Joh 20,19–31

Teksten i sammenhæng

Teksten står i Johannesevangeliets opstandelseskapitel lige efter beretningen om den tomme grav og Jesu møde med Maria Magdalene (20,1–18). Det er påskedag om aftenen, «den første dag i ugen». Disciplene sidder bag lukkede døre af frygt, og Maria Magdalenes budskab har ikke fået dem ud. Da kommer den opstandne Jesus selv, står midt iblandt dem, hilser dem med fred, viser dem sine sår og sender dem ud med Helligånden og magten til at forlade og fastholde synder. Thomas er ikke med og nægter at tro de andres vidnesbyrd. Otte dage senere, altså søndagen efter, kommer Jesus igen og møder netop Thomas, der bekender: «Min Herre og min Gud!» Johannes slutter med at sige, hvorfor bogen er skrevet: for at vi skal tro og have livet i Jesu navn (20,30–31). I kirkeåret er teksten evangelium på 1. søndag efter påske i 1. tekstrække. Sådan var det også i den gamle tekstrække, så Luthers første prædiken i Huspostillen ligger på samme dag; hans prædiken om Thomas (20,24–31) hører til Sankt Thomas’ dag.

Opbygning

1. 20,19 Påskeaften: Jesus står midt iblandt de bange disciple
2. 20,21 Udsendelsen: Helligånden og magten til at forlade synder
3. 20,24 Thomas tvivler: «Hvis ikke jeg får set …»
4. 20,26 Otte dage efter: «Vær ikke vantro, men troende!»
5. 20,28 Bekendelsen og saligprisningen
6. 20,30 Evangeliets formål: at I skal tro og have livet

Græske nøgleord

• εἰρήνη (G1515, v. 20,19) – εἰρήνη, fred. «Fred være med jer» (Εἰρήνη ὑμῖν) var den almindelige jødiske hilsen, shalom. Men i den opstandnes mund er den mere end et goddag: Han har lovet disciplene sin fred (14,27; 16,33), og nu giver han den, efter at han har vist dem sårene. Han siger det tre gange (20,19.21.26). Freden er det, han har vundet på korset: Gud er forsonet, og samvittigheden kan få ro.
• ἀποστέλλω (G649, v. 20,21) – ἀποστέλλω, udsende. Perfektum ἀπέσταλκεν: Faderen har sendt Sønnen, og sendelsen står stadig ved magt. Ved siden af står πέμπω i præsens, «sender jeg jer». De to verber bruges næsten ens hos Johannes. Pointen ligger i «ligesom … således»: Disciplene sendes med det samme ærinde og den samme fuldmagt som Jesus selv, ikke med en ny lære.
• ἐμφυσάω (G1720, v. 20,22) – ἐμφυσάω, ånde på, blæse ind i. Ordet forekommer kun her i NT. I den græske oversættelse af GT bruges det om Gud, der blæser livsånde i mennesket (1 Mos 2,7), og om Ånden, der giver de døde ben liv (Ez 37,9). Handlingen er et synligt tegn knyttet til ordet «Modtag Helligånden»: Den opstandne giver ny skabelse og liv ved sin Ånd.
• ἀφίημι (G863, v. 20,23) – ἀφίημι, forlade, tilgive, lade gå. Konjunktiv ἀφῆτε, «hvis I tilgiver», og passiv ἀφίενται, «bliver de tilgivet». Passiven udtrykker, at det er Gud, der tilgiver: Det, disciplene siger på jorden i Jesu navn, gælder for Gud. Ordet bruges om at eftergive en gæld (Matt 18,27). Synden lades gå, så den ikke længere står imellem Gud og synderen.
• κρατέω (G2902, v. 20,23) – κρατέω, holde fast, fastholde. Modsætningen til at forlade: Synden bliver holdt fast på synderen. Perfektum κεκράτηνται betyder, at den er og forbliver fastholdt. Den Frie Bibel gengiver «afviser at tilgive». Luther og den lutherske bekendelse kalder det «at binde»: Synden fastholdes for de ubodfærdige, som ikke vil kendes ved den eller slippe den.
• ἄπιστος (G571, v. 20,27) – ἄπιστος, vantro, uden tro. Jesus siger μὴ γίνου ἄπιστος ἀλλὰ πιστός, med præsens imperativ af «blive»: «Vær ikke vantro, men troende», dvs. lad være med at blive i vantroen. Han skælder ikke Thomas ud, men kalder ham ud af vantroen ved at give ham det, han bad om. Modstykket πιστός betyder her den, der tror og stoler på ham.
• πιστεύω (G4100, v. 20,31) – πιστεύω, tro. Verset har ordet to gange: ἵνα πιστεύσητε, «for at I skal tro», og πιστεύοντες, «når I tror», i præsens: en tro, der varer ved. Troens indhold er bestemt, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og dens frugt er livet i hans navn. Troen hviler på det skrevne vidnesbyrd, ikke på at se.

