Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Kristi gerning

Kristi fornedrelse og ophøjelse

Kristi fornedrelse er, at han efter sin menneskelige natur i kødets dage gav afkald på den fulde brug af den guddommelige majestæt, der var meddelt den; ophøjelsen er, at han efter den samme natur fuldt ud bruger den.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Skriften viser Kristus i to stande, det vil sige tilstande. I fornedrelsens stand, fra undfangelsen til graven, lever han som et ringe menneske: han er fattig, træt og uvidende om den yderste dag, han lider og dør. I ophøjelsens stand rejser han sig fra de døde, farer til himmels og sidder ved Guds højre hånd, og han skal komme igen i herlighed. Lærestedet er Fil 2,5–11: Kristus gav afkald på sig selv, tog en tjeners skikkelse på og blev lydig til døden på et kors; derfor har Gud højt ophøjet ham.

Konkordieformlen forklarer, at Kristus havde den guddommelige majestæt allerede fra undfangelsen i kraft af den personlige forening, det vil sige foreningen af Gud og menneske i én person. Men i fornedrelsen afstod han fra at bruge den fuldt ud og brugte den kun, når han ville, som i Kana og i Getsemane, hvor skaren faldt til jorden. Fornedrelsen og ophøjelsen gælder hans menneskelige natur, ikke guddommen, som ikke kan forandres. Fornedrelsen er heller ikke det samme som menneskevordelsen, for ved ophøjelsen lagde han tjenerskikkelsen af, men ikke den menneskelige natur; den beholder han i evighed. Den lutherske kirke regner nedfarten til helvede for ophøjelsens første trin.

Pieper fremhæver, at Kristus for sit embedes skyld gav afkald på brugen af sin herlighed: han skulle være under loven, lide og dø i vores sted. «Ingen tager det fra mig», siger han om sit liv (Joh 10,18). Han døde, fordi han ikke brugte den magt, der boede i ham. For troen er det en trøst, som Urbanus Rhegius siger, at han kom i en tjeners skikkelse og ikke som en herre med magt, for så kan selv den største synder håbe på nåde hos ham. Og den samme Kristus, der var så ringe, har nu også som menneske al magt i himlen og på jorden.

Skriften

  • Fil 2,5–11 – Lærestedet: Kristus, som var i Guds skikkelse, gav afkald på sig selv og tog tjenerskikkelse på; derfor har Gud højt ophøjet ham.
  • Gal 4,4–5 – Sønnen blev født af en kvinde og stillet under loven for at løskøbe dem, der var under loven; fornedrelsen tjener forløsningen.
  • 2 Kor 8,9 – Han, som var rig, blev fattig for vores skyld; den ene og samme person ejer alt og er dog fattig.
  • Joh 10,17–18 – Ingen tager livet fra ham; han sætter det selv til. Han døde, fordi han ikke brugte sin magt.
  • Joh 18,4–6 – Ved tilfangetagelsen slår han skaren til jorden med ét ord og lader sig så binde: et frivilligt afkald, ikke magtesløshed.
  • Luk 2,52 – Jesus tiltog i visdom; i fornedrelsen var hans menneskelige udvikling ægte, fordi han ikke brugte den meddelte alvidenhed fuldt ud.
  • Luk 24,26 – Kristus måtte lide og så gå ind til sin herlighed; Skriften stiller selv de to stande op efter hinanden.
  • Ef 1,20–23 – Gud satte ham ved sin højre hånd over al magt og lagde alt under hans fødder; ophøjelsen gælder også hans menneskelige natur.

