3. søndag i advent (1 Kor 4,1–5)

Epistlen på 3. søndag i advent, 1 Kor 4,1–5

Denne epistel giver et eksempel på evangeliet på 1. søndag i advent, hvor vi hørte, at disciplene ikke selv red på folet, men førte det til Kristus og satte ham op på det; det samme gør apostlen her. For korintherne begyndte at splitte sig og at hænge ved apostlene: nogle roste sig af Sankt Peter, nogle af Sankt Paulus, nogle af Sankt Apollos; hver især hævede sin apostel frem, den, som havde døbt eller undervist ham, eller som han syntes var den fornemste. Så kommer Paulus og sætter en stopper for det, lader ingen rose sig af nogen apostel, men alene af Kristus, og siger, at det er ligegyldigt, hvem de er, ved hvem de er døbt og undervist; men alt kommer an på, at de holder sig enigt til Kristus og alene er ham underlagt. Således lærer Sankt Paulus her fint, hvad de skal holde apostlene for, og hele epistlen er et forfærdeligt stød mod pavedømmet og dets regimente, som vi skal se.

«Sådan skal enhver holde os, nemlig for Kristi tjenere og husholdere over Guds hemmeligheder.»

Dette er sagt om alle apostle og om alle apostlenes arvinger på stolen, hvad enten det er Sankt Peter eller Sankt Paulus. Derfor må vi her give nøje agt på, hvordan man skal holde apostlene og nu biskopperne, så vi hverken holder dem for højt eller for lavt. For Sankt Paulus, ja, Helligånden, har ikke sat dette mål for ingenting; uden tvivl er vi skyldige at rette os efter det. Ligeledes er det hermed fastsat for biskopperne, hvad deres embede skal være, og hvor langt deres magt rækker; så at vi, når vi ser en biskop, der påtager sig mere, end denne tekst giver, med vished skal holde ham for en ulv og Djævelens apostel og sky ham; for det vil med vished være Antikrist, som regerer videre i det åndelige regimente, end her er fastsat.

For det første siger han: Vi skal ikke modtage eller holde dem for andet end Kristi tjenere; og de skal heller ikke ville holdes for andet. Men «Kristi tjenere» skal her ikke forstås om den gudstjeneste, man nu kalder Kristi tjeneste, såsom at bede, faste, gå i kirke og alt det, som den gejstlige ret, stifterne, klostrene og hele den gejstlige stand kalder gudstjeneste. For det er lutter opdigtede ord og gerninger, hvormed dette ord af Paulus og mange flere er blevet aldeles formørket, så at ingen nu længere ved, hvad Paulus her kalder Kristi tjeneste. Han mener den tjeneste, som er et embede. Alle kristne tjener Gud, men de er ikke alle i embedet. Således kalder han også i Rom 11,13 sit embede en tjeneste: «Jeg vil ære min tjeneste, eftersom jeg er hedningernes apostel.» Og ovenfor i den nærmeste epistel (Rom 15,8): «Jeg siger, at Kristus er blevet tjener for de omskårne»; og 2 Kor 3,6: «som også har gjort os duelige til at føre det nye testamentes embede, ikke bogstavets, men Åndens.»

Hvor skal jeg finde et så stærkt sprog, at jeg kunne rive den dybe vildfarelse ud af alle kristnes hjerter, som er trængt ind ved pavedømmet, så de ikke forstår Kristi tjeneste og Guds tjeneste om andet end deres egne gerninger, som de uden mellemled udfører over for Kristus? Hør dog, kære menneske: At tjene Kristus og at tjene Gud betyder hos Sankt Paulus først og fremmest at føre et embede, som Kristus har befalet ham, nemlig at prædike. Det er en tjeneste, der går fra Kristus, ikke til Kristus, og som ikke kommer fra os, men til os. Det må du lægge godt mærke til, og det er meget nødvendigt; ellers kan du slet ikke forstå, hvad Paulus’ ord vil sige: minister, ministerium, ministratio, ministrare [latin: tjener, tjeneste, tjenestegerning, at tjene] osv. Han kalder det altid at tjene, tjeneste, tjener osv. Men sjældent tænker han også på den tjeneste, som går opad til Gud, men allermest på den, som går nedad til menneskene; for også Kristus befaler i evangeliet apostlene, at de skal være de nederste og de andres tjenere (Luk 22,26).

Og for at han skulle forstås om en sådan tjeneste, har han med vilje føjet til og forklaret sig selv og siger: «forvaltere eller husholdere», hvilket ikke kan forstås om andet end prædikeembedet.

Men han kalder det Kristi tjeneste og sig selv Kristi tjener, fordi han har modtaget dette embede af ham, og det er ham befalet at prædike. Således er alle apostle og biskopper Kristi tjenere, det vil sige Kristi prædikanter, Kristi sendebud, Kristi embedsmænd, udsendt til menneskene med hans budskab; så at meningen med dette ord er denne:

Enhver af jer skal se til, at han ikke sætter et andet hoved, ikke ophøjer en anden herre, ikke gør sig en anden Kristus, men bliv alle sammen ved den ene Kristus; for vi er ikke jeres herrer, heller ikke jeres øverste, heller ikke jeres hoved; vi prædiker heller ikke om os selv, vi lærer jer ikke vore egne ord, fører jer ikke ind under vor lydighed, så I skulle være os underdanige og holde vor lære. Ikke sådan, ikke sådan; men vi er sendebud og tjenere for ham, som er jeres øverste, hoved og herre; vi prædiker hans ord, udretter hans ærinde, fører jer alene ind under hans lydighed. Sådan skal I også holde os; intet andet skal I vente af os, for at I, selv om vi er andre mennesker end Kristus, dog ikke ved os får nogen anden lære, andre ord, andet regimente, anden øvrighed end Kristi. Den, som modtager og holder os sådan, han holder rigtigt; han modtager ikke os, men Kristus selv, som vi alene prædiker. Men den, som ikke holder os for det, han gør os uret, slipper Kristus, det fælles hoved, og vil ophøje sig et eget hoved og gøre os til afguder.

Således læser vi i Dom 8,22–23, at Israels børn sagde til Gideon: «Vær du vor herre, og dine børnebørn.» Men han svarede: «Jeg vil ikke være jeres herre, og mine børn skal heller ikke være jeres herrer, men Gud skal være jeres herre.» Og i 1 Sam 8,7, da Israels børn begærede en konge af Samuel, sagde Gud: «De har ikke forkastet dig, men mig, så jeg ikke skal være konge over dem.» Her ser vi, at Gud ikke kan tåle nogen anden øvrighed i sit folk og regimente end sin egen alene.

Men du kunne her spørge: Hvordan syndede de da derved, når dog Gideon var givet dem af Gud til høvding i striden, og der siden blev sat mange hellige konger over dem af Gud? Svar: Det var ikke synd eller imod Gud, at de havde konger eller fyrster; for øvrighed må der være på jorden. Men fejlen var, at de gav sig ind under menneskeligt regimente og ikke lod sig nøje med Guds regimente. For Gideon og de hellige konger regerede ikke et hårsbred videre, end Guds bud og befaling rakte, og holdt sig ikke for andet end Guds tjenere; det vil sige, de regerede folket efter Guds ord, ikke efter deres eget ord. Og således forblev regimentet Guds alene, og de var tjenere deri, ligesom apostlene i Kristi ord.

Derfor synger også David om sit eget regimente ikke anderledes, end som om det var Guds, og siger i Sl 7,7–9: «Rejs dig, Herre, i din vrede, hæv dig over mine fjenders harme, og hjælp mig igen til det embede, som du har befalet mig, så folkene igen samler sig om dig, og vend for deres skyld tilbage i højden. Herren er dommer over folkene.»

