Guds forsyn

Guds forsyn eller verdens opretholdelse og styrelse

(De providentia Dei.)

1. Begrebet Guds forsyn

Ligesom Gud har skabt verden, sådan opretholder han den også. Kol 1,16–17: ἐν αὐτῷ ἐκτίσθη τὰ πάντα … καὶ τὰ πάντα ἐν αὐτῷ συνέστηκεν [ved ham blev alt skabt … og alt består ved ham]. Denne kendsgerning kalder vi efter almindelig sprogbrug Guds forsyn, providentia Dei. Ved Guds forsyn forstår vi altså den faktiske opretholdelse og styrelse af universet og af hver enkelt skabning ved Guds allestedsnærværelse og almægtige virksomhed. Som ensbetydende med providentia er de græske udtryk πρόνοια og διοίκησις blevet brugt. Verdens skabelse og opretholdelse hører nøje sammen, sådan som de også står tæt forbundet side om side i Kol 1,16–17. Efter at Gud har skabt verden, har han hverken helt eller halvt eller i mindste måde trukket sig tilbage fra den; han bliver ved at være nærværende i verden i det største og i det mindste og opretholder den ved sin guddommelige kraft og virksomhed. Alene derved består verden. Hvis Gud trak sig tilbage fra verden, ville verden forsvinde sporløst. Hvis Gud trak sig tilbage fra en del af verden, ville denne del af verden holde op med at eksistere. Det er klart udsagt med ordene τὰ πάντα ἐν αὐτῷ συνέστηκεν. Over for vildfarelsen har vel ingen på grundlag af Skriften beskrevet begrebet om verdens opretholdelse klarere end Luther. For at tage den nu bestående verden helt eller delvis ud af Guds hånd og overlade den til «naturlovene» har man påberåbt sig 1 Mos 2,2, hvor det hedder, at Gud på den syvende dag hvilede fra alle de gerninger, han havde gjort. Derimod siger Luther om dette sted:¹⁴⁷⁷ «Sabbatten eller hvilen på sabbatten betyder, at Gud har hvilet på den måde (sic), at han ikke skabte en anden himmel eller en anden jord (aliud coelum et aliam terram); og det betyder ikke, at Gud er holdt op med at opretholde og styre himlen og jorden, som han havde skabt. For på hvilken måde og hvorved Gud har skabt himmel og jord, har Moses klart lært i det foregående kapitel, nemlig at Gud har skabt alt ved Ordet, sådan som han jo sagde: ’Havet vrimle med fisk, jorden lade løv og græs fremspire og desuden dyr’ osv. Disse ord består endnu i dag og er virksomme; derfor ser vi, at formeringen stadig går for sig og sker uden ende. Og selv om verden skulle stå i utallige år, ville kraften i disse ord dog ikke forgå; der ville være en evig formering i kraft af og ved magten i dette ord eller, om jeg så må sige, denne første grundlæggelse. Derfor er spørgsmålet let at løse: ’Gud hvilede fra sine gerninger’, det vil sige: han lod sig nøje (contentus fuit) med den himmel og den jord, som han dengang havde skabt ved Ordet; han skabte ikke en ny himmel eller en ny jord eller nye stjerner og nye træer, og alligevel virker Gud uophørligt, eftersom han ikke har forladt den skabning, han engang har skabt, men styrer og opretholder den ved sit ords kraft. Således har han nu hvilet fra skabelsen og ikke fra opretholdelsen og styrelsen.» Derfor siger Luther også ligefrem:¹⁴⁷⁸ «Vi kristne ved, at det hos Gud er ét og det samme at skabe og at opretholde» (idem est creare et conservare). Hvis vi har betænkeligheder ved den sætning, at Guds forsyn også kan beskrives som en fortsat skabelse (creatio continuata), tyder det stærkt på, at vi huser utilstrækkelige forestillinger både om skabelsen og om verdens opretholdelse. Måske har den tanke trængt sig frem hos os, at verden i det mindste delvis befinder sig i hænderne på «naturlovene» eller mellemårsagerne (causae secundae). Mere herom senere.

¹⁴⁷⁷ St. L. I, 91 f.

¹⁴⁷⁸ St. L. I, 1539.

