Det første bud

Du skal ingen andre guder have ved siden af mig.

Hvad det betyder, er i det store og hele nogenlunde kendt. Vi hører her den store Herre Gud sige til mennesket: Du skal lade mig være din Gud helt alene – din Gud, som du håber på, din Gud, som du elsker og frygter af hele dit hjerte, hele din sjæl, hele dit sind og alle dine kræfter, så at du, når du har mig, ikke spørger efter himmel og jord, så at jeg, selv om både krop og sjæl svandt hen for dig, dog i al evighed er dit hjertes klippe og din del. Du må ikke have noget andet, som du tilbeder, sætter din lid til eller elsker og frygter mest. Det er ikke nok, at du ikke som hedningerne regner indbildte væsener eller skabte ting eller menneskegjorte billeder for virkelige guder; nej, du må heller ikke ved siden af mig, som du med forstanden regner for Gud, binde din tillid, din lykke, betingelsen for din fred til noget skabt, for så er det straks en virkelig afgud for dit hjerte, selv om du med forstanden bekender den sande Gud. Det er, hvad Herren vil sige her. For hvad det vil sige at have noget som sin gud, ved vi, nemlig at have det som det, man først og fremmest retter sig efter, det, man venter sig mest godt af eller frygter mest ondt fra – altså noget, der har førstepladsen i hjertets tillid, kærlighed og frygt; og noget sådant har så også førstepladsen i tankerne og opmærksomheden. Derfor siger Luther: «Det er egentlig hjertets tillid, der gør både Gud og afgud.»

Det bliver helt klart og tydeligt, når vi ser på eksemplerne på al slags afgudsdyrkelse. Men vi vil kun se på de afguder, der dyrkes mest blandt os, som med forstanden bekender den sande Gud. Vi begynder med den største og mest udbredte afgud. Apostlen siger: «Griskhed er afgudsdyrkelse» (Kol 3,5); den afgud, der så tilbedes, har på et fremmed sprog navnet mammon, som betyder rigdom, gods og penge. Nu ved vi, at hele grunden til, at denne afgud bliver elsket og tjent så meget, er, at man altid forestiller sig, hvor godt man har det, bare man ejer gods og penge nok; «så har man alt, hvad man vil,» hedder det; så kan man leve godt i alle ting; så kan man spise, drikke, klæde sig, bo og rejse bedre end andre; så har man mange venner, beundrere og tjenere, så har man alt, hvad man ønsker. Netop denne tro og tillid er altså grunden til al den kærlighed, omsorg og frygt, som mammon tjenes med. Tjener man noget ind, så glæder hjertet sig; taber man noget, så sørger hjertet; håber man at vinde noget, så er man glad; er man bange for at miste noget, så lider man af frygt – tillid og frygt følger altid den samme genstand, og når så hele hjertet hænger ved den, så er kærlighed, omtanke, flid, årvågenhed, hengivenhed og alle kræfter i sving for den afgud.

En anden stor afgud, som ofte gælder for at være af en højere og ædlere art end den første, hedder lærdom og består i rigdom på menneskelig viden. Når den lærde eller den, der dyrker lærdom, siger: «Den stakkels, lave mammonsslave! Hvor er derimod en dannet sjæl, rig på viden, en ædel og kostbar skat!» så kan hans hjerte svulme af en lige så kødelig afgudsdyrkelse som mammonsslavens og oven i købet af de mest afskyelige indbildninger. Og hvorfor, eller hvornår er det tilfældet? Svar: Når hans hjerte hænger sådan ved hans lærdom, at den betyder mere for ham end Herren Gud, ja, så at Gud i hans hjerte er så godt som ingenting; når han i selve lærdommen har det, hans hjerte beundrer, stoler på og elsker, og mener, at han har højere og mere uforgængelige skatte end mammonsslaven og desuden en sikret fremtid, for han ved noget og duer til noget, som skal skaffe ham både ære og brød; kort sagt, han stoler på sin viden, hans hjerte giver hans lærdom den dyrkelse, tillid og kærlighed, som han kun skulle give Gud. Derfor, og i så fald, er hans lærdom en afgud, som for ham selv stråler, men som for Gud er yderst grim og forhadt, og for dens skyld holder Herren al nåde tilbage fra ham og lader ham blive liggende i sin forblindelse, forhærdelse og synd (1 Kor 1,19.20.27). Til denne afguds tempel hører store underordnede guder, såsom god forstand, begavelse, kunst, dygtighed med mere – alt sammen i sig selv kostbare gaver fra Gud, ligesom gods og penge; men så snart mennesket sætter sin lid til dem, bliver de straks afguder.

En tredje hovedafgud, skønt mindre anset end den netop nævnte, er nydelsens og vellystens. Til hans tilbedere hører de, der siger: «Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø. Hvad hjælper mammons eller lærdommens skatte mig, hvad gavner ærens pragt mig? Nej, lev, mens man lever!» Og så giver de sig til bare at nyde, så meget som deres midler og kræfter tillader – «hvis ende er fortabelse, hvis gud er bugen» (Fil 3,19). Og hvorfor? Kun fordi de gør nydelsen til det vigtigste. Selve de ting, som de nyder, kan være gode og uskyldige og givet af vor Fader for at blive nydt, men vel at mærke på den måde, at den store og gode giver skal være vores hjertes mål, og at menneskebarnet kun skal have næring og vederkvægelse deraf; men når hjertet ser bort fra Gud og binder sig til selve tingene og nydelsen, så bliver det en afskyelig afgudsdyrkelse.

En fjerde slags afgudsdyrkelse er, at man hænger ved mennesker som ved en afgud – det er menneskedyrkelse. Den består i, at enten menneskers agtelse og dom i almindelighed eller et bestemt menneske betyder så meget og er så vigtigt for os, at dets venskab, dets agtelse, dets mening eller dets magt og hjælp gælder mere for hjertet end Guds venskab, Guds vilje, Guds ord, Guds trofasthed, magt og hjælp. Det sker, når man for eksempel godt kan se sin Herres vilje, men ikke tør gøre efter den, fordi det ville mishage mennesker eller et bestemt menneske; eller når man godt kan se, hvad Gud med klare og bestemte ord siger i Ordet, men fordi det eller det oplyste menneske siger noget andet, så betyder det mere; eller når den, der er kommet i nød og bekymring, ikke ser nogen hjælp for sig, medmindre det eller det menneske kan hjælpe; eller endelig når vi tilskriver menneskene selv det onde eller gode, vi oplever gennem dem, og ikke tror eller besinder os på, at menneskene kun er redskaber, at Gud er den eneste mægtige, som tilmåler os alt, hvad vi oplever; at intet ondt menneske kan gøre os nogen skade og ingen ven kan gøre os nogen glæde, uden at Gud har sendt os både det ene og det andet (Klag 3,37–38; Es 45,6–7; 54,16; Am 3,6; 2 Sam 16,10; Matt 10,29–31). Se, når vi ikke for alvor tror og besinder os på dette, så falder vores øje på «mennesket, den orm», og hjertet giver den skabning enten en frygt eller en kærlighed, som kun tilkommer den eneste mægtige Skaber. – Om menneskedyrkelse taler Skriften mange steder, som når Kristus siger: «Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værdig» osv. (Matt 10,37); og når Johannes siger om «mange af rådsherrerne», at de godt var overbevist om Kristi person og embede, men ikke bekendte deres tro, «for de elskede ære fra mennesker mere end ære fra Gud» (Joh 12,43); og når David siger: «Stol ikke på fyrster, ikke på et menneskebarn; han kan ikke hjælpe» (Sl 146,3); og når evangelisten Lukas i ApG 12,22–23 fortæller om et eksempel på menneskedyrkelse og på Herrens brændende nidkærhed over den, nemlig hvordan Herodes havde holdt en tale, og folket råbte: «Det er en guds røst og ikke et menneskes» – «og straks slog en Herrens engel ham, fordi han ikke gav Gud æren; og han blev ædt op af orm og døde». Åh, gid enhver her ville lægge mærke til Herrens hellige nidkærhed for det første bud! Vi ser her noget af, hvad det drejer sig om, når der står i Es 42,8: «Jeg er Herren. Det er mit navn; og jeg giver ikke min ære til nogen anden og ikke min lovprisning til afgudsbillederne.»

