Der findes ingen nød, som Gud ikke kan hjælpe i

Se, Herrens hånd er ikke for kort, så han ikke skulle kunne hjælpe; og hans øre er ikke tunghørt, så han ikke skulle høre (Es 59,1)

(Femte årgang, 1846)

Der er mange mennesker, som ellers i alt viser sig som rette kristne, men som går så opslugt af en bestemt sorg, nød eller forlegenhed, som om den aldrig stod til at hjælpe, som om der fandtes en nød, hvor vores Gud ikke kunne hjælpe, som om Gud var blevet død eller magtesløs, som om den Højestes børn i noget som helst behøvede at være ulykkelige. De synes i øvrigt at have både tro og forstand nok; men i en bestemt nød eller vanskelighed ængstes, sukker og sørger de, som om de ingen Gud og ingen Frelser havde. Bliver de mindet om at stole på Gud, svarer de: «Jeg ved godt, at Gud er mægtig og trofast, men her er jo et forhold, som ikke kan hjælpes.» Ja, denne sorgens ånd kan til sine tider angribe en hvilken som helst kristen; men det er det rene mørke, vantro og vildfarelse, når en kristen anser sig selv for ulykkelig og anser et forhold for uhjælpeligt. Herren svarer stadig og altid: «Er min hånd da for kort til at udfri, og har jeg ikke kraft til at frelse? Eller har jeg ikke længere noget hjerte for jer? Hvor er jeres mors skilsmissebrev, som jeg har forstødt hende med? Eller hvem af mine kreditorer er det, jeg har solgt jer til?» (Es 50,1–2). Det er altså idel mørke og vildfarelse i den tanke, at en kristen i noget tilfælde behøver at være ulykkelig – et Guds barn er aldrig ulykkeligt, kan ikke i virkeligheden være ulykkeligt. For det første er det at være et Guds barn allerede i sig selv en sådan lykke, at enhver ulykke i livet, selv om den ikke kunne afhjælpes, i sammenligning dermed kun er som et lille sandkorn mod hele jordkloden, kun som tabet af en øre mod en gevinst på millioner af kroner. Og for det andet kan vores Gud hjælpe alting, Herrens højre hånd kan forvandle alting – og det, som Herren ikke vil eller ikke finder for godt at hjælpe eller forvandle, bør aldrig gøre Guds børn ulykkelige; for så er det sikkert til deres største lykke, at det får lov at fortsætte, efter Apostlens ord: «Vi ved, at for dem, der elsker Gud, virker alt sammen til det bedste» (Rom 8,28). Det er den store fordel, Guds børn har frem for andre mennesker, at hvad der end hænder dem, må det nødvendigvis tjene til deres bedste. Verden kan nok have mere guld og sølv, flere huse og gårde, mere mad og tøj, mere spøg og latter; men det lykkelige forhold, som Guds børn lever i, kan den aldrig nå, nemlig at alting skal tjene til deres bedste; tværtimod bruger den alting til sin egen skade; og når den har det allerbedst og er kommet allerhøjest op, er det ikke mere, end at den er Djævelens slavinde og medarving til den evige ild. Derimod, når Guds børn har det allerværst og er kommet allerdybest ned i lidelsens og fristelsens jammerdal – når Job sidder i sæk og aske og jamrende skraber sine sår; når Jeremias ligger i dyndgruben, Daniel i løvekulen og den fattige Lazarus i sår og pjalter ved den riges dør – så er det ikke værre med dem, end at de midt i alt dette er Herrens «øjesten», hans hjertes lyst, retfærdighedens børn, det hellige folk og ejendomsfolket, som til sidst skal bæres af engle til Abrahams skød. Men ikke nok med det; hertil kommer endnu, at selve lidelsen, nøden og bedrøvelsen også er bestemt til at tjene dem til det bedste, sådan som Apostlen taler om alt dette i Rom 5,1–5, hvor han siger, at vi ved vores Herre Jesus Kristus (for det første) ved troen har fået adgang til denne nåde, som vi står i, og (for det andet) roser os af håbet om Guds herlighed; men ikke alene det, (for det tredje) roser vi os også af vores