Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Kirken, embedet og samfundet

Nøglemagten og kirketugten

Nøglemagten er den åndelige myndighed, som Kristus har givet sin kirke til ved Ordet at løse de angrende fra deres synder og binde de ubodfærdige; kirketugten er brugen af bindenøglen over åbenlyse, forstokkede syndere.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Kristus lovede Peter «nøglerne til Himlenes rige» (Matt 16,19) og gav dem siden til alle disciplene: «Hvis I tilgiver nogen deres synder, bliver de tilgivet» (Joh 20,22–23; Matt 18,18). Nøglerne er altså to: løsenøglen, der åbner himlen for dem, der angrer og tror, og bindenøglen, der lukker den for dem, der bliver i synden uden bod. Ifølge Traktaten om pavens magt er nøglerne ikke givet til en enkelt person, men først og fremmest og umiddelbart til hele kirken, «hvor to eller tre er forsamlede» (Matt 18,20). Pieper siger det sådan, at de tilhører alle kristne. Kirken lader dem forvalte offentligt af prædikeembedet. Nøglemagten er ingen verdslig magt: Den Augsburgske Bekendelse siger, at den udøves «ikke med menneskelig magt, men alene ved Guds ord».

Kirketugten (den kirkelige disciplin) følger den vej, Kristus anviser i Matt 18,15–17: først en samtale under fire øjne, så med vidner og til sidst for menigheden. Bandlysning (udelukkelse fra nadveren og kirkens fællesskab) er det sidste middel over for åbenlyse synder, som synderen ikke vil vende sig fra. Præsten må ikke bandlyse på egen hånd: Ifølge Pieper afgør menigheden sagen, mens præsten forkynder bandet. Kirken kan kun pålægge åndelige straffe og må ikke blande borgerlige straffe ind.

Formålet er ikke at straffe, men at frelse. Paulus overgiver synderen til Satan, «for at hans ånd kan blive frelst på Herrens dag» (1 Kor 5,5), og den udelukkede skal formanes som en bror (2 Thess 3,15). Tugten skal også værne menigheden mod smitte og bevare bekendelsens vidnesbyrd. Walther advarer om, at ydre bedring ikke er omvendelse. Trøsten er, at Kristi løfte står fast: når kirken ved Ordet løser den angrende, er han løst i himlen.

Skriften

  • Matt 16,19 – Kristus giver nøglerne til Himlenes rige: det, der bindes og løses på jorden, er bundet og løst i himlen.
  • Matt 18,15–17 – Tugtens trin: samtale under fire øjne, med vidner og til sidst for menigheden, som har den sidste dom.
  • Matt 18,18–20 – Binde- og løsemagten gives alle disciplene og findes, hvor to eller tre er forsamlede; nøglerne tilhører kirken.
  • Joh 20,22–23 – Den opstandne giver alle apostlene Helligånden og magt til at tilgive og fastholde synder.
  • 1 Kor 5,3–5 – Menigheden skal i Jesu navn udelukke den åbenlyse synder, så hans ånd kan blive frelst på Herrens dag.
  • 1 Kor 5,11–13 – Menigheden må ikke have fællesskab med en, der kalder sig bror og lever i åbenlys synd: «Fjern den onde.»
  • 2 Thess 3,14–15 – Den, der ikke adlyder, skal man ikke omgås, men han skal ikke regnes for fjende; han skal formanes som en bror.
  • Gal 6,1 – Den, der er grebet i et fejltrin, skal hjælpes til rette i en mild ånd.