Vi har nu nævnt nogle eksempler på afgudsdyrkelse, men hvem kan opregne dem alle? Det vigtige er kun, at vi lærer ret at forstå afgudsdyrkelsens egentlige art og væsen, dels for at vi kan mærke, når vi fristes til den eller allerede er faldet i den, dels for at vi i nogen grad kan fatte, hvilken forfærdelig synd afgudsdyrkelse er. – Tænker vi nu over, hvad vi har set i de nævnte eksempler, så finder vi det, som også Skriften udtrykkeligt siger, at afgudsdyrkelsens egentlige væsen er: et «vantro hjerte, som falder fra den levende Gud» til skabte ting, en forkastelse af den sande Gud og en hyldest til andre guder; derfor kaldes afgudsdyrkelse også i Skriften et åndeligt horeri, brudens eller hustruens utroskab mod sin mand (Ez 16,15; 23,37), og Paulus kalder det at «begå tempelran» (Rom 2,22). Og tænk nu på, hvad det må være for Guds ansigt, at du regner ham, den store Skaber, som lige fra din fødsel har vist dig sin kærlighed og godhed med utallige velgerninger, ja, som har skabt alt, hvad der er på jorden, for menneskets skyld og beredt himlens boliger for det og givet sin elskede Søn hen som offer for det – at du «regner ham for ingenting» over for en eller anden skabt ting! Det må jo være den store hovedsynd, og i sammenligning med den er alle andre synder som sandkorn over for selve bjerget; for ligefrem at foragte Gud, ikke at lade den store Gud være Gud alene, ikke lade ham alene være det, vores hjerte stoler på, frygter og elsker, det må jo veje så meget tungere end alle andre synder, som selve hjertet og dets dyrkelse er mere end enkelte gerninger. Det er meget vigtigt, at vi tænker godt over dette, at hjertet er hovedsagen – at når hjertet er utro og ikke frygter og elsker Gud, så gør det ikke bare, at alle andre synder er det menneskes egne eller forsætlige synder, men det gør også, at alle dets bedste gerninger for Gud ikke er andet end hykleri, ja, et modbydeligt og opirrende gøgl. Allerede dette kan til dels forklare os, hvorfor afgudsdyrkelse er den store hovedsynd, som ingen andre kan sammenlignes med.

Men der er endnu en omstændighed, som får denne hovedsynd til at stå frem som endnu mere forfærdelig, nemlig hvis vi går lidt dybere og kan se, hvad det egentlig er, der ligger på bunden af al afgudsdyrkelse, hvad der er dens allerdybeste grund og det, det afgudiske hjerte egentlig først og fremmest retter sig efter. Når vi ser ret på alle eksemplerne på afgudsdyrkelse, så finder vi vel først, som netop vist, at dens væsen er at «regne Gud for ingenting», at sætte ham fra tronen, at foragte Gud; men det andet, vi skal opdage, er, at den afgud, som vi egentlig vil sætte op i Skaberens sted, og som vi dyrker i al afguderi, ikke er andet end det afskyelige afgudsbillede, vores eget forgiftede jeg – at mennesket i alle ting sætter sig selv som mål, sig selv som midtpunkt i sin verden, som det, al dets kærlighed, stræben, omsorg, frygt, tillid og håb først og fremmest gælder. Vi finder nemlig, at alt, hvad vi nogen sinde gør til afgud, kun har værdi for os efter dets forhold til vores jeg. Gevinsten, æren, nydelsen er kostbare for mig, når de tilfalder mig; tilfalder de en anden, er de mig ligegyldige. Bliver en anden æret, så glæder jeg mig ikke meget over den ære; ser jeg andre tjene penge eller nyde, så kan jeg endda ærgre mig over det. Er et menneske venligt mod mig og viser mig agtelse og kærlighed, så regner jeg det gerne for et godt menneske; men kommer en langt bedre til kort over for mig på dette punkt, ja, blot med et foragteligt ord, så får jeg sådan en følelse i mit hjerte over for det menneske, at jeg gerne vil se alt ondt hos det. Heraf ser vi, som netop sagt, at alle ting kun har værdi for os efter deres forhold til os, og altså at det, der egentlig dyrkes i al afguderi, er vores eget fordærvede jeg. Lægger vi nu disse to omstændigheder sammen, at det, der foragtes i al afgudsdyrkelse, er Gud, den store, almægtige Herre, og at det, der dyrkes i hans sted, er vores eget jeg, hvad opdager vi så? Vi kommer til den forfærdelige opdagelse, at det i afgudsdyrkelsen egentlig drejer sig om intet mindre end det, der styrtede Djævelen ned fra hans høje plads blandt englene til evig forkastelse, nemlig at han faldt fra sin Herre og Skaber og selv ville være Gud; vi opdager, at Herren Gud i sit første bud har rettet spydet lige mod hjertet i det djævlebillede, som ved syndefaldet blev sat ind i mennesket, da slangen sagde: I – I skal blive som Gud. For med de ord smittede han mennesket med den samme sygdom, som han selv havde. Som netop antydet har Djævelen altid røbet en usalig begæring efter at blive Gud (Matt 4,9–10), og han blev styrtet ved frafald fra sin Herre og Skaber (Jud 6; Joh 8,44). Se, det var denne sin natur, frafald og selvforgudelse, som han podede ind i mennesket, og det er netop denne tilbøjelighed, der er afgudsdyrkelsens inderste væsen. Og her er grunden til det, som vi med undren ser i alle Herrens domme, at Guds vrede ikke brænder over nogen synder, som den gør, når mennesker vil være noget stort og fortræffeligt, retfærdige, gode, stærke, vise og fremragende – at alle de værste syndige usselheder aldrig har pådraget nogen mennesker en sådan vrede fra Gud som deres fortræffelighed; at mens de største syndere straks fik nåde og blev Guds børn, når de tog imod ham, og der aldrig engang blev spurgt om, hvor mange og store deres synder var, så fordømte han derimod de største helgener, så snart de selv ville være noget. Her er grunden til hele Guds nådehusholdning, hvorefter han af lutter nåde giver en hel dagløn til dem, der havde stået ledige på torvet til den ellevte time, men til dem, der havde båret dagens byrde og hede, ikke den mindste nådegave, men kun efter deres fortjeneste. Og læg mærke til, at det siger Herren til selveste Peter, bare fordi han havde sagt: «Se, vi har forladt alt og fulgt dig; hvad skal vi så få?» (Matt 19,27). Ja, at han nu taler sådan til selveste Peter, at han to gange siger det forfærdelige ord til ham: «De første skal blive de sidste» (v. 30; 20,16), og derimod for hans mest grufulde syndefald, en trefoldig fornægtelse og løgn, bekræftet med eder, ikke siger et eneste truende ord til ham. Hvad skal vi lære af det? Skal vi mene, at sådanne synder som dem, Peters fald rummede, ikke betyder noget? Nej, kun det skal vi lære, at mens alle de synder, som de troende selv dømmer sig for og knuses over, står under en stadig tilgivelse, så er selvforgudelsen derimod den synd, der strider mod nåden, fordi den ikke vil lade Gud være Gud alene, stor, hellig, retfærdig osv. Det var også for den samme fristelses skyld, nemlig at ville være de største i Himmeriget, at Jesus skræmte sine apostle ved at sige, at de ikke engang skulle komme ind i Himmeriget, hvis de ikke blev som børn (Matt 18,3). Alt dette går jo ud på ét og det samme, nemlig at intet vækker Guds vrede så meget, som når mennesket gør sig selv til afgud; og grunden er, at det er den egentlige majestætsforbrydelse, en stræben efter Guds ære og plads i hans skabningers tilbedelse.

