Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Kristi person

Menneskevordelsen og jomfrufødslen

Menneskevordelsen betyder, at Guds evige Søn i tidens fylde tog en sand menneskelig natur på sig: ved Helligåndens virkning blev han undfanget og født af Jomfru Maria uden mands medvirken og uden synd.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Den Augsburgske Bekendelse sammenfatter Skriftens lære kort: Guds Søn er blevet menneske, født af den rene jomfru Maria. Pieper viser ud fra Skriften, at han ikke bragte sin menneskelige natur med fra himlen, men tog den af Maria. Derfor kaldes han Abrahams sæd, Davids skud og Marias «livs frugt». Han har legeme og sjæl som vi og er os lig i alt, dog uden synd (Hebr 2,14; 4,15). At Guds Søn tog en menneskelig natur på sig, kaldes menneskevordelsen eller inkarnationen.

Måden er enestående. Kristus nedstammer ikke fra et forældrepar, men kun fra Maria, jomfruen. Ved Helligåndens virkning blev hun mor uden mands medvirken, sådan som Es 7,14, Matt 1,18–20 og Luk 1,34–35 lærer. Luther kalder det en artikel, som fornuften aldrig kunne have udtænkt, og englens ord «intet er umuligt for Gud» (Luk 1,37) er nok for troen. Kirken har bekendt det fra begyndelsen i trosbekendelsen, og Pieper kalder benægtelsen af jomfrufødslen en direkte modsigelse af Skriften. Undfangelsen ved Helligånden betyder også, at Kristi menneskelige natur var fri for arvesynden, som Chemnitz og Krauth fremhæver.

Hvorfor skete det? Ifølge Den Augsburgske Bekendelse blev Guds Søn menneske for at være et offer for al synd og forsone Guds vrede. Han blev født af en kvinde og under loven for at løskøbe dem, der var under loven (Gal 4,4–5), så allerede undfangelsen og fødslen hører med til hans frelsergerning, siger Pieper. Den Store Katekismus siger, at han blev undfanget og født uden nogen synd for at være herre over synden. Derfor er hans hellige kød og blod, som Luther siger, den rette kilde til nåde for os uhellige, og Rhegius finder i navnet Immanuel den trøst, at Gud nu er hos os som menneske.

