Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Kristi gerning

Himmelfarten og sædet ved Faderens højre hånd

Kristi himmelfart er hans synlige opstigning med legemet fra jorden, hvorved han også efter sin menneskelige natur er sat ved Guds højre hånd, det vil sige i den fulde brug af Guds almægtige magt, hvormed han regerer alle ting og sin kirke.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Efter de fyrre dage, hvor den opstandne viste sig for disciplene, blev Jesus taget op, mens de så på, og en sky tog ham bort fra deres øjne (ApG 1,9). Himmelfarten skete synligt, siger Pieper, for at dens sandhed også historisk kunne stå fast for kirken. Den var ingen bortrykkelse som Elias'; Luther fremhæver i Huspostillen, at Kristus for op ved sin egen kraft. Målet var ikke blot de saliges himmel, men Guds højre hånd (Mark 16,19; Ef 1,20–22).

Guds højre hånd er et billedligt udtryk ligesom Guds øjne og ører. Den betyder ikke et bestemt sted i himlen, men, som Konkordieformlen siger, «Guds almægtige kraft, som fylder himmel og jord». At sidde dér er derfor ikke at hvile på en æresplads, men at herske med guddommelig magt over alle ting, og det gælder Kristus også efter hans menneskelige natur. Han er faret op over alle himle for at fylde alt (Ef 4,10). Han har taget sit synlige nærvær bort, men han er ikke fjern fra sin kirke: han er til stede hos den, ikke blot som Gud, men også som menneske. Derfor afviser Konkordiebogen, at himmelfarten skulle gøre hans legeme og blod fraværende i nadveren.

Trøsten ligger i det, han gør ved Faderens højre hånd. Den Augsburgske Bekendelse siger, at han sidder dér for evigt at herske over alle skabninger og ved Helligånden hellige, trøste og beskytte dem, der tror på ham. Luther prædiker over Sl 68,19, at han «har ført fangenskabet fangen»: loven, synden, døden og Djævelen er fangne fjender, som ikke skal skade de kristne. Og han sender Ånden, giver sin kirke apostle, hyrder og lærere og bevarer den ved Ordet, indtil han kommer igen på samme måde, som han for op.

