Troens bøn tager Gud på ordet

(Femte årgang, 1846)

Det er et skadeligt misbrug af bønnen, når man i bønnen går uden for Ordet. Mange beder om og tror på sådant, som Gud aldrig har lovet, og det er at friste Herren og bedrage sig selv – som hvis nogen ville bede Gud om det daglige brød, men ikke selv ville arbejde; bede Gud opretholde hans åndelige liv, men ikke selv ville bruge Guds ord; bede Gud om nåde til helliggørelse, mens han endnu er under loven, og om kraft til troens frugter, mens han endnu ikke har troen og endnu ikke er podet ind i Kristus; eller bede om en salig død, skønt han aldrig i sin levetid har vandret ad den vej, der fører til livet; eller bede uden forbehold i ting, hvor det er uvist, hvad den alvise Gud ser er mest gavnligt, osv. Alt sådant er at friste Herren og bedrage sig selv. Troen og bønnen må altid have et løfte fra Gud at bygge på, ellers er de forgæves.

Andre derimod har løfter og tilsagn fra Gud om de ting, de ønsker sig, men de bruger ikke disse løfter, tænker ikke over dem, tager ikke Gud på ordet, men går bort uden både tro og bøn; eller også beder de, men uden tro på Ordet, og beder så ud i luften og beder derfor også med kulde og ulyst. Det hænder undertiden selv de mest oprigtige af nådens børn. Det er især til dem, vi denne gang vil tale.

Det er en meget almindelig mangel og klage blandt Guds børn, at «de ikke kan bede», sådan som de burde og gerne ville. Ofte ser de med sorg og savn tilbage på den første tid af deres åndelige liv og husker, hvor varme, levende og flittige de dengang var i bønnen; nu derimod slæber de sig af sted med en sørgelig træghed, kulde og forsømmelighed i den. Årsagen til denne skrøbelighed er i hovedsagen den samme som til alle deres øvrige mangler. De er endnu ikke lutter ånd, men også kød, og kødet har ingen lyst til det himmelske. Men at de i den første tid var så varme og levende i bønnen, var nok ikke en følge af, at de dengang var rigere på tro og ånd; men sådan som Guds sædvanlige husholdning er, fik de dengang som spæde børn lov at nyde rigelige følelser af nådens sødme; de fik lov at ligge som Johannes ved Frelserens bryst. Nu derimod tages disse følelser fra dem i samme grad, som troen vokser og trænger til at øves og prøves. Men skulle vores bøn helt følge følelserne og høre op, når de aftager, så var det forbi med hele vores liv i nåden. Bønnen bør udgå fra omvendelse og tro og ikke fra tilfældige følelser. Det er også sikkert, at de alvorligste årsager til kulde og forsømmelighed i bønnen er dem, der kommer af mangel på omvendelse og tro, eller som består i søvnighed og vantro. Søvnigheden gør, at man ikke føler og besinder sig på den nød, de behov og farer, man befinder sig i; og vantroen gør, at man, når man føler nøden og behovet, ikke venter sig nogen hjælp hos Herren. Så går Guds børn ofte midt iblandt de største farer uden at frygte noget, eller også midt i den største frygt, sorg og nød uden at håbe og bede om noget fra Herren, skønt han dog altid både vil og kan og gør, hvad han har lovet os.

