Elsker du mig? Igen noget om helliggørelse og gode gerninger

(Femtende årgang, 1856)

Uden helliggørelse skal ingen se Herren (Hebr 12,14). Troen uden gerninger er død (Jak 2,20).

Disse korte og bestemte ord er så kendte, at man ofte hører dem endog fra de utroendes læber; så meget mere lyder de gennem alle troendes hjerter og ører. Alligevel er der her en mangfoldig og meget bekymrende mangel, ikke blot i efterlevelsen af, men også i forståelsen af dette vigtige emne. Sådan har det også været til alle tider – en følge af den grundlæggende ødelæggelse af alle vores kræfter, som syndefaldet førte med sig. Allerede i den kristne kirkes første og friskeste tid, da Herren selv, læreren fra himlen, og efter ham hans nærmeste vidner, som han selv havde undervist, og som var salvet og ledet med Åndens rigeste udgydelse, forkyndte Ordet, og da kirken desuden dagligt blev lutret i forfølgelsernes hede, og den gode sæd blev vandet med martyrernes blod – allerede i denne kraftigste og friskeste tid finder vi så forargelige fejl i de kristne menigheder, både vildfarelser i læren og elendighed i livet, at blot det, vi ser i apostlenes breve og på kirkehistoriens første blade, sætter troen på en «hellig kirke» på en ganske hård prøve, og man er parat til at udbryde: «Er dette den skønne brud? Er dette Kristi og hans apostles plantning?» Det ville aldrig rigtig gå efter Ordet, hverken med læren eller med livet. Snart opstod der splittelser og partier: «Jeg holder mig til Paulus, jeg til Apollos, jeg til Kefas, jeg til Kristus»; snart grove laster, fx «en sådan utugt, som ikke engang nævnes blandt hedningerne», og det uden at menigheden på nogen måde skred ind, og den var tilmed «opblæst» (1 Kor 1 og 5); snart havde menigheden sådanne medlemmer, som holdt sig til Bileams og nikolaitternes lære, der ligefrem «lærte at bedrive utugt» (Åb 2); snart faldt man så langt bort fra troens lære til gerningerne, at man dermed «på ny korsfæstede Kristus» og «forkastede Guds nåde» (Gal) osv. Sådanne grufulde ting finder vi allerede i de menigheder, som apostlene selv havde plantet, og som de endnu i deres breve hilste med navnet hellige. Og hvordan det siden gik i en mængde århundreder, da kirken under ydre ro og verdslig magt mere og mere forfaldt og blev vansiret, vil vi ikke tale om; men da Herrens røst endelig gik gennem kirken ved reformationen, til genoprettelse af både læren og livet, hvad siger så det store og fornemste redskab i Herrens hånd i den tid om sine egne menigheder? Og hvad siger den tids kirkehistorie? Ud over alt det, der dér fortælles om de fordærvelige sekter og vranglærer, som kom i bevægelse på samme tid, vil vi blot høre, hvad Luther selv oplevede og beklagede angående den almindelige tilbøjelighed til altid at vige til den ene eller den anden side, især når det gælder livet og udøvelsen. I en prædiken på Johannes Døberens dag siger han: «Se, hvor tåbeligt man i denne tid forholder sig til evangeliet, så jeg næsten ikke ved, om jeg mere skal prædike eller ej. Jeg havde for længst holdt op, hvis jeg ikke så, at det er gået Kristus på samme måde. For så snart man prædiker, at vores salighed ikke består i vores liv eller vores gerninger, men i Guds gave, så vil ingen gøre noget godt, leve tugtigt eller være lydig, og nogle siger tilmed, at vi forbyder gode gerninger. Nuvel, det må man lade gå sin gang. Evangeliet bliver dog en prædiken i menigheden; den, som kan fatte det, han fatte det. Gud vil, at vi skal føre et smukt og tugtigt liv, og den, som ikke gør det, får nok sin straf. Men sker det nu, at man lever fromt og ærbart, og man prædiker om et tugtigt og stille liv, så vil man straks bygge en stige op til himlen af det. Det kan Gud ikke tåle. Et skændigt liv duer ikke; og på et ærbart liv støder jeg mig også; hvordan skal vi så bære os ad? For dem, der kun ser på et ærbart og smukt liv, var det bedre, at de var skøger og skurke og lå i skidtet. Og alligevel vil Gud ikke, at vi skal føre et slet og ondt liv; han tåler det ikke, men fordømmer dig for det. Men fører du et godt liv, så vil du trøste dig ved det; og se, det kan han så heller ikke tåle. Hvordan skal vi gøre? Se til, at du hverken viger til venstre eller til højre side, men i livet er from og gudfrygtig, men i troen ser så helt og holdent på Kristus, at du ikke regner hele dit fromme og smukke liv for bedre, end når du spiser eller sover. For ligesom jeg ikke siger om det: Jeg vil fortjene himlen ved at spise og sove, sådan skal også alt fromt og tugtigt liv føres frit og uskyldigt, så man ikke gør noget væsen af det.

«Men hvad sker der? Prædiker man på denne måde, så vil ingen gøre det; prædiker man det derimod ikke, så bliver der et vildt og tøjlesløst væsen, hårde og ugudelige mennesker, hvilket er en skam både over for Gud og verden. Så bliver Gud til sidst alene den, som kan regere sit folk. Læren har vi lys og klar; men så underligt fører Gud sine hellige, at vi (ofte) ikke ved, hvem der er en kristen eller ej. Hans domme er så hemmelige og skjulte; men han vil helt sikkert på denne måde gøre os til dårer, så vi til sidst for alvor må overlade alt til ham. Jeg ville gerne have sådanne disciple, som godt forstod, hvad et kristent liv er; men man finder dem ingen steder ens sindede. For nogle vil være alt for ugudelige og andre alt for hellige (dvs. have deres fornemste sag i helligheden). Nuvel, den, som kan fatte det, han fatte det! Vi kan ikke mere end bringe det ind i ørerne; Gud må bringe det ind i hjertet.» Så vidt Luther.

Når det nu lød sådan i sådanne af kirkens kraftfulde tidsaldre, hvem vil så bilde sig ind, at det skal gå bedre i vores slappe og letsindige tid? Hvem vil bilde sig ind, at vi ikke har noget at frygte eller besinde os på, også med hensyn til fejlretninger, enten mod slaphed og manglende alvor på den ene side eller mod gerningshellighed og selvforblændelse på den anden? Den, som ikke frygter noget sådant, men altid bilder sig ind, at alt er fuldkomment og rigtigt med ham, er allerede betænkeligt nok forblændet. På grund af Djævelens store list og grusomhed og vores fordærvede hjerters dybe svig og mørke må vi jo altid frygte og råbe med David: «Ransag mig, Gud» osv. og inderligt elske al tilrettevisning, selv om den altid er bitter at tage imod. «Den retfærdige bliver jo kun frelst med nød»; «om muligt skal også de udvalgte blive ført vild»; derfor skal vi regne os meget lykkelige, når vi blot kan blive frelst og komme ind i himlen, selv om det kun sker med megen møje og bekymring.

For nu ved hjælp af nogle af Guds egne ord at se farerne og afvigelserne både til højre og til venstre side vil vi tage et bibelsted for os, som på én gang både prøver hjertet og samtidig er meget lifligt, nemlig Joh 21,15–17, eller Jesu tre gange gentagne spørgsmål til Peter: «Elsker du mig?» og den formaning, som ligeledes tre gange føjes til: «Vogt mine får, vogt mine lam».

Vi samles da på en strand ved Galilæas Sø. Det er tidligt en morgen. Syv af Herrens apostle, som var udvalgt til at være «menneskefiskere», har dog om natten været sammen og på almindelig fiskervis søgt at skaffe sig «noget at spise»; «men den nat fangede de intet». Ved daggry, da alt håb var ude og behovet blot større for dem, der havde arbejdet hele natten, står Hjælperen på stranden. Den allerede ophøjede og forherligede Frelser ville endnu en gang vise, hvordan han skulle være med os alle dage indtil verdens ende, nemlig når alt vores eget arbejde først er blevet frugtesløst, og vores håb vil svigte. Men hvad gør han nu? Ud over at han giver dem en rig fangst, har han også allerede stegt fisk på stranden til de våde og sultne disciple, så de kan blive vederkvæget; for nu skulle alt på én gang være lifligt og opmuntrende: en stor fangst og tilberedt mad og gløder på stranden og – hvad der var mere end alt – deres uforlignelige, elskede Mester midt iblandt dem! Sådan plejer denne Herre at gøre. Når alt først har været mørkt, skal alt på én gang blive lyst. Sådan i det små nu under vandringen, og sådan til sidst én gang for alle, når alt denne tids mørke får ende, og Herren for alvor tager sig for at glæde sine venner. Men nu til vores egentlige tekst:

Da de nu havde spist, sagde Jesus til Simon Peter: Simon, Jonas’ søn, elsker du mig mere end disse? Han sagde til ham: Ja, Herre, du ved, at jeg holder af dig. Han sagde til ham: Vogt mine lam.

Igen sagde han til ham for anden gang: Simon, Jonas’ søn, elsker du mig? Han sagde til ham: Ja, Herre, du ved, at jeg holder af dig. Han sagde til ham: Vær hyrde for mine får.

Han sagde til ham for tredje gang: Simon, Jonas’ søn, holder du af mig? Peter blev bedrøvet over, at han for tredje gang sagde til ham: Holder du af mig? Og han sagde til ham: Herre, du ved alt; du ved, at jeg holder af dig. Jesus sagde til ham: Vogt mine får.

Læg mærke til, hvilken samtale! Vi får at høre kærlighedens spørgsmål: «Elsker du mig?» Det er spørgsmålet om kærlighed mellem Jesus og disciplen! Det er ikke blot et spørgsmål om gerninger og fromhed, eller: Vil du for alvor stræbe efter at gøre og lide, hvad jeg har pålagt dig? Nej, men sådan lyder det: Elsker du mig? – sådan som man ikke plejer at spørge tjenere, men sin brud, sin hustru. Åh, glæd dig! Åh, betænk, hvilken Frelser vi har, som vil stå i dette kærlighedsforhold til os! Her har vi igen lejlighed til at se ind i hans hjerte og se mange af hans inderste tanker. Vi vil bede ham selv om nåde til at kunne fatte og tage os de vigtigste af dem til hjerte.

Det første, vi altid lægger mærke til i denne samtale, er, at Herren spørger efter kærligheden – og først efter kærligheden, siden efter gerninger, idet han siger: «Vogt mine får». Men ser vi lidt nærmere på teksten, er der endnu noget andet, som allerførst ligger i Frelserens spørgsmål. For først spørger han ikke blot: «Elsker du mig?», men sådan: «Elsker du mig mere end disse?» Her ligger egentlig hemmeligheden i denne samtale. Vi ved, at Peter tidligere en gang havde antydet og altid var fristet til at tænke, at han havde en særlig kærlighed og troskab mod Frelseren frem for de andre disciple, nemlig da han forsikrede: «Om så alle tager anstød af dig, vil jeg dog aldrig tage anstød; jeg er rede til at gå med dig både i fængsel og i døden». Og for det andet havde Peter netop nu gjort noget, som syntes at bevise, at han elskede Herren mere end de andre, og han har måske selv set et sådant bevis i sin gerning, nemlig da han ikke kunne blive i båden, til hans Herre kom i land, men straks, da han genkendte ham, forlod båden og fangsten og kastede sig i søen for blot at komme så hurtigt som muligt hen til sin dyrebare Mester; hvorimod de andre endnu kunne beskæftige sig med nettene og fangsten, indtil de havde bragt det hele i land (v. 7–8). Hvad af dette Herren end sigtede til, er det dog under alle omstændigheder sikkert, at Peter med sine fremtrædende egenskaber også var mest fristet til at anse sig for den fornemste, og derfor ville Herren nu på denne måde knuse og bekymre ham. Lad os nu give agt på den mærkelige samtale.

Først spørger Herren: «Elsker du mig mere end disse?» Men Peter havde af sin dybe ydmygelse den aften, da han forsikrede noget sådant, lært at tage sig i agt, så han nu trods al sin hidsighed ikke sagde ja til dette spørgsmål, men svarede noget helt andet, noget, som Frelseren egentlig ikke havde spurgt om, nemlig: «Ja, Herre, du ved, at jeg holder af dig». Og det er mærkeligt at se i grundteksten, hvordan Peter ikke blot udelader ordene «mere end disse», men også vælger et andet ord for elske*), et ord, som har en svagere betydning end det, Herren har brugt. Derfor gentager Herren ikke ordene «mere end disse» igen, men skærper dog sin prøvelse af hjertet med sit andet spørgsmål. For nu lyder det sådan: «Du vil altså ikke længere forsikre, at du elsker mig mere end disse; men du tror dog, at du elsker mig. Men jeg spørger dig endnu: Simon, Jonas’ søn, elsker du mig?» Dertil svarer Peter igen med sit svagere udtryk: «Ja, Herre, du ved, at jeg holder af dig». Men Herren ville ikke engang lade den sag stå helt afgjort for den kære discipel, men ville hellere, at han skulle tale om sin kærlighed med en vis frygt og ængstelse, og derfor tager han nu Peters eget ord for at elske og spørger igen, som om han ikke engang troede så meget, som det ord indebærer: «Simon, Jonas’ søn, holder du af mig?» Nu blev Peter bedrøvet over, at Herren spurgte sådan for tredje gang, og han appellerede helt og holdent til Herrens egen alvidenhed og sagde: «Herre, du ved alt, du ved, at jeg holder af dig». Nu var den egentlige prøvelse af hjertet forbi. Og Herren benægtede aldrig, at Peter elskede ham, men han har kun villet på denne eftertrykkelige måde knuse og slå ned denne allerfarligste fristelse, som Peter var så særligt udsat for, nemlig at ville anse sig for den første, den mest trofaste og stærke blandt disciplene.

*) Den gamle (svenske) oversættelse gengiver de to græske verber fileo og agapao med ét og samme ord: elske. I normaludgaven er denne forskel derimod iagttaget.

