Joh 12,23–33

Teksten i sammenhæng

Teksten står i Joh 12, lige efter indtoget i Jerusalem (Joh 12,12–19), i dagene før påsken. Nogle grækere, der er kommet op for at tilbede ved festen, beder Filip: «Vi vil gerne se Jesus» (Joh 12,20–22). Filip og Andreas går til Jesus, og hans svar er vores tekst. Gennem hele evangeliet har det lydt, at hans time endnu ikke var kommet (Joh 2,4; 7,30; 8,20). Nu siger han: «Timen er kommet.» Han taler til disciplene og folkemængden, men grækernes ønske er baggrunden: Hedningerne skal se ham, men det sker først, når hvedekornet er død, og når han er løftet op og drager alle til sig. Midt i talen ser vi hans sjæl i oprør og hører Faderens røst fra himlen. Teksten er prædiketekst på sidste søndag efter helligtrekonger i 2. tekstrække. Den søndag samler helligtrekongertidens tema om Kristi herlighed, der åbenbares, og vender blikket mod fastetiden: Herligheden er korsets herlighed.

Opbygning

1. 12,23 Timen er kommet: Menneskesønnen skal herliggøres
2. 12,24 Hvedekornet, der dør og bærer frugt
3. 12,25 At miste og bevare sit liv: at tjene og følge ham
4. 12,27 Sjælen i oprør og bønnen om Faderens herlighed
5. 12,28 Røsten fra himlen
6. 12,31 Dommen over verden og løftet om at drage alle

Græske nøgleord

• δοξάζω (G1392, v. 12,23) – δοξάζω, herliggøre. Hos Johannes er Jesu herliggørelse ikke en flugt fra lidelsen, men selve vejen gennem død og opstandelse til Faderen (Joh 7,39; 13,31–32; 17,1). Passiven δοξασθῇ siger underforstået, at det er Faderen, der herliggør Sønnen (jf. Joh 17,1.5). I v. 28 står ordet tre gange: Jesus beder «herliggør dit navn», og Faderen svarer, at han har herliggjort det og vil herliggøre det igen, nemlig ved korset og opstandelsen.
• κόκκος (G2848, v. 12,24) – κόκκος, korn, kerne. «Hvedekornet» (ὁ κόκκος τοῦ σίτου) bliver «alene» (μόνος), hvis det ikke dør. Først når det falder i jorden og dør, bærer det «megen frugt» (πολὺν καρπὸν). Billedet siger, at Jesu død ikke er et nederlag, men det, der giver liv til mange. Det står i første række om Kristus selv og først derefter om disciplene.
• μισέω (G3404, v. 12,25) – μισέω, hade. Ordet betyder her ikke selvforagt, men at sætte noget i anden række (jf. Luk 14,26). Modsætningen er φιλέω, «elske»: at holde fast på sit liv (ψυχή) som det højeste. Den, der klamrer sig til sit liv, mister det; den, der giver slip på det «i denne verden», skal bevare det (φυλάξει, futurum) til evigt liv.
• ταράσσω (G5015, v. 12,27) – ταράσσω, ryste, bringe i oprør. Perfektum τετάρακται, «er blevet bragt i oprør og er det nu», viser en virkelig og varig angst. Det er Johannes’ udgave af Getsemane (jf. Mark 14,34) og minder om klagesalmernes sprog (Sl 6,4). Guds Søn er sandt menneske og gyser for døden og for Guds vrede, som han går ind under for vores skyld.
• κρίσις (G2920, v. 12,31) – κρίσις, dom. «Nu er der dom over denne verden.» Det dobbelte νῦν, «nu», knytter dommen til timen, altså til korset. Dommen falder ikke først på den yderste dag; på korset bliver verden afsløret, og «denne verdens fyrste» bliver dømt og kastet ud (ἐκβληθήσεται ἔξω, passiv futurum). Jf. Joh 16,11: Fyrsten er dømt.
• ὑψόω (G5312, v. 12,32) – ὑψόω, løfte op, ophøje. Hos Johannes har ordet dobbelt betydning: Jesus bliver løftet op på korset og netop dér ophøjet til herlighed (Joh 3,14; 8,28). Evangelisten forklarer selv i v. 33, at det sigter til korsfæstelsen. Es 52,13 i den græske oversættelse bruger både «ophøjes» og «herliggøres» om Herrens tjener.
• ἑλκύω (G1670, v. 12,32) – ἑλκύω, drage, trække. Samme ord står i Joh 6,44: Ingen kan komme til Jesus, uden at Faderen drager ham. Her er det den korsfæstede, der drager «alle» til sig. Ordet siger, at mennesket ikke selv kommer op til Gud; det bliver draget af Kristus. Futurum ἑλκύσω er et løfte, der gælder både jøder og grækere.