Sandelig, her mangler ikke nød og behov – fejlen er blot, at vi ikke ser og føler dem. Men der mangler heller ikke kraft og hjælp, nåde og gaver hos Herren; nej, han har overflod af alle slags kræfter og gaver, som vi har brug for. Han har tilmed både vilje og evne til at give os dem; fejlen er blot, at vi tror så lidt og beder ham om så lidt. Men du, som ikke har noget at bede dit livs Herre og Gud om, har du da så meget, som du ønsker at have, af tro og tillid, af glæde i Gud, af tilfredshed med din lod, af gudsfrygt, ydmyghed, kærlighed og gode gerninger? Er du så flittig og tro, som du ønsker at være, i at lovprise Gud, i bøn og påkaldelse, i at bekende Kristi navn? Lider du aldrig under nogen fristelser og synder, fra Satan eller fra verden? Og er du sikker på, at Satan ikke vil gøre dig noget ondt, selv om du ikke selv ser det nu? Har du ingen medmennesker, hvis åndelige eller legemlige nød du vil tage del i med dine forbønner? Kort sagt: er du da så rig, har du så nok, at du ikke har brug for noget? Nej, siger du, tværtimod mangler jeg meget. Men hvorfor beder du så ikke om noget fra ham, som siger: «Bed om det, jeg skal give dig!» – som siger: «Jeg vil have min lyst i at gøre dem godt»? Ve, ve dig, du lede vantro, og vores forblindede hjertes mørke, som aldrig lader os nyde og bruge det gode, Gud har villet give os! Det var sandelig umagen værd at opsøge og tage alle midler i brug til at styrke troen – især til de tider, da mørke, nød og anfægtelse kommer over os, da synden for alvor angriber samvittigheden, da dybene bruser og Gud synes at være tusind mil borte, da ingen bønhørelse mærkes, men det onde bliver værre, jo længere og jo mere jeg beder. Åh, da er det nødvendigt, at bønnen står på en fastere grund end følelse og indtryk, at den er en troens bøn. Men hvad der kræves til en ret troens bøn, skal vi se af nogle af de gamle helliges bønner. Se her først i korthed, hvad der kræves til en sådan bøn.

Det første, der kræves til en ret troens bøn, er, at bønnen ikke er dit eget påfund, men at du stiller Guds befaling og tilsagn frem for dig og siger til Herren: «Du har befalet mig at bede, nu gør jeg, hvad du selv har befalet mig»; eller med David: «Mit hjerte holder dig dit ord for: Søg mit ansigt. Ja, dit ansigt, Herre, søger jeg» (Sl 27,8) – nu gør jeg, hvad du selv har befalet mig. For det andet, at du ikke kommer frem for Gud blot med dine egne tanker, dit eget onde, løgnagtige hjertes domme om ham, om hans sindelag og hans svar til dig, men at du væbner dig med hans egne ord, tænker over dem og holder dem frem, så du kan sige: «Jeg beder kun om det, du selv har lovet mig. Gør, som du selv har sagt; ja, gør efter din egen natur og lyst! Du har sagt, at du er ’nådig, barmhjertig, almægtig og sanddru’, at du vil have ’din lyst i at gøre os godt’, at du ’venter på at være nådig’ *); så gør da efter din egen natur, din lyst og dit sindelag.» Men et sådant billede af Gud vil fornuften, følelsen og Satan uophørligt prøve at rive ud af dit hjerte, hvis du blot giver dem det mindste ord at sige; derfor kræves her ofte en hård kamp for at blive ved Ordet. Hold da øjnene fæstet på Ordet uden det mindste sideblik og tænk sådan: «Er det ikke sandt, hvad der står om Herren, så er det mig lige meget, hvordan det så går mig.» For det tredje kræves der, at du ikke kommer frem for Gud med din egen værdighed eller i dit eget navn, men at du stiller din «mellemmand» frem for dig, ham i hvem Gud har alt sit velbehag – mere om det om lidt. Og for det fjerde, at du så vidt muligt indretter din bøn sådan, at din sag ikke kommer til at hvile på dig og din værdighed, men på Gud og hans ære; at det ikke er din tro, men Guds trofasthed, ikke troen i din bøn, men sandheden i Guds løfter, der kommer til at bestå prøven (men det skal snart forklares). Alt dette sker ved at tage Gud på ordet eller, som David siger, ved «at holde ham hans ord for».

*) Den gamle (svenske) oversættelse.