Men hvor der er mere end Guds bud, og øvrigheden påtager sig, eller undersåtterne søger, at man også skal regere med menneskelære, dér rejser der sig en afgudsdyrkelse og et nyt hoved: øvrigheden er da ikke længere en tjenerinde, men hersker på egen hånd uden Guds befaling og bud. Da siger Gud, som han siger til Samuel: «De har ikke forkastet dig, men mig, så jeg ikke skal regere over dem.» Og dette siger jeg om sjælenes regimente, som skal bestå for Gud; for det verdslige regimente angår ikke sjælen og hører heller ikke med til denne sag.

Hvor der nu ophøjes mere end det ene hoved, Gud eller Kristus, dér må der også være anden lære og andre ord end Kristi lære og ord. Dér må da også straks Kristi tjeneste være forbi, Kristus være forkastet og et nyt herredømme være rejst. Det kan enhver godt forstå, at disse to ikke kan forliges med hinanden: at være Kristi tjener og at lære sine egne ord. Hvordan kan han være Kristi tjener, når han ikke lærer Kristi ord? Eller hvordan kan han lære sine egne ord, når han skal lære Kristi ord? Lærer han sine egne ord, så er han en egen, særlig herre og tjener ikke Kristus; lærer han Kristi ord, så er han ikke nogen særlig herre.

Heraf kan du nu selv dømme, hvorfra pavedømmet og dets gejstlige ret kommer, med alle præsters, munkes og de høje skolers lærdomme. Kan de bevise, at de ikke lærer andet end Kristi ord, så skal vi holde dem for Kristi tjenere; men kan vi bevise, at de ikke lærer Kristi ord, så skal vi ikke holde dem for Kristi tjenere. Nu er det jo klart, at deres sager ikke er Kristi ord, men deres egne. Så er det åbenbart, at de er tjenere for Antikrists rige og for Djævelen. For her står Paulus fast og slutter: «Sådan skal et menneske holde os: at vi er Kristi tjenere.»

Det hjælper ikke, at de siger: «Man må ved siden af Kristi ord også lære kirkens bud»; de foregiver, at det, de lærer, skal være kirkens lære. Men Paulus står der endnu og lærer, at kirken hverken hører Peter eller Paulus, men alene Kristus, og at den heller ikke kender nogen uden Kristi tjenere. Deraf ser du, hvor stor en gudsbespottelse det er, at paven udråber lydighed mod sin lære som en vej til frelse og ulydigheden som en vej til fordømmelse. Men Paulus giver her denne lydighed til Djævelen, som han også gør i 1 Tim 4,1–3: «Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider vil nogle falde fra troen og holde sig til vildledende ånder og djævlelærdomme, som i hykleri taler løgn og har brændemærke i deres samvittighed og forbyder at gifte sig og byder at holde sig fra den mad, som Gud har skabt til at modtages med tak af de troende og af dem, som kender sandheden.» Og Kristus siger i Joh 10,27.5.14: «Mine får hører min stemme, men de fremmedes stemme hører de ikke, men flygter fra dem, for de kender ikke de fremmedes stemme. Jeg kender mine, og mine kender mig.»

Dér ser du, hvordan det stemmer med Paulus her: at alt, hvad der ikke er Kristi stemme, det er en fremmed stemme, Djævelens lære og noget, man skal flygte fra. Dér hører du, hvordan Kristus selv dømmer om lærdommene, og hvad hans kirke hører og lærer, og hvad der er kirkens bud, og hvad der ikke er. Kirken har ingen anden lære end Kristi og heller ingen anden lydighed end Kristi. Derfor er alt, hvad de pavelige siger om kirkens bud og lydighed, af den art, som Paulus taler om: «Det er løgnelære i hykleri, fra de vildfarende ånder og djævlelærdomme.»

Netop det samme siger også de følgende ord, hvor han kalder dem husholdere over Guds skjulte goder. Husholderen skal her betyde den, som styrer herrens husstand, sådan som nu forvalterne i munkeklostrene og provsterne i nonneklostrene er, og alle den slags hovmestre, forvaltere og forstandere. For oeconomus er græsk, peritus rei familiaris [latin: en, der er kyndig i husholdning], og lyder således på vort sprog: en husholder, som forstår at sørge for et hus og kan styre tjenestefolkene; ham kalder også Kristus i Matt 24,45 ganske enkelt en tjener, når han siger: «Hvem er da den tro og kloge tjener, som herren har sat over sine tjenestefolk, for at han skal give dem mad i rette tid?» En sådan tjener var Eliezer, Abrahams tjener, 1 Mos 15.

Nu har Gud også et hus; det er os selv, den kristne kirke. I det er sognepræsterne og biskopperne husforstandere og husholdere, som skal tage vare på huset, forsyne det med mad og styre tjenestefolkene. Men hans goder er ikke legemlige. Derfor skelner Sankt Paulus Guds husholdere fra alle andre legemlige husholdere. De ene giver synligt brød og styrer legemerne; men de andre giver usynlig føde og styrer sjælene; derfor kalder han dem mysteria [græsk: hemmeligheder]. Også det er helt gået af brug, så vi ikke længere ved, hvad husholderen er eller hedder, og hvad mysteria er. De mener, at når de døber, holder messe og rækker andre sakramenter, så har de forvaltet mysteria, og nu er intet mysterium noget værd uden messen; skønt de heller ikke ved, hvorfor den hedder mysterium missae [latin: messens hemmelighed].

Jeg kan nu om dage ikke finde noget ord på vort sprog for ordet mysterion, og det var lige så godt, at vi blev ved dette græske ord, ligesom vi er blevet ved mange flere. Det betyder jo så meget som secretum, arcanum [latin: noget lønligt, noget skjult], en sådan ting, som er taget bort fra øjnene og skjult, som ingen ser, og det angår gerne ordene; som når der bliver sagt noget, man ikke forstår, så siger man: «Det er tildækket, der stikker noget bag ved, det har et mysterion, der er noget skjult.» Netop dette skjulte hedder egentlig mysterium; jeg kalder det en hemmelighed.

Hvad er da nu Guds mysteria? Intet andet end Kristus selv, det vil sige troen og evangeliet om Kristus: for alt, hvad der prædikes i evangeliet, det er sat langt borte fra sanserne og fornuften og skjult for hele verden og kan heller ikke opnås uden alene ved troen; som han også selv siger i Matt 11,25: «Jeg priser dig, Far, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige.» Og Paulus i 1 Kor 2,7: «Vi prædiker Guds visdom, skjult i hemmelighed, som ingen af denne verdens fyrster har kendt.»

Og for at jeg skal sige det allertydeligst: mysterium eller hemmelighed er, når du hører de ting, som du bevarer i din tro: at Kristus, Guds Søn, er født af en jomfru, er død og opstået, og alt dette til vore synders forladelse. For af disse ting ser øjet intet, fornuften fatter intet; ja, som Paulus siger i 1 Kor 1,23: «Det er lutter dårskab for de kloge og lutter forargelse for de hellige.» For hvordan er det muligt, at naturen skulle erkende eller fornuften bekende, at dette menneske, Kristus, er vort liv, frelse, fred, retfærdighed, forløsning, kraft, visdom, Herre over alle skabninger og Gud, og alt, hvad Skriften siger om ham? Ingen kan vide noget derom uden den, som hører det af evangeliet og tror det; det ligger for langt fra sanser og fornuft. Så er nu Guds mysteria intet andet end de ting eller goder, som prædikes om Kristus gennem evangeliet, og som alene troen fatter og bevarer.

