Englene

Englene

(De angelis.)

At den moderne teologi er flyttet ud af Skriften og ind i det teologiserende subjekts jeg, viser sig også tydeligt i dens stilling til Skriftens lære om englene. Alt efter hvor konsekvent den lader jeg-standpunktet gøre sig gældende, indtager den en mere eller mindre radikal stilling imod den kristne englelære. Den liberale fløjs standpunkt kan omtrent sammenfattes sådan: At der findes gode engle, er muligt, men kan ikke bevises. Under alle omstændigheder mangler beviset for en personlig djævel.¹⁴⁹⁹ Den mere positive retning vil ikke helt have «forestillingen om engle forvist fra den religiøse anskuelses sprog», men påstår, at Skriftens udsagn om englene ikke rækker til en «lære» om englene. Til en «dogmatisk» lære om englene hører efter dens mening påvisningen af en «indre nødvendig sammenhæng» med det teologidrivende individs «frelseserfaring». Kirn siger:¹⁵⁰⁰ «Da der ikke består nogen indre nødvendig sammenhæng med den kristne frelsessandhed og frelseserfaring, skal dogmatikken ikke opstille nogen særlig lære om englene.» Dog findes der også nyere teologer, som går ind for at antage både gode og onde engle.¹⁵⁰¹ Men man må huske, at den kristne lære om englene kun kan erkendes og læres ud fra Skriften som Guds ufejlbarlige ord. Vi bedrager os selv, hvis vi mener, at vi også uden Skriftens åbenbaring kunne udvikle den kristne englelære helt eller dog delvis med «indre nødvendighed» ud fra vort eget jeg.

¹⁴⁹⁹ Hos Nitzsch-Stephan findes (s. 441 ff.) først en kort, rigtig fremstilling af «den ældre lutherske lære» om englene. Men derefter hedder det under «Prøvelse og resultat»: «Englenes realitet kan man på den ene side ganske vist ikke erklære for umulig, men på den anden side heller ikke bevise.» Om Djævelen hedder det s. 364: «Hele teorien om Djævelen som den første faldne engel er kun en dogmatisk hypotese.» Karl Hase henviser som æstetisk rationalist englelæren til poesiens, overtroens og den kirkelige kunsts område. (Ev. Dogmatik, 4. udg., s. 192 f.)

¹⁵⁰⁰ Ev. Dogmatik, 3. udg., s. 72.

¹⁵⁰¹ Også hos Nitzsch-Stephan citeres især Kähler og Schlatter. S. 445: «Den nutidige konservative dogmatik taler kun lidt om englene, selv om den af troskab mod Skriften fastholder deres eksistens. ... Kähler mener, at sammen med tilliden til, at ens egen personlige tilværelse er uafhængig af den sanselige livsånde, åbner blikket sig også for det overjordiske rige af personlige skabninger, hvis beståen og indvirken i menneskehedens historie holder ligevægt med hin overvægt af tinglig tilværelse [er udtrykt noget dunkelt]; de tjener Gud i hans forsyn og åbenbaring, men ikke som mellemled for menneskenes religiøse forhold til Gud [meget rigtigt], men kun som midler til samkvem med menneskene ved den historiske åbenbaring. (Lehre, s. 267 f.) Schlatter ... tydeliggør englebegrebet Guds herlighed; Gud må være større end den verden, vi kan erfare. Erindringen herom driver til ’at antage en udfoldelse af skaberkraften, der ikke er begrænset til natur og mennesker [begrundelsen er for subjektiv], og Skriftens udsagn berettiger os til at gå ud over tanken om en blot mulighed’. ’Hemmeligheden er os nær.’ (Dogma, s. 92 f.)» S. 361: «Den konservative teologi fremfører endnu i dag en lære om Satan. Den gør det af troskab mod Jesus som læreren, ’der i et andet mål end vi har oplevet de hinsidige magters realitet’ (Schlatter, Dogma, s. 279), og hvis udsagn om sig selv er uløseligt knyttet sammen med sætninger om denne verdens fyrste, hans engle og deres forførende virksomhed (Kähler, Lehre, s. 308); desuden i den overbevisning, at den menneskelige synds oprindelse først bliver forståelig, når man antager en satanisk baggrund.» – Alle nyere teologer, der vil omsætte den personlige djævel til «ideen» om det onde (rationalisterne, Schleiermacher, også Kirn), har Strauss fra sit standpunkt af fuldstændig vantro gendrevet med disse ord (citeret hos Luthardt, Komp., 10. udg., s. 155): «Dæmonerne må forstås som nødvendige bestanddele af Jesu og apostlenes hele verdensanskuelse»; «er Kristus kommet for at ødelægge Djævelens gerninger, så behøvede han ikke at komme, hvis der ingen djævel var; er der en djævel, men kun som personifikation af det onde princip – godt, så er en Kristus som upersonlig idé også nok».

