Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Kirken, embedet og samfundet

Prædikeembedet

Prædikeembedet er det embede, Gud har indstiftet, hvorved kaldede tjenere offentligt, det vil sige på menighedens vegne, forkynder evangeliet og forvalter sakramenterne, så Helligånden ved disse midler virker og bevarer troen.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Den Augsburgske Bekendelse siger i art. 5: For at vi kan få troen, har Gud indstiftet prædikeembedet og givet evangeliet og sakramenterne. Pieper skelner mellem prædikeembedet i almindelig og i snævrere forstand. Alle kristne har det åndelige præstedømme (1 Pet 2,9) og skal undervise, formane og trøste deres næste med Guds ord. Det offentlige prædikeembede er derimod det embede, hvor kaldede tjenere forvalter Ordet og sakramenterne på menighedens vegne. «Offentlig» betyder altså ikke, at det sker for mange mennesker, men at det sker på fællesskabets vegne, også i den enkelte sjælesorg. Jacobs lægger vægt på, at det åndelige præstedømme og embedet er to forskellige ordninger, og at embedet ikke blot er den enkeltes rettigheder, overdraget til én.

Embedet er ikke et menneskeligt påfund. Paulus befaler Titus at indsætte ældste i byerne (Tit 1,5), og Apologien siger, at Gud godkender embedet og er til stede i det. Derfor står det ikke til menighedens forgodtbefindende, om den vil have embedet. Men embedet er ikke en helligere stand over de andre kristne. Dets tjenere er tjenere og ikke herrer (Mark 10,42–44). I Det Nye Testamente er ældste og biskopper de samme personer, så rangforskelle mellem præster og biskopper hviler kun på menneskelig ret (Traktaten). Embedets magt er alene Ordets magt: at prædike evangeliet, tilgive synder, bedømme lære og udelukke de åbenbart ugudelige, alene ved Guds ord (Den Augsburgske Bekendelse, art. 28). Lydighed skylder man det kun, for så vidt det forkynder Guds ord (Luk 10,16).

Luther sammenfatter embedet sådan: Det skal prædike evangeliet, forlade de knuste samvittigheder deres synd og binde de ubodfærdige. Walther kalder prædikenen embedets allervigtigste opgave. Trøsten er, at Ordet og sakramenterne ikke henter deres kraft fra prædikantens person. Fordi embedet er Guds ordning, kan tilhøreren holde sig til nådemidlerne, som om Gud selv handlede med ham.

