Studiebibelen

🗺 Lærekortet · De sidste ting

Det evige liv

Det evige liv er den fuldendte salighed, som Kristus har erhvervet og ved dommen giver alle, der tror på ham: at skue Gud ansigt til ansigt, efter sjæl og legeme fri for synd og al ulykke.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Skriften kalder det evige liv en gave (Rom 6,23), ikke en løn, mennesket fortjener. Det er erhvervet ved Kristi stedfortrædende fyldestgørelse, altså ved at han har betalt for vores synder i vores sted, og det gives til enhver, der tror på ham (Joh 3,16). Pieper understreger, at det kun kendes af evangeliet og ikke må forveksles med filosofiens tanker om sjælens udødelighed. Livet begynder allerede her: Apologien siger, at troen skaber evigt liv i hjertet, og Luther siger, at et døbt barn straks begynder at leve evigt, selv om vi hverken ser eller føler det. Men fylden kommer først, når Kristus på den yderste dag giver de troende evigt liv og evig glæde (Den Augsburgske Bekendelse, art. 17).

Selve saligheden består i at skue Gud. Her kender vi Gud gennem Ordet som i et spejl; da skal vi se ham ansigt til ansigt (1 Kor 13,12; 1 Joh 3,2). De salige er fri for synd, død og al ulykke, også i et nyt, udødeligt og forklaret legeme (Den Store Katekismus), og de gør Guds vilje frivilligt og med lutter glæde (Konkordieformlen). De skal kende hinanden, også dem, de ikke kendte i dette liv. Bryllup, festmåltid og troner er billeder, som peger ud over al jordisk herlighed.

Alle de salige er lige salige, men med Luther lærer Pieper ud fra Skriften, at der er grader af herlighed efter arbejde og troskab her på jorden. Det vækker ikke misundelse, kun lovprisning, og det gør ikke selve saligheden til en løn. Skriften lærer om det evige liv for at drive til tro på evangeliet og bevare i troen. Den holder de kristne oppe under verdens miskendelse og trængsel, så de holder blikket rettet mod saligheden i himlen.