lidelser, fordi vi ved, at lidelsen virker tålmodighed, og tålmodigheden prøvethed, og prøvetheden håb; men håbet lader ikke til skamme. Se, på den måde kan Guds børn jo aldrig være ulykkelige; selve ulykken må tjene dem til gavn – og hvad mere er: selve synden, som er det største onde, skal ikke fordømme dem, selve Djævelen skal ikke overvinde dem, selve døden skal ikke skade dem; tværtimod må alle disse grufulde fjender på Herrens vink tjene dem til noget godt. Da Paulus i Rom 8 skriver om dette forhold, hvordan alting må virke sammen til det bedste for dem, der elsker Gud, som er i Kristus og således udvalgte, v. 30 – for Gud har udvalgt os i Kristus før verdens grundlæggelse (Ef 1,4) – så bliver han så fyldt af glæde, af fryd og frimodig trods mod alle tænkelige kræfter i hele skabningen, mod ånder og magter, at han i sin store frimodighed udbryder: «Hvem skal skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller trængsel eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd? – Jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller herredømmer eller magter eller det, som er, eller det, som skal komme, eller det høje eller det dybe eller noget andet skabt skal kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vores Herre.» Og grunden til denne vished, fryd og frimodighed hos Apostlen var den, som han udtaler i v. 31–34, nemlig at ingen fjende kan stå sig imod os, når Gud er for os; ingen djævel kan anklage os, når Gud retfærdiggør os; ingen synd kan fordømme os, når Kristus har lidt døden for os. Om tusind Adams fald og slægters syndemængde / blev lagt sammen på mig, skal Satan dog blive lukket ude; / for Guds Søn selv er død – det siger noget mere – – Til sidst trodser Apostlen støttet til Kristi kongelige herredømme over alt skabt, hans høje plads og mæglende gerning hos Faderen og siger: Ja, han er også den, som «er opstået, som også sidder ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os». Alt dette vil sige, at der findes ingen nød, som vores Gud ikke kan hjælpe i; der findes ingen magt, som kan skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vores Herre; der findes ingen fjende, som kan rive Kristi får bort fra ham. Skal de nogen sinde kunne gå fortabt, må de ligesom vores første forældre «af egen vilje» gå bort fra Kristus, af egen vilje blive ulydige mod hans røst, forhekset af slangens røst og syndens bedrag. Her er grunden til den vigtige sandhed, at ingen kristen går fortabt, så længe han frygter for det, ærer og hører Guds ord og vil lade sig sige. Nej, så længe kan ingen magt skille ham fra Kristi kærlighed, hvor svag han end var, hvor slemt det end så ud, hvor dybt han end lå nede i elendighed. Alting kan hjælpes, så længe han søger hjælp hos Herren og på den måde, som Herren har lovet at hjælpe på; for det er umuligt, at nogen, som stoler på Herren og i troen påkalder ham, alligevel til sidst skulle blive til skamme. Ransag Skrifterne fra tidens begyndelse, og undersøg, om nogen, som har stolet på Herren og påkaldt ham, nogen sinde er blevet til skamme. Nej, det er kun en ynkelig vantro, når en kristen i noget tilfælde sørger som en, der intet håb har; for alting kan vores Gud hjælpe. Han er i alt en Fader, en almægtig og trofast Fader, som i alt sørger for sine børn, tager del i alt, hvad der hænder dem, og hjælper, værner og plejer dem. Som der står skrevet i Zak 2,12: «Så siger Herren Zebaot: Den, der rører ved jer, rører ved hans øjesten.» Dette er nu Guds børns almindelige trøst, som kan bruges på al nød og alle bekymringer: Gud er i alt en Fader – og siger om al nød: Påkald mig i nøden. Alt, hvad I beder Faderen om i mit navn, det skal han give jer osv. Men desuden har