Kendsgerningen, at der er et guddommeligt forsyn, kan og skal allerede erkendes ud fra naturens rige (ApG 14,17: «han lod dog ikke sig selv være uden vidnesbyrd» osv.) og ud fra historien (ApG 17,26–28: «Af ét menneske skabte han hele menneskeheden, så den kunne bo overalt på jorden» osv.), altså ved hjælp af fornuften. Men på grund af det menneskelige hjertes blindhed og forvendthed læres Guds forsyn også mange steder i Den Hellige Skrift. Således af Kristus selv i en udførlig fremstilling, Matt 6,25–32: «Hvad jeres liv angår, skal I ikke bekymre jer for hvad I skal spise, og for hvad I skal drikke. … Betragt himlens fugle: De sår ikke eller høster eller samler i lader, og jeres himmelske fader føder dem. … Bemærk markens liljer, hvorledes de gror. … Men når Gud således klæder markens græs» osv. Matt 5,45: Gud τὸν ἥλιον αὐτοῦ ἀνατέλλει [lader sin sol stige op]. Således vidner Paulus og Barnabas i Lystra for hedningerne, ApG 14,17: «Han lod dog ikke sig selv være uden vidnesbyrd: Han gjorde godt, han gav jer regn fra himlen og frugtbare tider.» Og Paulus i Athen, ApG 17,28: «For i ham lever vi, bevæger os og er til.» Skriften lærer også, at verdens opretholdelse og styrelse som et opus ad extra [en gerning udadtil] er den treenige Guds gerning. Joh 5,17–19 siger Guds Søn netop med henblik på verdens opretholdelse: Ὁ πατήρ μου ἕως ἄρτι ἐργάζεται, κἀγὼ ἐργάζομαι [Min Far arbejder indtil nu, og jeg arbejder]. Men især fremhæver Skriften til trøst for de kristne, at Guds Søn, der er blevet menneske, altså også efter den menneskelige natur, efter hvilken han er vor broder, styrer alle ting og holder dem i eksistens. Ef 1,20–23: Ὁ ἀναβὰς ὑπεράνω πάντων τῶν οὐρανῶν, ἵνα πληρώσῃ τὰ πάντα [ham som steg op over alle himle for at fylde alt (Ef 4,10)].¹⁴⁷⁹

¹⁴⁷⁹ Den udførlige fremstilling i bd. II, s. 183 ff.

Genstanden for Guds forsyn. Som genstand for Guds forsyn nævner Skriften både τὰ πάντα [alt], Kol 1,17, og de enkelte ting, som universet består af: planterne, Matt 6,28–30; dyrene, Matt 6,26; menneskene, ApG 17,25–28. I centrum for Guds forsyn står kirken. Skriften lærer udtrykkeligt, at alle ting og alle begivenheder i himlen og på jorden må tjene kirken. Rom 8,28: τοῖς ἀγαπῶσιν τὸν θεόν [for dem der elsker Gud] må alle ting tjene til det bedste. Matt 24,14: Verden står kun endnu for kirkens skyld. Hebr 1,14: Englenes verden er sat i kirkens tjeneste.

Indvendinger mod Guds forsyn

Mod et guddommeligt forsyn, der omfatter alle ting, er den indvending blevet rejst, at Gud derved bebyrdes, og at det små tages for meget i betragtning ved siden af det store. Det er åbenlyst, at dette argument ophæver gudsbegrebet. Den almægtige og alvidende Gud måles med menneskelig målestok. Den uforgængelige Guds herlighed (δόξα) forvandles til et billede, der ligner et forgængeligt menneske, Rom 1,23. At ateistiske hedninger som Demokrit, Epikur m.fl. har spottet det guddommelige forsyn og kaldt det et kællingeeventyr,¹⁴⁸⁰ undrer os ikke. Men det er påfaldende, at også inden for den kristne kirke en mand som Hieronymus kunne skrive ord som disse:¹⁴⁸¹ Caeterum absurdum est, ad hoc deducere Dei maiestatem, ut sciat per momenta singula, quot nascantur culices quotque moriantur; quae cimicum, pulicum et muscarum sit in terra multitudo, quanti pisces in aqua natent. … Non sumus tam fatui adulatores [!] Dei, ut, dum potentiam eius etiam ad ima trahimus, in nosmet ipsos iniurii simus, eandem rationabilium et irrationabilium providentiam [Det er i øvrigt urimeligt at nedværdige Guds majestæt så meget, at han i hvert enkelt øjeblik skulle vide, hvor mange myg der fødes, og hvor mange der dør; hvor stor en mængde væggelus, lopper og fluer der er på jorden, hvor mange fisk der svømmer i vandet. … Vi er ikke så tåbelige smigrere [!] af Gud, at vi, idet vi drager hans magt ned til det laveste, gør uret mod os selv ved at sige, at der er det samme forsyn for de fornuftige og de ufornuftige skabninger]. Gerhard forsøger forgæves at lægge en god mening ind i Hieronymus’ ord.¹⁴⁸² Hieronymus har her, som så ofte, sovet. Men vi behøver derfor ikke at gå for hårdt i rette med ham, når vi betænker, at han kun udtaler det, som vi alle kun alt for ofte tænker. Med vort naturlige, gudfremmede sind glemmer vi endog, at Gud sørger for os, sine børn. Derfor vor Frelsers formaninger, Matt 6,25–32: «Hvad jeres liv angår, skal I ikke bekymre jer» osv. «I som har en lille tro!» Matt 10,30: «Men endog alle jeres hår på hovedet er blevet talt.» Hele spørgsmålet, om Guds forsyn også strækker sig til de ringeste dyr, afgør kirkefædrene og de gamle teologer med det skriftmæssige aksiom: Si non est iniuria et probrum Dei, minutissimas quasque res fecisse, multo minus probrum illius factas regere [Er det ingen krænkelse og skam for Gud at have skabt selv de mindste ting, så er det langt mindre en skam for ham at styre dem, når de er skabt].¹⁴⁸³

¹⁴⁸⁰ Citater hos Quenstedt I, 768 ff.

