Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Kristi gerning

Forsoningen: Kristi stedfortrædende fyldestgørelse

Forsoningen er Kristi gerning, hvor han i alle menneskers sted har båret straffen for deres synder og dermed gjort fyldest for Guds retfærdighed, så Guds vrede er vendt til nåde, og verden er forsonet med Gud.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Udtrykket «stedfortrædende fyldestgørelse» står ikke i Skriften, men det sammenfatter, som Pieper siger, hvad Skriften lærer om forløsningen ved Kristus. Gud kræver i sin retfærdighed, at mennesket holder hans lov fuldkomment, og lovens forbandelse rammer enhver, der ikke gør det (Gal 3,10). Ingen af os kan gøre fyldest for loven. Derfor sendte Gud sin Søn: Kristus trådte i vores sted, bar den straf, vi havde fortjent, og blev en forbandelse for os (Es 53,4–6; Gal 3,13). Den Augsburgske Bekendelse, art. 3, siger, at han led og døde for at være et offer for alle synder og forsone Guds vrede. «Fyldestgørelse» betyder altså, at Guds retfærdighed er sket fyldest, så hans vrede over synderne er vendt til nåde.

Forsoningen er fuldbragt, og den gælder alle mennesker: «Det var Gud i Kristus, som forsonede verden med sig selv» (2 Kor 5,19). Pieper kalder det den objektive forsoning. Den er sket én gang for alle ved Kristi død, før og uafhængigt af alt, hvad vi gør. Fordi det er Guds Søn, der lider, har hans lidelse fuld værdi for alle menneskers synd. Mennesket får del i forsoningen alene ved troen, som modtager den, når evangeliet forkynder den.

Derfor er der intet tilbage, som vi selv skal betale. Konkordiebogen afviser messeofferet, de kirkelige fyldestgørelser og skærsilden, for Kristi død er det eneste offer for alle synder. Luther siger i Huspostillen, at den, der kender sin synd og har fortjent Guds vrede, ikke skal fortvivle, men trøste sig ved Kristi lidelse og fyldestgørelse. Rhegius tilføjer, at den, der tror, ikke vil blive i synden. Fjernes stedfortrædelsen, bliver Kristus blot en martyr og korset blot en prædiken, og evangeliet bliver til lov, advarer Pieper og Krauth.

