Luk 11,14–28

Teksten i sammenhæng

Teksten står i Lukasevangeliets rejseberetning, hvor Jesus er på vej mod Jerusalem (9,51). Lige før har han lært disciplene Fadervor og lovet, at Faderen giver Helligånden til dem, der beder ham (11,1–13). Nu uddriver Jesus en stum ånd, og skaren reagerer på tre måder: Nogle undrer sig, nogle siger, at han gør det ved Beelzebul, og andre vil have et tegn fra himlen. Jesus svarer de første anklagere med billedet af det splittede rige og af den stærke, der bliver overvundet af en stærkere. Han advarer mod at blive stående midt imellem og mod det rensede, men tomme hus. Til sidst råber en kvinde en saligprisning af hans mor, og Jesus svarer med saligprisningen af dem, der hører Guds ord og bevarer det. Kravet om et tegn besvares først med Jonastegnet i 11,29–32. Parallellerne står i Matt 12,22–45 og Mark 3,22–27. Teksten er evangelium på 3. søndag i fasten i 1. tekstrække. Den var det også i den gamle tekstrække (Oculi), så Luthers prædiken i Huspostillen ligger på samme dag. Fastetiden handler om Kristi kamp med Djævelen og om omvendelse.

Opbygning

1. 11,14 Den stumme ånd drives ud, og skaren reagerer
2. 11,17 Et splittet rige kan ikke bestå
3. 11,20 Ved Guds finger: Guds rige er kommet
4. 11,21 Den stærke og den stærkere
5. 11,23 Med mig eller imod mig: det fejede, tomme hus
6. 11,27 Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det

Græske nøgleord

• δάκτυλος (G1147, v. 11,20) – δάκτυλος, finger. «Guds finger» er et udtryk fra 2 Mos 8,15, hvor Faraos troldmænd må indrømme, at plagerne er Guds værk, og fra 2 Mos 31,18, hvor lovtavlerne er skrevet med Guds finger. Matt 12,28 siger «ved Guds Ånd». Pointen er, at det er Gud selv, der handler i Jesus, ikke Beelzebul. Det, magerne i Egypten måtte indrømme, må Jesu modstandere også se.
• φθάνω (G5348, v. 11,20) – φθάνω, nå frem til, komme. Aorist ἔφθασεν: Riget er nået frem til jer, nu og her, ikke først en gang i fremtiden. Udsagnet er en slutning (ἄρα, «så … jo»): Når onde ånder må vige for Jesus, er det bevis på, at Guds kongemagt allerede er til stede hos dem, der står og ser på.
• ἰσχυρός (G2478, v. 11,22) – ἰσχυρός, stærk; i v. 22 komparativ ἰσχυρότερος, stærkere. I v. 21 er «den stærke» Satan, der er «fuldt bevæbnet» (perfektum participium καθωπλισμένος) og har sit bytte i fred. «Den stærkere» er Kristus. Johannes Døber kaldte netop ham, der kom efter ham, «stærkere end jeg» (Luk 3,16). Menneskene i den stærkes gård befrier ikke sig selv; de bliver befriet.
• πανοπλία (G3833, v. 11,22) – πανοπλία, hele rustningen, fuld udrustning. Den stærkere tager hele rustningen, som Satan havde sat sin lid til (pluskvamperfektum ἐπεποίθει, «havde stolet på»). Samme ord bruges i Ef 6,11.13 om «Guds fulde rustning», som de kristne skal tage på. Det, der før var fjendens udrustning, er afvæbnet, og de troende står nu i Guds rustning.
• σκορπίζω (G4650, v. 11,23) – σκορπίζω, sprede, splitte. Ordet bruges om ulven, der splitter fårene (Joh 10,12). Jesus samler (συνάγω), og den, der ikke samler med ham, arbejder i virkeligheden imod ham. Der findes ingen neutral plads mellem den stærke og den stærkere. Begge verber står i præsens: Det handler om, hvad man til stadighed gør.
• σαρόω (G4563, v. 11,25) – σαρόω, feje. Perfektum participium passiv σεσαρωμένον, ligesom κεκοσμημένον, «pyntet»: Huset står fejet og i orden. Det er rent, men det er ikke beboet; Matt 12,44 siger direkte, at det står tomt. Pointen er, at en udvendig forbedring uden at Kristus tager bolig, efterlader mennesket værre stillet end før (v. 26).
• φυλάσσω (G5442, v. 11,28) – φυλάσσω, vogte, bevare. Samme verbum som i v. 21, hvor den stærke vogter sin gård. Nu er det de salige, der vogter og bevarer Guds ord. Participierne står i præsens (ἀκούοντες, φυλάσσοντες): Det er en vedvarende hørelse og bevarelse. Μενοῦνγε retter kvindens ord uden at afvise dem: «Ja, men snarere: Salige er de, som hører Guds ord.»

