🗺 Lærekortet · Skriften og åbenbaringen

Skriften alene: autoritet og tilstrækkelighed

Skriftprincippet siger, at Det Gamle og Det Nye Testamentes profetiske og apostolske skrifter er den eneste kilde, regel og dommer for al kristen lære, og at de rummer alt, hvad mennesker behøver at vide til frelse.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Siden Gud lod profeterne og apostlene skrive hans ord ned, har han bundet sin kirke til det skrevne ord. Konkordieformlen bekender derfor, at Det Gamle og Det Nye Testamentes profetiske og apostolske skrifter alene er «den eneste regel og rettesnor», som al lære og alle lærere skal bedømmes efter. Luther siger det kort i De Schmalkaldiske Artikler: Guds ord skal fastsætte trosartikler, og ellers ingen, heller ikke en engel. Kirkefædre, koncilier og bekendelser har deres værdi, men de er vidner, ikke dommere. De viser, hvordan Skriften er blevet forstået, og skal selv prøves på den.

Til Skriftens autoritet hører dens tilstrækkelighed (fuldkommenhed). Skriften er ikke en lærebog i alt, hvad mennesker kan vide, og den åbenbarer heller ikke alle Guds hemmeligheder. Men den lærer fuldt ud alt det, vi behøver at vide for at blive frelst. Den «kan gøre dig vis til frelse ved tro på Kristus Jesus» og gør prædikanten fuldt udrustet (2 Tim 3,15–17). Chemnitz konkluderer, at vi derfor ikke skal ville høre eller vide andet i trossager, og Pieper, at Skriften ikke behøver nogen udfyldning udefra.

Kilderne afviser derfor både Roms lære om tradition, kirke og pave som supplement til Skriften, sværmernes påståede nye åbenbaringer og den nyere teologi, der gør fornuften eller den troendes oplevelse til norm. Alt, hvad der ikke er hentet fra Skriften, kommer i sidste ende fra mennesket selv. For troen er det en trøst: Den hviler ikke på menneskers meninger, der skifter, men på Guds eget ord, og den samme Skrift står til rådighed for enhver kristen som prøvesten mod falsk lære.

Skriften

Gal 1,8 – Selv en engel fra himlen er forbandet, hvis han forkynder noget andet end det apostoliske evangelium; Konkordieformlen bruger stedet om Skriften som eneste rettesnor.
Sl 119,105 – Ordet er lygten for vores fod; Konkordieformlen bruger stedet om Skriften som regel for al lære.
2 Tim 3,15–17 – Skriften kan gøre vis til frelse og gør Guds menneske fuldt udrustet; hovedstedet om Skriftens tilstrækkelighed.
Ef 2,20 – Kirken er bygget på apostlenes og profeternes grundvold, ikke på senere åbenbaringer eller menneskers lære.
Joh 17,20 – Alle kommer til tro ved apostlenes ord, så deres ord er kirkens trosgrundlag indtil den yderste dag.
5 Mos 4,2 – Intet må lægges til eller trækkes fra Guds skrevne ord; allerede den gammeltestamentlige kirke var bundet til det.
Luk 16,29 – «De har Moses og profeterne»: Kristus henviser til det skrevne ord som tilstrækkeligt, ikke til nye tegn.