Skriften

  • 1 Mos 3,15 – Den første forjættelse kalder Frelseren kvindens afkom; Pieper ser heri, at han skulle komme af en kvinde.
  • Es 7,14 – Profetien om jomfruen, der skal føde Immanuel (citeret i Matt 1,23); Rhegius og Pieper viser, at almah betyder jomfru.
  • Matt 1,18–20 – Det, der er blevet til i Maria, er af Helligånden; Helligånden er den virkende årsag til undfangelsen.
  • Luk 1,34–37 – Helligånden skal komme over Maria, og intet er umuligt for Gud; svaret på indvendingen fra naturlovene.
  • Joh 1,14 – «Ordet blev kød»: hovedstedet om, at Guds evige Søn antog den menneskelige natur.
  • Gal 4,4–5 – Gud sendte sin Søn, født af en kvinde og under loven, for at løskøbe dem, der var under loven.
  • Hebr 2,14 – Kristus fik del i blod og kød ligesom børnene, for ved døden at ødelægge ham, der har dødens magt.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 3: Bekendelsen lærer, at Guds Søn er blevet menneske, født af jomfru Maria, så de to naturer er uadskilleligt forenet i én Kristus. Han blev menneske for at være et offer for al synd og forsone Guds vrede.
    «Ligeledes læres der, at Gud Søn er blevet menneske, født af den rene jomfru Maria» Læs teksten
  • De Schmalkaldiske Artikler, del I, art. 4: Luther regner menneskevordelsen ved Helligånden og fødslen af jomfru Maria blandt de høje artikler, som der ikke er strid om, og henviser til de oldkirkelige trosbekendelser og børnekatekismen.
    «At Sønnen er blevet menneske på den måde, at han er undfanget af Helligånden uden mands medvirken og født af den rene, hellige jomfru Maria» Læs teksten
  • Den Store Katekismus, trosbekendelsens 2. artikel: Leddene om undfangelse og fødsel forklarer, hvordan Kristus er blevet vores Herre og forløser. Han blev menneske uden synd for at være herre over synden, og han led og døde for at gøre fyldest for os.
    «Han er nemlig blevet menneske, undfanget og født af Helligånden og Jomfruen uden nogen synd, for at han skulle være herre over synden.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD VIII: Fordi naturerne er personligt forenet, har Maria ikke født et blot menneske, men den Højestes Søn. Konkordieformlen kalder hende derfor Guds moder og siger, at hun forblev jomfru.
    «Derfor er hun i sandhed Guds moder og er alligevel forblevet jomfru.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: Mariæ bebudelsesdag: Luther kalder undfangelsen ved Helligånden og fødslen af jomfru Maria en høj artikel, som fornuften aldrig selv kunne finde på. Andre kvinder bliver mødre ved en mand; her sker noget, der aldrig er sket før og aldrig sker igen.
    «For det er en storslået, høj artikel, som fornuften aldrig kunne have drømt om, hvis ikke Skriften havde fortalt os så kraftigt om den.» Læs teksten
  • Luther, Huspostillen: Mariæ bebudelsesdag: Barnet, der er undfanget ved Helligånden, har kød og blod uden synd. Derfor skal vi ikke søge nåde hos Maria og de hellige, men hos ham, som er nådens kilde, og trøste os ved hans hellighed.
    «Selv om det har kød og blod, er dette kød og blod dog et helt igennem helligt kød og blod, som der ingen synd er i.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion, kap. 12: Chemnitz bruger menneskevordelsen til at skelne naturen fra synden: Guds Søn antog vores sande menneskelige natur, men den blev ved undfangelsen renset for synd ved Helligånden. Han er derfor af samme væsen som vi, dog uden synd.
    «vidner Skriften kraftigt i artiklen om forløsningen om, at Guds Søn har antaget vor menneskelige natur, som ved undfangelsen blev fuldstændig renset for synd ved Helligånden.» Læs teksten
  • Rhegius, Samtale om Emmausprædikenen (1537): Navnet Immanuel betyder, at Gud ikke blot er hos os med sin nåde, men legemligt, fordi han selv er blevet menneske. Det er en uudsigelig trøst og et pant på, at vores dødelige natur skal leve evigt med Kristus.
    «I gamle dage var han hos sin skabning alene som Gud; nu er han hos os mennesker som menneske og er et guddommeligt menneske og en menneskelig Gud.» Læs teksten
  • Krauth, Den konservative reformation, afh. IX: Kristus alene blandt mennesker har en natur uden arvesynd. Krauth knytter dette til jomfrufødslen: Alle, der undfanges og fødes efter naturens orden, fødes i synd.
    «For at vor Herres natur kunne være fri for arvesynd, var det nødvendigt, at han blev undfanget ved Helligånden og født uden for naturens orden.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 11: Kun Sønnen blev menneske, men Faderen og Helligånden var også virksomme. Ved undfangelsen greb Gud ind ud over den naturens orden, han selv har grundlagt; at benægte, at det er muligt, er at drage Guds almagt i tvivl.
    «Den samme Gud kan, når han vil, undvære disse midler og lade et barn fødes af en jomfru.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Kristi person: Pieper viser ud fra Matt 1 og Luk 1, at Helligånden var den virkende årsag og Maria den, af hvem Kristus tog sin menneskelige natur. Over for henvisningen til naturlovene svarer Luk 1,37 én gang for alle.
    «Den kristne kirke har fra allerførste begyndelse (modsætning: ebionitterne) troet og bekendt undfangelsen ved Helligånden og fødslen af Jomfru Maria.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Gendøberne (Kristi «himmelske» kød). Nogle i oldtiden mente, at Kristus ikke havde et sandt legeme, og nogle gendøbere lærte, at han ikke tog kød og blod af Maria, men bragte det med fra himlen; Konkordieformlen (SD XII) forkaster det. Luther svarer, at han så ikke kunne være Davids søn, og at englens ord om at blive frugtsommelig i moderlivet modsiger dem.
  • Nyere teologi (benægtelse af jomfrufødslen). Nyere teologer har benægtet jomfrufødslen eller kaldt den «religiøst værdiløs». Pieper siger, at benægtelsen er en direkte modsigelse af Skriften, og at mennesket dermed gør sig selv til målestok over Skriftens autoritet.
  • Jødisk udlægning af Es 7,14. Jøderne sagde, at almah også kan betyde en ung kvinde, der ikke længere er jomfru, og at profetien gjaldt Hizkija. Rhegius kalder det ren modvilje: Ordet bruges overalt i Bibelen om en jomfru, og Hizkija var allerede mindst ni år, da profetien kom.
  • Romersk-katolsk lære om Marias ubesmittede undfangelse. Rom gjorde i 1854 til lære, at Maria selv blev undfanget og født uden synd. Krauth svarer ud fra Den Augsburgske Bekendelse, art. 2, at alle, der fødes efter naturens orden, har arvesynd; kun Kristus, der blev undfanget ved Helligånden, er fri for den.

