Studiebibelen

🗺 Lærekortet · De sidste ting

Døden og sjælens tilstand efter døden

Den timelige død er sjælens adskillelse fra legemet som syndens løn; indtil opstandelsen er de troendes sjæle hos Kristus i salighed og de vantros sjæle på pinslernes sted, uden skærsild eller ny frist til omvendelse.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Døden er ifølge Skriften ikke menneskets tilintetgørelse, men sjælens adskillelse fra legemet (Luk 12,20). Den hører ikke til menneskets oprindelige natur, men er kommet ind i verden ved synden og er Guds dom over den (1 Mos 2,17; Rom 5,12; Rom 6,23). Derfor kan ingen andre end Kristus befri fra døden, for han har betalt syndeskylden og tilintetgjort døden (2 Tim 1,10). Også de kristne må dø, men deres død er forvandlet. Apologien siger, at det, der gør døden til en egentlig straf, er dødens brod, fornemmelsen af Guds vrede, og den er taget bort fra den, der tror. Derfor kalder Skriften de kristnes død en søvn, som Luther fremhæver i en af Huspostillens ligprædikener.

Om tiden mellem døden og opstandelsen siger Skriften kun lidt, for den retter blikket mod den yderste dag. Men den siger klart, at de troendes sjæle er i Guds hånd, hos Kristus og i Paradis (Fil 1,23; Luk 23,43), hvor de hviler og bliver trøstet, mens de ugudeliges sjæle er på pinslernes sted (Luk 16). Pieper siger, at de troendes sjæle saligt nyder Gud, selv om vi ikke ved nærmere hvordan. Legemet hviler imens i graven til opstandelsen. Tilstanden er foreløbig, men grænsen mellem de frelste og de fortabte er fastlagt ved døden.

Derfor afviser bekendelsen og lærerne skærsilden, det vil sige tanken om et sted, hvor de troendes sjæle skal renses og betale for deres synder efter døden, og dermed også sjælemesserne. Kristi blod renser fra al synd, og den, der tror, er allerede gået over fra døden til livet (Joh 5,24). Skriften kender heller ingen omvendelse efter døden; nu er frelsens dag (2 Kor 6,2). Det er troens trøst i dødsstunden: Den kristne befaler sin sjæl i Guds hånd og går gennem døden ind til livet.

Skriften

  • Luk 12,20 – Døden beskrives som det, at sjælen kræves af mennesket: sjælen skilles fra legemet, men tilintetgøres ikke.
  • Rom 5,12 – Døden kom ind i verden ved synden og kom til alle mennesker, fordi de alle syndede.
  • Joh 5,24 – Den, der tror, har evigt liv, kommer ikke til dommen og er gået over fra døden til livet.
  • Fil 1,23 – At dø er at bryde op og være sammen med Kristus, hvilket er langt bedre end livet her.
  • Luk 23,43 – Den troende røver er samme dag med Kristus i Paradis: ingen skærsild og ingen bevidstløs sjælesøvn.
  • Luk 16,22–26 – Efter døden trøstes den ene og pines den anden, og en stor afgrund skiller de to steder.
  • Åb 14,13 – De, der dør i Herren, er salige fra nu af og hviler fra deres møje.
  • 2 Kor 5,8 – Den troende vil hellere forlade kroppen og være hjemme hos Herren.

