Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Nådemidlerne

Skriftemål og tilgivelse

Skriftemålet er bekendelsen af synderne for Gud og for en skriftefader, og tilgivelsen (absolutionen) er evangeliets ord om syndernes forladelse, som på Kristi befaling tilsiges den enkelte og skal troes som Guds eget ord.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Tilgivelsen, også kaldet absolutionen (af latin for «løsning»), er en særlig form for evangeliets forkyndelse: Syndernes forladelse tilsiges den enkelte, som har bekendt sine synder. Luthers Lille Katekismus siger, at skriftemålet har to dele: at man bekender sine synder, og at man modtager tilgivelsen af skriftefaderen som af Gud selv og ikke tvivler på den. Grundlaget er Kristi ord i Joh 20,23: «Hvis I tilgiver nogen deres synder, er de tilgivet.» Derfor siger Den Augsburgske Bekendelse, at tilgivelsen ikke er ordet fra det menneske, der står foran os, men Guds ord, udtalt i Guds sted og på hans befaling, og at den skal troes, som om Guds stemme lød fra himlen. Apologien regner den blandt sakramenterne, fordi den har Guds befaling og nådens løfte.

Den lutherske kirke bevarede skriftemålet, men rensede det. Den Augsburgske Bekendelse siger, at den private tilgivelse skal bevares, men at det ikke kræves, at man opregner alle sine synder, for det er umuligt (Sl 19,13). Skriftemålet fortjener heller ikke tilgivelsen. Det bevares for tilgivelsens skyld, til trøst for de forskrækkede samvittigheder, og det gik forud for nadveren. «Privat» betyder her ikke hemmelig, men personlig, forklarer Jacobs. Pieper understreger, at nøglemagten er givet alle kristne, så også en anden kristen kan tilsige tilgivelse; offentligt udøves den af kirkens kaldede tjenere.

Trøsten ligger i, at tilgivelsen ikke grunder sig på angerens størrelse eller på præstens indvielse, men på Kristi fuldbragte forsoning og hans befaling. Chemnitz siger, at den grublende samvittighed ikke behøver at spørge, hvad Gud i himlen tænker om den, for den kan blive vis på det her på jorden. Troen er nødvendig for at tage imod tilgivelsen, men den er ikke dens grund. Derfor skal tilgivelsen tilsiges uden forbehold, siger Pieper og Walther.