At dette var det første og egentlige formål med denne samtale, der prøver hjertet, har vi nu set af selve ordene i den og af den virkning, den fremkaldte, nemlig at Peter blev bedrøvet; for hvad Kristus sigter til med en tale, ser man altid af dens virkning på dem, der tager imod den. Men for det andet ved vi, at der i hele den evangeliske historie ikke er optegnet nogen synd, nogen fristelse eller uart hos disciplene, som Herren i den grad skræmte og advarede dem imod som denne, nemlig selvkærligheden, selvtilliden og selvophøjelsen; og desuden at denne tilbøjelighed ikke trådte så ofte frem hos nogen af disciplene som hos Peter. Hos ham faldt også nogle særlige ydre anledninger dertil sammen, for det første, at han i hele sit væsen var den mest fremtrædende; det var Peter, som altid førte ordet for de andre disciple, så vi næsten ikke finder nogen andens samtale med Herren optegnet. Sådan var Peter også blevet udmærket af sin Mester med et nyt navn, hvilket ikke skete for nogen af de andre – og et navn, som havde den store betydning klippe og sigtede til den trosbekendelse, Peter havde udtalt, og som Herren ville bygge sin menighed på. Kort sagt: Peter var fristet til at ville anse sig for den første; derfor finder vi fx i Matt 19, at det var Peter, som henviste til, hvordan han og de andre disciple havde forladt alt og fulgt Jesus, hvorimod den rige yngling forlod Herren blot for sin rigdoms skyld – det var Peter, som med denne sammenligning (v. 27) gjorde, at Herren måtte sige ham det forfærdelige ord, at de første kan blive de sidste. Det indskærpede Herren yderligere med en lignelse, den om arbejderne i vingården (20,1–16), hvor han sagde til sine disciple, at de ganske vist var blevet kaldet til hans vingård i den første time, men hvis de derfor holdt sig for de første og henviste til, at de havde «båret dagens byrde og hede», så skulle de netop derfor blive de sidste. Så streng og nøjeregnende er Herrens nidkærhed på dette punkt. Læg mærke til, at hele denne lignelse var Herrens svar på Peters ord i kapitel 19 og slutter med samme ord som det kapitel, idet Herren gentager: «Således skal de sidste være de første, og de første de sidste». Her ser vi, hvordan Herren har villet skræmme Peter og alle, der står i samme fristelse, for denne fare. Hertil kan vi endnu føje de lejligheder, da disciplene stredes om, hvem af dem der var den største (Luk 22,24), eller den største i Himmeriget (Matt 18,1), hvor Peter sikkert indtog en betydelig plads. Men vi har set nok til at forstå, hvorfor Herren nu talte sådan ved søen.

Nu står kun tilbage, at vi går til os selv og hver for sig tager denne Herrens advarsel til hjerte. Det er ellers helt forfærdeligt, hvilken forvrængning af hele nådens værk i et menneske, ja, hvilken fordærvelse, hvilken dødelig forblændelse det er, hvis det begynder at være tilfreds med sin egen fromhed, kærlighed, troskab og kraft, mens det tværtimod netop er et af de mest kendetegnende tegn på en sand nåde i hjertet, at mennesket bliver mere og mere fattigt i sin egen ånd, utilfreds med sig selv, ja, sort, sådan som bruden blev ved at stå for kongens øjne. Og det mest tankevækkende er, at sagen slet ikke er hjulpet ved, at man erkender, at alt det gode, man finder hos sig, er et Herrens værk, er Kristi kraft i os; nej, det er alligevel lige så forkert, giftigt og farligt, når en kristen bliver tilfreds med sin egen fromhed og helliggørelse, sådan som vi snart skal bevise med Kristi egne ord. Og det kan fuldt ud lige så meget behage hovmodets ånd også at sætte den gyldne glorie på al sin fortræffelighed, at det alt sammen er guddommeligt, det er Guds kraft – det er ikke en menneskelig fortræffelighed – nej, det ville være for ringe – men det er en guddommelig, en himmelsk fortræffelighed. Sådan noget mishager slet ikke hovmodets ånd. Men vi skal nu besinde os på, hvad Skriften siger. I Luk 10,17–20 er der et lærerigt sted. Disciplene sagde med glæde til Herren: «Også de onde ånder er os lydige i dit navn». Og Herren sagde: «Se, jeg giver jer magt over hele fjendens kraft. – – Glæd jer dog ikke over, at ånderne er jer lydige; men glæd jer over, at jeres navne er skrevet i himlen». Hvorfor skulle Herren gøre denne forskel? Vi kan umuligt se nogen anden grund, end at de i det første tilfælde glædede sig over en kraft, der var givet dem personligt, hvilket for det onde hjerte er en farlig, en opblæsende glæde; hvorimod den anden grund til glæde, at deres navne var skrevet i himlen, var den gave, som er fælles for alle arme nådens tiggere, købt med Kristi blod. Betænk vel, at det er Herren selv, som gør denne forskel, og at det slet ikke hjalp sagen, at de sagde: Det er i dit navn, ikke i vores, det er med din kraft, ikke med vores, ikke med vores egen menneskelige evne, at vi overvinder fjenden. Den, som ikke agter på en sådan advarsel fra Herren selv, er nok allerede mere end betænkeligt forblændet. Og da disse «halvfjerds», som omtales på dette bibelsted, så udtrykkeligt vidste at forklare, at det kun var med Kristi kraft, de overvandt Djævelen, så kan vel ingen antage, at Peter, som frem for nogen af de andre havde Herrens vidnesbyrd om at være lært af Gud (Matt 16,17), skulle have tilskrevet sin egen menneskelige evne den troskab og kraft, som han roste sig af (Matt 26,33); og alligevel var Herren ikke tilfreds, da Peter forsikrede, hvor trofast han ville være, men slog straks denne hans tillid ned med forudsigelsen om hans fald. Og da Herren i Luk 18,9–14 ville advare os mod denne selvforblændelse, fremstiller han i en lignelse en mand, som takker Gud, ikke sig selv, ikke sin egen menneskelige kraft, men sådan lyder det: «Jeg takker dig, Gud, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere» osv. Tænk et øjeblik over dette! Hvad mente Herren med at lægge sine ord sådan? Hvorfor ikke sådan, at manden sagde: Jeg takker min egen kraft, min egen troskab, årvågenhed, bøn og kamp for, at jeg ikke er som andre mennesker osv.? Men han sagde: Jeg takker dig, Gud, for det. Se, hvor fint Herrens Ånd griber efter skalken i vores hjerte! Kristus så for sine øjne det, vi nu handler om, nemlig at hjertet så fint skulle bedrage sig selv og klæde sin selvforblændelse i ros af Guds kraft. Endnu et eksempel: Når apostlen Paulus fortæller, hvordan han blev «rykket op helt til den tredje himmel og hørte uudsigelige ord» osv., så mente han jo ikke, at det var hans egen gerning; det var jo helt og holdent Guds værk, sådan som han også i v. 5 udtrykkeligt skelner det fra sig selv, og alligevel tilføjer han: «Og for at jeg ikke skulle hovmode mig over de overordentlige åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en Satans engel» osv. Læg mærke til, hvilket blik og hvilken frygt denne hellige apostel havde – nemlig at han kunne «hovmode sig» endog over Guds værk! Vi bør da én gang for alle forstå og huske, at det ikke hjælper at sige: «Det er ikke min, men Kristi kraft, som jeg roser hos mig». Åh nej, det er alligevel lige så giftigt og farligt. Det er sandt: Hvis nogen rigtig kunne besinde sig på, hvad det indebærer, at det er Guds gave, så ville han ikke «hovmode sig» over det, så ville det ikke have den indvirkning på sjælen, at han syntes, han var noget bedre end andre; men en så ren og klar besindelse er en umulighed for menneskehjertet; Paulus troede ikke selv, at han kunne det, men han behøvede en «torn i kødet, en Satans engel» for at blive bevaret fra denne fine smitte.

«Men hvad betyder så det? Hvis jeg ved Guds nåde virkelig er kommet til et større lys i det åndelige eller til mere tro og kærlighed og alvor i helliggørelsen end andre, skal det så være mig forbudt at se det og prise Gud for det?» Lad os med alvor og gudsfrygt undersøge dette spørgsmål. Det er ganske vist et underligt svar, hvis man skal sige, at selv om du virkelig har et større lys og større kærlighed, troskab og helliggørelseskraft end andre, så skal du ikke selv se det sådan; men Herren gør også sådanne underlige ting, og mangfoldig erfaring bekræfter den sandhed, at de mest trofaste og modne kristne er de mest fattige i ånden og de mest utilfredse med sig selv. Og når Herren vil have os sådan, må han vel også kunne gøre sådan noget. Det må virkelig være sådan hos os, som han kræver, så vi ikke med munden siger: «Jeg ser mig selv som den ringeste», mens vi dog i hjertet synes, at vi er de fornemste.

Læg dog nu mærke til, hvordan det skal forstås: Hvis nogen mener, at det hører med til den åndelige fattigdom og ydmyghed, at jeg aldrig må se, at jeg er blevet et omvendt menneske, en ny skabning, med et hjerte, som Guds nåde har forvandlet, så taler han lige imod hele Skriften og al erfaring. Hele Skriften vidner om, at de troende har været bevidste om en sådan nåde; «vi ved,» siger Johannes, «vi ved, at vi er gået over fra døden til livet», «vi ved, at vi er af sandheden» osv., og Paulus siger: «Ved Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde mod mig har ikke været forgæves»; og i vores tekst siger Peter: «Du ved, at jeg holder af dig», og han blev ikke straffet for den bevidsthed. Videre: Når en øvet kristen ser tilbage på sin åndelige barndom, må han jo kunne se, at han dengang var mere begrænset i forstand, i tro og i kundskab om Kristus og mest afhængig af følelser, mens han nu derimod har lært i nogen grad at lade sig nøje med Guds nåde på det blotte ord og altså er vokset på det punkt, selv om følelserne er aftaget. Ligeledes: Hvis en kristen har været fanget i en svær fristelse eller syndevane og for nylig er blevet befriet, så kan han jo ikke andet end prise Gud for en sådan befrielse. Alt dette er jo ubestrideligt og også uskadeligt. Men læg mærke til, hvor hemmeligheden ligger: Hvis han nu som følge af sådanne erfaringer også er tilfreds med sin helliggørelse og fromhed og synes, at han selv, helt og holdent, ved Guds nåde er mere god og trofast mod Herren; hvis han har fået et sådant sind, at han nu ser færre fejl hos sig selv end før og færre hos sig selv end hos andre – så er den farlige forblændelse på færde, som Herren så trofast advarede imod. For hvis han med alle disse erfaringer af Guds nåde samtidig havde bevaret et vågent sind og et åbent øje for alt det, han dog burde være, så ville han tværtimod have været langt mere utilfreds med sig selv, ja, nedslået over sig selv, og ville nu med fuld overbevisning og mening sige: Jeg er nu meget værre end i de første år efter min benådning og langt mere uværdig til at gå på Guds jord end nogen ugudelig; for at Gud har villet opsøge og med sin Ånd røre ved en så afskyelig synder som mig og siden har vist al sin tålmodigheds rigdom mod mig og i stedet for at kaste mig i helvede endnu har holdt fast på mig med sin Ånd lige til nu, og at jeg lønner ham for alt dette med en skamløs utaknemmelighed, kulde, hårdhed, ulydighed og alle de synder og vederstyggeligheder, som bor i hjertet – det kan trykke mig helt ned i jorden. Kort sagt: Nu først er jeg rigtig uværdig og afskyelig. Den nåde, Herren har brugt på mig, og den troløshed og hårdhed, jeg lønner ham med, er begge lige knusende. Se, sådan går det til, at den frommeste kristne føler sig som den største synder på jorden; som Luther siger: «De største helgener har den største fornemmelse af synden.» Det gode, Gud har virket i mig, bliver mig da til sønderknuselse, fordi jeg ved med mig selv, hvordan jeg selv er imens, hvordan jeg har stået imod og hindret dets vækst og endnu selv er så ond, troløs og ulydig. Et uomvendt menneskes synd ville jeg kalde den rene fromhed i sammenligning med min; for netop det, at Gud af sin blotte barmhjertighed har oplyst mig og draget mig til sig, gør al min ondskab så grueligt uværdig; for jo større nåde Gud viser mig, des større er jo min forpligtelse over for ham. Når jeg så tværtimod ved med mig selv, hvor ugudeligt mit hjerte er under alt dette, så bliver den nåde, jeg har modtaget, mig kun til skam og sønderknuselse. At jeg for eksempel har lært Kristus bedre at kende end i min åndelige barndom og dog er så elendig, som jeg er, det kan knuse mig helt ned i jorden. At jeg er blevet befriet fra den og den synd og dog er så fuld af synder i hjertet, så utaknemmelig, kold og ulydig mod min Gud, det forskrækker mig dybt. Hvor er nu min glæde over min bedre helliggørelse? Tværtimod, jeg kan ikke tro, at nogen kristen er så usel som jeg.

Og hvad kommer det af? Det kommer alene af, at Herrens rene, hellige Ånd angriber og straffer alt, hvad der er urent og vanhelligt i mit hjerte, så længe der findes noget sådant hos mig, dvs. så længe jeg ikke er lige så ren og hellig som Gud selv. Hertil kommer også Guds husholdning: Når jeg er i fare for at ophøje mig, tager han snart en gave bort eller lader en Satans engel slå mig med knytnæver eller «sigte mig som hvede». Deraf kommer det, at alle gaverne – tro, kraft, kærlighed, årvågenhed, nådens og bønnens Ånd m.fl. – ikke er faste ejendele, som er overladt i min magt, men kommer og går, så jeg, er jeg stærk i troen i dag, kan være svag i morgen; var jeg varm i går, kan jeg være kold i dag; i går årvågen og bedende, i dag «sigtet»; i går ved Frelserens bryst, i dag som om jeg var helt forladt. Kort sagt: Jeg er i en afhængig tilstand, jeg må tigge hver dag og hver stund, og det beviser, at jeg ikke har det gode i min magt. Havde jeg nådekræfterne i min egen magt, så behøvede jeg ikke at græde, råbe og tigge om al nåde. Enhver, som kender Den Hellige Skrift, må overveje, om ikke denne erfaring stemmer bedre med historien om alle de helgener, der beskrives i den, med deres klage, kamp, tårer og bønner, end den tilstand, at nogen har sin kristendom i sin egen magt og synes, at alt afhænger af ham selv og hans egen opførsel! Var det sådan med «Guds sande nåde», så havde helgenerne ikke behøvet at klage, jamre, græde og tigge sådan. Nej, her er netop forskellen på den selvlavede fromhed og den, der er født af Gud: I den første er og har man, hvad man vil, og i den sidste er og har man kun, hvad man får. Og denne sidste stilling må altid føre en fattig og ydmyg ånd med sig.

