Om Guds evige forudbestemmelse eller udvælgelse til frelse

Skal en præst også lære noget om denne artikel, og må en kristen overhovedet vide noget om den?

Den hellige, guddommelige Skrift omtaler ikke bare i forbifarten og på ét enkelt sted denne artikel om, at Gud før verdens tid i Kristus har forudbestemt, udvalgt og bestemt de udvalgte til frelse. Den behandler og indskærper den grundigt mange steder. Derfor kan og skal man heller ikke regne denne lære for unyttig, unødvendig, forargelig eller skadelig, når den fremføres ud fra og efter forbilledet i Guds ord og så vidt den er åbenbaret dér. Præsterne skal kende de vigtigste skriftsteder om denne artikel, fx Matt 20 og 22; Luk 10; Joh 13 og 15; ApG 13; Rom 8, 9, 10 og 11; 1 Kor 1; Ef 1; 2 Tim 1 og 2; Gal 1; 2 Thess 2; Åb 20.

Men der tales ofte meget ubesindigt om denne artikel, og mange får også farlige tanker af den, så enten ubodfærdigheden bliver styrket, eller troen bliver drevet ud i fortvivlelse.

Man må ikke undlade eller forkaste læren i Guds ord, fordi den kan misbruges og misforstås. Man skal derimod omhyggeligt udskille og forkaste enhver misforståelse og trofast advare mod ethvert misbrug. Vil nogen så alligevel misbruge den rene lære, er hans fordømmelse retfærdig, Rom 3. Mange får nemlig følgende tanker af denne artikel om Guds evige forudbestemmelse: Gud har forudbestemt sine udvalgte til frelse, før verdens grundvold blev lagt, Ef 1, og Guds forudbestemmelse kan ikke slå fejl og kan heller ikke hindres eller ændres af nogen, Es 14; Rom 9. Er jeg altså forudbestemt til frelse, så kan det ikke skade mig, selv om jeg uden omvendelse lever i al slags synd og skam, ringeagter ord og sakramente og hverken bekymrer mig om omvendelse, tro, bøn eller gudsfrygt. Jeg bliver og skal alligevel frelst, for Guds forudbestemmelse må ske. Er jeg derimod ikke forudbestemt, så hjælper det ikke, selv om jeg holder mig til Ordet, omvender mig, tror osv., for Guds forudbestemmelse kan jeg ikke hindre eller ændre.

Sådanne tanker kan også komme over gudfrygtige hjerter, selv om de af Guds nåde har omvendelse, tro og et godt forsæt. De tænker da: Men hvis du ikke fra evighed er forudbestemt til frelse, er det hele alligevel forgæves. Det sker især, når de ser på deres egen svaghed og på eksemplerne på dem, der ikke holdt ud, men faldt fra igen. Over for denne falske forestilling og disse tanker skal man sætte følgende klare grund, som er sikker og ikke kan slå fejl: Hele Skriften er indblæst af Gud, ikke for at gøre os sorgløse og ubodfærdige, men til irettesættelse, til tugt og til forbedring, 2 Tim 3. Ligeledes er alt i Guds ord skrevet for os, ikke for at vi skal drives ud i fortvivlelse, men for at vi ved den udholdenhed og trøst, Skrifterne giver, kan have håb, Rom 15. Derfor er det uden tvivl på ingen måde en sund forståelse eller en rigtig brug af læren om Guds evige forudbestemmelse, hvis den fremkalder eller styrker enten ubodfærdighed eller fortvivlelse. Skriften fremfører heller ikke denne lære på anden måde end sådan, at den viser os hen til Ordet, Ef 1; 1 Kor 1, formaner os til omvendelse, 2 Tim 2, tilskynder os til gudsfrygt, Ef 1; Joh 15, trøster troen og giver os vished om vores frelse, Ef 1; Joh 10; 2 Thess 2.

Det er ikke desto mindre sandt, at Gud forud ved og forud har set alt, hvad der skal ske, at hans viden og forudseen ikke kan slå fejl, og at intet kan ske uden eller imod hans vilje.