Gud, for endnu mere at styrke og støtte vores svage tro, også givet os særlige løfter for alle mulige tilfælde, al nød og alle bekymringer, for at vi skulle tro så meget mere, når vi også så os selv og vores bekymringer særskilt husket og nævnt ved navn og så netop den hjælp, vi beder om, særskilt lovet. Det havde vi så meget mere brug for, fordi vi ofte frygter og mener, at der gælder en særlig undtagelse for os, sådan som mange siger: «Jeg ser, jeg ved og jeg tror Guds store magt og vilje til at hjælpe; men med mig er det et særligt forhold, som ikke kan hjælpes; det er mig selv, der har skylden; jeg er ikke som andre mennesker» osv. Så er det godt at finde også dette særlige forhold, denne særlige, ulykkelige sjælstilstand, nævnt på forhånd af Gud selv og ledsaget af et særligt løfte.*) Note: *) Her skal gøres en bemærkning, som det er meget vigtigt at huske i det følgende: Når Gud i sit hellige ord med så mange trøsterige tilsagn viser sig villig til at hjælpe og frelse så mange forskellige sjæle i deres mange slags sjælstilstande, kunne nogen falde på den tanke, at der også er mange og mange slags veje til saligheden, og tage denne falske trøst: «Jeg må vel kunne finde plads i et af disse mange tilsagn, og så er jo alt godt – jeg bryder mig ikke videre om det» – en måde at trøste sig på, som nok kan kaldes at «tage skummet af evangeliet», som Luther siger, og ikke at holde sig til noget bestemt. Således var der for eksempel engang en slags åndelige folk, som sagde: «Du taler så meget og så bestemt om troen på Kristus; vi vil helt enfoldigt holde os til dette Kristi ord: ’Kom til mig, alle I, som arbejder og er besværede – jeg vil vederkvæge jer.’ – Her nævner Kristus kun: ’arbejdende og besværede’. Blandt disse arbejdende og besværede vil vi være; så ved vi, at dette ord gælder os, og vi bryder os ikke om mere.» – Læg mærke til, hvilken smuk grund disse anførte imod, at troen på Kristus er nødvendig! De ville være og forblive blandt de arbejdende og besværede, skønt Kristus netop sagde til dem: Kom til mig – til mig – jeg vil vederkvæge jer. De lagde ikke mærke til, at netop det ord, de anførte, krævede troen på Kristus; for at komme til Kristus og blive vederkvæget af ham, hvad er det andet end at tro på Kristus og i ham få sin trøst? Uden den kunne de med al deres arbejdende og besværede tilstand ikke gå ind til livet. Derfor sagde Kristus heller ikke: «Bliv, hvor I er, I arbejdende og besværede», men han sagde: «Kom, kom væk derfra, kom til mig!» Havde de af Kristi kærlige «Kom» lært, at det ikke krævedes først at have nogen egen værdighed, ja, ikke engang troen, for at få lov at begynde at tro på ham – se, det havde været en rigtig lære; men de ville have det sådan, at de ikke engang behøvede Kristus, ikke engang behøvede at få tro på ham, men at deres arbejde og besværede tilstand var nok til saligheden. Og her lå den egentlige fejl: at de i forvejen havde trøst nok i deres arbejdende og besværede tilstand og derfor ikke var så særlig besværede; for så havde de været glade for at få lov at flygte til Jesus. Dette kan være et eksempel på, hvordan også flere af Guds tilsagn bør og ikke bør bruges. Note: Læg derfor mærke til, at selv om de særlige bedrøvelser og nådetilsagn er mange, er vejen til livet dog kun én – jeg er vejen, siger Jesus; ingen kommer til Faderen uden ved mig (Joh 14,6). Livet er i Guds Søn. Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds Søn, har ikke livet (1 Joh 5,12). Og de mange og mange slags nådetilsagn skal altid forstås sådan, at de alle er dele af det store, ene og samme evangelium om Guds frelsesråd i Kristus, som omfatter alle syndere af alle slags og i alle sjælstilstande, men også byder dem alle at omvende sig og tro på den enbårne Søns navn; for uden troen på ham er det umuligt at behage Gud. Husker man ikke dette og har man ikke denne tro, kan man gå fortabt med al sin tro på Gud og hans løfter. Mange er døde i troen på Gud og alligevel gået fortabt, blot fordi de ikke gik gennem døren, fordi de aldrig var kommet som syndere til forsoningen i Kristus og aldrig havde den retfærdiggørende og genfødende tro på ham. Når vi husker denne bemærkning, skal vi have stor nytte af at betragte Guds mange slags løfter og se af dem, hvordan alting kan hjælpes. Men siger nogen: «Med mig er det et ulykkeligt forhold: jeg har nogle alt for svære synder på min samvittighed, forfærdelige synder, himmelråbende synder; min lige i synd findes ikke. Hvad godt skulle Gud sige til mig?» Hør så, hvad Herren siger til dig og dine lige: Så siger Herren: «Om jeres synder end var blodrøde, skal de dog blive hvide som sne; og om de end var røde som purpur, skal de blive som uld» (Es 1,18). Og igen: «Med sin kundskab skal min tjener (Kristus), den retfærdige, retfærdiggøre mange; og han skal bære deres synder» (Es 53,11). Og endnu engang: «Jeg vil være nådig mod deres uretfærdigheder, og deres synder og deres overtrædelser vil jeg ikke mere komme i hu» (Hebr 8,12). Nuvel, har Herren selv sagt det, så er din stilling ikke uhjælpelig; tag ham blot på ordet og sig: Herre, gør, som du har sagt! «Men», siger en anden, «med mig er det værre; jeg har ikke blot syndens skyld at frygte, men også syndens herredømme; jeg har en tid stået i troens fred, men er nu belejret og angrebet af de grufuldeste fristelser og lokkelser til synd, så jeg ikke kan forstå andet, end at jeg bliver helt overvældet af synden.» Hvad siger Gud til sådan en elendig synder? Svar: Så siger Herren: «Jeg har oprejst en helt, som skal hjælpe» *) (Sl 89,20). «For fordi han selv har lidt og været fristet, kan han hjælpe dem, der fristes» (Hebr 2,18). «Synden skal ikke herske over jer, for I er ikke under loven, men under nåden» (Rom 6,14). Kort sagt, Jesus siger: «Ingen skal rive dem ud af min hånd. Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle» (Joh 10). Se, har Herren selv talt sådan, så vær ved godt mod! Hans hånd er ikke for kort; hans øre er ikke blevet tunghørt. Tag ham på ordet og sig: Herre, gør, som du har sagt! Note: *) Den gamle (svenske) oversættelse. Den nye lyder: Jeg har skænket en helt hjælp. «Det er meget trøsterigt; men så må jeg også nævne det forhold, at jeg ikke blot er angrebet af mægtige fristelser, men samtidig er så ynkeligt svag og ustadig, at jeg ikke har nogen kraft og fasthed til at stride imod fristelsen; hvordan kan jeg så hjælpes?» Svar: Kendte du blot din svaghed endnu bedre, så vidste du også, at hjælpen slet ikke afhænger af din kraft, og så ville du snart blive befriet fra fristelsen; men her kan Rabshakes ord til Hizkija bruges: «Jeg siger: Det er kun tomme ord, at du endnu har råd og magt til krigen» (Es 36,5). Det er denne gode mening om dig selv, som skal pines ud af dig ved fristelsen; og så – så kommer hjælpen. Nu siger Herren: «Frygt ikke, og vær ikke bange for denne store hob, for striden er ikke jeres, men Guds» (2 Krøn 20,15). «For Gud er den, som virker i jer både at ville og at gøre for sit velbehags skyld» (Fil 2,13). «Han giver den trætte kraft og den magtesløse stor styrke. Drenge bliver trætte og udmattede, og unge mænd snubler og vakler; men de, som venter på Herren, får ny kraft» osv. (Es 40,29–31). Derfor siger Herren: «Sådan har jeg gjort; jeg vil fremdeles løfte, bære og redde jer» (Es 46,4). Nuvel, har Herren selv talt sådan, så tag ham på ordet og sig: Gør, Herre, som du har sagt!