Eksegetiske noter

• v. 20,19 «Den første dag i ugen» (μιᾷ τῶν σαββάτων) knytter mødet til opstandelsesdagen (20,1). Næste møde sker «otte dage efter» (20,26), efter jødisk regning den følgende søndag. Senere samles de kristne netop på ugens første dag (ApG 20,7; 1 Kor 16,2). Dørene er lukkede «af frygt for jøderne», det vil sige for de jødiske ledere; Jesus kommer alligevel ind. Hans opstandne legeme er virkeligt, med sår, men ikke bundet af lukkede døre.
• v. 20,22–23 Johannes fortæller her om, at disciplene får Ånden, mens Lukas fortæller om pinsedagen (ApG 2). Udlæggerne har forstået det forskelligt: som en første gave til embedet, som det løfte, pinsen opfylder, eller som Johannes’ måde at fortælle det samme på. Teksten selv knytter Ånden sammen med sendelsen og med tilgivelsen: Ånden gives til den tjeneste at forlade synder. Ordet om at binde og løse findes også i Matt 16,19 og 18,18.
• v. 20,23 Tekstkritik: RP har præsens ἀφίενται, «bliver tilgivet», mens den kritiske tekst (NA28) har perfektum ἀφέωνται, «er tilgivet». Meningen er den samme: Når synden forlades i Jesu navn, gælder det for Gud. Oversættelserne veksler mellem «forlade» (1907, Luther) og «tilgive» (DFB, 1992). DFB’s «afviser at tilgive» for κρατέω er en fri gengivelse; ordret står der «fastholde».
• v. 20,28 Thomas’ bekendelse er evangeliets højdepunkt: Kristus kaldes «Herre» og «Gud» (ὁ κύριός μου καὶ ὁ θεός μου). Nominativ med artikel bruges her som tiltale. Den svarer til prologen: «Ordet var Gud» (1,1; jf. 1,18). Ordparret minder om Sl 35,23, hvor det er bøn til Gud selv. Jesus irettesætter ikke Thomas, men tager imod tilbedelsen. Bekendelsen er et af de klareste NT-steder om Kristi guddom.
• v. 20,29 Jesu første sætning kan læses som udsagn («Fordi du har set mig, har du troet») eller som spørgsmål («Har du troet, fordi du har set mig?»); græsk har ingen tegnsætning i de ældste håndskrifter. Saligprisningen er den sidste i evangeliet og gælder alle senere generationer, der tror ud fra apostlenes ord uden at se (jf. 17,20; 1 Pet 1,8).
• v. 20,30–31 Her runder Johannes bogen af; kapitel 21 følger som en efterskrift. Johannes siger, at han har valgt ud blandt mange tegn. Tekstkritik: Nogle håndskrifter har πιστεύητε (præsens, «blive ved med at tro»), andre πιστεύσητε (aorist, «komme til tro»), som RP. Det første passer på læsere, der allerede tror, det sidste på dem, der skal vindes. Begge dele er sande om evangeliets formål.