Bekendelsen

Konkordieformlen, Epitome: Om reglen og rettesnoren: Konkordieformlen begynder med at slå fast, at kun de profetiske og apostolske skrifter er regel og rettesnor for al lære og alle lærere. Den begrunder det med Sl 119 og Gal 1.
«den eneste regel og rettesnor, som al lære og alle lærere skal vurderes og bedømmes efter, alene er Det Gamle og Det Nye Testamentes profetiske og apostolske skrifter» Læs teksten
Konkordieformlen, Epitome: Om reglen og rettesnoren: Trosbekendelserne og de lutherske bekendelsesskrifter er ikke dommere ved siden af Skriften. De er vidnesbyrd om, hvordan Skriften er blevet forstået i de omstridte artikler, og om, hvilken lære der er forkastet.
«De andre symboler og de nævnte skrifter er derimod ikke dommere som Den Hellige Skrift, men alene vidnesbyrd og forklaringer af troen.» Læs teksten
De Schmalkaldiske Artikler, del II, art. 2: Luther afviser at gøre fædrenes ord eller gerninger til trosartikler, sådan som det var sket med sjælemesser og skærsild. Kun Guds ord kan fastsætte, hvad der skal tros.
«Reglen er: Guds ord skal fastsætte trosartikler og ellers ingen, heller ikke en engel.» Læs teksten
Konkordieformlen, SD: Om reglen og rettesnoren: Konkordieformlen vil henholde sig til Luthers skrifter, men kun sådan, som Luther selv har pålagt: Guds ord alene er den eneste rettesnor for al lære, og intet menneskes skrifter må sidestilles med det.
«at Guds ord alene skal være og forblive den eneste rettesnor og regel for al lære, og at intet menneskes skrifter må sidestilles med det, men at alt skal underordnes det» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

Luther, Huspostillen: 1. søndag efter trinitatis: Over Luk 16 prædiker Luther, at den, der vil frelses, ikke skal vente på nogen anden advarsel end Moses og profeterne. Den, der ikke vil høre dem, ville ikke tro, om så en død opstod, eller en engel eller Gud selv prædikede synligt.
«skal ikke se efter eller vente på nogen anden advarsel, men alene på Moses og profeterne; det er den eneste vej, ad hvilken han kan undslippe den evige fordømmelse og blive frelst» Læs teksten
Chemnitz, Enchiridion, kap. 5: Kirken skal ikke vente på nye indskydelser eller åbenbaringer. Gud har ladet profeterne og apostlene skrive hans ord ned og bundet kirken til disse skrifter, så beviset i trossager er: Sådan står der skrevet.
«Tværtimod har han for efterslægtens skyld ladet profeterne og apostlene nedskrive sit åbenbarede ord i bestemte skrifter, og til dem har han henvist og bundet sin kirke.» Læs teksten
Chemnitz, Enchiridion, kap. 5: Ikke alt, hvad Kristus og apostlene sagde og gjorde, er skrevet ned, men Helligånden har samlet hovedsummen af læren i Skriften. Den gør præsten fuldt udrustet og kan undervise enhver kristen til frelse.
«Og fordi vi i Skriften har så meget, som vi har brug for til det evige liv og til frelse, skal vi med rette ikke ville høre eller vide andet eller mere i trossager.» Læs teksten
Krauth, Den konservative reformation, afh. I: Reformatorerne takkede Gud for sandhedsvidnerne i kirkens historie og brugte dem gerne. Men de byggede ikke troen på dem; fædrenes ord skulle selv vejes på Skriftens vægtskål.
«Reformatorerne brugte dem med glæde som vidnesbyrd, men ikke som autoritet. De satte dem i vidneskranken, ikke på dommersædet.» Læs teksten
Jacobs, Sammenfatning, kap. 1: Kirken har ingen myndighed til selv at fastsætte trosartikler. Den kan hverken lægge noget til det, Skriften lærer, eller ændre det, den har fastslået.
«Kirken er kun et vidne, aldrig en dommer over, hvad der er sandhed. Den kan ikke fastsætte en eneste artikel, som Skriften ikke forud har lært.» Læs teksten
Pieper, Kristen dogmatik: Den Hellige Skrift: Kristus er kirkens eneste lærer, og kirken har ingen lære uden for hans ord i apostlenes og profeternes skrifter. Den, der gør kirkens samstemmighed til et «sekundært princip» ved siden af Skriften, stiller i praksis dette over Skriften.
«Efter Skriften forholder det sig sådan, at den kristne kirke slet ikke har nogen egen lære, nemlig ingen lære uden for og ved siden af Kristi ord.» Læs teksten
Pieper, Kristen dogmatik: Den Hellige Skrift: Ud fra 2 Tim 3,15–17 lærer Pieper, at Skriften er tilstrækkelig både for den enkelte kristne og for kirkens lærer. Den behøver ingen udfyldning fra tradition, pave, oplevelse eller videnskab.
«Men Skriften lærer fuldkomment alt det om guddommelige ting, som vi mennesker har brug for at vide for at opnå frelsen.» Læs teksten