De nyere teologer, som afviser en «dogmatisk» lære om englene, begrunder det, som sagt, med den bemærkning, at englelæren ikke indtager nogen central plads inden for den kristne frelsesåbenbaring. Således siger Kirn:¹⁵⁰² «Vi kan ikke regne forestillingen om engle til selve frelsesåbenbaringens væsentlige indhold og må overlade brugen af den til den religiøse takt.» Det er allerede under afsnittet «Ikke-fundamentale lærepunkter» (s. 102 f.) påvist, at og hvorfor læren om englene ganske vist ikke skal regnes til de fundamentale artikler. Den tro, som sætter mennesket i nådesamfund med Gud, har ikke englenes eksistens og deres tjeneste til sin genstand, men Kristus, den korsfæstede, i hans stedfortrædende fyldestgørelse (satisfactio vicaria), 1 Kor 2,2; 15,3. Til alle tider er mennesker blevet kristne uden at have hørt eller vidst, at der findes engle. Men når et menneske er blevet kristen og nu læser Bibelen, så finder han fra 1 Mosebog til Johannes' Åbenbaring ikke blot hovedlæren om Kristus, synderes Frelser, men også læren om englene bevidnet. Og det vil være meget inkonsekvent, hvis han ganske vist fastholder læren om Kristus, men afviser læren om englene som utroværdig. At moderne teologer mener, at de let kan forene benægtelsen af den kristne englelære med den «kristne frelseserfaring», skyldes for det meste, at de har et forkert begreb om den kristne frelseserfaring. For alle, som benægter Kristi stedfortrædende fyldestgørelse (satisfactio Christi vicaria), er den kristne frelseserfaring konsekvent nok terra incognita [et ukendt land].

¹⁵⁰² Anf. st., s. 73.

1. Englenes eksistens og tidspunktet for deres skabelse

At der findes engle, bevidner Skriften, som allerede bemærket, fra 1 Mosebog til Åbenbaringen. Det er disse skriftvidnesbyrd og ikke sandsynlighedsgrunde, der bevæger os til at tro, at englene eksisterer, og af samme grund findes der inden for den kristne kirke en lære om englene. – Hvad angår tidspunktet for englenes skabelse, så falder det inden for de seks skabelsesdage. Englene blev ikke skabt før verden, for før verden var der kun Gud, Joh 1,1–3. De blev ikke skabt efter verden, for Gud holdt op med at skabe efter verdens skabelse, 1 Mos 2,2–3.¹⁵⁰³ Men på hvilken af de seks skabelsesdage englene blev skabt, kan ikke bestemmes med vished, fordi Skriften intet udsiger herom.¹⁵⁰⁴

¹⁵⁰³ Gerhard bemærker, Loci, L. De Creatione et Angelis, § 39, imod kirkefædre, der antog, at englene blev skabt før verden: Scriptura per spatium antemundanum semper intelligit aeternitatem, ut patet ex Ps. 90; Prov. 8; Ioh. 1 et aliis Scripturae locis. Iam vero angelis non competit aeternitas. [Ved tiden før verden forstår Skriften altid evigheden, som det fremgår af Sl 90; Ordsp 8; Joh 1 og andre steder i Skriften. Men evighed tilkommer ikke englene.]

