Kapitel 6. Englene

Lærens plads og betydning

Skal vi påkalde englene om hjælp? Det er forbudt i Kol 2,18: «Lad jer ikke frakende sejrsprisen af nogen, som elsker … engledyrkelse.» Åb 19,10: «Jeg faldt ned for hans fødder for at tilbede ham. Men han siger til mig: ’Gør det ikke! Jeg er din medtjener og dine brødres, de som har Jesu vidnesbyrd; tilbed Gud.’» Jf. 22,8–9. Det strider også mod, at Kristus alene er mellemmand (Rom 8,34; 1 Tim 2,5; 1 Joh 2,1).

1. Hvorfor behandles læren om englene på dette sted?

Fordi vi efter at have behandlet skabelsen og forsynet nu går over til Guds fornemste skabninger, englene og menneskene, og til de fornemste redskaber for hans virksomhed i forsynet, nemlig englene.

2. Hvorfor træder den så lidt frem i kirkens bekendelsesskrifter?

Fordi Helligånden blev givet på pinsedagen og bliver hos kirken. Siden da stiller bevidstheden om Guds nåde og nærhed i Kristus englenes virksomhed helt i anden række i den kristnes hjerte. Da man i reformationstiden gennem studiet af Paulus i fuldere mål tilegnede sig troens vished og visheden om at være antaget som Guds børn, kom bekendelsesskrifternes vigtigste omtaler af englene til at bestå i advarsler mod misbrug af læren.

3. Er læren derfor uden betydning?

Slet ikke. Men reformationen måtte protestere mod den overdrevne opmærksomhed, man tidligere havde givet den.

Definition

4. Hvad er engle?

Rene og fuldstændige ånder, skabt af Gud for at være hans redskaber i styrelsen af skabningen.

5. Hvorfor kalder vi dem «rene» eller «fuldstændige ånder»?

Til forskel fra menneskene, der behøver et legeme, for at deres væsen kan være fuldstændigt. Mellem døden og opstandelsen eksisterer mennesket uden legeme, men det er en ufuldstændig tilstand, som det må tåle som følge af synden.

6. Er englene de eneste rene eller fuldstændige ånder?

Gud er det også. Men englene adskiller sig fra Gud ved, at han er en uendelig ånd, mens de er endelige ånder.

7. Men bliver englene ikke undertiden beskrevet, som om de havde legemer?

Jo, men disse legemer er kun antaget for en tid og lægges bort, når det formål, de er blevet brugt til, er nået. De er lige så lidt ét med englenes person, som pennen er ét med skriveren eller nålen med syersken.

Skabelse, egenskaber, antal

8. Hvad ved vi om deres skabelse?

Intet ud over selve det faktum (Kol 1,16). At Mosebogens skabelsesberetning slet ikke nævner englenes skabelse, viser, at den ikke vil være udtømmende. Englene omtales som nogen, der fandtes, om ikke før jordens skabelse, så i hvert fald samtidig med den.

Job 38,4.7: «Hvor var du, da jeg lagde jordens grundvold, da morgenstjernerne sang sammen, og alle Guds sønner råbte højt af fryd?»

At «Guds sønner» i Jobs Bog er engle, fremgår af Job 1,6.

9. Hvilke egenskaber har de gode og de onde engle fælles?

Dem, der hører til fuldstændige, endelige ånder. De er enkle, dvs. de kan ikke opløses i dele; usynlige, undtagen når de antager en skikkelse; uforanderlige, hvad angår indre fysiske forandringer; udødelige, dvs. i afhængighed af Gud; og uden sted, dvs. uafhængige af de almindelige rumlige forhold. De har en usædvanlig forstand, en fri vilje og stor magt. Deres nærvær er begrænset, men de kan flytte det med usædvanlig hurtighed.

10. Hvad med deres antal?

Dan 7,10: «Tusinder af tusinder gjorde tjeneste for ham, og titusinder gange titusinder stod for hans ansigt.»

Matt 26,53: «Eller mener du, at jeg ikke kan bede min Far, så han nu vil stille mere end tolv legioner engle til rådighed for mig?»

Englenes tilstande

11. Hvor mange tilstande har englene?

Tre: nådens tilstand, herlighedens tilstand og elendighedens tilstand. Nådens tilstand er den, som de alle oprindelig blev skabt i, lige vise og hellige og bestemt til evig salighed (1 Mos 1,31; Joh 8,44).

Herlighedens tilstand er den, hvor de engle, der blev i den visdom og hellighed, som de var skabt i, er blevet taget op til at se Gud klart og bestandig nyder hans godhed (Matt 18,10; Sl 16,11).

