Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Kirken, embedet og samfundet

Kirken

Kirken er i egentlig forstand alle de troendes og helliges forsamling, som Helligånden ved evangeliet og sakramenterne samler under Kristus som det eneste hoved; den er skjult for menneskers øjne, men skal altid være og blive på jorden.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Kirken er i egentlig forstand ikke en ydre organisation med embeder og præster, men «alle de troendes forsamling», som Den Augsburgske Bekendelse siger (art. 7). Luther forklarer i Den Store Katekismus, at Helligånden ved Ordet kalder en hellig flok sammen under ét hoved, Kristus, og i De Schmalkaldiske Artikler siger han, at et barn på syv år ved, hvad kirken er: de troende får, som hører deres hyrdes stemme. Alene troen på syndernes forladelse for Kristi skyld gør et menneske til et lem af kirken (Pieper). Derfor er kirken én, hellig og almindelig: alle dens lemmer, til alle tider og på alle steder, tror det samme evangelium.

Fordi troen bor i hjertet, er kirken skjult for menneskers øjne. Den ses ikke, men tros, siger Luther, og kun Herren kender dem, som er hans (2 Tim 2,19). I det ydre fællesskab om Ordet og sakramenterne er hyklere og ugudelige blandet ind, og et sådant fællesskab kaldes med rette kirke for de sande troendes skyld, ligesom man kalder en bunke for en hvedebunke, selv om der også er græs og halm i den (Walther, Jacobs). Men de ugudelige er ikke Kristi legeme; de hører til Djævelens rige, siger Apologien, og i Jesu lignelse er marken verden, ikke kirken (Matt 13,38).

Det er en stor trøst. Kirken er ikke bundet til et bestemt land, en pave eller ét kirkesamfund; der findes Guds børn overalt, hvor evangeliet lyder (Walther). Og hvor svag og forfulgt den end ser ud, har Gud lovet at bevare den mod dødsrigets porte indtil verdens ende (Matt 16,18; Chemnitz). Uden for denne kirke er der ingen frelse, men det betyder, at der ingen frelse er uden troen (Jacobs).