¹⁵⁰⁴ Jf. Luther til 1 Mos 1,6, St. L. I, 27 f. Gerhard, anf. st., § 40: Quo die angeli sint conditi, scrupulose magis quam utiliter quaeritur. [På hvilken dag englene blev skabt, spørger man om mere pedantisk end nyttigt.]

2. Englenes navn

«Engel» (מַלְאָךְ, ἄγγελος) er en embedsbetegnelse (nomen officii), ikke en betegnelse for englenes væsen. En betegnelse for englenes væsen eller natur har vi i ordet «ånd» (πνεῦμα), som det senere skal vises nærmere. At navnet «engel» er en embedsbetegnelse og betegner en udsending eller et sendebud, fremgår af, at også mennesker, især forkyndere af Guds ord, i Skriften kaldes engle. Mal 2,7: «Præstens læber skal bevare læren, så man søger loven af hans mund; for han er Hærskarers Herres engel.» Ligeledes kaldes Johannes Døber Guds «engel».¹⁵⁰⁵ Kristus selv bærer navnet «pagtens engel» som Guds udsending κατ’ ἐξοχήν [i særlig forstand].¹⁵⁰⁶ Spørgsmålet om, hvornår man ved «HERRENS engel» i Det Gamle Testamente skal forstå den uskabte engel (Angelus increatus), Kristus, blev behandlet under læren om Gud.¹⁵⁰⁷

¹⁵⁰⁵ Mal 3,1; Matt 11,10.

¹⁵⁰⁶ Mal 3,1; Joh 3,17.34; 6,40; Gal 4,4–6.

¹⁵⁰⁷ S. 477 ff. Sammenfattende Gerhard, Loci, L. De Creatione et Angelis, § 37: Quotiescunque vel nomen Iehovae vel divina opera et divinus cultus angelo in Scriptura tribuatur, ibi intelligendus Dei Filius. [Hver gang enten Jehovas navn eller guddommelige gerninger og guddommelig dyrkelse i Skriften tillægges en engel, skal man dér forstå Guds Søn.]

3. Englenes beskaffenhed og evner

Englene er ånder (πνεύματα), det vil sige immaterielle væsener. At vi heller ikke må tillægge englene en fin (æterisk) legemlighed, fremgår af Luk 24,39. På dette sted definerer Kristus, hvad en ånd er. Da disciplene ved en åbenbaring efter hans opstandelse holdt ham for en ånd, belærte han dem således: «En ånd har ikke kød og ben, som I ser, at jeg har.» Ifølge dette står det at være ånd i fuldkommen modsætning (oppositio adaequata) til enhver (også den fine eller forklarede) legemlighed. Det samme siges om de onde engles væsen eller natur, når det i Ef 6,12 hedder: «Vores kamp er ikke mod blod og kød.» Der mangler derfor skriftgrund, når kirkefædre m.fl. og også nyere teologer tillægger englene et fint legeme i forskellige nærmere bestemmelser.¹⁵⁰⁸ De legemer, hvori de i sig selv legemsløse og usynlige engle ved bestemte lejligheder har vist sig (fx 1 Mos 18 og 19), må vi derfor kun opfatte som midlertidigt antagne skikkelser, der ikke hørte til deres væsen (unio accidentalis), og som kun tjente til midlertidigt at gøre dem synlige. Hvad angår englenes spisning (1 Mos 18,8; 19,3), er vi ikke berettigede til at opfatte den som blot skin. Den skete selvsagt ikke for at ernære det antagne legeme, som ikke behøvede en sådan næring, men den tjente samkvemmet med menneskene, og maden blev fortæret på en for os ubegribelig måde, omtrent sådan, siger dogmatikere, som mad fortæres af ilden.¹⁵⁰⁹ Under læren om Gud blev der allerede mindet om,¹⁵¹⁰ at der mellem Gud som πνεῦμα (Joh 4,24) og englene som πνεύματα (Hebr 1,14) forbliver en uendelig afstand, da englene er endelige ånder og skabninger. Fra den immaterielle menneskelige sjæl adskiller englene sig ved, at de som ånder er fuldstændige væsener, spiritus completi, mens den menneskelige sjæl er spiritus incompletus, fordi også legemet som integrerende bestanddel hører til det fuldstændige menneske.