Elendighedens tilstand er den sørgelige tilstand for de engle, der af egen drift og ved at misbruge deres frie vilje faldt fra Gud (2 Pet 2,4; Jud 6).

12. Hvilken forskel er der på disse tre tilstande, hvad angår muligheden for at synde?

I nådens tilstand kunne de enten synde eller lade være med at synde (posse peccare aut non peccare).

I herlighedens tilstand kan de ikke synde (non posse peccare).

I elendighedens tilstand kan de ikke lade være med at synde (non posse non peccare).

De gode engle: at de ikke kan synde; grunden hertil; bestandighed; kundskab; magt; gerninger; skytsengle; deres tjeneste for de gudfrygtige; ikke at påkalde; ordener; billedlige navne

13. Hvilken grund er der til at hævde, at de gode engle ikke kan synde?

Om de gudfrygtige siges det, at de efter opstandelsen er udødelige og «som englene» (Luk 20,36). Og Fadervor taler om, at Guds vilje sker fuldkomment i himlen (Matt 6,10).

14. Men kan det, at de således ikke kan synde, forenes med viljens frihed?

Ja. Ikke at kunne synde er den højeste grad af frihed. Sådan er Guds frihed. At være hævet ikke blot over al ufuldkommenhed, men især over enhver mulighed for at lide under en ufuldkommenhed, er den højeste fuldkommenhed (se kap. 23, spm. 29–30).

15. Hvad var grunden til, at de gode engle blev ophøjet til dette højere trin?

Ikke et ubetinget dekret fra Gud, for det byggede på en betingelse om fortjeneste. Heller ikke Kristi fortjeneste, for han kom for at opsøge det fortabte (Luk 19,10), mens de gode engle aldrig var fortabte; og han er «mellemmand mellem Gud og mennesker» (1 Tim 2,5), ikke mellem Gud og englene. Det var heller ikke nogen fortjeneste hos dem selv, for i kraft af deres skabelse var de forpligtet til at tjene Gud af al deres evne. Den eneste grund er derfor Guds ufortjente godhed.

16. Hvad med englenes kundskab?

Da Kristus ville udtrykke, at det var umuligt at vide noget om en bestemt begivenhed, gjorde han det meget eftertrykkeligt ved at sige, at ikke engang englene i himlen kender den (Mark 13,32). Dermed erklærede han både, hvor stor deres kundskab er, og hvor den har sine grænser. Kun Gud kender hemmelighederne i menneskers hjerter (1 Kong 8,39). Der er meget, som ligger uden for deres kundskab, og som de har længtes efter at kende (1 Pet 1,12); men når Guds tid er inde, bliver det gjort kendt for dem ved åbenbaring (Ef 3,10).

17. Hvad med deres magt?

Det er bevis nok, at en enkelt engel på én nat tilintetgjorde Sankeribs hær på 185.000 mand (2 Kong 19,35). De kaldes «vældige i kraft» (Sl 103,20) og «hans mægtige engle» (2 Thess 1,7).

18. Hvad er de gode engles gerninger?

A. At tilbede Gud (Dan 7,10, se spm. 10; Es 6,2; Åb 4,8; Matt 6,10).

B. At tjene de gudfrygtige.

Hebr 1,14: «Er de ikke alle tjenende ånder, som udsendes til hjælp for deres skyld, som skal arve frelsen?»

Sl 91,11: «Han skal give sine engle befaling om dig, så de bevarer dig på alle dine veje.»

19. Har hvert Guds barn en skytsengel?

Det er at gå for vidt at udlede en sådan lære af Matt 18,10 og ApG 12,15. De gudfrygtige bliver ofte trøstet med forsikringen om, at de beskyttes, ikke af en engel, men af engle. Se Sl 91,11, der er citeret ovenfor. Et antal engle, undertiden en hel hær, ledsager ét menneske (1 Mos 32,3; 2 Kong 6,16; Luk 16,22) og glæder sig over, at blot én synder omvender sig (Luk 15,10).

20. Inden for hvilket område tjener de de gudfrygtige?

Inden for den naturlige verden. De åbenbares som virksomme på særlig kritiske tidspunkter i menneskers liv (Matt 1,20; 4,11; ApG 10,3; Luk 16,22). Der er intet, der tyder på, at de virker på anden måde end gennem mellemårsagerne (causae secundae). Deres forbindelse med nåderiget består kun i, at de i dets tjeneste ordner forsynets midler. Menneskevordelsens og forløsningens hemmeligheder lå uden for deres fatteevne (Ef 3,9). Det er ikke deres embede at virke nogen af de åndelige forandringer i mennesket, som Helligånden virker gennem evangeliets ord. Englene bringer udfrielse fra legemlige farer, men intet sted åbenbares de som nogen, der genføder eller helliggør.

