Studiebibelen

🗺 Lærekortet · De sidste ting

Den evige fortabelse

Den evige fortabelse er den tilstand, hvor de, der dør i vantro, efter den yderste dom med legeme og sjæl er forstødt fra Guds ansigt og uden ende lider straf sammen med Djævelen.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Skriften lærer, at de, der dør i vantro, ikke bliver tilintetgjort, men efter den yderste dom skal lide en evig straf på legeme og sjæl sammen med Djævelen og hans engle. Jesus stiller selv straffen og livet side om side: «De skal gå bort til den evige straf, men de retfærdige til evigt liv» (Matt 25,46). Pieper påpeger, at man så også måtte nægte den evige salighed, hvis man nægtede den evige fordømmelse, og Jacobs citerer Augustin: Når det evige liv er uden ende, må den evige straf også være det. Den Augsburgske Bekendelse forkaster da også gendøberne, som lærte, at de fordømte og djævlene skal få ende på deres pine.

Fortabelsens kerne er at være forstødt fra Guds ansigt og udelukket fra fællesskabet med ham, som mennesket er skabt til (Matt 25,41; 2 Thess 1,9). Skriften beskriver det med billeder af ild, mørke og gråd. De lutherske lærere vil ikke strides om ildens natur, men holde sig til Skriftens ord. Straffen har grader efter syndernes vægt og det lys, man har haft (Matt 11,22), men den er evig for alle.

Årsagen ligger ikke hos Gud. Fordi Kristus har sonet for hele verdens synd, er det ifølge Pieper kun vantroen, der faktisk fordømmer (Joh 3,36; Mark 16,16), og Konkordieformlen lægger skylden hos dem, der foragter Ordet og står Helligånden imod. Læren er derfor ikke givet for at tilfredsstille nysgerrigheden, men for at advare mod vantro og kødelig sikkerhed og drive til Kristus. Luther formaner ud fra den rige mand og Lazarus til at tage den evige fare alvorligt, og Rhegius trøster den anfægtede: Kristus har købt ham fri fra fordømmelsen.

Skriften

  • Matt 25,46 – Den evige straf og det evige liv nævnes i samme sætning; «evig» betyder derfor uden ende begge steder.
  • Matt 25,41 – «Gå bort fra mig»: fortabelsens væsen er at være forstødt fra Kristus, ud i den evige ild sammen med Djævelen.
  • Mark 9,43–44 – Helvede, den uudslukkelige ild, hvor ormen ikke dør; Kristus bruger det til at advare sine disciple.
  • 2 Thess 1,9 – De ulydige straffes med evig ødelæggelse bort fra Herrens ansigt.
  • Luk 16,23–26 – Den rige mand er i pine, og den store kløft gør, at ingen kan komme over til de frelste.
  • Joh 3,36 – Den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet; Guds vrede bliver over ham.
  • Mark 16,16 – Den, der ikke tror, bliver fordømt: vantroen er den egentlige årsag til fordømmelsen.
  • Matt 11,22 – Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere end de byer, der foragtede Kristi ord: der er grader i straffen.