¹⁵⁰⁸ En udførlig antitese hos Quenstedt I, 658 ff. Også Hollaz behandler antitesen udførligt, Examen, P. I, c. IV. IV, qu. 3, efter tesen: Angeli sunt spiritus omnis materiae, tam crassioris quam subtilioris, expertes. [Englene er ånder uden nogen materie, hverken grovere eller finere.] Walther imod de nyere teologer, der tillægger englene legemlighed, L. u. W. 22, 166 ff. Det længere citat fra Kurtz' «Bibel und Astronomie» 2, s. 78–84, som Walthers kritik især vender sig imod, er også trykt i Baier-Walther II, 108 f. Kurtz har forstiget sig til den påstand: «Inden for skabningen er legemligheden betingelsen for al eksistens, organet for al virksomhed, åndens folie; ved den får skabningen sin begrænsning, sin bestemthed og sit holdepunkt; uden den ville den flyde ud og opløses uden fasthed.» Hvor bliver den almægtige Gud så af? Jf. her også det, der er sagt om de afdøde sjæles «mellemlegeme», bd. III, s. 577 f. Imod englenes legemlighed også Philippi, Glaubenslehre, 3. udg., II, 296 ff.

¹⁵⁰⁹ Joh. Adam Osiander, Colleg. Theol. II, 165; hos Baier-Walther II, 109: Homines edunt et bibunt ob egestatem, angeli autem instar flammae consumunt cibum ob potentiam. [Mennesker spiser og drikker af nød, men englene fortærer maden som en flamme i kraft af deres magt.] Indgående udtaler Brochmand sig om englenes spisning, idet han siger, at man her gør unødige vanskeligheder, og minder om analogien med Kristi spisning efter opstandelsen. Han siger: Non ignoro, inveniri, qui hic nodum in scirpo quaerant. Sunt enim, qui contendunt, angelos vere non obire in assumptis corporibus munia vitalia, sed tantum in speciem, ita ut angeli visi fuerint Abrahamo et Lotho comedere, cum tamen revera non comederint. . . . Non necessarium esse ad veram comestionem, ut cibus in ventriculo concoquatur et in succum sanguinemque vertatur, testis locuples est Christus, Luc. 24, 41—43, qui post resurrectionem ad confirmandam resurrectionis suae veritatem coram discipulis suis comedit, utut cibus in nutrimentum non sit conversus, hoc enim corporis glorificati natura non permittebat, Luc. 20, 36. Frustra vero regeritur, corpora ab angelis assumpta non fuisse vere vitalia. Nam licet non vivificabantur ab anima, virtute tamen angelorum singulari ita afficiebantur, ut apta essent, per quae loquela, tactus, motus et similia viventium opera exercerentur. Hoc addimus, disputari a patribus et doctoribus scholasticis, an corpora, quibus induti angeli apparuerunt, ex nihilo a Deo creata sint, an vero ex praeexistente materia ab ipsis angelis formata et assumpta sint. Verum hic meam libens fateor ignorantiam. [Jeg ved godt, at der findes nogle, som her søger en knude på et siv. Der er nemlig nogle, som hævder, at englene i de antagne legemer ikke i virkeligheden udførte livsfunktioner, men kun tilsyneladende, så at englene for Abraham og Lot så ud til at spise, skønt de i virkeligheden ikke spiste. ... At det ikke er nødvendigt for en virkelig spisning, at maden fordøjes i maven og omdannes til saft og blod, har vi et pålideligt vidne om i Kristus, Luk 24,41–43, som efter opstandelsen spiste for sine disciples øjne for at bekræfte sandheden af sin opstandelse, skønt maden ikke blev omdannet til næring; det tillod det forklarede legemes natur nemlig ikke, Luk 20,36. Forgæves indvender man, at de legemer, englene antog, ikke var virkeligt levende. For selv om de ikke blev gjort levende af en sjæl, blev de dog ved englenes særlige kraft påvirket således, at de var egnede til, at tale, berøring, bevægelse og lignende levende væseners gerninger kunne udføres ved dem. Dette tilføjer vi: Kirkefædrene og de skolastiske lærere disputerer om, hvorvidt de legemer, som englene var iklædt, da de viste sig, blev skabt af intet af Gud, eller om de blev formet og antaget af englene selv af forhåndenværende materie. Men her bekender jeg gerne min uvidenhed.] (System. Univ. Theol., art. 8, c. 2, q. 2, f. 98; hos Baier-Walther II, 113 f.)