Derom siger Paulus i 1 Tim 3,16, hvor han også taler om disse sager og lærer, hvordan han skal vandre i Guds hus: «Uimodsigeligt stor (siger han) er gudsfrygtens hemmelighed, som er åbenbaret i kødet, retfærdiggjort i Ånden, har vist sig for engle, er prædiket for hedningerne, troet af verden, optaget i herlighed.» Det er alt sammen sagt om Kristus, som er åbenbaret i kødet. For han har vandret blandt menneskene, som havde kød og blod, og det havde han også selv; men alligevel forblev han et mysterium; for at han var Kristus, Guds Søn, livet, vejen, sandheden og alt godt, det var skjult.

Dog er han retfærdiggjort i Ånden; det vil sige: de troende har ved Ånden antaget, erkendt og holdt ham for det. For denne retfærdiggørelse betyder ikke andet end at erklære retfærdig eller lade have ret, som i Luk 7,29: «Hele folket og også tolderne gav Gud ret.» Ligeledes Sl 51,6: «for at du må blive retfærdiggjort (det vil sige: beholde ret) i dine ord.» Det er alt sammen lige så meget sagt som: Den, som tror på Kristus, han giver ham ret, bekender, at det er sandt, at han alene er vort liv, retfærdighed og visdom, og at vi er syndere, døde og fordømte; for det er han, og det vil han også være, og den, som holder ham for det, han retfærdiggør ham i sin ånd. Men den, som ikke gør det, men står på sine gerninger og ikke vil lade det være fordømt, som han er, han trætter med ham og fordømmer ham. Men at retfærdiggøre Kristus på den måde sker ikke af nogen anden end den, som har Helligånden; det er alene hans gerning. Kød og blod kan ikke gøre det, selv om det åbenlyst stilles frem for øjne og ører og prædikes.

Om denne retfærdiggørelse er også det sagt i Rom 1,4: «Han er bevist at være Guds Søn i kraft, efter Ånden, som helliger.» Som skulle han sige: Hos de vantro er han intet, og ikke alene svag, men endog fordømt. Men hvor der er hellige, som lever i Ånden, der helliger dem, hos dem holdes det kraftigt og stort, at han er Guds Søn; for det er bevist for dem og fast afgjort.

Nu kunne Sankt Paulus godt have sagt her således: Vi er husholdere over Guds visdom eller over Guds retfærdighed eller lignende; eftersom Kristus er alt dette, som han siger i 1 Kor 1,30: «Han er af Gud blevet gjort for os til visdom og retfærdighed og helliggørelse og forløsning.» Men det ville have været stykkevis; derfor ville han i ét ord sammenfatte alle disse goder på én gang, som skal prædikes om Kristus, og kalder dem hemmeligheder. Som skulle han sige: Vi er åndelige husholdere, som skal uddele Guds nåde, Guds sandhed – og hvem kan opregne dem alle hver for sig? Jeg vil sammenfatte det kort og sige: Det er Guds hemmeligheder; jeg kalder dem hemmeligheder og skjulte ting, fordi de alene opnås med troen.

Det samme gør han også i Rom 1, hvor han med ét ord ville sammenfatte alt, hvordan Kristus er åbenbaret i kødet, retfærdiggjort i Ånden, prædiket for hedningerne osv. (som sagt ud fra 1 Tim 3,16); dér siger han kort på græsk: ὁρισθεὶς, definitus [græsk og latin: fastsat, afgjort]. Summa summarum [latin: summen af det hele]: Han er bevist, afgjort, antaget og holdt for Guds Søn af engle, hedninger, verden, himmel og enhver, fordi han som sådan er åbenbaret, retfærdiggjort, har vist sig, er prædiket, troet, optaget osv. Derfor kalder han det også her hemmeligheder og i 1 Tim 3 en hemmelighed. Det er dog én ting; det er Kristus helt og holdent, én hemmelighed og mange hemmeligheder; for mange skjulte goder har vi af ham.

Også det skal man lægge mærke til, som Sankt Paulus føjer til og siger: «Guds hemmeligheder», det vil sige sådanne skjulte ting, som Gud giver, og som er i Gud. For Djævelen har også sine hemmeligheder, som der står i Åb 17,5: «Hun har skrevet på sin pande: Hemmeligheden Babylon» osv. Ligeledes (Åb 17,7): «Jeg vil vise dig hemmeligheden om skøgen fra Babylon» osv. Det er sådanne hemmeligheder, som paven og hans gejstlige nu er husholdere over; for de foregiver, at deres lære og gerninger fører til himlen, og bagved er der lutter død og helvede for alle, som tror på det. Men disse er Guds hemmeligheder, som har liv og frelse i sig.

Så har vi nu apostlens mening med disse ord: at en Kristi tjener er en husholder over Guds hemmeligheder; det vil sige, han skal holde sig selv for og lade sig holde for en, der ikke prædiker og giver Guds tjenestefolk andre ting end dem, som Kristus er, og som er i Kristus; det vil sige, han skal prædike det rene evangelium, den rene tro: at Kristus alene er vort liv, vej, visdom, kraft, ære og frelse osv., og at vort eget er lutter død, vildfarelse, dårskab, afmagt, skam og fordømmelse. Den, som prædiker anderledes, skal intet menneske holde for Kristi tjener eller husholder over Guds goder, men sky ham som Djævelens sendebud. Derfor følger nu:

«Nu søger man ikke mere hos husholderne, end at de findes tro.»

Det er det, alt kommer an på, det spørger Gud efter, det søger og kræver engle, mennesker og alle skabninger – ikke om nogen hedder husholder eller holdes for det eller ej. Her spørger ingen, om nogen har et lille eller stort bispedømme, ja, heller ikke så meget, om han for sin egen person er retskaffen eller ej; men her skal der spørges efter, om han trofast udfører sit embede og gør som en husholder over Guds goder. Dermed giver Paulus os stor magt til at dømme alle vore biskoppers, pavers og kardinalers lære og liv. En sådan troskab kræver Kristus også i Matt 24,45: «Hvem mener du er den tro og kloge tjener, som hans herre har sat over sine tjenestefolk, for at han skal give dem mad i rette tid?»

Hvad kan denne troskab være? Hvordan vil den vise sig? Sig mig: Hvem er bedre stillet, eller hvem gavner det, om en biskop var så stor, at han havde alle bispedømmer inde, sådan som paven gør sig til? Hvem ville det gavne, om han var så hellig, at han vakte de døde op med sin skygge? Hvem ville det gavne, om han var så vis, som alle profeter og apostle har været? Efter ingen af disse ting spørges der her. Men at han er tro, at han giver tjenestefolkene Guds ord, prædiker evangeliet og uddeler Guds hemmeligheder: det, det, det spørger man efter, det hjælper enhver, det har enhver gavn af. Derfor søges og kræves der frem for alle ting troskab hos disse husholdere.

Hold nu denne tekst op mod paven og alle de gejstlige; sig, hvad spørger paven efter? Er ikke al hans skraben og raseri, at han alene med magt kan være den øverste og regere? Han spørger kun efter, at han er stor, mægtig, høj og rig, og at enhver er ham underlagt. Derfor fabler Djævelen gennem hans bespottelige mund i alle hans love om, hvor stor lydigheden er, og hvor farligt det står til med sjælens frelse for den, som ikke er hans lydighed underdanig; men at han skal være tro i denne husholdning, bekymrer ham ikke. For sig mig: I hele syndfloden af hans utallige love og befalinger, ja, i hele hans regimente, hvornår har du nogen sinde hørt eller læst, at han rørte ved Guds mysteria med et ord eller prædikede evangeliet? Dér er der intet andet end retstrætter, præbender eller i højden tonsurer og klæder. Ja, han fordømmer oven i købet offentligt evangeliet og Guds mysteria. Ham følger nu biskopperne og de gejstlige med stifterne, klostrene og de høje skoler.