Skriften

  • Joh 20,21–23 – Den opstandne sender disciplene og giver dem fuldmagt: Dem, I tilgiver synderne, er de tilgivet. Tilgivelsens grundsted.
  • Matt 16,19 – Himmerigets nøgler: Det, der løses på jorden, skal være løst i himlen.
  • Matt 9,2 – Jesus tilsiger den lamme tilgivelse personligt; forbilledet for den private tilgivelse til den enkelte.
  • Luk 7,48 – Synderinden får tilgivelsen tilsagt enkeltvis: «Dine synder er tilgivet.»
  • Luk 10,16 – Den, der hører Kristi udsendte, hører ham selv; derfor skal tilgivelsen troes som Guds egen røst.
  • 2 Sam 12,13 – David bekender sin synd for Natan og får straks tilsagt, at Herren har tilgivet ham.
  • Sl 32,5 – David bekender sin synd for Gud og får tilgivelse; skriftemålet er først en bekendelse for Gud.
  • Sl 19,13 – Ingen kender alle sine fejl; derfor kan opregning af alle synder ikke kræves i skriftemålet.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 11: Den private tilgivelse skal bevares i kirken og ikke falde bort. Men det er ikke nødvendigt at opregne alle sine synder i skriftemålet, for det er umuligt.
    «Om skriftemålet læres der, at man i kirken skal bevare privatam absolutionem» Læs teksten
  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 25: Skriftemålet er ikke afskaffet; ingen får nadveren uden først at være hørt og have fået tilgivelse. Tilgivelsen skal agtes højt, for den er Guds ord, udtalt i Guds sted og på hans befaling, og den skal troes, som om Guds stemme lød fra himlen.
    «For den er ikke stemmen eller ordet fra det menneske, der står foran os, men Guds ord, og det er Gud, der tilgiver synden.» Læs teksten
  • Apologien, art. 13: Apologien regner tilgivelsen blandt de egentlige sakramenter sammen med dåben og nadveren, fordi den har Guds befaling og nådens løfte; når vi får tilgivelse, skal hjertet være forvisset om, at Gud virkelig tilgiver for Kristi skyld.
    «Derfor er dåben, nadveren og tilgivelsen, som er omvendelsens (bodens) sakramente, virkelig sakramenter.» Læs teksten
  • Luthers Lille Katekismus: Om skriftemålet: Skriftemålet har to dele: at man bekender sine synder, og at man modtager tilgivelsen af skriftefaderen som af Gud selv. Man må ikke tvivle på den, men fast tro, at synderne derved er tilgivet for Gud i himlen.
    «Skriftemålet består af to dele: Den første er, at man bekender sine synder; den anden er, at man modtager tilgivelsen af skriftefaderen som af Gud selv» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: 1. søndag efter påske: Luther udlægger Joh 20,23: Kristus samler hele kirkens embede i befalingen om at forkynde syndernes forladelse i prædiken og sakramenter. Fordi hver enkelt skal tro, at netop hans synder er tilgivet, skal den, der ikke kan trøste sig nok ved den almindelige prædiken, selv søge tilgivelsen og aldrig tvivle på den.
    «På samme måde skal hver især selv høre Ordet og søge og begære tilgivelsen, når han ikke kan trøste sig nok ved den almindelige prædiken.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion: Om skriftemål og tilgivelse: Den private tilgivelse er, at en kaldet tjener, eller i nød en almindelig kristen, forkynder syndernes forladelse for den enkelte synder, der i omvendelse og tro begærer nåden. Kristus er selv til stede og giver den grublende samvittighed vished her på jorden; derfor skal tilgivelsen bruges ofte og gerne.
    «jeg ikke behøver at gruble over, hvad Gud deroppe i himlen tænker om min person, men kan blive vis på det her på jorden, så det gælder i himlen.» Læs teksten
  • Rhegius, Formulae: Om skriftemålet: Den kristne skal altid bekende sine synder for Gud og ofte for ordets tjener, i det mindste før nadveren, for at høre Kristi ord af hans mund. Tilgivelsen skal troes, ikke mindre end hvis Kristus selv synligt tilsagde den.
    «Det er Kristus, som gennem tjenerens mund tilsiger os tilgivelse for vore synder.» Læs teksten
  • Walther, Lov og evangelium, 17. forelæsning: Walther afviser, at den lutherske tilgivelse er pavekirkelig. Efter romersk lære hviler dens kraft på præstens indvielse og på den skriftendes fuldstændige skriftemål, anger og fyldestgørelse. Efter luthersk lære hviler den på Kristi fuldkomne forsoning og på hans befaling om at forkynde evangeliet for alle.
    «Vi siger: Tilgivelsens kraft bygger ikke på præstens ordination og indvielse, ja, slet ikke på præsten, men 1. på at Kristi forsoning og forløsning er fuldkommen» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 30: «Privat» skriftemål og tilgivelse betyder ikke hemmelig, men personlig. Den private tilgivelse forsikrer den enkelte angrende om, at syndernes forladelse ikke blot tilbydes verden i almindelighed, men ham i særdeleshed.
    «Den private tilgivelse er intet andet end den personlige anvendelse af evangeliets budskab» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Nådemidlerne: Til indvendingen, at ingen kan se ind i den skriftendes hjerte, svarer Pieper, at tilgivelsen ikke grunder sig på menneskets hjerte, men på Guds, som er åbenbaret i evangeliet: Gud er ved Kristus forsonet med alle. Derfor er tilgivelsen aldrig en «fejlnøgle»; tror mennesket den ikke, er skaden hans egen.
    «Heroverfor må den kendsgerning fastholdes, at tilgivelsen ikke er grundet på menneskets hjertetilstand, men alene på Guds hjertetilstand.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Romersk-katolsk lære. Efter romersk lære kan kun en præst, der er viet efter romersk ordning, tilgive, og tilgivelsen er betinget af anger, et fuldstændigt skriftemål og en pålagt fyldestgørelse, som præsten som dommer vurderer. Pieper svarer, at nøglemagten er givet alle kristne, og at tilgivelsen alene grunder sig på Kristi fuldkomne fyldestgørelse og Guds befaling.
  • Zwingli og den reformerte lære. Zwingli satte Helligånden i disciplenes sted i Joh 20,23: At binde og løse er alene Åndens gerning, som han virker umiddelbart. I den reformerte lejr er afvisningen af tilgivelsen almindelig. Pieper svarer, at teksten udtrykkeligt nævner disciplene, og at afvisningen følger af læren om den partikulære nåde og Åndens umiddelbare virksomhed.
  • Betinget tilgivelse (Tarnov). Den lutherske teolog Paul Tarnov ville have tilgivelsen udtalt betinget, fordi syndernes forladelse kun skal forkyndes for de sandt troende. Christian Chemnitz svarer, at tilgivelsen ligesom dåben og nadveren skal gives kategorisk, og Walther følger ham. Pieper tilføjer, at troen kun kan opstå, når tilgivelsen forud forkyndes som en kendsgerning.