Alle disse omstændigheder, som nu er nævnt, kan nok til dels forklare, hvordan det går til, at den mest trofaste og modne kristne kan være den mest fattige i ånden og i højeste grad utilfreds med sig selv. Men den store og mest sigende forklaring er den, at denne åndelige fattigdom er et Herrens værk – det er Guds lys i os – og Guds lys i en uren syndebolig; dér kan der da umuligt blive ende på straffen og utilfredsheden med sig selv, så længe man ikke er så hellig som Gud. Men er jeg utilfreds med mig selv, så kan jeg jo ikke glæde mig over min helliggørelse. Heraf følger, at den mest trofaste og årvågne kristne ikke blot kan være den, der er mest nedslået over sig selv, men også at han må være det, hvis han er rigtig vågen. Mangen from kristen synes, at det er alt for uudholdeligt, og er nær ved helt at falde i fortvivlelse over, at han aldrig får en ende at se på sine skrøbeligheder og aldrig kan få den glæde at finde en sådan helliggørelse hos sig selv, som han så længe har søgt og sukket efter. Men hvad vil du gøre? Har du selv magt til at frigøre dig fra denne svaghed, så gør det og klag ikke mere. «Har I ikke hørt loven?» siger Paulus. Har du ikke også hørt evangeliet? «Ånden har vi modtaget ved troens prædiken» (Gal 3,2.5), og «glæden i Herren er vores styrke», siger profeten. Dette er det vigtigste, vi ved om helliggørelsen. Desuden har du hørt Herrens formaning: «Våg og bed!» Har du ikke forsøgt alle disse midler? Du har nok forsøgt dem, siger du, men klager og ængstes også over, at du ikke engang har kunnet gøre det, nemlig bruge midlerne, sådan som du burde – du har ikke engang det i din magt – og med alle disse midler er du stadig fuld af mangel og klage. Guds nåde har dog ikke været helt forgæves i dig, du er blevet et nyt menneske; du elsker Herrens veje, også at blive korsfæstet; du beder ikke om noget så meget som om den nåde at blive rigtig helliggjort og befriet fra dine skrøbeligheder – «jeg kan løfte mine hænder mod himlen,» siger en vis mand, «og tage den Almægtige til vidne på, at jeg ikke har bedt om noget så meget som om denne nåde» – du kan vel sige det samme; og alligevel er du lige utilfreds med din helliggørelse på grund af de skrøbeligheder, der stadig bor i dig. Hvad skal du nu gøre? Når du ikke selv kan gøre dig fri, og Gud heller ikke gør det, hvad skal du så tage dig til? Nuvel! Er du utilfreds med denne husholdning og ønsker på hvilken som helst måde at nå frem til en tilfredsstillende helliggørelse, så hør! Så skal vi vise dig vejen, ad hvilken du kan blive tilfreds med din hellighed: Jo, hæft bare dit øje udelukkende på visse fromme øvelser og gode gerninger, for eksempel at du hver dag holder din ordentlige morgen- og aftenlæsning med andægtig bøn; at du over for alle mennesker er retskaffen, mild og et forbillede i din vandel; at du giver et bestemt beløb til religiøse formål eller til de fattige – og siden, eftersom du ved, at man også skal tro på Kristus, så gør også det. Blot du udelukkende holder øjnene på sådan en dagsorden, så kommer du ikke i bekymring over, hvad der kan foregå i hjertet – og se, nu har du snart glæden over en bedre helliggørelse. Det viser historien. Det var ad sådan en vej, at manden i den jødiske kirke var nået dertil, at han kunne takke Gud for, at han ikke var som andre mennesker; «for,» siger han, «jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af alt, hvad jeg tjener, og jeg er ikke en røver, uretfærdig, ægteskabsbryder» osv. Det var ad samme vej, at så mange inden for en anden kirke ikke blot fik nok af helliggørelse og gode gerninger til deres egen del, men endda «overskudsgerninger», som de kunne afstå til andre stakkels syndere. Det er ad samme vej, at mange i vores kirke er nået til den fromhed, at de umuligt kan begribe, hvordan det forholder sig med disse skrøbelige sjæle, som bestandig bekymrer sig og klager over sig selv og bestandig behøver evangeliet til trøst.

Gud bevare enhver fra en fromhed, som han selv bliver tilfreds med! Herren Kristus har erklæret den fare for så stor, at han endda siger, at når du får nåde til at gøre noget godt, så skal du «ikke lade din venstre hånd vide, hvad din højre gør». Tænk en stund over dette underlige sprog! Hvad kan meningen være? – «lad ikke din venstre hånd vide, hvad din højre gør»? Svar: Det er en talemåde, som antyder den allerstørste frygt for sig selv. Hør, det er jo en mærkelig frygt! – «lad ikke din venstre hånd vide» – sådan har Herren selv talt. Åh, hvad bliver da en kristens liv? Bestandig at frygte sit eget hjerte som Djævelen! Han må ikke have sin ro i synden, for så straffer Gud ham – og han må ikke have sin ro i sin fromhed, for så straffer Gud ham også. Hvor skal han da have sin ro? Det bliver vel, som Kristus siger: «I mig skal I have fred», og «at jeres navne ved mit blod er skrevet i himlen» – glæd jer over det! Hvis den mest benådede kristne begynder også selv at se sig sådan og i egne øjne bliver den første, så skal han netop derved blive den sidste. Betænk igen, at disse ord blev talt til Peter selv – at en apostel behøvede et så forfærdeligt advarselsord. «Ja,» siger Luther, «dette ord bør prædikes for sådanne som mig og mine lige, som nu har og kender evangeliet og kan lære og irettesætte hele verden.» For hvad kommer det af, at i denne tid den ene foretager sig det ene og den anden noget andet med evangeliet, hvis ikke af, at man vil være noget særligt, og at ingen frygter denne dom? Og selv om de mærker, at ordene passer på dem, fordi de ved med sig selv, at de i hemmelighed holder sig selv for de første, så er de dog allerede nået så langt i deres selvforblændelse, at de ikke er i stand til at frygte for sig selv og tage sig i agt. Derfor går det også ofte allerede her i tiden, sådan som denne dom lyder, at de bliver de sidste, falder i grove laster eller i vildfarelser og andre galskaber – hvor nogle bliver liggende, og andre rejser sig med frygt og er blevet kloge af skade.

Og hermed har vi betragtet lærdommen af det første spørgsmål: «Elsker du mig mere end disse?» To vigtige punkter står endnu tilbage, nemlig først: «Elsker du mig?» og dernæst: «Vogt mine får.» Dem vil vi nu med Guds nåde betragte. Måtte vi imidlertid fæste det punkt, vi nu har betragtet, dybt i vores hjerte; for er der ikke først en ydmyg frygtens ånd, så er alt andet forgæves og fortabt, både med kærligheden og med gerningerne. Du årvågne, rene Guds Ånd! Skriv du det i vores hjerter, følg os, bevar os, frels os!

Vi skal altså nu betragte spørgsmålet: Elsker du mig? og tilføjelsen: Vogt mine får, og denne sammenstilling skal vise os, hvordan den sande gudfrygtighed og helliggørelse ser ud.

Åh, gid det måtte blive givet os at mærke, hvad det betyder, at Herren tre gange i træk på denne måde sammenstiller sine ord: Elsker du mig? Vogt mine lam! Elsker du mig? Vogt mine får! Har han ikke dermed eftertrykkeligt nok sagt os, at han ikke vil have nogen tjeneste af os og ikke begærer nogen gode gerninger, hvis vi ikke først elsker ham? Mærker du ikke, at dette er Herrens sind og mening? Men mærker du det, skulle du så ikke standse en gang for Herrens ansigt, gå i dig selv og med evighedens alvor for øje spørge dig selv: Hvordan står det til med mig? Elsker jeg Jesus? Vi har jo en tekst til selvprøvelse som emne. Men for at du endnu bedre kan føle, hvor vigtigt spørgsmålet er, så tænk på, at dette punkt jo er Guds hellige lovs første krav; at Gud fra begyndelsen med det første buds forreste plads i loven og med Kristi mange forklaringer af, at dette er det ypperste og største bud: «Du skal elske Herren din Gud» osv., har sagt os det, som allerede Børnelærdommen gør opmærksom på, at alle de gerninger, som ikke udspringer af denne kærlighed, «ikke er andet end hykleri for Gud». Ja, Herren er så nidkær for vores hjerters kærlighed, at han ikke engang er tilfreds med de helligste gerninger og den mest trofaste tjeneste for hans rige, hvis de ikke er udsprunget af kærligheden til ham; sådan som han udtrykkeligt sagde til menighedens lærer i Efesos: «Jeg kender dine gerninger og dit arbejde og din udholdenhed, og at du ikke kan tåle de onde, og du har prøvet dem, som kalder sig apostle og ikke er det, og har fundet, at de er løgnere. Og du har udholdenhed og har båret for mit navns skyld og er ikke blevet træt. Men jeg har det imod dig, at du har forladt din første kærlighed. Husk derfor, hvorfra du er faldet, og omvend dig og gør de første gerninger; ellers kommer jeg snart til dig» osv.

Alt dette stiller nu Herrens spørgsmål: «Elsker du mig?» i en så majestætisk alvor for vores hjerter, at man skulle synes, at intet menneske, som vil blive frelst, kunne undgå denne hjerteprøvelse. Men mon vi også alle er i stand til at standse og tage det til hjertet? Både Skriften og erfaringen lærer os noget andet. Den, som virkelig elsker Jesus, dvs. den, for hvem Kristus er blevet rigtig «dyrebar» (1 Pet 2,7), så han ikke engang kan tie om ham, klager altid over sin forfærdelige kulde; men den, som er helt «lunken» i kærligheden, han siger: «Jeg er rig og mangler intet.» Sådan lærer Kristus i Åb 3,16–17. De inderligt troende disciple, som kunne være døde af sorg, da deres Herre blev forrådt til fjenderne, blev ved Kristi ord om, at en af dem skulle forråde ham, bekymrede, «hver eneste af dem», og spurgte: Det er vel ikke mig? Men én af dem blev ikke bekymret – det var netop forræderen selv. Derfor må Luthers ord vel være sandt: «De, som burde frygte, frygter ikke; alle de, som ikke burde frygte, de frygter.»

Heraf følger, at hvis du straks anser dig for fritaget for at behøve en grundig prøvelse på dette punkt, så har du allerede deri et mere end betænkeligt tegn på, at en mørkets ånd har forhekset dig; for det er umuligt, at du i sandhed kan være kommet ud over al fare, når de største hellige har kunnet blive bedraget, og de mest alvorlige kristne skælver. «Den, der stoler på sit hjerte, er en tåbe.» «Svigefuldt over alt andet og fordærvet er hjertet; hvem kan kende det? Jeg, Herren» osv. (Jer 17,9). Har du desuden forstået og troet, hvad Skriften (og erfaringen) vidner om «Satans dybder» – ja, først om hans store iver efter at fange vores sjæle, hvorfor han lignes ved en løve, der brøler af sult og går omkring og søger efter bytte; og dernæst om hans «listige angreb», hvor han også «forvandler sig til en lysets engel», så at «om muligt også de udvalgte skal blive forført» – tror du det, så burde du med bestyrtelse forstå, at en forhekselse har grebet dit sind, når du ikke frygter for dig selv. Men kan du endnu vækkes til alvorlig frygt, så kan du også få lys over dit hjerte og blive frelst; for så kan du først råbe til den evigt trofaste Herre, at han ransager dig og oplyser dig om faren; og dernæst kan du så give agt på Kristi ord, hvorved han giver den oplysning, du har bedt om.

Lad os igen se på vores tekst. Det er Herren selv, der taler – han, som skal dømme på den yderste dag, han, som du beder til i bønnen. Åh, vi skulle jo krybe på knæ helt til Jerusalem, hvis det gjaldt, for at høre ham selv sige, hvad han allerførst spørger efter. Nu spørger han først: «Elsker du mig?» Vent endnu med dit svar, til du har forstået hans spørgsmål ret. Læg mærke til: Hans første spørgsmål er: «Elsker du mig?» – ikke: Tjener du mig? Adlyder du mig? Bekender du mig? Men: «Elsker du?» Dernæst siger han ikke: «Elsker du mit», men: «mig». Han siger ikke: «Elsker du mine kræfter og gaver?», men: «Elsker du mig?» – mig, som selv er en gave til dig, mig, som selv, i min person, er hele din trøst og salighed?

Hvad det første angår, så kan du jo være sikker på, at du elsker Jesus, når du tjener og adlyder ham; for Jesus siger jo selv: «Den, der holder mine bud, han er den, der elsker mig; den, der ikke elsker mig, holder ikke mine ord.» Og Johannes siger: «Dette er kærligheden til Gud, at vi holder hans bud.» Men vent! Du tolker det for hurtigt. Vi skal snart se, at det ikke er sikkert, at du elsker Jesus, selv om du på en vis måde tjener og adlyder ham eller gør de gerninger, han befaler dig; nej, at «holde hans bud» er endnu noget mere. Vi skal med Kristi egne ord vise, at man kan være en fremragende Kristi tjener, have stor åndelig oplysning, en stor rigdom på de helligste gerninger og stor iver for Kristi sag og alligevel ikke elske ham ret. For i det omtalte brev til «menighedens engel» i Efesos siger Herren jo udtrykkeligt, at denne lærer ikke blot havde almindelig kristelig oplysning, men også et skarpt, prøvende blik – «du har prøvet dem, der siger, at de er apostle, og ikke er det, og du har fundet, at de er løgnere». Videre siger han udtrykkeligt, at denne lærer ikke var blandt dem, der kun har kundskab, oplysning og ord, men at han også havde kraft og iver til hellig virksomhed; det er især det, Herren taler om med så mange ord, når han siger: «Jeg kender dine gerninger og dit arbejde og din udholdenhed» osv., «og du har udholdenhed og har båret for mit navns skyld og er ikke blevet træt.» Hør! Han arbejdede så trofast for Herren Kristi navn, at han måtte lide for det, og derunder havde han «udholdenhed». For det tredje siger Herren, at denne lærer ikke blot var oplyst og virksom med at prædike i almindelighed, men at han også holdt god kirketugt i sin menighed og stod imod falske lærere; for han siger: «Og (jeg ved), at du ikke kan tåle de onde; og dette har du, at du hader nikolaitternes gerninger, som også jeg hader.» Saml nu alt dette, så vil du se et smukt billede af en usædvanlig Kristi tjener, og alligevel – alligevel havde han forladt den første kærlighed, og alene derved var hele hans tilstand sådan, at hvis der ikke skete en forandring, ville Herren snart komme og flytte hans lysestage fra dens plads. Heraf kan du forstå, at det er noget mere at holde hans bud end at gøre visse gerninger efter hans bud, og at selv om du var en lige så fremragende Kristi tjener, som denne var, så har Herren alligevel endnu et spørgsmål til dig: «Elsker du mig?»