Bekendelsen

  • Konkordieformlen, Ep VIII: Kristus har altid haft majestæten i kraft af den personlige forening, men i fornedrelsen afstod han fra den fulde brug og voksede derfor i sandhed i visdom. Efter opstandelsen lagde han tjenerskikkelsen, ikke naturen, fra sig, og nu ved og formår han alt, også som menneske.
    «Denne majestæt har han altid haft i kraft af den personlige forening, og dog har han i sin fornedrelses stand afstået fra at bruge den fuldt ud.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD VIII: Også i fornedrelsen åbenbarede Kristus sin majestæt, når og hvordan han ville: i Kana, som tolvårig i templet, i haven og selv i døden. Det kunne den menneskelige natur ikke alene have formået uden den personlige forening.
    «han døde ikke blot som et andet menneske, men med og i sin død overvandt han synden, døden, Djævelen, helvede og den evige fordømmelse.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD VIII: Ophøjelsen består i, at Kristus efter den antagne menneskelige natur er indsat i den fulde besiddelse og brug af den guddommelige majestæt. Han har lagt tjenerskikkelsen af, men ikke den menneskelige natur.
    «Han har helt og aldeles lagt tjenerskikkelsen fra sig, men har alligevel ikke lagt den menneskelige natur af; den beholder han i evighed.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: 2. passionsprædiken (Matt 26,47–50): Da skaren i Getsemane faldt til jorden ved Jesu ord, lod han ifølge Luther en guddommelig kraft se. Den skulle vise disciplene, at han ikke blev fanget af afmagt, men frivilligt gav sig i døden.
    «Hvis Herren ikke frivilligt ville give sig i døden, så kunne han nok selv beskytte sig og værge sig mod sine fjender og behøvede ikke andre folks hjælp eller beskyttelse» Læs teksten
  • Rhegius, Samtale med sin hustru om Emmausprædikenen: Urbanus Rhegius ser trøsten i, at Guds Søn kom i tjenerskikkelse, bar vores synder og betalte det, vi skulle have betalt. Paulus prædiker derfor først den korsfæstede og derefter den herlighed, han blev ophøjet til.
    «Var han kommet som en herre med stor magt og herlighed, hvor skulle vi fattige syndere så have kunnet bestå for hans ansigt?» Læs teksten
  • Krauth, Den konservative reformation, afh. X: Forskellen på Kristus på jorden og i herligheden lå ikke i, hvad han havde eller kunne, men i, hvad han frivilligt brugte. I almindelighed gav han afkald på at bruge sine kræfter, men til tider åbenbarede han herligheden, fx i forklarelsen og i undergerningerne.
    «Forskellen på vor Herre på jorden og i herligheden lå ikke i, hvad han i sig selv havde, eller i, hvad han havde evne til at gøre, men i, hvad han frivilligt brugte eller valgte at give afkald på.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 12: Fornedrelsen og menneskevordelsen begyndte samtidig, men menneskevordelsen er blivende, og fornedrelsen var midlertidig. Det var måden, Guds Søn blev menneske på, der var en fornedrelse; fornedrelsen er en stand hos det kødblevne Ord.
    «Menneskevordelsen rummer i sig selv ganske vist en nedladelse, men ingen fornedrelse.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Kristi fornedrelse og ophøjelse: Guds Søn gik ind i den menneskelige natur uden at give afkald på noget af sin guddom. Fornedrelsen er derfor ikke et tab, men et afkald på brugen, afgrænset af forløserembedet: at være under loven og lide og dø i menneskenes sted.
    «Derfor består Kristi fornedrelse i, at Kristus under sit jordeliv gav afkald på brugen af den guddommelige herlighed, som var meddelt hans menneskelige natur, i det omfang hans forløserembede krævede dette afkald» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Kristi fornedrelse og ophøjelse: Skriften taler om Kristus i to rækker af udsagn: han ejer alt, og han er fattig og svag. Skriften forener dem selv: Kristus døde, fordi han ikke brugte sin magt (Joh 10,18). Hvor embedet krævede det, brugte han sin herlighed, fx i sine undere.
    «Således gik det altså til, at Kristus døde: han brugte ikke den magt, der boede i ham.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Kristi fornedrelse og ophøjelse: Ud fra Fil 2 viser Pieper, at Kristus ikke lagde sin guddom af i fornedrelsen. Han måtte netop være Gud for at kunne lide og dø i menneskenes sted og ved døden overvinde døden.
    «Han kunne ikke undvære sin guddom i ringhedens stand. Han måtte hænge sin guddoms fulde vægt på det, at han var underlagt, og på sin lidelse og død, som Skriften vidner.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Reformert og romersk-katolsk lære. Ud fra grundsætningen «det endelige kan ikke rumme det uendelige» nægter de, at den guddommelige majestæt kan meddeles den menneskelige natur. Fornedrelsen bliver da fx antagelsen af den menneskelige natur eller den store vanære og lidelse, blot ikke afkald på brugen af majestæten, og ophøjelsen bliver meget store, men endelige gaver. Pieper kalder det skriftstridigt og henviser til Fil 2,9–11, Matt 28,18 og Ef 1,20–23.
  • De moderne kenotikere (Thomasius m.fl.). For at sikre Kristi menneskelige udvikling lader de Guds Søn aflægge de egenskaber, der virker på verden, eller endog hans guddommelige jeg. Pieper svarer, at Skriften tillægger Kristus netop dette jeg og denne magt i jordelivet (Joh 8,58; 5,17).
  • Den kryptisk-kenotiske strid (Tübingen og Giessen, 1619–27). Begge lutherske parter holdt fast ved, at Kristus i fornedrelsen ejede den meddelte majestæt; striden gjaldt brugen, især verdensstyrelsen. Tübingerne lærte, at han også som menneske styrede hele verden i det skjulte, mens giessenerne ville holde den menneskelige natur udenfor. Pieper finder fejlgreb til begge sider: Kristus var også som menneske nærværende hos skabningerne, men styrede ikke verden med fuld brug af majestæten.
  • Kristus mistede magten efter sin guddom. Konkordieformlen fordømmer den lære, at Kristus ved opstandelsen fik al magt «restitueret» efter den guddommelige natur, som om han havde aflagt den i fornedrelsen. Det baner vejen for det arianske kætteri og fornægter Kristi evige guddom.