Hænger sammen med

  • Nøglemagten og kirketugten – Nøglemagten er den magt, Kristus har givet sin kirke til at tilgive og fastholde synder (Matt 16,19; Joh 20,23), og tilgivelsen i skriftemålet er brugen af løsenøglen over den enkelte. Apologien siger, at vi bevarer skriftemålet især for tilgivelsens skyld, fordi den er Guds ord, som nøglemagten med guddommelig myndighed udsiger over den enkelte. Bindenøglen og kirketugten hører til samme magt.
  • Nådemidlerne – Tilgivelsen er ikke en ekstra vej ved siden af evangeliet, men evangeliet sagt direkte til én person. Apologien regner den sammen med dåben og nadveren som et sakramente, fordi den har Guds befaling og nådens løfte, og siger, at hjertet skal være vist på, at Gud virkelig tilgiver, når vi får tilgivelse. Derfor hører den til nådemidlerne.
  • Omvendelsen: anger og tro – Omvendelsen består efter Den Augsburgske Bekendelse, art. 12, af anger over synden og tro på evangeliet og tilgivelsen. Skriftemålet svarer til begge dele: I bekendelsen af synden kommer angeren til orde, og i tilgivelsen får troen det ord, den skal gribe. Derfor siger bekendelsen også, at kirken ikke må nægte tilgivelsen til dem, der omvender sig.
  • Forsoningen: Kristi stedfortrædende fyldestgørelse – Tilgivelsen kan tilsiges med vished, fordi den ikke afhænger af, hvor stor angeren er, men af det, Kristus har gjort. Pieper kalder Kristi opstandelse en faktisk tilgivelse af hele synderverdenen: Forsoningen er fuldbragt, før mennesket gør noget. Det, præsten siger i skriftemålet, er altså ikke en ny handel med Gud, men en overbringelse af det, Kristus allerede har vundet.
  • Nadverens brug og gavn – Skriftemål og tilgivelse blev i den lutherske kirke brugt som forberedelse til nadveren, så den enkelte kunne prøve sig selv og høre evangeliet sagt til sig. Pieper understreger med Luther, at forbindelsen er en god kirkelig ordning, men ikke en guddommelig, og at den ikke må blive en ny tvang. Luther brugte selv skriftemålet «for tilgivelsens, det vil sige Guds ords, skyld».
  • Prædikeembedet – Det er Kristi egen tilgivelse, ikke præstens, der lyder i skriftemålet. Walther forklarer ud fra Joh 20,21–23, at præsten tilgiver på Kristi befaling, i Kristi sted og i Kristi navn, ligesom Kristus selv talte Faderens ord. Derfor hører tilgivelsen til prædikeembedet: Den kaldede tjener udøver offentligt den magt, Kristus har givet sin kirke.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).