Lov og evangelium

Loven: Loven møder os i de lukkede døre. Disciplene havde hørt Jesu løfter og Maria Magdalenes budskab, men de sidder i frygt, som om han stadig lå i graven. Thomas siger det højt: «Hvis ikke jeg får set … vil jeg ikke tro det.» Han kræver, at Gud skal bevise sig på hans betingelser, og han regner de andres vidnesbyrd for snak. Sådan er vores hjerte også: Vi vil se før vi tror, og vi lukker os inde med vores angst og skyld. Ordet om at fastholde synder viser alvoren: Den, der ikke vil kendes ved sin synd, men bliver i den, har den fastholdt for Gud.

Evangeliet: Evangeliet er, at Jesus kommer ind gennem de lukkede døre. Han kommer ikke med bebrejdelser, men siger: «Fred være med jer!» og viser de sår, han fik for vores synder. Freden er købt med hans død. Han lader det ikke blive ved et minde: Han giver Helligånden og lægger syndernes forladelse i disciplenes mund, så den, der hører tilgivelsen i hans navn, kan være vis på, at den gælder i himlen. Thomas bliver ikke kasseret, men opsøgt. Og det er skrevet til os, som ikke har set, men tror: Ved troen har vi livet i hans navn.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 1. søndag efter påske: Udsendelsen i 20,21–23 er indstiftelsen af prædikeembedet. Embedet har ikke verdslig magt, men regerer alene over synden: Det trøster de knuste med tilgivelsen og binder de ubodfærdige.
  «at man skal prædike evangeliet om Kristus og forlade de knuste, frygtsomme samvittigheder deres synd, men fastholde synden for de ubodfærdige og sikre og binde dem.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 1. søndag efter påske: Luther lægger vægt på vished: Når sognepræsten eller i nødsfald en anden kristen tilsiger dig tilgivelsen i Kristi navn, er det lige så sikkert, som hvis Kristus selv sagde det.
  «så er det helt sikkert sandt og kan lige så lidt slå fejl, som hvis Kristus selv havde lovet dig det eller havde ladet en engel fra himlen love dig det.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Sankt Thomas’ dag: Kristus lader ikke den vantro Thomas blive siddende, men opsøger ham som hyrden det fortabte får. Hilsenen «Fred være med jer» gælder også Thomas, så han ikke skal tro, at Jesus er kommet for at straffe ham.
  «Nej, kære Thomas, fred være også med dig; frygt ikke, jeg er ikke vred på dig, og heller ikke på dem, der er som du.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordiebogen, Den lille Katekismus: Om nøglernes embede og om skriftemålet: Katekismen bruger Joh 20,22–23 som et af de to skriftsteder om nøglernes embede: Kristus har givet sin kirke magt til at forlade og fastholde synder.
  «Og til alle disciplene siger Herren: «Modtag Helligånden! Hvis I tilgiver nogen deres synder, er de tilgivet; og hvis I fastholder dem for nogen, er de fastholdt»» Læs teksten
• Konkordiebogen, Traktaten om pavens magt og overhøjhed: Ud fra Joh 20,21 viser Traktaten, at Kristus gav apostlene åndelig magt, ikke sværdets magt. Embedet består i Ordet, tilgivelsen og sakramenterne.
  «at Kristus kun gav apostlene åndelig magt, det vil sige befalingen om at lære evangeliet, at forkynde syndernes forladelse, at forvalte sakramenterne og at udelukke de ugudelige uden legemlig magt» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Nådemidlerne i form af tilgivelsen: Ud fra Joh 20,23 lærer Pieper, at nøglemagten er givet til alle kristne, ikke kun til præsterne. Tilgivelsen grunder sig ikke på anger eller fyldestgørelse, men alene på Kristi forsoning og Guds befaling.
  «Herefter kan enhver kristen, ja ethvert barn, tilsige tilgivelse lige så gyldigt og virkningsfuldt som en præst, biskop, ærkebiskop» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Nådemidlerne i almindelighed: Med Gerhard bruger Pieper Joh 20,31 til at vise, at det skrevne ord er lige så virksomt som det prædikede: Troen kan komme ved at læse Skriften.
  «Derfor kan troen og den åndelige glæde og følgelig også frelsen også øses af Guds skrevne ord, når det tages i brug ved læsning og eftertanke.» Læs teksten