Dette var Djævelens fald. Og at han har smittet os med denne sin sygdom, det mærker alle kristne, som har Ånden, mere, end de bryder sig om; for det er denne sygdom, de mærker i den mærkelige, dybe, uendelige tilbøjelighed, som de kæmper så ængsteligt imod alle deres livsdage: at de, med alt, hvad de ved, tror og erfarer om den kære Guds herlighed og storhed i nåde og magt, dog «farer vild i hjertet» (Sl 95,10) og uophørligt vil sno sig bort til andre ting; og skønt det sker i tusind forskellige skikkelser, opdager man altid én hovedgenstand, nemlig jeg, jeg. Det arme hjerte! Får det ikke lov at slå sig ned ved jordiske og sanselige afguder, «kødets begær, øjnenes begær og pral med livet», men er det blevet vakt til at søge Gud og hans rige, så arbejder tilbøjeligheden til den dybe selvforgudelse alligevel så stædigt og ihærdigt i os, at den så skyder op i form af egen retfærdighed, egen styrke, egen forstand, tilbøjelighed til egen fortræffelighed og udmærkelse. I det alt sammen ligger afgudsdyrkelsens natur, som ikke vil lade Herren Gud være alt, men vil, at også vores jeg skal være noget. For når det hedder: «Jeg skulle nok tro Guds nåde, hvis jeg bare var sådan og sådan, hvis jeg bare ikke var så syndig og uværdig» osv., så ligger hovedtrykket jo på jeg – jeg er vigtigere end al Guds nåde og sandhed. Og når Gud siger i sit ord, at «alt kød vandrer i fordærvelse på jorden» og ligefrem er «solgt under synden», at «vi af os selv ikke engang er i stand til at tænke noget», at «Gud er den, som virker både vilje og gerning» osv., men jeg alligevel går med den indbildning, at det afhænger af mig at tænke og ville, kæmpe og sejre sådan og sådan osv., så er det jo kun udslag af den dybe, stædige smitte: at man alligevel selv vil være noget, tro på sig selv og ikke ære Herren som den eneste mægtige; det er at ville se mere på mig selv end på Gud, tro mere på mig selv end på Gud osv. Og det var jo netop det, der var afgudsdyrkelsens væsen.

Selv om nu det folk, som «ikke er under loven, men under nåden» – det folk, som «ingen synd tilregnes» – har tilgivelse også for denne smitte af afgudsdyrkelsens synd, så må enhver kristen alligevel give godt agt på denne ånd, når vi ser, hvilken slægt den hører til, nemlig vores lyst til selvforgudelse, det onde, som for Gud er det allermest utålelige, og som gør ham til menneskenes modstander. Vi ved også, at det er for dette ondes skyld, at alt andet ondt rammer os. Er vi kristne, som dels står under den stadige nåde, dels står i stadig kamp med vores tilbøjelighed til selvforgudelse, så bliver det onde, der rammer os, vel kun en faderlig tugt; men det sker os dog alt sammen for denne synds skyld. For var vi bare fri for selvforgudelsen og alt, hvad der hører til den, såsom sikkerhed, vantro, selvretfærdighed, hovmod, indbildninger om egen styrke, egen visdom, egen hellighed og fortræffelighed, var vi rigtig gudfrygtige, åndeligt fattige, troende og ydmyge – åh, hvilken nåde ville vi ikke nyde i alle ting! Hvor godt og smukt ville det så ikke gå med vores vandring i Ånden! Hvor trygge og fredfyldte ville vores hjerter ikke være! Derimod ved enhver kristen, som har nogen alder og erfaring i nåden, at så snart hans sind bare er blevet lidt mere indbildsk og sikkert, er der straks en ny elendighed, synd og ydmygelse for hånden, eller så snart han er blevet mere forfængelig, sanselig og jordisk, kan han straks vente et tab, en sorg eller en bekymring. Erfarne kristne er så vant til dette, at de siger det til sig selv på forhånd, når en ny prøvelse skal møde dem, nemlig når de føler sig mere sikre, stærke og fortræffelige eller er blevet mere forfængelige og sanselige; derfor er hele deres liv fyldt af en vis «frygt» (1 Pet 1,17), så at de, når de ikke ligefrem glemmer sig selv, knap tør være rigtig sorgløse et øjeblik. Så tæt følger Herrens tugt dem. Men det er jo alligevel et mærkeligt bevis på Herrens strenge nidkærhed for sin ære, for alt, hvad han kræver i det første bud.

Hvordan vil Herren Gud så have os? – Vi har nu til dels set, hvad det onde er, som han angriber og forbyder i det første bud; lad os nu samle det hele under spørgsmålet: Hvad kræver han så og vil have? Jo, vi ser, at han vil være hjertets eneste Gud – det vil sige, som Luther så godt har sammenfattet det i sin Lille Katekismus: Gud vil, at «vi skal frygte og elske ham over alle ting og sætte al vores tro og lid til ham». Det skal vi nu betragte i blot to punkter; for den «frygt», der her er tale om, følger altid den samme genstand, som vi «sætter al tro og lid til». Den, jeg regner for så stor, at jeg virkelig sætter al tro og lid til ham, bliver altid genstand for en vis frygt, sådan nemlig, at jeg frygter for at mishage og fortørne ham og derfor frygter for at handle imod hans vilje. Hvis jeg nu virkelig tror, at alt ondt og alt godt er så helt i Guds hånd, at hvis han vil slippe det onde løs på mig, så kommer det, og når han byder det at holde op, så viger det fra mig; hvis han vil sende mig noget godt, så får jeg det, og når han holder det tilbage fra mig, så kan jeg umuligt tage det – så er denne faste tro grunden til både gudsfrygt og tillid til ham; og deraf ser vi også, hvordan de altid følges ad.

