Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Mennesket og synden

Syndefaldet og syndens årsag

Syndefaldet er de første menneskers frivillige overtrædelse af Guds bud i Paradis, da de lod sig forføre af Djævelen; syndens årsag er ikke Gud, men Djævelens og menneskenes forvendte vilje.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Første Mosebog fortæller, hvordan Gud skabte mennesket godt, men at slangen, som var Djævelens redskab, forførte Eva, og Eva førte Adam med, så de begge veg fra Guds ord og overtrådte hans bud (1 Mos 3,1–6). Allerede før hånden blev rakt ud efter frugten, var der ifølge Jacobs tvivl om Guds ord og et begær efter at blive som Gud. Følgen var den død, Gud havde varslet (1 Mos 2,17): Adam blev skilt fra Gud og flygtede for ham, og ved ét menneske kom synden og døden ind i verden (Rom 5,12).

Om syndens årsag (på latin causa peccati) siger Den Augsburgske Bekendelse, art. 19, at selv om Gud har skabt naturen og opretholder den, er det den forvendte vilje hos Djævelen og de ugudelige, der virker synden. Konkordieformlen gentager, at Gud ikke er syndens skaber, ophav eller årsag; synden er Djævelens værk. Pieper kalder Djævelen syndens første årsag, men understreger, at forførelsen ikke fritager mennesket: Adam og Eva var selv skyldige og blev straffet. Hvordan en hellig vilje kunne vende sig til det onde, kan vi ifølge Krauth ikke fatte, men årsagen er viljen selv.

Læren betyder noget for troen og trøsten. Den forbyder os at vælte skylden over på Gud, sådan som Adam og Eva gjorde (1 Mos 3,12–13), og den viser, at Gud, som ikke vil synden, heller ikke vil synderens død. Samtidig lovede Gud straks efter faldet, at kvindens sæd, Kristus, skulle knuse slangens hoved (1 Mos 3,15). Luther kalder dette løfte det, der gjorde Adam og Eva levende igen, og ifølge ham lærer Første Mosebog derfor fra første side, at hjælpen mod synd og død ikke kommer ved loven eller vore gerninger, men ved Kristus.