Se, det har været de gamle trosheltes kunst, når de i bønnen kæmpede med Gud, som vi ser af mange af deres bønner. Da patriarken Jakob var i angst og bævede for, at hans bror Esau og hans flok skulle komme imod ham, og nu bad Herren om hjælp, sagde han: «Min far Abrahams Gud og min far Isaks Gud, Herre, du som sagde til mig: Vend tilbage til dit land og til din slægt, så vil jeg gøre vel imod dig. – Red mig fra min bror Esaus hånd» (1 Mos 32,10). Se nu her. Først siger han: «Min far Abrahams Gud og min far Isaks Gud, Herre» – som ville han dermed minde Gud om de løfter, han havde givet disse fædre, nemlig at deres efterkommere skulle blive meget talrige – og på disse løfters opfyldelse hvilede nu Jakobs og hans børns redning; for var de blevet tilintetgjort, hvordan var det løfte så gået i opfyldelse? Når han påberåber sig Abrahams og Isaks navn, ligger der dog også den tanke: Selv om jeg er uværdig (v. 11), så tænk dog på, at jeg er søn af dine tjenere Abraham og Isak, som du elsker. Videre sagde han: «Du som sagde til mig: Vend tilbage til dit land, så vil jeg gøre vel imod dig», det vil sige: Du har selv befalet mig at foretage denne rejse, så skal du også sørge for mig. Og du har lovet at «gøre vel imod mig»; nu, Herre, gælder det dine ords sandhed; for hvis Esau får lov at tilintetgøre os, hvordan bliver det løfte så opfyldt: «Jeg vil gøre vel imod dig»? Som ville han sige: «Det betyder ikke så meget, om jeg går til grunde; men – hvordan går det så med dit løfte, din sandhed, dit navn og din ære?»

Et nyt eksempel: Da Israels børn ved Sinaj bjerg havde vakt Herrens vrede ved at tilbede guldkalven, og Herren ville tilintetgøre dem, lagde Moses sig imellem med brændende bønner, og blandt andet sagde han: «Vend dig fra din vredes glød og angr det onde, du nu har i sinde mod dit folk. Tænk på Abraham, Isak og Israel, dine tjenere, som du med ed ved dig selv har lovet og sagt: Jeg vil gøre jeres slægt talrig som stjernerne på himlen» osv. (2 Mos 32,12–13). Læg mærke til det! Han forsvarede ikke folkets gerning, men erkendte dets ondskab; som ville han sige: Du har ret, o Gud, dette er et ondt og hårdnakket folk, det kan jeg ikke nægte; det er retfærdigt, om du straffer dem; men – vær nådig, og tænk ikke på, hvad disse onde børn har fortjent, men tænk på dine tjenere Abraham, Isak og Israel, som du elsker; dette folk er dog dine tjeneres børn; og du har givet dem (fædrene) løfter, som ville blive til intet i samme stund, som du tilintetgjorde deres børn. Sådan forstod Moses at tage Gud på ordet og binde ham til hans løfter. En sådan troens bøn er det dejligste skue for Guds øjne. Til sidst, v. 12, holder Moses sin Herre hans ære for og siger: «Hvorfor skal egypterne kunne sige: Til deres ulykke førte han dem ud for at slå dem ihjel i bjergene og udrydde dem fra jorden?» Som ville han sige: Kære Gud, det gør mig kun ondt for dit navn og rygte, hvis du tilintetgør folket; jeg ville ikke, at egypterne skulle få nogen tilsyneladende grund til at tale ilde om dig; skån derfor folket endnu. Det var med sådanne bønner, at Moses så at sige holdt Gud fast i armene, så Herren selv sagde til ham i v. 10: «Så lad mig nu være, så min vrede kan blusse op mod dem» osv.

Et lignende eksempel på Moses’ bønner finder vi i 4 Mos 14. Da Herren på grund af folkets oprør truede med at tilintetgøre dem, træder Moses imellem med sin forbøn. Også her fremfører han, hvordan egypterne ville komme til at høre det, hvis Herren tilintetgjorde folket, og hvordan de sammen med andre hedninger så ville spotte Herren. Videre minder han Herren om, at han selv tidligere havde sagt, at han var langmodig og rig på mildhed osv., og disse ord holder han Herren for og beder, v. 19: «Så tilgiv nu dette folk dets misgerning efter din store nåde, sådan som du har ladet din tilgivelse følge dette folk lige fra Egypten og hertil.»