Hvordan skal vi da frygte Gud og stole på ham? Svar: Kun sådan, at det svarer til, hvad Gud virkelig er. Vi må kende ham rigtigt, så har vi straks både gudsfrygt og tro. Når vi er letsindige og sikre, kommer det kun af, at vi ikke ved, tror eller betænker, hvordan Gud er. Troede vi rigtigt, hvor stor og mægtig Gud er, og hvor hellig og nidkær han er imod al synd, hvor sanddru han er i sine trusler, hvor nær han er os og ser alting, og hvor nådig og trofast han er osv., så ville vi sandelig både frygte ham og stole på ham. Og når vi nu betragter alle disse Guds egenskaber, som vi så at sige burde se med øjnene i alle hans domme, som vi kender fra Ordet og erfaringen, og når vi holder det sammen med det, han selv så ofte befaler i Ordet om vores frygt for og tillid til ham, så bliver læren denne: Vi skal frygte Gud og stole på ham sådan, at vi ellers ikke frygter noget, hvor frygteligt det end er i sig selv – nej, slet intet skal vi frygte, men kun Gud; og at vi ellers ikke stoler på noget, hvor stærkt, fortræffeligt og pålideligt det end kan synes – nej, på slet intet, men kun på Gud. Se, så ville Herren være vores eneste Gud. Så ville han alene være genstand for vores hjertes frygt, tillid og tilbedelse.

Men hvordan skal jeg dog forstå det, at jeg ikke skal frygte for noget undtagen Gud? Der er jo dog mange frygtelige ting på jorden, som man må gyse ved blot at tænke på. Tænk bare på, hvor meget ondt bitre og mægtige fjender kan gøre os, eller tænk på, hvordan det ville være at opgive ånden under morderens hånd, eller at miste synet eller forstanden for resten af livet, eller at blive ramt af en forfærdelig sygdom, som aldrig kan helbredes, eller at blive knust af et lynnedslag og andre frygtelige hændelser. Må man ikke frygte for den slags? Svar: Jo, det må sandelig enhver, som ikke har sin eneste Gud i den almægtige Herre. Men den, som virkelig tror og betænker, at en levende, tænkende, vågende og almægtig Gud er nær overalt, ja, den, som får sine åndelige sanser åbnet, så han ser og tror det, han ved, at intet af alt dette forfærdelige kan krumme så meget som et hår på hans hoved, uden at denne trofaste og almægtige Fader har besluttet det. Vil han, så rammer lynet, sygdommen, ulykken, den pludselige død dig; men har han besluttet noget andet, så kan intet af alt dette røre dig. Ser han, at det er nødvendigt eller nyttigt for dig, at dit hjerte igen skal knuses, lide og bløde, så sender han dig en sorg, et tab eller et ondt menneske, som forurætter dig, lyver om dig og håner dig; vil han give dig ro, så får intet af den slags lov at ske dig. Se, hvordan Kristus svarer Pilatus: «Du havde ingen magt over mig, hvis den ikke var givet dig ovenfra.» Se, hvordan David taler om det onde menneske Shimi: «Lad ham bare spotte! For hvis Herren har befalet ham at spotte David, hvem kan så sige: Hvorfor gør du det?» Og da Jeremias taler om mange slags bedrøvelser, såsom at man «trampes under fødderne», «at ens ret bøjes» osv., siger han: «Hvem er den, der befalede, og det skete, uden at Herren har befalet det? Kommer ikke både det onde og det gode fra den Højestes mund?» (Klag 3,37–38). Da Satan får lov til at plage Job, foreskriver Herren Gud ham udtrykkeligt mål og grad (Job 1,12; 2,6). Ja, profeten Amos siger: «Eller sker der en ulykke i en by, uden at Herren har voldt den?» (Am 3,6). Og Herren selv forklarer det sådan: «For at man skal erkende fra solens opgang og fra dens nedgang, at der ingen er uden mig, at jeg er Herren og ingen anden, jeg, som former lyset og skaber mørket, som giver lykke og skaber ulykke. Jeg, Herren, er den, som gør alt dette» (Es 45,6–7). Se, den, som ikke tror på denne ene Gud, har tusind ting at frygte på alle sider, ser snart hid og snart did og har stadig uro. I dag frygter han sygdom, i morgen fattigdom eller tab; i dag frygter han et ondt menneske, som vil gøre ham skade, i morgen, at en kær ven skal svigte ham. Kommer der en bekymrende meddelelse, kender han ingen hjælper, hvis ikke han selv eller andre mennesker kan hjælpe. Se, alt sådan er den retfærdige straf for dem, som ikke lader den almægtige Herre alene være deres Gud. Derimod, hvilken salig tryghed og fred nyder den ikke, som tror på kun én Gud, en mægtig Gud, og at denne Gud er en trofast Fader!

Men her siger en anden: «Selv om disse naturlige ting står under Guds befaling og ledelse og derfor ikke bør blive genstand for vores frygt, så kender et fromt hjerte dog noget, der er endnu mere frygteligt: selve synden, ja, Djævelen og verden – disse vores åndelige fjender må vi vel frygte?» Svar: Se, hvor vigtigt det er at forstå Guds ord rigtigt. Vi skal sandelig frygte synden, men hvorfor? Kun for Herrens skyld. Men hvem er det så, vi egentlig frygter? Det er jo Herren Gud. For hvad er synd? Synd er jo ulydighed mod Herren Gud; «synd er lovovertrædelse» (1 Joh 3,4); men loven er Guds bud og vilje; altså er synden ulydighed mod Gud. Derfor er det netop kendetegnet på et fromt og gudfrygtigt hjerte, at det frygter synden for Herrens skyld. Mange frygter synden kun for dens svære følgers skyld, nogle kun for de timelige, såsom skam, vanære, ødelagt helbred, velstand og udkomme osv., og andre for dens evige følger, deres fordømmelse; men i begge tilfælde er det kun mit jeg, der er min gud, genstanden for min gudsfrygt; det er kun min egen velfærd, jeg er optaget af, og jeg er i al min fromhed en hykler. Den gudfrygtige frygter synden, også selv om den ingen onde følger havde, alene for sin Herres skyld, som han ikke vil mishage og fortørne. Gid enhver her ville gå til sit eget hjerte og spørge sig selv, hvad han egentlig frygter, når han flygter fra synden! Du, som læser dette, stands dog for Guds ansigt og sig, i hvilken mening og hensigt du lader det onde være og gør det gode. Er det for Herrens skyld, for ikke at handle imod din Gud, så er der gudsfrygt i din fromhed; men er det kun for din egen skyld, for at undgå syndens følger eller for at have trøsten af formodede troens frugter, have et formodet vidnesbyrd om din oprigtighed, så er al din fromhed hykleri. Ja, hos nogle bliver dette sørgelige forhold åbenbart allerede for menneskers øjne, når de nemlig omhyggeligt flygter fra alt, hvad der er mere groft og anstødeligt, eller som ville komme for mængdens øjne, men i deres private liv ikke viser noget tegn på gudsfrygt, på nogen «troskab i det små», i det, der ser småt ud, men dog er virkelig synd og forbudt af Gud; nej, ingen årvågenhed mod mindre anstødelige synder. Du er fx sagtmodig, venlig og mild ude blandt mennesker; men i dit hus, hvor du er fri til at opføre dig, som du vil, dér kan du give dit dårlige humør frit løb, frit fare op og blive vred og behandle dine husfolk uden skånsel. Eller du holder det femte bud sådan, at du ikke slår nogen ihjel, for så ville hele verden fordømme dig; men at du kan bære på had og uforsonlighed mod et menneske i hele dage, ja, i uger og år, det bekymrer dig ikke. Du bedriver ikke hor i fuldbyrdet gerning, men at du øver synden enten med en hemmelig last eller med urene fantasier og forestillinger i hjertet, det skælver du ikke for. Du stjæler ikke, for du ved, hvor meget ondt du ville pådrage dig ved det; men at du benytter dig af din fattige næstes nød til at tilegne dig det, han er nødt til at sælge, til en «røverpris», eller til at presse hans ejendele fra ham gennem renter eller dårligt lønnet arbejde osv., det mener du, at Gud ikke ser eller agter på. Eller også er du strengt retfærdig over for det syvende bud, så du ikke på nogen måde vil berøve din næste så meget som en øres værdi; men at du ved bagtalelse, ved at sprede, ja, forstørre hans fejl berøver ham det dyrebareste, han ejer, hans gode navn og rygte, det mener du, at Gud vil holde for uskyldigt. Alle sådanne tegn viser kun, at du ikke har Gud for øje, at du i din fromhed er en hykler og en skælm; du frygter ikke Gud, du ser kun på mennesker eller også på, hvordan visse gerninger tager sig ud i sig selv. Hvilket frygteligt hykleri, hvilken løgnagtighed, hvilken selviskhed og egennytte er så ikke grunden og væsenet i din fromhed!

