktet uden for jorden. Som geografen Daniel, der for sit eget vedkommende regner sig blandt «kopernikanerne», minder om:1454a) «Alle de verdenssystemer, der er opstillet, beror ikke på erfaring, som ville kræve et standpunkt uden for jorden, men på slutninger og kombinationer. Alle er og bliver de derfor hypoteser.» d. Det er en kristen uværdigt at omtyde Den Hellige Skrift, som han jo har erkendt som Guds eget ord, efter menneskelige meninger (hypoteser), altså heller ikke efter det såkaldte kopernikanske verdenssystem, eller at lade den omtyde sådan.1454b)

¹⁴⁵² 2 Tim 3,15; Joh 17,20; 20,31; Ef 2,20–22.

¹⁴⁵³ Det blev udførligt og gentagne gange fremstillet under læren om Gud, fx når Skriften taler om en praescientia Dei [Guds forudviden] eller om en descensus Dei [at Gud stiger ned]. 1454a) Dr. H. A. Daniel, Handbuch der Geographie, 3. udg., 1877, s. 9. 1454b) Især har de, der anser sig selv for «kopernikanere», den uvane at erklære deres «verdensanskuelse» for et «fast resultat af videnskaben». Det kom også frem ved striden mellem Lisco og Knak (1868). «Lehre und Wehre» fra samme år noterer sig på s. 325 denne strid, der dengang vakte stor ophidselse også i Amerika, på den måde, at bladet stiller udtalelser af Twesten og Ströbel op over for hinanden. Følgende var sket: Den berlinske prædikant Lisco havde i en «kirkelig beretning» til Berlins kredssynode påstået, at naturvidenskaberne for altid havde ødelagt «de bibelske forfatteres verdensbillede», og at heller ingen nutidig «ortodoks» længere ville tro med Bibelen, at jorden står fast, og at solen bevæger sig omkring den. På denne udfordring havde den berlinske prædikant Knak svaret: «Ja, det tror jeg; jeg kender ingen anden verdensanskuelse end Den Hellige Skrifts.» Denne udtalelse af Knak vakte stor vrede hos alle, der «videnskabeligt» anså sig for kopernikanere. «L. u. W.» beretter anf. st.: «Den gamle overkonsistorialråd Twesten har i sin forelæsning rettet følgende ord til sine tilhørere: ’Tro ikke, at I som teologer har det beklagelsesværdige privilegium at måtte være bornerte.’» På denne klods satte Ströbel i «Zeitschrift für luth. Theologie und Kirche», 1868, s. 734, følgende kile: «Så længe mennesket holder hovedet oppe, vil spøgelsesdrømmen om jordens omdrejning ikke forekomme det som et resultat af videnskaben, men som et vanvid, der vidner om tankeløshed eller manglende evne til at tænke.» Ströbel skriver dette i anmeldelsen af et skrift af P. J. L. Füller, «Das Alte Testament dem Zweifel und dem Anstoß gegenüber» [Det Gamle Testamente over for tvivlen og anstødet]. Ströbel roser dette skrift, men regner det blandt dets «rustpletter», at Füller påstår: «Vi tilhængere af det kopernikanske system ved, hvad Josva og hans hær ikke vidste.» Hertil bemærker Ströbel: «Men ordet (Jos 10,13) ’Solen stod stille’ stammer ikke fra Nuns søn og Israels børn, men fra Helligånden; skal han måske også først i skole hos Kopernikus? Hvorfor forblev pastor Füller dog ikke også med hensyn til hint astronomiske system tro mod sit princip: ’Det vil vel ikke anfægte nogen, som endnu ikke helt har givet afkald på selv at tænke og prøve og endnu ikke i blind kulsviertro tager alle de ubeviste og ubevislige forudsætninger og påstande for videnskabens resultater.’» Det mente også vi, da vi ovenfor sagde: «Det er en kristen uværdigt at omtyde Den Hellige Skrift, som han jo har erkendt som Guds eget ord, efter menneskelige meninger (hypoteser; jf. dr. Daniel) eller at lade den omtyde sådan.» Luther er som bekendt imod alle astronomiske systemer, når de ud over erfaringen udgives for objektiv sandhed (Opp. ex., Erl. I, 35 ff.; St. L. I, 33; XI, 300 ff.). For øvrigt truede avisskriverne for omkring et år siden med, at Einsteins relativitetsteori ville tage livet af kopernikanismen.