¹⁴⁸¹ Com. in Habac. 1; hos Quenstedt I, 769.

¹⁴⁸² Gerhard siger nemlig i Loci, L. De Provid., § 58: Nisi hoc dictum ita accipias, quod Deus quidem singula exacte cognoscat, non tamen modo cognoscendi, qui fit per momenta et intervalla successive, sed notitia intuitiva, qua omnia ἀθρόως, simul, aspicit, detrahet laudi divinae providentiae [Medmindre man forstår dette udsagn sådan, at Gud ganske vist kender de enkelte ting nøjagtigt, men ikke på den måde at kende på, som sker i øjeblikke og mellemrum efter hinanden, men med en anskuende kundskab, hvormed han ser alt samlet, på én gang, vil det forringe lovprisningen af Guds forsyn]. Gerhard mener altså, at Hieronymus måske kun har villet sige, at Gud ikke kender alle ting efter hinanden, men på én gang. Men disse ord lader sig ikke forstå sådan. Hieronymus er jo bekymret for, at menneskene skulle komme til kort, hvis Gud også tager sig af de små, fornuftløse dyr enkeltvis. Gerhard henviser anf. st. til, at Skriften udtrykkeligt lærer det, som Hieronymus’ ord synes at afvise.

¹⁴⁸³ Citater fra kirkefædrene hos Quenstedt, anf. st., § 59. Walther citerer i Comp. Baier-Walther følgende ord fra Rambachs «Schriftmäßige Erläuterung der Grundlegung der Th.», 1738, s. 157 f.: «Genstand for Guds forsyn er alle skabte ting, ingen undtaget, synlige og usynlige, levende og livløse, himmel, jord og hav og alt, hvad der er i dem. Ligesom han har skabt alt, sådan strækker hans forsyn sig også til alt. Han opretholder 1. de usynlige skabninger, englene; for de gode kan ikke styre sig selv uden hans visdom og ikke opretholde sig uden hans kraft, de onde kan ikke skade uden hans tilladelse, og han sætter mål og grænser for deres ondskab; 2. de synlige skabninger, og iblandt dem ikke alene menneskene som den ædleste skabning, men også alle ufornuftige dyr. I Egypten måtte frøer og lus udføre hans befalinger. Men en sådan omsorg strækker sig over alle slægter, over alle arter, ja over alle enkeltvæsener (individer) af hver slægt; for eksempel sørger Gud ikke blot for den slægt af skabninger, der hedder fugle, men for hver art, storke, svaler, spurve, ja for hvert enkelt eksemplar (stykke) af dem, for hver eneste stork, svale og spurv. Han sørger ikke blot for, at træerne består, vokser op og opretholdes, men også for hvert enkelt træ, hver gren og dens blad. Hvert af dem er under hans styrelse, sådan som Kristus lærer, Matt 10,29. En spurv er en af de mest foragtede og (tilsyneladende) mest unyttige fugle; alligevel siger Kristus, at ingen af dem omkommer, skydes eller såres uden Faderens vilje. Luk 12,6: ’Og ikke én af dem er glemt hos Gud.’ Også det mindste, mest foragtede og mest unyttige er underlagt Guds styrelse og forsyn. Det forsikrer Kristus os om, Matt 10,30: ’Men endog alle jeres hår på hovedet er blevet talt’, så at intet af dem kan falde ud anderledes end efter Faderens vilje. Det, vi anser for værdifuldt, tæller vi. Det betyder altså en nøje viden og en flid i at opretholde. Ligesom sollyset ikke forsmår den ringeste orm, sådan heller ikke Guds forsyn. Det må vi altså lægge godt mærke til, at det også strækker sig til de ringeste ting. Det går altså ikke her til, som når en jordisk konge ved en almindelig forordning sørger for hver og en af sine undersåtter i almindelighed, skønt der er mange tusinde, som kongen ikke kender. Gud kender det mindste og sørger for det, sådan som Kristus, sandhedens mund, forsikrer. Fornuften mener ganske vist, at det er Guds majestæt uværdigt, at han også skulle nedlade sig til de ringeste af sine skabninger. Hedningen Plinius mener, at den guddommelige majestæt besmittes, når den sørger for foragtede ting. Men det er tåbelige tanker, sådan som også den store kirkelærer Hieronymus har næret dem. For derved fremmes hans ære snarere, nemlig 1. æren for hans uendelige godhed, når han med sit forsyns arme omfatter både den laveste orm og den højeste engel. Er det ikke Gud uværdigt at skabe dem, hvorfor skulle det så være ham uværdigt at opretholde dem? 2. æren for hans magt og visdom. Guds kraft er ikke mindre synlig i skabelsen af en myg end af en elefant; altså også i opretholdelsen. Visdommen viser sin fortræffelighed, når den dirigerer og leder skabningerne, som ikke selv kender formålet med deres væsen, hen til dette formål. Der er heller ingen forskel mellem skabningerne i sig selv; den opstår først af forholdet til os; for eksempel tror man, at en orm er mere foragtelig end en løve. Løven er ganske vist, sådan som vi betragter den, bedre end en orm; men ser vi bort fra forholdet til os, har den ringeste orm i sin art lige så megen fortræffelighed som en løve. For den består kun i en vis beskaffenhed af de dele, som legemet er sammensat af. Det volder heller ikke Gud besvær, som man skulle mene. Hans uendelige forstand kan hverken overlæsses eller trættes.»