De gamle kirkefædre har gjort en fin skelnen mellem forudviden eller forudseen (praescientia seu praevisio) og forudbestemmelse eller udvælgelse (praedestinatio seu electio). Ud fra den kan denne sag forklares enkelt efter Skriften og med den rette skelnen. Alle ting, både fortidige og fremtidige, er nemlig åbne og nærværende for Gud. Derfor ser og ved han forud alt, hvad der vil ske, hvad enten det er godt eller ondt, og det kalder man forudviden eller forudseen. Men her er der stor forskel på det gode og det onde. Onde gerninger og handlinger ser og ved Gud ikke forud på den måde, at det er hans nådige vilje og velbehag, at de skal ske. For han er ikke en Gud, der har behag i ugudelighed, Sl 5. Guds forudseen og forudviden er heller ikke en årsag, der skaber, virker, kræver eller hjælper til det onde. Årsagen til det er Djævelens og menneskenes onde, forvendte vilje.

Men alt det onde, som denne forvendte vilje vil foretage sig eller gøre imod Guds befaling og åbenbarede vilje, ser og ved Gud forud. Og han holder her et skjult mål og en skjult orden for, hvor meget, hvor langt og hvor længe han vil tåle det onde og se gennem fingre med det, så han lader det ske, ApG 14 og 17. Han sætter også grænse og mål for, hvor langt det skal gå, og hvor længe det skal vare, og hvornår og hvordan han vil hindre og straffe det. Derfor siger Skriften: «Amoritternes skyld er endnu ikke fuld», 1 Mos 15,16; «de opfylder deres synder», 1 Thess 2,16; «Opfyld jeres fædres mål!», Matt 23,32; «du samler dig vrede til vredens dag», Rom 2,5; ligeledes 2 Kong 19,27–28: «Jeg kender din udgang og din indgang, og at du raser imod mig. Men jeg vil sætte en ring i din næse og føre dig tilbage ad den vej, du kom» osv. Det gode derimod ser og ved Gud ikke blot forud; det er også hans nådige vilje og velbehag, at det skal ske. Han er årsag til alt godt, han skaber og virker det, hjælper til det og fremmer det. Og det kalder man i kirken forudbestemmelse, udvælgelse eller forudordning (praedestinatio, electio seu praeordinatio), for så vidt det gælder det evige liv og frelsen.

Men hvordan kan man forstå læren om Guds børns evige forudbestemmelse eller udvælgelse til frelse ud fra Guds ord og fremlægge den for de enfoldige, så de ikke bliver forargede eller forvirrede af den, men trøstede og opbyggede?

Det skal trofaste præster omhyggeligt gennemtænke, og fromme kristne skal også vænne sig til at samle deres tanker om denne høje hemmelighed på den rette måde. Ser man nemlig ikke anderledes og videre på denne artikel, men tænker kun ganske nøgent, at Gud i sit hemmelige, skjulte råd ved sin evige forudbestemmelse alene har bestemt og besluttet, hvem og hvor mange der skal frelses, og hvem og hvor mange der skal fordømmes, eller at han blot har holdt en mønstring som denne: «Den ene vil jeg have frelst, den anden vil jeg have fordømt; er du forudbestemt, så bliver du nok frelst; er du ikke forudbestemt, så må du uden videre fordømmes» osv. – så kan det ikke undgås, at der følger underlige, vildfarende, forargelige, farlige og skadelige tanker af det. Men når Kristus i lignelsen i Matt 22 og Paulus i Rom 8 og Ef 1 behandler denne artikel, fremstiller de den ikke for os nøgent i Guds hemmelige, skjulte råd, men sådan som den er åbenbaret for os ved Ordet i Kristus, der er den rette, sande livets bog. Således sammenfatter og indbefatter de i denne artikel hele den hellige treenigheds råd om menneskeslægtens forløsning ved Kristus, om kaldet, om retfærdiggørelsen og om de udvalgtes evige herliggørelse, sådan som dette Guds råd er åbenbaret for os i Skriften.