Femte dag: Gud skabte vanddyr og fugle, v. 20–22. Gerhard kalder den femte skabelsesdag fiskenes og fuglenes «fødselsdag».¹⁴⁵⁵ Med hensyn til, hvad fuglene er skabt af (materia ex qua), er der uenighed blandt de lutherske teologer. De er enige om, at enhver form for stoffets egen virksomhed (evolution) må afvises ved den såkaldte creatio mediata [middelbare skabelse], det vil sige, når skabninger bliver til af et stof, der allerede er til. Det stof, der har været til siden den første skabelsesdag, kommer kun i betragtning som det stof, som (materia ex qua) Guds uendelige magt frembringer skabningerne af, hver efter sin art. Stoffet er principium passivum, non concurrit [som anden faktor] cum Deo ad aliquid creandum [et passivt princip; det virker ikke sammen med Gud til at skabe noget].¹⁴⁵⁶ Men hvad angår det stof, fuglene er skabt af, så siger Luther og Calov: ex aqua [af vandet], Baier og Hollaz: ex terra [af jorden]. Hollaz modsiger (anf. st.) ex aqua temmelig livligt. Han henviser til 1 Mos 2,19: «Da Gud HERREN af jorden (מִן־הָאֲדָמָה) havde gjort alle slags dyr på marken og alle slags fugle under himlen, førte han dem til mennesket», og påstår, at her angives med «af jorden» udtrykkeligt også det stof, fuglene er skabt af. Derimod nævnes vandet i 1 Mos 1,20 kun for fiskenes vedkommende som det stof, de er skabt af, og de ord, der angår fuglene, skal oversættes: «og fuglene skal flyve over jorden», uden at vandet udtrykkeligt angives som også fuglenes oprindelseselement. Det må vi lade gælde. Men Hollaz overser, at «af jorden» i kap. 2,19 kun står ved skabelsen af dyrene, og at det ikke nødvendigvis angår fuglene. Walther, der citerer begge sider, træffer ingen afgørelse. Vi kan lade sagen stå uafgjort. Vi beundrer Guds skabelsesværk både i fiskene og i fuglene. Det er dette, Chemnitz henleder vort blik på (Loci I, 122), selv om han antager ex aqua.

¹⁴⁵⁵ Loci, L. De Creatione, § 32.

¹⁴⁵⁶ Hollaz, Examen I, s. 3, qu. 26. Quenstedt I, 607.

Sjette dag: Landdyrene skabes af jorden, 1 Mos 1,24; 2,19. Man har her spurgt, om de dyr, der nu opholder sig i rådne stoffer, og ligeledes de dyr, der nu skader mennesket, allerede oprindelig blev skabt af Gud. Vi bør svare, at disse dyr a. allerede var til ved skabelsen, men b. havde et andet virkeområde. Før faldet var der endnu ingen φθορά [forrådnelse] i naturen og endnu intet oprør i dyreverdenen mod mennesket. Om giftplanterne må det siges, at de før faldet enten efter deres beskaffenhed ikke var giftige, eller i hvert fald at det, som nu er gift for mennesket, ikke skadede det i dets ufordærvede tilstand. Således Luther og dogmatikerne.¹⁴⁵⁷

¹⁴⁵⁷ Jf. citaterne hos Baier-Walther II, 87 f. Luther, St. L. I, 249 ff. Gerhard, Loci, L. De Creatione, § 33: Si quaeratur de herbis venenatis, de bestiis noxiis etc., respondemus verbis Augustini de Gen. ad literam l. 3, c. 15: «Creata animalia noxia nihil homini nocuissent, si non peccasset. Puniendorum namque vitiorum et terrenorum vel probandae vel perficiendae virtutis causa nocere coeperunt; fuerunt ergo creata innoxia, sed propter peccatum facta sunt noxia.» [Spørger man om giftige urter, skadelige dyr osv., svarer vi med Augustins ord i De Gen. ad literam, bog 3, kap. 15: «De skabte skadelige dyr ville ikke have skadet mennesket det mindste, hvis det ikke havde syndet. For de begyndte at skade for at straffe de jordiske laster og for at prøve eller fuldkomme dyden; de blev altså skabt uskadelige, men på grund af synden blev de skadelige.»] Andrew White, The Warfare of Science, I, 30, forsøger her at spotte. Han siger: «Luther, who followed St. Augustine in so many other matters, declined to follow him fully in this [nemlig at der skulle findes «overflødige» dyr]_. To him_ [Luther] a fly was not merely superfluous, it was noxious – sent by the devil to vex him when reading.» [Luther, der fulgte Augustin i så mange andre ting, ville ikke følge ham fuldt ud i dette. For ham var en flue ikke blot overflødig, den var skadelig – sendt af Djævelen for at plage ham, når han læste.] For White er alt, hvad Skriften lærer om skabelsen, syndefaldet og syndefaldets følger, kun myte.