Hænger sammen med

  • De to naturer og den personlige forening – Menneskevordelsen er den handling, hvor Guds Søn optog en menneskelig natur, der ikke fandtes i forvejen, i sin person. Pieper skelner mellem selve handlingen og den varige tilstand, der kom ud af den: den personlige forening, hvor Gud og menneske er én Kristus. Menneskevordelsen er begyndelsen, og de to naturer i én person er resultatet.
  • Egenskabernes meddelelse – Fordi Guds Søn selv er født af Maria, kan man sige om ham, hvad der hører til begge naturer. Derfor kalder kirken Maria «Guds moder». Jacobs forklarer, at striden med Nestorius netop drejede sig om dette udtryk: En moder føder ikke en natur, men en person, og den, Maria fødte efter den menneskelige natur, er Guds Søn.
  • Arvesynden – Alle, der nedstammer fra Adam på naturlig vis, arver arvefordærvelsen. Pieper siger, at Kristus er den eneste undtagelse, fordi han ikke blev til på naturlig vis, men ved Helligåndens virkning (Matt 1,20), og derfor kaldes «det hellige» (Luk 1,35). Maria er derimod ikke undtaget fra arvesynden; det er et pavedekret fra 1854, ikke Skriften.
  • Kristi fornedrelse og ophøjelse – Det kan lyde, som om det i sig selv er en fornedrelse, at Gud bliver menneske. Pieper skelner: Selve menneskevordelsen er ikke fornedrelse, for Kristus forbliver menneske også i ophøjelsen. Fornedrelsen ligger i måden: at Guds Søn blev undfanget og født af en kvinde og gik ind i menneskelig ringhed og svaghed. Dér begynder fornedrelsens stand.
  • Forsoningen: Kristi stedfortrædende fyldestgørelse – Hvorfor blev Guds Søn menneske? Chemnitz svarer: Gud kan ikke lade sin lov falde, og vi kan ikke opfylde den. Derfor sendte han sin Søn «i vores kød», så han kunne sættes under loven og i vores sted yde den fyldestgørelse, loven kræver. Menneskevordelsen er altså vejen til forsoningen.
  • Kristi aktive og passive lydighed – Paulus siger, at Guds Søn blev «født af en kvinde, født under loven» for at løskøbe dem, der var under loven (Gal 4,4–5). Pieper bruger stedet til at vise, at ikke kun vores skyld, men også vores pligt til at holde loven blev tilregnet Kristus. Han blev menneske for at leve den lydighed, vi skyldte Gud.
  • Treenigheden – Det fælles led er forskellen mellem personerne. Faderen, Sønnen og Helligånden har ét og samme væsen, men de er virkelig forskellige, og Pieper peger netop på, at kun Sønnen, ikke Faderen eller Helligånden, er blevet menneske. Treenighedslæren er derfor forudsætningen for at kunne sige, hvem der blev menneske: Guds evige Søn.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).