¹⁵¹⁰ S. 537 f.

Hvad englenes evner angår, tillægger Skriften dem, og det både de gode og de onde, erkendelse (intellectus) og vilje (voluntas). De gode engle erkender Guds mangfoldige visdom gennem kirken (Ef 3,10) og er villige tjenere for dem, som skal arve frelsen, Hebr 1,14. At også de onde engle har forstand og vilje, fremgår af den fristelse, hvormed Djævelen gik løs på Eva (1 Mos 3) og på Kristus (Matt 4). Ud fra Skriften står det også fast, at englene, skønt de er immaterielle, har evnen (potentia) til at virke udadtil (på legemer). Engle griber Lot og hans hustru og hans døtre ved hånden, 1 Mos 19,16, og Djævelen tager Kristus med sig til den hellige by og stiller ham på templets tinde, Matt 4,5. En analogi hertil har vi i den immaterielle menneskelige sjæls virkning på det materielle menneskelige legeme. Hvordan det sker, unddrager sig vores menneskelige forestillingsevne. Mere herom under afsnittene «De gode engle og deres gerninger» og «De onde engle og deres gerninger». Kun skal der endnu mindes om det, som allerede blev fremstillet under læren om Gud, at englene ikke ved alle ting og især heller ikke (af sig selv) kender de fremtidige ting, fordi alvidenhed (omniscientia) og forudviden (praescientia) kun tilkommer Gud. Englene kender heller ikke menneskenes tanker, fordi også dette er Guds forrettighed, 1 Kong 8,39.¹⁵¹¹

¹⁵¹¹ Baier II, 111: De cogitationibus hominum occultis angeli non nisi ex signis aut effectibus collectam opinionem [formodning] habent. [Om menneskenes skjulte tanker har englene kun en formodning, som de har sluttet sig til ud fra tegn eller virkninger.]

Englenes magt er meget stor, hvilket fremgår af de betegnelser, Skriften tillægger dem (Sl 103,20: stærke helte, גִּבֹּרֵי כֹחַ; 2 Thess 1,7: ἄγγελοι δυνάμεως αὐτοῦ [hans magts engle], nemlig Kristi; Matt 12,29: ἰσχυρός [den stærke] osv.). Det er en magt, der overgår menneskenes magt (en overmenneskelig magt). De gode engle er som menneskenes beskyttere stærkere end dem, de beskytter, Sl 91,11–13. De onde engle er stærkere end menneskene, for Djævelen holder alle vantro sikkert fangne i sit rige (Luk 11,21–22), mens de troende kun i Guds kraft kan stå imod Djævelens angreb, Ef 6,10–17. Dog er englenes magt ikke uendelig, og den er til enhver tid underlagt Guds magt. Man har her drøftet, om djævlene kan gøre undere. Dogmatikerne svarer med en skelnen. Djævlene kan ikke gøre virkelige undere, fx ikke skabe nye ting, ikke opvække døde osv., for Skriften tilskriver dette Gud alene og hans almægtige kraft; Sl 72,18: «Lovet være Gud HERREN, Israels Gud, som alene gør undere.» Men djævlene kan under Guds tilladelse og tilskikkelse gøre ting, der for menneskene ser ud som undere, fordi menneskene mangler det omfattende indblik i åndernes rige og især i åndernes magt og evne. Således siger Skriften udtrykkeligt, at Antikrist skaffer sig tilhængere blandt menneskene «med Satans kraft, med enhver magt og løgnens tegn og undere», ἐν πάσῃ δυνάμει καὶ σημείοις καὶ τέρασιν ψεύδους, 2 Thess 2,9. Og at dette sker efter Guds tilskikkelse, tilføjes med ordene: «Derfor [fordi de ikke har taget mod kærligheden til sandheden] sender Gud dem forførelsens kraft, så de tror løgnen, for at alle de, som ikke har troet sandheden, men fandt glæde i uretfærdigheden, skal blive fordømt», v. 10–12.¹⁵¹² Dogmatikere skelner mellem miracula og mirabilia seu mira [virkelige undere og forunderlige eller mærkværdige ting].