Eksegetiske noter

• v. 12,23 «Timen» er et nøgleord i Johannesevangeliet. Den har ikke været kommet før (Joh 2,4; 7,30; 8,20), men fra nu af taler Jesus om den som nærværende (Joh 13,1; 17,1). At timen slår, netop da grækerne vil se ham (Joh 12,20–22), er ikke tilfældigt: Hedningerne skal se Jesus som den korsfæstede og opstandne, og de skal drages til ham gennem hans død (v. 32).
• v. 12,24 «Sandelig, sandelig» (ἀμὴν ἀμὴν) indleder et højtideligt ord. Billedet af kornet er hentet fra hverdagen, og Paulus bruger et lignende billede om opstandelsen (1 Kor 15,36–37). Her gælder det først Jesu egen død: Han bliver ikke «alene», fordi hans død bærer frugt i de mange, der kommer til tro. Versene 25–26 overfører det derefter på disciplenes liv.
• v. 12,27 Sætningen kan tegnsættes på to måder. RP og nogle udgaver læser «Fader, frels mig fra denne time» som en bøn, som Jesus straks giver afkald på («Men derfor er jeg kommet»). Den Frie Bibel og andre oversættelser gør den til et spørgsmål: Skal jeg sige det? Begge læsninger viser en sand menneskelig angst og en lydighed, der vælger korset. Jf. Hebr 5,7 og bønnen i Getsemane.
• v. 12,28–30 Røsten fra himlen er en af tre i evangelierne (dåben og forklarelsen er de andre). Her skal den høres «for jeres skyld» (v. 30). Folkemængden forstår den ikke: Nogle hører torden, andre en engel. Det viser, at Guds åbenbaring ikke tvinger sig på; den gives i Ordet, men den naturlige forstand hører kun lyd.
• v. 12,31 «Denne verdens fyrste» er Djævelen (Joh 14,30; 16,11; jf. 2 Kor 4,4). Hans magt over mennesker hviler på synden og skylden. Når Kristus på korset bærer verdens synd, mister Djævelen sin anklage og sin ret. Det er opfyldelsen af løftet i 1 Mos 3,15 om kvindens sæd, der knuser slangens hoved.
• v. 12,32–33 RP læser πάντας, «alle» (mennesker). Nogle gamle håndskrifter (bl.a. P66 og Sinaiticus i første hånd) læser πάντα, «alt». Den læsning, de fleste oversættelser følger, er «alle». V. 33 er evangelistens forklaring: «Løftet op fra jorden» betyder korsfæstelsen (jf. Joh 18,32). Bemærk kontrasten mellem Djævelen, der «kastes ud», og Kristus, der «drager» til sig.

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører den naturlige kærlighed til eget liv. «Den, der elsker sit liv, mister det» rammer os, der vil sikre os selv: helbred, ry, tryghed og vores egen fromhed. Vi vil gerne «se Jesus» som grækerne, men helst uden hvedekornets død og uden at følge ham. Teksten dømmer også verden: «Nu er der dom over denne verden.» På korset bliver det tydeligt, hvad menneskets synd er, og at den hører under dommen. Folkemængden, der hører torden i stedet for Guds røst, er billedet på hjertet, der ikke selv kan forstå Gud. Ingen af os kommer til Kristus af egen kraft.

