Luk 14,1–11

Teksten i sammenhæng

Teksten står i Lukasevangeliets rejseberetning (Luk 9,51–19,27), hvor Jesus er på vej mod Jerusalem. I kapitel 13 har han helbredt den krumbøjede kvinde på en sabbat (13,10–17) og klaget over Jerusalem (13,31–35). Nu er han gæst ved et sabbatsmåltid hos en af farisæernes ledere, og de holder nøje øje med ham. En mand med vattersot står foran ham. Jesus spørger de lovkyndige og farisæerne, om det er tilladt at helbrede på sabbatten, helbreder manden og lukker munden på dem med billedet af sønnen eller oksen i brønden. Derefter taler han til gæsterne, der kappes om de øverste pladser, og ender med ordet om den, der ophøjer sig selv. Samme måltid fortsætter med ordet til værten (14,12–14) og lignelsen om det store gæstebud (14,15–24). I 1. tekstrække er teksten evangelium på 17. søndag efter trinitatis. Den lå på samme søndag i den gamle tekstrække, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme dag.

Opbygning

1. 14,1 Sabbatsmåltidet: de holder øje med Jesus
2. 14,2 Manden med vattersot bliver helbredt
3. 14,5 Sønnen eller oksen i brønden
4. 14,7 Lignelsen om pladserne ved bryllupsbordet
5. 14,11 Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges

Græske nøgleord

• παρατηρέω (G3906, v. 14,1) – παρατηρέω, holde nøje øje med, lure på. Ordet bruges om at iagttage nogen med skjult hensigt, også i Luk 6,7 og 20,20. Den omskrevne form (ἦσαν παρατηρούμενοι) understreger, at det var en vedvarende overvågning. Værten og gæsterne sidder ikke til bords for at lære af Jesus, men for at fange ham. Måltidet bliver en prøve, og manden med vattersot står midt i den.
• ἡσυχάζω (G2270, v. 14,4) – ἡσυχάζω, tie, forholde sig rolig. Jesus stiller et klart spørgsmål, og de lovkyndige, som ellers skulle kunne svare på netop den slags, tier. Tavsheden er ikke ærefrygt, men en vægring: De vil ikke sige ja, for så falder deres anklage, og de vil ikke sige nej, for så står de som ubarmhjertige. I 14,6 kan de heller ikke svare ham (ἰσχύω, formå).
• ἐπιλαμβάνομαι (G1949, v. 14,4) – ἐπιλαμβάνομαι, tage fat i, tage sig af. Jesus «tog på ham» og helbredte ham. Ordet bruges om at gribe nogen for at hjælpe (Hebr 2,16 om Kristus, der tager sig af Abrahams slægt). Mens de andre bruger manden som et argument, rører Jesus ved ham, helbreder ham (ἰάομαι) og lader ham gå (ἀπολύω). Helbredelsen sker midt i deres tavshed.
• πρωτοκλισία (G4411, v. 14,7) – πρωτοκλισία, førstepladsen ved bordet, hædersplads. Ved et festmåltid lå man til bords på hynder, og pladsen nær værten viste rang. Jesus bemærker, at gæsterne «udvalgte sig» (ἐξελέγοντο, imperfektum: de var i gang med det) de øverste pladser. Ordet bruges også i Luk 20,46 om de skriftkloge, der elsker førstepladserne ved gæstebudene.
• καλέω (G2564, v. 14,8) – καλέω, kalde, indbyde. Ordet går igen gennem hele afsnittet (14,7–10 og videre i 14,12–24). Pointen er, at man er indbudt: Pladsen er ikke noget, man tager, men noget værten giver. Den der har kaldt (ὁ κεκληκώς, perfektum) bestemmer pladsen. Det peger frem mod lignelsen om det store gæstebud, hvor de fattige og forkrøblede bliver hentet ind til festen (14,21).
• ταπεινόω (G5013, v. 14,11) – ταπεινόω, ydmyge, gøre lav. Verset bruger ordet to gange: om den, der ydmyger sig selv, og som futurum passiv (ταπεινωθήσεται, skal ydmyges). Den passive form er den guddommelige passiv: Det er Gud, der ydmyger. Samme ord bruges i Fil 2,8 om Kristus, der ydmygede sig selv og blev lydig til døden.
• ὑψόω (G5312, v. 14,11) – ὑψόω, ophøje, løfte op. Den, der ophøjer sig selv, mister pladsen; den, der ydmyger sig, «skal ophøjes» (ὑψωθήσεται, futurum passiv). Ophøjelsen er Guds gerning, ikke menneskets præstation, og den peger frem mod Guds endelige dom. Ordet bruges om Kristi ophøjelse (ApG 2,33; Fil 2,9), og samme regel står i Luk 18,14 efter farisæeren og tolderen.

