Mark 14,3–9

Teksten i sammenhæng

Teksten står i begyndelsen af Markus’ lidelseshistorie, to dage før påske. Markus har sat den mellem to stykker om forræderi: Ypperstepræsterne og de skriftkloge søger en lejlighed til at gribe Jesus med list (Mark 14,1–2), og straks efter går Judas Iskariot hen for at forråde ham (Mark 14,10–11). Midt imellem står en navnløs kvinde i Simon den Spedalskes hus i Betania. Hun bryder en krukke med kostbar nardusolie og hælder den ud over Jesu hoved. Nogle af de tilstedeværende, ifølge Matt 26,8 disciplene og ifølge Joh 12,4 Judas, harmes over spildet og skælder hende ud. Jesus forsvarer hende: Hun har gjort en god gerning mod ham og salvet hans legeme til begravelsen. Johannes fortæller, at kvinden var Maria, Lazarus’ søster (Joh 12,1–8). Teksten er prædiketekst på palmesøndag i 2. tekstrække. Den viser, hvem kongen er, der rider ind i Jerusalem: den salvede, som går mod sin død og grav.

Opbygning

1. 14,3 Kvinden salver Jesus i Betania
2. 14,4 Harmen over spildet
3. 14,6 Jesus forsvarer hende: en god gerning mod mig
4. 14,8 Salvet forud til begravelsen
5. 14,9 Til minde om hende, hvor evangeliet forkyndes

Græske nøgleord

• συντρίβω (G4937, v. 14,3) – συντρίβω, sønderbryde, knuse. Kvinden brækker krukken, så den ikke kan bruges igen; alt hældes ud på én gang, intet holdes tilbage. Aoristparticippet συντρίψασα beskriver én afsluttet handling, der går forud for udhældningen. Ordet bruges også om det knuste rør (Matt 12,20). Her er pointen, at gaven er uigenkaldelig: Hun beholder intet til sig selv. Netop det kalder de andre spild (v. 4).
• ἀπώλεια (G684, v. 14,4) – ἀπώλεια, spild, ødelæggelse, fortabelse. Ordet betyder at noget går tabt og er ellers i NT det almindelige ord for fortabelsen (Matt 7,13; Fil 3,19); Judas kaldes «fortabelsens søn» (Joh 17,12). Hvad de harmfulde kalder spild, kalder Jesus en god gerning. Det er ham, der afgør, hvad der er spildt, ikke vores regnestykker.
• ἐμβριμάομαι (G1690, v. 14,5) – ἐμβριμάομαι, fnyse ad, skælde voldsomt ud. Ordet udtrykker stærk harme, næsten vrede (jf. Mark 1,43; Joh 11,33). Imperfektum ἐνεβριμῶντο tegner skældud, der står på, ikke en enkelt bemærkning. Det er de fornuftige, der skælder ud, og de gør det med henvisning til de fattige. Derfor er ordet så skarpt: Under en god grund kan der gemme sig et hårdt hjerte.
• καλός (G2570, v. 14,6) – καλός, god, smuk. Jesus kalder handlingen καλὸν ἔργον, «en god (smuk) gerning», ikke blot en nyttig. Den er god, fordi den er gjort «mod mig» (ἐν ἐμοί), mod Kristus selv, og fordi han tager imod den. Gerningen bliver ikke god ved sit udbytte, men ved den person, den gælder, og ved den tro, den kommer af.
• προλαμβάνω (G4301, v. 14,8) – προλαμβάνω, tage forud, gøre i forvejen. Med infinitiv betyder det at gøre noget før tiden: «Hun har forud salvet min krop.» Kvinden har gjort det, før nogen andre kunne. Kvinderne påskemorgen kommer for at salve legemet, men kommer for sent, for han er opstået (Mark 16,1–6). Denne kvinde nåede det i tide.
• ἐνταφιασμός (G1780, v. 14,8) – ἐνταφιασμός, gravlæggelse, forberedelse til begravelse. Ordet står kun her og i Joh 12,7. Det omfatter det, man gjorde ved et lig: vask, salving og indsvøbning. Jesus giver selv salvingen en ny mening: Det er ikke en kongesalving til magt, men hans legeme gøres klar til graven. Han taler åbent om sin død, mens de andre regner i denarer.
• μνημόσυνον (G3422, v. 14,9) – μνημόσυνον, ihukommelse, minde. Ordet bruges i Septuaginta om det, der bringes frem for Gud til ihukommelse, og i ApG 10,4 om Kornelius’ bønner og almisser. Futurum passiv λαληθήσεται, «skal fortælles», er et løfte: Hvor evangeliet forkyndes, bliver hendes gerning nævnt. Hun mindes ikke for sin egen skyld, men fordi hun hører med til evangeliet om hans død.