Skriften

  • Joh 3,16 – Guds kærlighed til verden har til formål, at enhver, der tror på Sønnen, skal have evigt liv.
  • Rom 6,23 – Det evige liv er Guds nådegave i Kristus, ikke en løn for gerninger.
  • Matt 25,46 – Ved dommen går de retfærdige ind til det evige liv, de uretfærdige til evig straf.
  • 1 Joh 3,2 – Vi er allerede Guds børn, men skal blive ham lig, fordi vi skal se ham, som han er.
  • 1 Kor 13,12 – Nu ser vi som gennem et spejl, da ansigt til ansigt: saligheden er at skue Gud.
  • 1 Kor 15,42–44 – Legemet oprejses i uforgængelighed, herlighed og kraft som et åndeligt legeme og får del i saligheden.
  • Åb 21,4 – Saligheden er fri for ethvert onde: ingen død, sorg, klage eller pine.
  • Dan 12,3 – De, der har ført mange til retfærdighed, skal stråle; lærerne bruger stedet om grader af herlighed.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 17: Kristus skal på den yderste dag oprejse alle døde og give de troende og udvalgte evigt liv og evig glæde, men fordømme de ugudelige og djævlene til evig straf.
    «give de troende og udvalgte evigt liv og evig glæde, men fordømme de ugudelige mennesker og djævlene til helvede og evig straf» Læs teksten
  • Apologien, art. 4: Ud fra Hab 2,4 siger Apologien, at troen, der gør retfærdig, også gør levende: det evige liv begynder allerede i dette liv i troens hjerte.
    «den samme tro gør levende, fordi denne tro skaber fred og glæde og evigt liv i hjertet [som begynder i dette liv]» Læs teksten
  • Luthers Store Katekismus, Troen, 3. artikel: Her er vi kun halvt rene og hellige og har brug for daglig tilgivelse. I det evige liv behøves ingen tilgivelse, for da er vi helt hellige og fri for synd, død og al ulykke i et forklaret legeme.
    «Dér skal der ikke længere være tilgivelse, men helt og fuldt rene og hellige mennesker, fulde af fromhed og retfærdighed, taget bort fra og fri for synd, død og al ulykke» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD VI: Når mennesket er fuldkomment fornyet i opstandelsen, behøver det hverken lovens prædiken eller evangeliet. De salige skal se Gud og gøre hans vilje helt frit og med glæde.
    «Men ligesom de skal se Gud ansigt til ansigt, sådan vil de ved kraften fra Guds Ånd, der bor i dem, frivilligt, utvunget, uhindret, helt rent og fuldkomment og med lutter glæde gøre Guds vilje» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: 2. søndag efter påske: Luther lærer, at et døbt barn straks begynder at leve evigt, selv om man kun ser det gamle, syndige liv. Det evige liv er skjult og gælder efter Ordet og troen, ikke efter det, vi ser og føler.
    «Men oven over dette gamle og syndige liv har Gud skabt et evigt liv, som vi allerede lever i (regnet efter Ordet og troen), selv om vi endnu hverken ser eller føler det.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion: Om den yderste dom: Det evige liv er troens endemål. I dette liv er vi frelst, men i håb; fuldt åbenbaret bliver det først, når Kristus kommer til dom, og de retfærdige går ind til det evige liv.
    «Men både troens og vantroens endemål skal først blive helt og fuldt åbenbaret i den sidste tid, når Kristus kommer fra himlen for at dømme» Læs teksten
  • Urbanus Rhegius, Dialogus: Om Kristi død, opstandelse og evige rige: Ud fra Esajas beskriver Rhegius det evige liv som et evigt halleluja over, at døden er opslugt i Kristi sejr: glæde, sundhed og fryd, der aldrig visner.
    «Så bliver vores liv efter dette timelige liv et saligt liv, som skal have evig glæde uden sorg, sundhed uden sygdom, fryd uden lede» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 40: Det evige liv er fuldendelsen af det åndelige liv: det begynder i genfødslen, vokser i fornyelsen og når sin fylde ved opstandelsen og dommen, hvor Guds hensigt med mennesket virkeliggøres.
    «Det meddeles i genfødslen, udvikles i fornyelsen og føres op på et højere trin efter legemets død, men det når først sin fylde ved opstandelsen og den yderste dom.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: De sidste ting: Saligheden består i at skue Gud (visio beatifica). Her kender vi Gud gennem Ordet, da umiddelbart, ansigt til ansigt, så mennesket efter sjæl og legeme gennemstråles af hans herlighed. Derved er ethvert frafald udelukket, og de salige skal også kende hinanden.
    «Mens de troende i dette liv kun kender Gud gennem hans ord, altså i billede (cognitio Dei abstractiva), giver Gud sig til kende for de salige uden billede og slør, ansigt til ansigt, umiddelbart (cognitio Dei intuitiva).» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: De sidste ting: Der er ingen grader af salighed, for alle de salige er fuldkomment salige. Men Skriften giver anledning til at lære grader af herlighed efter arbejde og troskab på jorden (2 Kor 9,6; Dan 12,3), og Pieper citerer Luther for det. Det vækker ikke misundelse, kun lovprisning.
    «Der skal ikke antages grader af salighed, fordi alle de salige er fuldkomment salige, det vil sige: hver af de salige skal for sin person have fuld tilfredsstillelse i at skue Gud.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: De sidste ting: Læren om saligheden skal drive til tro på evangeliet og bevare i troen. Et kristenliv er utænkeligt uden det visse håb om det evige liv, og under verdens miskendelse og trængsel holder de kristne blikket rettet mod himlen.
    «således har Skriftens lære om den evige salighed til formål at drive til tro på evangeliet og bevare i denne tro og således tjene til at opnå saligheden» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Romersk-katolsk lære om fortjeneste. Modstanderne lærte, at det evige liv kaldes en løn og derfor fortjenes i fuld forstand (de condigno) ved gode gerninger. Apologien svarer, at Paulus kalder det evige liv en gave, fordi vi for Kristi skyld bliver Guds børn og medarvinger.
  • Rationalisme: sjælens udødelighed. Rationalisterne dyrkede filosofiske beviser for sjælens udødelighed. Pieper svarer, at den kristne lære om saligheden kun kendes af evangeliet om Kristus og ikke må forveksles med den hedenske lære om sjælens udødelighed; troen på et evigt liv må grundes på Kristus, ikke på filosofiske beviser.
  • Salighed uden tro (unitarer, Zwingli, Hofmann). Unitarer og Zwingli tilsagde hedninger saligheden; Luther protesterede mod, at Zwingli satte Herkules og Sokrates i himlen, og Hofmann mente, at Gud ville lønne hedningers adfærd med evigt liv. Pieper svarer, at Skriften kun nævner dem, der tror på Kristus i dette liv, og at ingen lærer må vække håb om omvendelse efter døden.
  • Reformert lære om himlen som afgrænset sted. Den reformerte teolog Strong mente, at himlen sandsynligvis er et afgrænset sted, fordi Kristi menneskelige legeme må være begrænset til et sted. Pieper kalder det reformert kristologi, der spiller ind, og lærer, at himlen er dér, hvor Gud giver sig til at skue ansigt til ansigt.

