Joh 8,42–51

Teksten i sammenhæng

Teksten hører til den lange strid i templet under løvhyttefesten (Joh 7–8). Jesus har sagt: «Sandheden skal gøre jer frie» (8,32), og jøderne, også nogle, som var begyndt at tro på ham (8,31), protesterer: De er Abrahams børn og har Gud til far. Jesus svarer, at slægten ikke afgør noget. Den, der var af Gud, ville elske ham, for han er udgået fra Gud og sendt af ham. Men de kan ikke høre hans ord, og deres vilje til at slå ham ihjel viser, hvis børn de er: Djævelens, morderens og løgnerens. Jesus spørger, hvem der kan overbevise ham om synd, og jøderne svarer med skældsord: samaritaner og besat. Teksten ender med løftet om, at den, der bevarer hans ord, aldrig skal se døden. Kort efter tager de sten op mod ham (8,59). Teksten er prædiketekst på 3. søndag i fasten i 2. tekstrække. Dagens tema er kampen mellem Kristus og Djævelen; i 1. tekstrække er det Luk 11,14–28 om Beelzebul.

Opbygning

1. 8,42 Hvem er jeres far?
2. 8,44 Djævelen: morder og løgner
3. 8,45 Hvorfor tror I mig ikke?
4. 8,48 Skældsord og Jesu svar
5. 8,51 Løftet: aldrig se døden

Græske nøgleord

• ἀνθρωποκτόνος (G443, v. 8,44) – ἀνθρωποκτόνος, menneskemorder. Ordet står kun her og i 1 Joh 3,15. «Fra begyndelsen» peger tilbage på syndefaldet, hvor Djævelen bragte døden over menneskene (1 Mos 3; Visd 2,24), og måske også på Kains mord på Abel (1 Joh 3,12). Jøderne, der vil slå Jesus ihjel (8,37.40), viser dermed, hvem de ligner. Djævelens værk er døden; Jesu værk er livet (8,51).
• ψεύστης (G5583, v. 8,44) – ψεύστης, løgner. Djævelen lyver ikke blot af og til; han «er en løgner», og løgnen taler han «af sit eget» (ἐκ τῶν ἰδίων), af det, der er hans. Konkordiebogen bruger netop dette til at vise, at synden ikke kommer fra Gud, men fra den forvendte vilje. Modsætningen er Jesus, der siger sandheden (8,45–46).
• ἐλέγχω (G1651, v. 8,46) – ἐλέγχω, overbevise, afsløre, fælde. Ordet bruges om at føre bevis, så den skyldige står afsløret (jf. Joh 16,8 om Ånden). Jesus udfordrer modstanderne til at påvise én synd hos ham, og ingen kan. Spørgsmålet er et vidnesbyrd om hans syndfrihed, og dermed om at han kan bære andres synd som det pletfri lam (1 Pet 1,19).
• ἀκούω (G191, v. 8,47) – ἀκούω, høre. I Johannesevangeliet betyder at høre mere end at opfatte lyde: Det er at tage imod og adlyde, som fårene hører hyrdens stemme (10,27). Præsens ἀκούει beskriver en vedvarende holdning. Jesus siger ikke kun, at de ikke vil (v. 44), men at de ikke kan (οὐ δύνασθε, v. 43): Vantroen er ikke kun et forkert valg, men et udtryk for, hvem man tilhører.
• τηρέω (G5083, v. 8,51) – τηρέω, bevare, holde. Ordet betyder at vogte noget, så man ikke mister det. Aorist konjunktiv efter ἐάν taler om den, der tager imod og holder fast ved Ordet. Luther forklarer i Huspostillen, at «at holde Guds ord» er at tro Kristi løfte om syndernes forladelse og det evige liv, ikke at holde loven.
• θεωρέω (G2334, v. 8,51) – θεωρέω, se, betragte. «Se døden» er et semitisk udtryk for at opleve døden. Den dobbelte nægtelse οὐ μή er den stærkeste måde at nægte noget om fremtiden på, og «i evighed» (εἰς τὸν αἰῶνα) forstærker det yderligere. Løftet benægter ikke legemets død, men at døden får det sidste ord og magt over den, der bevarer Kristi ord.

