Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Frelsens tilegnelse

Guds almene nådevilje

Guds almene nådevilje er hans alvorlige og virksomme vilje til for Kristi skyld at frelse alle mennesker uden undtagelse ved evangeliet og troen på Kristus.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Skriften siger med klare ord, at Gud «vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden» (1 Tim 2,4), at han elskede «verden» (Joh 3,16), og at Kristus er soning for «hele verden» (1 Joh 2,2). Den lutherske kirke kalder det Guds almene eller almindelige nåde (latin gratia universalis): Guds kærlighed og Kristi fortjeneste gælder alle, og evangeliets løfte skal prædikes for alle. Derfor er Guds kald ved Ordet alvorligt ment, siger Konkordieformlen. Nådeviljen er heller ikke en almindelig mildhed uden om Kristus: Gud vil frelse alle for Kristi skyld og ved troen på ham, som Pieper understreger.

Hvorfor bliver så ikke alle frelst? Skriften svarer ikke, at Gud går nogle forbi, men at mennesker står Helligånden imod: «Jeg har villet samle dine børn … men I ville ikke» (Matt 23,37). Gud kan modstås, når han virker gennem Ordet. Den, der går fortabt, går fortabt ved egen skyld; den, der bliver frelst, bliver frelst alene af nåde. Hvorfor den ene bliver omvendt og ikke den anden, som er lige så skyldig, kan ikke besvares i dette liv. Det hører til Guds uransagelige domme (Rom 11,33). Calvinismen løser spørgsmålet ved at opgive den almene nåde, synergismen ved at opgive «alene af nåde». Den lutherske bekendelse fastholder begge dele, fordi Skriften lærer begge.

Læren er til trøst. Luther siger, at «verden» betyder hele menneskeslægten, og derfor må ingen lukke sig selv ude: Du er et menneske og et stykke af verden, så gaven gælder også dig. Vi skal ikke granske Guds skjulte vilje, men bedømme hans sindelag mod os alene efter hans åbenbarede ord.

Skriften

  • 1 Tim 2,4 – Gud vil, at alle mennesker skal frelses. Augustin gjorde «alle» til «mange» eller «enhver slags mennesker», men ordet betyder alle.
  • Joh 3,16–18 – Gud elskede verden og sendte Sønnen for at frelse den; dommen rammer først den, der ikke tror.
  • 1 Joh 2,2 – Kristus er soning ikke kun for de troendes synder, men for hele verdens.
  • 2 Pet 3,9 – Herren vil ikke, at nogen som helst går fortabt, men at alle når til omvendelse.
  • Ez 33,11 – Gud sværger, at han ikke har behag i den ugudeliges død; Guds frelsesvilje gælder hver enkelt ugudelig.
  • Matt 23,37 – Kristus ville samle Jerusalems børn, men de ville ikke. Guds alvorlige vilje kan modstås, og skylden er menneskets.
  • Tit 2,11 – Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker.
  • Rom 11,32 – Gud har indesluttet alle under ulydighed for at vise alle barmhjertighed; barmhjertigheden rækker lige så vidt som vantroen.