Skriften

  • 1 Mos 2,17 – Guds bud og varslet om døden: synden er overtrædelse af et udtrykkeligt bud, og døden følger den.
  • 1 Mos 3,1–6 – Slangen forfører Eva, og Adam følger med: tvivl om Guds ord og begær efter at blive som Gud.
  • 1 Mos 3,15 – Straks efter faldet lover Gud, at kvindens sæd skal knuse slangens hoved: det første evangelium.
  • Joh 8,44 – Djævelen er morder fra begyndelsen og taler løgnen af sit eget; Den Augsburgske Bekendelse bruger stedet om syndens årsag.
  • 2 Kor 11,3 – Slangen forledte Eva med sin list; Djævelen står bag slangen.
  • Rom 5,12 – Ved ét menneske kom synden ind i verden og døden ved synden.
  • Jak 1,13–14 – Gud frister ingen; enhver fristes af sit eget begær. Gud er ikke syndens årsag.
  • 1 Joh 3,8 – Synden er Djævelens gerning, og Guds Søn er kommet for at gøre en ende på den.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 19: Gud har skabt hele naturen og opretholder den, men synden virkes af den forvendte vilje hos Djævelen og alle ugudelige, som vender sig fra Gud til det onde, når Gud trækker sin hånd til sig.
    «så er det dog den forvendte vilje, der virker synden i alle onde og i alle, der foragter Gud.» Læs teksten
  • Apologien, art. 19: Modstanderne godtager artiklen. Apologien gentager, at Gud ikke er syndens årsag; årsagen er viljen i Djævelen og i menneskene, som vender sig bort fra Gud (Joh 8,44).
    «syndens årsag er viljen i Djævelen og i menneskene, som vender sig bort fra Gud.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD I: Med henvisning til Den Augsburgske Bekendelse, art. 19, fastslår Konkordieformlen, at Gud ikke er syndens skaber, ophav eller årsag. Synden er Djævelens værk og kom ind i verden ved ét menneske; heller ikke i dag skaber Gud synden i os.
    «Ved djævelens tilskyndelse er synden (som er et djævelens værk) kommet ind i verden ved ét menneske, Rom 5; 1 Joh 3.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD XI: Al beredelse til fortabelse kommer fra Djævelen og mennesket gennem synden, slet ikke fra Gud. Ligesom Gud ikke vil synden, vil han heller ikke synderens død.
    «For ligesom Gud ikke er årsag til synden, er han heller ikke årsag til straffen, fordømmelsen.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Fortale til Det Gamle Testamente: Den vigtigste grund til, at Moses skriver Første Mosebog, er ifølge Luther at vise, hvor synd og død kom fra, og straks derefter, at hjælpen ikke kommer ved loven eller gerninger, men ved kvindens sæd, Kristus.
    «hvor synden og døden er kommet fra, nemlig ved Adams fald, af Djævelens ondskab.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion: Om synden: Chemnitz skelner mellem menneskets natur, legeme og sjæl, som er Guds skabning, og synden, som er en fordærvelse af naturen og Djævelens værk. Kun sådan undgår man at gøre Gud til syndens ophav eller Djævelen til vor naturs skaber.
    «Så gør man hverken Gud til syndens ophavsmand eller Satan til skaber af vor natur og vort væsen, vort legeme og vor sjæl» Læs teksten
  • Rhegius, Samtale om Emmausprædikenen: Rhegius genfortæller faldet: slangen, Djævelen, bedrog Eva, og Eva førte Adam, så de veg fra Guds ord og troede løgnen. Derved kom de i Djævelens magt, og døden trængte igennem til alle, men Gud lovede midt i vreden nåde ved sin Søn.
    «Derved syndede de og overtrådte Guds bud og blev ulydige mod Gud, deres Herre, men lydige mod Djævelen, som er en løgner og morder fra begyndelsen.» Læs teksten
  • Krauth, Den konservative reformation, afh. IX: Krauth erkender, at mennesket ikke kan fatte, hvordan en vilje, der var hellig, kunne blive syndig. Men årsagen er viljen selv, som Den Augsburgske Bekendelse, art. 19, siger, og synden som handling udspringer af viljens tilstand.
    «Hvordan en vilje, hvis oprindelige tilstand er hellig, kan komme i en syndig tilstand, kan mennesket ikke fatte, eftersom det rører ved et yderste princip.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 8: Forbuddet i Paradis var en prøve på lydighed. Før den ydre handling var der allerede tvivl i forstanden, begær i viljen efter at blive Gud lig og lyst til at tilfredsstille sanserne ud over det, Gud tillod.
    «var der tvivl i forstanden (1 Mos 3,3), et uordentligt begær i viljen efter at ligne Gud mere eller blive ham lig (1 Mos 3,5)» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Læren om mennesket: Ifølge Skriften er syndens årsag dels Djævelen, som syndede først og forførte mennesket, dels det syndende menneske selv, for forførelsen ophæver ikke, at mennesket er gerningsmand og ansvarligt.
    «fordi Djævelen er syndens første årsag (prima causa peccati), syndens opfinder, taler vi med rette om synden som Djævelens gerning» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Læren om mennesket: Synden gør mennesket skyldigt for Gud, og følgen er den åndelige, den legemlige og den evige død. Adam blev ved sin synd indvendig skilt fra Gud og kom først til liv igen ved løftet om kvindens sæd.
    «Ved den synd, han havde begået, var Adam i den grad indvendig eller efter sjælen skilt fra Gud, at han også udvendig flygtede for Gud» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Humanistisk og panteistisk syn (Schiller, Hegel). Her opfattes faldet som en ophøjelse, «et fald opad», og synden som et nødvendigt gennemgangspunkt til sand menneskelighed. Pieper svarer, at det netop er Djævelens løgn fra 1 Mos 3,5, og at samvittigheden vidner imod: synden er menneskets dybeste fornedrelse og eneste ulykke.
  • Gud gøres til syndens ophav. Krauth nævner systemer, som ved deres egen logik har trukket i retning af reelt at gøre Gud til syndens ophavsmand. Med Jak 1,13 og Den Augsburgske Bekendelse, art. 19, svarer han, at Gud på ingen måde medvirker til at frembringe synden; den udgår fra de ondes vilje.
  • Skylden vendes bort fra mennesket. Som Adam og Eva (1 Mos 3,12–13) vil det faldne menneske gøre Gud og skabningerne ansvarlige og spørger, hvorfor Gud skabte et menneske, der kunne falde. Pieper kalder det typisk for hele den faldne slægt og siger, at den slags spørgsmål forvirrer spørgsmålet om syndens årsag; forførelsen ophæver ikke menneskets eget ansvar og skyld.