¹⁵¹² Quenstedt behandler englenes magt meget udførligt under et særligt spørgsmål: Quae et quanta sit angelorum potentia [Hvordan og hvor stor englenes magt er], I, 666 ff.

Til fablernes område hører, at englene kan indgå ægteskab med mennesker, sådan som også nyere teologer igen har villet lære med henvisning til 1 Mos 6,2: «Guds børn så, at menneskenes døtre var smukke, og tog sig til hustruer, hvem de ville.» Skriften betegner det som et kendetegn for englene, at de hverken gifter sig eller bortgiftes, Matt 22,30.¹⁵¹³

¹⁵¹³ Jf. om nyere teologer, der på grundlag af 1 Mos 6,2 har antaget engleægteskaber, citaterne fra Kurtz' «Die Ehen der Söhne Gottes mit den Töchtern der Menschen», Berlin 1857, s. 111 ff. – Med rette henviser August Pfeiffer i sine Dubia Vexata 2, s. 59 f., imod engleægteskaberne både til Matt 22,30 og til ApG 17,26. I ordene Matt 22,30: «I opstandelsen gifter de [menneskene] sig ikke eller bortgiftes, men de er som Guds engle» siges der to ting: 1. at ægteskabet blandt menneskene hører dette jordiske liv til, men i opstandelsen, det vil sige i livet efter dette liv, ikke længere finder sted; 2. at menneskene i denne henseende, nemlig i at de hverken gifter sig eller bortgiftes, er som Guds engle. Hermed er jo sagt: Ligesom det hører til englenes beskaffenhed, at de hverken gifter sig eller bortgiftes, sådan hører det også til menneskenes beskaffenhed, at ægteskabet for dem ophører «i opstandelsen». Kort sagt: I argumentet forudsættes det som selvfølgeligt, at der ikke findes engleægteskaber. Pfeiffer udtrykker det sådan: Repugnat naturae angelicae [Det strider mod englenes natur]. – Med rette henviser Pfeiffer endvidere til ApG 17,26, hvor det siges, at alle mennesker, som nogensinde har levet, nu lever og vil leve indtil den yderste dag, nedstammer fra ét blod (ἐξ ἑνὸς αἵματος), nemlig fra Adam. Men hvis man antager, at englene ifølge 1 Mos 6,2 har indgået ægteskab med menneskene, så ville menneskeslægten være blandet med «engleblod» og udgøre en slags halvblodsrace. For at svække dette argument har nogle i det stille omtolket tekstens ord i 1 Mos 6,2, som om der dér kun var tale om en lejlighedsvis sammenblanding af engle med mennesker. Også dette ville allerede have bragt «engleblod» ind i menneskeslægten og stride imod ἐξ ἑνὸς αἵματος. Men ordene i 1 Mos 6,2: «De tog sig til hustruer (נָשִׁים), hvem de ville» betegner et regulært og varigt ægteskab. De forsvarere af engleægteskaberne, som ikke vil gå så vidt, har ingen ret til at påberåbe sig 1 Mos 6,2. – Men også sammenhængen i 1 Mos 6,2 udelukker fuldstændig engleægteskaber. I det umiddelbart