Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Kirken, embedet og samfundet

Kirkens kendetegn og enhed

Kirkens kendetegn er evangeliets rene forkyndelse og sakramenternes forvaltning efter Kristi indstiftelse; de viser, hvor den skjulte kirke findes, og enighed i denne lære og forvaltning er nok til kirkens sande enhed.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Kirken er de troendes forsamling, og troen i hjertet kan kun Gud se. Hvor finder man så kirken? Den Augsburgske Bekendelse svarer: dér, hvor evangeliet prædikes rent, og sakramenterne forvaltes efter evangeliet. Det kaldes kirkens kendetegn (latin: notae ecclesiae). Kendetegnene er ikke selv kirken, men de viser med sikkerhed, hvor der er troende. Pieper sammenligner med hveden, der findes dér, hvor den er sået, for Guds ord vender ikke tomt tilbage (Es 55,10–11). Chemnitz afviser andre mærker som den største flok, de mægtigste og de ældste skikke, og Jacobs viser, at Roms mange kendetegn, fx biskoppernes rækkefølge, må prøves ved Skriften.

Kirken er én, fordi alle dens lemmer har én tro på Guds nåde for Kristi skyld (Ef 4,4–5). Ifølge bekendelsen er det nok til kirkens sande enhed at være enige om evangeliets lære og sakramenternes forvaltning. Skikke, som mennesker har indført, behøver ikke være ens. Ren lære betyder heller ikke, at den mindste vildfarelse tager kirkenavnet fra en forsamling; Apologien taler om svage, der bygger strå på fundamentet uden at omstøde det (1 Kor 3,11–12).

Enheden er dog ikke enighed om ord, der forstås forskelligt. Paulus formaner de kristne til at føre den samme tale i den samme forstand (1 Kor 1,10) og til at holde sig fra dem, der lærer imod den apostolske lære (Rom 16,17). Derfor skelner Pieper mellem rettroende kirker, hvor Ordet faktisk læres rent, og vranglærende kirker, hvor der dog også findes Guds børn, så længe evangeliet lyder dér. Kirkeligt fællesskab med vranglærende kirker kalder han unionisme og en karikatur af enheden. Krauth fremhæver, at den lutherske kirke er mild i alt, der ikke rører ved grundvolden. Trøsten er, at hvor Ordet og sakramenterne er, dér har Gud sit folk.