2. Forholdet mellem Guds forsyn og mellemårsagerne (causae secundae)

Ved mellemårsager (causae secundae) forstår vi de midler, hvorved Guds forsyn virker. Gud virker, og midlerne virker. Sl 127,1: HERREN bygger huset, og arbejderne bygger huset. Men forholdet mellem midlernes virkning og Guds virkning er dette: virkningerne er ikke sideordnede, men underordnede, og vel at mærke underordnede i den grad, at midlerne kun virker det, og kun virker så meget og så længe, som Gud virker ved dem. For: «Hvis HERREN ikke bygger huset, arbejder de forgæves, som bygger på det.» Vi kan ganske vist tale om skabningernes naturlige beskaffenhed, bevægelse, kraft og virkning. Men det, der er naturligt for skabningerne, for eksempel at ormen kryber, mennesket går, solen skinner, træet vokser og bærer frugt efter sin art, medicinen helbreder, brødet nærer, vægteren beskytter osv., det er Guds indvirkning på skabningerne (Dei in creaturas influxus). Gerhard siger med henblik på dette punkt:¹⁴⁸⁴ «Hvad er mere naturligt for mennesket, end at det bevæger sig? Og dog bevæger vi os i Gud, ApG 17,28. Hvad er mere naturligt for solen, end at den står op dag efter dag? Og dog: Gud ἀνατέλλει τὸν ἥλιον [lader solen stige op], Matt 5,45. Selv om de enkelte ting derfor af naturen har fået deres egenskab givet (indita), udøver de den dog og kan kun udøve den sådan, at de ved den guddommelige kraft, om jeg så må sige, får deres væsen og deres liv (essentientur et vegetentur). Sl 104,29–30: ’Skjuler du dit ansigt, forfærdes de; tager du deres ånde bort, forgår de og bliver til støv igen. Sender du din ånde ud, bliver de skabt, og du fornyer jordens skikkelse.’ I 5 Mos 8,3 og Matt 4,4 siges det, at mennesket ikke lever af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund. Derved bliver vi ikke alene belært om, at Gud kan nære og opretholde mennesket uden naturlige midler, men også mindet om, at nærekraften ikke således er brødets egen, at det kunne nære mennesket, også når det ord er trukket tilbage, hvorved brødet først blev skabt og fik sin nærekraft. Der kræves det skabende og opretholdende ords uafbrudte indvirkning, for at brødet kan udøve (exserat) den nærekraft, det har fået. Det samme kan og må vi sige på lægekunstens område. Mennesket bliver ikke rask ved urterne, men ved Guds ord, som oprindelig gav urterne denne kraft og endnu i dag ligesom indgyder den (instillat).» Det er jo også meningen med vore bordbønner («Velsign de gaver» osv.) og med den bøn, vi i sygdom beder, før vi tager medicin. Det ville også den læge give udtryk for, da han om en patient, han havde behandlet, sagde: «Jeg forbandt ham, Gud helbredte ham.»

¹⁴⁸⁴ Loci, L. De Provid., § 62. 63.

