📚 Om alle folkeslags kaldelse · Prosper af Aquitanien, ca. 450
Bog 2, kapitel 18: I de tidligere tider var Kristi nåde skjult for folkene, men ikke for profeterne
📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold
Var denne hemmelighed da også ukendt for profeterne? Vidste de, som Helligånden talte igennem, ikke selv, hvad de forkyndte? Sådan mener jeg bestemt ikke, at det skal forstås. Hemmeligheden var derimod skjult for folkene selv, og Herren åbenbarede den, når han ville, og for hvem han ville. For om kaldelsen af hedningefolkene, som ikke var Guds folk, og som han tidligere ikke forbarmede sig over, men nu forbarmer sig over, siges der sådan i Femte Mosebog: «Herren så det og blev nidkær og vred, fordi hans sønner og døtre vakte hans vrede, og han sagde: Jeg vil vende mit ansigt bort fra dem og vise, hvad der skal ske til sidst, for de er en forvendt slægt, børn, som der ikke er tro i. De har gjort mig nidkær med det, som ikke er Gud, de har vakt min vrede med deres afguder; og jeg vil gøre dem nidkære på dem, som ikke var et folk, med et uforstandigt folk vil jeg vække deres vrede» (5 Mos 32,19–21). Og David forudsang i sin sang, at alle folkene skulle tilbede Gud: «Alle folkene, som du har skabt, skal komme og tilbede for dit ansigt, Herre, og ære dit navn» (Sl 86,9). Og igen siger han: «Alle jordens konger skal tilbede ham, alle folkene skal tjene ham» (Sl 72,11). Og igen: «I ham skal alle jordens stammer velsignes, alle folkene skal prise ham» (Sl 72,17). Også Esajas forkynder noget lignende og siger: «For i de sidste dage skal Herrens bjerg være synligt og Guds hus stå på bjergenes top; det skal løftes op over højene, og alle folkene skal komme til det» (Es 2,2). Og igen siger han: «Herren Sebaot skal gøre det for alle folkene på dette bjerg: De skal drikke vin med glæde, de skal salves med salve på dette bjerg; alt dette skal han give folkene, for dette er rådslutningen over alle folkene» (Es 25,6–7 efter Septuaginta). Og igen: «Herren skal åbenbare sin hellige arm for øjnene af alle folkene, og alle jordens folk skal se den frelse, som kommer fra Herren» (Es 52,10). Og igen: «Se, fremmede skal komme til dig ved mig og søge tilflugt hos dig» (Es 54,15 efter Septuaginta). Og længere fremme: «Folk, som ikke kendte dig, skal påkalde dig, og folkeslag, som ikke kender dig, skal søge tilflugt hos dig» (Es 55,5 efter Septuaginta). Også Hoseas profeterer noget lignende og siger: «Og det skal ske, at på det sted, hvor der blev sagt til dem: I er ikke mit folk, dér skal de kaldes den levende Guds sønner, og Judas sønner og Israels sønner skal samles som ét» (Hos 2,1–2). Og igen: «Jeg vil forbarme mig over hende, som ikke var elsket, og jeg vil sige til det, som ikke var mit folk: Du er mit folk; og det skal sige: Du er min Gud» (Hos 2,25).
Men i apostlenes tid, da de, som fra omskærelsen var kommet til tro på Kristus, mente, at de, som var hedninger og blev kaldt forhuden, ikke kunne få del i retfærdiggørelsens nåde, lærer den salige apostel Peter, hvor lidt Gud gør forskel på de to folk, når de begge samles i troens enhed. «Da jeg begyndte at tale,» siger han, «kom Helligånden over dem, sådan som den kom over os i begyndelsen. Så huskede jeg Herrens ord, at han havde sagt: Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden. Når Gud altså gav dem den samme nåde som os, der er kommet til tro på Herren Jesus Kristus, hvem var jeg så, at jeg skulle kunne hindre Gud?» Da de hørte det, faldt de til ro og priste Gud og sagde: «Så har Gud også givet hedningerne omvendelsen, der fører til liv!» (ApG 11,15–18). Også apostlen Jakob taler om denne kaldelse af hedningefolkene (ApG 15,13–18): «Brødre, hør på mig! Simon har fortalt, hvordan Gud allerede fra begyndelsen tog sig af hedningerne for at tage et folk ud af dem til sit navn. Det stemmer med profeternes ord, som der står skrevet (Am 9,11–12): Derefter vil jeg vende tilbage og genopbygge Davids faldne hytte; ruinerne vil jeg bygge op igen og rejse den på ny, for at resten af menneskene skal søge Herren, og alle folkene, som mit navn er nævnt over, siger Herren, som gør dette; fra evighed har Herren kendt sit værk.» Også Simeon, som havde fået det svar fra Helligånden, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens Salvede, sagde dette om frelsen for alle folkene, som blev åbenbaret i Kristus: «Nu lader du din tjener gå bort, Herre, i fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folkeslagene, et lys til åbenbaring for hedningerne og en herlighed for dit folk Israel» (Luk 2,29–32). Med disse og andre vidnesbyrd fra Skriften påvises det uden tvivl, at denne overmåde rige, mægtige og velvillige nåde, hvorved alle folkene i verdens sidste tid kaldes ind i Kristi rige, i de tidligere tider var skjult i Guds hemmelige rådslutning.
Om alle folkeslags kaldelse (Prosper af Aquitanien, ca. 450) er oversat fra latin til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: De vocatione omnium gentium, latinsk tekst efter Migne, Patrologia Latina 51 (public domain), rettet for OCR-fejl. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.