Eksegetiske noter

• v. 11,14 Det græske κωφός kan betyde både stum og døv. Her taler manden, efter at ånden er faret ud, så det er stumheden, der er i fokus. Hos Matt 12,22 er manden også blind. Profeterne lovede, at de stummes tunge skal juble, når Gud kommer for at frelse (Es 35,5–6).
• v. 11,15 RP og de fleste græske håndskrifter har Βεελζεβούλ, «Beelzebul». Den latinske bibel og Luther har «Beelzebub», efter Baal-Zebub, Ekrons gud i 2 Kong 1,2, som ofte forstås som «fluernes herre». Det er baggrunden for, at Luther kalder navnet foragteligt: en humlebi eller en stor flue. Navnets nøjagtige betydning er usikker, men i teksten er det tydeligt et navn for Satan (v. 18).
• v. 11,16 Kravet om et tegn fra himlen besvares ikke her, men i 11,29–32 med Jonastegnet. Det er fristelse (πειράζοντες): De vil sætte deres egne betingelser for at tro. Det minder om Satans fristelse af Jesus i ørkenen (Luk 4,1–13), som også var et krav om et synligt bevis.
• v. 11,19 «Jeres sønner» er jødiske eksorcister, som farisæerne selv anerkendte (jf. ApG 19,13). Argumentet er: Hvis I ikke anklager dem, er det inkonsekvent at anklage mig. Derfor skal de være jeres dommere. Jesus påstår ikke, at deres uddrivelser er det samme som hans, men at anklagen falder på anklagerne selv.
• v. 11,21–22 Billedet hentyder til Es 49,24–25, hvor Herren lover at tage fangerne fra kæmpen, og til Es 53,12, hvor Herrens tjener skal dele bytte med de mægtige. Jesus beskriver sit eget værk: Han trænger ind i Satans gård, overvinder ham (Mark 3,27: binder ham) og tager byttet, dvs. menneskene, fra ham. Kirkens udlæggere ser sejren fuldbyrdet ved korset og opstandelsen (jf. Kol 2,15; Hebr 2,14).
• v. 11,24–26 Lignelsen om den urene ånd, der vender tilbage, er en advarsel til dem, der har oplevet Jesu befrielse, men ikke tager imod ham. I Matt 12,45 anvendes den på «denne onde slægt». Huset er fejet og pyntet, men tomt. Syv er fuldstændighedens tal: Det sidste bliver helt og fuldt værre end det første (jf. 2 Pet 2,20–21).
• v. 11,27–28 Kvindens saligprisning er velment og minder om Elisabets ord og Marias egen lovsang (1,42.48). Jesus afviser den ikke, men retter blikket: Det afgørende er ikke det legemlige slægtskab med ham, men at høre og bevare Guds ord. Det gælder også Maria selv, som bevarede ordene i sit hjerte (2,19.51; jf. 8,21).

Lov og evangelium

Loven: Teksten viser mennesket som Satans bytte i den stærkes gård, bundet og stumt, uden selv at kunne slippe fri. Den afslører også, hvordan vi står over for Guds gerning: Nogle spotter og tilskriver Djævelen det, Gud gør. Andre stiller krav og vil have et tegn, som passer dem. Loven rammer også os, der gerne vil stå neutralt: «Den, som ikke er med mig, er imod mig.» Og den rammer den udvendige fromhed, hvor livet bliver fejet og pyntet, men Kristus ikke bor der. Det rensede, men tomme hjerte er ikke sikkert; det sidste kan blive værre end det første.

Evangeliet: Evangeliet er, at «den stærkere» er kommet. Jesus driver Djævelen ud med Guds finger, og hvor han gør det, er Guds rige kommet til os. Han trænger ind i fjendens gård, tager hans rustning fra ham og befrier hans fanger; det fuldbyrdede han på korset. Den sejr når os ved Ordet og sakramenterne: Ved dåben, tilgivelsen og nadveren må Djævelen vige. Og Jesus kalder dem salige, som hører Guds ord og bevarer det. Huset bliver ikke tomt, når han selv tager bolig i det ved sit ord.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 3. søndag i fasten: Luther ser uddrivelsen som en gerning, Kristus fortsætter i kirken til den yderste dag. Redskaberne er dåben, nadveren, Ordet og tilgivelsen, og Helligånden er altid ved Ordet.
  «For til den gerning har Kristus efterladt os sine redskaber: den hellige dåb, det højærværdige sakramente, Ordet og tilgivelsen (absolutionen) og hvad der ellers hører til prædikeembedet.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 3. søndag i fasten: Ordet og sakramenterne ser ringe ud, men Gud har lagt sin højeste kraft i dem. Vi er som et halmstrå over for Djævelen, men Gud tænder halmstrået med sit ord.
  «Han tænder det stakkels lille halmstrå med sit ord, den himmelske ild, og laver sådan et lys og en glans i verden, at Djævelen ikke ved, hvor han skal gøre af sig» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 3. søndag i fasten: Djævelens rige holder sammen, men det gør Kristi rige også. Den, der angriber en kristen, angriber Kristus selv. Derfor er det ingen spøg at være kristen, men heller ikke uden trøst.
  «Derfor, når Djævelen angriber dig, så har han også angrebet ham deroppe ved Guds højre hånd» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Kristi kongelige embede: Pieper bruger Luk 11,21–22 til at vise, at troen bliver skabt og bevaret ved Guds almagt. Ingen bliver et lem i Kristi rige, uden at den stærkere overvinder den stærke.
  «den stærkeres (ἰσχυρότερος) magt må komme over den stærke (ἰσχυρός), hvis nogen skal blive et lem i Kristi rige, Luk 11,21–22» Læs teksten
• Urbanus Rhegius, Formulae (1535): Hvordan man skal tale varsomt om den frie vilje: Rhegius bruger teksten mod troen på den frie vilje: Vi er Satans fanger og kan ikke selv slippe ud. Guds finger forstår han som Helligånden.
  «medmindre vor kæmpe, Kristus, overvinder den stærke, bevæbnede mand, der vogter sin gård, og ved Guds finger, det vil sige ved Helligånden, driver den onde ånd ud» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Læren om omvendelsen: Ud fra ordet «Den, som ikke er med mig, er imod mig» (Matt 12,30 = Luk 11,23) afviser Pieper, at mennesket står neutralt over for nåden. Han citerer Luther.
  «Her er ingen middelvej, men vi er nødvendigvis enten under den stærke tyran, Djævelen, i hans fangehul, eller under Forløseren, Kristus, i himlen.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Troen på Kristus: Jacobs nævner lignelsen om den urene ånd blandt Skriftens billeder på, at troen kan mistes. Den rensede, men tomme sjæl er ikke uden fare.
  «lignelserne om huset, som den urene ånd var drevet ud af (Luk 11,24)» Læs teksten