Til sidst skabte Gud den sjette dag mennesket. Menneskets herlighed frem for de andre skabninger er antydet i følgende omstændigheder ved skabelsen: 1. Menneskets skabelse går en rådslagning i den treenige Gud forud: «Lad os gøre mennesker!» 1 Mos 1,26. 2. Gud gør noget særligt ved menneskets skabelse, idet han ikke som ved dyrenes skabelse siger: «Jorden skal frembringe», men former menneskets legeme af en jordklump (עָפָר) og ved en særlig handling blæser livsånde i det, 1 Mos 2,7. 3. I indblæsningen af livsånden finder vi med rette antydet, at mennesket har en fornuftig og udødelig sjæl, der er forskellig fra dyrenes livsprincip;¹⁴⁵⁸ men dermed læres der ikke, at menneskets sjæl er en udstrømning af Guds væsen eller en del af Gud (panteisme). 4. Særlig må der peges på, at mennesket er skabt i Guds billede (בְּצַלְמֵנוּ og כִּדְמוּתֵנוּ, 1 Mos 1,26), hvorved mennesket ved skabelsen fik kundskab om Gud og fuldkommen retfærdighed og hellighed. Dette skal fremstilles nærmere i antropologiens første del under afsnittet «Mennesket før faldet». 5. Mennesket indsættes som hersker over jorden og dens beboere, 1 Mos 1,26–28.¹⁴⁵⁹

¹⁴⁵⁸ Lukas Osiander i sit bibelværk til 1 Mos 2,7: Factus est homo animal vivum, sed rationale, non brutum; non enim reliquis animalibus vitam inspirasse Deus dicitur sicut homini [Mennesket blev et levende væsen, men et fornuftigt, ikke et ufornuftigt; for der siges ikke, at Gud har indblæst de øvrige dyr liv, sådan som han gjorde med mennesket].