Bekendelsen

  • De Schmalkaldiske Artikler, del III, art. 7: Nøglerne er et embede og en magt, som Kristus har givet kirken til at binde og løse synder, både de grove og de skjulte. Kun Gud kan dømme om, hvor store og mange synderne er.
    «Nøglerne er et embede og en magt, som Kristus har givet kirken til at binde og løse synderne» Læs teksten
  • Traktaten om pavens magt og overhøjhed: Nøglerne tilhører ikke et bestemt menneskes person, men kirken. Det viser Kristi ord om «to eller tre» og «sig det til menigheden», hvor han giver kirken den højeste domsmyndighed.
    «Derfor giver han nøglerne først og fremmest og umiddelbart til kirken, ligesom kirken af samme grund først og fremmest har retten til at kalde.» Læs teksten
  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 28: Bispeembedet har efter guddommelig ret at prædike, tilgive synder, bedømme lære og udelukke åbenbart ugudelige – men uden menneskelig magt, alene ved Ordet. Lærer biskopperne imod evangeliet, skal man ikke adlyde dem.
    «og udelukke dem, hvis ugudelighed er åbenbar, fra den kristne menighed – ikke med menneskelig magt, men alene ved Guds ord.» Læs teksten
  • De Schmalkaldiske Artikler, del III, art. 9: Pavens «store band» er en verdslig straf, som ikke vedkommer kirkens tjenere. Den rette kristne bandlysning holder åbenlyse, forstokkede syndere fra nadveren og fællesskabet, indtil de forbedrer sig.
    «Men den lille, det vil sige den rette kristne bandlysning, består i, at man ikke skal lade åbenlyse, forstokkede syndere komme til sakramentet eller til kirkens øvrige fællesskab» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: Sankt Peter og Paulus’ dag: Luther forklarer nøglerne ud fra Matt 16: de troende, der begærer syndernes forladelse, skal have den, og himlen lukkes op; for de vantro, der bliver i synden, lukkes himlen. Skatten tilhører kirken, der med Peter bekender Kristus.
    «Nøglerne til Himlenes rige er ikke andet end dette: at man skal tilgive dem, som tror på Kristus, tager imod evangeliet og begærer syndernes forladelse, deres synder» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion, kap. 25: Navnet «Himmerigets nøgler» skal minde præsten om at anvende Ordet alvorligt på tilhørerne, og tilhørerne om ikke at foragte det. Binding og løsning ved Ordet gælder i himlen.
    «Når han i sit embede ved Ordet binder de ubodfærdige med Guds vrede og forbandelse, så er det bundet i himlen» Læs teksten
  • Bucer, Om den sande sjælesorg: Bucer kræver skønsomhed over for de udelukkede: så længe der er håb, skal man fortsat formane dem til omvendelse, som en hyrde, der plejer de syge får for sig selv uden at kaste dem bort.
    «Er der stadig håb om, at de en dag vil lade sig bevæge til omvendelse, skal man ikke undlade at formane dem til omvendelse, når man kan, selv om de er udelukket.» Læs teksten
  • Walther, Lov og evangelium, 28. forelæsning: Walther advarer om, at præster og menigheder kan blande lov og evangelium sammen i kirketugten: ydre bedring efter en irettesættelse er ikke omvendelse, og præsten må arbejde på, at synderen bliver et nyt menneske.
    «Men også troende præster kan uden at mærke det komme til at begå denne gruelige sammenblanding af lov og evangelium – ikke så meget i prædikenen, men i den personlige sjælesorg og i kirketugten.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 32: Kirketugtens straffe er kun åndelige: udelukkelse fra medlemskabets rettigheder og goder og en fordømmelse af adfærden. De er det ydre vidnesbyrd om den dom, kirken tror, at Gud allerede har fældet.
    «Kirken har ingen anden magt end Ordets; den kan derfor kun pålægge åndelige straffe.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Nådemidlerne: Efter Skriften (Joh 20,23; Matt 18,18; 16,19) tilhører nøglemagten ikke én eller nogle personer i kirken, men alle kristne, der har Helligånden. Derfor kan enhver kristen tilsige tilgivelse lige så gyldigt som en præst. Tilgivelsen grunder sig ikke på anger, bekendelse eller fyldestgørelse, men alene på Kristi fyldestgørelse og Guds befaling.
    «Efter Skriften tilkommer tilgivelsesmagten eller nøglemagten (potestas clavium) ikke én person eller nogle personer i kirken, men alle personer, der har modtaget Helligånden» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Det offentlige prædikeembede: Al kirkelig magt har sin kilde i menigheden; præsten handler på dens vegne. Bandet må ikke lyses uden en retslig kendelse, hvor menigheden behandler sagen og dømmer, mens præsten forkynder bandet.
    «Til denne «retslige kendelse» hører frem for alt, at hver sag behandles for menigheden, og at menigheden dømmer.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Pavedømmet: nøglerne givet Peter og paven alene. Paven hævder, at han som kirkens hoved alene har nøglerne, så den, der vil bruge dem, må få magten fra ham, og han tyder dem også på magt til at give påbud i timelige sager. Luther kalder det en grov løgn: Kristus taler om nøglerne til Himlenes rige, og i Joh 20,23 giver han dem til alle apostlene på én gang.
  • Romersk lære om nøglerne og straffene. Skolastikerne lærte, at nøglemagten kun forlader synden for kirken, ikke for Gud, eller omskifter evige straffe til timelige, som skal betales med fyldestgørelser. Apologien kalder det en skadelig vildfarelse, der gør nøglerne til et embede for vrede i stedet for liv og trøst.
  • Bandlysning ved gejstlig vilkårlighed. Biskoppernes officialer bandlyste mennesker efter forgodtbefindende og for vindings skyld uden retmæssig rettergang. Traktaten kalder det tyranni: myndigheden til at bandlyse åbenlyse syndere tilhører alle præster og må udøves med retmæssig rettergang.
  • Sværdet mod vranglærere (Rom, Zwingli, Calvin). Ifølge Krauth stod romerske og calvinistiske forfattere for øvrighedens ret til at straffe kætteri med døden. Den lutherske kirke afviser det: vildfarelse skal overvindes med Ordet, og kirkens våben over for de genstridige er udelukkelse af fællesskabet.