Hvad det andet angår, nemlig at du må give agt på ordet «mig» – «elsker du mig», ikke mit – så er det netop herved, den ægte brudekærlighed skiller sig fra skøgekærligheden, for at bruge Luthers rammende udtryk (20. søndag efter trinitatis). Mange har en vis kærlighed til Jesus, men kun for de herlige ting, han virker i dem og andre; de er aldrig som fortabte syndere blevet frelst af ham og grebet af hans blotte kærlighed eller af det, han er i sin person, men de elsker ham, som sagt, for de smukke gavers skyld. Det er «skøgekærligheden». Vi taler ikke om så grove folk som Judas Iskariot, der fulgte Jesus for pungens skyld, eller troldmanden Simon, der af samme urene lyst ville købe sig Helligåndens gave; nej, vi taler om det ubegribeligt fine og hemmelighedsfulde bedrag i vores natur, der vil gøre sig selv til Gud, og som blev grundlagt ved den gamle slanges forførende ord: «I skal blive som Gud og kende godt og ondt»; for lige siden har der ved siden af de sanselige lyster også været en lige så adamitisk selvhellighedsnatur i os, som mennesket flygter til, når det mærker syndens vederstyggelighed; og når det så, ligesom den nævnte Simon, mærker, at der i Jesu navn gives kræfter, som ellers ikke kan fås, at i ham ligger alle visdommens og kundskabens skatte skjult, al dyds og alle hellige gerningers kraft, så kaster man sig over dem, bliver på den måde en Jesu discipel, elsker og følger ham, tilbeder og påkalder ham, men alt sammen med øjet rettet mod disse kræfter og gaver og ikke for det, han i sin person har gjort og er. Det, han i sin person er og har gjort, kan man anerkende med forstanden og prise med munden, men hjertet ser på gaverne, sjælens hele blik er alene rettet mod dem, ikke mod den korsfæstede. Man er nu ikke en jødisk farisæer, der ser på lovens tavler, men en kristen farisæer, der gennem Kristus kun søger det samme, som de jødiske farisæere søgte gennem loven. Hvordan beskriver Kristus dette fine bedrag? Jo, sådan: Hans bryllup er gjort i stand; hans kald går ud: «Kom til brylluppet!» Men der er mange svære hindringer for at tage imod det: handel, jordegods, avlsgård, forhold i hjemmet. Dog findes der sjæle, som trænger igennem hindringerne og kommer til brylluppet, «Himmeriget» på jorden. Er de så ikke alle lykkelige? Kristus siger noget andet. Brudgommen går ind for at «se på gæsterne» og finder der også nogle, «som ikke er klædt i bryllupsklæder», og de kastes ud i mørket udenfor. Hør, det er Kristus selv, der har sagt det. Det er «Kristi bryllup», der beskrives sådan. Her ser vi, hvad skøgekærligheden er. Den ægte brud var klædt i «rent, fint linned» (Åb 19,8), som var «vasket i Lammets blod» (kap. 7,14). Men Herren Kristus siger, at der ved samme bryllup var et folk, som ikke havde disse bryllupsklæder. Åh, gid vi dog for Herrens skyld og for vores sjæles frelse blev så oprigtige, at vi gav agt på, hvad der er hjertets genstand: om det er nåden selv, forsoningsnåden, vaskningen i Kristi blod, eller tværtimod kun alt det andet, der hører til brylluppet! Det hjælper ikke, at hovedet og tungen er kristelige; tænk efter, hvad der er dit hjertes første og sidste!

Dog, vi sagde «tungen» – men også den røber oftest den hemmelige skøgekærlighed; «for hvad hjertet er fuldt af, taler munden». Hvor der først og sidst kun tales om gerninger og dyder, og ikke en eneste halv time med hjertets lyst tales om Lammets blod, som dog var den ægte brudes sang, det vil sige hendes første og sidste, hendes største glædesemne – hvor det tværtimod er sådan, at alt andet, også det kirkelige, bliver talt om og drøftet, men ikke dette, ikke Kristus, ikke Lammets ære – der er det et uhyggeligt tegn. Gud hjælpe os til at åbne øjnene og ikke holde alt åndeligt for saligt!

Det er sandelig ikke uden grund, at vi ofte og ivrigt peger på denne fare; for det er jo mere end noget andet bedrøveligt, når sjæle, der har en vis alvor med deres saligheds sag, alligevel til sidst skal finde sig evigt bedraget, blot fordi de ikke gav agt på dette punkt, men behandlede det, som om Jesus havde talt en tåbelighed, som om det var den mest foragtelige småting, når Herren dog i så mange forskellige tekster har talt om denne hemmelighedsfulde ulykkesvej: at sjæle kan være med i brylluppet og alligevel kastes ud i det yderste mørke. Når alle slags mennesker kan forstå, hvor vigtig dyd og gode gerninger er, og forstår at straffe det, der strider imod dem, men det, vi her peger på, er et så hemmelighedsfuldt onde, at fromme og alvorlige sjæle skal blive evigt ulykkelige ved det – «du har udholdenhed og har båret for mit navns skyld og er ikke blevet træt» (– betegner det ikke alvor?) – skulle det så ikke alligevel være nødvendigt, at fromme og alvorlige sjæle i særdeleshed giver agt på denne hemmelighed? Lad ingen lade sig bedrage! Ydre synder, fejl i liv og gerninger bliver nok altid straffet, for loven er skrevet i alt, hvad der hedder menneske. Hedninger, tyrker og vantro jøder, og så meget mere vantro kristne, skriftkloge og farisæere, kan gøre os den tjeneste at straffe os, hvis vi fejler i gerninger – foruden at alle kristne, også de mest evangeliske, som Luther siger, «har loven helt hjemme hos sig, mens evangeliet derimod er en sjælden gæst i hjertet», og langt oftere straffer sig selv for fejl mod loven end for fejl mod evangeliet. Men lysets børn bør se endnu lidt dybere og give agt på det hemmelige onde, hvorved «om muligt de udvalgte skal blive forført». «For Satans anslag er ikke ukendte for os.» Når han ikke kan holde menneskene fast i sikkerhed, synd og ugudelighed, så «forvandler han sig til en lysets engel» og tilbyder nu at føre de vakte sjæle til lutter gode gerninger, kristelig virksomhed og lignende – hvis de blot i det skjulte kan føres forbi Golgata og manden dér i den blodige dragt, som alene er «helvedes gift og dødens plage», hvis de blot i det skjulte kan føres forbi «den snævre port», hvor mennesket ved lovens åndelige krav til det indre menneske helt ind til benet afklædes sin selvfromhed og alene i Lammets blod finder hele sin salighed, sin bryllupsdragt og sin sang. Se, hvis de blot kan forhekses sådan, at de hurtigt gør sig færdige med det med Kristi forsoning og tænker: «Den er det første og vigtigste, det nægter ingen, det tror vi nok», men derefter med hele deres sjæl kaster sig over det, vi nu skal gøre, og aldrig lader, som om de forstår, at der ligger et dødeligt frafald i det, aldrig lader, som om de forstår, hvad afklædning og «bryllupsklæder» betyder, men slår sig ned i kristelig vandel og virksomhed, eller, som det hedder i «Kristens rejse», «bosætter sig i landsbyen Sædelighed» – så er den gamle fjende meget tilfreds, om de så bliver nok så fromme og hellige i deres liv. Og se, her kan der komme fred og trøst og styrke – her løftes syndebyrden af; når du er med i Kristi bryllup, «Himmeriget», fører en kristelig vandel og virksomhed og så videre, skulle du så ikke have en ret tro på Kristus, have Guds nåde og blive salig og ved dette håb også elske ham? Se, om det ikke er et fint bedrag!

Desuden findes der nogle ydre bevæggrunde til at elske denne vej. Foruden at hele vores natur – fornuften, følelsen, lovsindet, lysten til selvhellighed – trækker derhen, bemærkede den mand, som i «Kristens rejse» rådede Kristen til at bosætte sig i landsbyen «Sædelighed», at man dér også har den fordel at kunne beholde sin ære, sit omdømme og nyde alle menneskers agtelse; hvorimod man, hvis man tager vejen til det bjerg, hvor korset står, må gøre sig klar til «korsets anstød» (Gal 5,11) og til at blive anset for en større synder end andre, ja, for én, der ikke engang elsker helliggørelse, men kun priser nåden for at kunne blive i synden. Den forhånelse undgår du, hvis du på den nævnte måde slår dig ned i landsbyen «Sædelighed» og tier om Lammet, som er slagtet. Er der så ikke her mange bevæggrunde til «skøgekærligheden»?

Den ægte brudekærlighed er opstået på en anden måde. Et elendigt menneske er først blevet helt fortabt, er kommet til skamme med al sin stræben efter forbedring og helliggørelse, fordi det var enfoldigt nok til at tage hele Guds ord alvorligt – fordi glansen af Herrens hellighed skinnede så klart ind i dets hjerte, at det ikke længere vovede at prutte og handle med loven, men ville gøre «alt det, der er skrevet i lovens bog», ikke blot gerninger efter loven, men også have et hjerte efter loven, et så helligt, rent og kærligt hjerte, som Gud allerførst kræver – og det har det stræbt efter, ikke blot ud fra en menneskelig overbevisning om, at det er nødvendigt, men ved en vækkelse, der havde kraft med sig, så at Gud blev stor og hellig for det, og Guds øjne begyndte at følge dets inderste både dag og nat. Se, så blev det aldrig så fromt og godt, som det skulle være, men jo mere det kæmpede og vaskede sig, desto mere mærkede det den indre urenhed for Guds øjne, sådan som Herren også siger: «Selv om du vaskede dig med lud og tog megen sæbe, ville din ondskabs pletter dog ses for mig, siger Herren, Herren» (Jer 2,22). Og så blev det til sidst helt «overmåde syndigt ved budet», helt fortvivlet ondt, giftigt og fordømt for loven, så at det omsider fuldstændig fortvivlede over al sin omvendelse. Og nu, netop da det lå sådan i sit blod og ikke kunne røre en finger til sin frelse, da kom der en mand, som havde sår i sine hænder og fødder, og sagde til det: «Du skal leve!» Han sagde til det: Vil du nu tro, at det er helt forbi med alt dit eget gøren? Vil du nu tro, at jeg helt alene er din Frelser, at jeg har gjort alt for dig? Se mine hænder, se mine fødder, dér er din fromhed, dér dine gode gerninger, din gode vandel! Og nu, da det fik Åndens lys over denne hemmelighed og forstod, at alt, hvad loven siger, kun skulle tjene til at klæde det helt af, og at alt, hvad det burde gøre og være, allerede var gjort i Kristus, at alt, hvad han havde gjort og lidt, var dets, ja, at han selv helt og holdent var dets, da smeltede det hen, da fik det en før ukendt, inderlig kærlighed til denne Frelser, så det kun kunne bryde ud: «Min Herre og min Gud! Ske mig efter dit ord! Det forstod jeg ikke. Åh, nu vil jeg ikke andet end findes i dig, ikke med min egen retfærdighed, den, der kommer af loven, men den, der kommer ved tro på Kristus (Fil 3,9). Åh, du uforlignelige ven! Har du købt mig med dit blod, så skal alt andet være ringe for mig! Så vil jeg kun brænde for dig og leve for dig.» Nu lyder det i hjertet: «Min ven er min, og jeg er hans» (Højs 2,16). Nu lyder det:

Til dig mit hjerte holder sig, / jeg spørger ej, når jeg har dig, / hvad jord og himmel bliver; / jeg kan i himlens bolig ej / mig glæde uden dig, åh nej! / Kun du mig glæde giver.

Og alt, hvad det nu får nåde til at gøre til hans behag, sker så villigt og uskyldigt, at det næppe ved, at det gør noget; det er nu dets nye natur og er i sig selv kun en skygge af det, det havde lyst til at gøre; for nu, da dets Frelser er blevet dets alt, har det langt mere vilje, end det nogen sinde kan udføre, og regner desuden sine bedste gerninger for en skam over for sin Frelsers store fortjeneste. Sådan er brudens kærlighed. Hun ser kun på Brudgommen – for gaverne, hvor kostbare de end er i sig selv, er dog nu som intet mod ham og hans blods udgydelse. Som Luther siger i den nævnte prædiken: «Om Kristus så gav os alle profeters visdom, alle helliges hellighed og alle englenes herlighed, så regnede vi det dog ikke for noget, hvis han ikke gav os sig selv. Bruden vil ikke nøjes med noget andet, hun vil have Brudgommen selv. Læg derfor mærke til denne forskel: Der findes mange sjæle, som har fået gaver, såsom visdom, kærlighed, styrke og lignende; men de er alligevel ikke de rette bruder, for de siger ikke: Du, du er min; men de frier ved siden af til pengekassen, de elsker kun disse gaver. Men den rette brud siger: Dig, dig alene elsker jeg, dig, dig alene vil jeg have; du er min, og du selv er mit højeste gode, men ikke ringen eller de smykker, som du har givet mig.» Sådan er den rette kærlighed.

Hermed har vi nu set, hvad man må betænke ved spørgsmålet: «Elsker du mig?» Gid nu enhver ville være så oprigtig over for sin sjæl, at han stiller sig for Jesu ansigt og tager hans spørgsmål til sig! Han spørger dig, som læser dette: «Elsker du mig?» Svar blot over for ham sådan, som det virkelig er, og giv dig ikke til at forsøge at bøje dit hjerte til at elske Jesus, for denne kærlighed kan ikke tages, kun fødes. Nej, spørgsmålet her er: Har du gennemgået sådanne erfaringer, at det nu er blevet sådan i dit hjerte, at Kristus, Kristus selv, eller det, han er i sin egen person, er blevet din højeste glæde, trøst og skat, og at han derfor er din kæreste ven, så du ikke kan lade være med at elske ham og hungre og tørste efter ham? Spørgsmålet er så alvorligt, at apostlen Paulus siger: «Hvis nogen ikke elsker Herren Jesus Kristus, skal han være forbandet, Maran ata», det vil sige overgivet til forbandelsen og Guds dom. Ja, amen! Den, som ikke elsker og aldrig vil elske dig, vor Sjæleven, og dit dyre blod, han er og skal være forbandet! Det er helt nødvendigt til salighed, at Kristus, Frelseren, bliver os kær. For alle synder gives der tilgivelse i ham, men hvis han ikke bliver os kær, så har vi ingen tilgivelse. Det er det samme som: «Den, som ikke tror, er allerede dømt»; for troen og kærligheden til ham kan ikke skilles ad. Så spørger han dig da igen: «Elsker du mig?»