Skriften

  • Matt 16,18 – Kristus bygger sin kirke på klippen, bekendelsen til ham, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den: kirken skal altid bestå.
  • Ef 1,22–23 – Kirken er Kristi legeme, og han er dens hoved: kun de, som Kristus virker i ved sin Ånd, er hans levende lemmer.
  • Ef 5,25–27 – Kristus har givet sig selv for kirken og helliger den ved badet med vand ved Ordet: kirken er de af ham helligede.
  • 1 Pet 2,9 – En udvalgt slægt, et helligt folk: kirken er de troende, som Gud har kaldt ud af mørket til sit lys.
  • Luk 17,20–21 – Guds rige kommer ikke, så man kan se det: det, der gør kirken til kirke, troen, er skjult for menneskers øjne.
  • 2 Tim 2,19 – Herren kender dem, som er hans: kun Gud ved med sikkerhed, hvem der er kirkens sande lemmer.
  • Matt 13,38 – Marken er verden, ikke kirken: hyklerne er blandet ind i kirkens ydre fællesskab, men de er ikke rigets børn.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 7: Bekendelsen lærer, at der altid skal være én hellig kristen kirke, og definerer den som alle de troendes forsamling, hvor evangeliet prædikes rent, og sakramenterne forvaltes i overensstemmelse med evangeliet.
    «Der læres også, at der altid skal være og blive én hellig kristen kirke. Den er alle de troendes forsamling» Læs teksten
  • Apologien, art. 7 og 8: Kirken i egentlig forstand er de hellige, som i sandhed tror evangeliet og har Helligånden. Hyklere og onde er blandet ind og har del i de ydre tegns fællesskab, men sakramenterne mister ikke deres kraft, fordi uværdige forvalter dem i Kristi sted.
    «Derfor fastholder vi ud fra Skriften, at kirken i egentlig forstand er de helliges forsamling [af dem, der findes her og der i verden], som i sandhed tror på Kristi evangelium og har Helligånden.» Læs teksten
  • Luthers Store Katekismus, troens 3. artikel: Luther udlægger «de helliges samfund» som en hellig menighed under Kristus, som Helligånden har kaldt sammen. Den enkelte bliver et lem af den og medejer af alle dens goder ved at høre Guds ord.
    «Jeg tror, at der på jorden er en hellig lille flok og menighed af lutter hellige under ét hoved, Kristus, kaldt sammen af Helligånden i én tro, ét sind og én forstand» Læs teksten
  • De Schmalkaldiske Artikler, 3. del, art. 12: Luther nægter, at pavens folk er kirken. Kirken er de troende, som hører Kristi stemme, og dens hellighed består ikke i dragter og ceremonier, men i Guds ord og den rette tro.
    «Et barn på syv år ved, hvad kirken er, nemlig de hellige troende og de små får, som hører deres hyrdes stemme.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Fortale til Johannes' Åbenbaring: Kirken er en trosartikel. Ingen fornuft kan kende den, for Djævelen dækker den med forargelser og sekter, og Gud skjuler den under skrøbeligheder og mangler. Den kristne er endda skjult for sig selv.
    «Den vil ikke ses, men tros. Og tro gælder det, man ikke ser, Hebr 11.» Læs teksten
  • Luther, Huspostillen: 6. søndag efter påske: Luther skelner mellem den falske kirke, der bærer navnet uden at være kirken, og den rette kirke, der er kirken uden at have navnet. Også den falske kirke kan have et rigtigt embede, så dåben dér er gyldig.
    «Den anden er den rette kirke, som ikke har navnet, men dog er det. Disse to kirker er svære at skelne fra hinanden.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion, kap. 29: Kirken står i trosbekendelsen, ikke fordi vi skal tro på den som på Gud, men fordi vi ud fra Guds løfte er visse på, at han bevarer sin svage og forfulgte kirke på jorden indtil verdens ende.
    «vil og skal Gud alligevel bevare sin kirke på jorden mod alle helvedes porte, Matt 16.» Læs teksten
  • Walther, Lov og evangelium, 32. forelæsning: Den, der binder frelsen til at høre til den synlige rettroende kirke, vælter læren om retfærdiggørelsen ved troen. Walther afviser, at den lutherske kirke er den eneste frelsende; den, der tror på Kristus, er et lem af kirken.
    «Den sande kirke strækker sig over hele jorden. Den findes i alle kirkesamfund.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 29: Sætningen «uden for kirken ingen frelse» er rigtig, fordi alle troende er kirkens lemmer. Men den må ikke forstås, som om man kun frelses ved at være anerkendt medlem af et bestemt synligt kirkesamfund.
    «Det er rigtigt, fordi alle, der tror, er medlemmer af kirken ved deres tro på Kristus. Udtrykket betyder derfor det samme som: «Der er ingen frelse uden tro.»» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Den kristne kirke: Hverken ydre medlemskab, brug af nådemidlerne, ydre bekendelse, kirkeligt embede eller moralsk stræben gør nogen til et lem af kirken, men alene troen på syndernes forladelse for Kristi skyld: De kristne er kirken.
    «alene den personlige tro på syndernes forladelse, som er erhvervet ved Kristi satisfactio vicaria og forkyndes og tilsiges i evangeliet, gør et menneske til et lem af den kristne kirke.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Den kristne kirke: Kirken er usynlig, fordi troen er det. Ordet og sakramenterne er kirkens kendetegn, ikke kirken selv; de viser, hvor den er at finde. Den usynlige forsamling af troende er ikke en idé, men den mægtigste virkelighed på jorden.
    «Kirken er usynlig (ecclesia invisibilis est), fordi det, der gør kirken til kirke, troen i hjertet, er usynligt for mennesker og alene kendt af Gud.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Romersk-katolsk lære. De romersk-katolske vil have kirken lige så synlig som kongeriget Frankrig og lader den bestå af dem, der underordner sig pavens overhøjhed. Pieper svarer, at det, der gør kirken til kirke, troen, er usynligt, og at en kirke, der grunder frelsen på menneskers fortjeneste, står uden for Kristi kirke.
  • Kirken som synlig anstalt (nyere lutheranere). Nogle lutheranere i 1800-tallet lærte, at kirken er en synlig anstalt med sine embeder, og at den synlige lutherske kirke er kirken, uden for hvilken der ingen frelse er. Walther svarer, at kun den, der sætter sin lid til Kristus, er bygget på klippen, og at denne lære vælter retfærdiggørelsen ved troen.
  • Kirken som moralsk fællesskab (socinianere, rationalister, Ritschl). Den, der fornægter Kristi stedfortrædende fyldestgørelse, gør kirken til en forening af mennesker, der efter Kristi eksempel vil nå Gud ved egen moral. Pieper svarer, at ad den vej bliver man under lovens forbandelse og kommer ikke ind i kirken.
  • Donatister og wycliffitter. De mente, at man synder ved at modtage sakramenterne af uværdige præster. Apologien fordømmer dem: Ordets tjenere frembyder Ordet og sakramenterne i Kristi sted, så deres uværdighed svækker ikke virkningen.