Bekendelsen

  • Apologien, art. 12: Om skriftemål og fyldestgørelse: Apologien lærer, at døden tjener til at gøre ende på syndens kød, så de troende kan opstå helt nye. Fordi troen har overvundet dødens rædsler, mangler de troendes død den brod, fornemmelsen af vrede, som gør døden til en egentlig straf.
    «Og fordi den troende ved troen har overvundet dødens rædsler, er der i hans død ikke længere den brod og den fornemmelse af vrede» Læs teksten
  • De Schmalkaldiske Artikler, del II, art. 2: Luther kalder skærsilden med sjælemesserne og handelen med dem et djævelsk spøgelse, fordi den strider mod hovedartiklen om, at alene Kristus hjælper sjælene. Desuden er intet om de døde befalet os.
    «For den strider også imod hovedartiklen, at alene Kristus og ikke menneskers gerninger skal hjælpe sjælene» Læs teksten
  • Apologien, art. 24: Om messen: Messer for de døde har hverken bud eller eksempel i Skriften. Synd og død overvindes alene ved troen på Kristus, og derfor kan ingen anden gerning, heller ikke præstens messe, befri sjælene.
    «Derfor kan skærsildens straf heller ikke overvindes ved at anvende en andens gerning.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: 1. ligprædiken: Luther fremhæver, at Skriften om de kristne ikke siger, at de er døde, men at de er sovet ind. Det er lige så umuligt, at en troende bliver liggende i døden, som at en sovende ikke vågner; Kristus kalder ham frem på den yderste dag.
    «Dermed vil den vise, at selv om de kristne må dø lige så vel som de ikke-kristne, så er deres død dog en sød og liflig søvn» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion: Om den yderste dom og om skærsilden: Chemnitz beskriver tiden mellem døden og den yderste dag: De retfærdiges sjæle er hos Kristus i Paradis og venter på fuldendelsen, de ugudeliges sjæle er på pinslernes sted og venter på dommen, og alle legemer hviler i graven til opstandelsen.
    «Dér er de i Paradis, Luk 23, bliver trøstet, Luk 16, hviler fra deres møje, Åb 14, og venter på den glade yderste dag, da de skal fuldendes helt.» Læs teksten
  • Rhegius, Sjælemedicin: Når døden skræmmer: Rhegius trøster den døende: Ved Kristus er døden overvundet. Sjælen kommer til Kristus som røveren på korset, og legemet hviler i håbet og skal opstå på den yderste dag; derfor kalder Skriften de kristnes død en søvn.
    «Sjælen dør ikke i evighed (Matt 10); den kommer til Kristus (Fil 1), sådan som røveren på korset i sin nød hørte Kristus sige» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 35: For de genfødte er døden ikke længere straf, men tugt, for i Kristus er der ingen fordømmelse. Døden har mistet sin magt og er blevet et redskab, som Gud bruger til at føre den troende til de saliges boliger.
    «For de genfødte er døden ikke længere en straf, men en tugt.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: De sidste ting: Pieper definerer den timelige død ud fra Skriften: Mennesket tilintetgøres ikke, men sjælen skilles fra legemet. Det viser ordene til den rige bonde (Luk 12,20) og evangeliernes ord om, at Kristus opgav ånden.
    «består ifølge Skriften ikke i, at mennesket tilintetgøres, men i, at sjælen skilles fra legemet.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: De sidste ting: Pieper lærer, at døden ikke skyldes menneskets oprindelige beskaffenhed, men alene synden. Sygdom, alderdom og ulykker er kun mellemårsager. Den, der benægter, at syndeskylden er dødens eneste årsag, benægter i bund og grund Kristi stedfortrædende fyldestgørelse.
    «Skriften i både Det Gamle og Det Nye Testamente kender ingen anden dødsårsag end menneskets synd.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: De sidste ting: Ud fra Fil 1,23 og Luk 23,43 slutter Pieper, at de troendes sjæle er i en salig tilstand hos Kristus, mens de vantros sjæle er i fængsel. Ved døden renses den troende sjæl for de sidste rester af synd; skærsild og mellemlegeme har ingen grund i Skriften.
    «Heraf fremgår i hvert fald så meget, at de troendes afdøde sjæle befinder sig i en tilstand, hvor de saligt nyder Gud, selv om vi intet nærmere ved om hvordan.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Romersk-katolsk lære om skærsilden. Rom lærer, at sjæle, som ikke er helt rene og ikke har gjort fuld fyldest, må lutres og betale i skærsilden og kan hjælpes ud ved sjælemesser. Chemnitz svarer, at Skriften kun kender to veje og to steder efter døden, og at læren formørker Kristi fyldestgørelse.
  • Sjælesøvn uden bevidsthed. Nogle slutter af Skriftens tale om døden som søvn, at sjælen er uden bevidsthed til opstandelsen. Jacobs afviser det ud fra Luk 16, Luk 23,43 og Åb 14,13; Pieper tilføjer, at Luthers tale om en søvn, hvor sjælen nyder Gud, ikke er vranglære.
  • Omvendelse efter døden. Nogle lærer, at de afdøde sjæle endnu har mulighed for at omvende sig. Pieper og Jacobs svarer, at Skriften intet holdepunkt giver for det, og at 1 Pet 3,19 ikke handler om evangelieprædiken for de døde, men om forkyndelse af dom.
  • Døden som naturlig (pelagianere, unitarer og nyere teologi). Hedenske filosoffer, pelagianerne, unitarerne og nyere teologer har ment, at mennesket efter sin natur måtte dø, også uden synd. Pieper svarer, at Skriften kun kender døden som dom over synden, og at benægtelsen i bund og grund rammer Kristi stedfortrædende fyldestgørelse.