Evangeliet: Evangeliet er, at Kristus selv er hvedekornet. Han går frivilligt i døden, selv om hans sjæl er i oprør, og beder ikke om at blive fri, men om at Faderens navn bliver herliggjort. Hans død bærer frugt: Den skaber et folk af mange, jøder og grækere. På korset bliver dommen fældet over Djævelen, så han ikke længere har ret til at anklage os. Og løftet lyder: «Når jeg bliver løftet op fra jorden, vil jeg drage alle til mig.» Det er ikke os, der klatrer op til Gud; den korsfæstede drager os til sig ved Ordet. Og hvor han er, dér skal hans tjener også være.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Lidelseshistorien, indledning (om nytten af Kristi lidelse): Huspostillen har ingen prædiken over netop denne tekst, men i indledningen til lidelseshistorien bruger Luther Joh 12,23–24 og 12,32. Den højeste frugt af hvedekornets død er, at Kristus drager os til sig ved sit offer, ikke at vi drager ham ned med vores gerninger.
  «Kristus må drage os – ellers er det tabt. For han alene har ødelagt Djævelens rige, betalt for vore synder og draget os ud af verden, ud af døden og op til livet» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Kristi genkomst: Pieper bruger Joh 12,31 til at vise, at Djævelens herredømme hviler på verdens syndeskyld, som Kristi forsoningsdød har taget bort. For den enkelte bliver Djævelen bundet, når han kommer til tro på evangeliet.
  «For det enkelte menneske kommer Djævelens herredømme til ende, og Djævelen bliver således bundet for det, i samme øjeblik som det bliver omvendt ved troen på evangeliet» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: De onde engle: Djævelen driver selv på Kristi død og bliver netop ved den kastet ud. Pieper ser heri, at hadet mod Gud blænder forstanden.
  «på den anden side beretter om hans store dårskab, at han driver på Kristi død, som dog netop kaster ham ud af hans rige» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Kristi person, den personlige forening: Pieper henviser til Joh 12,23 ff. for, at Kristus har en gudmenneskelig bevidsthed: Han ved, at han er kommet for at gå gennem lidelse og død til Faderen.
  «om sit komme ind i verden i tiden for gennem lidelse, død og opstandelse at gå til Faderen igen» Læs teksten

Prædikenspor

Vi vil gerne se Jesus

Et spor, der følger teksten. Hovedtanken er, at Jesus viser sig for grækerne og for os som det hvedekorn, der dør. Første trin: grækernes ønske og vores eget ønske om at se Jesus, gerne som den stærke og herlige. Andet trin: Jesu svar, at timen er kommet, og at herligheden er hvedekornets død; her hører også hans sjæl i oprør og lydigheden mod Faderen. Tredje trin: løftet i v. 32. Den, vi vil se, er den korsfæstede, og det er ham, der drager os til sig. Prædikenen ender ved, at vi ser Jesus dér, hvor han giver sig: i Ordet og ved nadverbordet.

At miste og at bevare sit liv

Et tematisk spor om v. 24–26. Hovedtanken er, at Kristus først er hvedekornet for os, og først derefter bliver hans vej vores vej. Første trin: loven i v. 25. Vi elsker vores liv og vil sikre det, også over for Gud, og mister det netop derved. Andet trin: Kristus gav sit liv og mistede det for os, og hans død bærer frugt i os. Tredje trin: At følge ham er ikke en præstation, men at være dér, hvor han er, og løftet lyder, at Faderen vil ære den, der tjener ham. Pas på, at efterfølgelsen ikke bliver en ny lov; den udspringer af evangeliet.

Nu er min sjæl i oprør

Et sjælesørgerligt spor for den, der er angst eller anfægtet. Hovedtanken er, at Jesus selv har stået i angsten. Første trin: Han skjuler ikke sin uro og spørger, hvad han skal sige; Guds Søn er sandt menneske. Andet trin: Han beder ikke sig fri, men om at Faderens navn skal herliggøres, og Faderen svarer. Røsten lød «for jeres skyld». Tredje trin: Fordi han gik ind i timen, er dommen over Djævelen fældet, og anklagen mod os er taget bort. Den, der er i oprør, må vide, at Kristus har været der før og drager os til sig, også når vi ikke selv kan holde fast.

Lærepunkter i teksten

• Kristi fornedrelse og ophøjelse – Herliggørelsen sker gennem fornedrelsen: Jesus bliver løftet op på korset, og netop det er vejen til hans ophøjelse.
• Forsoningen: Kristi stedfortrædende fyldestgørelse – Hvedekornets død bærer frugt for mange, og på korset fældes dommen over synden og verden.
• Englene og Djævelen – «Nu skal denne verdens fyrste kastes ud»: Kristi død tager Djævelen hans magt og anklage.
• Guds almene nådevilje – Den ophøjede vil drage alle til sig, jøder og grækere; nåden gælder hele verden.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 143 Med Den Enbårnes herlighed – Grundtvigs salme om Kristi herlighed på forklarelsens bjerg; sidste søndag efter helligtrekonger.
• 476 Kornet, som dør i jorden – Tager tekstens billede af hvedekornet, der dør og bærer frugt, direkte op.
• 255 Drag, Jesus, mig – Bøn om at blive draget til Kristus, svar på løftet i v. 32.
• 603 Den vej, du gik i kors og trang – Om at følge Kristus på hans vej, jf. v. 26: hvor jeg er, skal min tjener være.
• 191 Gak under Jesu kors at stå – Peger frem mod fastetiden og den korsfæstede, der er løftet op.