¹⁴⁵⁹ Vi tilføjer her kun nogle ord af Luther til 1 Mos 2,7, Opp. exeg. Erl. I, 104 ff., St. L. I, 101 ff.: Hic redit Moses ad opus sexti diei et ostendit, unde cultor terrae venerit, nempe, quod Deus eum finxerit ex gleba, sicut figulus manu ex luto fingit ollam. Ideo supra non dixit, sicut de aliis creaturis: Producat terra hominem; sed: «Faciamus hominem», ut ostendat excellentiam generis humani et revelet Dei consilium singulare, quo usus est in condendo homine, etsi posthac homo crescit et multiplicatur eodem modo quo reliquae bestiae. … Sed in prima conditione ostendit Moses, maximam esse dissimilitudinem, siquidem singulari tum consilio, tum sapientia, humana natura condita et digito Dei formata est. Haec dissimilitudo, quae inter originem hominis et pecudum est, etiam ostendit immortalitatem. Etsi enim omnia reliqua opera Dei plena admirationis et valde magnifica sunt, tamen hominem hoc arguit esse praestantissimam creaturam, siquidem Deus in eo condendo consilium adhibet et novo modo utitur. Non relinquit eum fingendum terrae, sicut bestiae et arbores. Sed ipse eum format ad imaginem sui, tamquam participem Dei et qui fruiturus sit requie Dei. Itaque Adam, antequam a Domino formatur, est mortua et iacens gleba; eam apprehendit Deus et format inde pulcherrimam creaturam, participem immortalitatis. Haec si Aristoteles audiret, solveretur in cachinnum et iudicaret, esse, etsi non insuavem, tamen absurdissimam fabulam, quod homo quoad originem suam primam fuisset gleba, formatus autem sit divina sapientia et sic conditus, ut esset capax immortalitatis. Nam etiamsi qui ex philosophis, ut Socrates et alii, asseruerunt immortalitatem animorum, tamen a reliquis philosophis irrisi et tantum non explosi sunt. Sed annon magna est fatuitas, sic offendi rationem, cum videat adhuc hodie plenam admirationis esse hominis generationem? An enim non absurdum iudicabis, hominem, qui in aeternum victurus est, nasci quasi ex ima guttula seminis in lumbis patris? Maior in hoc fere absurditas est, quam quod Moses dicit, de gleba digitis Dei formata. Sed ratio hoc modo ostendit, se plane nihil scire de Deo, qui sola cogitatione ex gleba facit non semen hominis, sed ipsum hominem, et, quod postea Moses dicit, ex costa viri facit feminam. Haec prima hominis origo est. Creato autem sic masculo et femina postea ex eorum sanguine divina benedictione generatur homo. Quamquam autem haec cum brutis communis generatio est, non tollit tamen illam gloriam originis nostrae primae, quod sumus vascula Dei ab ipso Deo ficta, quod ipse est figulus noster, nos autem lutum eius, sicut Iesaias sexagesimo quarto loquitur. [Her vender Moses tilbage til den sjette dags gerning og viser, hvorfra jordens dyrker kom, nemlig at Gud formede ham af en jordklump, sådan som pottemageren med hånden former en krukke af ler. Derfor sagde han ikke ovenfor som om de andre skabninger: Jorden skal frembringe mennesket, men: «Lad os gøre mennesket», for at vise menneskeslægtens fortrin og åbenbare Guds særlige rådslutning, som han brugte, da han skabte mennesket, selv om mennesket siden vokser og formerer sig på samme måde som de øvrige dyr. … Men ved den første skabelse viser Moses, at forskellen er overordentlig stor, eftersom den menneskelige natur blev skabt både ved en særlig rådslutning og ved en særlig visdom og formet af Guds finger. Denne forskel mellem menneskets og kvægets oprindelse viser også udødeligheden. For selv om alle Guds øvrige gerninger er fulde af underfuldhed og meget herlige, så viser dette dog, at mennesket er den ypperste skabning, eftersom Gud holder rådslagning, når han skaber det, og bruger en ny måde. Han overlader det ikke til jorden at forme det, sådan som dyrene og træerne, men han former det selv i sit billede, som en, der har del i Gud og skal nyde Guds hvile. Derfor er Adam, før han formes af Herren, en død og livløs jordklump; den tager Gud fat i og former deraf den skønneste skabning, som har del i udødeligheden. Hvis Aristoteles hørte dette, ville han bryde ud i latter og dømme, at det var en, om ikke ubehagelig, så dog yderst urimelig fabel, at mennesket i sin første oprindelse havde været en jordklump, men var blevet formet af den guddommelige visdom og skabt sådan, at det var modtageligt for udødelighed. For selv om nogle af filosofferne, som Sokrates og andre, hævdede sjælenes udødelighed, blev de dog udleet og næsten pebet ud af de øvrige filosoffer. Men er det ikke en stor tåbelighed, at fornuften tager sådan anstød, når den ser, at menneskets forplantning endnu i dag er fuld af underfuldhed? Vil du da ikke dømme det urimeligt, at et menneske, som skal leve evigt, fødes så at sige af en ganske lille dråbe sæd i faderens lænder? Heri er der næsten større urimelighed end i det, Moses siger om jordklumpen, der blev formet af Guds fingre. Men på den måde viser fornuften, at den slet intet ved om Gud, der alene ved en tanke af en jordklump laver ikke menneskets sæd, men selve mennesket, og, som Moses siden siger, af mandens ribben laver kvinden. Dette er menneskets første oprindelse. Men efter at mand og kvinde således var skabt, bliver mennesket siden avlet af deres blod ved Guds velsignelse. Og selv om denne forplantning er fælles med de umælende dyr, ophæver den dog ikke den herlighed ved vor første oprindelse, at vi er Guds små kar, formet af Gud selv, at han er vor pottemager, og vi hans ler, som Esajas siger i kapitel 64.]

