Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Kristi gerning

Nedfaren til dødsriget

Kristi nedfart til helvede er den handling, hvorved hele Kristi person, Gud og menneske, efter begravelsen og levendegørelsen gik til helvede og kundgjorde sin sejr over Djævelen og helvedes magt; den er ophøjelsens første trin.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

I Den apostolske trosbekendelse bekender kirken, at Kristus er «nedfaret til helvede», og Den Augsburgske Bekendelse gentager det i art. 3. Den lutherske lære bygger artiklen på 1 Pet 3,18–19: Kristus blev dræbt i kødet, men gjort levende i ånden, og i den gik han hen og forkyndte for ånderne i fængslet. Ifølge Konkordieformlen for hele personen, Gud og menneske, ned til helvede efter begravelsen, overvandt Djævelen, ødelagde helvedes magt og tog al Djævelens magt fra ham. Nedfarten hører ikke til Kristi fornedrelse, hans tid i ringhed og lidelse, men er ifølge Jacobs det første trin i hans ophøjelse. Pieper regner den heller ikke til fornedrelsen.

Det græske ord for «forkyndte» betyder ifølge Pieper og Jacobs blot at kundgøre; det er ikke i sig selv ordet for at forkynde evangeliet, og sammenhængen taler om dom. Det var de vantro fra Noas tid, som havde forkastet Ordet, der fik dommen og Kristi sejr kundgjort. Stedet giver derfor intet grundlag for en ny chance for frelse efter døden, for en fortsat lidelse hos Kristus i helvede eller for den romersk-katolske tanke om, at de gammeltestamentlige hellige blev hentet ud af «fædrenes forgård». Heller ikke den reformerte forståelse, at nedfarten blot betegner Kristi sjælekval på korset, holder over for teksten.

Konkordieformlen afviser spidsfindige spørgsmål om, hvordan det gik til. Artiklen skal alene tros og fastholdes ved Ordet, og forklaringen gemmes til den anden verden. Med Luthers prædiken i Torgau 1533 holder bekendelsen sig til kernen, som er en trøst for troen: hverken helvede eller Djævelen kan tage dem, der tror på Kristus, til fange eller skade dem. Luther synes endda godt om billedet af Kristus, der med sejrsfanen stormer helvede, når man blot ikke spekulerer videre.

