Studiebibelen

🗺 Lærekortet · De sidste ting

De dødes opstandelse

De dødes opstandelse er den gerning, hvorved Kristus på den yderste dag ved sin almagt og sin røst kalder alle døde frem og giver sjælen netop det legeme igen, den havde, de troende til evigt liv og de ugudelige til fordømmelse.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

De dødes opstandelse er Guds løfte om, at alle døde på den yderste dag skal kaldes frem af gravene med deres egne legemer. Den Augsburgske Bekendelse (art. 17) lærer, at Kristus skal komme for at dømme og opvække alle døde, og Den athanasianske trosbekendelse siger, at alle mennesker skal opstå med deres egne legemer. Ifølge Jacobs er det en «ren artikel», som kun kendes ved åbenbaringen. Fornuften tvivler og spotter, men Kristus siger til saddukæerne, at de hverken kender Skrifterne eller Guds kraft (Matt 22,29). Pieper viser, at læren allerede står i Det Gamle Testamente, og regner den til de grundlæggende lærepunkter, som troen ikke kan bestå uden (2 Tim 2,18).

Opstandelsen er en gerning af Guds almagt, ikke en kraft, der bor i legemet. Pieper og Jacobs fremhæver, at Kristus udfører den også efter sin menneskelige natur: alle i gravene skal høre Menneskesønnens røst (Joh 5,28–29). Alle opstår, troende og vantro, men de ugudelige til dom. Det er det samme legeme, der opstår; Konkordieformlen siger, at netop substansen i vores eget kød skal opstå, men uden synd. De troendes legemer bliver uforgængelige, herlige, fulde af kraft og «åndelige», ikke fordi de bliver til ånd, men fordi de får nye egenskaber og bliver ligedannede med Kristi forherligede legeme (1 Kor 15,42–44; Fil 3,21).

Derfor er læren en trøst ved grav og dødsleje. Luther siger i Huspostillen, at Kristus vil vække de troende op, ikke til dette timelige liv, men til det evige liv. Rhegius knytter vores opstandelse uadskilleligt til Kristi: Kristus er hovedet, og hovedet lader ikke sine lemmer blive tilbage.