For at fastholde denne sandhed siger de lutherske lærere, at Guds virkning og midlernes virkning ikke er duae actiones [to handlinger], men una numero actio [én og samme handling i tal]. Guds virkning og midlernes virkning må hverken deles efter omfang, som om den halvt tilkom Gud og halvt midlerne, eller adskilles efter tid, som om Gud først virkede, og midlerne eller skabningerne så bagefter og senere virkede efter en kraft, der på forhånd var lagt i dem.¹⁴⁸⁵ For at afvise den tidsmæssigt adskilte virkning siger dogmatikerne endnu udtrykkeligt, at mellemårsagernes virkning ikke er følgen af en actio Dei praevia (en forudgående virkning fra Gud), men resultatet af en continuus Dei in creaturas influxus (en uafbrudt virkning i skabningerne og ved skabningerne).¹⁴⁸⁶ At fastholde dette er af stor vigtighed for den kristne tro og det kristne liv. Holder vi fast ved, at Guds virkning og mellemårsagernes virkning ikke kan adskilles, men falder sammen i omfang og tid, så siger vi, når vi ser på os selv, med Job 10,8: «Dine hænder har formet mig og gjort mig», og bekender med Luther i Den Lille Katekismus: «Jeg tror, at Gud har skabt mig [ikke blot Adam] tillige med alle skabninger, givet mig legeme og sjæl, øjne, ører og alle lemmer, fornuft og alle sanser og endnu opholder dem.» Selv om vi har sjælen og også legemet med alle dets dele fra vore forældre som mellemårsager (causae secundae), ved vi dog samtidig, at Gud er vor skaber og far. Om alle, der er født af forældre, gælder det, som Luther udtrykker sådan:¹⁴⁸⁷ «Det er Gud, der gør huden; det er ham, der også gør knoglerne; det er ham, der gør hårene på huden; det er også ham, der gør marven i knoglerne; det er ham, der gør hver lille smule af håret; det er ham, der gør hver lille smule af marven; han må jo gøre alt, både stumperne og helheden.» Endvidere:¹⁴⁸⁸ «Han, som har gjort et menneske af jorden, han skaber endnu hver dag mennesker af forældrenes blod.» For at afvise den tanke, at Gud, når han virker ved midler, er adskilt fra verden ved disse midler, siger Luther:¹⁴⁸⁹ «Gud sender ingen embedsmænd eller engle ud, når han skaber eller opretholder noget; alt dette er hans guddommelige magts egen gerning. Men skal han skabe og opretholde det, så må han være til stede dér og gøre og opretholde sin skabning både i det allerinderste og i det alleryderste.» Det samme vil Quenstedt udtrykke, når han over for deismen, der skyder «naturlovene» ind mellem Gud og verden og skiller dem ad, siger:¹⁴⁹⁰ Falsum est secundam causam [de midler, Gud virker ved] mediare inter primam causam [Gud] et effectum, cum aeque immediate effectus dependeat a causa prima sicut a secunda [Det er falsk, at mellemårsagen formidler mellem den første årsag og virkningen, eftersom virkningen afhænger lige så umiddelbart af den første årsag som af den anden]. Hvad «naturlovene» angår, er de ikke noget, der er forskelligt fra Guds vilje og virken; de er Guds vilje og virkning selv i deres forhold til skabningernes eksistens og virken.¹⁴⁹¹ Dette er der allerede henvist til i læren om Gud og særlig i beskrivelsen af undere.

¹⁴⁸⁵ Således Durandus († 1334), Taurellus († 1606) og også arminianere. Hos Quenstedt I, 782.

¹⁴⁸⁶ Quenstedt I, 780.

¹⁴⁸⁷ St. L. XX, 804.

¹⁴⁸⁸ I, 155.

¹⁴⁸⁹ XX, 804.

¹⁴⁹⁰ Systema I, 781.

¹⁴⁹¹ Baier II, 169: Deus manifestum facit, se non esse alligatum ad causas physicas et ordinem libere a se institutum [Gud gør det åbenbart, at han ikke er bundet til de fysiske årsager og den orden, han frit har indstiftet]. Baier henviser til følgende eksempler: Causae secundae, in actu per naturam nondum constitutae, ad agendum divinitus applicantur; vid. 1 Reg. 18, 44 de accelerata pluvia. Aliquando Deus causis secundis virtutem agendi vel plane supernaturalem confert, vel naturalem amissam aut debilitatam restituit et confirmat aut auget; vid. Iud. 16, 28. 29 de robore Simsonis restaurato auctoque, Gen. 17, 16. 17. 19 de potentia generandi Abrahamo centenario et Sarae nonagenariae atque alias sterili collata. Denique nonnunquam causas secundas per naturam in actu constituendas impedit Deus, quominus effectus sequatur, prout Deut. 28, 23 minatur, se pluviam subtracturum populo inobedienti [Mellemårsager, som af naturen endnu ikke er sat i virksomhed, bringes ved Gud til at virke; se 1 Kong 18,44 om den fremskyndede regn. Undertiden giver Gud mellemårsagerne en evne til at virke, der enten er helt overnaturlig, eller han genopretter, styrker eller øger den naturlige evne, når den er gået tabt eller svækket; se Dom 16,28–29 om Samsons genoprettede og forøgede styrke, 1 Mos 17,16–17.19 om evnen til at avle, som blev givet den hundredårige Abraham og den halvfemsårige og i øvrigt ufrugtbare Sara. Endelig hindrer Gud undertiden mellemårsager, der af naturen skulle sættes i virksomhed, så virkningen ikke følger, sådan som han i 5 Mos 28,23 truer med at ville tage regnen fra det ulydige folk].