Hænger sammen med

  • Egenskabernes meddelelse – Det fælles led er den guddommelige majestæt, som Kristi menneskelige natur fik i den personlige forening. Ifølge Konkordieformlen havde han den allerede fra undfangelsen, men i fornedrelsen holdt han den skjult og brugte den kun, når han ville. Uden læren om egenskabernes meddelelse kan man ikke sige, hvad han gav afkald på i fornedrelsen, og hvad han i ophøjelsen tager fuldt i brug.
  • Menneskevordelsen og jomfrufødslen – Fornedrelsen og menneskevordelsen begyndte samtidig, men de er ikke det samme. Jacobs forklarer, at menneskevordelsen er blivende, mens fornedrelsen var midlertidig: Guds Søn forblev menneske, også da fornedrelsen var forbi. Det ringe lå i den måde, han blev menneske på. Derfor forudsætter fornedrelsen menneskevordelsen, og ophøjelsen tager ikke den menneskelige natur fra ham.
  • Kristi aktive og passive lydighed – Fornedrelsen havde et formål. Pieper forklarer, at Kristus gav afkald på brugen af sin herlighed, i det omfang hans embede krævede det: han skulle være under loven og lide og dø i menneskenes sted (Gal 4,4–5; 3,13). Kristi lydighed, både når han holdt loven, og når han bar dens forbandelse, er altså netop det, han udførte i fornedrelsens stand.
  • Nedfaren til dødsriget – Spørgsmålet er, hvor nedfarten til helvede hører hjemme på Kristi vej. Jacobs siger, at den reformerte kirke regner den til fornedrelsen, mens den lutherske kirke regner den for ophøjelsens første trin. Grunden er, at Kristus ifølge 1 Pet 3,18–19 gik hen og forkyndte for ånderne, efter at han var gjort levende, altså efter at sjæl og legeme var forenet igen. Nedfarten er derfor ikke lidelse, men sejr.
  • Himmelfarten og sædet ved Faderens højre hånd – Ophøjelsen betyder, at Kristus også som menneske fuldt ud bruger den guddommelige magt. Det ses tydeligst, når han sætter sig ved Guds højre hånd. Pieper forklarer, at det ikke er en æresplads til hvile, men et herskersæde med ubegrænset guddommelig magt, som han efter lidelse og død har fået også som menneske. Derfor er himmelfarten og sædet ved højre hånd ophøjelsens højdepunkt.
  • Kristi tredobbelte embede – Kristus udøver sit embede som profet, præst og konge i begge stande, men på forskellig måde. Pieper viser det ved præsteembedet: I fornedrelsen bragte Kristus sig selv som offer én gang for alle. I ophøjelsen gentager han ikke offeret, men går i forbøn for de forløste, så de får del i den frelse, han allerede har vundet.
  • Skriftens inspiration – Det fælles led er Guds nedladelse. Til indvendingen om Bibelens forskellige stilarter svarer Pieper, at Helligånden brugte hver skribents egen stil. Han sammenligner det med Kristus i fornedrelsens stand, der ikke gik omkring i guddommelig herlighed, men blev fundet som et menneske (Fil 2,7). Sådan taler Gud menneskeligt i Skriften uden at holde op med at være den, der taler.
  • De to naturer og den personlige forening – Fordi den menneskelige natur er forenet med Guds Søn, havde den del i hans majestæt fra undfangelsen. Pieper citerer Konkordieformlen: Kristus havde denne majestæt allerede i moders liv, men gav afkald på den, holdt den skjult i fornedrelsens stand og brugte den kun, når han ville. Fornedrelse og ophøjelse handler altså om brugen af det, foreningen gav.
  • De dødes opstandelse – Det fælles led er Kristi egen opstandelse, som hører til hans ophøjelse. Rhegius trøster med Paulus’ ord om, at Kristus er opstået som førstegrøden af dem, der sover, og at alle skal gøres levende i Kristus, «enhver i sin egen orden» (1 Kor 15,20–23). Kristus er hovedet, og hovedet lader ikke sine lemmer blive tilbage; hans opstandelse er pantet på vores.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).