Nu vil der blive givet meget forskellige svar på dette spørgsmål. For ikke at tale om de forblændede, selvtilfredse hellige, som aldrig kan frygte for sig selv og derfor ikke tager spørgsmålet til sig, men kun tænker på andre, vil vi i stedet tale om troende og alvorlige sjæles forskellige svar på dette spørgsmål. Mange troende nådens børn kan med levende følelse straks svare som Peter: «Ja, Herre, du ved, at jeg elsker dig.» De, der således mærker kærligheden i deres hjerter, er af to slags. For det første er det det lykkelige bryllupsfolk, som endnu har brudgommen hos sig (Luk 5,34), disse kære nyfødte børn, som endnu får lov at smage hans kærlighed i følelsen, så den er sød for dem. De siger med varmt hjerte: Du ved, at jeg elsker dig. Men for det andet også nogle ældre kristne, nemlig dem, som for nylig har haft en mere mærkbar erfaring af Kristi kærlighed, fx har været i et tungere mørke, men for nylig er blevet udfriet af det og trøstet – sådan som også Peter efter sit svære fald og sin bedrøvelse havde fået trøst af sin Mesters nåde. De mærker nu den sødeste kærlighed og siger: «Ja, Herre, du ved, at jeg elsker dig.» Men der er andre troende, nemlig dem, som netop nu er i et mørke, mens Herren skjuler sig, og under svære erfaringer af deres hjertes store fordærvelse, kulde, træghed, verdslighed og al ondskab. De har ikke let ved at finde nogen kærlighed til Frelseren hos sig selv. Er de dog mere oplyste, ved de, at der er forskel på følelsen og kærligheden, og at kærligheden i hjertets dyb kan være lige så varm og trofast, også når følelsen er kold. Det kan man se af det billede af et ægteskab, som Skriften så ofte bruger. For kærligheden mellem ægtefæller kan ofte selv i det lykkeligste ægteskab være helt skjult i hverdagen, og alligevel bliver kærligheden åbenbar, når fx en pludselig sygdom truer den ene ægtefælles liv. For så bliver hele huset og alt, hvad der er i det, intet værd i sammenligning med, hvordan det går den syge hustru. Sådan er det også med kærligheden til Frelseren: Når vi frygter, at vi har mistet ham, så kan intet i hele verden trøste os. Vi tænker hverken på himlen eller helvede; det er Frelseren selv og hans venskab, vi ikke kan undvære. Når dette er det ene, som du ved om dig selv, og når du for det andet tænker efter, hvilke stunder i dit liv der er de lykkeligste – og det er, når du på ny er blevet forvisset om din Frelsers nåde og nærvær; og når du endvidere stadig dagligt må komme til nådestolen for at få tilgivelse eller vished om tilgivelse – se, så har du sandelig stadig den første kærlighed, som Kristus beskriver sådan: «Den, som får meget tilgivet, elsker meget» (Luk 7,47). Og de, som forstår dette forhold, kan stadig svare på Jesu spørgsmål: «Hvis det er kærlighed, at jeg ikke kan undvære dig, at jeg føler en vis sult og tørst efter dig og dit venskab, så ved du, Herre, at jeg elsker dig, dog ikke sådan som jeg gerne ville; for det er netop min største sorg, at jeg ikke mærker denne kærlighed rigtig varm og levende, men mærker alt muligt andet meget stærkere.» Andre derimod, som ikke forstår dette forhold, men kun dømmer efter følelsen, bliver helt forskrækkede over dette spørgsmål fra Jesus og vil kun svare sådan: «Herre, du ved, at jeg ikke elsker dig; du kender min frygtelige kulde, hårdhed og ligegyldighed. Åh, det er forfærdeligt!» Se, sådan vil mange troende kristne svare.

Lad os da tale lidt med disse sidstnævnte. Hvad skal en sådan kristen gøre, som nu ikke mærker andet end sin store kulde? Og lad os antage, at en, som virkelig ikke har elsket Jesus, men har været lunken, eller som under alt sit arbejde med loven har været helt kold over for Frelseren, forskrækket vågner op og ser dette forhold – hvad skal en sådan gøre? Lovet være den evige kærlighed, at han selv har svaret på dette spørgsmål! Ellers var jeg aldrig blevet rigtig vis i min sag. Herren Kristus har to forskellige gange talt netop til sådanne, som det her drejer sig om. Om den ene af dem siger han, at han havde «forladt den første kærlighed», og om den anden, at han var «hverken kold eller varm, men lunken». Gud være evigt lovet, at vi får at se, hvad han siger til sådanne! Hvem skulle vi tro, hvis ikke ham selv? Nå, hvad siger han? Hans egne ord står for alles øjne i Åb 2,1–5 og 3,14–22. Det første, vi dog bør lægge mærke til, er, at han der egentlig taler til sådanne, som ikke selv var bekymrede for sig selv, men tværtimod sagde: «Jeg er rig og har overflod og mangler intet» (3,17). Derfor taler han til dem med alvorlige trusler, fx at han ville flytte lysestagen i Efesos, og at han ville spytte den lunkne i Laodikea ud af sin mund. Derimod finder vi aldrig i hele Bibelen et eneste eksempel på, at han har talt med trusler og strenghed til nogen, som selv har dømt og straffet sig selv og var lige ved at fortvivle. Men læg nu mærke til det herlige, som kan få os til at råbe af glæde eller græde sødt, hvis vi får nåde til at betænke det: Midt i den forfærdelige tale til den lunkne i Laodikea, hvor han truer med at «spytte ham ud af sin mund», midt i denne strenge tiltale indskyder Herren det ubegribeligt søde ord: «Alle dem, jeg elsker, irettesætter og tugter jeg. Vær derfor ivrig og omvend dig!» (v. 19). Åh, min Herre og Gud! Var det det, du mente med den forfærdelige tiltale? Kom det af, at du elskede ham, en «lunken», uværdig discipel? Åh, så kan man for alvor begynde at elske dig, når du har et sådant hjerte, en sådan mening med den mest skræmmende tiltale. Så ved jeg, hvad det betyder, når du også i dag forskrækker vore hjerter: Du elsker – «dem, jeg elsker, tugter jeg» – du vil da kun vor frelse, ikke vor død, ikke at vi skal fortvivle og flygte bort fra dig.

Saml nu lærdommene af Kristi tale. Den første er, at det ikke går an at blive i den lunkne tilstand, hvor man ikke føler sig «elendig, ynkelig, fattig, blind og nøgen», men er tilfreds med sig selv og derfor ikke behøver at ligge ved hans fødder og vaske dem med omvendelsens og glædens tårer. Nej, det går ikke an; vi må leve i denne øvelse, denne erfaring af synd og nåde, som smelter vort hjerte. Det er det første, vi lægger mærke til her. Det andet er, at når vi forskrækket vågner op og ser os selv, behøver vi ikke at fortvivle og gå bort fra Herren, men skal tværtimod vide, at det er af kærlighed, han har slået os, for at vi skal blive frelst. Nu følger den tredje lærdom. Hvad siger Herren om måden, hvorpå det kan blive bedre? Hvordan skal et lunkent og koldt hjerte få nogen kærlighed til ham? Han siger: «Jeg råder dig til at købe af mig guld, lutret i ild, så du kan blive rig, og hvide klæder, så du kan klæde dig» osv. Læg da endnu en gang mærke til Herrens ord: «af mig» – at købe alt, hvad du behøver, af mig. Og hvad købe betyder her, ser vi af Es 55,1: «Kom, køb korn uden penge og både vin og mælk for intet.» Det er altså kun at vende sig til ham, bede om og tage imod alt af ham, det «guld, som er lutret i ild», de «hvide klæder, som dækker vor nøgenheds skam» – og alt for intet, «uden penge og for intet». At få lov at købe for intet, det er jo troens sag. Kun ad denne vej kan du få kærlighed til ham. Giv dig aldrig til at forsøge at bringe dig selv til at elske ved at arbejde med dit hjerte. Alt andet kan måske tvinges, bøjes med menneskekræfter eller styres med love og bud, men aldrig hjertets kærlighed. Hvad hjertet elsker, det elsker det; og hvad det ikke elsker, kan det aldrig tvinges til at elske. Nej!

Vort hjerte er vel ringe, / dog kan det ikke tvinges / og bringes til lydighed, / om man så lagde hele jordens tyngde / oven på det. / Samvittighedskvaler hjælper ikke, / heller ikke lutringsildes flammer, / heller ikke bølger af strømmende tårer / til at bringe det i en anden skikkelse / end den, det fik i Adam. / Selv om Moses tømmer / sin kraft på det, slår og dømmer, / dog, før han ret er færdig, / er det, som det var. / Der findes kun ét middel, / hvormed det overvindes: / Troens salighed i Lammet alene / gør hjertet varmt og godt.

Skal jeg få kærlighed til Herren Jesus, så må jeg lære ham at kende på en sådan måde, at jeg bliver betaget af ham. Så kan det nå dertil, at jeg ikke kan lade være med at elske ham. Vi ved, at hjertet er sådan beskaffent, at det ofte er lige så svært at blive fri for en kærlighed, man ikke billiger, som at få den kærlighed, man ønsker sig. Nu kan du aldrig misbillige kærligheden til Jesus – den bliver desværre altid for svag – men vi nævner dette, for at du engang må betænke, hvordan det går til at få kærlighed, nemlig at det kun sker sådan, at noget betager dit hjerte. At få kærlighed til Jesus sker aldrig ved at arbejde med selve hjertet, men kun ved sådanne erfaringer af hans kærlighed, at du bliver betaget af ham. «Den, som får meget tilgivet, elsker meget.»

Det forstod den gamle lærer, som fik besøg af en mand, der var bedrøvet næsten til fortvivlelse og netop havde denne bekymring, at han ikke elskede Jesus. For han sagde, at han på Jesu spørgsmål «Elsker du mig?» ikke kunne svare andet end: Du ved, at jeg ikke elsker dig. Den gamle sjælesørger svarede: «Så ved jeg ikke noget bedre råd, end at du straks vender spørgsmålet tilbage til Frelseren og spørger ham: Elsker du mig? For det er jo ikke din kærlighed til ham, men hans kærlighed til dig, der kan hjælpe her, som Johannes siger: ’I dette består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin Søn som soning for vore synder.’» Og da læreren havde talt et stykke tid i denne tone, brast den nedslåede mand i glædesgråd og sagde: «Nu kan også jeg sige: Herre, du ved, at jeg elsker dig.»

Åh, når mit arme hjerte får en sikker forvisning og i Åndens lys kan se, hvad det indebærer, at Herren Gud har tilgivet mig alle mine synder, at Gud nu er tilfreds med mig og i al evighed er min nådige ven og Fader, og jeg hans elskede barn; når denne usigelige Guds kærlighed bliver klar for min vakte sjæl, at han gav os sin Søn som bror og borgen for vor salighed, at han har givet sit dyre blod og liv for alle mine uværdige synder og derved har udrettet, at alt det onde, som endnu ligger i mit kød, ikke kan rokke ved vort venskab, men at jeg for altid er velbehagelig for Gud ved ham – når det ved Åndens lys bliver vist for mit hjerte, så kan jeg ikke andet end elske ham. Jeg er betaget, jeg er knyttet til ham, så jeg, selv om følelsen ofte bliver kold og ulysten, dog har et hjerte, som ikke længere kan undvære Frelseren og hans venskab, og som i sit sind ikke elsker noget højere end hans hellige bud og vilje. Og se, nu er jeg skikket til at gøre de rette gode gerninger; nu følger på sin rette plads: «Vogt mine får», det vil sige: tjen mig i det kald, du er kaldet til. Og om en sådan formaning og sådanne gerninger vil vi nu også med Guds nåde tale. Gud give os imidlertid at eje i hjertet og i erfaringen det, vi nu har betragtet: kærligheden til Jesus!

Når vi nu har set og betragtet, at Herren Kristus ikke vil have nogen tjeneste af os, hvis vi ikke først elsker ham, skal vi også se og lære, at når vi elsker ham, når vi er blevet hans børn og venner og betaget af hans kærlighed, så vil han også lade vore arme gerninger behage sig. Så vil han også vise os den nåde, at han lader os uværdige syndere gøre ham forskellige tjenester, ja, hele vort liv være hans tjenere, efterfølgere og medarbejdere, sådan som Peter fik lov at blive det her. Kristus er den store Overhyrde, som selv passer alle sine får, sådan som de har brug for, samler lammene i sin favn og bærer dem ved sit bryst. Men nu siger han også til Peter: «Elsker du mig, så vogt mine lam, vogt, pas mine får», og v. 19: «Følg mig!» Her beder den store Herre ligefrem sin arme Peter om en tjeneste og lader også Peter blive en hyrde for fårene, sådan som han selv var; han lader Peter blive sin tjener og medarbejder. Den samme nåde giver han alle sine venner, om end ad mange forskellige veje i forskellige stillinger og kald, men vi får alle lov at blive Kristi efterfølgere og Kristi tjenere, gøre og være det samme for andre, som han er for os. Til alle, som elsker ham, siger han: «Følg mig!», sådan som også apostlen Paulus siger: «Bliv da efterfølgere af Gud som elskede børn, og vandr i kærlighed, ligesom også Kristus har elsket os og givet sig selv hen for os som gave og offer, Gud til en velbehagelig duft» (Ef 5,1–2). Når nu Kristus siger til os: «Jeg er kommet, for at de skal have liv og have overflod. Hvad jeg har, skal også du have; mangler du noget, skal det også mangle mig. Der har du min retfærdighed, mit liv og min salighed, så ingen synd skal fordømme dig og intet ondt overvælde dig, men du skal være helt tryg i evighed; så længe jeg er retfærdig og lever, så længe skal også du være retfærdig og leve for min skyld» osv., så vil han, at også vi skal sige til vor næste med den samme kærlighed: «Se, min kære bror! Jeg har nu fået min Herre og al nåde og salighed i ham, så lad nu også mig tjene dig, sådan som han har tjent mig. Tag du, hvad jeg har, sådan som jeg har fået, hvad han havde. Jeg vil ikke længere kalde mig selv eller noget, jeg har, mit eget, men helt og holdent være til tjeneste for dig og alle mennesker, kun for min dyre Herres skyld, som har gjort og dagligt gør mig så meget godt.» At handle sådan, det kaldes at være en Kristi efterfølger og «ikke længere leve for sig selv, men for ham, som er død og opstået for os». Og det er jo hele vort livs opgave, hvis vi er kristne.