Skriften

  • Joh 5,28–29 – Alle i gravene skal høre Menneskesønnens røst og gå ud, nogle til liv, andre til fordømmelse.
  • Matt 22,29–32 – Kristus viser saddukæerne, at opstandelsen læres allerede i 2 Mos 3,6: Gud er ikke dødes, men levendes Gud.
  • ApG 24,15 – Der skal komme en opstandelse af både retfærdige og uretfærdige; også de vantro opstår.
  • 1 Kor 15,20–22 – Kristus er førstegrøden af de hensovede; ved et menneske kommer de dødes opstandelse.
  • 1 Kor 15,42–44 – Legemet sås i forgængelighed, vanære og svaghed, men oprejses uforgængeligt, herligt, i kraft og åndeligt.
  • Fil 3,21 – Kristus forvandler vores fornedrede legeme til samme skikkelse som hans forherligede legeme.
  • Job 19,25–27 – Konkordieformlen (Ep I): vores egen natur skal opstå uden synd; Job skal se Gud i sit eget kød.
  • 2 Tim 2,17–18 – At sige, at opstandelsen allerede har fundet sted, er at komme bort fra sandheden og ødelægge troen.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 17: Bekendelsen lærer, at Kristus på den yderste dag skal komme for at dømme og opvække alle døde, give de troende evigt liv og fordømme de ugudelige og djævlene.
    «vores Herre Jesus Kristus skal komme på den yderste dag for at dømme og opvække alle døde» Læs teksten
  • Den athanasianske trosbekendelse: Den oldkirkelige bekendelse siger, at alle mennesker, ikke kun de troende, skal opstå ved Kristi komme, og det med deres egne legemer.
    «Og når han kommer, skal alle mennesker opstå med deres egne legemer» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD I: I striden om arvesynden henviser Konkordieformlen til opstandelsen: det er netop vores eget køds substans, der opstår, men uden synd. Derfor kan synden ikke være selve menneskets natur.
    «Skriften i artiklen om opstandelsen om, at netop substansen i vores eget kød skal opstå, men uden synd» Læs teksten
  • Luthers Store Katekismus, troens tredje artikel: Luther forbinder kødets opstandelse med Helligåndens gerning: den hellighed, der er begyndt her, fuldendes, når kødet er begravet og opstår i et nyt, udødeligt og forklaret legeme.
    «venter vi imens på, at vores kød skal slås ihjel og begraves med alt sit snavs, men så komme herligt frem og opstå til hel og fuldkommen hellighed i et nyt, evigt liv» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: 1. ligprædiken: Ud fra Joh 5,28–29 og trosbekendelsen lærer Luther, at Kristus ved sit ord vil vække alle, der tror på ham, op af døden; ikke som enkens søn til dette liv, men til det evige liv.
    «vi skal tro endnu mere, nemlig at han vil vække os op til det evige liv, mens denne søn kun blev vakt op til dette timelige liv» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion: Om den yderste dom: Chemnitz placerer opstandelsen ved Kristi synlige genkomst: alle døde opstår med deres legemer, og derefter holdes dommen, hvor de, der har gjort det gode, går til livet og de andre til dom.
    «Da skal alle døde opstå med deres legemer, 1 Kor 15, og derefter skal dommen holdes.» Læs teksten
  • Rhegius, Sjælemedicin: Når døden skræmmer: Til trøst for den syge knytter Rhegius de troendes opstandelse uadskilleligt til Kristi opstandelse ud fra 1 Kor 15: Kristus er hovedet, og hovedet lader ikke sine lemmer blive tilbage.
    «Kristus er opstået fra døden, det er sikkert; så skal også vi med sikkerhed opstå igen. For Kristus er vores hoved, og vi er lemmerne.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 36: Opstandelsen kommer hverken af en kraft i legemet, af sjælens indflydelse, af genfødslen eller af sakramentet, for den er fælles for genfødte og ikke-genfødte. Den er en ny og umiddelbar handling af Guds almagt.
    «Den kommer fra en ny og umiddelbar Guds handling, der virker uden for og hinsides den menneskelige natur.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 36: Det «åndelige legeme» i 1 Kor 15,44 betyder ikke, at legemet opløses til noget æterisk eller forvandles til ånd.Udtrykket sigter til de nye åndelige egenskaber, som legemet udrustes med på grundlag af de tre egenskaber, der er nævnt før (1 Kor 15,42–43).
    «Det kan ikke betyde, at legemet skal opløses til noget æterisk eller forvandles til ånd.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: De sidste ting: Opvækkelsen er en gerning af Guds almagt, fælles for treenighedens personer. Men Skriften lærer med eftertryk, at den fuldbyrdes ved den menneskevordne Søn, også efter hans menneskelige natur, fordi han er Menneskesønnen (Joh 5,27).
    «den guddommelige handling, hvorved de døde opvækkes og den endelige dom holdes, fuldbyrdes ved Guds menneskevordne Søn, altså i og efter Kristi menneskelige natur» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: De sidste ting: Alle mennesker opstår, også de vantro, og det er de samme legemer, de havde på jorden; det ligger allerede i ordet «opstandelse». De frommes legemer bliver uforgængelige, herlige og fulde af kraft.
    «Den, der fornægter, at de døde og de opstandne legemer er talmæssigt de samme, fornægter eo ipso [netop derved] de dødes opstandelse.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Fornuftens tvivl og saddukæerne. Fornuften tvivler på og spotter opstandelsen, og saddukæerne fornægtede den. Pieper svarer med Kristus, at de hverken kender Skrifterne eller Guds kraft; selv fornuften burde indrømme, at opstandelsen er mulig for en almægtig Gud.
  • Bortforklaring af opstandelsen. Nogle tolker opstandelsen billedligt som sjælens udødelighed eller som den åndelige levendegørelse fra synden. Jacobs afviser det med 2 Tim 2,17–18, hvor Hymenæus og Filetus siger, at opstandelsen allerede har fundet sted.
  • Fornægtelse af de vantros opstandelse. Pieper nævner socinianere, adventister, russellitter og christadelfianere blandt dem, der har fornægtet, at de vantro skal opstå. Over for dem står Skriften (Joh 5,28; ApG 24,15): alle i gravene skal høre Kristi røst, både retfærdige og uretfærdige.
  • Nyere teologi om Det Gamle Testamente. Luthardt, Voigt og andre mener, at opstandelsestroen kun langsomt og sent trådte frem i Det Gamle Testamente. Pieper kalder det et lavt stade i forståelsen af Det Gamle Testamente, som modsiger Kristus selv, der finder opstandelsen i 2 Mos 3,6.