Hænger sammen med

  • Retfærdiggørelsen – Det evige liv og retfærdiggørelsen hænger sammen som gave og grund. Modstanderne sagde, at det evige liv er en løn, som gode gerninger fortjener. Apologien svarer med Rom 6,23, at det er en gave: ved den retfærdighed, der skænkes os for Kristi skyld, bliver vi på samme tid Guds børn og Kristi medarvinger. Det, der gør et menneske retfærdigt for Gud, giver det også livet.
  • Dåben – Det evige liv begynder ikke først efter døden. Luther siger i Huspostillen, at et barn fra sin dåb straks begynder at leve evigt, selv om man kun ser det gamle liv med synd og død. Dåben giver altså det evige liv allerede nu, skjult og «regnet efter Ordet og troen»; på den yderste dag bliver det åbenbart.
  • Døden og sjælens tilstand efter døden – Døden afbryder ikke det evige liv for den troende. Jacobs forklarer, at livet gives i genfødslen, vokser i fornyelsen og føres op på et højere trin efter legemets død, men først når sin fylde ved opstandelsen og den yderste dom. Tilstanden efter døden er altså salig, men endnu ikke den fulde salighed.
  • De dødes opstandelse – Saligheden gælder hele mennesket, ikke kun sjælen. Luther siger i Den Store Katekismus, at vi i det kommende liv skal være rene og hellige mennesker, fri for synd, død og al ulykke, i et nyt, udødeligt og forklaret legeme. Derfor er legemets opstandelse en del af selve det evige liv og ikke blot en forudsætning for det.
  • Den yderste dom og verdens ende – På den yderste dag bliver det skjulte liv åbenbart og fuldendt. Den Augsburgske Bekendelse, art. 17, siger, at Kristus da skal opvække alle døde og give de troende og udvalgte evigt liv og evig glæde. For de troende er dommen derfor ikke en trussel: Kristus giver dem da offentligt det liv, som de allerede ejer ved troen (Joh 5,24).
  • Den evige fortabelse – Evigt liv og evig fortabelse er hinandens modstykker. Jesus sætter dem side om side i Matt 25,46: de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv. Pieper slutter heraf, at ordet «evig» må betyde det samme begge steder; den, der nægter den evige fordømmelse, må derfor også nægte den evige salighed.
  • Gudsbilledet og urtilstanden – Gudsbilledet bliver først helt genoprettet i det evige liv. Jacobs skelner mellem retfærdiggørelsen, der sker på et øjeblik, og fornyelsen, hvor Guds billede genoprettes gradvis, «begyndt i dette liv og fuldendt i det kommende». Det, mennesket mistede i Paradis, får de troende altså fuldt igen, når de skuer Gud ansigt til ansigt.
  • Tusindårsriget (chiliasmen) – Det fælles led er det kristne håb. Pieper siger, at chiliasmen drager hjertet bort fra den skjulte herlighed, som består i visheden om syndernes forladelse og den kommende himmelske arv, og sætter forventningen om jordisk storhed i stedet. Skriften retter de kristnes håb mod himlen: «Vores borgerskab har vi i himlene» (Fil 3,20).

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).