I 2 Sam 7 læser vi, hvordan David, efter at Gud havde givet ham og hans hus et særligt løfte om velsignelse og opretholdelse, træder frem for Herren, tager ham på ordet og kun beder ham holde, hvad han har lovet. Efter nogle hjertelige udtryk for taknemmelighed og salig ydmygelse siger han til sidst med hensyn til de nævnte løfter fra Gud: «Lad derfor nu, Herre Gud, det ord stå fast til evig tid, som du har talt om din tjener og om hans hus, og gør, som du har talt, så dit navn må blive stort til evig tid» osv., v. 25. Og lige nedenfor, v. 28–29: «Nu, Herre, Herre, du er den rette Gud, og dine ord skal blive sandhed, og du har lovet din tjener dette gode. Og velsign nu din tjeners hus, så det består evigt for dit ansigt; for du, Herre, Herre, har talt.» Se nu igen her, hvad det er at tage Gud på ordet. «Herre, du har selv sagt sådan og sådan – og nu: gør, som du har sagt. Jeg beder ikke om noget nyt, ikke om noget på egen hånd, men kun om det, du selv har lovet mig og selv har befalet mig at tro og bede om; derfor tror jeg, og derfor beder jeg.» «Du er den rette Gud, og dine ord skal blive sandhed.» «Gør blot, som du har sagt.» Det mente David, da han i Salme 27 sagde til Herren: «Mit hjerte holder dig dit ord for: Søg mit ansigt; ja, dit ansigt, Herre, søger jeg.» David var en stor bønnens mand, og derfor indeholder hans salmer også næsten lutter bøn eller samtale med Herren; og her ser vi, hvad der var hans bønnekunst. Ser man for eksempel på Salme 119, hvor ofte gentager han så ikke ordene efter dit ord, hvormed han beder Herren blot at gøre efter sine egne ord! Hold mig i live, siger han, efter dit ord (v. 25); rejs mig op efter dit ord (28); lad din nåde komme over mig, Herre, din frelse efter dit tilsagn (41); vær mig nådig efter dit tilsagn (58); giv mig forstand efter dit ord (169); red mig efter dit tilsagn (170). Det hele går ud på dette: Gør, som du har sagt.

Så har vi nu lært af disse gamle hellige, hvordan det går til at tage Gud på ordet i bønnen. Måtte vi også betragte det og tage det sådan til hjerte, at vi selv kunne få lyst til samme omgang med himlen! At tage Gud på ordet og holde ham hans ord for er ikke nødvendigt for Guds skyld, men for vores skyld, for vores svage tros skyld, for at gøre den stærk og brændende. Men til det formål er det især nødvendigt ikke blot at gentage troens ord eller Guds løfter med munden, men frem for alt at betragte dem i hjertet og ved hvert løftesord især tænke over følgende stykker:

For det første egenskaberne hos ham, som har givet løftet, som for eksempel hans barmhjertighed: at den er en uforlignelig barmhjertighed, en evig og uforanderlig barmhjertighed, at den i dette øjeblik er den samme, lige så varm og brændende som dengang løftet blev givet; dernæst magten hos ham, som gav løftet: at den er en guddommelig almagt, at «for Gud er intet umuligt», at «Herrens højre hånd kan forvandle alting», at «han formår at gøre ud over alt, langt mere end vi beder om eller tænker»; og endelig sanddruheden hos ham, som har givet løftet: at det er umuligt, at Gud skulle lyve, at «han er Gud og ikke et menneske», ja, at han endog, for at gøre os så meget mere visse, har bekræftet sine løfter med en ed, som Apostlen siger: «Da Gud fuldt ud ville vise arvingerne til løftet, at hans beslutning var uforanderlig, trådte han imellem med en ed» osv. (Hebr 6,17). Disse tre egenskaber hos Gud, hans brændende kærlighed, hans guddommelige almagt og hans evige sanddruhed, udgør, som en åndelig mand siger, det tredobbelte reb, som Gud ved sit Ord har sænket ned til os fra himlen, for at enhver, som griber det og holder fast ved det, altid skal blive reddet og hjulpet op, selv om «vandet går ham helt op til sjælen», ja, han skal til sidst også løftes op til himlen ved det.