Eksegetiske noter

• v. 14,1 Lukas fortæller om tre sabbatshelbredelser: den visne hånd (6,6–11), den krumbøjede kvinde (13,10–17) og manden med vattersot. Måltider er hos Lukas et sted, hvor Jesus både spiser med farisæere og irettesætter dem (7,36–50; 11,37–54).
• v. 14,2 ὑδρωπικός, vattersot, står kun her i NT. Det er et lægeligt ord for væske i kroppen, der får legemet til at svulme op. Hvordan manden er kommet til stede, siger teksten ikke. Han «stod foran ham», og sammenhængen med overvågningen i v. 1 gør det naturligt at forstå situationen som en prøve.
• v. 14,5 Tekstkritik: RP og den kritiske tekst læser «søn eller okse» (υἱὸς ἢ βοῦς). Nogle håndskrifter og Textus Receptus har «æsel eller okse» (ὄνος ἢ βοῦς), som Luther følger i Huspostillen (jf. 13,15). «Søn» er den sværere læsning og gør pointen skarpere: Hvem vil ikke straks trække sit eget barn op?
• v. 14,8–10 Rådet om pladsen ved bordet minder om Ordsp 25,6–7. Jesus kalder det en lignelse (v. 7). Han giver altså ikke kun et råd om god opførsel, men taler om Guds rige: Bag værten står Gud, som tildeler pladserne. Tiltalen «Ven» (φίλε) i v. 10 er værtens venlige ord til gæsten.
• v. 14,11 Ordet går igen i Luk 18,14 og Matt 23,12 og har rod i GT, fx Ez 21,31 og Ordsp 29,23. Futurum passiv peger mod Guds handling ved dommen. 1 Pet 5,5 og Jak 4,6 citerer Ordsp 3,34: Gud står de hovmodige imod, men giver de ydmyge nåde.

Lov og evangelium

Loven: Loven møder os ved bordet hos farisæeren. De lovkyndige overvåger Jesus og bruger en syg mand som lokkemad. De beskytter sabbatten, men tier, når det gælder næstens nød, og de ville have trukket både søn og okse op af brønden. Gæsterne kappes om de øverste pladser. Teksten afslører, at fromhed kan blive en måde at holde øje med andre på og at sikre sig selv en plads. Hos os er det det samme: Vi måler os med hinanden, sætter os i dommersædet og lader næsten ligge, når det koster noget. Dommen lyder i v. 11: Den, der ophøjer sig selv, vil Gud ydmyge.

Evangeliet: Evangeliet er Jesus selv, der tager fat i den syge, helbreder ham og lader ham gå. Han gør det på sabbatten, for han er Herre over sabbatten (Luk 6,5) og bringer den hvile og hjælp, sabbatten pegede frem mod. Ordet om pladserne er også godt nyt: Det er værten, der kalder og siger «Ven, ryk højere op». Den, der ydmyger sig, skal ophøjes, ikke ved egen kraft, men ved Guds gerning. Kristus har selv ydmyget sig og taget den nederste plads, helt ned i døden (Fil 2,8), og derfor kan synderen sætte sig nederst og alligevel få pladsen ved Guds bord af nåde.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 17. søndag efter trinitatis: Luther deler teksten i to: gudstjenesten og ydmygheden. At hellige sabbatten er ikke at gå ledig, men at høre Guds ord og hjælpe næsten; tredje bud og kærlighedsbuddet står ikke imod hinanden.
  «For Gud vil ikke have sabbatten holdt så hellig, at man for dens skyld skulle lade sin næste i stikken i hans nød eller forsømme ham.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 17. søndag efter trinitatis: Med Hos 6,6 viser Luther, at den rette gudstjeneste er at kende Gud ved Ordet. Ordet siger, at Gud har sendt sin Søn i døden for dig og taget imod dig i dåben; det kan fornuften ikke selv finde ud af.
  «ved det ord lærer vi Gud at kende, så vi ved, at han er nådig og barmhjertig. Det kan fornuften aldrig nogen sinde vide eller lære af sig selv.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 17. søndag efter trinitatis: Om ydmygheden siger Luther, at Gud sætter sig imod de hovmodige, men ikke kan lade være med at tage sig af det ydmyge. Han henviser til Sl 113,5–8 om Gud, der rejser den ringe op af støvet.
  «Hvad der er ydmygt, det sætter han ind på med sin nåde og barmhjertighed og alt, hvad han har.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordiebogen, Store Katekismus: Det tredje bud: Luther nævner netop farisæernes anklage mod Jesu sabbatsgerninger som et eksempel på, at man misforstod buddet, som om det var opfyldt ved ikke at gøre noget.
  «Siden strammede de det dog alt for hårdt og misbrugte det groft, så de endda bebrejdede Kristus det og ikke kunne tåle gerninger hos ham, som de selv gjorde på den dag» Læs teksten
• Konkordiebogen, Store Katekismus: Det tredje bud: Dagen bliver hellig ved Guds ord, ikke ved den ydre hvile. Det giver præsten en klar grund til at sige, hvad søndagen er til.
  «Hver time, man arbejder med Guds ord, prædiker, hører, læser eller overvejer det, bliver person, dag og gerning derved helliget» Læs teksten
• Konkordiebogen, Lille Katekismus: Hustavlen: Hustavlen bruger 1 Pet 5,5–6 om ydmygheden over for hinanden og under Guds hånd. Det er samme regel som i v. 11: Det er Gud, der ophøjer.
  «for Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde. Ydmyg jer derfor under Guds mægtige hånd, så han kan ophøje jer, når tiden er inde» Læs teksten