Dikotomi og trikotomi

Antagelsen, at mennesket består af tre væsensforskellige dele – af σῶμα som den materielle del, af ψυχή som det lavere eller animalske livsprincip, som mennesket skulle have til fælles med dyrene, og af πνεῦμα som det højere eller åndelige livsprincip, hvorved mennesket skulle adskille sig fra dyrene – har ikke tilstrækkelig støtte i skriftsteder som Luk 1,46–47 og 1 Thess 5,23. På det første sted («Min sjæl, ψυχή, ophøjer Herren, og min ånd, πνεῦμα, fryder sig over Gud, min frelser») står sjæl og ånd åbenbart i saglig parallelisme. Tanken om, at «mit lavere livsprincip» ophøjer Herren, og at «mit højere livsprincip» fryder sig over Gud, min frelser, ligger sammenhængen fjernt. I ordene 1 Thess 5,23: ὁλόκληρον ὑμῶν τὸ πνεῦμα καὶ ἡ ψυχὴ καὶ τὸ σῶμα [jeres ånd og sjæl og legeme helt og holdent] er der tale om de kristnes fortsatte helliggørelse med henblik på den yderste dag, og her er det rigtigst slet ikke at forstå πνεῦμα som en naturlig bestanddel af mennesket, men som en betegnelse for det genfødte menneskes hele åndelige væsen; så er καὶ ἡ ψυχὴ καὶ τὸ σῶμα en efterfølgende nærmere bestemmelse til ὁλόκληρον ὑμῶν τὸ πνεῦμα og underordnet dette. Afgørende for dikotomien taler steder som Matt 10,28: «Frygt ikke for dem som slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt snarere for ham som kan ødelægge både sjæl og legeme i Helvede.» Her beskrives mennesket efter hele sin væsensbestand (efter sin «totalitet»), og dog nævnes kun «legeme» og «sjæl» ved siden af hinanden. Hertil hører også Matt 6,25. At sjæl og ånd i væsen er det samme eller er ombyttelige begreber, fremgår også af, at de, der ved at aflægge legemet er skilt fra dette liv, kaldes både ånder (πνεύματα) og sjæle (ψυχαί).¹⁴⁶⁰ De nyere teologer er delte i deres mening;¹⁴⁶¹ de lutherske dogmatikere er næsten enstemmigt dikotomister.¹⁴⁶²

¹⁴⁶⁰ 1 Pet 3,19. – Åb 6,9.

¹⁴⁶¹ Luthardt, Komp., 11. udg., s. 166 f.

¹⁴⁶² Jf. antitesen hos Quenstedt, I, 738 f., og citaterne hos Baier-Walther, II, 91 f.

Menneskeslægtens enhed

Der findes hverken mennesker før Adam (præadamitter)¹⁴⁶³ eller mennesker ved siden af Adam (koadamitter),¹⁴⁶⁴ men alle mennesker er adamitter, det vil sige: Adam er det første menneske og hele menneskeslægtens eneste stamfader. Det er ikke et teologisk problem, men en lære, som er klart åbenbaret i Skriften. 1 Mos 1,26–28: ét forældrepar; ApG 17,26: ἐξ ἑνὸς αἵματος [af ét blod]; Rom 5,12: «Synden kom ind i verden ved ét menneske.» Dermed stemmer nyere naturforskere overens.¹⁴⁶⁵ Gud har ikke skabt kvinden selvstændigt af en jordklump og ved at indblæse livsånde, men han har dannet hende af en bestanddel af manden (ribbenet) (וַיִּבֶן). Kvinden (אִשָּׁה) kommer af manden (מֵאִישׁ), og det efter både legeme og sjæl.¹⁴⁶⁶

¹⁴⁶³ Således Isaac La Peyrère († 1676) m.fl.: Adam er kun jødernes stamfader. Baier-Walther II, 93, antitese. I nyere tid Schelling, E. v. Bunsen, M’Causland, Zöckler, RE, 2. udg., IX, 583.

¹⁴⁶⁴ Polygenisme eller autoktonisme. Hellenerne ville ikke nedstamme fra «barbarerne». Zöckler, anf. st.

¹⁴⁶⁵ Luthardt, Apologie I, 76. Zöckler, anf. st., s. 583 ff.

¹⁴⁶⁶ Således Luther, Quenstedt osv. Luther, Opp. ex. Erl. I, 162: Sic accipio, quod non nudam costam, sed vestitam carne acceperit Dominus, sicut Adam infra dicit: ’Hoc est os ex ossibus meis et caro de carne mea.’ Porro hoc quoque fecit Dominus per verbum suum, ne putemus, eum chirurgi more sectione aliqua usum esse [Jeg forstår det sådan, at Herren ikke tog et nøgent ribben, men et, der var klædt med kød, sådan som Adam siger længere fremme: ’Dette er ben af mine ben og kød af mit kød.’ Dette gjorde Herren desuden ved sit ord, for at vi ikke skal tro, at han som en kirurg har brugt et eller andet snit]. Quenstedt I, 731: Costa, ex qua mulier formata est, non mortua fuit aut inanimis, sed animata, utpote de vivo corpore divina manu sumpta. Atque ita Eva secundum animam et corpus ex ea producta est, non vero anima Evae a Deo immediate creata est ex nihilo ipsique divinitus indita, sed costa Adami fuit animae humanae ad Evam tradux, hoc est, extitit ea non immediata creatione, sed propagatione et traductione. Ex costa animata animata formata est mulier, Gen. 2, 22 [Ribbenet, som kvinden blev dannet af, var ikke dødt eller uden liv, men levende, eftersom det blev taget af et levende legeme ved Guds hånd. Og således blev Eva frembragt af det efter både sjæl og legeme; Evas sjæl blev ikke umiddelbart skabt af Gud af intet og af Gud lagt ind i hende, men Adams ribben var den menneskelige sjæls overføringsled til Eva, det vil sige: den blev til, ikke ved en umiddelbar skabelse, men ved forplantning og overføring. Af et levende ribben blev kvinden dannet levende, 1 Mos 2,22].