En anden siger: «Jeg derimod er allerede nu fuld af synd og urenhed og er ikke en eneste stund fri for synden; ja, jeg er så helt og aldeles uren, at jeg væmmes ved mig selv; hjertet er koldt og dødt over for Herren og kun tilbøjeligt til afguder. Åh, hvad siger Herren om en sådan elendighed?» Så siger Herren: «På den dag skal der åbnes en kilde for Davids hus og for Jerusalems indbyggere mod synd og urenhed» (Zak 13,1). «Fra al jeres urenhed og fra alle jeres afguder vil jeg gøre jer rene» (Ez 36,25). «Jeg vil gøre det!» «Hvis jeg ikke vasker dig, har du ingen del i mig.» Men «den, der har badet, behøver kun at få fødderne vasket (vandelen); så er han helt ren» osv. (Joh 13). Når nu Herren har talt sådan om denne dobbelte vask, så glæd dig, du menneske, vend dig bort fra alt, hvad du ser og mærker hos dig selv, og tag ham trøstigt på ordet og sig: Gør, som du har sagt!

En anden siger: «Ja, jeg ved det: de troende er lykkelige, med dem kan alt hjælpes; men jeg er en frafalden, som efter mange salige erfaringer af Guds nåde troløst har brudt den hellige pagt med mit livs Gud, er faldet fra synd til synd og ikke har vist nogen fasthed.» – Ulykkelige sjæl, din stilling er altså svær – men hør alligevel, hvad Herren siger også til dig. Grunden til, at også de frafaldne kaldes til nåde, står skrevet i Sl 68,19: «Du steg op i det høje, du førte fanger bort, du modtog gaver blandt menneskene, ja, også blandt de frafaldne (i den nye (svenske) oversættelse: de genstridige), for Herren Gud vil bo der.» Til de frafaldne siger Herren i Jer 3: «Erkend blot din skyld, at du har syndet mod Herren din Gud og løbet hid og did efter fremmede guder under hvert grønt træ.» «Du har drevet hor med mange elskere, men kom dog tilbage til mig, siger Herren.» *) «Vend om, I frafaldne børn, så vil jeg helbrede jer for jeres frafald» (v. 1.13.22). Har Herren ikke selv sagt dette? Så kan jo også din stilling hjælpes. Gå da trøstigt frem; tag din Gud på ordet og sig: Herre, gør, som du har sagt!