Prædikenspor

Gennem lukkede døre

Sporet følger teksten. Første trin: De lukkede døre. Disciplene har fået budskabet om opstandelsen, men sidder stadig i frygt. Mange af os kender de lukkede døre: angst, skyld og skuffelse, som vi gemmer os bag. Andet trin: Jesus kommer ind og står midt iblandt dem. Han siger «Fred være med jer» og viser sine sår. Freden er ikke en stemning, men en gave, han har købt med sin død. Tredje trin: Han sender dem ud. Døren, der var lukket af frygt, åbnes af Ånden, og det første, de får med, er syndernes forladelse. Evangeliet er, at han også i dag kommer ind til sin menighed med fred, i Ordet, i tilgivelsen og ved sit bord.

Fred i Jesu navn – tilgivelsen, der gælder i himlen

Et tematisk spor om syndernes forladelse ud fra 20,21–23 og Luthers prædiken. Første trin: Hvad er synd? Ikke småting, vi selv har fundet på, men det, der skiller os fra Gud og anklager samvittigheden. Andet trin: Hvor finder man tilgivelsen? Ikke i egen anger eller gode gerninger, men i Kristi ord, som han har lagt i kirkens mund: i prædikenen, dåben, nadveren og den personlige tilgivelse. Tredje trin: Hvor sikker er den? Lige så sikker som hvis Kristus selv sagde det, fordi han har sendt sine disciple, ligesom Faderen sendte ham. Prædikenen kan munde ud i en opfordring til at bruge skriftemålet og en klar tilsigelse af tilgivelsen.

Thomas – den tvivlende bliver opsøgt

Et sjælesørgerligt spor for dem, der tvivler eller er svage i troen. Første trin: Thomas kan ikke tro. Han har set Jesu undere og hørt hans løfter, men døden har lukket alt. Han kræver beviser, og de andres ord rækker ikke. Andet trin: Jesus kommer igen, for Thomas’ skyld. Han skælder ikke ud, men rækker ham sine sår og siger: «Vær ikke vantro, men troende!» Luther ser her, at Kristus har et medlidende hjerte mod syndere og tvivlere. Tredje trin: «Salige er de som ikke har set og dog tror.» Vi får ikke Thomas’ syn, men vi får det samme ord og de samme sår vist i evangeliet. Det er skrevet, for at vi skal tro og have livet i hans navn.

Lærepunkter i teksten

• Nøglemagten og kirketugten – Den opstandne giver disciplene magt til at forlade og fastholde synder (20,23); det er nøglemagten.
• Skriftemål og tilgivelse – Tilgivelsen tilsiges bestemte personer i Jesu navn og gælder for Gud; Luther og katekismen bygger skriftemålet herpå.
• Prædikeembedet – «Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg jer»: Luther ser her indstiftelsen af prædikeembedet.
• Den frelsende tro – Thomas kaldes fra vantro til tro, og saligprisningen og 20,31 binder troen til det skrevne ord, ikke til at se.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 247 Jesus, som iblandt os står – Påskesalme om den opstandne, der står midt iblandt sin menighed, som i 20,19.
• 248 Med thomaskravet står vi her – Salmen tager Thomas’ krav og tvivl op og passer direkte til 20,24–29.
• 234 Som forårssolen morgenrød – Påsketidens lovsang over den opstandne Frelser.
• 218 Krist stod op af døde – Den gamle påskesalme; påskeglæden følger med ind i søndagen efter påske.
• 55 Ved Jesu navn forlades alle synder – Om syndernes forladelse i Jesu navn, jf. 20,23 og livet i hans navn (20,31).