21. Hvor træder deres virksomhed særlig tydeligt frem?

Ved hvert stort vendepunkt, hvor Gud åbenbarer sig i gerning: ved skabelsen (Job 38,7), ved lovgivningen (5 Mos 33,2; Gal 3,19), ved menneskevordelsen (Luk 1,26; 2,9.13), ved fristelsen (Matt 4,11), ved lidelsen (Luk 22,43), ved opstandelsen (Joh 20,12), ved himmelfarten (ApG 1,10–11) og ved den yderste dom (Matt 25,31; Mark 13,27; Matt 13,41.49; 1 Thess 4,16; 2 Thess 1,7).

22. Er denne virksomhed begrænset til enkeltpersoner?

Nej. Den strækker sig til folkene (Dan 10) og til de kristnes forsamlinger (1 Kor 11,10; 1 Tim 5,21; Ef 3,10).

23. Skal vi påkalde englene om hjælp?

Det er forbudt i Kol 2,18: «Lad jer ikke frakende sejrsprisen af nogen, som elsker … engledyrkelse.»

Åb 19,10: «Jeg faldt ned for hans fødder for at tilbede ham. Men han siger til mig: ’Gør det ikke! Jeg er din medtjener og dine brødres, de som har Jesu vidnesbyrd; tilbed Gud.’» Jf. 22,8–9.

Det strider også mod, at Kristus alene er mellemmand (Rom 8,34; 1 Tim 2,5; 1 Joh 2,1).

24. Men er der ikke flere slags tilbedelse, hvoraf den ene tilkommer Gud alene, mens en anden også tilkommer englene?

Dette argument, som den græske og den romerske kirke fører, har ingen hjemmel i Skriften. Vi skal ganske vist ære og agte englene som Guds tjenere og takke ham for det, han virker for os gennem dem; men det er noget helt andet end at tilbede dem eller påkalde deres forbøn (1 Kor 11,10; 1 Tim 5,21; Luk 15,7.10).

25. Er der ingen eksempler på, at en engel faktisk bliver tilbedt?

Hvis steder som 1 Mos 18,1–3 faktisk viser, at en engel bliver tilbedt, er det, fordi tilbedelsen gives enten til «Herrens engel» som den uskabte engel, der er ingen anden end Herren selv, eller til englen som Herrens repræsentant. (Den første opfattelse forsvares udførligt af Kurtz, History of the Old Covenant I, § 50.)

26. Hvilke forskellige ordener af gode engle findes der?

Kol 1,16: «… det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder.»

Rom 8,38: «… hverken … engle eller magter eller … kræfter.»

Ef 3,10: «… magter og myndigheder i det himmelske.»

1 Thess 4,16: «… med en ærkeengels stemme.»

Jud 9: «… ærkeenglen Mikael.»

27. Hvilke højere ordener viser sig i Det Gamle Testamente?

Keruberne og seraferne. De adskiller sig fra englene i egentlig forstand ved, at de står for Guds ansigt, mens englene går ud som sendebud. Keruberne beskrives med fire vinger. At de viser sig, er tegn på et særligt guddommeligt nærvær. De ledsager den guddommelige herlighed, når den stiger ned til mennesket (Sl 18,11; 80,2; 99,1; 2 Sam 22,11; Es 37,16). Seraferne beskrives med seks vinger og bor i Guds skjulte herlighed. De stiger ikke ned, men åbenbares kun, når mennesket løftes op til at skue Guds herlighed (Es 6,2–6; Åb 4,7ff.).

28. Hvilket billede bruges om glansen af deres gaver?

De kaldes undertiden stjerner (Job 38,7; Sl 148,3) og sammenlignes med lynet (Luk 10,18).

De onde engle: spørgsmål om deres fald; faldets rækkefølge; dets virkning på deres gaver; deres ændrede forhold til

Gud; deres fremtid; hvad de nu gør; dæmonisk besættelse

29. Hvilket problem møder vi, når vi betragter nogle engles fald?

Problemet om det ondes oprindelse.

30. Kan det forklares?

Nej. Længst kommer vi ved at erkende, at det var Guds vilje, at de fuldkommenheder, som englene oprindelig var udrustet med, skulle øges og udvikles i deres kamp mod det onde. Til det formål fik de derfor en vilje, som var i stand til at synde.

31. Kom de onde engles synd fra nogen kilde uden for dem selv?

Nej, men fra viljen hos væsener, som oprindelig var rene og hellige, og som af sig selv vendte sig bort fra Gud.