Den, der efter Skriften vil tale og tænke ret om Guds beslutning, forudbestemmelse, udvælgelse eller bestemmelse til frelse, må derfor samle følgende stykker, som er indbefattet i den. Så vil han på en enkel måde kunne rette sig efter det. 1. At Gud, da han forud havde set menneskeslægtens fald, og hvad der ville følge af det, i sit råd af stor kærlighed og lutter nåde besluttede og bestemte, at og hvordan han igen ville forløse menneskeslægten ved Kristus. 2. At og hvordan han ville lade denne nåde og også Kristi fortjeneste og velgerninger forkynde for menneskeslægten ved det åbenbarede ord og ved de sakramenter, der er indstiftet til det, og ved sine udsendte tjenere kalde og indbyde gæsterne til sin Søns bryllup. Og at han på den måde af nåde ved dette middel her på jorden indtil verdens ende ville kalde og samle sig en evig kirke ud af den fordømte, fortabte menneskeslægt, en kirke, hvor han ved Ordet ville række og uddele disse goder. 3. At han også ved Ordet, når det bliver prædiket, hørt og overvejet, vil være kraftig og virksom og ved sin Helligånd oplyse hjerterne, virke sand omvendelse i dem og tænde den rette tro og styrke, øge og bevare den. 4.

At han vil gøre alle dem retfærdige, som i sand omvendelse ved den rette tro griber og tager imod Kristus i ord og sakramenter, og at han vil tilgive dem deres synd, tage imod dem i nåde og antage dem som børn og arvinger til det evige liv. Men dem, der støder Ordet fra sig, foragter, spotter og forfølger det, ApG 13, eller som forhærder deres hjerter, når de hører det, Hebr 4, står Helligånden imod, ApG 7, bliver ved i synden uden omvendelse, Matt 24; Luk 14, ikke tager imod Kristus ved den sande tro, Mark 16, søger andre veje til retfærdighed og frelse uden om Kristus, Rom 9, eller kun har et ydre skin uden sand grund, Matt 7 – også dem vil han kalde og formane til omvendelse, Luk 15; Jer 3. Men hvis de bliver og forbliver i deres ugudelige væsen, skal de være evigt fordømte og fortabte, fordi de elskede mørket i stedet for lyset, Joh 3. 5. At han også vil hellige de retfærdiggjorte i kærlighed, Ef 1, og ved sin Helligånd forny dem til et nyt liv og en ny lydighed. 6.

At han også vil tage dem ind under sin nådige beskyttelse og have og holde dem dér mod synd, død, Djævelen, verden og kødet, bevare dem mod alt ondt, ved sin Ånd lede, styre og føre dem på sine veje, rejse dem op igen, når de snubler og falder, og trøste og holde dem oppe i kors og anfægtelser. Og at han som en trofast Gud ikke vil lade dem fristes ud over det, de kan bære, men gøre, at fristelsen får en sådan udgang, at de kan bære den, og sørge for, at alle ting, også anfægtelse, kors og lidelse, virker sammen til det gode for dem, der efter hans beslutning er kaldede. 7.

