Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Frelsens tilegnelse

Den mystiske forening med Gud

Den mystiske forening er den hemmelighedsfulde, men virkelige forbindelse, hvorved den treenige Gud selv ved troen bor i de retfærdiggjorte, uden at forskellen mellem Skaber og skabning ophæves.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Den mystiske forening (latin: unio mystica) betegner, at den treenige Gud selv – Faderen, Sønnen og Helligånden – tager bolig i den, der tror på Kristus. Jesus siger: «Vi vil komme til ham og tage bolig hos ham» (Joh 14,23), og Paulus beder om, at Kristus må bo ved troen i hjerterne (Ef 3,17). Derfor kaldes de kristne Guds og Helligåndens tempel (1 Kor 3,16; 6,19), og foreningen omfatter ikke blot sjælen, men også legemet. «Mystisk» betyder her hemmelighedsfuld, ikke en særlig følelse eller oplevelse. Luther siger, at vi har denne bolig her på jorden i Ordet og mærker den ved troen.

Konkordieformlen og Pieper trækker klare grænser. Det er Gud selv, ikke blot hans gaver, der bor i de troende. Men foreningen er ikke den personlige forening i Kristus: Gud bor i de hellige, men er ikke personligt forenet med dem, og forskellen mellem Skaber og skabning ophæves ikke. Den er heller ikke det almindelige nærvær, hvormed Gud er i alle skabninger, men en gave, der først kommer med troen.

Det vigtigste er rækkefølgen: Guds bolig i os følger efter troens retfærdighed og er ikke grunden til, at vi er retfærdige for Gud. Det fastslog Konkordieformlen mod Osiander. Som Pieper siger, har vi nåden ikke ved Kristus i os, men i Kristus for os. Trøsten hviler derfor ikke på, hvor meget vi mærker af Gud i os, men på syndernes forladelse for Kristi skyld. Alligevel er læren en stor trøst: Ånden, der bor i de troende, driver dem til lydighed, og ifølge Krauth bryder døden ikke denne forening, fordi den omfatter både legeme og sjæl.

Skriften

  • Joh 14,23 – Faderen og Sønnen vil komme til den, der elsker Kristus og holder hans ord, og tage bolig hos ham.
  • Ef 3,17 – Kristus bor ved troen i hjerterne; foreningen kommer med troen og hører de troende til.
  • Gal 2,20 – «Kristus lever i mig»: Paulus lever sit nye liv i troen på Guds søn, som gav sig selv for ham.
  • 1 Kor 6,19 – De kristnes legeme er et tempel for Helligånden; Guds bolig angår ikke kun sjælen, men også legemet.
  • 1 Kor 6,17 – Den, der holder sig til Herren, er én ånd med ham.
  • Joh 15,5 – Vintræet og grenene: Kristus bliver i den troende og den troende i ham, og derfor bærer han frugt.
  • 2 Pet 1,4 – De troende får del i guddommelig natur; så inderlig er foreningen, men den er ikke den personlige forening i Kristus.
  • 2 Kor 6,16 – De troende er den levende Guds tempel; Gud har lovet at bo og vandre blandt dem.