Joh 8,44: «Når han taler løgnen, taler han af sit eget.»

32. Kom den af, at de manglede en guddommelig nåde, som de, der ikke faldt, havde?

Det ville gøre Gud til ophavsmand til deres synd.

33. Hvilken form havde den synd, som de faldt ved?

Ud fra den bevæggrund til synd, som blev stillet Eva i udsigt (1 Mos 3,5), og den sidste fristelse, som Satan rettede mod vor Herre (Matt 4,9), har mange ment, at det var hovmod. Men roden til alt hovmod er vantro.

34. I hvilken rækkefølge faldt de?

Først faldt et overhoved, som kaldes Satan, «modstanderen», eller Djævelen, «anklageren», eller «herskeren over luftens rige» (Ef 2,2); og ved ham faldt de øvrige. For Joh 8,44 kalder ham «en morder fra begyndelsen» og Luk 11,15 «de onde ånders fyrste», mens Matt 25,41 og Åb 12,7 kalder de øvrige for hans «engle».

Sir 10,13:

«For hovmod er syndens begyndelse.» Dette ord anførte de gamle forfattere som bevis.

35. Hvilken virkning fik deres fald på deres englegaver?

En indskrænkning af deres viden og deres forstands skarpsyn. For selv om de stadig har en usædvanlig viden om overnaturlige ting, viser det Djævelens uvidenhed, at han forsøgte at føre Kristus vild ved fristelse, og at han gav Judas den tanke i hjertet at forråde ham og dermed beredte sin egen undergang (1 Kor 2,7–8).

Også en stor begrænsning af deres magt. Ganske vist er denne magt efter Matt 12,29; Luk 11,21; Ef 6,12; 1 Pet 5,8 stadig sådan, at den hverken må overses eller foragtes, men uden Guds særlige tilladelse kan den ikke skade (Job 1,12; 2,6; Matt 8,31). I Jud 6 udtrykkes denne begrænsning under billedet af «lænker», som holder dem fanget indtil dommens dag. Denne magt forstår Gud at vende til sit eget formål. 2 Tim 2,25–26 taler om dem, som er fanget af Satan til Guds vilje. Et eksempel på det er hele dramaet i Jobs Bog.

Også deres viljes frihed blev begrænset. Fra nu af kan de ikke ville andet end synd. Deres frihed angår kun valget mellem enkelte onder.

36. Hvilken holdning hos Gud har de pådraget sig?

Hans uforsonlige vrede (2 Pet 2,4; Jud 6; Hebr 2,16).

37. Hvordan er de stemt over for Gud og over for hans skabninger uden for deres egen kreds?

De ved, at der er en Gud (Jak 2,19), at han er almægtig, og at han, skønt han er uendelig god mod de gode engle og mod menneskene, er og i al evighed vil være streng mod dem. Derfor er de ikke blot uden kærlighed, men frygter og hader ham med alle deres naturs kræfter. Dette had omfatter alle, som han elsker og har omsorg for. Ligesom de mennesker, som de inspirerer og ægger op, «fører de et liv i ondskab og misundelse, er forhadte og hader hinanden». Den enighed og det samarbejde, der findes mellem dem, har ikke sin rod i kærlighed, men i deres ønske om at skade og omstyrte det gode.

38. Hvad venter dem i fremtiden?

Matt 25,41: «Den evige ild som er beredt Djævelen og hans engle.»

2 Pet 2,4: «For at bevogte dem til dom.»

Jud 6: «Holdt i evige lænker under mørke til den store doms dag.»

39. Ved de det?

Jak 2,19: «Dæmonerne tror det også og ryster.»

Matt 8,29: «Er du kommet her for at pine os før tiden?»

40. Hvad gør de imens?

De er optaget af alt, hvad der kan bringe mennesket i fordærv og vanære Gud (Luk 22,31; Ef 6,11–12; 1 Pet 5,8–9; Luk 13,16; Job 1,12; 1 Kor 7,5). Deres angreb er ikke kun rettet mod de enkelte mennesker, men især mod kirken og dens nådemidler (Matt 13,27; 1 Tim 4,1–2; 1 Thess 2,18).

41. Hvad var dæmonisk besættelse?

En særlig, midlertidig legemlig besættelse, som Gud tillod i Det Nye Testamentes tid, især i den tid, da Kristus virkede synligt, som et led i mørkets magters kamp med Guds Søn om herredømmet over menneskeslægten. Efter at magterne og myndighederne blev afvæbnet ved vor Herres opstandelse fra de døde, kan vi ikke finde nogen legemlig besættelse som den, evangelierne beskriver.