At han også som en trofast Gud vil holde dem, han har kaldet, fast indtil enden, når de altid holder sig til hans ord, beder flittigt, bliver i Guds godhed (Rom 11), holder fast ved det påbegyndte indtil enden (Hebr 3) og trofast bruger den gave, de har fået (Matt 13 og 14), 1 Kor 1; og at han vil fuldføre det gode værk, som han har begyndt i dem, indtil Jesu Kristi dag, Fil 1. Men dem, der bedrøver og forbitrer Helligånden (Ef 4; Es 63), som med vilje igen vender sig bort fra erkendelsen af Kristus og fra det hellige bud, igen lader sig vikle ind i verdens smuds og overvinde af det (2 Pet 2), som igen vender hjertet til Djævelen og pynter det for ham (Luk 13), eller som af hovmod falder i tillid til deres egen hellighed (Matt 20) – at han også vil kalde dem tilbage til omvendelse og tage dem til nåde igen, når de vender om, Luk 15. Men vender de ikke om, så længe det hedder «i dag» (Hebr 3), men bliver ved og forbliver i det, så det sidste bliver værre for dem end det første (2 Pet 2), og de første bliver de sidste (Matt 20), så vil Gud allerede i dette liv vise sine forfærdelige domme over sådanne forsætlige foragtere: forhærdelse, forblindelse og et forvendt sind. Rom 1; Ef 4; Sl 81; ApG 28. 8. At Gud vil frelse og herliggøre dem i det evige liv, som han har kaldet og gjort retfærdige, når de holder ud indtil enden (Matt 24), det vil sige: når de holder det påbegyndte, tilliden og stoltheden over håbet fast indtil enden, Hebr 3. Rom 8. Alt dette er efter Skriften indbefattet i, menes med og skal forstås ved det, når man taler om Guds beslutning, forudbestemmelse, udvælgelse eller forordning til frelse.

Gælder Guds evige forudbestemmelse da kun selve frelsen og ikke også de personer, der skal frelses?

I denne artikel omfatter Skriften altid også de udvalgte personer selv. For meningen er ikke, at Gud kun i almindelighed har beredt frelsen, mens de personer, der vil frelses, så selv og ved egne kræfter og evner skulle og kunne stræbe efter at opnå den. Nej, Gud har i sit evige råd efter sin nådige beslutning tænkt på hver eneste af de udvalgte, som skal frelses ved Kristus, og forudbestemt og udvalgt dem til frelse. Han har også bestemt, hvordan han ved sin nåde, sine gaver og sin virkning vil bringe dem dertil, hjælpe dem frem og bevare dem.

Sker denne Guds udvælgelse først i tiden, når menneskene omvender sig og tror, eller er den sket med henblik på deres fromhed, som Gud har set forud?

Paulus siger i Ef 1: «Vi er udvalgt i Kristus før verdens grundlæggelse», og i 2 Tim 1: «Han har frelst os og kaldet os, ikke på grund af vores gerninger, men på grund af sin egen beslutning og nåde, som er blevet givet os i Kristus Jesus fra evige tider af.» Altså kommer Guds udvælgelse heller ikke efter vores tro og retfærdighed, men går forud for det hele som årsag. For dem, han har forudbestemt eller udvalgt, dem har han også kaldet og gjort retfærdige, Rom 8. Og i Ef 1 siger Paulus ikke, at vi er udvalgt, fordi vi var hellige eller ville blive hellige; han siger: Vi er udvalgt, for at vi skulle blive hellige. For nådevalget er årsag til alt, hvad der hører til frelsen, som Paulus siger: «Vi er blevet hans arvelod, forudbestemt til det efter hans beslutning, ham, som virker alt efter sin viljes råd, for at vi skal være til lovprisning for hans herlighed; og efter hans krafts virkning tror vi osv.» Og denne udvælgelse er ikke sket med henblik på vores nuværende eller kommende gerninger, men ud fra Guds beslutning og nåde, Rom 9; 2 Tim 1.

Når det nu kun er de udvalgte, der bliver frelst, og hvis navne står skrevet i livets bog, hvordan kan man så vide, hvem de udvalgte er, om også jeg hører til de udvalgtes tal, og om også dit navn står skrevet i livets bog?

Det skal vi ikke dømme om efter vores fornuft, heller ikke efter loven eller ud fra noget ydre skin. Vi skal heller ikke plage os med at udforske Guds hemmelige, skjulte råd, men give agt på Guds åbenbarede vilje i Kristus. For han har åbenbaret og kundgjort os sin viljes hemmelighed og bragt den frem ved Kristus, for at den skulle prædikes, Ef 1; 2 Tim 1. Den åbenbares for os på denne måde, som Paulus siger i Rom 8: Dem, Gud har forudbestemt, udvalgt og forordnet, dem har han også kaldet. Og de gæster, han vil have til sit bryllup, lader han kalde ved sine udsendte tjenere (Matt 22), hver til sin tid: én ved den første time, en anden ved den tredje, sjette og niende, ja, måske først ved den ellevte time, Matt 20. Og når Gud kalder menneskene ved sit ord, er det hans alvor, vilje og mening, at han gerne vil frelse dem og bringe dem til erkendelse af sin sandhed (1 Tim 2), og at han ved ordet vil virke i dem, så de kan blive oplyst, omvendt, retfærdige og frelst. For Guds kald er ikke spøg eller skinfægteri. Hvad Guds vilje over for os er, må og skal vi lære af hans ord og dømme efter det.