Og denne apostoliske troskab har de nu tydet derhen, at en tro biskop, abbed eller gejstlig prælat nu hos dem kaldes den, der trofast håndhæver, beskytter, forbedrer og forøger de timelige goder, Sankt Peters arv, Sankt Moritz’ slot, Det Hellige Kors’ land, Vor Frues rente og så fremdeles kirkens goder, det vil sige deres egen rigdom, under Guds og de helliges navn, så at verden, selv hvor den er allermest verdslig, ikke kan måle sig med ham. Og dem kalder man nu de fyrster, biskopper og prælater, som har forestået kirken godt, uden hensyn til, om de hele deres liv aldrig har læst eller hørt evangelierne, for slet ikke at tale om, at de skulle prædike dem. Således står den bespottende mund nu fri i hele verden og kalder dem gode husholdere over Guds goder, som ikke duer til andet end at være verdslige herrers rentemestre, skatteopkrævere, amtmænd, fogeder, bygmestre, byfogeder, avlskarle, kældermestre og køkkenmestre; det beviser de med deres apostoliske troskab, og intet mere.

Imens dør sjælene, alt, hvad der er guddommeligt, går til grunde, ulven regerer og river: dér ser de intet, dér værger ingen, dér sidder de stille og gennemregner imens deres registre og passer Sankt Laurentius’ renter og sørger allertrofastest for kirkens goder; og for denne troskab er de vældig sikre på, at Kristus ikke har beredt dem nogen lav stol i himlen. O, den elendige, fortabte, blinde flok, hvor sorgløst farer den til helvede!

Jeg kan ikke lade være her; jeg må til advarsel i lignende tilfælde fortælle om Djævelens skurkestreg, som jeg hører sige, at han i fordums tid har øvet i Merseburg i vort land med kejser Henriks gyldne kalk. Dér lyver de kære folk af alle kræfter og får aflad for det, når de siger: «Den stegte Laurentius har overvundet Djævelen, så han måtte slippe kejserens sjæl, da han kastede den gyldne kalk i vægtskålen; derfor blev Djævelen vred og brød et øre af kalken.» Sådanne grove, tølperagtige, rådne løgne skal blænde os kristne, så vi ikke kender Djævelens skalkagtighed. Hvorfor har Djævelen opdigtet sådan noget? Hele denne historie er drevet frem af ham, for at man skulle have et under til at stadfæste prælaternes rigdom, vellevned og al den fine troskab, som der nu er talt om, så narrene skulle falde for det og tro, at man kan overvinde Djævelen med gaver til kirken; skønt dog Peter siger, at det kun er troens styrke, der gør det. Det er de tegn og undere, som Kristus og Paulus har forudsagt, at de også kunne føre de udvalgte bort fra troen. Nu, lad det gå; nu holdes de for retskafne og tro prælater.

Men der er nu også en endnu smukkere troskab i brug blandt de samme åndløse herrer og tro husholdere; den har travlt med sjælenes åndelige goder: det er først de rigtige tro husholdere. Sankt Peter i himlen må se sig for, hvordan han kan beholde sin stol for dem; de er sandelig hellige nok. Det er vore åndelige fædre, præster, munke og nonner, som øver sig i lydighed mod paven, den hellige kirke og alle slags menneskelove, ordener og statutter. Og blandt disse er det udsøgte, det ypperste, kernen, marven, grunden – og hvordan kan jeg opregne alle deres ærefulde titler? – de, som kalder sig og lever efter observansen [de observante, de strenge reformgrene af tiggerordenerne, især franciskanerne]. Ja, langt nok fra observansen! Den smukke lille kat, den har et glat og nydeligt skind!

Her ser man først de rigtige husholdere og den uhørte troskab: hvor fast, strengt og alvorligt de holder over lydigheden og håndhæver deres påfund. Ja, det er sandelig de rigtige helgener! Få biskopper, som også holder den hellige gejstlige ret strengt, kan regnes med disse; men når man gennemsøger alle deres klostre og ser på al deres lære og vandel, så er der intet folk på jorden, som ved mindre om Guds hemmeligheder og er længere fra Kristus; ja, det er dem, som ikke gør andet, end som om de var afsindige, og stormer frækt løs på Kristus med deres væsen; de er den Gog og Magog, som strider med Guds Lam i Åbenbaringen: for de ophøjer deres gerninger og udsletter dermed troen og kaldes dog Guds tro husholdere. Ligesom ulven hedder en hyrde midt iblandt fårene!

Den, som nu har ører, han høre, hvad Sankt Paulus siger her: Man spørger blandt husholderne, hvem der er tro; men den er tro, som forvalter Guds hemmeligheder. Derfor være det sluttet: Pave, biskopper, præster, munke, nonner, høje skoler og alle, som med dem bygger på noget andet og forvalter noget andet end Kristus, evangeliet og den rene tro, de har vel navnet af at være Kristi tjenere og husholdere, men i grunden er de Djævelens tjenere og husholdere og forvalter Djævelens, deres herres, mysteria eller hemmeligheder. Derfor føjer Kristus til og siger: Huskarlen skal ikke alene være tro, men også klog, så han kan skelne mellem Guds hemmelighed og Djævelens hemmelighed, så han kan bevare og opholde sig selv og dem, som er ham betroet; for det går, som Sankt Paulus siger, at de falske Kristi tjenere giver sig ud for rette Kristi apostle, ligesom Djævelen også selv forklæder sig som en lysets engel (2 Kor 11,13–14).

Troskaben er jo desto farligere, jo større den er, hvor der ikke er klogskab, som rammer Guds hemmeligheder, sådan som vi ser i de to ovennævnte falske, forførende slags troskab hos de åndløse helgener. Sankt Paulus har godt vidst, at Djævelens hemmeligheder ville tage sådan overhånd; derfor tier han om alt andet og trækker troskaben frem. Var vore biskopper forblevet Guds tro husholdere, så var pavedømmet og den særlige gejstlige stand vel udeblevet, og troens fælles åndelige stand var vel blevet bevaret. Og hvis de endnu var eller blev tro, så skulle alle særlige gejstlige stande snart falde, og den fælles komme op igen.

«Men for mig er det en ringe ting, at jeg bliver dømt af jer eller af en menneskelig dag.»

Men her må vi først lære sprogene og forklare ordene, som vi dog burde have som vort modersmål. Sankt Paulus tager her dette at dømme eller bedømme om en god dom, så det betyder at tænke højt om ham og sige meget om ham. Men skønt den almindelige sprogbrug gerne tager dom om fordømmelse, så sker der dog i enhver dom disse to ting: at den ene fordømmes, den anden frikendes, den ene straffes, den anden belønnes, den ene kommer til skamme, den anden til ære. Det sker også i alle lønlige domme. For i samme øjeblik som farisæeren i evangeliet roser sig selv, skælder han tolderen og andre mennesker ud; samtidig ærer han sig selv og vanærer den anden. Således gør enhver over for sin næste med ros eller dadel; en dom må bestå i disse to stykker.

Derfor siger Sankt Paulus her: Han bliver dømt eller bedømt af dem; det vil sige, ét stykke af dommen går over ham, nemlig det rosende og ærefulde stykke: at de priste ham og hævede ham op frem for de andre; dermed dømte de mellem ham og andre apostle og gav ham fordelen og de andre ulempen. Men nogle dømte, det vil sige, de roste Sankt Peter, nogle Apollos. Men at dømme her betyder så meget som at rose, det beviser slutningen af epistlen, hvor han siger: «Døm ikke før tiden, før Herren kommer; da skal enhver få ros af Gud.» Hvad er det andet end: Ros ikke, lad Gud rose? Det tilkommer Gud at dømme, rose og krone os; vi skal ikke rose, dømme eller krone hinanden.

