Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Frelsens tilegnelse

Udvælgelsen

Udvælgelsen er Guds evige nådehandling, hvorved han før verdens grundlæggelse af ren nåde for Kristi skyld har bestemt sine børn til frelse og besluttet at føre dem dertil ved kald, tro, retfærdiggørelse, helliggørelse og bevarelse.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Skriften lærer, at Gud allerede før verdens grundlæggelse har udvalgt de kristne i Kristus (Ef 1,4; 2 Tim 1,9). Udvælgelsen, også kaldet forudbestemmelse eller prædestination, gælder ikke alle mennesker, men alene Guds børn, som bliver frelst. Konkordieformlen skelner den fra Guds forudviden, som ser alt forud, også det onde, uden at være årsag til det. Udvælgelsen er derimod en årsag, der virker og fremmer vores frelse. Den er heller ikke et nøgent valg i Guds skjulte råd, men omfatter hele frelsesvejen: Gud har besluttet ved Ordet at kalde, omvende, retfærdiggøre, hellige og bevare de udvalgte og til sidst herliggøre dem (Rom 8,29–30). Pieper siger derfor, at Gud fra evighed har sat sig for at gøre det mod de kristne, som han gør mod dem i tiden.

Grunden til udvælgelsen er alene Guds barmhjertighed og Kristi fortjeneste, ikke noget i mennesket. Bekendelsen lærer intet vredesvalg. At mange er kaldede, men få udvalgte, skyldes ikke, at Gud ikke vil frelse alle, men at mennesker foragter Ordet og står Helligånden imod. Hvorfor nogle bliver frelst og andre ikke, når alle er lige skyldige, er en hemmelighed, som Skriften ikke forklarer (Rom 11,33).

Derfor skal udvælgelsen ikke udforskes i Guds skjulte råd, men søges i Kristus, livets bog, og i evangeliet. Den, der tror evangeliet, kan være vis på sin udvælgelse. Spekulationen fører enten til fortvivlelse eller til tryghed i synden, men rettet mod Kristus er læren dyb trøst: Luther siger, at frelsen er taget ud af vores svage hænder og lagt i Guds, og ingen skal rive Kristi får ud af hans hånd (Joh 10,28).

Skriften

  • Ef 1,3–6 – Gud har udvalgt os i Kristus før verdens grundlæggelse; al åndelig velsignelse i tiden udspringer af den evige udvælgelse.
  • 2 Tim 1,9 – Gud har frelst og kaldet os, ikke på grund af vores gerninger, men efter sin beslutning og nåde fra evige tider.
  • Rom 8,28–30 – Dem, Gud har forudbestemt, har han også kaldet, retfærdiggjort og herliggjort: udvælgelsen omfatter hele frelsesvejen.
  • 2 Thess 2,13–14 – Gud har udvalgt til frelse ved Åndens helliggørelse og tro på sandheden og kaldet ved evangeliet; udvælgelsen er ikke sket nøgent.
  • ApG 13,46–48 – De, der var bestemt til evigt liv, kom til tro; jødernes vantro føres tilbage til deres egen afvisning af Ordet.
  • Joh 10,27–28 – Kristi får hører hans røst, og ingen skal rive dem ud af hans hånd: de udvalgtes frelse står fast.
  • Matt 22,14 – Mange er kaldede, men få udvalgte; skylden ligger ikke hos Gud, men hos dem, der ikke vil komme.
  • Rom 9,22–23 – Barmhjertighedens kar har Gud forud beredt til herlighed; vredens kar har han båret over med, og deres fortabelse er ikke hans værk.