Hænger sammen med

  • Gudsbilledet og urtilstanden – Faldet er det øjeblik, hvor gudsbilledet gik tabt. Krauth anfører den lutherske dogmatiker Hollaz: De første mennesker lod sig overtale af Djævelen, misbrugte viljens frihed og overtrådte Guds forbud. Derved pådrog de sig selv og deres efterkommere tabet af Guds billede, skyld og straf. Det, Gud havde givet dem ved skabelsen, mistede de ved deres egen ulydighed.
  • Englene og Djævelen – Syndefaldet begyndte ikke hos mennesket, men hos Djævelen, som selv var faldet fra Gud. Pieper kalder ham syndens første årsag, fordi han syndede først og siden forførte Eva og Adam; derfor kaldes han «en morder fra begyndelsen» (Joh 8,44). Men forførelsen fritager ikke mennesket: Adam og Eva var selv skyldige og blev straffet.
  • Arvesynden – Adams fald blev ikke kun hans egen synd, men hele slægtens. De Schmalkaldiske Artikler bekender med Rom 5, at synden er kommet fra Adam, det ene menneske, og at alle ved hans ulydighed er blevet syndere, underlagt døden og Djævelen. Det er arvesynden: faldets følge, som går videre til alle, der fødes.
  • Forsynet – Når Gud opholder alt, også de mennesker, der synder, er han så skyld i synden? Pieper svarer ud fra Skriften, at Gud ikke vil det onde, ofte forhindrer det og vender det til det gode, som da Josef blev solgt (1 Mos 50,20). Gud giver liv og kraft til handlingen, men det onde i den er menneskets eget.
  • Udvælgelsen – Begge lærepunkter rører ved spørgsmålet, om Gud står bag det onde. Konkordieformlen, artikel XI, svarer, at Guds forudviden ganske vist ser faldet og alt ondt i forvejen, men at den ikke er årsag til det: Begyndelsen og årsagen til det onde er Djævelens og menneskenes forvendte vilje. Udvælgelsen er derfor en udvælgelse til frelse, ikke til synd.
  • Forsoningen: Kristi stedfortrædende fyldestgørelse – Allerede efter faldet lovede Gud, at kvindens sæd skulle knuse slangens hoved (1 Mos 3,15). Luther kalder det det første løfte om Kristus: Han er kvindens sæd, som har knust Djævelens hoved, det vil sige synd, død, helvede og al hans magt. Det, der gik tabt ved faldet, vindes altså ikke tilbage ved menneskets gerninger, men ved Kristi gerning.
  • Gerningssynd og synden mod Helligånden – Det fælles spørgsmål er, hvor synden kommer fra. Den Augsburgske Bekendelse, art. 19, siger, at Gud har skabt og opholder naturen, men at det er den forvendte vilje hos Djævelen og de ugudelige, der virker synden. Det gælder både den første synd i faldet og de synder, mennesker gør i dag: Skylden ligger aldrig hos Gud.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).