Den menneskelige dag betyder her også menneskers dom, rettergang og ros, hvormed menneskene ophøjer, oplyser og gør dem kendt, som de holder meget af. Ligesom den naturlige dag med sit lys oplyser og gør de ting synlige og kendte, som man ikke kan se eller kende i nattens mørke. Derfor kaldes berømte folk, som alle taler om, på latin praeclari, nobiles, illustres, på tysk: durchleuchtige [«gennemlyste», den gamle titel for fyrster], det vil sige dem, der er højt berømte og har stor glans og et stort navn frem for andre. Omvendt kaldes de andre, som ikke er berømte, obscuri, ignobiles, humiles, ringe og ukendte osv.

Også den hellige Skrift kalder kongerne og fyrsterne doxas, glorias, claritates, det vil sige klarhed, herlighed, ry osv., sådan som Sankt Peter i 2 Pet 2,10 siger om paven og hans folk: «De skal bespotte og forbande glorias», det vil sige: de bandlyser og forbander majestæterne, kongerne, fyrsterne og alt, hvad der er højt og herligt på jorden; skønt Kristus dog har befalet, at man også skal elske fjenderne, også velsigne dem, der forbander os, og gøre godt mod dem, der forfølger os. Sådan som vi ser paven gøre skærtorsdag i bullen Coenae Domini [skærtorsdagsbullen, hvori paven hvert år lyste kirkens fjender i band], og når det ellers lyster ham.

Altså er den menneskelige dag menneskers ry og høje ros hos menneskene. Således siger Jeremias i Jer 17,16: «Jeg har aldrig begæret et menneskes dag, det ved du.» Som om han ville sige: De beskylder mig for at prædike nye ting alene for at vinde ære, navn og ry hos folk og blive anset af menneskene; men du ved, at det ikke er sådan, og at jeg ikke har søgt denne menneskelige dag. Og Kristus i Joh 5,41: «Jeg tager ikke imod klarhed eller herlighed fra mennesker»; det vil sige: Jeg begærer ikke, at menneskene skal rose og ophøje mig. Og i Joh 8,50: «Jeg søger ikke min klarhed eller herlighed.» Ligeledes siger han i Joh 5,35 om Johannes Døberen: «I ville glæde jer en time i hans lys»; det vil sige: I ville gerne have set, at Johannes havde prist og berømmet jer med sit vidnesbyrd, så I derved kunne have ære hos folk i denne korte tid; det var det, I søgte osv.

Således mener Paulus nu, at det er det ringeste for ham, at han har sådant ry, lys, pris og navn hos folk, og han kalder det med rette en menneskelig dag; for den kommer fra et menneske og ikke fra Gud, og den forgår også med menneskene. Som om han ville sige: Jeg regner det ikke for noget, om jeg blev prist af jer og af hele verden; lad mennesker søge den slags; Kristi tjenere og Guds husholdere skal vente dommen fra Kristus og fra Guds dag.

Men sikke en utaknemmelig apostel, som ikke sender en hel sæk fuld af buller af sted og velsigner dem og uddeler aflad til dem som til folk, der har holdt det apostoliske sæde i tilbørlig ære og værdighed. Paven ville have båret sig langt mere apostolisk ad; ja, han ville have forbandet dem, hvis de ikke havde tændt sådan en menneskelig dag og sagt: «Jeg er pavelig, paven er den højeste, den helligste, den mægtigste.» Havde Sankt Paulus villet det her, så var han blevet pave og den øverste med ét ord, hvis han var gået dem til hånde, som ville hænge sig ved ham; de andre havde måttet bukke sig. Men nu, da han i sin husholdning søger troskab mere end højhed, må han blive ved med at være en simpel tæppemager og gå til fods.

Og det er klart af disse ord, at korintherne har dømt efter personen og derfor foretrukket deres dåb og evangelium frem for de andres, fordi Paulus eller Peter eller Apollos skulle være større eller bedre. Det kan Paulus ikke tåle, men han vil have det alt sammen lige, personen være, som den vil, så den, der er døbt og undervist af Paulus, er lige så vel en kristen som den, der er det af Peter eller Apollos, eller hvem det så er. Imod dette raser paven dog hårdt og grueligt; han vil ikke lade nogen være kristen, medmindre han er undervist af ham, og dog lærer han ikke andet end vantro og menneskers narreværk.

Men da Paulus forkaster anseelse af personen og kun spørger efter troskab hos Guds husholdere, fjerner han dermed meget fint hver eneste grund til, at de skulle kunne splittes; de må tværtimod forblive enige og lade alle ting være lige og fælles. For hvordan skulle de splittes, når den ene Kristi tjener er som den anden, og den ene lige så vel er Guds husholder som den anden, så der ikke bliver anden forskel tilbage end den, om den ene er mere tro end den anden? Men det skaber ingen sekter; det driver tværtimod det fælles evangelium så meget des bedre.

Da disse Paulus' ord nu altså ikke gælder én alene, men alle apostle, for han siger ikke: «Således skal et menneske regne mig», men: «Således skal et menneske regne os.» «Os, os», siger han. Hvilke os? Nemlig mig, Peter og Apollos, som hele denne strid er opstået om. Så er det afgjort, at Sankt Peter skal regnes lige med Sankt Paulus, og den ene som den anden; så enten må Sankt Paulus lære forkert her, når han gør alle apostle til lige Kristi tjenere og Guds husholdere, eller også må pavens særstilling og regimente være opdigtet og løgn; og denne tekst er en meget mægtig fjende af pavedømmet.

Jeg dømmer heller ikke mig selv.

Du kunne spørge: Hvordan kan han regne sin egen dom for større end alle menneskers? Vi finder jo, at de fleste roser sig selv eller i hvert fald holder meget af sig selv; for af naturen behager enhver sig selv. Men der er få, som får den menneskelige dag og bliver dømt af andre; så han med rette burde have vendt det om og sagt sådan: «Det er en ringe ting for mig, at jeg dømmer mig selv; jeg regner heller ikke den menneskelige dag, jeres og hele verdens ros, for noget.» Men han taler som en kristen, efter samvittigheden over for Gud; for korintherne roste også Paulus højt i det, som gælder for Gud; de ville, at han skulle være højere, større og bedre for Gud end de andre. Omvendt ophøjede de andre Sankt Peter.

Nu er der for Gud intet større vidne end samvittigheden; for Gud dømmer ikke efter synet som menneskene, men efter hjertet, som der står i 1 Sam 16,7: «Mennesket ser, hvad der er åbenlyst udadtil, men Gud ser hjertet.» Derfor gælder vores samvittigheds vidnesbyrd meget mere for Gud end hele verdens vidnesbyrd. Det skal også gælde alene, som han siger i Rom 2,15–16: «Deres samvittighed skal vidne over dem, og tankerne skal indbyrdes anklage eller undskylde hinanden på den dag, når Gud skal dømme det skjulte i hjerterne.»

Nu vil Sankt Paulus her sige: Hvordan vil I danne partier om os, alt efter om den ene bliver større eller mere berømt end den anden hos menneskene? når det er så aldeles intet, at end ikke vores egen samvittighed tør dømme, hvem der er den bedste og højeste for Gud. For Salomo siger i Ordsp 28,26: «Den er en nar, som stoler på sit hjerte.» Derfor har partivæsenet ingen grund; ingen ved, hvem der er højest for Gud. Det er heller ikke Kristi sag at give pladsen ved højre eller venstre hånd, Matt 20,23.