Skriften

  • Ef 4,4–5 – Ét legeme, én Ånd, én Herre, én tro, én dåb: Den Augsburgske Bekendelse begrunder kirkens enhed med dette sted.
  • Ef 5,25–27 – Kristus helliger kirken ved badet med vand ved Ordet; Apologien finder her de ydre kendetegn, Ordet og sakramenterne.
  • Joh 10,27 – Kristi får hører hans stemme; Guds folk har Guds ord og kendes på det.
  • Es 55,10–11 – Guds ord vender ikke tomt tilbage; derfor er kirken at finde, hvor Ordet forkyndes.
  • 1 Kor 3,11–12 – Kristus er grundvolden; svage kan bygge strå derpå uden at omstøde grundvolden og høre op med at være kristne.
  • 1 Kor 1,10 – De kristne skal føre den samme tale og være enige i den samme forstand; enheden er enhed i lære og bekendelse.
  • Rom 16,17 – Hold jer fra dem, der skaber splittelser imod den lære, I har lært; grundlaget for at skelne rettroende og vranglærende kirker.
  • Gal 1,8 – Et andet evangelium er forbandet, selv fra en engel; alle foreslåede kendetegn må prøves ved Skriften.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 7: Bekendelsen nævner, hvad der kræves til kirkens sande enhed: enig og ren forkyndelse af evangeliet og sakramenter forvaltet efter Guds ord. Ensartede ceremonier, som kirkerne selv har indstiftet, er ikke nødvendige.
    «For det er nok til den kristne kirkes sande enhed, at evangeliet prædikes enstemmigt efter en ren forståelse, og at sakramenterne forvaltes i overensstemmelse med Guds ord.» Læs teksten
  • Apologien, art. 7 og 8: Kirken er først og fremmest et indre fællesskab i troen og Helligånden, men det har ydre kendetegn, så man kan kende det: evangeliets rene lære og sakramenterne forvaltet efter Kristi evangelium.
    «Hvor Guds ord er rent, og sakramenterne forvaltes i overensstemmelse med det, dér er der helt sikkert kirke, og dér er der kristne.» Læs teksten
  • Apologien, art. 7 og 8: Kirken er ingen platonisk idé, men virkelige troende spredt over hele verden, og kendetegnene er den rene lære og sakramenterne. Svage, der bygger strå på fundamentet, er stadig kristne, fordi deres meninger ikke omstøder fundamentet, Kristus.
    «Men fordi disse meninger ikke omstøder fundamentet, bliver de tilgivet dem» Læs teksten
  • Apologien, art. 7 og 8: Forskellige menneskelige skikke skader ikke kirkens sande enhed. Apologien vil dog gerne holde de almindelige ordninger for fredens og den gode ordens skyld.
    «Men ligesom det ikke skader kirkens enhed, at dag og nat er forskellige i længde, sådan mener vi heller ikke, at kirkens sande enhed skades af forskellige skikke, som mennesker har indført.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: 6. søndag efter påske: Luther skelner mellem den falske kirke, der har navnet, og den rette kirke. Man kan ikke afgøre det ved embedet alene, for også den falske kirke kan føre embedet og Guds navn. Den rette kirke er dér, hvor man kender Kristus som Guds lam, der bærer verdens synd, og stoler på Faderens nåde for hans skyld.
    «Hvor den kundskab er, dér er den rette kirke. Hvor den kundskab ikke er, dér er den rette kirke ikke, selv om embedet og Guds navn er der.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion, kap. 29: Den største flok, de mægtigste og klogeste, titlen og embedet eller det, at «de gamle har holdt det sådan», er ikke kirkens rette kendetegn. Det er derimod Guds rene ord, binding og løsning efter Ordet, sakramenterne efter Kristi indstiftelse og mennesker, der hører, bekender og følger Ordet.
    «Den rette, sande kristne kirke her på jorden er derimod der, hvor man finder disse kendetegn: at Guds ord læres uforfalsket, klart og rent» Læs teksten
  • Krauth, Den konservative reformation, afh. V: Over for Roms enhed under ét overhoved, enhed under biskopper og enhed i ens ritualer erklærede den lutherske kirke, at enheden beror på det ene evangelium og de ret forvaltede sakramenter. Uden for grundvolden er den mild og tålsom.
    «den lutherske kirke den første, der trådte frem og erklærede, at kirkens enhed ikke afhænger af noget, som er af mennesker.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 29: Den rene prædiken som kendetegn skal ikke forstås så strengt, at den mindste vildfarelse tager kirkenavnet fra en forsamling. Med Gerhard siger Jacobs: Jo renere Ordet prædikes, des renere er kirken; Korinth og Galatien beholdt navnet kirke trods vildfarelser, men fordærvede kirker skal reformeres efter Ordet.
    «Ikke i den strengeste betydning, som om den mindste vildfarelse ville tage navnet «kirke» fra en forsamling.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Den kristne kirke: Ord og sakrament er ikke kirken selv eller en del af den, men dens kendetegn. Kirken lever af nådemidlerne, og den findes dér og kun dér, hvor Guds ord forkyndes; men troen, der gør den til kirke, forbliver usynlig.
    «Som hveden er at finde dér, hvor den bliver sået, sådan er kirken at finde dér og kun dér, hvor Guds ord forkyndes.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Den kristne kirke: Ud fra kendetegnene skelner Pieper mellem rettroende kirker, hvor Guds ord læres rent og sakramenterne forvaltes efter indstiftelsen, og vranglærende kirker, der tåler falsk lære. Det afgørende er den lære, der faktisk føres, ikke kun den officielle bekendelse. Vranglærende fællesskaber kaldes kirker, for så vidt evangeliet stadig lyder dér og der findes Guds børn.
    «En kirke, som holder sig til den guddommelige ordning, hvor altså Guds ord læres rent, og sakramenterne forvaltes efter den guddommelige indstiftelse, kaldes med fuld ret en rettroende kirke» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Den kristne kirke: Kirkens enhed er en enhed i tro og bekendelse, ikke samme ord med forskellig mening. Derfor må kirken have tålmodighed med de vildfarende, men aldrig give vildfarelsen ret ved siden af sandheden.
    «Men fordi den kristne kirkes enhed er en enhed i tro og bekendelse, er unionismen en karikatur af den kristne enhed, ja, en spot mod den.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Romersk-katolske kendetegn. Rom opstiller femten kendetegn, bl.a. navnet katolsk, ælde, udbredelse, biskoppernes rækkefølge og forening under ét synligt overhoved. Jacobs svarer, at de alle er underordnet den ene prøve, overensstemmelse med Skriften (Es 8,20; Gal 1,8), og at en ydre rækkefølge af biskopper uden lærens rækkefølge er ugyldig.
  • Ens skikke som betingelse for enhed. Nogle mente, at menneskelige traditioner var nødvendige gudstjenester, som man fortjener retfærdiggørelsen ved, og kirker lyste hinanden i band over påskens fejring og billeder. Apologien svarer, at sådanne skikke er ydre, borgerlige ordninger, der intet har med hjertets retfærdighed at gøre, og at forskellighed i dem derfor ikke bryder enheden.
  • Ord og sakrament som kirkens synlige side. De romersk-katolske vil have kirken lige så synlig som et kongerige, og nyere lutheranere gør Ord og sakrament til kirkens «synlige side». Pieper svarer, at man dermed forveksler kendetegnene med kirken selv: Kirken lever af nådemidlerne, men den forbliver usynlig, fordi troen er usynlig.
  • Unionisme. Unionismen vil have kirkeligt fællesskab med vranglærende kirker og påberåber sig kærligheden og de Guds børn, der findes dér. Pieper svarer, at Skriften byder at holde sig fra dem, der lærer anderledes, og at en enhed, der tåler vildfarelsen ved siden af sandheden, opgiver sandheden.