Skriften

  • Tit 1,5–7 – Paulus befaler Titus at indsætte ældste i byerne og kalder dem også biskopper: embedet er Guds ordning for alle menigheder.
  • ApG 20,28 – De ældste i Efesos kaldes tilsynsmænd, som skal være hyrder for Guds menighed: embedet tjener hele hjorden.
  • Ef 4,11–12 – Den opfarne Kristus giver hyrder og lærere som gaver til kirken, så Kristi legeme opbygges.
  • 1 Kor 4,1 – Ordets tjenere er Kristi tjenere og forvaltere af Guds hemmeligheder: de forvalter det, der er Guds, ikke deres eget.
  • 1 Pet 2,9 – Alle troende er et kongeligt præsteskab; det åndelige præstedømme er forudsætningen for embedet, men ikke det samme som embedet.
  • Joh 20,21–23 – Kristus sender disciplene og giver dem magt til at forlade og fastholde synder: embedet er sat over synden.
  • Luk 10,16 – Den, der hører jer, hører mig: Kristus taler gennem embedet, når det forkynder hans ord og ikke menneskebud.
  • Mark 10,42–45 – Blandt jer skal det ikke være sådan: prædikeembedet er et tjenesteembede uden verdslig magt.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 5: Gud har indstiftet prædikeembedet og givet evangeliet og sakramenterne, for at vi kan få troen. Ved dem som ved midler giver han Helligånden, der virker troen, hvor og når han vil.
    «For at vi kan få en sådan tro, har Gud indstiftet prædikeembedet og givet evangeliet og sakramenterne.» Læs teksten
  • Apologien, art. 13: Hvis ordinationen forstås om tjenesten med Ordet, vil Apologien gerne kalde den et sakramente. Kirken har befaling til at indsætte tjenere, og Gud godkender embedet og virker gennem dem, der er udvalgt af mennesker.
    «For kirken har befaling til at indsætte tjenere, og det er os højst velkomment, fordi vi ved, at Gud godkender dette embede og er til stede i embedet» Læs teksten
  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 28: Bispeembedet efter guddommelig ret er at prædike, tilgive synder, bedømme lære og udelukke åbenbart ugudelige, alene ved Guds ord og ikke med menneskelig magt. Lærer biskopperne imod evangeliet, skal man ikke adlyde dem.
    «Derfor er bispeembedet efter guddommelig ret dette: at prædike evangeliet, tilgive synder, bedømme lære og forkaste den lære, som strider mod evangeliet» Læs teksten
  • Traktaten om pavens magt og overhøjhed: Magten til at prædike, tilgive synder og forvalte sakramenterne er efter guddommelig ret fælles for alle, der står i spidsen for menigheder. Forskellen mellem biskop og præst er derfor ikke af guddommelig ret.
    «denne magt efter guddommelig ret er fælles for alle, der står i spidsen for menighederne, hvad enten de kaldes hyrder, ældste eller biskopper.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: 1. søndag efter påske: Kristus har ikke sendt disciplene ud til verdsligt regimente, men givet dem prædikeembedet og dermed regimentet over synden. Luther definerer embedet ud fra evangeliet: forladelse for de knuste samvittigheder og binding af de ubodfærdige.
    «Altså er prædikeembedets egen definition denne: at man skal prædike evangeliet om Kristus og forlade de knuste, frygtsomme samvittigheder deres synd, men fastholde synden for de ubodfærdige og sikre og binde dem.» Læs teksten
  • Luther, Huspostillen: Sankt Jakobs dag: Ud fra Mark 10 lærer Luther, at prædikeembedet ikke må herske som verdens fyrster. Det er frataget verdslig magt og er helt igennem et tjenesteembede, der mest giver møje, utak og ulykke.
    «Dermed bliver prædikeembedet ikke alene frataget den verdslige magt og myndighed; men der bliver også pålagt det, at det helt igennem kun skal være et tjenesteembede» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion, kap. 1: Prædikeembedet er hverken verdsligt herredømme, åndeligt enevælde over kirkerne eller et erhverv for pengenes skyld. Det er et åndeligt tjenesteembede, indsat af Gud, til at vogte menigheden med ren lære, sakramenterne og nøglerne efter Kristi befaling.
    «Men det er et åndeligt embede til tjeneste for kirken, stiftet og indsat af Gud» Læs teksten
  • Bucer, Om den sande sjælesorg: Kristus er selv til stede og styrer sin kirke. Men fordi han har forladt verden, udøver han sit hyrdeembede over for os udvortes gennem tjenesten ved sit ord og sine tjenere.
    «Derfor har det behaget ham at udøve sit styre, sin varetægt og sin vogtning over for os, som endnu er i denne verden, med og gennem tjenesten ved sit ord» Læs teksten
  • Walther, Lov og evangelium, 23. forelæsning: Prædikenen er embedets vigtigste opgave, ikke messeofferet, som de pavelige mener. Dåb, tilgivelse og nadver hjælper kun ved troen, og derfor må der først prædikes om dem ud fra Guds ord.
    «Blandt de mange funktioner eller embedsopgaver, en kirkens tjener har, mine venner, er prædikeembedet det allervigtigste.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 30: Jacobs skelner skarpt mellem den enkeltes åndelige præstedømme og embedet, som kun findes, hvor der er en menighed. Han afviser, at embedet blot er den enkeltes rettigheder, overdraget til én for ordens skyld.
    «Der er intet grundlag i Skriften for den tanke, at rettigheder, som tilhører hver enkelt i en menighed, blot for god ordens skyld overdrages til én person.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Det offentlige prædikeembede: I almindelig betydning er prædikeembedet al forkyndelse af evangeliet, også ved alle kristne. I snævrere forstand er det embedet, hvor nådemidlerne forvaltes på fællesskabets vegne. Det forudsætter en menighed, og «offentlig» betyder på menighedens vegne, også i den private sjælesorg.
    «Her forstår vi ved det offentlige prædikeembede embedet i snævrere forstand, nemlig det embede, hvorved de nådemidler, der oprindelig og uafhændeligt er betroet de kristne, forvaltes på de kristnes vegne» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Romersk-katolsk præstestand. Rom gør kirkens tjenere til en særlig præstestand med et uudsletteligt præg (character indelebilis). Pieper svarer med Skriften og Luther, at alle kristne er præster, og at embedsbærerne er menighedens tjenere, som kan afsættes, når de bliver utro.
  • Hierarki af guddommelig ret (Rom, episkopalerne). Tridentinerkoncilet lærer et hierarki af biskopper, præster og tjenere, indstiftet af Gud, med paven øverst. Pieper svarer, at Skriften kalder de samme personer ældste og biskopper, og at al over- og underordning blandt tjenerne kun er af menneskelig ret.
  • Embedet som blot menneskelig ordning (Höfling). Höfling mente, at indsættelsen af ældste kun gjaldt de nyopståede menigheder i begyndelsen, og at embedet kun er fornuftigt og hensigtsmæssigt, ikke befalet af Gud. Pieper svarer, at teksten ikke har denne begrænsning, og at Apologien siger, at embedet har Guds befaling.
  • Romaniserende embedssyn (Löhe, Kliefoth m.fl.). De lærte, at embedet gik direkte fra apostlene til en gejstlig stand, der forplanter sig ved ordinationen, og talte, som om nådemidlerne kun virker ret gennem den. Pieper afviser det: nådemidlerne har deres kraft i sig selv, ligegyldigt hvem der forvalter dem.