Bekendelsen

  • Den athanasianske trosbekendelse: Den athanasianske trosbekendelse bekender, at alle mennesker skal opstå og aflægge regnskab, og at den yderste dom fører til to evige udfald: det evige liv eller den evige ild.
    «og de, der har gjort det gode, skal gå ind til det evige liv, men de, der har gjort det onde, til den evige ild.» Læs teksten
  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 17: Efter bekendelsen af, at Kristus skal fordømme de ugudelige og djævlene til helvede og evig straf, forkaster artiklen gendøberne, der lærte, at straffen engang skal få ende.
    «Derfor forkastes gendøberne, som lærer, at djævlene og de fordømte mennesker ikke skal lide evig pine og kval.» Læs teksten
  • Apologien, art. 17: Apologien noterer, at modstanderne godtager artiklen uden indvending: Kristus skal ved verdens ende give de gudfrygtige evigt liv og fordømme de ugudelige til en straf uden ende.
    «men fordømme de ugudelige til at blive straffet sammen med djævelen uden ende.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD XI: Når nogle hører Ordet og alligevel bliver fordømt, skyldes det ikke, at Gud ikke har undt dem frelsen. Skylden ligger hos dem selv, fordi de foragtede Ordet og modstod Helligånden.
    «Nej, skylden ligger hos dem selv, fordi de har hørt ordet på den måde, at de ikke ville lære af det, men kun foragte, spotte og vanære det» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: 1. søndag efter trinitatis: Ud fra den rige mand og Lazarus understreger Luther, at dommen er så tung, fordi den aldrig ophører: Al hjælp er skåret af. Han undrer sig over, at mennesker sørger for det timelige, men ikke vil sikre sig mod den evige fare.
    «Men den dom er så meget desto tungere, fordi du, når du først er kommet ind i den, aldrig nogensinde i evighed kommer ud igen.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion, kap. 30: Chemnitz stiller troens og vantroens endemål over for hinanden: frelse og evigt liv over for evig fordømmelse og undergang. Begge åbenbares fuldt først, når Kristus kommer til dom.
    «Vantroens endemål er derimod den evige fordømmelse, Mark 16, og den evige undergang, 2 Thess 1.» Læs teksten
  • Rhegius, Sjælemedicin: Til den, der anfægtes af tanken om helvede og fordømmelsen, peger Rhegius på, at Kristus selv blev anfægtet med fordømmelsen. Den troende skal se alene hen til den korsfæstede, som har købt ham fri.
    «Se alene hen til Kristus. Han er din, og han har købt dig fri fra djævelen og fordømmelsen, og det til en høj pris.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 39: Jacobs citerer Augustin: Kristus har samlet den evige straf og det evige liv i én og samme sætning (Matt 25,46). Det er urimeligt at sige, at det ene er uden ende og det andet har en ende; derfor er også straffen uden ende.
    «Da de helliges evige liv altså skal være uden ende, følger det, at også den evige straf skal være uden ende.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: De sidste ting: Pieper bestemmer fordømmelsens væsen som det at være forstødt fra Guds ansigt. Fordi mennesket er skabt til fællesskab med Gud, er udelukkelsen fra det den største pine på legeme og sjæl.
    «Den evige fordømmelses væsen (forma) består i at være evigt forstødt fra Guds ansigt eller – hvad der er det samme – i at være evigt forvist fra fællesskabet med Gud.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: De sidste ting: Alle synder er i sig selv fordømmelige, men fordi Kristus har gjort fyldest for hele verdens synd, er det kun vantroen, der faktisk fordømmer. Hvor vantroen er, får de andre synder igen deres fordømmende kraft.
    «ligesom på den ene side troen alene frelser, således fordømmer på den anden side kun vantroen faktisk» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: De sidste ting: Skriften lærer den evige fordømmelse for at advare og frelse. Derfor skal kirken forkynde den uden forbehold; de «barmhjertige teologer», der benægter den, er i virkeligheden ubarmhjertige.
    «er at advare mod vantro over for evangeliet og mod kødelig sikkerhed og dermed at frelse fra den evige fordømmelse.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Universalisme (alles endelige frelse). Universalisterne kan godt sige Skriftens ord om, at de ugudelige skal gå bort til den evige straf, men mener dermed ingen straf eller en straf med ende. Krauth svarer, at ordene i Skriften betyder en straf uden ende, og at det netop er derfor, kirken behøver en klar bekendelse.
  • Nyere teologi: genoprettelse eller tilintetgørelse. Nogle finder evig fordømmelse uforenelig med Guds kærlighed eller retfærdighed og sætter i stedet en gradvis forbedring efter døden eller de ugudeliges tilintetgørelse. Pieper svarer, at indvendingerne måler Gud efter menneskelige tanker; kun Guds åbenbaring i Ordet kan afgøre, hvad der stemmer med hans væsen.
  • «Evig» kun i kvalitativ betydning. Nogle hævder, at de ugudelige allerede har den evige død her, ligesom de troende har evigt liv, og at den derfor ikke er at frygte efter døden. Jacobs kalder ræsonnementet uredeligt: De troende har kun begyndelsen og pantet her, og fuldendelsen kommer ved Kristi genkomst.
  • Reformert lære om dobbelt forudbestemmelse. Walther gengiver den reformerte lære, at Gud har skabt de fleste mennesker til fordømmelse og fra evighed bestemt dem til den evige død. Over for det står Skriftens lære, at Faderens nåde, Sønnens forløsning og Åndens kaldelse er almen.

Hænger sammen med

  • Den yderste dom og verdens ende – Fortabelsen er udfaldet af den yderste dom. Den Augsburgske Bekendelse, art. 17, siger, at Kristus på den yderste dag skal fordømme de ugudelige mennesker og djævlene til helvede og evig straf. På den dag afsiges dommen offentligt, og fortabelsen er dens fuldbyrdelse uden ende. Samme artikel forkaster derfor gendøberne, som lærte, at djævlene og de fordømte ikke skal lide evig pine.
  • Det evige liv – Skriften taler om evig straf og evigt liv i samme sætning (Matt 25,46). Pieper slutter heraf, at ordet «evig» må have samme betydning begge steder: er straffen ikke uden ende, er saligheden det heller ikke. Det samme ord, som giver de troende vished om et liv uden ende, advarer altså de vantro mod en straf uden ende.
  • Døden og sjælens tilstand efter døden – Det fælles led er den grænse, døden sætter. Chemnitz viser ud fra Luk 16,26, at den store kløft ligger fast straks efter døden, så ingen kan komme fra pinslernes sted til trøstens sted. Tiden for omvendelse er dette liv, «frelsens dag» (2 Kor 6,2). Den, der dør i vantro, får ingen ny frist, og derfor er Skriftens advarsel så alvorlig.
  • Forsoningen: Kristi stedfortrædende fyldestgørelse – Kristus har ved sin stedfortrædende fyldestgørelse sonet for hele verdens synd. Derfor siger Pieper, at alle synder i sig selv fortjener fordømmelse, men at kun vantroen faktisk fordømmer: den, der går fortabt, gør det, fordi han afviser den forsoning, der også gjaldt ham (Joh 3,36; Mark 16,16). Hvor vantroen er, får de andre synder igen deres fordømmende kraft.
  • Guds almene nådevilje – Guds nådevilje gælder alle mennesker; han vil ikke, at nogen skal gå fortabt (2 Pet 3,9). Konkordieformlen siger derfor, at Gud ikke er årsag til fordømmelsen, lige så lidt som han er årsag til synden. Al beredelse til fortabelse kommer fra Djævelen og mennesket gennem synden. Fortabelsen sker altså imod Guds vilje, ikke på grund af den.
  • Udvælgelsen – Udvælgelsen forklarer, hvorfor de troende er kommet til tro, men den har ingen «bagside». Pieper viser ud fra ApG 13,46–48, at Skriften fører de troendes tro tilbage til Guds udvælgelse, men de vantros fortabelse tilbage til deres egen modstand mod Guds ord, ikke til et vredesvalg. Der findes ingen forudbestemmelse til fortabelse.
  • Englene og Djævelen – Fortabelsen blev ikke først beredt for mennesker. Jesus siger, at den evige ild er «beredt Djævelen og hans engle» (Matt 25,41), og Pieper bemærker, at den i første række er til for de onde engle. De ugudelige, der går bort til den på den yderste dag, kommer altså til det sted, som var beredt for Guds fjender.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).