Hænger sammen med

  • Kirken – Kirken i egentlig forstand er de troende, og dem kan kun Gud se. Jacobs forklarer, at Den Augsburgske Bekendelse alligevel med god grund nævner kendetegnene i samme åndedrag: Hvor evangeliet prædikes rent, og sakramenterne forvaltes ret, dér findes altid nogle virkelig troende. Kendetegnene gør ikke kirken synlig, men viser, hvor den skjulte kirke er.
  • Nådemidlerne – Kirkens kendetegn er netop nådemidlerne, Ordet og sakramenterne. Pieper forklarer, at kirken er frembragt ved nådemidlerne og lever af dem, ligesom et menneske lever af luft og føde, men at midlerne ikke selv er kirken. Fordi Gud skaber og bevarer troen ved disse midler, er de også de tegn, man kan kende kirken på.
  • Ordets kraft – At der altid er kirke, hvor evangeliet forkyndes, hviler på løftet om Ordets kraft: Guds ord vender ikke tomt tilbage (Es 55,11). Luther siger (citeret hos Jacobs), at Ordets tjeneste aldrig kan være uden frugt, så der altid er nogle, der tager imod det i sand tro. Uden Ordets kraft ville kendetegnet ikke være sikkert.
  • Retfærdiggørelsen – Kirkens sande enhed er åndelig: én Kristus, ét evangelium, én tro. Apologien siger, at uden denne enhed kan troens retfærdighed for Gud ikke bestå, og at troens retfærdighed ikke er bundet til bestemte menneskelige skikke. Derfor er det enighed i evangeliet om nåden for Kristi skyld, ikke ens ceremonier, der gør kirkerne til én kirke.
  • Kirkeskikke og adiafora – Det fælles led er spørgsmålet om, hvad der er nok til kirkens enhed. Konkordieformlen, artikel X, siger, at kirker ikke skal fordømme hinanden, fordi den ene har flere eller færre ceremonier end den anden, når de er enige i læren og i den rette brug af sakramenterne. Kendetegnene bærer enheden; middeltingene må gerne være forskellige.
  • Prædikeembedet – Kendetegnene, evangeliet og sakramenterne, forvaltes i praksis af kirkens tjenere. Apologien siger, at sakramenterne virker, selv om tjeneren er ond, fordi tjenerne handler i Kristi sted og ikke i egen person (Luk 10,16). Kendetegnet hænger altså ved Kristi ord og ikke ved præstens fromhed. Men en lærer, der forkynder et andet evangelium, handler ikke længere i Kristi sted.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).