Bekendelsen

  • Konkordieformlen, SD XI: Udvælgelsen ser ikke blot de udvalgtes frelse forud, men er selv en årsag, der virker frelsen og alt, hvad der hører til den. På den er frelsen grundlagt så fast, at dødsrigets porte ikke får magt over den.
    «Den er også, ud fra Guds nådige vilje og velbehag i Kristus Jesus, en årsag, som skaber, virker, hjælper og fremmer vores frelse og det, der hører til den.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD XI: Man skal ikke spekulere over Guds skjulte forudviden, men se, hvordan Guds rådslutning åbenbares i Kristus, livets bog, ved Ordet. Hele læren om Guds forsæt angående forløsning, kald, retfærdiggørelse og frelse skal ses i sammenhæng.
    «skal man derfor vænne sig til ikke at spekulere over Guds blotte, hemmelige, skjulte og uudforskelige forudviden» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD XI: Gud har ikke blot beredt frelsen i almindelighed, men har i nåde tænkt på hver enkelt af de udvalgte og bestemt, at han ved sin nåde, sine gaver og sin virkning vil føre dem til frelsen og bevare dem.
    «Han har også i nåde tænkt på hver eneste af de udvalgte personer, som skal frelses ved Kristus, og udvalgt dem til frelse.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, Epitome XI: At få er udvalgte, skyldes ikke Guds vilje eller hans udvælgelse, men at mennesker foragter Ordet, forhærder sig og spærrer vejen for Helligånden, eller slår Ordet hen igen.
    «At mange er kaldede, men få udvalgte, betyder ikke, at Gud ikke vil frelse alle.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Fortale til Romerbrevet: Rom 9–11 lærer om Guds evige forudbestemmelse. At vi bliver fromme, er lagt alene i Guds hånd; stod det til os, ville ingen blive frelst. Fordi Guds forudbestemmelse ikke slår fejl, har vi håb mod synden.
    «Sådan er det helt taget ud af vores hænder og lagt alene i Guds hånd, at vi bliver fromme.» Læs teksten
  • Luther, Huspostillen: Septuagesima søndag: I stedet for at grunde over Guds majestæt skal man først kende Kristus og derfra slutte, hvordan Guds hjerte er stemt mod os. Tankerne, der fører til fortvivlelse eller gudløshed, kalder Luther Djævelens tanker.
    «Når Gud ikke har sparet sin enbårne Søn for vores skyld, så kan han jo ikke mene os mennesker noget ondt.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion: Om Guds evige forudbestemmelse: Udvælgelsen er sket før verdens grundlæggelse og kommer ikke efter vores tro, retfærdighed eller gerninger, men går forud for det hele som årsag. Paulus siger ikke, at vi blev udvalgt, fordi vi var eller ville blive hellige, men for at vi skulle blive hellige.
    «Altså kommer Guds udvælgelse heller ikke efter vores tro og retfærdighed, men går forud for det hele som årsag.» Læs teksten
  • Rhegius, Formulae: Om forudbestemmelsens hemmelighed: Mod talemåden «Er du forudbestemt, så gør, hvad du vil» siger Rhegius, at den forudbestemte bliver omvendt og gør, hvad Gud vil. Gud har også forudbestemt de udvalgtes omvendelse, kristne vandel, bod og gode gerninger (Ef 2), og den, der bliver i det onde, bliver fordømt.
    «Den, der er forudbestemt, gør ikke bestandig, hvad han vil, men bliver omvendt og gør så også, hvad Gud vil.» Læs teksten
  • Walther, Lov og evangelium, 25. forelæsning: I nådevalgsstriden holder Walther fast ved Konkordieformlens to årsager, Guds barmhjertighed og Kristi fortjeneste. Modstanderne kalder Gud partisk; Walther svarer, at mennesket bliver retfærdigt og frelst alene ved troen, ikke for troens skyld.
    «Hos den, der er udvalgt til frelse, har Gud slet ikke forudset noget, der kunne have bevæget ham til at udvælge ham.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Den evige udvælgelse: Det er Gud alene, der af nåde i Kristus kalder, omvender, retfærdiggør, helliggør og bevarer de kristne. Skriften føjer til, at han fra evighed har sat sig for at gøre netop dette mod dem. Udvælgelsen gælder hele frelsesvejen, ikke kun dens slutstykke.
    «Hertil føjer Skriften nu endnu den åbenbaring, at Gud allerede fra evighed har sat sig for at gøre det mod de kristne, som han gør mod dem i tiden.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Den evige udvælgelse: Udvælgelsen erkendes med sikkerhed af evangeliet, som siger, at Guds nåde i Kristus gælder alle syndere og ikke er betinget af noget i mennesket. Den, der tror det, tror dermed sin udvælgelse (Rom 8,32–33).
    «Kort sagt: erkendelsen af den evige udvælgelse falder sammen med troen på evangeliet.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Calvinismen: forudbestemmelse til fordømmelse. Calvin og de reformerte lærer, at Gud har forudbestemt nogle til frelse og andre til undergang, og kalder vredesvalget udvælgelsens nødvendige bagside. Pieper svarer, at Skriften fører de troendes tro tilbage til udvælgelsen, men de fortabtes vantro til deres modstand mod Guds nåde (ApG 13,46–48).
  • Udvælgelse i betragtning af troen (intuitu fidei). Senere lutherske teologer lærte, at Gud udvalgte dem, om hvem han forudså, at de ville blive i troen til enden. Pieper afviser at sætte troen før udvælgelsen: Udvælgelsen består netop i, at Gud har betænkt de udvalgte med troen, som er udvælgelsens middel.
  • Synergisme: noget i mennesket som årsag. Konkordieformlen forkaster læren, at ikke alene Guds barmhjertighed og Kristi fortjeneste, men også noget i os er årsag til udvælgelsen, og kalder den en vildfarelse, der tager de kristnes trøst.
  • Almen udvælgelse (Samuel Huber). Huber († 1624) lærte, at Gud har udvalgt alle mennesker. Pieper svarer, at nåden er almen, men at Skriften og Konkordieformlen kun bruger udvælgelsen om Guds børn, som faktisk bliver frelst.

