Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Frelsens tilegnelse

Omvendelsen: anger og tro

Omvendelsen er den vending fra synden til Gud, som Helligånden virker ved loven og evangeliet, og som består af to dele: anger over synden og tro på, at synderne er forladt for Kristi skyld.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Ordet omvendelse (eller bod, gengivelse af det græske metanoia) bruges i Skriften på to måder, forklarer Konkordieformlen og Chemnitz. I bred forstand betyder det hele menneskets vending til Gud. Hvor det står ved siden af troen, som i Mark 1,15: «Omvend jer og tro på evangeliet», betyder det erkendelse af synden og anger. Den Augsburgske Bekendelse, art. 12, siger derfor, at den sande omvendelse har to dele: anger, det vil sige sorg og rædsel over synden, og tro på evangeliet om, at synderne er forladt for Kristi skyld. Derefter skal bedring og gode gerninger følge som omvendelsens frugter (Matt 3,8).

Angeren virkes ved loven, troen ved evangeliet; derfor skal begge prædikes. Anger uden tro ender i fortvivlelse som hos Judas og Saul, mens Peter og David blev hjulpet, fordi troen kom til. Pieper siger, at omvendelsens egentlige væsen er, at troen på Kristus tændes. Der kræves ingen bestemt grad af anger eller tro: Sand tro er til stede, når blot en lille gnist af tro gløder i hjertet. Angeren er heller ikke en årsag til tilgivelsen, siger Walther; den er nødvendig for troens skyld, for de raske har ikke brug for læge.

Det er en trøst for samvittigheden. Den romerske bod med anger, skriftemål og fyldestgørelse henviste folk til deres egne gerninger, og ingen vidste, hvor stor angeren skulle være. Den lutherske lære peger bort fra angerens størrelse og hen til Kristus. Omvendelsen varer hele livet, siger De Schmalkaldiske Artikler, og den, der er faldet, kan altid vende om og få tilgivelse; kirken må ikke nægte ham den.