foregående, nemlig v. 1, er der kun tale om mennesker: «da menneskene begyndte at blive mange på jorden og fik døtre». Ligeledes er der i det umiddelbart følgende, nemlig v. 3, kun tale om mennesker: «Da sagde HERREN: Menneskene vil ikke længere lade sig revse af min ånd, for de er kød. Jeg vil endnu give dem en frist på hundrede og tyve år.» Ligeledes i de følgende vers, 5–7: «Da HERREN så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, ... da angrede han, at han havde skabt menneskene, ... og sagde: Jeg vil udslette menneskene, som jeg har skabt, fra jorden, fra mennesket til kvæget.» Kort sagt: I hele omgivelsen af 1 Mos 6,2, i den foregående og i den efterfølgende sammenhæng, er der kun tale om mennesker, aldrig om engle eller englemennesker (halvblod). – Men sprogbrugen! Beviser udtrykket «Guds børn» ikke engleægteskaberne? Til henvisningen til sprogbrugen, at בְּנֵי־הָאֱלֹהִים altid kun skulle betegne engle, siger Ströbel i sin anmeldelse af Kurtz' «Ehen der Söhne Gottes mit den Töchtern der Menschen»: «Moses taler meget ofte om engle, men aldrig kalder han dem ’Guds sønner’. Ligeledes taler han ikke sjældent om ’Guds sønner [børn]’, men hver gang forstår han mennesker derved. At kalde englene ’Guds sønner’ er en sprogbrug, der er ganske ukendt før Davids og efter Daniels tid, og at ville finde denne betegnelse allerede i 1 Mosebog er en anakronistisk petitio principii [cirkelslutning].» (Citeret i L. u. W. 5, 188 fra Rudelbach-Guerickes Zeitschrift 1859.) Jf. også Philippis udførlige fremstilling (Glaubenslehre 3, s. 182–192) med resultatet: «At Bne Elohim skal forstås om setitterne [ikke om engle], synes os at blive afgjort uigendriveligt af sammenhængen. Dette anerkender selv Delitzsch; jf. Genesis, s. 225, tredje udgave, s. 232, skønt han for sin del foretrækker engletolkningen, som kun er blevet forfægtet af flere eksegeter i de første århundreder og i nyere tid (jf. især Hofmann, Schriftbeweis, 2. udg., I, s. 424 f., og Kurtz, ’Die Ehen der Söhne Gottes mit den Töchtern der Menschen’).» Til samme resultat som Philippi er August Pfeiffer, anf. st., kommet: Filii Dei, qui uxores ducunt et generant, non sunt angeli boni, nedum mali, sed homines pii eorumque posteri, qui, licet hic desciverint, dicuntur tamen filii Dei tum a statu priori, tum ob externam societatem cum vera ecclesia. [Guds sønner, som tager sig hustruer og avler børn, er ikke gode engle, endsige onde, men fromme mennesker og deres efterkommere, som, skønt de her faldt fra, dog kaldes Guds sønner, dels på grund af deres tidligere stand, dels på grund af deres ydre fællesskab med den sande kirke.]