For det andet bør troens bøn gribe, betragte og fremholde vores Mellemmands person og gerning, Kristus og hans fortjeneste. Vi bør betænke, hvordan Gud elsker og værdsætter sin Søn og alt, hvad han har gjort eller erhvervet, og derfor holde Gud det for i bønnen. Det er at bede i Jesu navn. Og Jesus sagde: «Alt, hvad I beder Faderen om i mit navn, skal han give jer» (Joh 16). Da Moses bad, sagde han: «Kom dine tjenere Abraham, Isak og Israel i hu!» Her er en, som er mere end Abraham, Isak og Israel. Vi skal sige: Kom din tjener Jesus Kristus i hu, din elskede Søn, vor Herre og borgen, og vær for hans skyld nådig mod vores ondskab! «Se ej på os, men på din Søn; i os er idel skrøbelighed, i ham er vor værdighed, som du ved.» Eftersom din elskede Søn har taget sig af os, forløst, erhvervet og vundet os, og eftersom du elsker din Søn og hans gerning, så vær os nådig for hans skyld! Ikke for vores skyld, Herre, nej, ikke for vores skyld, men for din Søns skyld, som du har alt dit velbehag i, vær os nådig og gør mod os, som du har sagt.

For det tredje bør troens bøn holde fast på æren for Guds navn og sige med David: Hvem takker dig i dødsriget? (Sl 6). Frelser du derimod en så stor og uværdig synder, som jeg er, så skal din pris være stor i evighed; for jo større synd du tilgiver, desto større viser din barmhjertighed sig, og jo større den nød og elendighed er, som du hjælper ud af, desto større står din godhed og din magt frem; og som din nåde er, sådan skal også din pris og dit navn blive. Og hvad skulle Gud ikke gøre for sit store navns skyld? Derfor bad David også sådan: «For dit navns skyld, Herre, tilgiv min misgerning, for den er stor» (Sl 25,11). På den måde påberåber vi os Guds ære, når vi fører ham hen til hans ord; og hvad skulle han så ikke gøre, når det gælder hans ære? «Han kan ikke fornægte sig selv.» Men det er også det allermest behagelige, vi kan gøre for Gud; for jo mere vi tager Gud på ordet og tror ham, desto mere ære giver vi ham, som der står skrevet: «Abraham var stærk i troen og gav Gud æren.»

Vi har nu set, hvad det er at tage Gud på ordet, og hvad vi skal betænke ved hvert af Guds løfter. Nu står der kun tilbage at anvende og bruge dette: at overveje, hvad det er for løfter, der er givet os, og så i al nød, i alle behov og bekymringer, i barnlig tro holde dem frem for Gud og bede: Gør, som du har sagt! Men hvem kan tælle alle de nådefulde ord, hvormed vores himmelske Fader har villet udtrykke sit kærlige hjerte mod os, og hvormed han har villet drage de bortløbne, sky menneskebørn til sig? Med det formål har han dels udtrykkeligt befalet os at komme til ham med bøn og påkaldelse i al nød, dels givet os de mest bestemte løfter og forsikringer om bønhørelse.

Han siger selv: «Jeg vil have min lyst i at gøre dem godt» (Jer 32,41).

Han byder: «Påkald mig i nøden, så vil jeg hjælpe dig, og du skal prise mig» (Sl 50,15).

«Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer» (Matt 7,7).

«Sandelig, sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I beder Faderen om i mit navn, skal han give jer» (Joh 16,23).

«Videre siger jeg jer: Hvis to af jer på jorden bliver enige om at bede om hvad som helst, så skal de få det af min Fader, som er i himlen» (Matt 18,19).