*) Den gamle (svenske) oversættelse.

«Men hvad siger Gud til mig, som længe har søgt og forsøgt at kunne tage imod den nåde, der er vundet for os i Kristus, for så ved en sådan tro at kunne elske og følge den nåderige Gud, men endnu ikke har fundet, hvad jeg søgte, og kun står og sukker, længes og begærer efter det?» Gud siger til dig, at han vil «mætte den vansmægtende sjæl og fylde den sultne sjæl med sit gode» (Sl 107,9). «Salige er de, som sulter og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes» (Matt 5,6). Når han har sagt sådan, så tro da trygt, at du skal blive hjulpet; lad da dit hjerte sige: Herre, gør, som du har sagt!

«Åh, men findes der vel nogen hjælp, noget Guds løfte for en, som er af en helt anden beskaffenhed, som ikke har nogen længsel, nogen sult og tørst, men er som en udtørret ørken, så tør, død og følelsesløs, at han slet intet mærker?» – Herren Gud siger: «Jeg vil udgyde vand over det tørstige og strømme over det tørre; jeg vil udgyde min Ånd over dit afkom» – «og de skal skyde op mellem græsset som piletræer ved vandløb» (Es 44,3–4). «Hedens luftspejling skal blive til en sø og det tørre land til kildevæld.» – «Ørkenen og det tørre land skal glæde sig, og heden skal fryde sig og blomstre som en rose» (Es 35,1.7). Selv om din sjæl altså ikke har den mærkbare tørst, som ligner dyrenes, men kun den livløse jords og ørkenens tørhed, så har du alligevel her et løfte om vand, om strømme, om Åndens udgydelse; tag da Herren på ordet og sig med trøstigt mod: Gør, som du har sagt!

«Hvad siger Gud til en, som har et meget ondt hjerte, hårdt og ubøjeligt som en sten, ja, fuldt af alt slags ondt?» Så siger Herren i Ez 36,26: «Jeg vil give jer et nyt hjerte, og en ny ånd vil jeg give i jeres bryst, og jeg vil tage stenhjertet ud af jeres krop og give jer et hjerte af kød», det vil sige et blødt, et bøjeligt hjerte. Når Herren selv har sagt sådan, så hold ham da hans ord for og sig: Herre, gør, som du har sagt!

«Så er der en anden, som længe har søgt kraft til at overvinde sit onde og blive sådan, som Gud kræver, men aldrig endnu er blevet det og derfor heller ikke har vovet at tro og tage imod Guds nåde i Kristus. Hvad siger Herren om sådan en?» I Luk 7,42–47 viser Herren, at det aldrig går den vej, at synderen først bliver bedre og så kommer til troen, men at han tværtimod først må få tilgivelse og tro nåden og så begynde at elske og bære god frugt. I Rom 7,4.6 står der, at vi er blevet løst «fra loven, døde fra den, for at vi skal bære frugt for Gud, for at vi skal tjene i Åndens (sindets og lystens) nye væsen og ikke i bogstavens (budets) gamle væsen»; og længere nede står det med mange ord, at loven, budet, forbuddet, kun «vækker begæret og giver synden liv». I Joh 15,4.7 siger Herren igen: «Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden at den bliver på vintræet, sådan kan I heller ikke, uden at I bliver i mig. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for uden mig kan I intet gøre.» Lær af alle disse ord, på hvilken måde du kan blive hjulpet; gem dem og tænk over dem i dit hjerte.

En anden siger: «Jeg har troet at forstå, at Herren ville bringe mig til omvendelse ved tugt og hjemsøgelser; men, Gud bedre det, jeg er under riset kun blevet værre, vildere og galere; findes der vel en tilstand som min, eller siger Herren noget om mig?» Ja, hvad tænker du om dette? I Es 57,17–18 står der: «På grund af hans griskheds synd blev jeg vred og slog ham og skjulte mig i vrede, og han gik frafalden ad sit hjertes vej.» – Hvad følger så? – «Hans veje har jeg set, og jeg vil helbrede ham og lede ham og gengælde ham med trøst.» Åh, forunderlige under af ufortjent nåde! Herren sagde ikke: Jeg har set deres veje og fordømt dem, men sådan: «Hans veje har jeg set, og jeg vil helbrede ham.» Når han har sagt sådan, åh, så bed da om, at han vil gøre med dig, som han har sagt!

«Men», spørger en, «der er en, som føler sig forladt af Gud, som råber, men ikke får noget svar, helt som i Job 23,8–9: ’Går jeg mod øst, er han der ikke; og mod vest, mærker jeg ham ikke; mod nord, skimter jeg ikke hans spor; skjuler han sig i syd, ser jeg ham ikke.’ Hvad har sådan en stakkels sjæl at holde sig til?» Svar: Så siger Herren: «Jeg forlod dig et lille øjeblik, men med stor barmhjertighed vil jeg tage dig tilbage. I vrede skjulte jeg mit ansigt for dig et lille øjeblik, men med evig nåde vil jeg forbarme mig over dig, siger Herren, din Forløser. For bjergene skal vige og højene vakle, men min nåde skal ikke vige fra dig, og min fredspagt skal ikke vakle, siger Herren, din forbarmer» (Es 54,7.8.10). Når Herren selv har talt sådan, så hold fast ved sådanne ord, og du kan ikke blive til skamme.