Men ak, når man tænker på, hvordan det går med dette i virkeligheden, og at det ikke er nok blot at vide det, men at det også dagligt skal øves i handling og gerning, og når man mærker, hvilke bjergtunge hindringer der da lægger sig i vejen, så ved man ikke, om det er værd at sige et ord mere om sagen. Der er ingen, som rigtig tror, at Kristus elsker og tjener os sådan, som vi lige sagde, og samtidig, at han bryder sig om vor arme tjeneste og har nogen glæde ved den; og de er få, som overhovedet agter på det og søger at få det ind i hjertet. Hvem tror rigtig, at Kristus virkelig har behag i vore arme gerninger? Jo, kun de arme forblindede sjæle, som lever i en falsk tro, så de mener, at gerningernes egen værdi er så stor for Gud, at han ligefrem skal elske dem for deres gerningers skyld. De tror det, så det er forfærdeligt – fordi Djævelen støtter en sådan tro. Men får et menneske det rette lys over vore gode gerningers store usselhed og uværdighed, får det lys til at se, at ingen eneste gerning i sig selv er ulastelig, ren og behagelig for Gud, men at vi må have tilgivelse for vore bedste gerninger eller ellers fordømmes for dem – og at gerningerne behager Gud, ikke for deres egen værdis skyld, men kun af følgende grunde: for det første fordi Gud for sin Søns skyld har behag i vore personer og for den behagelige persons skyld også lader hans lille kærlighedstjeneste behage sig; og for det andet på grund af hans ord i gerningen, det vil sige fordi det behager ham at byde os at gøre en gerning for ham, så gerningen har værdi for hans skyld, som har befalet den – se, selv når man forstår dette, vil man alligevel ikke tro og glæde sig over, at man får lov at tjene ham, men går og ser alligevel kun på tjenestens eller gerningens egen beskaffenhed. Og er den i sig selv af ringe betydning, så kan man ikke tro, at man dermed gør noget, der behager Kristus. Det er den plage, som altid hænger ved den rette lære om gerningerne, så man af mismod over ikke at kunne udrette noget kan få lyst til at tie. Åh, den sorte, ulykkelige vantro og det forblindede hjertes mørke! Det er egentlig den ulykkelige vantro, der lægger alle hindringerne. Hvis den koldeste kristne blot rigtig kunne tro, først at han behagede Gud, og dernæst at Kristus bad ham om en tjeneste, så ville han nok løbe til verdens ende, hvis det krævedes, for at udføre den gerning på bedste måde. Det ser vi af de tusinder af eksempler på overtroiske katolikker, som har fået den indskydelse, at de ville gøre Gud en behagelig tjeneste, hvis de drog til Jerusalem for at indtage Kristi grav, eller hvis de om natten lå på gulvet i stedet for i sengen. «Vi har af hjertens lyst pisket os selv med ris», siger Luther, «så blodet løb.» Alt sådan har de kun gjort, fordi de troede, at de dermed behagede Gud. Ja, man behøver ikke at være en kold kristen eller en overtroisk katolik; en blind hedning i Ostindien gør lige så meget i den samme tro, nemlig at han behager sin gud med sin gerning. Den ene lader sig hænge op i en jernkrog, der er hægtet ind i ryggen, og svinge rundt i luften; den anden pålægger sig selv at rulle hundrede mil hen ad jorden uden nogen sinde at rejse sig; en tredje lægger sit barn i den grusomme afguds glødende gab osv. Alt dette gør de kun i den tro, at de gør deres gud til behag. Se, hvad troen virker af gerninger! Men som sagt: Er troen blot falsk og overtroisk, så Djævelen vil støtte den, kan man tro alt for urimeligt stærkt. Men når sandhedens lys har fordrevet mørket, så sætter Djævelen sig med al sin magt imod troen. Så ser man ingen Gud; så har man i stuen kun borde, stole og mennesker og på marken kun træer, sten og dyr, men ingen Gud, ingen Gud. Det er denne hedning i hjertet, som hindrer de troende i at gøre det gode med den lyst og iver, som de ellers ville gøre det med. For så meget elsker de dog deres Frelser, at hvis de blot rigtig troede, at de fik lov at tjene ham, så ville de løbe til det med stor glæde, selv om det var en lang vej. Hvis han selv kom synligt ind i deres hus og bad dem om mad eller klæder, så ville de visselig ikke spare på noget for ham, men tage det bedste frem, de havde. Men når han i sit sted sender et fattigt menneske, som har brug for mad, klæder eller penge, så er man meget betænkelig. Kunne vi da tro, at Jesus står ved siden af, ser på os og siger: «Alt, hvad I gør for min skyld mod disse mindste, det gør I mod mig» – åh, hvilken glæde vi da ville have ved at give eller låne ud, alt efter hvad der var brug for! Men da vi ikke rigtig tror noget, har vi heller ingen lyst eller drift til at gøre det gode.

Af det, der nu er anført, kan enhver vel se med egne øjne, at man ikke behøver at være en sand kristen for at gøre mange og svære gerninger, men kan endnu være en overtroisk katolik eller en blind hedning; at vi altså ikke skal lade os bedrage af gerningshelgenernes megen tale om gerningerne, men endnu en gang først overveje, om vi elsker Jesus, og det med den ægte brudekærlighed, altså for det, han har gjort, og det, han er i sin egen person, eller om det er med den «skøgekærlighed», som vi sidst talte om. For det andet kan vi her lægge mærke til, hvad Paulus siger: at vi ikke gør loven til intet ved troen, men at det netop er troen, som er den allervirksomste kraft til at frembringe gerninger.

Men skulle der igen være nogen, som gerne hører evangeliet, men alligevel ikke har fået en ny lyst og kraft til at gøre det gode, så bør en sådan lægge mærke til, at hans tro er død, at han ikke tror så levende på Kristus, som mangen hedning tror på sine guder. En levende tro kan umuligt være uden gerninger. Når man så blandt dem, der gerne hører evangeliet, også finder nogle, som ikke har nogen lyst og kraft til at gøre det gode, så må de enten være falske disciple, som altid findes blandet med de troende, ligesom Judas blandt Jesu tolv disciple og Ananias og Saffira i Peters menighed (ApG 5), eller også er det en midlertidig søvnighed og åndelig dovenskab hos en ellers levende kristen, efter Kristi ord om de ti jomfruer, både de kloge og de tåbelige: «Da brudgommen tøvede, blev de alle døsige og faldt i søvn», og Paulus’ ord: «Lad den Guds nådegave flamme op, som er i dig» (2 Tim 1,6).

Det er meget vigtigt at lægge mærke til denne forskel mellem disciple, som mangler gerninger, nemlig mellem Judas og Peter, som begge synder; for ellers kan man let bruge helt forkerte midler til at bedre dem. Gælder det de falske disciple, vores lette medvandrere og tilhørere ved evangeliet, som aldrig ved, hvad den «snævre port» vil sige, og heller ikke kender et helt opgør med Gud, en hel benådning i Kristus, eller som, selv om de engang har erfaret dette, alligevel er faldet i søvn på ny, så de nu ikke har nogen nød over deres hjertes ondskab og derfor altid har let ved at tro, men af deres tro ingen hellig kraft og drift til det gode har – så helbredes dette ikke blot med formaning og forbedring af livet. Nej, skal en sådan blive en kristen, der er benådet hos Gud, og ikke blot en gerningshelgen, så kræves der her en hel opvækkelse fra de døde, så han lærer det indvortes fordærv at kende og bliver elendig og ulykkelig i sin omvendelse (efter Rom 7,7–14) og kommer til en hel benådning i Kristus. Men det er en omvej, som er ubehagelig for naturen. Det er mere bekvemt, at du efter en alvorlig formaning og irettesættelse for dine fejlagtige gerninger blot begynder at forbedre dem, at passe bedre på dig selv, så du nu retter det, der er forkert i gerningerne, og med større flid gør det gode. Så mener du og mange andre, at det var en lykkelig forandring, at det nu er blevet bedre med dig; men Herren kender menneskenes skjulte ting – og han ved, at dine nu forbedrede gerninger kun er et smukt ligklæde over et dødt legeme – Herren ved, at dit hjerte ikke er genfødt og ikke ret elsker ham; og du er nu blevet en gerningshelgen i stedet for en åbenlyst uhellig. Nu er sygdommen skjult, men ikke for Gud. Vi gentager det, og hvis det var muligt, med en røst, som fik bjergene til at skælve: at det onde hos dig ved denne forandring blot er blevet værre, men fint og forførende; for den kom ikke ved den nye fødsels nåde, men af en blot lovisk eller menneskelig tilskyndelse, og den bliver nu din mægtigste støtte i den falske sikkerhed.

Se her en lignelse, som skal afspejle den lumske stilling, du nu lever i, og dens ulykkelige ende. I et rigt hus kommer en bejler til husets datter, og hun elsker ham af hele sit hjerte. Men med hans kærlighed til hende stod det ikke rigtigt til. Da en ven, som mærkede det, talte ham til rette for det, begyndte han med fordoblet iver at bevidne sin kærlighed til hende, nemlig med alle de sædvanlige ydre beviser, med gaver og tjenester og ord – og alt anses nu for at være godt. Men netop da brylluppet skal holdes, bliver det sande forhold pludselig afsløret, nemlig at han aldrig elskede selve personen, men kun husets rigdom, og at han kun derfor havde søgt at lade kærlighed skinne igennem med disse gaver og tjenester. Hvad bliver følgen? Jo, at alle de gaver, som den tiltænkte brud havde modtaget, og som havde været hende så dyrebare, da hun anså dem for beviser på kærlighed, på én gang bliver hende så modbydelige, at hun fejer alt det ud, hun har modtaget, og sender det tilbage til den falske bejler, og han bliver forbandet af alle i huset og kommer der aldrig mere. Sådan skal det gå dig, som ikke spørger efter, om din fromhed, forbedring og gode gerninger flyder af den rette kilde, af kærlighed til Kristus selv, af troens salighed i ham, eller blot af formaninger, advarsler og irettesættelser. Se på denne lignelse! Allerede for mennesker, som «ser, hvad der er for øjnene», har hjertets kærlighed i gerningen så stor betydning; hvor meget mere da for ham, alle hjerters ransager, som egentlig ser til hjertet! Og de samme gerninger, som er så dyrebare, når de udspringer af kærlighed, de samme gerninger bliver de grimmeste og mest modbydelige, når kærligheden mangler. Ja, ligesom de ubetydeligste gerninger, gjort af kærlighed, alligevel var velbehagelige for kærlighedens skyld, sådan kan de største gerninger være en vederstyggelighed, når de ikke flyder af kærligheden. Og det ser Herren! Og Herren skal dømme os på den yderste dag. Men når kærligheden nu aldrig kan befales og aldrig tages med menneskekræfter, men kun opstår i den nye fødsel, når du, helt dømt og tilintetgjort, får forsoning og nåde og bliver grebet af Kristi kærlighed, så vogt dig vel for enhver anden vej. Også du har jo en udødelig sjæl, også du skal jo engang fremstilles for Kristi domstol.

Men er det sådan, at det blot er en midlertidig kulde, ligegyldighed og mangel på årvågenhed, som har gjort dine gerninger mangelfulde, sådan som det sker for levende, men søvnige kristne, så helbredes det kun ved formaning, irettesættelse og påmindelser om at våge, sådan som apostlen Peter siger: «Jeg vækker jeres rene tanker ved en påmindelse» (2 Pet 3,1). Når de nu blot gnider søvnen ud af øjnene og bliver ædru og vågne, så er alt straks godt. Og Gud bevare dem for nogen yderligere omvendelse! Det er netop ved en sådan opvækkelse fra en midlertidig søvnighed, at Satan passer på og vil indgive dem mistanke mod hele Kristi evangelium og deres enfoldige tro på det, kun fordi det har kunnet ske for dem, at de er blevet fejlagtige i deres vandel, kun fordi de ikke er blevet helt befriet fra al skrøbelighed; og fjenden lover dem nu en helt ny og mere varig kraft, hvis de vil give sig til den «by under bjerget Sinaj», som vi lige har omtalt – man skal nu ikke straks gå til Frelseren, men først klæde sig op i en ny dragt af egne gode gerninger – og lykkes det sådan, at de nu er blevet tilfredse med deres kristendom og helliggørelse, så er den sidste vildfarelse blevet værre end den første; for det er selve døden, hvis man får en sådan fromhed, som man bliver tilfreds med.

Hellere vil jeg ligge / i støvet og tigge / nåde i Jesu blod / end som selvretfærdig, / hellig, stærk og værdig / have trøst og mod.

Hellere syndbelastet, / falden, dømt, forkastet, / skyldig og uren; / tolder og skøge / kan Jesus søge, / men ej farisæeren.

Hertil skal kun føjes, hvad vi allerede tidligere har vist mere udførligt: at hvis manglen i gerningerne skyldes mangel på tro og glæde i Herren (som «er vores styrke») – når det altså er et lovdruknet sind, som allerede lider af trældomsånd, som kun vil se på sig selv og ikke på Kristus og netop «derfor mangler al kraft» (Neh 8,10; 1 Joh 5,4; Gal 3,2.5) – så nytter det i denne tilstand, som betegnes med de svage, syge og sårede får, heller ikke at ville helbrede det skrøbelige liv med idelig moraliseren og tilskyndelse – det ville blot gøre sygdommen værre – men så kræves det tværtimod, at troen og barnetilliden først hjælpes op igen, hvorved også kærligheden og kraften vender tilbage; og alt dette sker kun ved det lyse evangelium om Kristus. Det er altså egentlig over for ligegyldighed, uforsigtighed og åndelig dovenskab, at nådens børn kan forbedres ved formaninger, og over for Djævelens listige angreb og den falskhed, der sniger sig ind i ånden, ved de alvorligste advarsler. Og da også de kristne er i fare for alt dette onde, er det overordentlig vigtigt, godt og velgørende da at få Herrens milde advarsler og formaninger; da vækkes det rene sind, som har slumret, da opliver og styrkes vores ånd, da renses vores liv, og hele vores indre menneske vokser. Så god bliver frugten, når man ret deler sandhedens ord (2 Tim 2,15). Og lad dette være nok om de forskellige årsager til manglende gerninger blandt kristne og om de forskellige lægemidler. Gud give os nåde til alvorligt at tage os til hjerte, hvad vi nu vil betragte af Kristi ord!