3. Guds forsyn og synden

Spørger vi om Guds virksomhed ved moralske væseners (menneskers og engles) handlinger, må vi skelne mellem onde og gode handlinger. Med hensyn til de onde handlinger står ifølge Skriften først og fremmest tre ting fast: 1. at Gud efter sin hellige vilje ikke vil dem: «Du må ikke have andre guder end mig»; «Du må ikke slå ihjel» osv.; 2. at Gud ofte forhindrer, at de sker, som ved Abimelek fra Gerar, 1 Mos 20,1 ff.; 3. at Gud vender de synder, der faktisk sker, fra deres onde hensigt til sin gode hensigt, som ved salget af Josef til Egypten, 1 Mos 50,20. – Et meget drøftet spørgsmål er nu imidlertid, hvordan Guds medvirken ved de syndige handlinger, mens de sker, skal forstås. Hvad Skriften lærer herom, lader sig sammenfatte således: Gud medvirker til onde handlinger, for så vidt de er handlinger (quoad materiale), fordi Skriften siger om menneskene, at de har liv, bevægelse og tilværelse i Gud, ApG 17,28. Gud medvirker ikke til de onde handlinger, for så vidt de er onde (quoad formale), fordi Skriften siger om Gud: «Du er fjende af alle, der gør ondt. Du udrydder løgnerne; HERREN har afsky for de blodtørstige og falske», Sl 5,6–7. Vi ved udmærket, at der med denne skelnen mellem syndens materiale og formale intet er forklaret for vor menneskelige forstand. Men vi ved også, at der med denne skelnen er afstukket de grænser, inden for hvilke vi mennesker med vore tanker foreløbig, nemlig i dette liv, må holde os. Yderligere forklaringer, som vi mener at kunne give, beror enten på selvbedrag eller på en fornægtelse af en af de to faktorer, det her drejer sig om. Enten fornægter vi Guds medvirken ved de onde handlinger, for så vidt de er handlinger (som Pelagius ifølge Hieronymus' beretning skal have udtalt, at han også uden Guds medvirken kunne bevæge sin hånd, krumme fingeren, sidde, stå og gå),¹⁴⁹² eller vi fornægter det onde ved de menneskelige handlinger ved at skrive det på Guds regning og ophæve menneskets ansvar. Begge dele strider både mod Skriften og mod den menneskelige erfaring. Det strider mod Skriften. For at tyven eller morderen ikke kan udføre sine handlinger uden Guds medvirken, læres klart i ApG 17,28, hvor der om alle mennesker, tyvene og morderne iberegnet, siges, at de lever, bevæger sig og er til i Gud. Det strider mod erfaringen, fordi tyven og morderen i deres samvittighed holder sig selv ansvarlige for det onde ved deres handlinger. Alle panteistiske fraser om, at mennesket ikke er ansvarligt for sine handlinger, fordi Gud giver tilværelse, kraft og bevægelse dertil, gendrives af den kendsgerning, at der findes en ond samvittighed.¹⁴⁹³

¹⁴⁹² Hos Quenstedt I, 782.

¹⁴⁹³ Rom 2,15; 1,32; Sl 14,1.5. D. L. T. Townsend, Bible Theology and Modern Thought, 1883, s. 162: «A friend of Voltaire once wrote him these words: ’I have succeeded in getting rid of the idea of hell.’ Voltaire replied: ’Allow me to congratulate you; I am far from that.’» [En ven af Voltaire skrev engang disse ord til ham: ’Det er lykkedes mig at slippe af med forestillingen om helvede.’ Voltaire svarede: ’Tillad mig at lykønske Dem; jeg er langt fra at være nået så vidt.’]

4. Guds tilladelse af synden

Man har spurgt og spørger stadig, om Guds forhold til menneskets synd skal beskrives som «tilladelse». Ganske vist beskriver Skriften også Guds forhold til menneskenes synder som tilladelse (permissio), Sl 81,13: «Jeg har ladet dem [jødernes folk] gå i deres hjertes indbildskhed»; ApG 14,16: εἴασεν πάντα τὰ ἔθνη (hedningerne) gå deres egne veje. Udtrykket «tilladelse» er altså ikke at udsætte på. Det er Skriftens egen måde at tale på. Men dermed er Guds virksomhed ved synderne endnu ikke fuldstændigt beskrevet. Ifølge Skriften er Gud også virksom ved synderne på den måde, at han efter sin straffende retfærdighed straffer synd med synd, Rom 1,24.28: διὸ (på grund af deres afgudsdyrkelse) παρέδωκεν αὐτοὺς ὁ θεὸς … εἰς ἀκαθαρσίαν, εἰς ἀδόκιμον νοῦν [Derfor prisgav Gud dem … til urenhed, til uværdige tanker]. Især også 2 Thess 2,11–12: διὰ τοῦτο [nemlig fordi de ikke har taget imod kærligheden til sandheden] πέμψει αὐτοῖς ὁ θεὸς ἐνέργειαν πλάνης, εἰς τὸ πιστεῦσαι αὐτοὺς τῷ ψεύδει, ἵνα κριθῶσιν πάντες οἱ μὴ πιστεύσαντες τῇ ἀληθείᾳ [Derfor sender Gud dem forførelsens kraft så de tror løgnen, for at alle de som ikke har troet sandheden, skal blive fordømt]. (Konkordieformlen XI, s. 722, 83.)