Enkeltheder om den bibelske skabelsesberetning

1. Om Moses modtog skabelsesberetningen ved umiddelbar guddommelig åbenbaring eller havde den fra overleveringen fra de førstskabte, som på deres side var blevet belært af Gud, behøver man ikke at gøre til det afgørende stridspunkt.¹⁴⁶⁷ Under alle omstændigheder er den bibelske skabelsesberetning Guds egen beretning, fordi al Skrift er indgivet af Gud. Den bibelske skabelsesberetning bærer også, så vidt den menneskelige fornuft kan se, det guddommelige præg, især når vi sammenligner den med andre folks skabelsessagn.¹⁴⁶⁸ – Fordi de moderne teologer ikke kan erkende Skriften som Guds ord og derfor heller ikke den bibelske skabelsesberetning som Guds beretning, ender de komplimenter, som de giver den bibelske beretning, naturligt nok i en kritik, der udspringer af det teologiserende individs ugudelige jeg.¹⁴⁶⁹

¹⁴⁶⁷ Jf. Luther til 1 Mos 25,5–6, St. L. I, 1758.

¹⁴⁶⁸ Zöckler, RE, 2. udg., XIII, 631 ff.

¹⁴⁶⁹ Det gælder også Zöckler, når vi sammenligner RE, 2. udg., XIII, under «Schöpfung», s. 629 ff., med s. 644 ff. Zöckler siger først: «Findes der kun én levende, personlig Gud, så kan intet i verden have fået sin oprindelse på anden måde end ved denne ene Guds absolutte magt- og kærlighedsvilje; hans skabervirksomhed må være årsagen til, at helheden af alle væsener, som ikke selv er Gud, eksisterer. Dette eneste sande skabelsesbegreb findes intetsteds opfattet og gennemført renere end i den bibelske monoteismes to grundskrifter, Det Gamle og Det Nye Testamente»; men s. 644 ff. betegner Zöckler fx «den stift bogstavelige opfattelse af seksdagesværket som et tidsrum på nøjagtig 6 × 24 timer, sådan som den efter Luther blev almindelig i den ortodokse dogmatik», «som eftervirkninger af den ældre jødedoms abstrakt monoteistiske skabelsesbegreb». Meget alvorligt kræver Zöckler også en udligning «med de urokkeligt fastslåede kendsgerninger i den geologiske og astronomiske videnskab». Han vil have «ubestemmeligt lange tidsrum af en førmenneskelig udviklingshistorie for vor jordklode». At lyset er skabt før solen, og solen først efter jorden, skaffer Zöckler af vejen «ved at antage, at fremstillingen i 1 Mos 1,14–19 er optisk eller blot fænomenologisk». For at bringe den mosaiske skabelsesberetning i overensstemmelse med «resultaterne af den videnskabelige forskning» griber Godet, som ikke hører til de nyere teologers liberale fløj, til visionsteorien og udkaster et «maleri» af seksdagesværket (Hexaemeron), der ikke blot fjernt minder om en roman. Han skriver i sine Bibelstudien (første del, til GT, Hannover 1875, s. 101 ff.): «Vi sidder med den Guds mand på bjerget. Mørke hersker rundt om os. Omkring os og i os råder den stilhed, som går forud for guddommelige åbenbaringer. Den profetiske sans, som enhver af naturen besidder, vågner op i os, og ligesom den hellige Johannes på klippeøen Patmos i et syn har skuet de sidste verdenstider og så at sige deres udmunding i evigheden, således skuer vi verdensaltets begyndelse, ser så at sige tidernes strøm bryde frem af evighedens kilder. I dette højtidelige mørke slår en dump lyd mod vort øre som fra et hav, der bevæges af en mægtig vind, hvis overflade hæver og sænker sig i vældige bølger, og hvis bølger slår sammen og brydes mod hinanden. Lyden kommer fra oceanet, som hele vor jord endnu er svøbt i som i et ligklæde. Den bevægende vind er pusten fra Guds Ånd, som ruger over dette æg fuldt af hemmeligheder, for at der af det kan komme en verden fuld af undere, en menneskehed, en Kristus. Vi føler det: dette mørke er ikke gravnattens, men den frugtbærende nats, som er alt livs vugge. Og i dette mørke, som kun varer et øjeblik, er utallige århundreder trængt sammen, alle de tider, som er forløbet fra materiens skabelse til dannelsen af den faste jordskorpe og til vandenes fortætning på dens overflade. Pludselig bryder en stemme denne lange nats stilhed: ’Der blive lys!’ Straks oplyser en strøm af lys scenen, og til alle sider af horisonten spruder skinnende kærver. Det er en lysende strålekrone som den, der nu og da lyser op for beboerne af det høje nord under deres månedlange nætter. Ved dette lys ser vi gennem de tætte tåger, som dækker jorden, den kystløse vandflade rundt om os. Fra tid til anden sætter hede dampe, som stiger op fra vulkanen i jordens indre, bølgerne i bevægelse og hæver en bund op til deres overflade, som dog snart synker ned igen. Lysstrålerne mister lidt efter lidt deres glans, blegner mere og mere og slukkes til sidst helt igen. Vi hører kun brusen af de store vande, der omgiver os. Mørke omgiver os. Men i denne ene dag har vi set fremstillingen af tusinder af dage, som lyste op over vor jord, før der var et menneskeøje, som kunne have iagttaget dem. På ny lyder stemmen: ’Der blive en hvælving midt i vandene, og den skal skille mellem de nedre og de øvre vande!’ Igen bliver det dag» osv.