Her vil måske en sige: «Jeg behøver vished om alt dette.» Nuvel, hvad mener du med, at du behøver vished? Mange forstår ikke selv, hvad de mener, når de siger, at de behøver vished; for hvilken bedre vished vil du have end Guds eget ord? Har Gud givet dig et ord, et løfte, og du holder fast ved det, så kan du ikke få nogen bedre vished; for Gud er den, som ikke kan lyve. Når en troværdig mand, om hvis redelighed du er overbevist, giver dig sit ord på en sag, så stoler du på det og siger, at du er vis på den, for du har hans ord. Der findes vel også en følelsens vished; men den fortjener knap navn af vished, den er kun en følelse. Troen holder sig til Guds eget ord; og selv om følelsens vished er sødest, er troens vished dog tryggest; for alt, hvad der kan mærkes inden i dig, kan også snart forsvinde og gå tabt; men hvad du har lagt ned i Guds løfte, det er der altid. Men siger du, at du mangler tro, at din tro er svag, at du ikke rigtig kan gribe og holde fast ved Guds løfter, se, så spiller du med åbne kort. Men troen er jo Helligåndens værk; man kan ikke selv skaffe sig Ånden og troen. Spørger du så: Siger Gud noget til den, som mangler troens gave, som er svag i troen? Findes der også et løfte for sådan en? – så hør, hvad Kristus siger: «Hvis da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget mere skal så ikke den himmelske Fader give Helligånden til dem, som beder ham!» (Luk 11,13). Når Herren selv har talt sådan, så tag ham trøstigt på ordet og sig: Herre, gør, som du har sagt.

«Men», siger en, «jeg ville gerne ikke blot have ordet og løftet, men også selve sagen og opfyldelsen; der er nogle tilfælde, hvor jeg har bedt Herren og troet på hans løfter i ti eller tyve år, men endnu ikke har set dem opfyldt. Hvad skal jeg tænke om det?» Du skal for det første betænke, at når Kristus lærte os at bede: Fader vor, ske din vilje, og når Kristus selv bad: «Ske ikke min vilje, men din», så har han dermed lært os, at Guds tanker og veje i visse sager ikke er som vores, men at de dog altid er godhed og trofasthed. For det andet lærer Ordet os, at Gud undertiden venter temmelig længe med bønhørelsen, alt sammen til vores bedste, og at vi så skal bie på ham. «Derfor», siger Herren, «må I også bie på mig, indtil jeg rejser mig i rette tid» *) (Sef 3,8). Når Herren selv har sagt sådan, åh, så bi da på ham; vær frimodig og uforfærdet i dit hjerte; ja, bi på Herren (Sl 27,14). Lad Herren have sin tid. «Løftets skød skal snart åbne sig og føde; det skal ikke gå over tiden.» «Og salig er hun, som troede, for det skal fuldbyrdes, som er sagt hende fra Herren» (Luk 1,45). Og dine anfald af vantro skal ikke gøre hans trofasthed til intet. «Er vi troløse, så forbliver han trofast, for han kan ikke fornægte sig selv» (2 Tim 2,13). Herren holder sin pagt og sine løfter hellige; det er et mægtigt ord i hans ører, når nogen i tro siger: Herre, gør, som du har sagt.

*) Den nye (svenske) oversættelse: Derfor: Håb på mig, siger Herren, på den dag, da jeg rejser mig til bytte.