Hvad angår Guds medvirken ved de gode handlinger, må man på Skriftens grund fastholde: 1. De borgerligt gode handlinger (iustitia civilis) hos de vantro virker Gud efter sin almindelige verdensstyrelse gennem den naturlige samvittighed, Rom 2,14: Hedningerne, som ikke har Guds lov, gør af natur (φύσει) lovens gerninger. Denne borgerlige retfærdighed har stor værdi i denne verdens riger, fordi den gør menneskenes samliv (det borgerlige samfund) muligt.¹⁴⁹⁴ 2. De åndeligt gode handlinger (iustitia spiritualis) virker Gud i sit nåderige, det vil sige ved Helligåndens særlige virkning i Ordet. Denne virkning findes kun hos de troende kristne, og Gud virker i de kristne ikke blot evnen til at gøre det gode (potentiam agendi), men også selve handlingen (ipsum agendi actum), Fil 2,13: καὶ τὸ θέλειν καὶ τὸ ἐνεργεῖν [i både vilje og handling]. Ifølge 2 Kor 3,5 virker Gud også det λογίζεσθαι [at tænke], som hører til den rette udførelse af prædikeembedet. Rom 8,13 lærer, at kødets gerninger faktisk dødes πνεύματι θεοῦ [ved Guds Ånd].

¹⁴⁹⁴ 1 Tim 2,1–2; Rom 13,1–4. Jf. afsnittet «Hedningernes gode gerninger», bd. III, 52 ff.

5. Guds forsyn og den menneskelige frihed

Ved at menneskene kun har liv, bevægelse og tilværelse i Gud, bliver de ikke til maskiner, men forbliver moralske væsener, frie for tvang (libertas a coactione), det vil sige væsener, der er ansvarlige over for Gud, eller – hvad der er det samme – personer. Kendsgerningen står fast a. ud fra Skriften, ApG 17,31: Gud skal dømme verden; verdensdommen har menneskenes ansvar som sin forudsætning; b. ud fra erfaringen, nemlig ud fra samvittighedens kendsgerning, Rom 2,14–15: tankerne, som indbyrdes anklager eller forsvarer dem; Rom 1,32: synderne ved, at de, der gør sådanne ting, er skyldige til døden. Således står kendsgerningen fast. Men hvordan dette er muligt, når Gud virker alt, forbliver uerkendt i dette liv.

Heri ligger det særlige spørgsmål: Må begivenhederne i verden ske, sådan som de sker (necessitas immutabilitatis), eller kan de også ske anderledes, end de sker (contingentia rerum)? Ifølge Skriften skal både nødvendigheden og kontingensen fastholdes: nødvendigheden ud fra Guds forsyn, kontingensen ud fra det menneskelige standpunkt. Eksempler på nødvendigheden: Om Judas' forræderi og om jødernes og hedningernes drab på Kristus siger Skriften, at det måtte ske efter Guds bestemmelse, ApG 4,27–28: Herodes og Pontius Pilatus slog sig sammen med hedningerne og Israels folk imod din hellige tjener Jesus, for at gøre det, som din hånd og din vilje forud havde bestemt skulle ske (προώρισεν γενέσθαι). Ligeledes hedder det med hensyn til tilfangetagelsen af Kristus, Matt 26,54: οὕτως δεῖ γενέσθαι [det skal ske således]. Men de samme begivenheder fremstilles også som kontingente ud fra det menneskelige standpunkt; for Kristus søgte ved advarsel at bringe Judas, det jødiske folk og Pilatus bort fra forræderiet og mordet, Matt 26,24: «Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske ved hvem Menneskesønnen forrådes. Det var bedre for det menneske hvis han ikke var blevet født.» Også Kristi forhandling med Pilatus havde til formål at holde Pilatus tilbage fra en uretfærdig dom. Ganske vist siger Herren: «Den, der udleverede mig til dig, har større synd.» Men samtidig ligger der i ordene den belæring og advarsel, at også Pilatus synder, hvis han giver efter for jødernes krav. Ordene gør også indtryk på Pilatus, for «fra da af prøvede Pilatus at få ham løsladt», Joh 19,11–12. Derfor siger de gamle teologer, der taler nøjagtigt: Ratione providentiae Dei, quae omnia regit, necessario omnia fieri recte dicuntur; respectu hominis libere et contingenter res fiunt et aguntur omnia in rebus humanis [Med hensyn til Guds forsyn, som styrer alt, siges det med rette, at alt sker med nødvendighed; med hensyn til mennesket sker og udføres alt i de menneskelige forhold frit og kontingent].¹⁴⁹⁵ Disse to måder at betragte begivenhederne på, som begge læres i Skriften, må ubetinget fastholdes, for at både epikuræisme og ateisme (tingene sker uden Gud) på den ene side og fatalisme og stoicisme (tilsidesættelse af de midler, Gud har ordnet) på den anden side holdes ude af den kristne religion. Følgende leveregel skal fastholdes: Vi mennesker skal på vor livsvej skridt for skridt bruge de midler i verdensriget og i nåderiget, som Gud har henvist os til. Ved legemlig sygdom bruger vi for eksempel pleje og lægens hjælp, og med hensyn til at opnå frelsen bruger vi nådemidlerne, ved hvilke Gud virker troen og bevarelsen i troen. At ville erkende Guds forsyn a priori, det vil sige under tilsidesættelse af de midler, Gud har ordnet, er et tåbeligt forehavende. Vi betræder dermed et område, som er lukket for vor erkendelse i dette liv. Vi drister os til at udforske Gud i hans blotte majestæt (i hans nuda maiestas, siger Luther).