Hænger sammen med

  • Skriftemål og tilgivelse – Skriftemålet er et af de steder, hvor nøglemagten bruges over for den enkelte. De Schmalkaldiske Artikler siger, at den private tilgivelse kommer af nøglernes embede og derfor skal holdes i høj ære. Når en angrende synder får tilgivelsen tilsagt, bruges løsenøglen; kirketugten over de ubodfærdige er bindenøglens brug.
  • Kirken – Nøglerne er ikke en særlig stands ejendom. Traktaten om pavens magt henviser til Jesu ord: «hvor to eller tre er forsamlede i mit navn» (Matt 18,20), og slutter deraf, at nøglerne er givet til kirken og ikke kun til bestemte personer. Derfor er det også menigheden, Kristus henviser til, når en sag om synd skal afgøres (Matt 18,17).
  • Prædikeembedet – Kirken ejer nøglerne, men forvalter dem offentligt gennem prædikeembedet. Pieper citerer Balduin for et billede: Som husherren giver husfruen nøglerne, har Kristus givet sin brud, kirken, nøglerne, og hun overlader dem til sine tjenere, husholderne over Guds hemmeligheder. Præsten bruger altså ikke sin egen magt, men den, kirken har fået af Kristus.
  • Lov og evangelium – De to nøgler svarer til Guds ords to hovedlærer. Walther citerer Gerhard for, at forskellen mellem lov og evangelium skal holdes netop i brugen af nøglerne: De ubodfærdige og sikre skal ikke have syndernes forladelse forkyndt, men Guds vrede efter loven, mens de sønderknuste skal have evangeliets trøst. Bindenøglen bruger loven, løsenøglen evangeliet.
  • De to regimenter og øvrigheden – Nøglemagten er en åndelig magt. De Schmalkaldiske Artikler skelner mellem den rette kristne bandlysning, at åbenlyse og forstokkede syndere ikke må gå til sakramentet, før de forbedrer sig, og pavens «store» band, som er en verdslig straf. Prædikanterne må ikke blande verdslige straffe ind i den åndelige straf, for sværdet hører til det verdslige styre.
  • Antikrist – Traktaten om pavens magt peger på, at paven bruger Jesu ord «Jeg vil give dig nøglerne» som påskud for at herske i kirken. Han gør krav på at binde og løse ikke kun i dette liv, men også over sjælene efter døden, og vil ikke dømmes af kirken. Nøglerne, der er givet hele kirken til trøst ved evangeliet, er dermed gjort til et redskab for herredømme.
  • Nadverens brug og gavn – Nadveren er givet til syndernes forladelse, og derfor kan den ikke rækkes til den, der åbenlyst ikke vil omvende sig. Jacobs forklarer, at det hører til at fastholde synder (bindenøglen) at sige til en åbenlys og forhærdet synder, at Gud ikke tilgiver ham, så længe han bliver i sin ubodfærdighed, og derfor udelukke ham fra nadveren.
  • Kaldelse og ordination – Traktaten om pavens magt bygger retten til at kalde på samme grund som nøglerne: Kristus har givet nøglerne «først og fremmest og umiddelbart» til kirken, og af samme grund har kirken også retten til at kalde. Den, der bliver kaldet, forvalter altså ikke sine egne nøgler, men kirkens, på dens vegne.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).