«Ja, det er sandt, intet er godt og lykkeligt uden for Guds vilje; men hvad skal så jeg gøre, som i en bestemt sag er kommet i et sådant mørke og en sådan rådvildhed, at jeg ikke forstår, hvad der er Guds vilje, men er helt blind i den sag?» Svar: «Overgiv din vej til Herren» med den bøn: «Fader, lad intet ske eller lykkes, som ikke er din vilje!» Handl så efter bedste forstand, men stol på, at Gud vil styre – efter dette løfte: «Jeg vil lade de blinde gå ad den vej, som de ikke kender; ad stier, som de ikke kender, vil jeg føre dem. Jeg vil forvandle mørket foran dem til lys og ujævn vej til jævn mark» (Es 42,16). «Og dine ører skal høre deres ord, som siger bag dig: Dette er vejen, gå ad den» osv. (Es 30,21). Ja, det gør Herren både i legemlige og åndelige sager. Særlig i den rette omvendelses mørke og nød vælter alle vores tanker, forestillinger og planer; da lader Gud evangeliets lys gå op, og vi finder alt i Kristus, vejen, sandheden og livet; og bag os hører vi den røst: «Dette er vejen, gå ad den, hvad enten I bøjer af til højre eller til venstre», det vil sige: bagefter forstår vi, at dette dog var den rette vej. Nuvel, når Gud har lovet os en sådan ledelse, så tag ham på ordet og sig: Herre, gør, som du har sagt!

«Men hvad siger Gud om en, som er bekymret og sørger over Zions sørgelige tilstand, over kirkens nuværende forfald, over den herskende sikkerhed og ugudelighed – en, som gerne ville udrette noget for at afhjælpe det, men med smerte ser, at han ikke formår noget?» Så siger Herren: «De går grædende af sted og bærer deres sæd; de kommer tilbage med jubel og bærer deres neg» (Sl 126). «Glæd jer med Jerusalem og jubl over hende, alle I, som elsker hende; fryd jer med hende, alle I, som har sørget over hende» (Es 66,10). Og i Ez 9,4 siger Herren, at han ville «sætte et tegn i panden på de mennesker, som sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som sker derinde».

Vi anfører ikke flere eksempler. Det er nok, at Skriften både vidner og viser, at Herrens højre hånd kan forvandle alt, *) at vores Gud kan hjælpe i alt. Faderens magt er tilstrækkelig, Sønnens fortjeneste er tilstrækkelig, Helligåndens kraft er tilstrækkelig. Guds gode vilje og barmhjertighed, hans trofasthed og sanddruhed – alt overbeviser os om, at enhver, som påkalder ham og griber hans løftesord, ikke i noget tilfælde behøver at være ulykkelig eller sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb. Er jeg syndig, så er Kristus retfærdig; er jeg uren, så er Kristus ren; er jeg svag, så er Kristus stærk; er jeg faldet ud af skibet, så er skibet ikke gået i stykker, og jeg kan komme op i det igen; er min tro lille og vaklende, så er Guds trofasthed stor og urokkelig; føler jeg mig ensom og sukker efter Guds nærvær, så siger Herren: «Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende»; føler jeg mig skrøbelig og ude af stand til at bede, se, «Ånden hjælper vores skrøbelighed og går i forbøn for os med uudsigelige sukke»; skælver du for døden, graven og helvede, så siger Herren: «Død, jeg vil være din gift; helvede, jeg vil være din plage.» **) «Og bliver jeg glemsom og kold, et blik fra Herren mig vække skal, det blik, som vakte Peter.» Hvis vi troede og betænkte dette, åh, hvilket himmerige på jorden, hvilket paradis i de troendes hjerter! Hvordan ville de ikke i denne Herrens skønne hvile juble og synge af inderlig glæde, prise og love, som var de allerede i himlen, og med Paulus bekende: «Er Gud for os, hvem kan så være imod os?» osv., og med David: «Hvor dyrebar er dog din nåde, Gud, at menneskenes børn kan søge tilflugt i dine vingers skygge!»

*) Sl 77,11. Den gamle (svenske) oversættelse.

**) Den gamle (svenske) oversættelse.