Bekendelsen

  • Konkordieformlen, SD III: Det er sandt, at Faderen, Sønnen og Helligånden ved troen bor i de retfærdiggjorte som i deres tempel. Men denne bolig er ikke den troens retfærdighed, Paulus taler om; den følger efter retfærdiggørelsen, som er syndernes forladelse alene for Kristi lydigheds skyld.
    «Guds bolig i os følger efter troens retfærdighed, som går forud, og som ikke er andet end syndernes forladelse og den nådige modtagelse af de fattige syndere alene for Kristi lydigheds og fortjenestes skyld.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD III: Blandt de vildfarelser, Konkordieformlen forkaster i striden med Osiander, er påstanden om, at kun Guds gaver og ikke Gud selv bor i de troende.
    «At det ikke er Gud selv, men alene Guds gaver, der bor i de troende.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD VIII: Gud er med hele sin guddoms fylde i de hellige, men han bor ikke legemligt i dem og er ikke personligt forenet med dem som i Kristus. Ellers ville der ikke være forskel på Kristus efter hans menneskelige natur og andre hellige.
    «han bor ikke legemligt i dem og er ikke personligt forenet med dem, sådan som han er det i Kristus.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD XI: Helligånden bor i de troende som i sit tempel og er ikke uvirksom, men driver dem til lydighed. Når de i anfægtelse ikke mærker hans kraft, skal de ikke se på, hvad de mærker i sig selv, men med David holde fast ved, at Gud alligevel hører dem.
    «Og da Helligånden bor i de udvalgte, som er kommet til tro, som i sit tempel, og ikke er uvirksom i dem, men driver Guds børn til lydighed mod Guds bud» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: Pinsedag (2. prædiken): Over Joh 14,23 trøster Luther med, at en kristen ikke behøver at stige op til himlen: hvor han end er, bor den treenige Gud hos ham. Det har vi nu i Ordet og ved troen; i det kommende liv skal det følge efter i virkeligheden.
    «For Gud Fader, Søn og Helligånd vil være hos ham og bo hos ham. Det har vi her på jorden i Ordet og mærker det ved troen i hjertet.» Læs teksten
  • Rhegius, Samtale om Emmausprædikenen (1537): Rhegius ser løftet om, at Gud vil bo i Zion, opfyldt hver dag, hvor Guds ord bliver taget imod. Guds bolig er ikke jordiske templer, men troende og ydmyge hjerter.
    «Det er sandelig et åndeligt rige, hvor Gud bor hos os ved evangeliet og troen, som Helligånden virker i os» Læs teksten
  • Krauth, Den konservative reformation, afh. XIV: Krauth fremhæver, at den mystiske forening med Gud omfatter både legeme og sjæl. Derfor bryder døden den ikke: legeme og sjæl er adskilt fra hinanden, men stadig forenet med Gud, med henblik på opstandelsen.
    «en forening, som omfatter både legeme og sjæl – bryder det, der kaldes døden, ikke denne forening med ham, hvad angår nogen af delene.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 22: Jacobs afviser, at foreningen kun betyder, at Kristi indflydelse eller gaver lever videre i den troende, sådan som en lærer lever videre i sine elever. Gaverne er der, fordi Kristus selv er til stede.
    «Kraften og gaverne er der, fordi Kristus selv er til stede og gennemtrænger den troendes hele liv.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Kristi person: Pieper skelner tre slags forbindelse: Guds nærvær i alle skabninger, hans særlige bolig i de troende og den personlige forening i Kristus. Man må ikke sige om en kristen, at han er Gud, men om mennesket Kristus skal man sige det.
    «Men helt anderledes og langt snævrere er Gud og menneske forenet i Kristus, nemlig til én person.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Tilegnelsen af frelsen: Pieper beskriver foreningen som hele treenighedens inderbolighed, der først indtræder med troen. Den må hverken reduceres til guddommelige gaver eller overspændes panteistisk, og den bruges i Skriften både til advarsel og trøst. Frem for alt er den en følge af retfærdiggørelsen.
    «Endnu en gang skal det understreges med eftertryk, at unio mystica altid kun skal læres som en følge af retfærdiggørelsen.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Den frelsende tro: Pieper skelner mellem det, troen griber uden for os, og den mystiske forening, som er en virkning af troen. Syndernes forladelse har vi ikke ved Kristus i os, men ved Kristus for os, der tilbyder den i nådemidlerne.
    «Nåden eller syndernes forladelse har vi ikke ved Kristus i os, men i Kristus for os, som én gang for alle har erhvervet os syndernes forladelse og tilbyder den i nådemidlerne.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Osiander. Andreas Osiander lærte, at troens retfærdighed er Guds væsensmæssige retfærdighed, Kristus selv som Guds naturlige Søn, der ved troen bor i de udvalgte og således er deres retfærdighed. Konkordieformlen svarer, at vores retfærdighed er syndernes forladelse for Kristi lydigheds skyld, og at Guds bolig i os følger efter den.
  • Kun Guds gaver bor i de troende. Nogle har villet indskrænke foreningen til, at guddommelige kræfter og gaver blot bor i de troende. Pieper svarer, at Skriften taler om, at Gud selv bor i dem, og at Konkordieformlen derfor med rette forkaster denne lære.
  • Panteistisk overspænding. Foreningen må ikke gøres til en forvandling af de kristnes væsen til Guds substans. Ligesom naturerne ikke forvandles i Kristi person, ophæves forskellen mellem Skaber og skabning heller ikke her: Guds tempel er efter substansen forskelligt fra Gud, der bor i det.
  • Nyere teologi. Nyere teologer, der benægter Kristi stedfortrædende fyldestgørelse, lader retfærdiggørelsen ske ved indplantningen i Kristi person og menneskets «etisk-religiøse omdannelse». Pieper svarer, at de dermed gør foreningen til grundlag for retfærdiggørelsen og blander helliggørelsen ind i den.