Det ord, vi bliver kaldet ved, er også Åndens tjeneste (2 Kor 3) og en Guds kraft (Rom 1). Og det er en stor og nødvendig trøst for alle fattige kristne, at jeg sikkert og frimodigt kan og skal tro, at når Gud kalder mig ved ordet, åbenbarer han netop derved sin vilje over for mig – at han vil frelse mig, det vil sige ved ordet give mig sin Ånd og nåde, så jeg kan blive oplyst, omvendt, troende, retfærdig og frelst. Derfor kan man ud fra Efeserbrevets første kapitel opstille en definition som denne: De udvalgte har og hører Guds ord og følger det (Joh 10), de omvender sig, tror på Kristus, beder, bliver retfærdiggjort og helliggjort; og selv om alt dette er meget svagt i dem, hungrer og tørster de dog efter retfærdigheden, Matt 5. På den måde giver Guds Ånd de udvalgte vidnesbyrd om, at de er Guds børn. Og når de ikke ved, hvad de skal bede om, som de bør, går Ånden i forbøn for dem med uudsigelige suk, Rom 8. Og det er en skøn trøst for alle kristne, at Gud er så trofast, at når han har begyndt den gode gerning i dem, vil han også fuldføre den og bevare dem indtil enden, hvis vi ikke selv vender os bort fra ham. 1 Kor 1; Fil 1; 2 Pet 2. Ligeledes siger Paulus i 2 Tim 2, at dette er seglet: at afstå fra uretfærdighed og påkalde Kristi navn.

Heraf er det sikkert, at ingen udvalgt til sidst bliver ved og forbliver i ubodfærdighed og vantro. Den, der ikke hører Kristi røst eller ikke følger den, men lever i synd uden bod og omvendelse, ikke ved troen lader sig forsone med Gud i Kristus og ikke følger Helligånden, men står ham imod, skal ikke tænke eller sige, at han alligevel hører til de udvalgtes tal, Joh 8 og 10. Dog kan og skal jeg ikke endegyldigt frakende en sådan frelsen endnu, for Gud kan stadig kalde og omvende ham ved den sjette, niende eller måske først ved den ellevte time. Derfor skal man altid blive ved med at holde ordet frem for sådanne, om Gud dog engang skulle give dem omvendelse, 2 Tim 2. Men den, der forbliver i det onde og til sidst ikke omvender sig, er med sikkerhed ikke udvalgt, men en af de fordømte.

Men der står skrevet: «Mange er kaldede, men få er udvalgte», Matt 20 og 22. Der er også mange, som tager imod ordet med glæde og siden falder fra igen, Luk 8.

Hvordan kan kaldet og omvendelsens begyndelse så være et sikkert tegn, hvorved Gud åbenbarer os sin viljes hemmelighed?