2. I 1 Mos 1 og 2 har vi ikke to forskellige skabelsesberetninger, men 1 Mos 2 giver sig tydeligt til kende som en nærmere udført beretning om skabelsen og menneskets første bolig. At Gud i kap. 2 kaldes יְהוָה אֱלֹהִים, mens kap. 1 bruger אֱלֹהִים som betegnelse for Gud, har en saglig grund, eftersom kap. 2 i særdeleshed skildrer Guds handlen med mennesket, og der i kap. 2 altså foreligger begyndelsen på menneskenes historie.¹⁴⁷⁰

¹⁴⁷⁰ Se hos Fürbringer, Einleitung in das Alte Testament, St. L. 1913, hele afsnittet «Der Pentateuch», s. 16 ff. Endvidere: «L. u. W.» 25, 321 ff. Jean Astruc, en fransk læge († 1766), «kildehypotesens fader». Hans bog udkom 1753 i Bruxelles under titlen Conjectures sur les mémoires originaux dont il paroît que Moyse s’est servi pour composer le livre de la Genèse [Formodninger om de oprindelige optegnelser, som Moses efter alt at dømme har brugt til at affatte Første Mosebog].

3. Striden om den bedste verden. At verden, sådan som Gud skabte den, er god, ved vi af 1 Mos 1,31: «Gud så på alt, hvad han havde gjort, og se, det var meget godt» (טוֹב מְאֹד). Om denne verden er den bedste i den forstand, at Gud ikke kunne have skabt en endnu bedre verden, er et unyttigt spørgsmål, eftersom Guds vilje er målestokken for alle ting, altså også for godhed og skønhed. Skabningernes godhed består i, at de er beskaffet, sådan som Gud ville have dem. Grundsætning: Causam exemplarem (forbillede, mønster) creationis ideae divinae rerum creandarum constituunt [Skabelsens forbilledlige årsag udgøres af Guds ideer om de ting, der skulle skabes].¹⁴⁷¹

¹⁴⁷¹ Baier-Walther II, 96.