Skriften

  • Es 53,4–6 – Herrens tjener bærer vore synder og straffen, der giver os fred; Herren lægger alle vore misgerninger på ham.
  • Matt 20,28 – Menneskesønnen giver sit liv som løsesum i stedet for mange; løsesummen træder i deres sted.
  • Rom 3,24–25 – Retfærdiggørelsen sker ved løskøbelsen i Kristus Jesus, som Gud har stillet frem som soning ved hans blod.
  • Rom 5,8–10 – Mens vi var fjender under Guds vrede, blev vi forsonet med Gud ved hans Søns død.
  • 2 Kor 5,19–21 – Gud forsonede verden med sig selv og tilregnede dem ikke deres synder; den syndfri blev gjort til synd for os.
  • Gal 3,13 – Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse i stedet for os.
  • 1 Pet 3,18 – En retfærdig led for uretfærdige: den skyldfri bar de skyldiges straf for at føre os til Gud.
  • 1 Joh 2,2 – Kristus er soning ikke kun for vores synder, men for hele verdens.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 3: Bekendelsen siger, at Guds Søn, sand Gud og sandt menneske, led, blev korsfæstet, døde og blev begravet for at være et offer for alle synder og forsone Guds vrede.
    «for at han skulle være et offer ikke alene for arvesynden, men også for alle andre synder, og forsone Guds vrede.» Læs teksten
  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 24: Over for læren om, at Kristus kun gjorde fyldest for arvesynden, og at messen er et offer for de andre synder, fastholder bekendelsen med Hebræerbrevet, at Kristi ene offer har gjort fyldest for alle synder.
    «der ikke er noget andet offer for arvesynden og de andre synder end Kristi død alene.» Læs teksten
  • Apologien, om kærligheden og lovens opfyldelse: Med Gal 3,13 lærer Apologien, at Kristus uden selv at have synd har båret syndens straf som sonoffer. Derfor kan loven ikke længere anklage og fordømme dem, der tror på ham, selv om de ikke selv har opfyldt loven.
    «Loven fordømmer alle mennesker, men Kristus har uden synd båret syndens straf og er blevet et offer for os.» Læs teksten
  • Den lille Katekismus, 2. trosartikel: Luther bekender i katekismen, at Kristus har forløst mig, et fortabt og fordømt menneske, og købt og vundet mig fra alle synder, fra døden og fra Djævelens magt, ikke med guld eller sølv, men med sit blod og sin uskyldige lidelse og død.
    «ikke med guld eller sølv, men med sit hellige, dyrebare blod og med sin uskyldige lidelse og død» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: Lidelseshistorien, indledning: Det er ikke nok at kende lidelseshistorien. Man skal tro, at Kristus har lidt for ens egne synder og betalt for dem. Så skal den, der har forskyldt Guds vrede, ikke fortvivle, men trøste sig ved Kristi lidelse og fyldestgørelse.
    «at Kristus har lidt dette for dine synders skyld, at Gud har lagt dem på ham, og at han har båret dem i al lydighed og betalt for dem.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion, kap. 15: Gud kan ikke lade sin lov falde, og vi kan ikke opfylde den. Derfor sendte han sin Søn under loven for at betale den fyldestgørelse, loven kræver. Evangeliet ophæver altså ikke loven, men viser, hvordan Kristus har opfyldt den for os.
    «Sønnen skulle sættes under loven og i vores sted og for os fuldkommen yde og betale den fyldestgørelse, som Guds lov kræver og ikke kan lade falde, men som er umulig for os.» Læs teksten
  • Rhegius, Hvordan man skal tale varsomt: Om fyldestgørelsen: Rhegius fastholder, at Kristi død alene har gjort fyldest. Men han advarer mod at misbruge læren: kun den, der tror, får del i fyldestgørelsen, og den, der tror, hader den synd, som krævede et så dyrt offer.