At ikke alle, der bliver kaldet, er udvalgte, kommer ikke af, at Guds kald, som sker ved ordet, skulle betyde: Udvortes kalder jeg jer nok til frelse, men i hjertet mener jeg det ikke; jeg vil tværtimod, at I skal være og forblive fordømt, selv om jeg i ordet erklærer noget andet over for jer. For en sådan uærlighed, hvor man siger én ting og mener noget andet i hjertet, straffer og fordømmer Gud også hos mennesket, Sl 5 og 12. Man kan heller ikke sige, at Gud ikke kalder alle, som ordet bliver prædiket for. For Gud kalder ved det prædikede ord og formaner ved os (2 Kor 5), og han har befalet at prædike omvendelse og syndernes forladelse, ikke kun for nogle, men for alle folkeslag, Matt 28; Mark 16. Prædikenen om omvendelse og den almene nådeforjættelse skal nemlig forkyndes for alle uden undtagelse. Når mange er kaldede og få udvalgte, har det den årsag, som Skriften nævner i ApG 13: «fordi I afviser Guds ord og ikke anser jer selv for værdige til det evige liv»; i Matt 23: «Hvor ofte har jeg villet samle dine børn, men I ville ikke»; i ApG 7: «I står altid Helligånden imod»; og som det ganske enkelt er sagt i lignelsen

i Matt 22: De ville ikke komme; de foragtede det, hånede og dræbte hans tjenere. At det ikke var Guds vilje, at de skulle foragte kaldet og stå Helligånden imod, viser han ved at blive vred over, at de ikke ville komme, da han så nådigt kaldte dem, Matt 22. Og at de, der nok bliver kaldet, men står Helligånden imod, som vil virke i dem ved ordet, ikke er udvalgt, kommer af dette: Med Guds forudbestemmelse eller udvælgelse forholder det sig ikke sådan, at den ene eller den anden skal frelses, selv om han ikke hører ordet, eller selv om han hører det, men forhærder sit hjerte imod det og vedholdende står Helligånden imod, som ved ordet vil virke omvendelse, tro og bedring i ham. Nej, de udvalgte hører Kristi røst og følger den, Joh 10. Og fordi Helligånden vil virke i dem ved ordet, er det Guds vilje, at de skal tage imod det, øve det og bruge det og ikke støde det fra sig, eftersom Helligånden giver dem evne, styrke og kræfter dertil. Men de, der ikke hører Kristi røst eller ikke følger den røst, de har hørt, og som forbliver i den tilstand, er ikke udvalgt, som forklaret ovenfor. På den måde er mange kaldede og få udvalgte. For det er de færreste, der tager imod ordet og følger det, og årsagen er ikke Guds forudbestemmelse, men menneskets forvendte, fordærvede vilje, som ikke vil tåle Helligåndens virkning ved ordet, men står den imod. Ligeledes falder mange fra, som ellers havde begyndt godt – ikke fordi Gud ikke ville give og skænke dem nåde til at holde ud, men fordi de med vilje selv vender sig bort, bedrøver og forbitrer Helligånden og pynter huset for Satan. Hvilken dom der rammer dem, er nævnt ovenfor. Luk 13; 2 Pet 2.

Hvad er da den rette brug af denne lære om Guds forudbestemmelse? Hvad tjener den til? Hvilken nytte og frugt har den?

Paulus siger, at hele Skriften, som er indåndet af Gud, er nyttig til lære, til tilrettevisning, til bedring og til trøst. Altså må også denne lære have denne nytte, eftersom den er grundet i Skriften. Til vejledning for de jævne kristne kan man opregne følgende hovedpunkter. 1. Denne artikel stadfæster med kraft læren om retfærdiggørelsen ved troen: at vi bliver retfærdige og frelst uden alle vores gerninger og fortjenester, af lutter nåde, for Kristi skyld. For før vi blev født, ja, før verdens grundlæggelse, fra evige tider af, da vi jo endnu ikke kunne gøre noget godt, er vi udvalgt til frelse efter Guds beslutning, af nåde i Kristus, ikke på grund af eller efter vores gerninger – sådan som Paulus eftertrykkeligt fører dette argument i Rom 9 og 2 Tim 1. 2. Denne artikel om Guds evige udvælgelse slår også med kraft alle meninger til jorden om den naturlige frie viljes kræfter og evner i guddommelige, åndelige sager. For Gud har fra evige tider af i sit råd tænkt over og bestemt, at han selv ved sin Ånd vil skabe og virke i os alt, hvad der hører til vores omvendelse; og når Gud ikke gør det, er mennesket med alt, hvad det har og formår af naturen, i disse sager intet andet end fjendskab mod Gud. Rom 8; 1 Mos 8,21. 3.