Hænger sammen med

  • Døden og sjælens tilstand efter døden – Det fælles led er, at døden kun skiller sjæl og legeme ad for en tid. Rhegius trøster den syge med, at sjælen kommer til Kristus, mens legemet hviler i graven som i en søvn og på den yderste dag skal opstå, så legeme og sjæl evigt er hos Kristus. Opstandelsen er altså Guds svar på døden: Det, som døden skilte ad, forener han igen.
  • Kristi genkomst og tidens tegn – Det fælles led er tidspunktet. Jacobs citerer Augustin for, at de døde skal opstå i kødet, «når Kristus kommer for at dømme levende og døde». Opstandelsen sker ikke gradvis eller ved den enkeltes død, men i ét nu ved den sidste basun (1 Kor 15,52), når Kristus kommer synligt på den yderste dag.
  • Den yderste dom og verdens ende – Det fælles led er, at hele mennesket skal stå til regnskab. Jacobs skriver, at de ugudelige ikke opstår i kraft af Kristi fortjeneste, men fordi Gud har bestemt, at menneskene skal dø én gang og derefter dømmes (Hebr 9,27), og fordi det legeme, der har syndet, skal have del i syndens straf. Derfor opstår alle med deres legemer for at stå for Kristi domstol.
  • Det evige liv – Det fælles led er, at hele mennesket skal frelses. Jacobs begrunder legemets opstandelse med, at mennesket blev skabt med både sjæl og legeme; skulle legemet ikke få del i frelsen, ville syndens skade aldrig blive helt genoprettet. Derfor opstår de troende med uforgængelige, herlige legemer, ligedannede med Kristi forherligede legeme (Fil 3,21), og det evige liv gælder både sjæl og legeme.
  • Kristi fornedrelse og ophøjelse – Det fælles led er Kristi egen opstandelse, som hører til hans ophøjelse. Rhegius trøster med Paulus’ ord om, at Kristus er opstået som førstegrøden af dem, der sover, og at alle skal gøres levende i Kristus, «enhver i sin egen orden» (1 Kor 15,20–23). Kristus er hovedet, og hovedet lader ikke sine lemmer blive tilbage; hans opstandelse er pantet på vores.
  • Tusindårsriget (chiliasmen) – Det fælles led er, hvor mange opstandelser der kommer. Chiliasmen lærer en opstandelse i to afdelinger: først martyrerne og de særligt fromme til et tusindårsrige på jorden, senere alle andre til dommen. Pieper svarer, at Kristus henviser alle, der tror på ham, alene til opvækkelsen «på den sidste dag» (Joh 6,40). Der er kun én opstandelse af alle døde, og den sker på den yderste dag.
  • Den mystiske forening med Gud – Den mystiske forening omfatter både legeme og sjæl. Derfor siger Krauth, at døden ikke bryder denne forening: Selv når legeme og sjæl skilles, lever begge for Gud, og det peger frem mod opstandelsen, hvor legemet igen forenes med sjælen. Guds bolig i de troende er altså også et løfte for legemet.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).