Eksegetiske noter

• v. 14,3 Parallellerne er Matt 26,6–13 og Joh 12,1–8. Johannes nævner Maria, Lazarus’ søster, og lader hende salve fødderne seks dage før påske; Markus og Matthæus nævner hovedet og fortæller beretningen efter tidsangivelsen «to dage før påske» (Mark 14,1), uden at sige, at måltidet fandt sted den dag. Salvingen hos farisæeren i Luk 7,36–50 er en anden begivenhed. At salve hovedet minder om kongesalvingen (1 Sam 10,1; 2 Kong 9,6). Den, der skal rides ind som konge, salves af en kvinde i en spedalsk mands hus.
• v. 14,3 Nardus er en kostbar olie fra Himalaya. Det græske πιστικός er sjældent (kun her og Joh 12,3), og betydningen er usikker; den almindelige forklaring er «ægte, uforfalsket». Alabastkrukken var en lille, tillukket flaske til kostbar olie. Ved at bryde den gav kvinden det hele på én gang.
• v. 14,4–5 Tre hundrede denarer svarer til næsten et års løn for en daglejer (jf. Matt 20,2). Indvendingen lyder fornuftig og from. Joh 12,6 afslører, at Judas’ omsorg for de fattige var et skalkeskjul: Han var tyv. Markus nævner ingen navne og lader indvendingen gælde «nogle», så læseren også kan se sig selv i den. Her og i v. 9 har RP lidt fyldigere ordlyd end den kritiske tekst («og sagde» i v. 4, «hun» i v. 8, «dette evangelium» i v. 9), uden at meningen ændres.
• v. 14,7 Ordene om de fattige hentyder til 5 Mos 15,11: Der vil aldrig mangle fattige i landet, og derfor skal man åbne hånden for dem. Jesus afskaffer altså ikke omsorgen for de fattige; han indskærper den («når I vil, kan I gøre godt imod dem»). Men han stiller sin egen time foran: Han er kun kort tid synligt iblandt dem på denne måde.
• v. 14,8 Jesus har tre gange forudsagt sin lidelse (Mark 8,31; 9,31; 10,33–34). Her tolker han kvindens handling ud fra den. Om hun selv forstod det, siger teksten ikke; det afgørende er Jesu ord om hendes gerning. I Mark 16,1 vil kvinderne salve hans legeme efter sabbatten, men graven er tom. Derfor er dette den eneste salving af hans legeme til graven, som Markus fortæller om.
• v. 14,9 «Evangeliet» bruger Markus om budskabet om Jesus Kristus (Mark 1,1; 13,10). Ordet «i hele verden» foregriber missionsbefalingen (Mark 16,15). Det er påfaldende, at Jesus forudsiger en verdensvid forkyndelse, netop mens han taler om sin begravelse: Evangeliet er budskabet om den døde og opstandne. Kvindens navn nævnes ikke, men hendes gerning fortælles; ironisk nok er forræderen Judas navngivet straks efter (v. 10).

Lov og evangelium

Loven: Loven træffer os gennem dem, der harmes. Deres indvending er fornuftig og endda from: Pengene kunne have hjulpet de fattige. Men under det fromme regnestykke ligger et hjerte, der ikke tåler, at noget bliver givet helt og uden beregning til Kristus. Vi kender det: Vi måler kirkeliv, gudstjeneste og andres tro på nytte og effektivitet, og vi skælder ud på dem, der gør noget, vi ikke selv ville gøre. Teksten viser også, hvor tæt den kolde beregning står på forræderiet; Judas går fra dette måltid til ypperstepræsterne. Og den afslører os, der har Kristus nær i Ordet og sakramentet, men ikke regner ham for mere end andre ting.

Evangeliet: Evangeliet ligger i Jesu forsvar og i hans ord om sin begravelse. Han tager kvinden i beskyttelse: «Lad hende være.» Han dømmer ikke hendes gave efter nytten, men kalder den god, fordi den er gjort mod ham. Og han peger på det, som er grunden til alt: Hans legeme skal i graven. Han er den salvede konge, der ikke rider ind for at tage, men for at give sit liv. Hans død er ikke spild, men det dyreste, der er hældt ud for os. Derfor skal evangeliet forkyndes i hele verden. Det er godt nyt for den, der bliver skældt ud eller føler sin gave for lille: «Hun har gjort, hvad hun kunne», og Herren tager imod det.