Hænger sammen med

  • Nådemidlerne – Den Augsburgske Bekendelse, art. 5, binder de to sammen i én sætning: For at vi kan få troen, har Gud indstiftet prædikeembedet og givet evangeliet og sakramenterne, ved hvilke Helligånden virker troen. Embedet har altså intet andet at give end nådemidlerne; det er til for at bringe dem ud til mennesker, så Gud ved dem kan skabe og bevare troen.
  • Kirken – Traktaten om pavens magt siger: «hvor kirken er, dér er myndigheden til at forvalte evangeliet.» Embedet er en gave, Kristus har givet sin kirke (Ef 4,8–12), og ingen menneskelig magt kan tage den fra den. Derfor er embedet ikke bundet til en bestemt bispestol eller præstestand, men hører til overalt, hvor der er en sand kirke.
  • Kaldelse og ordination – Alle kristne har det åndelige præstedømme, men det offentlige embede må ingen tage på sig af sig selv. Luther siger (citeret hos Pieper), at det ikke sømmer sig, at nogen trænger sig frem og tilegner sig alene det, som er alles. Derfor kræver Den Augsburgske Bekendelse, art. 14, et ordentligt kald: Kaldet er vejen ind i embedet.
  • Nøglemagten og kirketugten – Den Augsburgske Bekendelse, art. 28, beskriver embedets opgave efter guddommelig ret: at prædike evangeliet, tilgive synder, bedømme lære og udelukke de åbenlyst ugudelige, «ikke med menneskelig magt, men alene ved Guds ord». Det er netop nøglemagtens brug. Nøglerne tilhører hele kirken, men i embedet forvaltes de offentligt på dens vegne.
  • De to regimenter og øvrigheden – Embedet har kun Ordet og sakramenterne som redskab, ikke sværdet. Den Augsburgske Bekendelse, art. 28, siger derfor, at man ikke må blande det gejstlige og det verdslige styre: Den gejstlige magt skal ikke indsætte konger eller give love om verdslige sager, for Kristi rige er ikke af denne verden (Joh 18,36). Begge styrer er Guds gaver, men med hver sin opgave.
  • Antikrist – Pieper behandler Antikrist som sidste afsnit i læren om prædikeembedet. Det fælles led er, at Kristus alene styrer kirken ved sit ord: Kirkens tjenere har ingen magt over menighederne eller over hinanden, og al rangorden mellem dem hviler kun på menneskelig ret. Antikrist er det modsatte af prædikeembedet: en, der sidder i Guds tempel og efter guddommelig ret vil herske over hele kirken i Kristi sted.
  • Skriftens klarhed og udlægning – Man kunne spørge, hvorfor kirken har brug for prædikanter og udlæggere, hvis Skriften er klar. Pieper svarer med Harleß, at Guds ord ikke er dunkelt, men at vore hårde hjerter og døve ører har brug for prædikanternes røst. Udlæggerens egentlige opgave er derfor at holde mennesker fast ved det enfoldige skriftord og føre dem tilbage til det, når de er veget bort.
  • Ordets kraft – Gud vil give Ånden gennem et ord, der lyder udefra. Derfor siger Den Augsburgske Bekendelse, art. 5, at Gud har indstiftet prædikeembedet og givet evangeliet og sakramenterne, for at vi kan få troen; ved dem giver han Helligånden. Embedet findes for Ordets skyld: Det skal sørge for, at Ordet bliver prædiket, så det kan virke.
  • Skriftemål og tilgivelse – Det er Kristi egen tilgivelse, ikke præstens, der lyder i skriftemålet. Walther forklarer ud fra Joh 20,21–23, at præsten tilgiver på Kristi befaling, i Kristi sted og i Kristi navn, ligesom Kristus selv talte Faderens ord. Derfor hører tilgivelsen til prædikeembedet: Den kaldede tjener udøver offentligt den magt, Kristus har givet sin kirke.
  • Kirkens kendetegn og enhed – Kendetegnene, evangeliet og sakramenterne, forvaltes i praksis af kirkens tjenere. Apologien siger, at sakramenterne virker, selv om tjeneren er ond, fordi tjenerne handler i Kristi sted og ikke i egen person (Luk 10,16). Kendetegnet hænger altså ved Kristi ord og ikke ved præstens fromhed. Men en lærer, der forkynder et andet evangelium, handler ikke længere i Kristi sted.
  • Kald, stand og ægteskab – Det fælles led er, at der ikke findes en særlig gejstlig stand over de andre. Pieper viser med Luther, at alle kristne efter Skriften er «gejstlige» og præster ved dåben, og at nogle af dem blot kaldes til at udføre prædikeembedet på alles vegne. Embedet er altså et kald blandt andre, og præster står under de samme Guds ordninger som alle andre, også ægteskabet (Den Augsburgske Bekendelse, art. 23).

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).