Hænger sammen med

  • Guds almene nådevilje – Begge punkter handler om, hvad Gud vil med mennesker. Konkordieformlen afviser tanken, at Gud kalder alle ved Ordet, men i sit hjerte kun mener det med nogle få; så ville Gud have to modstridende viljer. Udvælgelsen må aldrig læres, så den gør evangeliets løfte til alle usikkert. Guds vilje med os skal vi kende ud fra Ordet.
  • Kaldet og Helligåndens gerning – Udvælgelsen bliver virkeliggjort i tiden gennem kaldet. Konkordieformlen siger, at Gud i sit råd har bestemt, at Helligånden ved Ordet vil kalde, oplyse og omvende de udvalgte. At mange er kaldede, men få udvalgte, skyldes ikke et hemmeligt forbehold i Gud, men at mange støder Ordet fra sig og står Helligånden imod.
  • Den frelsende tro – Spørgsmålet er, om Gud udvælger, fordi han ser, at vi vil tro. Konkordieformlen svarer, at udvælgelsen ikke blot ser frelsen forud, men er en årsag, der virker og fremmer den: «Alle de, der var bestemt til evigt liv, kom til tro» (ApG 13,48). Troen er altså frugt af udvælgelsen, ikke dens grund.
  • Retfærdiggørelsen – Begge punkter siger, at frelsen er ren nåde. Konkordieformlen fremhæver, at læren om udvælgelsen med stor kraft stadfæster, at vi bliver retfærdige og frelst uden gerninger og fortjeneste, alene for Kristi skyld. For Gud udvalgte os i Kristus før verdens grundvold blev lagt, før vi var til og altså intet godt kunne have gjort.
  • Bevarelsen i troen og frafaldet – Udvælgelsen er en trøst for den, der frygter at falde fra. Konkordieformlen siger, at vores frelse ikke står i vores egen hånd, hvor vi ville miste den hvert øjeblik, men i Guds nådige udvælgelse, åbenbaret i Kristus, og ingen skal rive os ud af hans hånd (Joh 10,28). Udholdenheden hviler altså på Guds trofasthed, ikke på vores styrke.
  • Den evige fortabelse – Begge punkter spørger, hvorfor nogle bliver frelst og andre går fortabt. Bekendelsen lærer ingen forudbestemmelse til fortabelse. Konkordieformlen siger, at Gud alene gør kar til ære, men at den, der går fortabt, selv har gjort sig til et kar til vanære ved at foragte Ordet og stå Helligånden imod. Skylden ligger hos mennesket, ikke hos Gud.
  • Guds væsen og egenskaber – Det fælles led er Guds forudviden, som hører til hans alvidenhed. Konkordieformlen skelner nøje: Forudviden betyder, at Gud ser og ved alt forud, både godt og ondt, mens udvælgelsen kun gælder Guds børn, der er bestemt til det evige liv. Forstås udvælgelsen forkert som en blind skæbne, fører det ifølge bekendelsen enten til tryghed i synden eller til fortvivlelse.
  • Forsynet – Begge lærepunkter handler om Guds evige viden og vilje, men de skal holdes ude fra hinanden. Konkordieformlen, artikel XI, skelner: Guds forudviden omfatter alle skabninger og alt, både godt og ondt, ligesom ingen spurv falder til jorden uden Faderen. Udvælgelsen gælder derimod kun Guds børn og er en årsag til deres frelse.
  • Syndefaldet og syndens årsag – Begge lærepunkter rører ved spørgsmålet, om Gud står bag det onde. Konkordieformlen, artikel XI, svarer, at Guds forudviden ganske vist ser faldet og alt ondt i forvejen, men at den ikke er årsag til det: Begyndelsen og årsagen til det onde er Djævelens og menneskenes forvendte vilje. Udvælgelsen er derfor en udvælgelse til frelse, ikke til synd.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).