Hænger sammen med

  • Retfærdiggørelsen – Begge punkter berører spørgsmålet om, hvad der gør os retfærdige for Gud. Mod Osiander siger Konkordieformlen: Gud bor virkelig i de troende, men denne bolig er ikke den retfærdighed, vi erklæres retfærdige ved. Den følger efter troens retfærdighed, som er syndernes forladelse for Kristi skyld. Guds bolig i os er altså frugt af retfærdiggørelsen, aldrig dens grund.
  • Den frelsende tro – Gud tager bolig i et menneske ved troen (Ef 3,17). Men Pieper skelner: Troen hænger ved Kristus uden for os og griber den syndernes forladelse, han har vundet; den mystiske forening er en virkning, der følger af denne tro. Nåden har vi ikke ved Kristus i os, men i Kristus for os.
  • Helliggørelsen – Det fælles led er Helligånden, som bor i de troende. Pieper forklarer, at Ånden først skaber troen ved evangeliet og derefter drager med troen ind i hjertet, hvorfra han bevarer troen og driver helliggørelsen og de gode gerninger frem. Fordi Gud bor i de troende, er de ikke overladt til egne kræfter, når de skal leve et nyt liv.
  • De to naturer og den personlige forening – Begge punkter taler om, at Gud forbinder sig med mennesker, men de to forbindelser må ikke blandes sammen. Pieper viser, at Gud bor i de troende, men at han i Kristus er forenet med mennesket til én person. Derfor kan man sige «dette menneske er Gud» om Kristus, men aldrig om en kristen; forskellen mellem Skaber og skabning består.
  • Nådemidlerne – Guds bolig i os er ikke noget, man finder ved at kigge ind i sig selv. Luther siger i en pinseprædiken, at Fader, Søn og Helligånd vil bo hos den kristne, og at vi har det her på jorden i Ordet og mærker det ved troen. Gud kommer altså til os gennem Ordet, og det er dér, vi skal søge ham.
  • De dødes opstandelse – Den mystiske forening omfatter både legeme og sjæl. Derfor siger Krauth, at døden ikke bryder denne forening: Selv når legeme og sjæl skilles, lever begge for Gud, og det peger frem mod opstandelsen, hvor legemet igen forenes med sjælen. Guds bolig i de troende er altså også et løfte for legemet.
  • Kirken – Skriften kalder kirken Kristi legeme med ham som hoved. Luther siger (citeret hos Pieper), at Kristus kun er hoved for de troende, fordi lemmerne må hænge ved hovedet og have deres liv fra det. Kirken er altså ikke blot en forening af mennesker, men et legeme, der lever af den virkelige forbindelse med Kristus, som troen giver hver enkelt.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).