Denne lære giver den skønne trøst, at den store Gud i den høje himmel lægger så stor vægt på min omvendelse, retfærdighed og frelse, at han, før verdens grundvold blev lagt, har holdt råd om det og overvejet og fastsat, hvordan jeg kunne føres dertil og bevares i det. 4. Det er også en herlig trøst, at alt, hvad der hører til vores frelse, er så godt og sikkert forvaret. For Djævelen er fjende af vores frelse, verden er fuld af forargelse, og vores kød er svagt og ondt. Men vores frelse er besluttet og fastsat før verdens tid i Guds forsæt, som hverken kan slå fejl eller omstødes. Den ligger altså ikke i vores hænder, hvor den let kunne gå tabt eller blive revet fra os, men i vores forløser Jesu Kristi almægtige, stærke hænder, hvorfra ingen kan rive den – når vi blot holder os til ham, Joh 10. Sådan henter Paulus de trøsterige ord i Rom 8 ud af denne artikel: Når vi er kaldet efter Guds forsæt, hvem vil så fordømme os? Hvem vil skille os fra Guds kærlighed i Kristus? For jeg er overbevist osv. Ligeledes 2 Tim 1: Gud har ikke givet os fejheds ånd; for han har kaldet os efter sit forsæt og sin nåde, som er givet os i Kristus før verdens tid. Rom 11: Gud fortryder ikke sine nådegaver og sit kald osv. 5.

Også under kors og anfægtelser giver denne lære en skøn og herlig trøst. Paulus udfolder denne tanke meget trøsterigt i Rom 8: Gud har i sit forsæt før verdens tid overvejet og fastsat, gennem hvilket kors og hvilke lidelser han ville gøre hver enkelt ligedannet med sin Søns billede, og at hver enkelts kors skal og må tjene ham til det gode, fordi de er kaldet efter forsættet. Det vil sige: Gud har i sit råd, før verdens grundvold blev lagt, i nåde overvejet, hvor meget kors og lidelse hver enkelt skal have, hvor stort og hvor længe, så det bliver ham til frelse, og han har også før verdens tid fastsat anfægtelsens udgang sådan, at den kan tjene os til det gode. Deraf slutter Paulus: Så er jeg overbevist om, at hverken trængsel eller angst, hverken det høje eller det dybe kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus; men i alt dette mere end sejrer vi osv. Det er en herlig trøst under korset ud fra denne artikel. 6. Denne artikel giver også kraftige formaninger og advarsler, hvis vi foragter Ordet, ikke følger det og ikke vil lade Helligånden styre os. For om det står der i Luk 7: Farisæerne foragtede Guds råd, sig selv til skade.

Ligeledes: Ingen må bilde sig ind, at han bliver frelst, selv om han ikke følger Ordet. Og den, der ved kaldet og omvendelsens begyndelse mærker nådevalget hos sig selv, må ikke tænke, at det nu ikke kan skade ham, selv om han giver sig hen i synder mod samvittigheden og bliver ved med dem. For denne artikel lærer, at Gud i sit råd, før verdens grundvold blev lagt, har besluttet og fastsat om dem, der bliver kaldet og ikke vil komme: Jeg siger jer, at ingen af de mænd skal smage mit måltid, Luk 14; ligeledes om dem, der vender sig bort igen og bliver viklet ind i synden, at for dem skal det sidste blive værre end det første, 2 Pet 2. På denne enkle måde kan den svære artikel om den høje hemmelighed, Guds evige forudbestemmelse, behandles med gavn og frugt uden at forvirre samvittighederne. Sådan sammenfatter Kristus også denne artikel enkelt i en jævn lignelse, Matt 22, imod de højtflyvende spekulationer.

Alligevel er der hos Gud og for Gud et bestemt antal udvalgte, som intet kan lægges til eller trækkes fra. Ligeledes: Nogle steder giver Gud sit ord, andre steder giver han det ikke. Og: Nogle bliver forhærdet, andre bliver omvendt igen.