Skriften

  • ApG 1,9–11 – Jesus tages op, mens disciplene ser på; englene siger, at han skal komme igen på samme måde.
  • Mark 16,19 – Han blev taget op til himlen og satte sig ved Guds højre hånd: himmelfartens egentlige mål er Guds højre hånd.
  • Ef 1,20–23 – Gud satte ham ved sin højre hånd højt over al magt og lagde alt under hans fødder: et herskersæde, ikke et hvilested.
  • Ef 4,8–10 – Han steg op i det høje og tog fanger; han steg op over alle himle for at fylde alt.
  • Sl 110,1 – Gud siger til Messias, at han skal sidde ved hans højre hånd, til fjenderne er lagt under hans fødder: et herskersæde.
  • ApG 2,33–36 – Peter tyder Sl 110 om himmelfarten: den ophøjede har udgydt Ånden, og Gud har gjort Jesus til Herre og Kristus.
  • Hebr 1,3 – Efter at have renset for synderne satte han sig ved Majestætens højre hånd i det høje.
  • Joh 16,7 – Det er godt for disciplene, at han går bort, for så sender han Talsmanden til dem.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 3: Bekendelsen siger, at Kristus er faret op og sidder ved Guds højre hånd med et formål: at herske over alle skabninger og ved Helligånden hellige, rense, styrke, trøste og beskytte dem, der tror på ham, mod Djævelen og synden.
    «er faret op til himlen og sidder ved Guds højre hånd, for at han evigt skal herske og regere over alle skabninger» Læs teksten
  • Luthers Store Katekismus: 2. trosartikel: Luther forklarer trosartiklens led som Kristi forløsningsværk: til sidst er han faret op og har overtaget styret ved Faderens højre hånd, så Djævelen og al magt må ligge for hans fødder, indtil han på den yderste dag skiller os helt ud fra den onde verden, Djævelen, døden og synden.
    «er til sidst faret op til himlen og har overtaget styret ved Faderens højre hånd, så Djævelen og al magt må være ham underlagt og ligge for hans fødder» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD VIII: Fordi Kristus er faret op over alle himle, fylder han alt og regerer overalt, ikke blot som Gud, men også som menneske. Guds højre hånd er ikke et sted, men Guds almægtige kraft, og ind i den er Kristus indsat efter sin menneskelige natur, uden at naturerne sammenblandes.
    «Guds højre hånd er ikke et bestemt sted i himlen, som sakramentsfornægterne påstår uden belæg i Den Hellige Skrift, men intet andet end Guds almægtige kraft, som fylder himmel og jord.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD VII: Konkordieformlen forkaster den lære, at himmelfarten har lukket Kristi legeme inde på et bestemt sted i himlen, så det ikke kan være til stede i nadveren. Den anklager også nogle sakramentsfornægtere for at have forfalsket ApG 3,21 for at støtte denne lære.
    «at Kristus på grund af sin himmelfart med sit legeme er sådan omsluttet og indesluttet et bestemt sted i himlen, at han med det ikke kan eller vil være sandt og væsentligt til stede» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: Kristi himmelfartsdag: Ud fra Sl 68,19 lærer Luther, at himmelfartens kraft er, at Kristus har taget de fjender til fange, som holdt os fanget. De kan stadig true, men de skal ikke skade de kristne, for Kristus sidder ved Guds højre hånd for at beskytte sin kristenhed.
    «Det er altså en herlig og stor nytte af Kristi himmelfart, at de store fjender – loven, synden, døden og Djævelen – som holdt os fanget, er taget til fange af Herren Kristus» Læs teksten
  • Luther, Huspostillen: Kristi himmelfartsdag: Den ophøjede Kristus går ikke ledig. Han regerer og fører sin kirke, trøster den i anfægtelse, redder den i forfølgelse, bevarer den i sandheden og vækker den til bøn. Alt, hvad de kristne har, er gaver fra ham og kraften af hans himmelfart.
    «For derfor er han faret op: for at han ville fremme dette sit rige og ved Ordet og Helligånden avle og bevare sig en kristen kirke.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion, kap. 24: Chemnitz indrømmer, at Kristus for op synligt og rumligt og skal komme igen på samme måde. Men han for ikke op som en fugl eller som Elias: han satte sig ved Guds højre hånd, som ikke er et afgrænset sted, men Guds majestæt og kraft, der fylder alt.
    «Men Guds højre hånd er ikke et afgrænset sted eller en særlig egn i himlen, hvor Kristus skulle være omkranset eller lukket inde.» Læs teksten
  • Krauth, Den konservative reformation, afh. X: Krauth fastslår, at himmelfarten til Guds højre hånd ikke er en opstigning til et sted. At sidde ved Guds højre hånd er at regere sammen med Faderen. Fordi magten udøves over alle ting og ikke kan skilles fra Kristi person, er hele personen til stede, også hans menneskelighed.
    «At sidde ved Guds højre hånd er at have del i hans suveræne herredømme og hans suveræne magt.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 12: Himmelfartens formål var først Kristi triumf. Kristus er ifølge sit løfte aldrig fraværende fra jorden, men han tog sit synlige nærvær bort for at sende Ånden, berede de troende bolig og opdrage dem til at tro på ham, som om han var fraværende.
    «tog han alligevel sit synlige nærvær bort for at sende Helligånden (Joh 16,7), berede boliger i himlen for de troende (Joh 14,2) og opdrage dem til at tro på ham» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Kristi fornedrelse og ophøjelse: Himmelfarten skete synligt, så dens sandhed kunne stå fast historisk. Pieper skelner mellem to endemål: de saliges himmel og Guds højre hånd. Ud fra ApG 2,34–36 og Sl 110 viser han, at Kristus ikke har sat sig til hvile, men på herskersædet.
    «Også Peter belærer os i sin pinsetale utvetydigt om, at Kristus ved sin himmelfart ikke har sat sig til hvile, men på herskersædet.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Kristi fornedrelse og ophøjelse: «Guds højre hånd» er et billedligt udtryk for Guds almagt. Når det siges om Kristus efter hans menneskehed, at han sidder dér, betyder det et varigt herskerforhold med ubegrænset guddommelig magt. Den lutherske kirke holder sig her til Skriftens egen definition.
    «så beskrives dermed ikke et æressæde, men et herskersæde, og heller ikke et herskersæde med mindre end guddommelig magt» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Reformert lære: Kristus indesluttet i himlen. Reformerte teologer som Gerhart lærer, at Kristi menneskelige natur efter himmelfarten er stedligt til stede ved Guds højre hånd og udelukket fra jorden. Krauth svarer, at Guds højre hånd ikke er et sted, og Pieper siger, at denne lære vender Skriftens ord om himmelfarten til det modsatte og fjerner Kristi legeme fra nadveren.
  • Højre hånd som blot æressæde (reformerte, socinianere). Reformerte og socinianere har gjort Guds højre hånd til et æres- og hvilested. Zanchi lærer, at Kristus som menneske kun regerer som Faderens stedfortræder, ringere end Faderen. Pieper svarer, at Skriften beskriver et herskersæde med ubegrænset guddommelig magt (Ef 1,20).
  • Den menneskelige natur uvirksom i himlen. Reformerte har lært, at Kristi menneskelige natur nok havde sine funktioner i fornedrelsen, men nu sidder uvirksom i himlen og nyder sin herlighed, så Kristus kun virker i kirken efter sin guddom. Chemnitz går skarpt imod, og Konkordieformlen bekender, at Kristus er hos sin kirke med hele sin person, også efter sin menneskelige natur.
  • Magten «givet tilbage» til guddommen. Nogle udlagde Matt 28,18 sådan, at Kristus efter sin guddommelige natur fik al magt tilbage ved opstandelsen og himmelfarten, som om han havde aflagt den i fornedrelsen. Konkordieformlen forkaster det, fordi det baner vejen for arianismen og til sidst fornægter Kristi evige guddom.