Bekendelsen

  • Konkordieformlen, SD XI: Konkordieformlen slår fast, at evangeliets løfte er lige så universelt som omvendelsesprædikenen, og samler skriftbeviserne: Gud elskede verden, Kristus bar verdens synd, hans blod er soningen for hele verdens synd, og Gud vil ikke, at nogen går fortabt.
    «evangeliets løfte ligesom prædikenen om omvendelse er universalis [universelt], det vil sige, at det gælder alle mennesker, Luk 24,47.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD XI: At mange er kaldede og få udvalgte, betyder ikke, at Gud kalder alle udvortes, men i hjertet kun vil nogle få. Det ville være at tillægge Gud modstridende viljer og gøre trøsten usikker. Guds vilje mod os skal læres alene af det ord, han kalder os ved.
    «at vi alene ud fra Guds ord, som han handler med os og kalder os ved, skal lære og slutte, hvad hans vilje over for os er» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD XI: Gud er ikke årsag til fortabelsen; den eneste årsag er synden. De fordømte har selv beredt sig til at være fordømmelsens kar, for Gud vil ikke, at noget menneske skal fordømmes.
    «Og ligesom Gud ikke vil synden og ikke har behag i synden, vil han heller ikke synderens død og har ikke behag i hans fordømmelse.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, Epitome XI: Kristus kalder alle syndere til sig og mener det alvorligt. Han tilbyder sig i Ordet og vil, at man skal høre det og ikke foragte det.
    «Og det er hans alvor, at alle mennesker skal komme til ham og lade sig hjælpe.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: 2. pinsedag: Over Joh 3,16 siger Luther, at «verden» ikke betyder Maria, Peter og Paulus, men hele menneskeslægten. Den, der tvivler på, at gaven gælder ham, gør Gud til løgner; han skal slutte, at han som menneske og et stykke af verden er med.
    «at du lige så vel skal tage denne gave til dig og ikke tvivle på, at den tilhører dig lige så vel som Peter og Paulus» Læs teksten
  • Luther, Huspostillen: Sankt Matthias’ dag: Når Gud skjuler evangeliet for de vise, skorter det ikke på hans vilje: Han giver sin Søn til hele verden og lader evangeliet lyde offentligt, fordi han gerne vil, at alle tager imod det. Men den, der foragter Ordet, trækker han ikke til sig ved håret.
    «For han er en Gud, som vil, at alle mennesker skal frelses. Derfor giver han ikke sin Søn til den ene eller den anden for sig, men til hele verden» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion, kap. 18: Chemnitz afviser, at Gud kalder udvortes, men i hjertet vil fordømme. Når mange er kaldede og få udvalgte, er grunden ifølge Skriften, at mennesker afviser Ordet og står Helligånden imod.
    «Prædikenen om omvendelse og den almene nådeforjættelse skal nemlig forkyndes for alle uden undtagelse.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 9: Jacobs afviser, at Gud kun vil alles frelse «forudsat at de tror». Gud vil også, at de skal tro, og hans nådige vilje er lige så universel som kaldet og løftet.
    «Ligesom Kristus døde også for dem, som ikke tror eller ikke vil tro, sådan er også Guds nådige vilje uafhængig af menneskets tro eller af noget sindelag hos mennesket over for Gud.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Guds frelsende nåde: Pieper ordner skriftbeviset i tre grupper: Skriften nævner alle mennesker og hele verden som genstand for nåden, den gælder hvert enkelt individ, og den omfatter også dem, der til sidst går fortabt (Rom 14,15; 2 Pet 2,1).
    «Guds nådige sindelag i Kristus omfatter ikke kun en del af menneskene, men alle mennesker uden undtagelse.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Guds frelsende nåde: Spørgsmålet om, hvorfor ikke alle bliver frelst, er «teologernes kors». Den lutherske kirke fastholder både den almene nåde og «alene af nåde» uden at forene dem med fornuften: Den frelste frelses alene af nåde, den fortabte går fortabt ved egen skyld.
    «den, der går fortabt, går fortabt ved egen skyld, ikke på grund af en mangel på Guds nåde og nådevirkning.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Guds frelsende nåde: Pieper anerkender skelnen mellem Guds åbenbarede og skjulte vilje, men advarer mod at blande den skjulte vilje ind i den åbenbarede. Det gør calvinismen og synergismen. Guds sindelag mod os skal alene bedømmes efter Skriften.
    «vender øjet helt bort fra voluntas abscondita og bedømmer Guds vilje mod os alene efter den vilje, som Skriften bevidner, og som lyder både på universalis gratia og på sola gratia.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Calvinistisk partikularisme (Calvin, Dordrecht, Hodge). De reformerte lærer, at Gud ikke elsker alle, at Kristus ikke har forløst alle, og at Ånden ikke vil omvende alle; det, Gud for alvor vil, må ske, så udfaldet viser hans vilje. Også amyraldismens «hypotetiske universalisme» ender ifølge Pieper i det samme. Han kalder det menneskelig filosofi: Skriften lærer netop, at Gud vil frelse dem, der ikke bliver frelst (Matt 23,37; Luk 7,30).
  • Augustin og Gottschalk. Augustin bekæmpede ikke ligefrem den almene nåde, men omtydede 1 Tim 2,4, så «alle» blev til «mange» eller «alle slags mennesker». Gottschalk (800-tallet) indskrænkede Guds frelsesvilje og Kristi fortjeneste til de udvalgte.
  • Synergisme (arminianere og synergistiske lutheranere). De kalder nåden alvorlig og virksom, men siger, at troen først kommer i stand ved menneskets medvirken, «selvafgørelse» eller rette adfærd. Pieper svarer, at nåden ikke kun gør troen mulig, men giver selve troen (Fil 1,29).
  • Frelse uden tro eller en ny chance efter døden. For at redde den almene nåde for fornuften har nogle ment, at hedninger frelses for deres dyds skyld uden tro, eller at der gives lejlighed til tro efter døden. Pieper afviser begge dele: Skriften kender ingen frelse uden troen på evangeliet og ingen lejlighed til tro efter dette liv.