Hvad skal vi så sige til det?

Den enkleste, sikreste og bedste vej er, at man omhyggeligt skelner – og bliver ved med at skelne – mellem det, som Gud i sit ord har åbenbaret og ladet os vide om sit hemmelige råd, Ef 1, og det, som han har fortiet og skjult om denne hemmelighed og forbeholdt sig selv alene. Det, han har åbenbaret, har vi talt om indtil nu; det skal vi lære og rette os efter. Men det, han har villet lade forblive skjult, skal vi ikke gruble over med vores tanker og slutninger; vi skal holde os til det åbenbarede ord. Der er altså ingen tvivl om, at Gud før verdens tid med fuld og allerstørste vished har forudset og stadig ved, hvem af dem, der bliver kaldet, der vil tro, og hvem der ikke vil; ligeledes hvem af de omvendte der vil blive ved og være standhaftige, og hvem der ikke vil. Også hvor mange de vil være, kender Gud uden al tvivl.

Det er også sikkert, at alt, hvad Gud har forudset og ved, ikke kan blive anderledes eller slå fejl. Men denne hemmelighed har Gud skjult og forbeholdt sin visdom. Han har intet åbenbaret os om den i Ordet, og endnu mindre har han befalet os at udforske den med vores tanker; tværtimod har han alvorligt holdt os fra det, Rom 11. Derfor skal vi ikke gruble over den med vores tanker, følgeslutninger og konklusioner, men holde os til hans åbenbarede ord, som han har henvist os til, sådan som det er forklaret ovenfor. Gud kender også uden tvivl tid og time for hver enkelts kald og omvendelse og har fastsat dem.

Men fordi det ikke er åbenbaret for os, skal vi altid blive ved med Ordet og overlade tid og time til Gud, ApG 1. På samme måde, når vi ser, at Gud giver sit ord ét sted og ikke et andet, tager det bort fra ét sted og lader det blive et andet; ligeledes at én bliver forhærdet, forblindet og overgivet til et forkvaklet sind, mens en anden, som er lige så skyldig, bliver omvendt igen osv. – i disse og lignende spørgsmål sætter Paulus os en bestemt grænse: Ved den ene del skal vi vide og erkende, at Guds domme er retfærdige. For det er velfortjente straffe for synden. På nogle lande og personer viser Gud sine egne sin alvor, det, som vi alle ville have fortjent og været værdige til, fordi vores natur er fordærvet af synden, og fordi vi oven i købet ikke omgås Guds ord, som vi burde. Det sker, for at de andre skal leve i gudsfrygt og erkende og prise Guds rene, ufortjente nåde mod barmhjertighedens kar. For da vi alle er lige skyldige, sker der ikke dem, der bliver straffet, nogen uret. Men ved den anden del, hvor Gud giver og bevarer sit ord, og hvor mennesker bliver oplyst, omvendt og bevaret, priser Gud sin rene nåde og barmhjertighed uden og imod vores fortjeneste. Når vi går så langt i denne artikel, holder vi os på den rette vej, som der står skrevet i Hos 13: «Israel, at du går til grunde, er din egen skyld; men at du bliver hjulpet, er ene og alene min nåde.»

Men hvor denne drøftelse vil gå for højt og løbe ud over disse grænser, skal vi sammen med Paulus lægge fingeren på munden, tænke og sige: «Hvem er du, menneske, at du vil gå i rette med Gud?» For den høje apostel Paulus bevidner, at vi hverken kan eller skal udforske og udgrunde alt i denne artikel. Han har drøftet meget om denne artikel ud fra det åbenbarede ord. Men da han kommer til det, som Gud har forbeholdt sig af sin skjulte visdoms hemmelighed, standser han og afbryder det med dette udråb: «O dyb af rigdom og visdom og kundskab hos Gud, hvor uransagelige er hans domme og usporlige hans veje! For hvem har kendt Herrens tanker?» – nemlig uden for og ud over det, som han har åbenbaret os i sit ord osv.