    «I egentlig forstand findes der ingen anden fyldestgørelse for verdens synder end Kristi dyrebare død. Den alene har gjort fyldest for os over for Guds retfærdighed og forsonet os med Gud.» Læs teksten
  • Krauth, Den konservative reformation, afhandling XII: Krauth mener, at modvilje mod nadverlæren bunder i modvilje mod forsoningen ved Kristi legeme og blod. Den, der ikke tror, at offeret er stedfortrædende, gør Kristus til en martyr og korset til en prædiken. Forsoningens væsen kan vi ikke udgrunde.
    «For alt, hvad der trækker Guds Søns offer ned i det naturliges sfære, er i sit væsen sociniansk.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 14: Ordet «fyldestgørelse» står ikke i Skriften, men Jacobs viser, at en række skriftsteder samstemmende lærer sagen: Kristus har båret straffen, Gud er forsonet, og menneskene får lønnen for Kristi lydighed.
    «Disse skriftsteder lærer samstemmende, at Kristus har udstået de straffe, som menneskene havde fortjent for deres synder; at Gud som følge deraf er forsonet med dem, der havde været under hans vrede» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Læren om Kristi gerning: Pieper stiller udtrykket «stedfortrædende fyldestgørelse» på linje med «af samme væsen» (homoousios): ordet står ikke i Skriften, men det sammenfatter over for vranglæren, hvad Skriften lærer om forløsningen.
    «Meningen med dette udtryk er, at Kristus stedfortrædende (i menneskenes sted) har ydet Gud, som var vred over menneskenes synder, det, hvorved Guds vrede over menneskene er forvandlet til nåde mod menneskene.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Læren om Kristi gerning: Forsoningen er en fuldbragt kendsgerning for hele verden (2 Kor 5,19). Mennesket forsones for sin del alene ved troen, som modtager den. Opgives den objektive forsoning, bliver evangeliet til lov og troen til en menneskelig præstation.
    «Der er efter Skriften en objektiv forsoning af alle mennesker med Gud, det vil sige en forsoning, som ikke først skal virkes af menneskene, men som er virket ved Kristus for 1900 år siden.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Den moralske forsoningslære (Abelard, Ritschl). Abelard lærer, at Kristus ikke kom for at gøre fyldest for Guds retfærdighed, men for ved lære og eksempel at vække genkærlighed; stedfortrædelsen kalder han grusom og uretfærdig. Ritschl lærer, at der ingen vrede er i Gud. Pieper svarer, at den objektive forsoning dermed gøres til en subjektiv, og Jacobs, at teorierne bygger på en overfladisk opfattelse af syndens skyld.
  • Romersk-katolsk lære (kirkelige fyldestgørelser, skærsild). Modstanderne lærer, at Kristi fyldestgørelse kun har forløst fra skylden, mens straffene skal afsones med menneskers egne fyldestgørelser, kirkelige straffe eller skærsilden. Apologien kalder det uhyrligt: Kristi død er en fyldestgørelse ikke alene for skylden, men også for den evige død (Hos 13,14).
  • Styrelsesteorien (Grotius). Ifølge Grotius straffede Gud Kristus for at statuere et eksempel og opretholde lovens autoritet, ikke for at fyldestgøre sin hellighed. Pieper svarer, at man enten lærer en objektiv forsoning eller ikke gør det, og at enhver fornægtelse af den lægger noget af Kristi værk over på mennesket.
  • Nyere teologi (Luthardt, Frank). De afviser, at Kristus har lidt nøjagtig den straf, som det faldne menneske skulle have lidt. Pieper svarer med Gal 3,10–13, at forbandelsen ramte Kristus helt, og at hans tidsbegrænsede lidelse som Guds Søns lidelse er lige så meget værd som alle menneskers evige lidelse.