Skriften

  • Mark 1,15 – «Omvend jer og tro på evangeliet»: omvendelsens to dele, anger og tro, nævnes side om side.
  • ApG 16,29–31 – Fangevogteren skælver og spørger, hvad han skal gøre for at blive frelst; svaret er: Tro på Herren Jesus.
  • ApG 11,21 – Mange kom til tro og vendte om til Herren: at omvende sig er i egentlig forstand at komme til tro.
  • Luk 24,47 – I Jesu navn skal omvendelse og syndernes forladelse prædikes for alle folkeslag.
  • ApG 20,21 – Paulus vidnede om omvendelse til Gud og tro på Herren Jesus; anger og tro nævnes hver for sig.
  • 2 Kor 7,10 – Sorgen efter Guds vilje fører til omvendelse og frelse; verdens sorg fører til død.
  • Matt 3,8 – Frugter, der svarer til omvendelsen, skal følge efter den.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 12: Den sande omvendelse er anger og rædsel over synden og samtidig tro på, at synderne er forladt ved Kristus. Troen trøster hjertet, og derefter skal bedring følge som omvendelsens frugt. Den, der har syndet efter dåben, kan til enhver tid få tilgivelse.
    «Den sande, rette omvendelse er egentlig at have anger og sorg eller rædsel over synden og samtidig at tro på evangeliet og tilgivelsen» Læs teksten
  • Apologien, art. 12: Troen på, at synderne tilgives af nåde for Kristi skyld, gør de angrende levende og retfærdiggør. Den skiller Judas’ og Sauls anger, som intet nyttede, fra Peters og Davids, som nyttede, fordi troen kom til.
    «Judas' og Sauls anger nytter intet, fordi den tro ikke kommer til, som griber syndernes forladelse, der skænkes som en gave for Kristi skyld.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD V: Ordet omvendelse bruges i to betydninger: om hele menneskets omvendelse og, hvor det står ved siden af troen, om erkendelse af synden og anger. Den erkendelse kommer fra loven, men evangeliet må komme til, så angeren ikke bliver til fortvivlelse.
    «Denne erkendelse kommer fra loven, men den er ikke nok til en frelsende omvendelse til Gud, hvis ikke troen på Kristus kommer til.» Læs teksten
  • De Schmalkaldiske Artikler, del III, art. 3: Omvendelsen er ikke en enkelt handling, men varer hos de kristne hele livet. Den kæmper mod den synd, der er tilbage i kødet, ikke ved egne kræfter, men ved Helligåndens gave, som følger efter syndernes forladelse.
    «Og denne omvendelse varer hos de kristne helt til døden. For den kæmper hele livet med den synd, der er tilbage i kødet» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: Pauli omvendelses dag: Luther skelner ud fra ApG 26,20: At gøre bod er at holde op med det onde og have anger over det; at omvende sig til Gud er at tro på Kristus som mellemmanden. Anger alene gør ikke fri for synden; bodens frugter skal følge.
    «Men ved en sådan anger og sorg bliver man endnu ikke fri for synden. Dertil hører, at man tror evangeliet og trøster sig ved det» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion: Om ordet «bod»: Chemnitz forklarer ordets to betydninger og vil ikke strides om ordet, men have det forklaret. Bod i den brede betydning skal prædikes ud fra både loven og evangeliet; bod i den snævre betydning, anger og forfærdelse, læres ud fra loven.
    «Spørger man nu, hvad en sådan bod skal prædikes ud fra, er det klart: ikke alene ud fra loven og heller ikke alene ud fra evangeliet, men ud fra både loven og evangeliet.» Læs teksten
  • Rhegius, Formulae: Om omvendelsen: Rhegius lærer prædikanterne at tale om den rette evangeliske omvendelse: Erkend og angr dine synder, men tro samtidig, at Kristus har båret og sonet dem, og vis omvendelsen ved et forbedret liv. Anger og tro hører sammen.
    «Anger og sorg uden tro hjælper ikke. Tro uden anger og sorg er ingen ret kristen tro. Anger og tro skal følges ad.» Læs teksten
  • Walther, Lov og evangelium, 23. forelæsning: Angeren er nødvendig, for uden den kan ingen føres til troen; den, der er mæt, vil ikke vide af syndernes frelser. Men angeren er ikke en årsag til syndernes forladelse. At lære det ville være at blande lov og evangelium.
    «Angeren er ikke så nødvendig for syndernes forladelses skyld, ja, den er slet ikke nødvendig for dens skyld, men for troens skyld, den tro, der griber syndernes forladelse.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 21: Jacobs forklarer, hvorfor Luthers nye forståelse af ordet bod blev en trøst: Er sorgen over synden betingelsen for tilgivelsen, bliver man aldrig sikker. Bod i den videre betydning er både en vending bort fra synden og en vending til Guds løfte i Kristus.
    «Forklaringen er, at hvis den smerte eller sorg, man føler over synden, er betingelsen for tilgivelse eller retfærdiggørelse, vil man altid være usikker på, om man har så megen sorg, som der kræves.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Omvendelsen: Omvendelsen består ikke i forsøg på at forbedre livet eller i religiøse følelser, men alene i, at mennesket under samvittighedens rædsler kommer til tro på evangeliet. Derfor siger de lutherske lærere, at omvendelsens væsen er troens tænding.
    «Det er derfor helt skriftmæssigt, når de lutherske lærere siger, at omvendelsens væsen (forma conversionis) består i, at troen på Kristus tændes.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Omvendelsen: Ved omvendelsen sker to indre bevægelser, som Helligånden virker ved lov og evangelium: samvittighedens rædsler og hjertets tillid til syndernes forladelse. Der kræves ingen bestemt grad; sand tro er der, hvor blot en længsel efter Guds nåde i Kristus findes.
    «Til spørgsmålet om, hvor meget anger og tro der skal til, må der siges: Der skal ikke kræves nogen særlig grad, hverken af anger eller af tro.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Romersk-katolsk bodslære. Boden har tre dele: anger, skriftemål og fyldestgørelse, og den, der gør dem ret, har fortjent tilgivelse og betalt for synden. De Schmalkaldiske Artikler svarer, at man dermed henviste folk til at stole på deres egne gerninger i omvendelsen; Kristus og troen kom slet ikke med.
  • Novatianerne. De nægtede at give tilgivelse til dem, der havde syndet efter dåben. Den Augsburgske Bekendelse fordømmer dem og lærer, at den faldne til enhver tid kan få syndernes forladelse, når han omvender sig.
  • Pietismen: først dybere anger, så tro. Pietisterne skelnede mellem vakte og omvendte og advarede den forskrækkede synder mod at tro for tidligt, før angeren var blevet fuldstændig og kom af kærlighed til Gud. Walther kalder det en forsuring af evangeliet; apostlene svarede straks: Tro på Herren Jesus Kristus.
  • Omvendelse som moralsk livsforbedring. Omvendelsen forstås som en moralsk forbedring af livet eller en moralsk handling fra menneskets side. Pieper siger, at det ligger uden for kristendommen, fordi det lægger tilbagevenden til Gud i menneskets gerninger og fornægter Kristi forsoningsgerning.