Verdens endemål

Om verdens endemål lærer Skriften, at Gud har skabt alt for sin egen skyld (Ordsp 16,4: «HERREN gør alt for sin egen skyld») eller til sin ære (Sl 104: lovprisning af Gud ud fra naturens rige). Derfor opfordres ikke kun menneskene (Sl 104,1 ff.), men også alle fornuftløse skabninger til at love Gud (Sl 148). Som Guds egenskaber, der især træder frem i skabelsesværket, nævner Skriften Guds almagt (Sl 115,3: «Vor Gud er i himlen; han kan skabe, hvad han vil»), Guds visdom (Sl 104,24 og Sl 136,5: בְּחָכְמָה og בִּתְבוּנָה) og Guds godhed (Sl 136 med den tilbagevendende sætning: «for hans godhed varer evigt»). Påstanden om, at det er en forestilling, der er Gud uværdig, nemlig at det udtrykker selviskhed hos Gud, når han har skabt alt for sin egen skyld og til sin pris, er a. uvidenskabelig, fordi den måler den majestætiske Gud med menneskers mål, b. ateistisk, fordi den tillægger skabningerne en selvstændig tilværelse ved siden af Gud.

Afsluttende bemærkninger

At skabelsen som en opus Dei ad extra [Guds gerning udadtil] er den treenige Guds gerning, er allerede udførligt fremstillet under læren om Gud. At tale om tre skabere eller om en «fordeling» af skabelsesværket på de tre personer er imod Skriften og forargeligt. Ligesom det guddommelige væsen, der kun findes én gang, una numero essentia [ét i tal væsen], tilkommer hver person helt og udelt, således tilkommer også alle opera ad extra [gerninger udadtil], verdens skabelse indbefattet, hver person helt og udelt. Det er eaedem numero actiones [i tal de samme handlinger].¹⁴⁷² Men selv Philippi er kommet til at bruge udtrykket: «Vi ser her [ved skabelsen] virksomheden temmelig ligeligt fordelt på alle tre [personer].»¹⁴⁷³ De lutherske teologer afviser bestemt enhver tanke om et «skabelsesinteressentskab» (causae sociae creationis [skabelsens medvirkende årsager]).¹⁴⁷⁴ Hvor bestemt Luther afviser at tale om tre skabere, så vi allerede ovenfor, s. 511.

¹⁴⁷² Se afsnittene «Kampen mod dem, der fornægter den ene Gud» og «Indvendinger mod homousien eller Guds enhed», s. 461–474.

¹⁴⁷³ Glaubenslehre, 3. udg., II, 126. At Philippi ikke for sit udtryk kan påberåbe sig de såkaldte particulae diacriticae [adskillende småord] ἐκ, διά, ἐν, er allerede vist ovenfor, s. 471 f. Ligeledes siger Luther, idet han henviser til de adskillende småord, til Joh 1,3, St. L. XII, 157 f.: «Nu fastholder Skriften den måde at tale på, at den siger, at verden er skabt ved Kristus og af Faderen og i Helligånden, hvilket alt har sin grund, skønt den ikke fuldt kan udforskes eller udsiges. Men for at anføre lidt: Den bruger en sådan måde at tale på, for at det skal vises, at ikke Faderen har det guddommelige væsen fra Sønnen, men Sønnen fra Faderen, og at Faderen er den første, oprindelige person i Guddommen. Derfor siger den ikke, at Kristus har skabt verden ved Faderen, men at Faderen har gjort det ved ham, så at Faderen forbliver den første person, og alle ting kommer fra ham, dog ved Sønnen. På den måde taler også Johannes, kap. 1,3: ’Alle ting er gjort ved ham’, og Kol 1,16: ’Alle ting består ved ham og i ham’, og Rom 11,36: ’Alle ting er af ham, ved ham og i ham.’» Vi sammenfattede dette s. 471 således: «Ligesom der er en orden, men ikke en underordning, i de tre personer (ordo in modo subsistendi [orden i måden at bestå på]), således er der også en orden i personernes virksomhed (ordo in modo operandi [orden i måden at virke på])» – uden underordning.

¹⁴⁷⁴ Baier-Walther II, 95: Unam, inquam, causam [_efficientem creationis_], non tres causas socias. Potentia enim creandi trium personarum unica est [Én, siger jeg, (virkende årsag til skabelsen), ikke tre medvirkende årsager. For de tre personers magt til at skabe er kun én]. Quenstedt behandler spørgsmålet, om de tre personer i Guddommen skal kaldes causae sociae creationis [skabelsens medvirkende årsager], meget udførligt i en særlig quaestio [spørgsmål], Systema I, 602 ff., og besvarer spørgsmålet benægtende ved at henvise til det i tal ene guddommelige væsen (una numero essentia divina) og de i tal samme guddommelige handlinger udadtil (eaedem numero actiones divinae ad extra).