Hænger sammen med

  • Kristi tredobbelte embede – Forsoningen er Kristi gerning som præst. Pieper forklarer ud fra Skriften, at Kristus i fornedrelsens stand forsonede hele menneskeheden med Gud ved at bringe sig selv som sonoffer. Til forskel fra præsterne i Det Gamle Testamente ofrede han ikke et dyr, men sig selv. Den stedfortrædende fyldestgørelse er derfor hovedgerningen i hans ypperstepræstelige embede.
  • Kristi aktive og passive lydighed – Fyldestgørelse betyder, at Guds retfærdighed er sket fyldest. Pieper viser, at det krævede to ting: Kristus bar straffen for menneskenes overtrædelse af loven, og han holdt med sit hellige liv selv den lov, som vi skylder Gud at holde. Hans aktive og passive lydighed er altså ikke noget ved siden af forsoningen, men selve det, hvorved han gjorde fyldest.
  • De to naturer og den personlige forening – Hvorfor kan én persons død veje op mod hele verdens synd? Konkordieformlen svarer med Luthers billede af en vægtskål: Var det kun et menneske, der døde for os, ville vi være fortabte; men når Guds død ligger i vægtskålen, synker den, og vi stiger op. Fordi den, der led, er Gud og menneske i én person, har hans lidelse værdi for alle.
  • Guds almene nådevilje – Spørgsmålet er, for hvem Kristus gjorde fyldest. Pieper svarer: ikke for sig selv og ikke for englene, men for alle mennesker uden undtagelse. Derfor hører forsoningen og Guds almene nådevilje sammen: Gud vil alles frelse, fordi Kristus har sonet alles synd. Af samme grund kan evangeliet tilbydes ethvert menneske uden forbehold.
  • Retfærdiggørelsen – Forsoningen er sket én gang for alle, før vi tror; retfærdiggørelsen er, at den enkelte får del i den ved troen. Pieper forklarer, at troen ikke retfærdiggør, fordi den er en god egenskab, men fordi den griber Guds tilgivelse, som er fuldbragt ved Kristi stedfortrædende gerning og kundgøres i evangeliet. Uden den fuldbragte forsoning havde troen intet at gribe.
  • Skriftemål og tilgivelse – Tilgivelsen i skriftemålet er evangeliet sagt til den enkelte. Den kan siges uden forbehold, fordi syndernes forladelse allerede er erhvervet af Kristus, før vi tror. Pieper advarer mod at gøre tilgivelsen afhængig af, om man først kan finde troen i sit eget hjerte. Den, som loven har ramt, skal i stedet henvises til Kristus og hans fuldkomne forsoningsgerning.
  • Treenigheden – Det fælles led er, at Sønnen er sand Gud. Unitarerne, der fornægter treenigheden, vil kun se Sønnen som en, der viser os Guds kærlighed. Pieper svarer, at han viser den netop ved at være Guds Søn, der blev menneske og i vort sted bar lovens krav og straf. Fornægtes hans guddom og denne stedfortrædende betaling, bliver talen om Guds kærlighed tom i anfægtelsen.
  • Syndefaldet og syndens årsag – Allerede efter faldet lovede Gud, at kvindens sæd skulle knuse slangens hoved (1 Mos 3,15). Luther kalder det det første løfte om Kristus: Han er kvindens sæd, som har knust Djævelens hoved, det vil sige synd, død, helvede og al hans magt. Det, der gik tabt ved faldet, vindes altså ikke tilbage ved menneskets gerninger, men ved Kristi gerning.
  • Menneskevordelsen og jomfrufødslen – Hvorfor blev Guds Søn menneske? Chemnitz svarer: Gud kan ikke lade sin lov falde, og vi kan ikke opfylde den. Derfor sendte han sin Søn «i vores kød», så han kunne sættes under loven og i vores sted yde den fyldestgørelse, loven kræver. Menneskevordelsen er altså vejen til forsoningen.
  • Egenskabernes meddelelse – Det fælles led er værdien af Kristi lidelse. Guddommen kan ikke bløde, siger Krauth, men kirken er købt med Guds blod (jf. ApG 20,28), fordi han, der bløder, er Gud og menneske i én person. Havde han ikke personligt været Gud, ville hans blod ikke have gjort nytte. Derfor har hans offer uendelig værdi.
  • Lov og evangelium – Forsoningen forklarer, hvordan Gud kan tilgive uden at lade sin lov falde. Chemnitz skriver, at Sønnen blev sat under loven og i vores sted betalte den fyldestgørelse, som loven kræver, men som vi ikke kan yde. Derfor ophæver evangeliet ikke loven, men forkynder, at Kristus har opfyldt den for os.
  • Nådemidlerne – Det fælles led er syndernes forladelse. Pieper forklarer, at Gud har forsonet verden med sig ved Kristus og derefter har ordnet de midler, hvorved han tilbyder den forladelse, Kristus har vundet, og skaber troen på den. Nådemidlerne lægger intet til forsoningen, men bringer den ud til den enkelte. Forkaster man dem, kommer frelsen til at hvile på menneskers gerninger.
  • Døden og sjælens tilstand efter døden – Det fælles led er spørgsmålet om, hvem der har betalt for synden. Jacobs skriver, at læren om skærsilden strider mod næsten alle troens artikler, fordi den siger, at Kristi fortjeneste må suppleres med vores egen fyldestgørelse, og at Gud straffer, hvor skylden er tilgivet. Har Kristus fuldt betalt syndeskylden, er der intet tilbage at afsone efter døden.
  • Den evige fortabelse – Kristus har ved sin stedfortrædende fyldestgørelse sonet for hele verdens synd. Derfor siger Pieper, at alle synder i sig selv fortjener fordømmelse, men at kun vantroen faktisk fordømmer: den, der går fortabt, gør det, fordi han afviser den forsoning, der også gjaldt ham (Joh 3,36; Mark 16,16). Hvor vantroen er, får de andre synder igen deres fordømmende kraft.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).