«Og han fortalte dem også en lignelse om, at de altid burde bede og ikke blive trætte, og sagde: I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og ikke undså sig for noget menneske. Og der var en enke i den by, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig ret over for min modpart. Og i nogen tid ville han ikke. Men derefter sagde han ved sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og ikke undser mig for noget menneske, så vil jeg dog skaffe denne enke ret, fordi hun volder mig besvær, så hun ikke til sidst kommer og overfalder mig (med bønner). Og Herren sagde: Hør, hvad den uretfærdige dommer siger. Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, de, som råber til ham dag og nat, og er han ikke langmodig med dem?» (Luk 18,1–7). Hør her, hvad den nåderige Frelser siger! Når den dommer, som i sig selv var ond, kunne overvindes ved bøn og bringes til at hjælpe, hvad skal Gud så ikke gøre, han, som i sig selv er kærligheden, og som vil bruge et sådant billede for at bringe os til at tro, at han vil høre bøn, selv om vi ikke kunne regne ham for bedre end denne dommer!

I Luk 11,5–9 fremstiller Herren en lignelse om en, der ved midnatstid går til sin nabo og beder om at låne brød til en gæst, som er kommet, men hvor den, han henvender sig til, gør vanskeligheder med at stå op fra sin seng og sine børn. Så slutter Herren sådan: «Jeg siger jer: Selv om han ikke står op og giver ham det, fordi han er hans ven, så står han dog op for hans påtrængenheds skyld og giver ham, så meget han har brug for. Sådan siger jeg også jer: Bed, så skal der gives jer» osv.

Og lige efter i samme kapitel fremstiller Herren, hvordan en far ikke vil give sit barn en sten, en slange, en skorpion, når det beder om brød eller fisk eller æg; og han slutter sådan: «Når nu I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget mere skal den himmelske Fader så ikke give Helligånden til dem, som beder ham!»

Hvem skulle ikke med inderlig trosglæde i alle behov skynde sig til en så nådefuld Gud og Fader, tage ham på ordet og bede om meget, bede om alt, hvad der er godt, når han har talt sådan? Vi burde enfoldigt holde ham hans ord for og sige: «Du har sagt, at du vil have din lyst i at gøre os godt. Så tag nu fat og gør os godt; gør, som du har sagt.» Og også når vi ikke kan bede med glæde, men er i nød og bekymring, da skal vi alligevel, ja, da især, tage disse hans nådefulde ord med os og sige: «Du har sagt: Påkald mig i nøden, så vil jeg hjælpe dig. Se, Herre, nu er jeg i den eller den nød; derfor kommer jeg på din befaling og påkalder dig; men gør så også du, som du har sagt, at du vil hjælpe mig» osv. Her kan der komme mange og mangeartede bekymringer og behov, åndelige og legemlige; derfor skal vi aldrig glemme ordet alt – alt, hvad I beder Faderen om i mit navn, skal han give jer. Vi skal bruge det i alle tænkelige bekymringer og sige den ene gang: «Fader, jeg har syndet, jeg frygter, at jeg har vakt din vrede, men tilgiv mig efter dit ord for din elskede Søns skyld.» Den anden gang: «Fader, jeg er så hård, så kold, så død og stiv, jeg fortjente at blive ladt tilbage i døden; men varm mig op med din nåde for din elskede Søns skyld – ja, du har lovet at gøre og give alt; gør, som du har sagt.» Den tredje gang: «Jeg er så uduelig og træg til at bede»; den fjerde: «Jeg er så fristet til den eller den synd»; den femte: «Jeg er i legemlig nød, jeg mangler midler til det nødvendige» osv. Kort sagt, i al nød siger vi: Fader, hjælp os nådigt, ikke for vores egen, men for din Søns fortjeneste og værdighed; og du har selv sagt: Påkald mig, derfor påkalder vi dig; og du har selv sagt: Jeg vil hjælpe dig, derfor tror vi det; for du er Gud, og dine ord skal blive sandhed; gør så bare, som du har sagt.