Hænger sammen med

  • Kirkens kendetegn og enhed – Fordi kirken er de troendes forsamling, og troen bor i hjertet, kan ingen se, hvem der hører til den. Apologien siger derfor, at dette indre fællesskab har ydre kendetegn: evangeliets rene lære og sakramenterne forvaltet efter Kristi evangelium. Kirken selv ses ikke, men kendetegnene viser, hvor man med sikkerhed kan finde den.
  • Den frelsende tro – Det, der gør et menneske til et lem af kirken, er ikke medlemskab, ydre kirkegang eller et embede, men den personlige tro på syndernes forladelse for Kristi skyld. Pieper kalder det en skriftmæssig grundsandhed: Den samme tro, der gør en synder retfærdig for Gud, gør ham også til en del af kirken. Derfor kan læren om kirken ikke skilles fra læren om troen.
  • Prædikeembedet – Ordet og sakramenterne er givet til kirken, det vil sige til alle de troende. Prædikeembedet er ifølge Pieper det embede, hvor kaldede tjenere forvalter disse gaver på de kristnes vegne. Kirken er altså ikke til for embedets skyld; embedet er til for kirkens skyld, så evangeliet lyder ordentligt og offentligt blandt dem, det tilhører.
  • Den mystiske forening med Gud – Skriften kalder kirken Kristi legeme med ham som hoved. Luther siger (citeret hos Pieper), at Kristus kun er hoved for de troende, fordi lemmerne må hænge ved hovedet og have deres liv fra det. Kirken er altså ikke blot en forening af mennesker, men et legeme, der lever af den virkelige forbindelse med Kristus, som troen giver hver enkelt.
  • Nøglemagten og kirketugten – Traktaten om pavens magt siger, at Kristus har givet nøglerne, altså magten til at tilgive og fastholde synder, «først og fremmest og umiddelbart» til kirken og ikke til en bestemt person. Begrundelsen er, at evangeliets løfte tilhører hele kirken, og nøglerne er ikke andet end det embede, der giver løftet videre. Derfor ejer de troende selv nøglerne.
  • Antikrist – Apologien minder om, at Antikrist ifølge 2 Thess 2,4 skal sidde i Guds tempel, det vil sige herske og have embeder inde i kirken. Derfor kan den ydre kirke rumme selv Kristi modstander, og kirken er ikke det samme som et kirkeligt hierarki. Kristi legeme er kun de troende, og dets hoved er Kristus selv, som styrer det ved sin Ånd.
  • Skriften alene: autoritet og tilstrækkelighed – Det fælles led er kirkens grundvold. Pieper viser, at kirken, siden Gud lod sit ord skrive ned, har været bundet til det skrevne ord, og at ingen måtte lægge noget til eller trække noget fra. Det Nye Testamentes kirke er bygget «på apostlenes og profeternes fundament» (Ef 2,20). Kirken har altså ikke sin lære fra sig selv, men fra deres ord.
  • Kristi tredobbelte embede – Kristi kongelige embede omfatter magtens, nådens og herlighedens rige. Pieper siger, at nåderiget er det samme som Guds kirke på jorden: de mennesker, der tror evangeliet, og som Kristus regerer i nåde ved sit åbenbarede ord. Kirken er altså stedet, hvor Kristus som konge udøver sit herredømme gennem Ordet.
  • Barnedåben – Frelsens løfte er knyttet til det sted, hvor Ordet og sakramenterne findes, og det er kirken. Apologien siger, at løftet også gælder de små børn, men ikke dem, der er uden for Kristi kirke, «hvor der hverken er ord eller sakramenter». Derfor skal børnene døbes, så de indlemmes i kirken og får løftet tilegnet.
  • Kaldelse og ordination – Gud kalder ikke præster ved engle, men ved sin kirke, siger Chemnitz, for kirken er det kongelige præsteskab (1 Pet 2,9), og den har Kristus betroet nøglerne, Ordet og sakramenterne. Derfor tilhører kaldet hele kirken og ikke præsterne, øvrigheden eller den menige mængde alene; de skal være med hver på sin plads og i god orden.
  • Tusindårsriget (chiliasmen) – Chiliasterne henter deres billede af tusindårsriget fra profeternes løfter om fred og om folkene, der strømmer til Zion. Pieper viser, at Det Nye Testamente selv udlægger dem om kirken: til alle, der er kommet til tro på evangeliet, siger Hebr 12,22: «I er kommet til Sions bjerg.» Profetierne går altså i opfyldelse i den kirke, som evangeliet samler nu.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).