Vi siger ikke, at en oprigtig kristen ikke tager noget hensyn til mennesker, eller at han slet ikke frygter syndens følger – ikke engang, at han er ren for hykleriets smitte, som sidder i det gamle hjerte, så længe vi lever – men vi taler om det uhyggelige forhold, at et menneske frit og ubekymret kan øve synden, når bare menneskers øjne og syndens følger ikke var der; at det ingen forfærdelse eller angst har over de synder, som kun Gud ser. En gudfrygtig kan derimod godt have øjet rettet også mod mennesker og mod syndens følger, især da Herren selv så ofte i sit ord også har fremholdt syndens følger og netop bruger dem til at tugte, døde og korsfæste vores gamle menneske; men mærk dig: Det troende hjerte er dog sådan, at selv om intet menneskeøje og ingen følge af synden var der, ængstes og klager en kristen alligevel for sin Gud over alt, hvad der er syndigt og mishageligt for Gud; han forfærdes over blot en tanke, som ikke er god og ren; hans dybeste og stadige selvanklage gælder netop hans kulde og træghed i bønnen og til alt godt. Det vidner dog om, at han har sin Gud for øje. – Og alligevel siger vi ikke, at hans gudsfrygt er fuldkommen; for han burde frygte Herren sådan, at han ikke så nogen anden end ham alene, og at han regnede alle syndens følger for intet imod det, at han havde syndet mod sin store, nådefulde Gud. Noget sådant finder vi hos David, da han over sit forfærdelige syndefald, mord og hor, klager for Herren og siger: «Mod dig alene har jeg syndet og gjort, hvad der er ondt i dine øjne» osv. (Sl 51), skønt han ved de samme synder havde voldt så stor «forargelse» eller anstød blandt mennesker; men han glemmer alt for det, der var ham bittrest: at han havde syndet så slemt mod sin Gud. – Så meget om frygten for synden.

Hvad angår Djævelens og verdens forførelser, så gælder om dem det samme, som blev sagt om alle de frygtelige ting, der blev regnet op ovenfor. Intet ondt kan overvinde os, hvis Herren Gud vil stå os bi; alt, hvad han giver Satan lov til at gøre mod os, kan vi ikke undslippe, før Herren igen byder ham at vige; så fuldstændig afhænger vi af Gud. Vil vi undgå Satan, skal vi blot frygte Gud, blot stå i et godt forhold til ham og stole på ham alene; for så snart vi begynder at stole på os selv og tiltro os selv nogen kraft, bliver vi straks overladt til Satan. Det ser vi af Peters eksempel: netop da han forsikrede om sin troskab og kraft, sagde Kristus på forhånd til ham, at han skulle «sigtes» af Satan; og da Paulus var i fristelse til «at blive hovmodig», blev der givet ham en torn i kødet, «en Satans engel, som skulle slå ham» (2 Kor 12). Derfor, når Peter siger, hvordan vi skal stå Djævelen imod, siger han: «faste i troen»; for «troen» er netop at se på Gud og ikke lade sig forlede til at stole på nogen egen styrke, for så har Satan straks vundet; og ordet «faste i troen» viser, at det koster os møje og kamp at kunne holde øjet rettet mod Gud alene. – Og se, på samme måde skal vi også med hensyn til den iboende synd ikke vove at stole på nogen egen kraft, sådan som Peter gjorde og derfor måtte falde så tungt; vi skal vide, at hvis Herren blot overlader os til vores egen kraft, så er vi fortabt, og at hans nidkærhed for sin ære er så stor, at der ikke er noget, han tåler så dårligt som vores tro på en egen kraft. Det er for denne indbildnings skyld, at han så ofte overlader os til vores egen svaghed. Vi skal derfor indprente os dybt i sjælen, at giver Herren os nogen kraft, så har vi den; overlader han os til os selv, så falder vi. – Ligeledes skal vi med hensyn til syndernes forladelse og Guds venskab vogte os for den selvforgudelse at tro, at vi nogen sinde i eget navn, i egen person kan behage den Hellige; vi skal vide, at da han gav sin enbårne Søn hen i en blodig martyrdød for os, er der intet i himlen eller på jorden, som slår til eller kan behage ham, men kun dette hans eget offer. Og samtidig skal vi heller ikke vove at tvivle på hans nåde, når den hviler på Guds eget Lam, for det ville være at nedsætte ham – ikke vove at tvivle, selv om synderne var tusind gange sværere og flere. Se, det hører med til ret at frygte ham og stole på ham. Gud give os alle den dyrebare nåde og den salige fred og tryghed, som ligger deri!

Nu kommer vi til det punkt, som frem for alle andre er egnet til at åbne vores øjne, det punkt, hvor det må blive åbenbart for enhver, om han er vågen eller sovende. Vi kommer til det store spørgsmål, hvordan vi skal elske Gud. Vi har i det foregående set, hvordan vi skal frygte Gud og stole på ham, nemlig sådan, at vi ellers ikke frygter noget, nej, slet intet, men kun Gud, og ellers ikke stoler på noget som helst, men kun på ham. Nu spørges der, hvordan vi også skal elske den store, gode Gud, som har elsket os sådan, at han for vores skyld har skabt alt, hvad der er på jorden, for vores skyld har beredt himlens boliger og for vores skyld har givet sin enbårne Søn hen som et sonoffer, ved hvis bitre pine og død han har frelst os fra helvede – den trofaste Gud, som stadig dag for dag tager sig af os på legeme og sjæl og med sin Ånd søger, banker på og arbejder på vores hjerter. Ja, hvordan skal vi elske ham?