Men især på den onde dag, når prøvelsen er hård, nøden stor og Gud længe tøver med hjælpen, så al bøn synes frugtesløs – sådan som det går visse børn i korsets skole, at de i årevis må råbe, råbe dag og nat til Herren, og det onde synes helt ulægeligt eller bliver værre og værre, og tålmodigheden vil slippe op – da gælder det, hvad Herren Kristus siger om ikke at blive træt, men altid at bede; da må man i det mindste bede om hengivelse og tålmodighed; for vi må bede, som Herren selv bad: «Hvis det er muligt, så lad denne kalk gå mig forbi; dog ikke som jeg vil, men som du vil.» Åh, den, som da kunne tage Herren på ordet i lignelsen om den uretfærdige dommer og sige: «Du har jo selv sagt, at når ikke engang en uret og ugudelig dommer kan nægte til sidst at hjælpe en fattig enke, der beder, så vil den himmelske Fader endnu mindre have hjerte til at nægte sine børn hjælp, når de råber til ham dag og nat. Nu, Herre, venter jeg på dig; du er Gud, og dine ord skal blive sandhed; gør, som du har sagt!»

Endelig: Måtte ingen glemme at anvende dette med at holde Herren hans ord for på den dyrebare bøn Fadervor, den bøn, som Herren selv har lært os! Denne i sig selv uforlignelige bøn får egentlig først sin rette værdi, når vi besinder os på, at Herren selv har befalet os at bede sådan. Hvilken trøst og styrke at tænke: Gud må i det mindste elske og høre den bøn, som han selv har lært os og selv befalet os at bede, så vist som han må elske det, han selv har gjort! Er jeg undertiden ved andre bønner usikker på, om det, jeg beder om, stemmer med Guds vilje, så kan jeg i det mindste være vis, når jeg kun beder om det, som Kristus selv har lagt mig i munden; den gang ved jeg, at Gud og jeg er enige, når mit hjertes begæring er netop den samme, som er udtrykt i Herrens bøn. Altså har jeg altid en særlig forsikring om bønhørelse ved den bøn. Det skal jeg så holde Herren for og sige: Du har selv befalet mig at bede dette. Du har først befalet mig at sige: Fader – Fader vor! Hvor urimeligt det end forekommer mig, at jeg skulle være Guds barn, og at du skulle være vor Fader, så tør jeg dog ikke benægte det, når du selv har sagt det. Du er Gud, og det er dit råd; hvem kan stå imod din vilje? Nu er det netop mine synder, som vil hindre mig i at regne mig for dit barn; men du har også i den samme bøn befalet os at bede: Forlad os vor skyld. Deraf forstår jeg, at du ikke har tænkt dig nogen børn på jorden, som var uden synder, og ligeledes at det er din mening at tilgive synden, eftersom du selv har befalet os at bede om det. Altså, ske mig efter dit ord: Fader vor, du som er i himlene! Helliget blive dit navn – bevar os i en ren lære og et kristent liv – komme dit rige – i os og i hele verden – og dit rige er retfærdighed, fred og glæde i Helligånden – ske din vilje osv. Alt dette vil du selv give; det har du gjort klart ved selv at befale os at bede sådan. Fader vor, gør, som du har sagt.

Og nu står kun øvelsen tilbage. Lad os alle, som kender Herren, bede i denne tid, og bede flittigt. Det kræves af en stor nød og følges af stor velsignelse, både for hver enkelt og for den arme kirke. Kære kristen! Gå aldrig fra nattens hvile til arbejdet og aldrig fra arbejdet til hvilen uden at tale lidt med dit livs Gud. Gør dig det til en lov – ikke for samvittigheden, men for kødet, som travlhed og træghed gerne vil holde borte fra bønnen. Men lad det ikke blot være form og skik, men hjertets sag. Lad det heller ikke være nok med morgen- og aftenbønnen, men bed ofte, bed til alle tider, i dit arbejde, i dine hvilestunder; bed, når du sidder i dit hus, eller når du går på vejen, bed i kammeret, i skoven. Åh, hvor saligt, og åh, hvor rimeligt, at de genløste og salige børn ofte taler med deres Gud! Hvor nødvendigt og hvor velsignelsesrigt! Gud, vor Gud, velsigne os, og al verden frygte Herren!