Da de altså alle er lige for Gud, den ene lige så vel Kristi tjener som den anden, og det forbliver skjult, hvem af dem der er den højeste for ham, så skal et menneske ikke påtage sig at dømme og afgøre det, og endnu mindre ophøje sig over de andre på grund af timelig magt, gods og venner. Herimod står nu også pavens ophøjelse, når de siger, at hans højhed frem for andre er af Gud; det benægter Paulus her: Ingen kan vide eller dømme det før den yderste dag.

Men vil de paveliges spidse tunger her bore et hul og sige: «Paulus forkaster ikke Sankt Peters eller pavens højhed, men forbyder, at man dømmer personen i sig selv, hvor god eller ond den er for Gud», så svarer jeg dertil og bekender, at Sankt Paulus forbyder at dømme personen, hvordan den er for Gud; men det gjorde korintherne netop for at ophøje også embedet, dåben og prædikenen for personens skyld; ellers havde de ikke sagt: «Jeg er god paulinsk, jeg er god petrinsk» osv. For de vidste godt, at det var én og samme prædiken, dåb og embede; men de ville ophøje embedet og dets gerning ud fra personernes højhed. Derfor gør Sankt Paulus også det modsatte og gør embedet lige netop dermed, at personerne er lige for os, eftersom ingen kan vide, hvem der er den højeste eller bedste for Gud.

Havde de alene villet ophøje personen og ikke embedet, så havde de ikke skabt sekter, og så havde de heller ikke sagt: «Jeg er paulinsk» osv. Ligesom det ikke skaber sekter, at vi efter personen sætter Sankt Peter højere end Sankt Augustin. Men det skaber sekter, når jeg siger: «Jeg er petrinsk», og du siger: «Jeg er augustinsk», og vi vil gøre det, for at min prædiken skal være bedre og højere end din.

Også løgnerne, de pavelige selv, mærker godt, at deres løgn ikke kan bestå, når de gør paven til den øverste, hvis personen ikke var from og den bedste. Derfor farer de til og hjælper på deres løgn med en større løgn og gør også personen så god, at de siger, at paven ikke kan fejle, at Helligånden ikke forlader ham, og at Kristus altid er hos og i ham; indtil nogle spærrer deres bespotteriske mund så vidt op, at de – da de ikke kan nægte, at paven åbenlyst synder – siger: «Det er ikke muligt, at han bliver i dødssynd et kvarter.» Så sikkert har de også målt Helligånden i paven med timeglas og kompasser.

Hvorfor lyver de nu sådanne bespotteriske løgne? Uden tvivl fordi de ser, at højheden ikke kunne bestå, hvis de ikke reddede personen, og de måtte indrømme, at højhed uden fromhed var Djævelens værk. Således kan man heller ikke her sige, at korintherne har ophøjet personen og ikke embedet, eftersom personen ophøjes for embedets skyld.

Men spørger du videre: «Hvordan kan det være, at Paulus ikke dømmer sig selv, når han vil, at man skal regne ham for Kristi tjener og Guds husholder?» Svar, som sagt ovenfor: Tjenesten og embedet er ikke hans, men Guds, som har betroet ham det. For ligesom intet menneske kan skabe Guds ord, sådan kan heller intet menneske udsende nogen eller gøre ham til apostel; det har Gud allerede selv ordnet og gjort dem til apostle. Derfor skal man også rose sig af det, bekende det og give sig ud for det som et gode, Gud har givet; ligesom jeg ikke kan gøre mig selv til et menneske, men dog skal rose mig af og må bekende, at Gud har gjort mig til et menneske. Men ligesom jeg ikke kan dømme, hvordan jeg står for Gud og vil blive stående, sådan kan jeg heller ikke dømme om nogen apostel eller Guds husholder, hvem der er den bedste og største for Gud.

Så siger du igen: «Du lærer jo, at et kristent menneske ikke skal tvivle på, at han er velbehagelig for Gud, og at den, der tvivler, ikke er nogen kristen; troen gør os vise på, at Gud er vores Far, og som vi tror, sådan sker det os.»

Svar: Hold du endelig fast ved, at troen er vis på Guds nåde; for troen er ikke andet end en fast, utvivlsom, urokkelig tillid til Guds nåde. Men det er det, jeg har sagt: Korintherne ville have og dømme apostlene efter person og gerninger, hvem af dem der var helligere og større og værdigere i sin person, så både embedet og de, der hang ved dem, derved skulle være noget særligt frem for andre. Dér ophæver Paulus alle gerninger og al værdighed, stiller dem under Guds dom og holder alle apostle i samme embede og samme tro. Det er ét embede, de udøver, én tro, hvori de er retfærdige; men hvem af dem der gør mere af alt dette og er bedre, højere og værdigere, det er overladt til Gud; vi må ikke udskille noget af fællesskabet. Derfor følger:

Jeg er mig vel intet bevidst, men dermed er jeg ikke retfærdig.

Dette ord viser egentlig, at de har dømt apostlene for personens og gerningernes værdigheds skyld. For Paulus indrømmer dem, at han er ulastelig i samvittigheden, og bekender, at de har dømt rigtigt, så vidt det gælder for mennesker og i hans samvittighed. Men den dom er ikke nok for Gud; derfor er også al dom falsk, som grunder sig på den. Om dette skriftord var der meget at sige. For her ser vi, at alle gerninger bliver forkastet, og at ingen gerning gør retfærdig og frelst for Gud. For når Paulus tør sige, at han ikke er sig noget bevidst, må han sandelig have været fuld af gode gerninger; alligevel siger han, at han ikke er retfærdig dermed. Hvormed da? Kun i troen.

For hvis nogen var retfærdig ved, at han ikke er sig noget bevidst og har en god samvittighed, så ville hans tillid stå til ham selv; så kunne han dømme og rose sig selv, sådan som de hovmodige helgener gør; så var der heller ikke brug for troen, og vi behøvede heller ikke Guds nåde; vi havde i os selv, hvad vi havde gavn af og brug for, og kunne herefter godt undvære Gud. Men nu kommer det an på, at vi forlader os på Guds nåde og derved bliver retfærdige. Men hvordan vores gerninger, person, stand og værdighed derefter skal dømmes, det skal være overladt til Gud; vi ved med sikkerhed, at intet af det gør os retfærdige, men vi ved ikke, hvordan Gud vil rose og dømme dem hos hver enkelt.

Det er også, mener jeg, let for enhver at forstå, at Paulus her taler om sit liv efter omvendelsen, hvori han ikke er sig noget bevidst; men om sit tidligere liv skriver han selv i 1 Tim 1,13, at han har været en vantro, en bespotter og en forfølger af kristenheden.

Men her rejser sig et spørgsmål: Hvordan kan det være, at han ikke er retfærdig ved, at han ikke har nogen dårlig samvittighed, når han dog i 2 Kor 1,12 siger: «Vores ros er vores samvittigheds vidnesbyrd om, at vi har færdedes i denne verden i hjertets enfoldighed og gudgiven renhed, ikke i kødelig visdom, men i Guds nåde, og mest hos jer»? Her svarer det sig selv, da han selv tilføjer: «i Guds nåde». For vi skal sandelig rose os, prale og trodse på Guds nåde; det er dét, vores samvittigheds ros står på. Og selv om han ikke havde tilføjet det, så skulle det dog forstås om rosen i nåden eller om rosen over for verden.