Hænger sammen med

  • Forsoningen: Kristi stedfortrædende fyldestgørelse – Guds nådevilje er ikke en almindelig mildhed uden om Kristus. Pieper forklarer, at nåden er erhvervet ved Kristi stedfortrædende fyldestgørelse: Gud er nådig, fordi Kristus i menneskenes sted har båret både lovens krav og dens forbandelse. Og fordi Kristus har sonet hele verdens synd, kan Guds nådevilje også gælde alle mennesker.
  • Kaldet og Helligåndens gerning – Gud viser sin nådevilje i kaldet. Konkordieformlen siger, at det kald, der sker ved prædikenen af Ordet, ikke er et skinspil. Gud åbenbarer derved sin vilje til at virke i dem, han kalder, så de bliver oplyst, omvendt og frelst. Fordi Gud vil alles frelse, er hans kald ved evangeliet alvorligt ment over for alle, der hører det.
  • Udvælgelsen – Læren om udvælgelsen må ikke indskrænke den almene nådevilje. Konkordieformlen siger, at den, der vil se gavnligt på sin udvælgelse, ubetinget må holde fast ved, at evangeliets løfte gælder alle mennesker (Joh 3,16; 1 Joh 2,2). Udvælgelsen skal derfor søges i evangeliet og i Kristus, ikke i Guds skjulte råd, så ingen behøver at tvivle på, om løftet gælder ham.
  • Omvendelsen: anger og tro – Det fælles led er spørgsmålet om, hvad der skaber troen. Pieper siger mod synergisterne, at Guds nåde ikke blot gør troen mulig, men giver selve troen (Fil 1,29). Mennesket kan stå nåden imod, men det kan ikke medvirke til sin omvendelse. Derfor er nådeviljen både almen og virksom: Gud vil frelse alle, og den, der bliver omvendt, bliver det alene af nåde.
  • Nådemidlerne – Gud vil frelse alle, men ikke uden midler. Konkordieformlen siger, at Faderen drager mennesker til Kristus ved sit ord og sine sakramenter, som han har indsat som de ordinære midler. Det er ikke hans vilje, at nogen skal foragte prædikenen og vente på, at Gud drager uden Ord og sakramenter. Nådeviljen når altså mennesker gennem nådemidlerne.
  • Den evige fortabelse – Hvis Gud vil alles frelse, hvorfor går nogen så fortabt? Konkordieformlen svarer, at al beredelse til fortabelse kommer fra Djævelen og mennesket gennem synden og slet ikke fra Gud, som ikke vil, at noget menneske skal fordømmes (2 Pet 3,9). Gud er lige så lidt årsag til fordømmelsen, som han er årsag til synden; den eneste årsag er synden.
  • Guds væsen og egenskaber – Det fælles led er Guds nåde, den egenskab, der giver de andre deres trøst. Pieper minder om, at Guds almagt, alvidenhed og allestedsnærværelse kun ville være forfærdelige for syndere, hvis Skriften ikke også åbenbarede Guds frie nåde mod hele synderverdenen for Kristi skyld. Guds godhed og nåde gælder altså alle mennesker, ikke kun nogle.
  • Gerningssynd og synden mod Helligånden – Hvorfor tilgives synden mod Helligånden ikke, når Kristus har sonet for al synd? Pieper afviser den calvinistiske forklaring, at Guds nådevilje og Kristi fortjeneste ikke skulle gælde alle (1 Joh 2,2). At nogen bliver bevaret fra denne synd, er alene Guds nåde; at nogen begår den, er alene menneskets skyld og ikke en mangel ved Guds nåde.
  • Barnedåben – Barnedåben hviler på, at Guds nådevilje også omfatter de små. Jacobs henviser til Matt 18,14: Det er ikke Faderens vilje, at en eneste af disse små skal gå fortabt. Derfor må det være Guds vilje, at de bliver befriet fra deres syndige tilstand, og det sker ved dåben. Nådeviljen er grunden til, at kirken ikke venter med at døbe børnene.
  • Nadverens brug og gavn – Ordene «for jer» kan siges til alle nadvergæster, fordi Kristus har givet sit legeme for alle. Pieper viser modsætningen: Hos Zwingli og Calvin er nåden kun for de udvalgte, og derfor kan nadveren ikke være et tilbud, som alle gæster kan gribe i tro. Den lutherske lære om nadverens gavn hviler altså på, at Guds nåde gælder alle.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).