¹⁴⁹⁵ Jf. Heerbrand, Compendium, s. 214–216. Gengivet hos Baier-Walther II, 176.

Dette finder sin anvendelse på det yderligere særlige spørgsmål om livets ende (terminus vitae). Skriften lærer på den ene side, at ethvert menneskes livsafslutning står urokkeligt fast, Job 14,5: «Mennesket har sin bestemte tid. … Du har sat en grænse, som han ikke skal overskride.» På den anden side siger Skriften lige så klart, at menneskelivet kan forlænges og forkortes. Hizkija beder Gud om at forlænge hans liv, og hans bøn bliver hørt.¹⁴⁹⁶ Med hensyn til forkortelsen af livet hedder det i Sl 55,24 om de blodtørstige og falske, at de ikke når halvdelen af deres liv. Begge dele, både den urokkeligt fastsatte terminus vitae og dens forkortelse og forlængelse, skal fastholdes som sandt. Det første er sagt ud fra Guds standpunkt, det sidste ud fra det menneskelige standpunkt, som Gud nedlader sig til, og hvorefter Gud henviser os mennesker til de midler, han har ordnet for vort liv her på jorden. At betragte vor livsafslutning ud fra Guds standpunkt under tilsidesættelse af de midler, Gud har ordnet, passer ikke til den fatteevne, vi råder over i vort jordiske liv. Derfor er det Guds vilje og ordning, at vi holder os til de midler, vi er henvist til for at bevare og forlænge vort liv. Undtagelserne, hvor Gud også kan bevare os uden midler, overlader vi til ham.¹⁴⁹⁷ Som midler, Gud har ordnet, nævner Skriften: arbejdet (Sl 128,2: «Du skal ernære dig af dine hænders arbejde»; 2 Thess 3,10: «hvis nogen ikke vil arbejde, skal han heller ikke have føden»), føden (ApG 27,33–36: Paulus formaner skibsfolkene til at spise for at bevare livet), under visse omstændigheder også at drikke lidt vin (1 Tim 5,23), især også et gudfrygtigt liv (Ef 6,3: «for at det må gå dig godt, og du må få et langt liv på jorden») og bøn (Hizkija, Es 38,1 ff.), også flugt fra fare (ApG 9,23–25: Paulus' flugt fra Damaskus, da jøderne ville dræbe ham) osv. Fordi disse midler er ordnet af Gud, er de optaget i Guds forsyn. Dette kommer særligt til udtryk i ApG 27,31: «Hvis ikke de [skibsfolkene] bliver om bord, kan I ikke blive reddet.» Idet vi holder os til de midler, Gud har ordnet, eller foragter dem, kommer det til den terminus vitae, som Gud urokkeligt har fastsat.¹⁴⁹⁸

¹⁴⁹⁶ Es 38,1 ff.; 2 Kong 20,1 ff.

¹⁴⁹⁷ 2 Mos 34,28.

¹⁴⁹⁸ Jf. her, hvad der ovenfor (s. 553 ff.) i læren om Gud under «Alvidenhed» blev sagt om Guds ufejlbarlige forudviden om alle ting og den rette holdning til denne kendsgerning. Jf. endvidere i læren om den evige udvælgelse afsnittet «Den rette betragtning af den evige udvælgelse» (bd. III, s. 538 ff.). Her kan der peges på den diametrale modsætning, der består mellem Luther og Calvin, skønt begge taler om en «skjult» og en «åbenbaret» Gud. Denne modsætning fremstilles udførligt i bd. II, s. 46 ff.