For over for mennesker kan og skal enhver bekende og rose sin uskyld, nemlig at han ikke har gjort nogen uret; han skal heller ikke kalde det ondt, som han ved er godt. Men for Gud er den ros intet; for Gud kræver og dømmer efter hjertet, mens menneskene lader sig nøje med gerningerne. Derfor må der for Gud være noget højere end vores gode samvittighed; som Moses siger i 2 Mos 34,7: «Du tilgiver misgerning, overtrædelse og synd, og for dig er ingen uskyldig.» Rom 3,23: «For hans ansigt kan intet menneske rose sig»; men som der står i 2 Kor 10,17: «Den, der vil rose sig, skal rose sig af Gud», det vil sige af hans nåde.

Men den, der dømmer mig, er Herren.

Det er netop det samme som: Jeg vil vente, til Gud dømmer og roser mig; som han også siger i 2 Kor 10,18: «Ikke den, der roser sig selv, er duelig, men den, som Gud roser.» Men dette siger han ikke for at skræmme dem bort, men for at ægge dem til et godt liv. For selv om intet menneske kan dømme eller rose det andet, så bliver det dog ikke udømt og urost; for Gud vil selv dømme og rose det, der gøres godt. Derfor skal vi så meget des flittigere gøre godt, fordi Gud selv vil dømme, og ikke blive trætte eller holde op, selv om vi her er uvise på, hvordan det skal dømmes.

Derfor døm ikke før tiden, før Herren kommer, han som også skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare hjerternes råd. Da skal enhver få rosen fra Gud.

Her er det rimeligt at spørge, om vi da ikke skal rose hinanden. Paulus siger jo i Rom 12,10: «Enhver skal komme den anden i forkøbet med at vise ære, og den ene skal regne den anden for sin overordnede.» Og Kristus siger i Matt 5,16: «Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de skal se jeres gode gerninger og prise jeres Far, som er i himlene.» Og i 2 Kor 6,8 siger han: «Vi må vandre under godt rygte og dårligt rygte her på jorden.» Svar: Det kommer alt sammen an på, at man ikke ser på gerningerne, men alene på troen. Gode gerninger skal vi gøre og rose hos de andre, men dog ikke gøre nogen retfærdig derved, og heller ikke dømme eller foretrække den ene frem for den anden. For det sker, at en bonde gør det bedre for Gud med sin pløjning end en nonne med sin kyskhed.

De fem tåbelige jomfruer i Matt 25 er også jomfruer, og dog bliver de fordømt. Enken, som lagde to småmønter i tempelkisten, gjorde mere end alle de andre, som dog lagde meget i. Synderindens gerning i Luk 7 bliver ophøjet over alle farisæernes gerninger. Og så fremdeles: Hos os mennesker er det simpelthen umuligt at vide eller træffe dommen og forskellen mellem personer og gerninger; men vi skal rose dem alle og ære dem lige, ikke foretrække den ene for den anden, ydmyge os over for hinanden og altid sætte næsten over os og derefter lade Gud alene dømme, hvem der er den højeste. Skønt han allerede har fældet den dom, at den, der ydmyger sig, skal ophøjes, så er det dog endnu ikke åbenbart, hvem det er, der ydmyger og ophøjer sig selv. Grunden er, at hjerterne, som Gud dømmer efter, endnu ikke er åbenbare. Én kan godt ydmyge sig og dog i hjertet i al hemmelighed være høj; og omvendt kan én være ophøjet og dog være allerlavest i hjertet.

Derfor siger han: Herren skal komme og gøre det, der således er skjult i mørket, og hjerternes råd åbenbart; dér skal man se den rette forskel, hvem der er værdigere, højere og bedre, og hvilke gerninger der er de bedste. Derfor er det den allerukristeligste ting, når man dømmer og vurderer efter det ydre væsen og gerningerne, så man vil sige: «En kartøusers liv er i sig selv bedre end en bondes eller en gift mands» og lignende; når dog kartøuseren, hvis han ville gøre ret, skulle regne sit liv for ringere og sætte det under den gifte mands liv, eftersom Gud ikke dømmer efter væsenet, men efter det, der er skjult i mørket, og hjertets råd. Hvordan kan kartøuseren vide, om hans eller bondens hjerte er ydmygere og bedre?

Hertil hører de to eksempler, som efter min mening er de bedste, der står i hele Vitae Patrum [«Fædrenes levned», oldkirkens samling af ørkenfædrenes levnedsberetninger]: det første om Sankt Antonius, som fik åbenbaret, at en læderarbejder i Alexandria, en enkel, gift håndværker, som ikke gjorde noget særligt, dog stod langt over Sankt Antonius på grund af sit hjertes ydmyghed. Det andet om Pafnutius, som med hele sit strenge liv kun var lige med en spillemand og to gifte kvinder. Disse to eksempler lod Gud af særlig nåde blive kendt på den tid, da munkevæsenet stod højest og gerningerne gik vidunderligt flot, for at han kunne holde vores øjne borte fra at dømme og bedømme gerningerne og lære os at holde alle slags gerninger lige og underordne os under hinanden.

Så siger du: «Hvis alle slags gerninger og stande er så lige, og ingen skal foretrækkes frem for den anden, hvad gør vi så med at blive munke, nonner og præster i den mening at tjene Gud, forlade verden og påtage os den bedste stand?» Svar: Hvorfor har Kristus og Paulus forkyndt, at der skulle komme falske kristne og falske profeter og forføre mange? Var denne lære blevet stående på pladsen, at gudstjenesten er lige i alle stande og gerninger, så var der sandelig aldrig kommet stifter eller klostre op, eller de var i hvert fald aldrig vokset sådan og kommet i den vildfarelse, at deres ting alene er gudstjeneste. Hvem ville blive præst, hvem ville blive munk, ja, hvem ville blive pave og biskop, hvis han vidste, at hans stand og gerning ikke er spor bedre end den fattigste barnepiges, som vugger småbørn og vasker bleer?

Det ville være en stor, ynkelig forstyrrelse for paven, ja, en skam, at han skulle ydmyge sig under en barnepige og sætte sine gerninger under hendes gerninger; nu, hvor knap nok kongerne og alle Guds helgener er værdige til at kysse hans fødder på grund af hans stands og gernings store værdighed. Derfor skal de hellige folk gøre noget bedre, end Sankt Paulus lærer her: dømme sig selv og stille deres stand og gerninger op som de bedste, så de kan sælge deres fortjenester og erhverve himlen for de stakkels lægfolk, ægtefolk og andre stande som for folk, der ikke lever i Guds tjeneste.

Da du altså her ser, at det er umuligt, at den nuværende gejstlige stand kan bestå, medmindre den udsletter denne Paulus' epistel og gør forskel mellem sig og de andre kristne og dømmer sig selv som den bedste, så forstår du jo tilstrækkeligt, at pavedømme, stifter og klostre er grundet på lutter løgn og gudsbespottelse. For de kalder sig gejstlige og alle de andre verdslige; skønt dog ingen er gejstlig for Gud uden de troende, som næsten alle findes i lægstanden, mens der blandt de gejstlige næppe er én. Hvad kan nu være mere løgnagtigt, end når du dømmer en stand gejstlig og skiller den ud fra de andre, blandt hvilke den rette, sande gejstlige stand er? Gud alene tilkommer det at dømme, hvem der er gejstlig og den bedste; og de farer til og kalder sig gejstlige alene af den grund, at de bærer ragede hoveder og lange kjoler. Er det ikke vanvid og raseri?

Så siger du: «Hvis det er sandt, så var det bedre, at vi løb ud af klostret og stiftet igen.» Svar: Gør en af de to ting: Enten hold denne epistel og døm ikke dig selv, og lad din stand ikke være spor bedre, end hvis du ikke var gejstlig, og underordn også din kyskhed under en gift kvinde, der bærer børn og sover hos sin mand hver nat; eller, hvis du ikke gør det, så lad kutter, tonsurer, klostre og det hele fare, eller vid, at du er gejstlig, ikke af en god ånd, men af en ond ånd; Paulus her vælter du ikke. Det er bedre, at du bærer børn i den fælles tro på Kristus, end at du bliver ved med at være jomfru for Djævelen. Paulus står fast her: «I skal ikke dømme jer selv.»