Derom kan vi jo intet sikrere sige end det, Herren Gud selv så udtrykkeligt har sagt, og som Kristus kalder «det største og første bud». Og det lyder sådan: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din kraft og af hele din forstand (Matt 22,37; Luk 10,27). Dette er det største og første bud og den rette udlægning af ordene: Du skal ingen andre guder have ved siden af mig. Og hvad kan nu være rimeligere, end at vi elsker Gud sådan, som dette første bud kræver? Er det ikke sandt og ret, at hvert pulsslag, hver tanke, hver kraft, hele vores sind og tankeevne, legeme, sjæl og liv, alt skulle tilhøre ham og hvert øjeblik være viet til ham? Ingen stund af vores liv burde gå forbi, uden at vi med en længselsfuld, kærlig sjæl så på ham, spurgte efter hans vilje og velbehag og agtede på hans vink. For væsener, som er skabt i Guds billede, sømmer sig sandelig intet mindre. Og det ligger i ordene: «Elsk Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele din kraft og af hele din forstand».

For at du skal elske Gud «af hele dit hjerte», det vil netop sige, at du oprigtigt og uden hykleri virkelig skal elske ham, så han er det fornemste for dig, det, der stiller alt andet i skygge, og som alt andet siden henføres til. For vi ved, at mennesket er skabt sådan, at det aldrig på én gang kan elske to ting lige højt; altid er den ene den fornemste, sådan som Jesus forklarede i Matt 6,24. Netop denne fornemste genstand for hjertet, den, du mest tænker på, inderligst længes efter og hænger ved, den, som mest glæder dig osv. – denne hjertets genstand vil Herren Gud være for dig. Det betyder ordet: «elske Gud af hele dit hjerte». De følgende ord: «af hele din sjæl og af hele din kraft og af hele din forstand», er derefter kun en videre udfoldelse af det første, eller af det, som altid følger med det. Når der altså tilføjes: «af hele din sjæl», vil det sige, at når du elsker Gud af hele dit hjerte, så ofrer du også hele dit liv for ham, så din egen velfærd, din ære, din nydelse, ja, selve livet agtes ringe for hans skyld; for ordet «sjæl» betegner i Skriftens eget sprog som regel det legemlige liv og alt, hvad der foregår i vores ydre sanser. Altså: hvis enten kærligheden til jordiske ting og til noget eget vil drage dig, eller frygten for lidelser vil drive dig bort fra Herren, så lader du straks alt fare og siger: «Nu må hvad som helst gå tabt eller ramme mig. Hvem har jeg i himlen foruden dig? Og når jeg har dig, har jeg ikke lyst til noget på jorden. Om end mit legeme og min sjæl vansmægter, så er dog Gud mit hjertes klippe og min del for evigt» (Sl 73). Videre hedder det: «af hele din kraft»; det vil sige, at alle dine evner hvert øjeblik er optaget af Gud, af at tilbede og tjene ham, så dine tanker altid er sammen med ham; din forestillingsevne og dine sindsbevægelser har altid Gud som deres emne og genstand; dine øjne ser og dine ører lytter kun efter det, som hører Gud til; din tunge vil bestandig tale om ham, dine hænder gøre noget i hans tjeneste. Det er indbefattet i «hele din kraft». – Og endelig hedder det: «elske Gud af hele din forstand». At «elske af hele sin forstand» eller eftertanke betegner kærlighedens omhu for i hver situation at finde den bedste måde at behage og tjene den elskede på; med andre ord: at give agt på den elskedes smag og velbehag, så det, der behager ham, altid er det rigtigste, bedste og mest behagelige for den, der elsker. Læg nu mærke til, hvad det indebærer at elske Gud af hele sin forstand! Det er ikke at kende nogen anden rettesnor for, hvad der er godt, ret eller lyst, end Guds behag; at hvis blot Gud vil, tillader eller sender noget, om det så i sig selv var nok så bittert for mig, så er det mig straks kært og dyrebart, alene fordi den kære Gud vil det – og at have kun én omsorg i en sådan kærlighed til ham, nemlig i hver situation at ramme hans behag i al vores gøren og laden – og endelig, at dette skal være din egen lyst; for at «elske af hele sin forstand» er netop det modsatte af at gøre noget blot på befaling eller af tvang. Hvis det altså koster dig noget, hvis du synes, det er svært, når du skal gøre eller lide noget for Guds skyld, så du må kæmpe med en modvilje, så elsker du ikke Gud af hele din forstand. Du skal elske Gud sådan, at alt, hvad han nogen sinde tillader eller sender dig, for hans behags skyld altid er kært og dyrebart for dig, selv om det i sig selv var det bitreste, fx at det kæreste, du havde på jorden, tages fra dig, eller at hele din jordiske lykke ødelægges, eller at dit gode navn og rygte bliver fuldstændig tilintetgjort osv. Se, alt sådant er i sig selv bittert, men skal alene for din Guds velbehags skyld være dig kært og behageligt, kun fordi han vil det. Det ligger i ordene: «elske Gud af hele din forstand». For hvordan kan man elske Gud af hele sin forstand og alligevel ikke elske det, som Gud behager, men føle modvilje mod et bud, han har givet, eller mod en lidelse, han sender? Elsker du blot Gud «af hele dit hjerte – af hele din sjæl – af hele din forstand», så skal jo alt, hvad der er hans velbehag, være dig kært og lige kært, hvad enten det er sødt eller bittert, når blot han vil det.

Og se, på denne måde skal vi elske Gud. Vi skal elske Gud sådan, at vi ikke elsker noget skabt som sådant, dvs. for dets egen skyld, men kun for Skaberens og Giverens skyld; men for hans skyld skal vi elske alt, hvad han giver og sender os, sødt eller bittert, så det må være sandt, at vi elsker ham af hele vores hjerte og af hele vores forstand. Og når vi således i alle hans gaver elsker Giveren og kun elsker dem for hans skyld, så elsker vi egentlig ikke den skabte ting, men ham, som gav eller sendte den.