Når Herren her siger til Peter: «Elsker du mig, så vogt mine lam, vogt mine får», er det med andre ord, som om han havde sagt: «Elsker du mig, så gør trofast og flittigt, hvad jeg har pålagt dig»; for vi husker, at Peter allerede tidligere var kaldet til denne tjeneste at passe Kristi får. Og ved den omstændighed, at Herren egentlig kun mindede Peter om hans kalds gerning, får disse ord den vide betydning, at de taler til os alle, hver i sin stand, eftersom ethvert menneske dog altid har et eller andet kald fra Herren. Men vi vil først give agt på ordene, sådan som de i første række blev talt til Peter og alle sjælesørgere. Når Herren tre gange siger: «Elsker du mig? Vogt mine får», så har han dermed også udtrykt, hvor ømt hans lam og får lå ham på hjerte, og har med tanke på dem villet sige: «Elsker du mig, så betror jeg dig det dyreste, jeg har på jorden, mine lam og får; du kan aldrig bedre vise mig din kærlighed, end når du med megen ømhed passer dem for mig.» Og videre har han villet sige, sådan som Augustin udlægger Herrens mening: «Hvis du elsker mig, så tænk ikke på at føde dig selv, men mine får, og fød dem som mine, ikke som dine; søg min ære i dem, ikke din, mit herredømme, ikke dit, min vinding, ikke din.» Og når Herren allerførst nævner lammene og her bruger et ord, som egentlig betegner de mindste blandt lammene – «vogt mine små lam» – så får vi her igen et glimt af hans ømme hjertelag og rent guddommelige kærlighed, som ikke ved af nogen menneskelig forrang, men holder det ubetydeligste menneskevæsen lige så dyrt som den største konge eller kejser – ligesom han også, da der var tale om den største i Himmeriget, stillede et lille barn frem foran de store apostle Peter og Johannes. Hermed giver han altså sine underhyrder den lære ikke at forsømme det ubetydeligste menneskebarn, men med ren kærlighed at have omsorg for alt, hvad der har en udødelig sjæl, som skal blive enten evigt salig i himlen eller evigt fordømt. Og til en så stor salighed eller ulykke skal et svagt menneske blive redskab! Gud hjælpe da alle dem, der har det høje, ansvarsfulde kald på sig! Vi vil ikke tale om det forfærdelige overmod hos dem, der vover at gå ind i dette embede uden den ringeste kærlighed til Jesus og hans dyrekøbte får og selv er helt uomvendte og kun søger brødet, så hele den frygtelige skildring i Ezekiels 34. kapitel passer på dem: «De føder sig selv, spiser det fede og klæder sig i ulden, men fårene føder de ikke» – de har et så forfærdeligt mod til at spotte denne Kristi befaling, at den, der ser og forstår det, må blive helt rystet og tænke på Kristi ord: «Det var godt for det menneske, om han ikke var født.» Det var netop ved denne tanke på utro hyrder, at profeten Jeremias siger: «Mit hjerte vil briste i mit bryst, alle mine ben skælver; jeg er som en drukken mand og som en mand, der er overvældet af vin» (Jer 23,9).

Men Kristus taler i vores tekst til en tro sjælesørger. Måtte også enhver sådan tage sin Herres ord helt dybt til hjerte! «Elsker du mig? Vogt mine lam! Vogt mine får!» Og måtte alle kristne med hjertelig deltagelse, kærlighed og brændende forbøn støtte og hjælpe alle tro sjælesørgere, som har forstand og hjerte for deres kald, men som dog netop på grund af kaldets store vægt og krav mere end nogen anden kristen må pådrage sig skyld, blot fordi deres kald kræver en så vedvarende flid og nidkærhed for sjælene, at det er umuligt, at en vågen lærer i en sådan stilling ikke ofte skal bære et tynget og såret hjerte. Når man tænker på Herrens ord til sin tjener Ezekiel, kap. 3: «Menneskesøn, dig har jeg sat til vægter osv. Når jeg siger til den ugudelige: Du skal dø, og du ikke advarer ham osv., så skal han, den ugudelige, dø for sin synd, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Og hvis du har advaret den ugudelige, og han ikke vender om, så skal han dø for sin synd; men du skal have frelst dit liv» – når man betænker, at det er efter denne regel, Herren dømmer sine vægtere; og for det andet, at sjælesørgeren på ingen måde har opfyldt sin pligt ved at forkynde Herrens ord på de timer, som loven fastsætter, men at han, når han ser på sin Herres nidkærhed og på sjælenes behov, efter Paulus’ ord må «træde frem i tide og utide» – egentlig «til belejlig og ubelejlig tid» – og vise til rette, irettesætte, formane osv., at han må gøre alt, hvad der kan gøres for at frelse sjæle; og nu har han jo på alle sider, i husene, på veje og gårde, bortkomne får og lam, sikre og uvidende mennesker, og han kan gøre meget mere for at vække og frelse dem end blot med den foreskrevne prædiken; han kan hvert øjeblik gøre noget med personlig tiltale og kærlige samtaler med mennesker om deres sjæle, og vi ved, at et eneste ord, talt til et enkelt menneske, som regel gør et langt dybere indtryk end den længste prædiken fra prædikestolen; en sådan tiltale husker den, der får den, som regel, så længe han lever, den vender tilbage i tankerne om natten og under arbejdet – når man betænker alt dette, så kan man undre sig over, at en oplyst sjælesørger nogensinde kan have ro, så meget mere, hvis han ville unde sig ro til hele dage at «leve for sig selv» med bare verdslig snak, verdslig læsning eller andet verdsligt arbejde. Og vi skal se, at de lærere har forstået deres kald ret, som ikke vil beskæftige sig med andet end arbejdet for sjæles frelse, kun med undtagelse af de stunder, der kræves for at hente kræfter til nyt arbejde – om hvilket Jesus sagde til apostlene: «Kom alene med mig til et øde sted, og hvil jer lidt; for der var mange, som kom og gik, så de ikke engang havde tid til at spise» (Mark 6,31, jf. 3,20–21). Så høje krav grunder sig alene på selve kaldets store betydning: at frelse sjæle fra den evige fortabelse, at blive redskab til udødelige sjæles evige salighed (Jak 5,20). Luther siger: «Det er en from sjælesørgers kald og dyder, at han forøger Guds rige, fylder himlen, plyndrer helvede, røver Djævelen, forebygger synden, underviser verden og trøster enhver i hans stand, opretholder fred og enighed, opdrager ungdommen omhyggeligt og planter al slags dyd blandt folket; kort sagt, at han skaber en ny verden og bygger ikke et forgængeligt hus, men et evigt, herligt paradis, hvor Gud selv bor. Derfor kan intet bjerg af guld eller sølv i et land lignes med denne skat: en tro sjælesørger.»

Åh, den, som med vågne sanser betænker et sådant kalds herlighed, betydning og alvor, ville ikke have mange ledige stunder i livet – og det er ikke underligt, hvis en sådan lærer, trykket under byrden af et så stort kalds vægt og af den skyld, han derfor pådrager sig, med angst skulle klage: «Jeg vil give frit løb for min klage, jeg vil tale i min sjæls bedrøvelse. Til Gud siger jeg: Døm mig ikke skyldig!» Men på den anden side bør ingen glemme, hvad apostlen Paulus bemærker, at «af forvaltere kræves der intet andet, end at enhver findes tro» (1 Kor 4,2), det vil sige, at de står i det tros- og kærlighedsforhold til Herren Kristus, at de oprigtigt ser på ham og stræber efter hans bifald, så alt, hvad de gør, hvad enten det er hvile eller arbejde, er aftalt med ham og altså «gøres i Jesu navn». Så skal Kristi ord og eksempel være deres afgørende livsregel; de skal være på samme vej som deres Herre, selv om de ikke kan gå den så godt som han – selve vejen og arbejdet er dog de samme. Og så bliver også vejmærkerne de samme, nemlig kors – forhånelse og bedrøvelse fra verden, fristelser og brændende pile fra Djævelen – men også glæde over sjæle, som vindes for Guds rige. Også om dette kendetegn bemærker Luther: «Utro prædikanter har den lykke, at man finder sig i og tåler al deres tåbelighed, og selv om man mærker og ved, at de groft spotter Herren, tager man dog til takke med dem. Men bliver en lærer ret tro, så han ikke blot forstår at straffe verdens ondskab, men også kæmper den samme kamp som Kristus og Paulus mod farisæerne, så kan man slet ikke tage til takke med ham, men man lurer på alle hans ord og gerninger for at kunne fange ham; og hvor man kan finde en splint eller blot noget, der ligner en, der gør man den til idel store bjælker; der er ingen overbærenhed, men idel dømmen, bedømmen og fordømmen. Derfor er det et forargeligt embede at prædike, så man kan ikke holde det ud, hvis man ikke alene har Guds ære og næstens gavn for øje. Læreren må arbejde og lade andre høste æren og gavnet; han må have spot og lidelse til løn. Her gælder det at elske og ikke nyde og dog ikke lade sig forbitre. Det må Guds Ånd gøre; kød og blod gør det ikke.» Kort sagt ser vi, at læreren må være født på ny og elske Jesus, hvis han ret skal vogte hans lam og får. Det er kun ved denne fødsel, det er kun ved en levende og salig hvile i Kristus, at der i hjertet bliver en kilde med levende vand, som strømmer til evigt liv. Det er hemmeligheden ved al sand nidkærhed, kraft og velsignelse. Men når et hjerte ret har smagt nåden nu at kende sin Herre og Frelser og være forenet med ham og ved ham at være evigt fri for alt ondt, så bliver et sådant hjerte så «gennemtrængt af himlen», som Luther siger, at det nu ikke længere kan beholde dette for sig selv, men bryder ud i kærlig nidkærhed for, at også flere må lære denne Frelser at kende. Det bliver en ånd, som nu uophørligt er nidkær, prædiker, beder og sukker for, at mange må komme til denne nåde. Det er en urolig ånd i den største ro (nemlig i Guds nåde og fred), så han ikke kan være stille eller uvirksom, men bestandig kæmper og er nidkær for sjæles oplysning og frelse og for udbredelsen af Guds ære. Og hvor ånden således er «tro», er der ikke længere tale om, hvad den person udretter eller formår – det er allerede afgjort, at vi intet formår, at alt beror på, hvad Gud giver – og så er han helt og holdent under Guds nåde, både hans person og hans arbejde i Herren.

Men nu skal vi også se, hvad en kristen i almindelighed her har at tage til sig. Teksten synes især at være egnet til at gøre enhver kristen opmærksom på sit kald. For ud over det, som vi bemærkede fra begyndelsen, at Peter allerede i forvejen var kaldet til sjælehyrde og derfor nu egentlig kun fik en ny påmindelse om sit kalds gerning, så forekommer der også i v. 21 og 22 noget særlig lærerigt. Herren havde forberedt Peter på hans kommende martyrium og sagt: «Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var yngre, bandt du selv bæltet om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine hænder ud, og en anden skal binde bæltet om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil.» Og Johannes bemærker, at dette var en antydning af, hvilken død Peter skulle dø. Kristus tilføjede også nu det betydningsfulde ord: «Følg mig!» Men så fortæller Johannes, at Peter vendte sig om, så på den discipel, som Jesus elskede, og spurgte: «Herre, hvordan skal det så gå ham?» Da sagde Jesus til ham: «Hvis jeg vil, at han skal blive, til jeg kommer, hvad kommer det så dig ved? Følg du mig!» Det lærerige ved dette sted er at se, hvor hurtigt og alvorligt Herren river Peter tilbage fra at se på en andens vej og skærper hans opmærksomhed alene på hans eget kald og lader ham forstå, at al vægt ligger på dens vilje, som kalder. «Hvis jeg vil,» siger han. Her er det vigtigste ord i Skriften om vores gerninger. Her er det ord, som gør et menneskes gerning stor, vigtig og dyrebar – «jeg vil» – her er det ord, som gør, at den allermindste og mest ubetydelige gerning, som at feje et gulv, for Gud kan være meget mere dyrebar og hellig, end om jeg byggede et stort tempel for Herren eller drog ud for at omvende hedninger, nemlig når den første gerning er mig befalet af Gud, og de sidste er gerninger, jeg selv har valgt.

Åh, gid vi dog engang måtte få øjnene åbnet for dette forhold! For intet lammer ellers villige og trofaste sjæles iver efter gode gerninger så meget som det, at de umuligt kan komme bort fra vores gamle tilbøjelighed til at se på gerningens eget værd og anseelse og, hvis det er ringe, straks at regne gerningen for mindre hellig og mindre velbehagelig for Gud, idet de helt glemmer den store Guds vilje og befaling, som alene giver en gerning dens værd. Dog har Gud lige fra verdens begyndelse, lige fra den første prøve, som mennesket blev stillet på, villet skærpe vores opmærksomhed for det forhold, at for ham gælder den mindste gerning lige så meget som den største, at det alene afhænger af hans ord, og at han kun søger vores lydighed – tro, kærlighed og lydighed – nemlig dengang Gud bandt hele verdens store prøve til den lille gerning ikke at spise af et bestemt træ i paradiset. Mærk dig dog engang og forstå, at for os mennesker er der vel stor forskel på gerninger – der tilføres for eksempel mennesker et umådeligt større gode gennem den trofaste sjælesørgers eller missionærs tjeneste end gennem håndværkerens eller tjenestepigens – men for Gud er den ene tjeneste lige så velbehagelig som den anden, når den blot er udsprunget af tro og lydighed mod hans ord.