Hænger sammen med

  • Kristi fornedrelse og ophøjelse – Ophøjelsen er, at Kristus som menneske fuldt ud bruger den majestæt, der er meddelt ham. Jacobs forklarer, at Kristus ved himmelfarten tog sin majestæt i brug i højere grad end i de fyrre dage efter opstandelsen. Efter nedfarten og opstandelsen er himmelfarten og sædet ved Guds højre hånd derfor ophøjelsens højdepunkt.
  • Egenskabernes meddelelse – Det fælles led er Kristi menneskelige natur. Konkordieformlen bekender, at den ikke alene beholder sine naturlige egenskaber, men ved den personlige forening og siden ved herliggørelsen er ophøjet til majestætens og magtens højre hånd. At Kristus også som menneske hersker ved Guds højre hånd, forudsætter altså, at guddommens majestæt er meddelt hans menneskelige natur.
  • Kristi tredobbelte embede – At sidde ved Guds højre hånd er ikke blot at hvile, men at udøve et embede. Jacobs forklarer, at det er et trin i Kristi mellemmandsembede, rettet mod menneskers frelse: Han forvalter magtens, nådens og herlighedens rige og giver mennesker del i forløsningen. Det er især hans kongelige embede, som han nu udøver også efter sin menneskelige natur.
  • Nadveren: Kristi legeme og blod – De reformerte har ment, at himmelfarten gør Kristi legeme fraværende i nadveren. Jacobs svarer, at det er en misforståelse: Himmelfarten gjorde ikke legemet stedbundet ved Guds højre hånd, for Guds højre hånd er ikke et bestemt sted. Den var tværtimod indgangen til den fulde brug af den guddommelige magt og det nærvær, som er meddelt ham. Derfor strider himmelfarten ikke mod Kristi nærvær i nadveren.
  • Kaldet og Helligåndens gerning – Den ophøjede Kristus sender Helligånden. Luther siger i en pinseprædiken, at vi har Åndens gaver alene ved Kristus, som er faret op i det høje og har modtaget gaver for menneskene (Sl 68,19), og han peger på Peters ord: ophøjet ved Guds højre hånd har Kristus udgydt Ånden. Den Ånd kalder nu mennesker til tro ved Ordet.
  • Kristi genkomst og tidens tegn – Himmelfarten og genkomsten hører sammen som afsked og gensyn. Pieper fremhæver, at den Kristus, der for op, ikke længere viser sig synligt for sine egne på jorden før genkomsten ved verdens ende. Derfor skete himmelfarten synligt, mens disciplene så på. Englene lovede dem, at han skal komme igen på samme måde, som de så ham fare op (ApG 1,11).
  • Forsynet – Det fælles led er Guds højre hånd, som efter Skriften ikke er et bestemt sted, men Guds almægtige kraft, der fylder himmel og jord. At Kristus sidder ved Guds højre hånd, betyder ifølge Pieper og Konkordieformlen, at han også som menneske er til stede og regerer. Den styrelse af verden, som forsynet taler om, udøver altså også han, der blev menneske for vores skyld.
  • Nedfaren til dødsriget – Nedfarten står ikke alene. Den Augsburgske Bekendelse, art. 3, nævner i ét åndedrag, at den samme Kristus er steget ned til helvede, er opstået, er faret op til himlen og sidder ved Guds højre hånd for at herske over alle skabninger. Nedfarten er det første trin på ophøjelsens vej, og himmelfarten og sædet ved højre hånd er dens mål.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).