Skriften

  • 1 Pet 3,18–20 – Lærestedet: Kristus, gjort levende, gik hen og forkyndte for ånderne i fængslet, de vantro fra Noas tid.
  • 1 Pet 4,6 – De døde hørte evangeliet i deres jordiske liv; stedet lærer ikke en evangelieforkyndelse efter døden.
  • Matt 24,37–39 – Slægten før syndfloden er forbillede på dem, der fordømmes ved Menneskesønnens komme; derfor peger 1 Pet 3 på dom.
  • Luk 23,43 – Kristi ånd var i Paradis, da den skiltes fra legemet; derfor led han ikke i helvede efter døden.
  • Luk 23,46 – Kristus befalede sin ånd i Faderens hænder; hans lidelse var fuldbragt med døden.
  • Sl 16,10 – Luther i Torgau-prædikenen: Kristus for ned til helvede, men blev ikke der.
  • Matt 16,18 – Nedfartens frugt ifølge Luther: helvedes porte skal ikke skade eller overvælde dem, der tror.
  • 2 Kor 6,2 – Nu er nådetiden og frelsens dag; Jacobs afviser derfor, at evangeliet tilbydes på ny efter døden.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 3: Bekendelsen optager trosbekendelsens ord: den samme Kristus, som led, døde og blev begravet, er steget ned til helvede, opstået, faret til himmels og sidder ved Guds højre hånd.
    «at den samme Kristus er steget ned til helvede, i sandhed er opstået fra de døde på den tredje dag, er faret op til himlen og sidder ved Guds højre hånd» Læs teksten
  • Konkordieformlen, Epitome IX: Det er nok at vide, at Kristus for ned til helvede, ødelagde det for alle troende og forløste dem fra døden, Djævelen og fordømmelsen. Hvordan det gik til, skal gemmes til den anden verden.
    «For det er nok, at vi ved, at Kristus for ned til helvede, ødelagde helvede for alle troende og forløste dem fra dødens og djævelens magt og fra den evige fordømmelse i helvedes gab.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD IX: Begravelse og nedfart er to forskellige artikler; hele personen, Gud og menneske, for ned efter begravelsen og tog Djævelens magt. Artiklen fattes ikke af fornuften, men tros alene ved Ordet. Formlen henviser til Luthers prædiken i Torgau 1533.
    «Så beholder vi kernen: at hverken helvede eller Djævelen kan tage os og alle, der tror på Kristus, til fange eller skade os.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Krauth, Den konservative reformation, afh. VII: Krauth ordner Konkordieformlens lære i spørgsmål. Kristus for ikke til et billedligt helvede af sjælekvaler (Calvin, Ursinus), ikke blot ned i graven (Økolampadius, Beza) og heller ikke til fædrenes forgård (Bellarmin og de romersk-katolske), men til helvede.
    «Ikke til et billedligt helvede af sjælekvaler eller af kvaler som de fordømtes (Calvin, Ursinus), ikke ned i graven (Økolampadius, Beza)» Læs teksten
  • Krauth, Den konservative reformation, afh. VII: Formålet med nedfarten var at give Kristus en herlig sejr og triumf: Han skulle overvinde Satan og nedbryde helvedes magt for alle troende.
    «For at give vor Herre en herlig sejr og triumf, for at overvinde Satan og for at nedbryde helvedes magt for alle troende.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 12: Jacobs angiver forskellen mellem bekendelserne: Den reformerte kirke regner nedfarten til fornedrelsen, mens den lutherske kirke regner den for ophøjelsens første trin.
    «Den reformerte kirke regner «nedfarten til helvede» til fornedrelsen; den lutherske kirke regner den, som vi skal se, for ophøjelsens første trin.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 12: Forkyndelsen for ånderne i fængslet var ikke en evangelieforkyndelse. Ordet betyder blot at kundgøre, og ellers ville dette liv ikke længere være nådetiden og frelsens dag.
    «Der er imidlertid intet grundlag for at tro, at man efter døden får nogen lejlighed til at høre evangeliet.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 12: Menneskene før syndfloden nævnes, fordi deres trods mod Noa var et forbillede på dem, der spotter evangeliet. Deres nederlag, da Kristus kundgjorde sin sejr i åndeverdenen, viser, hvad der rammer alle, der sætter sig op imod hans sag.
    «spotterne fra tiden før syndfloden led, da Kristus kundgjorde sin sejr i åndeverdenen, var et forbillede på den skæbne, der rammer alle, som på samme måde sætter sig op imod hans sag.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Kristi fornedrelse og ophøjelse: Fornedrelsen omfatter Kristi jordiske liv fra undfangelsen til og med begravelsen. Nedfarten kan ikke regnes til den, hvilket følger af Skriftens begreb om nedfarten.
    «At nedfarten til helvede (descensus ad inferos) ikke kan regnes til fornedrelsens stand, følger af det skriftmæssige begreb om nedfarten til helvede, som endnu skal fremstilles.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Kristi fornedrelse og ophøjelse: Pieper udlægger 1 Pet 3,18 ff. som grundlaget for artiklen. Den levendegjorte Kristus gik til de vantro fra syndflodens tid; både den nære og den videre sammenhæng i brevet viser, at han kundgjorde dom, ikke frelse.
    «Her afgør sammenhængen på flere måder sagen imod evangeliets prædiken og for forkyndelsen af dommen.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Reformert lære (Calvin, Heidelberg-katekismen). Calvin og Heidelberg-katekismen forstår nedfarten billedligt som Kristi uudsigelige sjælekval på korset og forinden. Pieper svarer, at det, de nævner, i sig selv er skriftens lære, men at det bliver skriftstridigt, når det træder i stedet for den nedfart, 1 Pet 3,18–20 lærer.
  • Romersk-katolsk lære (limbus patrum). Den romersk-katolske kirke lærer, at Kristus ved nedfarten løste Det Gamle Testamentes hellige fra «fædrenes forgård» og førte dem til himlen. Jacobs svarer, at Skriften intet siger om det, og at de, der døde i troen, ikke var «i fængsel».
  • Evangelium for de døde (Markion, Origenes, nyere teologer). Nogle har lært, at Kristus i helvede prædikede frelse for alle ugudelige (Markion), for dem og djævlene med (Origenes) eller for dem, der ikke fik lejlighed til at høre evangeliet på jorden. Pieper afviser det alt sammen som vildfarelse: 1 Pet 3 taler om dom, og 1 Pet 4,6 handler om en prædiken, de døde hørte i deres jordiske liv.
  • Kristi lidelse i helvede (Æpinus, Flacius). Æpinus og Flacius mente, at Kristus for ned til helvede for at lide dér. Pieper afviser det: Kristi ånd var ved døden i Faderens hænder og i Paradis (Luk 23,43.46), og forkyndelsen for ånderne peger ikke på lidelse.

Hænger sammen med

  • Kristi fornedrelse og ophøjelse – Kristi vej har to stande. Fornedrelsen omfatter ifølge Pieper alt fra undfangelsen til og med begravelsen; derefter begynder ophøjelsen. Pieper regner ikke nedfarten til fornedrelsen, for ifølge 1 Pet 3 skete den, efter at Kristus var gjort levende. Han gik ikke ned for at lide, men for at optræde som sejrherre og dommer. Nedfarten er ophøjelsens første trin.
  • De to naturer og den personlige forening – Hos nogle lutherske lærere fandtes forskellige forklaringer af nedfarten, og man spurgte fx, om kun Kristi sjæl for ned, eller om guddommen var med. Konkordieformlen svarer, at hele personen, Gud og menneske, efter begravelsen for ned. Det fælles led er den personlige forening: Kristi to naturer skilles aldrig ad, så alt, hvad han gør, gør han som den ene Kristus, sand Gud og sandt menneske.
  • Himmelfarten og sædet ved Faderens højre hånd – Nedfarten står ikke alene. Den Augsburgske Bekendelse, art. 3, nævner i ét åndedrag, at den samme Kristus er steget ned til helvede, er opstået, er faret op til himlen og sidder ved Guds højre hånd for at herske over alle skabninger. Nedfarten er det første trin på ophøjelsens vej, og himmelfarten og sædet ved højre hånd er dens mål.
  • Englene og Djævelen – Det fælles led er Djævelens magt. Konkordieformlen siger, at Kristus for ned til helvede, ødelagde helvede for alle troende og forløste dem fra dødens og Djævelens magt. Nedfarten er altså Kristi sejr over den faldne engel og hans rige. Derfor kan hverken helvede eller Djævelen tage dem til fange, der tror på Kristus.
  • Døden og sjælens tilstand efter døden – Det fælles led er spørgsmålet, om der gives en ny chance for at blive frelst efter døden. Nogle har læst 1 Pet 3,19 og 4,6, som om Kristus prædikede evangeliet for de døde. Pieper afviser det: Kristus kundgjorde dommen for dem, der i Noas tid havde forkastet Ordet, og 1 Pet 4,6 taler om en prædiken, som de døde havde hørt, mens de levede.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).