Så bjæffer du imod: «Ja, men Sankt Hieronymus og mange andre har jo rost jomfrudommen højt, og desuden siger Sankt Paulus, at det er bedre at være jomfru end gift, 1 Kor 7,38.» Svar: Hieronymus hid, Hieronymus did; Ambrosius dér, Augustin her; du hører, hvad Gud siger her gennem Sankt Paulus, at ingen skal dømme sig selv eller en anden til at være den bedste; han gælder mere end Sankt Hieronymus, selv om der var lige så mange af ham som sand ved havet og blade i skovene. Sankt Paulus siger nok, at det er bedre at være kysk end gift, men ikke for Gud; ellers ville han tale imod sig selv på dette sted. For det er sandt: Den, der lever kyskt, er friere og kan bedre tage vare på evangeliet end den, der er gift. Og således har Sankt Paulus rost kyskheden for evangeliets skyld, som han selv bekender i 1 Kor 7,34: «En jomfru og en enke tænker på det, der angår Gud.»

Således roser også Kristus i Matt 19,12 dem, der har gjort sig selv til eunukker, ikke for at være eunukker, men for Himmerigets skyld, det vil sige for evangeliets skyld. Men nu farer de til; og skønt ingen har mindre med evangeliet at gøre end de gejstlige, vil de dog være af en bedre stand end de andre og påtager sig kyskheden for deres egen værdigheds og højheds skyld, ikke for nyttens skyld. Ligesom hvis jeg sagde: «Det er bedre, at du lærer et håndværk, end at du bliver tjenestekarl.» Hvorfor? Ikke fordi den stand er bedre for Gud, men fordi den har færre hindringer. Således priser også Sankt Paulus jomfrudommen og kyskheden, og dog kun hos dem, der har lyst dertil af Guds nåde.

Men nu ser ingen efter, om det er til hinder eller til fremme; men enhver plumper ind og ser kun på, hvor høj, værdig og stor kyskheden er; og det med så megen møje, fare, ulyst, uvilje og urenhed, at ingen klage kan være stor nok over den jammer; og dog vil de være bedre end andre folk og har dermed gjort ægtestanden foragtet, så den bliver anset for et urent, skammeligt liv. Derfor giver Gud dem det til løn, at deres kyskhed besudler skjorte, seng og kjole med uudslukkeligt flåd eller brand, så der sandelig ikke findes større eller urenere ukyskhed end hos denne uordentlige, fangne, uvillige og umulige kyskhed.

Det skjulte i mørket og hjerternes råd.

Grunden til alt dette giver Paulus i det, han siger: Det, der er skjult i mørket, og hjerternes råd er endnu ikke bragt for lyset. Derfor, da Gud dømmer efter dem, og vi ikke kan kende dem, skal vi lade standene og gerningerne være udømte og uadskilte; en jomfru skal ikke sætte sin jomfrudom frem for hustruens, paven skal også underordne sin stand under bondedrengens, og ingen skal formaste sig til at mene, at hans egen eller en andens stand er bedre for Gud end den andens stand og væsen.

Og enhver skal frit holde sig til og vælge den stand, han synes om, så det alt sammen kan være lige, indtil Herren kommer. Men hvis det skulle gå sådan, hvor ville de hellige fædre og gejstlige herrer så få føde fra? de, som ikke er vant til arbejde og har deres næring deraf, at den menige mand farer vild og skiller deres stand ud og dømmer den som den bedste, i tillid til, at han skal nyde godt af den, fordi hans egen stand intet er. Deraf flyder da sådanne stiftelser og gaver til klostre, kapeller, kirker og især til de dovne, kære buge og ædedolke. Det ville alt sammen gå tabt og forfalde, hvis denne Sankt Paulus' lære kom op.

Det skjulte i mørket og hjerternes råd kalder Paulus de to stykker, som man almindeligvis, om end uklart, kalder vilje og fornuft. For mennesket har disse to stykker i sit inderste: det ene, at det elsker, vil, begærer og har lyst til noget; det andet, at det forstår, erkender, dømmer og bedømmer. Jeg vil nu kalde dem hensigt og tanker. Nu er menneskets hensigt og søgen så dyb og bedragerisk, at ingen kan se til bunds i den, og ingen helgen har erkendt den tilstrækkeligt; som der står i Jer 17,9–10: «Menneskets hjerte er ondt og uransageligt; hvem kan ransage det? Jeg, Herren, som ransager nyrer og hjerte.» Og David i Sl 32,2: «Salig er det menneske, i hvis ånd der ikke er svig.»

Deraf kommer det, at mange er fromme og gør store gerninger, men der er en søgen eller hensigt i det, hvormed de søger deres egen nytte, uden at de nogensinde opdager det; de tjener ikke Gud rent for Guds skyld, men for æres, gods', himlens eller helvedes pines skyld. Og denne falske hensigt kan ingen få øje på, medmindre Gud øver mennesket med mange og svære anfægtelser. Derfor kalder Sankt Paulus her en sådan hensigt «noget skjult i mørket» og giver den et så rammende navn, at den ikke kunne nævnes bedre. Den er ikke bare skjult, men også i mørket, det vil sige i det inderste, hvor mennesket ikke selv ser, men alene Gud.

Se, denne farlige, mørke hensigt og vores hjertes grund gør, at vi må underordne os under hinanden og ikke kan ophøje eller veje nogen gerning eller stand mod den anden. For denne hensigt er hele vægten og dommen over alle gerninger, stande, væsen og liv, som Salomo siger i Ordsp 16,2: «Gud er vejermester over ånderne.» Da nu en hustru kan have noget godt skjult i sit mørke, og en jomfru noget ondt, så er det aldeles forkert og ukristeligt, hvis jeg ville dømme en jomfru over en hustru på grund af kyskheden, som er en ydre ting. Ligesom hvis jeg ville veje æg på en vægt og kun vejede dem efter skallerne og lod blommen og hviden ude.

Hvor nu en sådan hensigt er falsk eller god, dér er også tankerne derefter. For hvad og hvordan mennesket har i sinde eller søger, sådan tragter, rådslår og tænker det også. Det kalder Paulus her hjerternes råd, det vil sige de tanker, det går og tumler med for at nå sin hensigt og søgen. Disse to rammer Maria i sin lovsang således (Luk 1,51): «Han har adspredt de hovmodige i deres hjertes hensigt eller sind.» Dér betegner hun med «hensigt» deres skjulte i mørket, det vil sige deres søgen, og med «hjerte» deres råd og tragten.

Ligeledes nævner Moses dem i 1 Mos 6,5 således: «Al hensigt og alle tanker i menneskets hjerte er tomme og onde altid.» Og Kristus advarer os i Matt 6,22–23 flittigt mod den samme falske hensigt og siger: «Øjet er legemets lys. Er nu dit øje enfoldigt, så er hele dit legeme lyst; men er dit øje ikke godt, så er også hele legemet mørkt. Se derfor til, at lyset i dig ikke er mørke. For når lyset er mørke, hvor stort vil så mørket selv være?» Det er alt sammen sagt om den skjulte handel i mørket, som der overhovedet ikke kan rådes bod på uden ved at fortvivle over vores gerninger og ved en stærk tro på Guds rene nåde; og dertil er intet nyttigere end mange og stærke lidelser med alle slags ulykker; dér lærer mennesket nogenlunde at kende sig selv, ellers er det fortabt. Nu følger evangeliet.