Hænger sammen med

  • Lov og evangelium – Omvendelsen består af to indre bevægelser, og hver har sit middel. Pieper siger, at samvittighedens rædsler kommer af den synd, loven har afsløret, og at tilliden til syndernes forladelse tændes ved evangeliet. Kræves der ingen anger, bliver mennesket sikkert; kræves der mere end troen på løftet, drives det til fortvivlelse. Derfor skal lov og evangelium holdes adskilt.
  • Den frelsende tro – Troen er selve kernen i omvendelsen. Pieper skriver, at omvendelsen ikke består i et forsøg på at forbedre livet eller vække religiøse følelser, men i, at mennesket under samvittighedens rædsler kommer til tro på evangeliet. Derfor siger de lutherske lærere, at omvendelsens egentlige væsen er, at troen på Kristus tændes.
  • Den frie vilje – Omvendelsen er Guds værk, ikke menneskets præstation. Konkordieformlen, artikel II, siger, at Helligånden ved Ordet åbner hjerterne som hos Lydia, så de bliver omvendt alene ved hans nåde og kraft. Med Jesu ord «Uden mig kan I intet gøre» frakendes den frie vilje enhver kraft til selv at vende om til Gud.
  • Retfærdiggørelsen – Angeren og tilgivelsen må ikke byttes om. Walther lærer, at angeren er nødvendig, for den, der er mæt, vil ikke vide af Frelseren, men at den ikke er en årsag til syndernes forladelse. Den er nødvendig for troens skyld, og det er troen, der griber tilgivelsen. Gøres angeren til betingelse, blandes lov og evangelium sammen.
  • Skriftemål og tilgivelse – Den, der vender om, søger trøsten i tilgivelsen. Den Augsburgske Bekendelse, art. 25, siger, at tilgivelsen i skriftemålet er Guds eget ord, som skal troes, som om Guds stemme lød fra himlen. Skriftemålet tjener altså den rette omvendelse ved at give troen et ord at gribe, i stedet for at pine samvittigheden med opremsninger af synder.
  • Bevarelsen i troen og frafaldet – Den, der er faldet, er ikke udelukket fra at vende tilbage. Den Augsburgske Bekendelse, art. 12, lærer, at de, der har syndet efter dåben, til enhver tid kan få syndernes forladelse, når de vender om, og at kirken ikke må nægte dem tilgivelsen. Derfor står omvendelsen åben, så længe livet varer.
  • Gerningssynd og synden mod Helligånden – Omvendelse er anger over synden og tro på tilgivelsen, og begge dele virker Helligånden. Derfor siger Pieper, at den, der frygter at have begået synden mod Helligånden og længes efter tilgivelse, netop ikke har begået den: Bekymringen og længslen er selv Åndens gerning. Den, der virkelig har begået den, er forhærdet og bekymrer sig ikke.
  • Guds almene nådevilje – Det fælles led er spørgsmålet om, hvad der skaber troen. Pieper siger mod synergisterne, at Guds nåde ikke blot gør troen mulig, men giver selve troen (Fil 1,29). Mennesket kan stå nåden imod, men det kan ikke medvirke til sin omvendelse. Derfor er nådeviljen både almen og virksom: Gud vil frelse alle, og den, der bliver omvendt, bliver det alene af nåde.
  • Lovens tre brug – Lovens anden brug forbereder omvendelsen. Chemnitz skriver, at loven skal vise de sikre og selvretfærdige, at de ligger under Guds vrede, så de bliver sultne og tørstige efter den retfærdighed, evangeliet åbenbarer i Kristus. Den anger, loven virker, er altså omvendelsens første del; troen kommer ved evangeliet.
  • Kaldet og Helligåndens gerning – Pieper viser, at ordet «kald» bruges på to måder i Skriften: Det kan betyde tilbuddet til alle, der hører evangeliet (Matt 22,14), men oftest betyder det selve overflytningen fra vantroens rige til troens rige. I den betydning er kaldet et andet ord for omvendelse, og de kaldede er de troende (Rom 8,30).
  • Ordets kraft – Anger og tro virkes af Gud alene, men ved Ordet. Netop derfor kan mennesket stå imod: Pieper forklarer, at Gud ikke virker omvendelsen umiddelbart eller i afdækket majestæt, men ved sit ords middel, og at det er grunden til, at nåden kan afvises (ApG 7,51). Ordet er fuldt kraftigt, men det tvinger ikke.
  • Dåben – Omvendelse og dåb hører sammen, fordi begge handler om, at det gamle menneske skal dø og det nye opstå. Den Store Katekismus siger, at omvendelsen «egentlig ikke er andet end dåben»: Den, der lever i omvendelsen, vandrer i dåben. Den daglige anger og tro er altså en tilbagevenden til dåbens nåde, ikke en «anden planke», man griber, når dåbens skib er forlist.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).