Vor Herre Gud har på jorden et stort rige, hele menneskeheden, med både dens verdslige og dens åndelige regering, og i dette rige er der mange slags behov, og der kræves mange slags tjenere og mange slags tjenester, som alle er nødvendige for helhedens bedste. Der kræves konger og undersåtter, nogle der befaler, og nogle der adlyder, lærere og elever, forældre og børn, husbønder og tjenere, og de har alle forskellige kald, pligter og gøremål; og disse forskellige kald, pligter og gøremål er alle lige dyrebare for Gud, fordi han har indstiftet dem. Desuden er de også alle nødvendige og uundværlige for os. Det er dette, Paulus fremstiller med billedet af de forskellige lemmer på et legeme, når han siger: «Alle lemmerne har ikke den samme opgave. Hvis hele legemet var øje, hvor blev så hørelsen af? Var det helt og holdent hørelse, hvor blev så lugtesansen af? Men nu har Gud sat hvert enkelt af lemmerne på legemet, sådan som han har villet. Øjet kan ikke sige til hånden: ’Jeg har ikke brug for dig,’ og hovedet heller ikke til fødderne: ’Jeg har ikke brug for jer.’ Men tværtimod er de af legemets lemmer, som synes at være svagere, nødvendige. Sådan er vi, de mange, ét legeme i Kristus, men hver for sig er vi hinandens lemmer og har forskellige nådegaver efter den nåde, der er givet os» – og forskellige kald (1 Kor 12; Rom 12). Nu har Gud givet sine særlige forordninger for hver eneste af disse forskellige stande, som for børn og forældre, mand og hustru, husbønder og tjenere, sådan som enhver kan se i «Hustavlen». Og da nu ethvert menneske nødvendigvis må tilhøre en af disse stande, så har også hvert enkelt menneske sine befalinger fra Herren. Ved disse Guds befalinger til hver stand kan enhver, som gør de gerninger, Gud har forordnet for hans stand, være lige så vis på, at han gør Gud en tjeneste, som hvis Herren særskilt besøgte ham og bad om denne gerning; da ville man sandelig være overmåde lykkelig alene over at få lov at gøre ham en tjeneste. Herom siger Luther: «Hvis Gud besøgte dig med nogle engle og befalede dig blot at feje gulvet, så ville du af glæde ikke vide, hvordan du skulle bære dig ad. Var da denne gerning så stor og vigtig? Slet ikke for gerningens egen skyld, men alene fordi Gud har befalet det.» Hvis en tjenestepige, som mener, at hun har en ringe stand, og aldrig synes, at hun har lejlighed til at gøre gode gerninger, rigtig kunne betænke dette, så ville hun have den store glæde i sit hjerte, at hun med alle sine simple huslige gøremål gjorde lutter gode gerninger og hele tiden fik lov at tjene Gud, fordi hendes stand og gøremål lige så vel er forordnet af Gud som en biskops eller en missionærs gerninger. Forsømmer du derimod det, Gud har forordnet for din stand, og gør i stedet en gerning, som i sig selv er meget stor, så er den intet værd for Gud, og din forsømmelse af det, som var dig befalet, er en stor synd.

Se, det fik Peter at lære, da Herren sagde: Hvis jeg vil, at den discipel skal blive osv., følg du mig, gør du kun det, som du er befalet. Ja, her er endnu et lærerigt forhold. Til vores tilbøjelighed til at se på gerningernes eget værd hører også, at vi sædvanligvis regner en gerning for stor og hellig i samme grad, som den er svær. Nu er det sandt, at Guds vej sædvanligvis bliver svær for kødet, om gerningen er nok så lille og let; men vores vildfarelse er, at det skal være en stor ydre lidelse, der giver en gerning stort værd, så for eksempel ingen regnes for så hellig som en martyr. Men hvad skal vi så sige her, når netop «den discipel, som Jesus elskede», ikke blev martyr, men fik lov at dø en naturlig død? At Peter blev martyr, men ikke Johannes, som udbredte Kristi rige langt videre; at Johan Hus blev brændt, mens Luther gik fri, han som gjorde pavedømmet endnu større skade – alt sådant beror helt og holdent på Guds beslutning og kald. Det ene er lige så godt for Gud som det andet, ligesom en strengere og en mildere levevis, når dog den samme Kristi kærlighed virker i dem begge; herpå har vi et bemærkelsesværdigt eksempel i Luk 7,33–34, hvor Kristus påpeger forskellen mellem sin egen og Johannes Døberens levevis: Johannes hverken spiste brød eller drak vin, levede i ørkenen af græshopper og vildhonning og var klædt i den grove dragt af kamelhår; Kristus derimod spiser og drikker som andre mennesker, ja endog «af vintræets frugt», og er klædt som andre; og de er begge de største mænd, der har vandret på vores jord. Med de helliges forskellige levevis har Kristus villet lære os ikke at se på gerningernes eget udseende, men alene på Guds ord, på troen og lydigheden. Sådan ser vi også i vores tekst endnu en forskel i gerninger hos de to største apostle, nemlig at så snart de genkendte Jesus på stranden, kastede Peter sig i vandet for straks at komme til sin Herre; men «den discipel, som Jesus elskede», viste ingen sådan iver, han blev endnu i båden, indtil nettene med alle fiskene var trukket ind. Alt dette skal lære os ikke at være børn i forstanden og se på en gernings ydre anseelse, men vide, at Gud vil have en uendelig afveksling i sit rige, og at kun én ting gør en gerning ond eller god: om Gud har talt om den og befalet eller forbudt den, eller i det mindste at vi i det store kærlighedsbud kan finde den påbudt eller forbudt; for dette er alle budenes ånd og mening: «Elsk din næste som dig selv! Gør din næste intet ondt! Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det skal også I gøre mod dem.» Var det så blot med et blik, et ord, en klædedragt, et suk (Jak 5,9), at du gjorde din næste ondt, så er det straks imod Guds store kærlighedsbud og dermed en stor synd; derimod kan du også på utallige måder gøre din næste godt, så man ikke engang kan sige, hvad du skal gøre – det skal din kærlighed, din kristelige oplysning og din dømmekraft sige dig ved hver lejlighed. Som Luther siger: «Gode gerninger er ikke, at man giver almisse og beder, er ikke nogle bestemte gerninger, som man kan foresætte sig at øve, sådan som hyklerne gør; men gode gerninger er alt det, hvormed du ser til din næstes bedste og tjener ham, når han har brug for det, hvad enten det er ved at give almisse, bede, arbejde, faste, råde, trøste, belære, formane, irettesætte, undskylde, klæde, give mad, låne, give husly, bære over med og tilgive.» Se, sådan er en hvilken som helst gerning lige god og velbehagelig for Gud, når den sker i kærlighed og til næstens gavn, for det har Gud befalet, og når du ikke forsømmer dit kald, men allerførst passer dets gerning – for det vil Gud først og fremmest have af os.

Gid nu enhver ville anvende dette på sig selv og sin stand! Du er for eksempel ægtemand eller hustru. Hovedbudet, som Gud har givet ægtefæller, og som samtidig er hovedbetingelsen for lykken i ægteskabet, er: at elske! – «I mænd, elsk jeres hustruer» (Kol 3,19), «hustruerne skal elske deres mænd» (Tit 2,4); men vær forberedt på, at selv om du begynder ægteskabet med den varmeste kærlighed, vil Djævelen ikke længe lade den være uanfægtet. Da vil du snart se sådanne mangler og skrøbeligheder hos din ægtefælle, at fjenden vil puste et helvede op mellem jer, hvis du ikke her er på vagt og nu ser på Guds ord og alvorligt råber til den eneste mægtige hjælper. Det er de to midler mod Satan. For det første at se på Guds ord og velbehag i jeres ægteskab, nemlig således at du betænker, at netop denne skrøbelige ægtefælle har Gud villet, at du skulle have og elske og vise mildhed og forstand. Dette er det første punkt, som er så nødvendigt, at hvis det bliver taget fra dig, så er der ingen hjælp. Hvad? Jo, at det er netop denne skrøbelige ægtefælle, Gud har villet, at du skulle have og elske. «Men hvis jeg egenrådigt har taget denne ægtefælle og ikke rigtig har bedt Gud om hans vilje?» Svar: Det er sandt, Gud har givet mennesket en valgfrihed, som ofte bliver det til straf og tugt, når det ikke vil spørge sin Gud; men mærk dig: Når I nu alligevel er blevet forenet, så har Gud dog givet dig denne ægtefælle – forskellen er blot, at du egenrådigt og kødeligt selv valgte og ikke spurgte Gud om valget. Men det kan under alle omstændigheder umuligt være sket uden Guds tilladelse; og Gud er så nådig, at han alligevel vil gøre dig lykkelig, hvis du blot nu føjer dig efter hans ord. Det var ganske vist Guds egentlige vilje, at Israel ikke skulle have konger (1 Sam 8,7); men da folket stædigt forlangte en konge og fik, hvad de forlangte, forlod Gud dem ikke af den grund, men gjorde dem lige så meget godt bagefter som før; de fik blot noget mere at lide (v. 11–17). Ja, selv i det babylonske fangenskab ville Gud gøre dem godt, når de blot nu skikkede sig vel og bad for byens bedste (Jer 29). Sådan vil Gud under alle omstændigheder gøre dig godt, når du blot nu vil føje dig efter hans ord. Men endnu mere kan du glæde dig, hvis du ved, at du har bedt Gud om hans vilje, selv om vi aldrig kan bede, som vi bør; du har da dog den sikreste vished om, at din ægtefælle er netop den, som Gud har beredt og bestemt for dig. Det kan du være helt vis på – forudsat at du ikke er så mørk en hedning, at du ikke tror på nogen Guds nærvær og styrelse. Hvorfor skal man bede til Gud, hvis ikke netop for at han skal regere over begivenhederne trods al vores egen vilje? Og Herren Kristus siger: «Endog alle hårene på jeres hoved er talt. Ikke én spurv falder til jorden uden jeres Fader. I er mere værd end mange spurve.» Skulle han da lade noget så vigtigt ske for dig uden sin vilje? Gud hjælpe dig til besindelse og tro på dette punkt, så har du deri den fasteste grund for lykken i dit ægteskab. For hvis du virkelig tror, at Gud selv har givet dig denne ægtefælle og sagt: «Elsk denne, påtag dig at vise denne ømhed, overbærenhed og troskab hele livet igennem» – så vil du, hvis du er en kristen, blive hjertelig glad for din ægtefælle; du vil da elske og være lykkelig. At give agt på Guds ord er videre at overveje, hvad Gud har foreskrevet dig i denne stand – hvad han har foreskrevet dig, og ikke blot hvad han har foreskrevet din ægtefælle – og her må «Hustavlen» tages frem. Og endelig må ingen tro, at han alene ved at betragte Ordet, ved årvågenhed og iagttagelse kan modstå Djævelen; men her gælder det også endelig om at bede for alvor og udholdende. Gud alene har de onde magter i sin vold. Han vil hjælpe os.

Har du også det dyrebare og ansvarsfulde kald at være forælder, så har du også gerninger at gøre, som i sig selv og i deres følger er de allervigtigste – nemlig netop at passe Kristi lam for ham; alle kristne børnelærere og lærerinder er også indbefattet heri. Til jer alle siger Herren Jesus: «Elsker du mig, så vogt mine lam!» Opdrag disse mine mindste små for mig! De har udødelige sjæle, som enten skal blive evigt salige eller evigt fortabte. De har åbne og bløde hjerter, som tager imod alt, hvad de ser og hører; og de billeder, der nu præges ind i dem, følger dem for en stor del hele livet. Åh, hvilken nåde og visdom der her kræves for med forstand at bruge både tugt, mildhed og Guds ord på disse små! Omtrent det samme, som gælder for forældre, gælder også for husbønder og husmødre. Gud hjælpe enhver til blot alvorligt at tænke på Herrens ord for virkelig at handle derefter! Er du et barn under forældre eller en tjener under husbondsfolk, så koster det vel ofte noget altid at være underdanig, lydig, ydmyg, høflig osv., som Guds ord lærer; men hvis du er et Guds barn og elsker Frelseren, så skal det jo være din højeste lyst at øve disse stykker til hans behag og ære. «Ær din far og din mor, hvilket er det første bud, der har et løfte med sig.» At børn ærer og adlyder deres forældre, «det er velbehageligt i Herren», siger Apostlen. Og gid kristne børn aldrig må glemme de tre stykker, som Sirak giver dem at øve: «Ær far og mor med gerninger, med ord og tålmodighed! Så skal deres velsignelse komme over dig; for farens velsignelse bygger huse for børnene, men morens forbandelse river dem ned» (Sir 3,9–10). Også til tjenerne har Bibelen særskilt talt mange dyrebare ord: «I tjenere, adlyd jeres jordiske herrer i alt, ikke med øjentjeneste som de, der vil behage mennesker, men i hjertets enfold i frygt for Herren. Og alt, hvad I gør, gør det af hjertet som for Herren og ikke for mennesker, idet I ved, at I skal få arven som løn af Herren; for I tjener Herren Kristus. Men den, som gør uret, skal få den uret igen, som han har gjort, og der er ingen personsanseelse» (Kol 3,22–25). Mærk jer her det dyrebare ord: «som for Herren og ikke for mennesker»; «I tjener Herren Kristus». Og igen siger samme apostel til Titus: «Forman tjenerne til at være deres herrer underdanige, så de er dem til behag i alt, ikke modsiger, ikke er uærlige, men viser al god troskab, for at de i alle stykker kan pryde Guds, vor Frelsers, lære.» Se, hvilken dyrebar bevæggrund for tjenere, som elsker deres Frelser, til i alt at være til behag, ikke modsige, ikke være uærlige osv.; nemlig «for at de i alle stykker kan pryde Guds, vor Frelsers, lære». Når tjenere, der bekender Kristus, også med deres liv viser, at der er en sand Guds nåde og kraft i deres hjerter, så kan intet være mægtigere til at vække og overbevise deres medmennesker om evangeliets sandhed og om omvendelsens virkelighed og nødvendighed. Sker det derimod omvendt, at en tjener vel med munden bekender sig til Kristus, men med sit liv, i huset, i køkkenet, viser sig egensindig, ulydig og modsigende, så kan intet kraftigere forhærde disse vantro medmennesker, som nu synes at få fuld grund til at foragte kristendommen og holde den for lutter hykleri. Og intet kan vel tænkes mere forfærdeligt, end at et Guds barn skulle blive et middel til andres forhærdelse og sikkerhed. Se da, hvor nødvendigt det er at våge og give agt på sig selv! Og gid ingen tjener må glemme, hvad Peter påpeger, nemlig at tjenernes forpligtelser er de samme, selv om deres husbondsfolk ikke er gode og fromme; han siger: «Vær jeres herrer underdanige, ikke alene de gode og milde, men også de vrangvillige.» Grunden er, at «I tjener ikke mennesker, men Herren», at det er for Herrens bud og vilje, at I skal gøre alt dette.

Alt dette er nu kort og enkelt i ord, men åh, hvor langt, svært, besværligt og indviklet bliver det ikke ofte i udøvelsen! Gud selv, almægtig og nådig, hjælpe da alle sine kristne!