Prædikenspor

De holdt nøje øje med ham

Et spor, der følger teksten. Hovedtanken: Ved bordet holder alle øje med hinanden, men Jesus ser manden og tager sig af ham. 1) De lovkyndige overvåger Jesus og bruger den syge som prøve; deres tavshed afslører, at de holder mere af deres egen ret end af næsten. 2) Jesus tager fat i manden, helbreder ham og lader ham gå; spørgsmålet om sønnen i brønden viser, at kærligheden er det, buddet vil. 3) Han, der holder øje med os, gør det ikke for at fange os, men for at hjælpe. Evangeliet: Kristus trækker os op af brønden, også på hviledagen, og det er det, søndagens gudstjeneste handler om.

Den nederste plads

Et tematisk spor om ydmyghed. Hovedtanken: I Guds rige er pladsen ved bordet en gave fra værten, ikke noget, man tager. 1) Vi kender kampen om pladserne: anerkendelse, rang og det at blive set; teksten afslører, at den også findes i kirken. 2) Jesus kalder det en lignelse: Gud er værten, og v. 11 siger, at det er ham, der ydmyger og ophøjer. 3) Kristus har selv taget den nederste plads, helt ned i døden (Fil 2,8), og han er ophøjet. Evangeliet: Den, der ingen plads har at kræve, hører værtens ord: «Ven, ryk højere op».

Hvad er søndagen til?

Et sjælesørgerligt spor med udgangspunkt i sabbatsstriden. Hovedtanken med Luther og Store Katekismus: Hviledagen bliver hellig ved Guds ord, og Ordet sender os til næsten. 1) Mange oplever søndagen som en pligt eller som tom fritid; farisæerne gjorde hviledagen til en byrde. 2) Jesus helbreder på sabbatten og viser, hvad dagen er til: at Gud hjælper mennesker. 3) I gudstjenesten møder vi ham, der tager fat i os ved Ordet og nadveren og lader os gå i fred. Evangeliet: Vi kommer ikke for at præstere noget for Gud, men for at blive hjulpet af ham og sendt ud til næsten.

Lærepunkter i teksten

• Ordets kraft – Luther og Store Katekismus: Sabbatten helliges ved at høre Guds ord og leve efter det, ikke ved ydre hvile.
• De gode gerninger – Jesus viser, at kærlighedsgerningen mod den syge ikke bryder buddet, men er det, Guds lov vil.
• Retfærdiggørelsen – V. 11 og Luk 18,14: Den, der ydmyger sig, ophøjes af Gud. Pladsen gives af værten, den tages ikke.
• Kristi fornedrelse og ophøjelse – Ordene ydmyge og ophøje bruges om Kristi fornedrelse og ophøjelse (Fil 2,8–9); han tog selv den nederste plads.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 405 Søndag er vor Herres dag – Om søndagen og gudstjenesten; passer til striden om, hvad hviledagen er til.
• 609 Dybt fornedres skal enhver – Salmen over ordet om den, der ophøjer sig selv; lige til v. 11.
• 696 Kærlighed er lysets kilde – Kærlighed til Gud og næsten i trinitatistiden; svarer til helbredelsen på sabbatten.
• 685 Vor Gud er idel kærlighed – Guds kærlighed som grund for kærligheden til næsten.
• 523 Min nåde er dig nok – Guds kraft fuldkommes i svaghed (2 Kor 12,9); nåden gives den, der ingen plads kan kræve.
• 733 Skyerne gråner, og løvet falder – Efterårssalme om det falmende løv og Guds trofasthed; passer til den sene trinitatistid.