Men hvad er dog det? vil nogen måske spørge. Skal jeg ikke elske noget ud over Gud? Skal jeg ikke elske fx min far, min mor, min hustru, som elsker mig med al ømhed? Skal jeg koldt vende mig bort fra mit barn, som med et elskeligt smil rækker sine små arme ud mod mig? Skal jeg sige til de smukke blomster om sommeren: Blomstr og duft kun frit, jeg må ikke glæde mig over jer? Skal jeg foragte en trofast ven, som altid søger mit bedste og bidrager så meget til at lette min vandring gennem jammerdalen? Kan jeg efter Kristi lære bede om dagligt brød og alligevel være ligeglad med alt, hvad der indbefattes deri, og med det, Herren giver mig på denne bøn? – Svar: At opfatte det, der her er sagt, sådan, ville bestemt være en slem misforståelse. Og med en sådan misforståelse har mange gjort Kristi evangelium mistænkt og forhånet, som var det egnet til at dræbe al sand livsglæde, som Gud selv har givet, al kærlighed til mennesker og lignende. Nej, vi har udtrykkeligt sagt, at vi skal elske alt, hvad Gud har givet eller sendt os, sødt eller bittert, og det for Herrens skyld. Det første bud er så langt fra at forbyde den sande livsglæde eller al kærlighed til mennesker og skabte ting, at det tværtimod pålægger os at elske alting, godt og ondt, sødt og bittert, og det kun for Herrens skyld, kun fordi Herren sender det. Verden elsker kun visse ting, dem, som i sig selv er behagelige, såsom sundhed, fremgang, rigdom og ære; men vi bør elske alle ting, også de bitre, såsom sygdom, modgang, fattigdom, foragt og vanære, kun for Herrens skyld, han som sender os alt. Og hvilket menneske kan have en mere sand og varig livsglæde end den, der elsker alt, hvad der vederfares ham, elsker sorgen lige så meget som glæden, modgangen lige så meget som lykken, foragten lige så meget som ære og anseelse, døden lige så meget som livet, alt for Herrens skyld? Den, der altid kunne elske sådan, ville sandelig være det lykkeligste menneske på jorden. Alt afhænger af, at vi i alting elsker Gud, ser Gud og hans kærlighed og altså ikke lader gaven, men Giveren være vores Gud, være hovedgenstanden for vores hjerte, vores kærlighed, vores glæde. Altså: elsk også alt, hvad der er elskeligt og sødt, men som gaver fra din allerkæreste Gud og Fader, så du ser og elsker ham deri. Det vil gøre, at du også nyder det gode, han giver, med et frit og ubundet hjerte, så du takker din Gud, når han giver noget, og også takker ham, når han tager gaven fra dig, alene fordi du havde din egentlige skat og glæde i ham og hans behag. Se, det ligger i ordene: «elske Gud af hele hjertet og af hele forstanden». Og det ligger i ordene: «ingen andre guder have ved siden af mig».

Elsk altså fx din hustru og glæd dig over den kærlighed, du nyder; men kun som et lån fra din Gud, så du for det første elsker Gud i den gave og for det andet er rede til at give slip på den, når Herren vil tage den fra dig, når du mister din hustru eller hendes kærlighed, så du ikke af den grund bliver ulykkelig, men elsker din Guds behag. Elsk dit barn eller din trofaste ven eller din smukke kunst, og hvilke gaver Gud end har givet dig, men kun, som netop sagt, sådan at du ser og priser din Guds kærlighed i de gaver og for hans behags skyld er tilfreds, når han tager dem fra dig. Huset, jordegodset, du ejer, den ære, den anseelse, den fremgang, som Gud velsigner dig med – hvem nægter, at alt dette er gode gaver fra Gud, som vi må bede om i fjerde bøn og takke for, når Gud giver dem? Men se blot til, at den store, gode Giver alene må være din Gud – at du elsker ham sådan, at du glæder dig mere over hans vilje og velbehag, også når han tager disse gaver bort, end du glæder dig over gaverne. For det ligger jo åbenlyst i det bud, at vi skal elske Gud «af hele vores hjerte, af hele vores sjæl og af hele vores forstand».

Vi forstår nu nogenlunde, hvad det første bud kræver. Hvis Herren Gud nu var tilfreds med blot vores forstand og viden, så var alt hermed vel; men det er tværtimod noget helt andet, den hellige Gud vil have af os, nemlig at vi skal gøre efter det – ikke blot vide, forstå og tale om det, men virkelig gøre, hvad han byder. Og for at man skal se, at han ikke vil tåle, at dette hans store bud bliver glemt og foragtet, men at han alvorligt vil våge over, at det efterleves, har han ved dette bud føjet både en forfærdelig trussel og et herligt løfte. For det er netop ved dette første bud, han tilføjer: «Jeg, Herren, din Gud, er en nidkær Gud, som hjemsøger fædrenes misgerning på børn og efterkommere i tredje og fjerde led, når man hader mig, men som viser nåde i tusind led, når man elsker mig og holder mine bud». Selv om disse ord kan anvendes på alle buddene (og derfor skal vi senere se nærmere på dem), så må dog enhver af denne alvorlige trussel mærke, hvilken hellig nidkærhed Herren har for dette sit første bud, så vi tager det til hjerte og virkelig gør efter det. Vi vil vel ikke påtage os at bære og udholde Guds vrede. Det gælder altså om at gøre og ikke blot kende sin Herres vilje. Sådan sagde også Herren Jesus til den lovkyndige, da denne havde fremsagt dette største bud: «Gør det, så skal du leve». Det er jo at gøre rigtig nar af den store Gud, det er jo det forfærdeligste hykleri og gøgl for hans øjne, hvis du lader det blive ved kun at høre, læse, forstå og bedømme hans ord og så går bort og glemmer selve efterlevelsen. Så hør da endnu en gang, hvordan han taler: «Du – skal – ingen andre guder have ved siden af mig». Hvem skal gøre det, om ikke netop du – du, som hører hans røst – du selv, som læser og forstår hans bud? Eller skal du kun lade andre tage det til sig? Hvorfor er du undtaget? – Og Herren siger ikke, at du kan, må eller får lov at gøre det, hvis det behager dig; han siger: «du skal» – du skal – det står ikke frit for dig at gøre det eller lade være, men du skal gøre det, eller også have hans retfærdige vrede og dom over dig. Han har en guddommelig majestætsret til at byde og befale over os. Han siger heller ikke, at du skal opgive visse afguder, men kan beholde en eller anden; han siger: «Du skal ingen andre guder have ved siden af mig». Du har måske ikke noget menneske som afgud, men måske har du pengene. Du har måske ikke pengene eller mammon, men måske har du en egen personlig fortjeneste, dygtighed, lærdom eller andre gaver som afgud. Måske har du heller ikke dem som afguder, men måske har du en særlig nåde i det åndelige, en særlig oplysning, visdom, styrke eller gudfrygtighed, som er din afskyelige afgud. Herren ser det, og Herren skal dømme enhver uden persons anseelse. Der er en evig og guddommelig alvor i det bud: «Du skal ingen andre guder have ved siden af mig». – Og tænk igen på ordet elske – «du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte» osv. «Elske» betyder også her elske. Er du derimod kold over for Gud selv, så du ikke med den inderligste lyst vil være sammen med ham først og sidst, tale med ham og tale om ham – for «hvad hjertet er fuldt af, det taler munden» – er dine tanker og ord mere optaget af andre ting, om det så var de smukkeste gerninger, så er det ikke Gud selv, du elsker mest. Finder du desuden hans bud svære, så du må tvinge dig til det, som behager ham, eller er du utilfreds med hans behag, når han tager dine afguder fra dig, forbyder dine synder eller sender dig lidelse, foragt eller tab, så elsker du ham ikke af hele din forstand; du elsker dig selv mere end den store Gud og hans behag, du dyrker den mest afskyelige afgud, nemlig dig selv. Og så må du vide, at du efter Herrens hellige lov er fordømt til helvede og med al ret tilhører Djævelen. – Holder du derimod trofast dette Guds første bud og derved også de øvrige, så skal du vide, at Gud er dig overmåde nådig, at du behager ham i hele dit væsen og skal nyde alt hans gode i tid og evighed. Sådan lærer loven.