Prædikenspor

Den stærke og den stærkere

Sporet følger tekstens hovedbillede. Første trin: Den stærke vogter sin gård. Djævelen har magt og holder mennesker fast, sådan som Luther siger: Hjælper ét reb ikke, så tager han hundrede. Vi kan ikke selv slippe ud, og vi skal ikke gøre ham til en harmløs «humlebi». Andet trin: Den stærkere kommer. Jesus driver ånden ud med Guds finger, og så er Guds rige kommet. Han tager rustningen, som fjenden stolede på, og deler byttet ud. Tredje trin: Sejren er vundet på korset, og den når os i dag ved dåben, Ordet, tilgivelsen og nadveren. Evangeliet er, at vi er hans bytte, taget fra fjenden og ført ind i Guds rige.

Fejet og pyntet, men tomt

Et tematisk spor om fastetiden og omvendelsen. Første trin: Fasten kan blive til forbedring af os selv: vi rydder op, lægger vaner om og pynter huset. Det er ikke forkert, men teksten advarer: Et fejet og pyntet hus, der står tomt, er ikke sikkert. Andet trin: Der findes ingen neutral plads. «Den, som ikke er med mig, er imod mig.» Det er lov, der afslører vores halvhjertethed. Tredje trin: Svaret er ikke at feje mere, men at Kristus tager bolig. Han gør det ved sit ord. Derfor slutter teksten med saligprisningen af dem, der hører Guds ord og bevarer det. Fasten bliver dermed til at lytte til Ordet.

Når Djævelen angriber dig

Et sjælesørgerligt spor for den anfægtede. Første trin: Mange kender anfægtelsen: skyld, der ikke slipper, tvivl, frygt eller synd, der holder fast. Luther tager det alvorligt: Djævelen er en fyrste og en gud for verden, ikke en humlebi. Andet trin: Men Djævelen må vige, ikke for os, men for Ordet. Luther peger på konkrete steder: dåben, broderens trøst og tilgivelsen, og nadveren, hvor Kristi legeme og blod gives «for dig». Tredje trin: Den, der angriber en kristen, angriber Kristus selv ved Guds højre hånd. Evangeliet er, at den stærkere står på vores side. Vi er ikke alene i kampen, og vi bliver bevaret ved hans ord.

Lærepunkter i teksten

• Englene og Djævelen – Teksten taler om Satans rige, dets enhed og magt og om, at Kristus som den stærkere har overvundet det.
• Ordets kraft – Djævelen drives ud ved Guds finger; Luther viser, at det i dag sker ved Ordet og sakramenterne, og salige er de, som bevarer Ordet.
• Den frie vilje – Mennesket er fanget i den stærkes gård og kan ikke befri sig selv; der findes ingen neutral plads (v. 23).
• Bevarelsen i troen og frafaldet – Det fejede, tomme hus advarer mod frafald; de salige hører Guds ord og bevarer det (v. 24–28).

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 172 Se, vi går op til Jerusalem – Fastetidens salme om vejen op mod Jerusalem og lidelsen.
• 166 Så skal dog Satans rige – Salmen om Jesu sejr over Satans rige, i tråd med dagens evangelium.
• 336 Vor Gud han er så fast en borg – Luthers salme om den stærke fjende og den rette mand, som Gud har valgt.
• 337 Behold os, Herre, ved dit ord – Bøn om at blive bevaret ved Ordet: «Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det.»
• 618 Op! våg og bed – Om at våge og stride imod fristelsen, så huset ikke står tomt.