Andre opfattelser

Romersk-katolsk lære (tradition, kirke og pave). Rom kalder Skriften fuldkommen kun «underforstået», fordi den henviser til kirken, det vil sige paven, som skal udfylde og udlægge den. Pieper svarer med de gamle lutherske teologer, at en henvisende norm slet ingen norm er; så er det paven, der bliver normen.
Sværmere og nye åbenbaringer. Sværmerne, fra montanisterne over gendøberne og Schwenckfeld til kvækerne og mormonerne, vil udlægge, rette og supplere Skriften ud fra syner, en indre stemme og et indre lys og kalder skriftprincippet bogstavtjeneste. Pieper regner alle, der skiller Helligåndens virke fra Skriftens ord, til sværmerne, også pavedømmet, som Luther i De Schmalkaldiske Artikler kalder ren entusiasme.
Nyere teologi (det genfødte jeg og den kristne oplevelse). Den nyere teologi gør trosbevidstheden, oplevelsen eller det genfødte jeg til kilde og norm ved siden af Skriften. Pieper kalder det rationalisme under kristent skin og siger med Walther, at netop den oplyste fornuft gør Skriften, ikke sig selv, til norm.

Hænger sammen med

Skriftens inspiration – Det fælles led er, hvorfor Skriften alene kan være dommer: Den har myndighed, fordi den er indgivet af Gud og derfor er Guds eget ord. Pieper viser med nyere teologer som eksempel, at opgiver man inspirationen, kan man ikke længe holde fast ved Skriften alene. Så bliver teologens egen trosbevidsthed i stedet den højeste norm.
Skriftens klarhed og udlægning – En dommer må tale tydeligt. Skriften kan kun være eneste regel i lærestridigheder, fordi den er klar. Pieper siger, at når stridspunktet stilles i lyset af de skriftsteder, der handler om det, afgør Skriften striden med den største klarhed. Han afviser de paveliges påstand om, at Skriften er en «stum bog», der ikke kan dømme og afgøre.
Naturlig og åbenbaret gudserkendelse – Det fælles led er fornuftens grænse. Pieper minder om, at det, mennesket ved om Gud uden Skriften, kun rækker til, at Gud er til, og til hans lov; evangeliet kender fornuften slet ikke. Derfor må den kristne lære hentes fra Skriften, og den, der vil måle den efter fornuften, sætter menneskelige tanker i stedet for Guds ord.
Kirken – Det fælles led er kirkens grundvold. Pieper viser, at kirken, siden Gud lod sit ord skrive ned, har været bundet til det skrevne ord, og at ingen måtte lægge noget til eller trække noget fra. Det Nye Testamentes kirke er bygget «på apostlenes og profeternes fundament» (Ef 2,20). Kirken har altså ikke sin lære fra sig selv, men fra deres ord.
Ordets kraft – Det fælles led er, at Skriften er Guds ord. Fordi den alene er det, er den både eneste norm for læren og ifølge Pieper den eneste bog med sand guddommelig kraft. Kirkens forkyndelse har kun kraft, så langt den giver Skriftens ord videre, for «kirken har intet eget ord». Den Skrift, der dømmer læren, er også det middel, Ånden virker ved.
Antikrist – Det fælles led er spørgsmålet om, hvem der har det sidste ord i kirken. De Schmalkaldiske Artikler siger, at paven har sat sig over Kristus og kræver lydighed som betingelse for frelse, og at hans lære, holdt op mod Skriften, viser sig at være hentet fra hedensk ret og menneskelige skikke. Skriften alene er prøvestenen, der afslører en sådan magt.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).