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Egenskabernes meddelelse (Kristi nærvær): Pieper anfører Kromayers svar til dem, der bruger «Mig har I ikke altid» (Matt 26,11) mod Kristi nærvær. Jesus taler om en bestemt måde at være nærværende på, så man kunne vise ham velgerninger, ikke om nærværet selv, som han tværtimod lover (Matt 28,20).
  «vise ham velgerninger, sådan som det var sket på den tid, så nægter han dog ikke selve nærværet, men lover det snarere» Læs teksten
• Krauth, Den konservative reformation og dens teologi: Kristi person (Chemnitz): Krauth citerer Chemnitz (De duabus naturis): «Mig har I ikke altid» gælder Kristi synlige, stedlige omgang med os efter jordelivets vilkår, som han har taget fra os ved himmelfarten, ikke hans nærvær hos kirken. Det hjælper til at prædike v. 7 uden at gøre Kristus fjern.
  «Disse ord taler altså om en måde at være nærværende på efter denne verdens forhold og vilkår, en synlig, sanselig, stedlig og afgrænset måde» Læs teksten

Prædikenspor

Spild eller god gerning?

Et spor, der følger teksten. Hovedtanken er, at det, der ligner spild for os, er godt i Jesu øjne, og at hans eget liv er det største «spild» af alle. Første trin: kvinden, der bryder krukken og hælder alt ud, og de fromme regnestykker, der harmes over det (v. 3–5). Her kan prædikenen vise, hvor genkendelig indvendingen er. Andet trin: Jesu forsvar. Han kalder gerningen god, fordi den er gjort mod ham, og fortolker den som salving til begravelsen (v. 6–8). Tredje trin: Palmesøndagens konge er den, der hælder sit liv ud på korset for os. Prædikenen ender ved evangeliet, som fortælles i hele verden: Han regnede ikke med sit eget, men gav det hele.

Mig har I ikke altid

Et tematisk spor om v. 7 og forholdet mellem gudstjeneste og næstekærlighed. Hovedtanken er, at troen på Kristus og omsorgen for de fattige ikke er modsætninger, men at Kristus selv kommer først. Første trin: Jesus indskærper omsorgen for de fattige med ordene fra 5 Mos 15,11; de skal altid have vores hånd. Andet trin: Men han stiller sin egen time foran, timen hvor han går i døden. Uden ham bliver også diakonien til lov og regnskab. Tredje trin: Han er ikke længere synligt iblandt os, men han er nærværende i Ordet og nadveren og giver sig selv dér. Ud af den gave springer gerningerne mod næsten.

Hun har gjort, hvad hun kunne

Et sjælesørgerligt spor for den, der føler sig kritiseret, overset eller utilstrækkelig. Hovedtanken er, at Jesus tager kvinden i forsvar og ser hendes gerning, hvor andre kun ser fejl. Første trin: Kvinden står alene over for skældud fra de mange, og hun siger ikke et ord. Mange kender det at blive misforstået eller dømt, også i menigheden. Andet trin: Jesus siger: «Lad hende være», og «hun har gjort, hvad hun kunne». Han kræver ikke mere end det, hun har. Tredje trin: Han gør det, fordi han selv går i døden og graven for hende og for os. Hans dom over os er ikke de andres skældud, men hans eget «Lad hende være». Den, der lever af hans nåde, må vide, at Herren tager imod det, vi giver, selv når andre kalder det spild.

Lærepunkter i teksten

• De gode gerninger – Jesus kalder kvindens salving en god gerning: Den er god, fordi den er gjort mod ham og i tro, ikke på grund af nytten.
• Forsoningen: Kristi stedfortrædende fyldestgørelse – Salvingen til begravelsen peger frem mod Kristi død, som er det offer, hele lidelseshistorien handler om.
• Egenskabernes meddelelse – «Mig har I ikke altid» har været brugt mod Kristi nærvær; de lutherske lærere skelner mellem det synlige og det virkelige nærvær.
• Ordets kraft – Hendes gerning fortælles, hvor evangeliet forkyndes i hele verden: Kristus kommer til os gennem forkyndelsen.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 176 Se, hvor nu Jesus træder – Palmesøndagssalme om Jesus, der går ind mod sin lidelse; sætter kirkeårets tid.
• 173 Ét vidste han om vejen frem – Om Jesus, der går bevidst mod korset, som han selv siger i v. 8.
• 192 Hil dig, Frelser og Forsoner – Lovprisning af den lidende Frelser, svar på kvindens hengivenhed og salving.
• 208 Skriv dig, Jesus, på mit hjerte – Bøn om at holde den lidende Kristus kær; passer til kvindens helhjertede gave.
• 193 O hoved, højt forhånet – Passionssalmen om Jesu hoved: Det hoved, kvinden salvede, kronedes med torne.