Eksegetiske noter

• v. 8,42 «Jeg er udgået og kommet fra Gud»: Aoristen ἐξῆλθον siger, at han er udgået fra Gud, og ἥκω, «jeg er kommet», har perfektisk betydning: Han er her nu. Jesus taler om sin herkomst fra Faderen og sin sendelse. Hvem der virkelig har Gud til far, viser sig i forholdet til Sønnen (jf. 1 Joh 5,1).
• v. 8,44 RP har ἕστηκεν (perfektum af ἵστημι, «står»); flere udgaver af den kritiske tekst læser οὐκ ἔστηκεν (imperfektum af στήκω, «stod ikke»). Begge dele siger, at Djævelen ikke har sin plads i sandheden. Pieper bemærker, at selv med oversættelsen «står ikke» er faldet forudsat. Slutningen «og dens far» kan også oversættes «og hans far»; de fleste forstår det som «løgnens far».
• v. 8,44 Ordene er sagt til mennesker, der kunne kalde sig Abrahams børn og havde del i templets gudstjeneste. Apologien bruger stedet til at vise, at ydre fællesskab med kirken ikke gør nogen til lem af Kristi rige. Teksten må ikke bruges som en dom over jøder som folk; den rammer enhver, der står Kristus imod, også i kirken.
• v. 8,48 «Samaritaner» var et skældsord om en, der var kætter og halvt hedning (jf. Joh 4,9). «Besat», egentlig «har en dæmon», sagde man også i 7,20 og 10,20. Jesus tager ikke til genmæle mod første beskyldning, men afviser den anden: Han ærer sin Far. Han søger ikke sin egen ære; Faderen søger den og dømmer (v. 50).
• v. 8,51 «Sandelig, sandelig» indleder i Johannesevangeliet et højtideligt udsagn. I v. 52 gengiver jøderne løftet som «aldrig smage døden», og de forstår det om legemets død; derfor nævner de Abraham og profeterne. Teksten slutter her, men samtalen fører frem til «Før Abraham blev, er jeg» (8,58), som Luther i Huspostillen gør til grunden for, at Kristi ord har magt over døden.

Lov og evangelium

Loven: Teksten viser, at man kan være religiøs, kende Skriften og høre til Guds folk og alligevel ikke kunne høre Kristi ord. Jøderne påberåber sig Abraham og Gud, men de vil slå ham ihjel, og det afslører, hvis vilje de gør: morderens og løgnerens. Det rammer også os. Hvor vi ikke vil høre Ordet, hvor vi forsvarer os selv, når det rammer, og hvor vi kalder sandheden løgn, ligner vi dem. Luther siger, at det værste ved den synd er, at den vil have ret og holder sig selv for hellig. Ingen kan overbevise Jesus om synd, men han overbeviser os.

Evangeliet: Midt i striden står han, der er udgået fra Gud og sendt af Faderen. Han er uden synd, og derfor kan han tage vores synd på sig. Han søger ikke sin egen ære; han lader sig kalde besat, og kort efter tager de sten op mod ham. Sådan går han den vej, der fører til korset. Og han lukker ikke døren, men giver et løfte med dobbelt «sandelig»: Den, der bevarer hans ord, skal aldrig i evighed se døden. Djævelen er morder fra begyndelsen; Kristus giver liv. Døden kommer, men den skal ikke have magt over den, der holder sig til hans ord.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 5. søndag i fasten (Judica), Joh 8,46–59: Luther forklarer, at «at holde Kristi ord» i v. 51 ikke er at holde loven, men at tro løftet om syndernes forladelse. Den troende skal dø, men ikke mærke døden sådan som den, der dør uden Ordet.
  «Ikke andet end at tro, at det er sandt, hvad Kristus i evangeliet lover os om syndernes forladelse og det evige liv, og holde fast ved den tro og det håb.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 5. søndag i fasten (Judica), Joh 8,46–59: Til den anfægtede skelner Luther: Den, der falder i synd, men vender om og beder om nåde, er ikke «af Djævelen». Det er den, der forhærder sig og ikke vil høre Ordet.
  «når vi vender om, bekender, at vi har gjort uret, og beder om nåde, så hedder det nok at snuble eller endda at falde; men det hedder ikke at have Djævelen» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 5. søndag i fasten (Judica), Joh 8,46–59: Løftet i v. 51 må gribes med troen mod det, man ser og føler. Ved dødslejet skal man holde sig til det, Kristus har sagt, og bede om Helligånden.
  «Derfor må man i en sådan nød ikke dømme efter det, vi ser for øjnene og føler, men efter det, vi hører i Ordet» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordiebogen, Den augsburgske bekendelse, art. XIX: Om syndens årsag: Bekendelsen bruger Joh 8,44 til at vise, at Gud ikke er årsag til synden. Den kommer af Djævelens og menneskenes forvendte vilje.
  «Sådan er Djævelens og alle ugudeliges vilje: Så snart Gud trak sin hånd til sig, vendte den sig fra Gud til det onde.» Læs teksten
• Konkordiebogen, Apologien, art. VII og VIII: Om kirken: Farisæerne havde embeder og gudstjeneste, men Jesus kalder dem Djævelens børn. Derfor er kirken i egentlig forstand ikke det ydre fællesskab, men de troendes forsamling.
  «For de ugudelige styres af Djævelen og er Djævelens fanger; de styres ikke af Kristi Ånd.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Den frelsende tro og troens vished: Pieper bruger Joh 8,47 om de frugter, som Helligånden virker: Kærlighed til Guds ord er et ydre tegn på troen, men visheden hviler til sidst på løftet, ikke på frugterne.
  «Det indirekte eller ydre vidnesbyrd er til stede, når Helligånden frembringer troens frugter, som kan iagttages og opfattes med sanserne, såsom kærlighed til Guds ord» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Den timelige død (citat af Luther): Pieper citerer Luther om Joh 8,51: Den rette død er dødens skræk; hvor Kristi ord har taget skrækken bort, er døden en søvn.
  «Hvor skrækken ikke er, dér er døden ingen død, men en søvn, som Kristus siger Joh 8,51» Læs teksten