Og her må nu ethvert menneske blive åbenbart. For hvis du ved betragtningen af sådanne Guds bud stadig kan forblive ligegyldig, blot en tilhører og tilskuer, der har overladt til andre at tage det til hjerte, mens du selv går bort og lever i tom sorgløshed, så er det jo et sikkert tegn på, at du er en letsindig foragter af Gud, som regner Gud og hans hellige lov for intet. Eller du er et fromt og religiøst menneske, men med det sind, at du blot siger: Det kan intet menneske opfylde – og så går du bort og lever uden omsorg for Guds vilje og bud, med din formodede åndelige fattigdom, men en fattigdom, som slet ikke knuser dig, bekymrer og tugter dig, men som du kan leve sikker og selvtilfreds med. Eller du er en af dem, der siger: Det er rigtigt, sådan bør kristne være, det og det bør de gøre osv., men du tager ikke selv del i den møje og har derfor heller ikke mærket, hvor fuldstændig fortabt det er med al din hellighed, men farer hurtigt hen over prøven for dit eget hjerte; så burde du jo mærke, at du er en fortryllet og forblindet hykler – ganske som den lovkyndige, der kunne fremsige det største og ypperste bud rigtigt og dog ville «retfærdiggøre sig selv» (Luk 10,29).

Hvor Guds Ånd arbejder i mennesket, dér finder man sig ganske fordømt i dette bud, dér bliver man angst eller helt forfærdet over at se, hvor umådelig langt man er fra det, man allermest burde være. Og et sådant menneske må her blive stående i fortvivlelse, hvis det ikke har lært eller nu får lært den skjulte visdom, den eneste frelsesvej, nemlig at blive «død fra loven» (Rom 7) og finde al sin retfærdighed i en anden mand, i ham, som var «født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven». Og det skal lære aldrig mere at tro på vores hellighed, det skal få en ny sang i munden, kun den om Lammet, som er slagtet. Se, det er det, loven vil tjene os til. Den, der ikke i det første bud mærker, at hele vores liv er én hel, uendelig og sammenhængende synd, at der i vores største fromhed endnu er en forfærdelig syndig vederstyggelighed, fordi ingen af os ret frygter Gud, stoler på ham eller elsker ham – den, der stadig kan tænke på at bestå for loven og blive ved med at sætte nye klude på det gamle klæde med indbildt fromhed og gode gerninger, han er sandelig blind og ser intet.

Som Luther siger: «På hele jorden findes der ikke ét eneste menneske, som gør, hvad dette første og ypperste bud kræver, men vi gør alle sammen det modsatte. Derfor gør dette bud os alle til syndere for fuldt alvor, så at ikke engang det mindste bogstav i dette bud bliver opfyldt, ja, ikke engang af den største helgen i verden. For ingen holder sig så helt og med hele sit hjerte til Gud, at han for Guds skyld vil miste alting. Vi er desværre så langt derfra, at vi knap nok med rigtig mildhed kan tåle den mindste forhånelse. Og hvordan er det muligt, at vi elsker Gud, så længe hans vilje ikke behager os? For elsker jeg Gud, så elsker jeg også hans vilje. Når nu Gud sender os sygdom, fattigdom, skam og vanære, så er det hans vilje. Så skulle vi jo være helt tilfredse med disse bitre ting. Men hvordan går det? Vi tager imod det med stor utålmodighed, ja, kan også åbenlyst knurre og brokke os.»

Det, Luther her sagde, at ikke engang de største helgener i verden holder dette bud, vil måske støde an mod nogens forestilling om helgenerne. Vi vil da pege på nogle eksempler blandt de største helgener. Abraham, «alle troendes fader», må jo høre til dem. Nu kræver dette bud, at vi skal stole så fuldt på Gud alene, at vi aldrig frygter noget menneske. Men to steder i hans historie ser vi ham svag på dette punkt, når han vil redde sig selv ved at lade sin hustru sige, at hun er hans søster (1 Mos 12 og 20). – Hvilken helgen er blevet mere fyldt af Helligånden end apostlen Peter på pinsedagen? Og alligevel undgik han ikke at føle naturens modvilje mod lidelse, da han skulle korsfæstes. Kristus forudsagde også den svaghed med de ord: «Man skal føre dig derhen, hvor du ikke vil» (Joh 21,18). – At «ophøje sig» er en svær synd mod det første bud. Man skulle synes, at en hellig apostel ikke kunne ophøje sig, allermindst lige efter en så herlig erfaring af Guds nåde, som da han blev «bortrykket til den tredje himmel og hørte ord, som intet menneske må udsige»; og dog bekender apostlen Paulus, at kun en svær anfægtelse fra en Satans engel blev midlet til at stå imod den nævnte synd (2 Kor 12). – Men sangeren i Davids 73. salme var jo fuldkommen efter det første bud, da han sagde: «Herre, når jeg har dig, spørger jeg intet efter himmel og jord» osv. Man behøver blot at læse den salme igennem, så ser man, hvad også han manglede i at elske Gud af hele sit hjerte. Han siger: «Så længe mit hjerte var bittert, og det stak i mine nyrer, var jeg uforstandig og forstod intet» osv. Sådan kæmper naturen mod den villige ånd; og dog er det en hellig mand, når ånden sejrer sådan, at han siger: Men nu bliver jeg altid hos dig osv.

Ja, Luther tilføjer endnu: «Vis mig ét eneste menneske, som af lyst og kærlighed til Gud altid er mild, kysk, ydmyg af hjertet eller i øvrigt from. Et sådant findes ikke på jorden. Vi finder os langt mere tilbøjelige til vrede, misundelse, vellyst og hovmod end til de nævnte dyder. Og så længe jeg nu finder en gnist af en sådan ond tilbøjelighed hos mig, så er det hele falsk og fordærvet (hvad den fuldkomne hellighed angår), og loven er ikke opfyldt. Nu finder jeg hos mig ikke blot en gnist af det, men en brændende ovn af onde tilbøjeligheder. Derfor ser jeg her som i et spejl, at alt, hvad der er i mig, er fordømmeligt og forbandet; for ikke en tøddel af loven må overtrædes, men alt skal opfyldes» (Matt 5,18; Gal 3,10). Se, en så dyb syndig urenhed i hele den menneskelige natur kan det første bud afsløre. Deraf skal jeg lære ikke at lade mig bedrage af, at et menneske foregiver stor hellighed, så jeg på grund af følelsen af min synd skulle flygte fra Kristus til noget eget arbejde; men jeg skal altid sige: Hvad grenen ikke vinder ved at blive i vintræet, det vinder den allermindst ved at blive revet løs fra det (Joh 15).

«Allerede i måneder har jeg sammen med min hustru og mine børn siddet med det første bud og kan aldrig ret fatte det og aldrig ret udgrunde, hvilket under af guddommelig sandhed og visdom der er i det. Ja, jeg ser kun på dette ene bud, og når jeg ret betænker det, ser jeg, hvilken ugudelig og afskyelig synder jeg er; og hvis Gud ikke i sin Søn tilgav mig alle mine synder alene mod dette bud, så var jeg fortabt og måtte fare til helvede.»

Luther.