Hænger sammen med

  • Arvesynden – Det fælles led er dødens årsag. Pieper viser, at Skriften ikke kender nogen anden grund til døden end synden: «døden ved synden» (Rom 5,12), og «ved den enes fald døde de mange» (Rom 5,15). De mange døde, fordi Adams synd er gået over på dem. Døden er altså ikke en naturlov, men følgen af den synd, alle har arvet fra Adam.
  • Forsoningen: Kristi stedfortrædende fyldestgørelse – Det fælles led er spørgsmålet om, hvem der har betalt for synden. Jacobs skriver, at læren om skærsilden strider mod næsten alle troens artikler, fordi den siger, at Kristi fortjeneste må suppleres med vores egen fyldestgørelse, og at Gud straffer, hvor skylden er tilgivet. Har Kristus fuldt betalt syndeskylden, er der intet tilbage at afsone efter døden.
  • Den evige fortabelse – Det fælles led er, at døden sætter grænsen. Jacobs skriver, at Skriften ikke giver grundlag for en omvendelse efter døden, for alt i den kommende verden afhænger af, hvordan man forholder sig til Kristus i dette liv: «Nu er det frelsens dag» (2 Kor 6,2). Den rige mand i Jesu lignelse er allerede efter døden på pinslernes sted, og der er ingen vej over kløften (Luk 16,23–26).
  • De dødes opstandelse – Det fælles led er, at døden ikke gør mennesket til intet. Pieper citerer Gerhard for, at sjælen ved døden forlader legemet og lever videre, mens legemet hviler i jordens støv som i en søvn og venter på opvækkelsen på den yderste dag (Joh 5,28). Døden skiller sjæl og legeme ad for en tid; opstandelsen forener dem igen.
  • Den yderste dom og verdens ende – Det fælles led er, at tilstanden efter døden er foreløbig. Jacobs fremhæver, at dødstimen ikke er det tidspunkt, hvor de troendes håb opfyldes, eller hvor de ugudeliges dom når sin fylde; det sker først ved opstandelsen og den almindelige dom. Grænsen mellem frelste og fortabte er sat ved døden, men den endelige afgørelse venter til den yderste dag.
  • Det evige liv – Det fælles led er forholdet mellem begyndelse og fuldendelse. Jacobs kalder med Kliefoth tilstanden efter døden «en foreløbig tilstand» mellem dette liv, som er begyndelsen, og det kommende liv, som er fuldendelsen. De troendes sjæle er allerede hos Kristus i salighed (Fil 1,23), men det evige liv bliver først fuldt, når sjæl og legeme er forenet på den yderste dag.
  • Nedfaren til dødsriget – Det fælles led er spørgsmålet, om der gives en ny chance for at blive frelst efter døden. Nogle har læst 1 Pet 3,19 og 4,6, som om Kristus prædikede evangeliet for de døde. Pieper afviser det: Kristus kundgjorde dommen for dem, der i Noas tid havde forkastet Ordet, og 1 Pet 4,6 taler om en prædiken, som de døde havde hørt, mens de levede.
  • Kristi genkomst og tidens tegn – Det fælles led er, at både døden og verdens ende kommer, og at vi skal være rede. Pieper sammenligner tegnene før genkomsten med sygdom i et menneskes liv: Ligesom sygdom varsler, at døden nærmer sig, varsler krige, naturkatastrofer og frafald i kirken, at dommen og verdens ende forestår. Ingen kender timen for nogen af dem, og derfor skal den kristne altid være rede (Mark 13,33–37).

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).