Prædikenspor

Hvem er din far?

Et spor, der følger teksten. Første trin: Jøderne kalder sig Abrahams børn og Guds børn, men Jesus siger, at det viser sig i forholdet til ham, hvem man tilhører. Andet trin: Djævelens kendetegn er løgn og mord, og de viser sig, når Ordet afvises og Jesus kaldes besat. Her må tilhørerne spørge sig selv, hvor de lukker ørerne for Ordet. Tredje trin: Jesus er den syndfri, som er udgået fra Faderen, og han lukker samtalen med et løfte, ikke en dom. Den, der bevarer hans ord, skal ikke se døden. Guds børn bliver man ikke ved afstamning, men ved at høre og tro hans ord.

Morderen, løgneren og ham, der giver liv

Et tematisk spor om fastetidens kamp mellem Kristus og Djævelen, som søndagens to tekster deler. Første trin: Djævelen er morder fra begyndelsen; han bragte døden ind i verden ved løgnen i Edens have. Andet trin: Hans våben er stadig løgnen, både løgnen om Gud og om os selv, og den kan klæde sig fromt. Tredje trin: Over for ham står Jesus, der siger sandheden, og som ingen kan overbevise om synd. Han går mod korset og sejrer der over morderen. Hans ord er stærkere end døden: Den, der holder sig til det, skal aldrig se døden. Salmen «Vor Gud han er så fast en borg» kan bære sporet.

Er jeg af Djævelen?

Et sjælesørgerligt spor for den, der bliver bange ved v. 44 og 47. Første trin: Teksten taler hårdt, og den rammer især dem, der forsvarer sig selv og ikke vil høre. Andet trin: Luther skelner i Huspostillen: Den, der falder, men vender om, bekender sin synd og beder om nåde, er ikke «af Djævelen». Det er et tegn på, at Ordet virker, når det gør ondt. Tredje trin: Løftet i v. 51 lyder til netop den, der holder sig til Ordet. Det skal ikke prøves på det, vi føler, men på det, Kristus har sagt; han er uden synd og søger ikke sin egen ære, men vores frelse.

Lærepunkter i teksten

• Syndefaldet og syndens årsag – Djævelen er morder og løgner fra begyndelsen, og løgnen taler han af sit eget: Synden kommer ikke fra Gud.
• Ordets kraft – Den, der er af Gud, hører Guds ord, og den, der bevarer Kristi ord, skal ikke se døden.
• Kirken – Ydre fællesskab gør ingen til Guds barn; Apologien bruger v. 44 om kirken som de troendes forsamling.
• Døden og sjælens tilstand efter døden – Løftet i v. 51 tager dødens magt og skræk fra den troende; døden bliver en søvn.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 166 Så skal dog Satans rige – Om Kristi sejr over Satans rige, fastetidens tema på denne søndag.
• 336 Vor Gud han er så fast en borg – Luthers salme om kampen mod Djævelen, som kun Kristus og hans ord kan fælde.
• 172 Se, vi går op til Jerusalem – Fastetidens salme om Jesu vej mod lidelsen, som teksten peger frem mod.
• 560 Det livets ord vi bygger på – Ordet, der giver liv: «Den, der holder mit ord, skal aldrig i evighed se døden» (v. 51).