Om englenes forhold til stedet kan vi sige så meget, at de kan være på et bestemt sted (som englen hos Peter i fængslet, ApG 12,7), men som immaterielle væsener er de rumløse i den forstand, at de ikke optager plads og kan være dér, hvor der allerede er et andet legeme. Quenstedt:¹⁵¹⁴ Coexistunt loco corporeo vel corpori. [De eksisterer sammen med et legemligt sted eller et legeme.] Selvsagt tilkommer allestedsnærværelse ikke englene; de er på en bestemt tid kun på et bestemt sted. De er, som dogmatikere udtrykker det, et sted (ποῦ), og dette «et sted» kan bestemmes. Som eksempel kan den menneskelige sjæl tjene. Heller ikke den immaterielle menneskelige sjæl optager plads, og dog kan vi angive, hvor den er. Hos et menneske, der endnu lever, er den ikke uden for legemet, men i det; ApG 20,10: «Vær ikke urolige, for hans sjæl er i ham.»¹⁵¹⁵

¹⁵¹⁴ Systema I, 633.

¹⁵¹⁵ Quenstedt I, 134: Tribuitur angelis ποῦ seu ubi, in quo angelus est definitive. Sunt enim angeli in certo spatio per designationem seu definitive, h. e., eorum substantialis, non virtualis praesentia aliquo spatio definitur, ut ibi, non in aliis spatiis, nedum ubique sint. [Englene tillægges et «hvor» (ποῦ eller ubi), hvori englen er på afgrænset vis. For englene er i et bestemt rum ved afgrænsning eller på afgrænset vis, det vil sige: deres væsensmæssige, ikke deres virkningsmæssige nærvær afgrænses af et rum, så de er dér og ikke i andre rum, endsige overalt.] De kan også flytte deres «hvor». Baier-Walther II, 117: Angelos non dicimus esse ubique, sed in certo quodam et definito ποῦ, quod vocant, ita ut etiam ab uno ubi ad alterum sese movere possint et res materiales aliorsum movere. Vid. Matth. 8, 32, ubi daemones ex homine obsesso, in quo aliquamdiu fuerant, eiecti et in gregem porcorum demigrantes, totum hunc gregem praecipitem egerunt in mare. [Vi siger ikke, at englene er overalt, men i et bestemt og afgrænset «hvor», som man kalder det, så at de også kan bevæge sig fra ét «hvor» til et andet og flytte materielle ting andetsteds hen. Se Matt 8,32, hvor dæmonerne, der blev drevet ud af den besatte, som de en tid havde været i, og som for over i svineflokken, styrtede hele denne flok ud i havet.]

4. Englenes antal og forskellene mellem dem

Englenes antal er meget stort; Dan 7,10: «Tusinde gange tusinder tjente ham, og titusinde gange titusinder stod foran ham»; Luk 2,13: πλῆθος στρατιᾶς οὐρανίου [en himmelsk hærskare]. At vi ikke er i stand til at angive englenes antal nøjagtigt, siger Skriften selv, når den taler om «myriader» af engle (Hebr 12,22) og i Dan 7,10 bruger udtrykket tusind gange tusind og ti tusind gange ti tusind. Keil:¹⁵¹⁶ «Udtryk for den utallige mængde af engle, som omgiver Gud og tjener ham; jf. 5 Mos 33,2; Sl 68,18.»

¹⁵¹⁶ I kommentaren til stedet.

At der findes ordener blandt englene, fremgår af de forskellige navne, der gives dem i Skriften. I Skriften nævnes keruber (1 Mos 3,24; Sl 80,2), serafer (Es 6,2), θρόνοι, κυριότητες [troner, herredømmer] (Kol 1,16) og ἀρχάγγελος [ærkeengel] (1 Thess 4,16). At der også blandt de onde engle findes over- og underordning, fremgår af Matt 25,41: ὁ διάβολος καὶ οἱ ἄγγελοι αὐτοῦ [Djævelen og hans engle]; Luk 11,15.18.19: Βεελζεβοὺλ ὁ ἄρχων τῶν δαιμονίων [Beelzebul, dæmonernes fyrste]. Men antallet af ordener og den nøjagtige forskel mellem dem kan vi ikke bestemme, fordi Skriftens oplysninger ikke rækker hertil. Luther og dogmatikerne afviser de ni engleordener eller englekor med deres underafdelinger (terniones) som usikre.¹⁵¹⁷ Med rette påpeges det også, at rækkefølgen er ændret, når engleordenerne nævnes, sådan som det fremgår af en sammenligning af Kol 1,16 og Ef 1,21.

¹⁵¹⁷ Luther, St. L. I, 27: «Derfor er det sket, at folk, da de ikke havde noget vist om det [ud fra Skriften], har opdigtet de ni englekor, og at der var så mange af dem, at deres fald varede ni dage. ... Men sådan går det: Hvor man ikke har Skriftens offentlige og visse vidnesbyrd, dér mener nysgerrige og formastelige folk almindeligvis, at de har magt til at digte og udtænke, hvad de har lyst til.» Quenstedt I, 681: Esse determinate novem ordines sive choros angelorum, hosque in tres classes seu terniones, quas hierarchias vocant, esse divisos — de quibus ex Pseudo-Dionysio Areopagita scholastici et pontificii, praesertim Becanus, multis philosophantur — ut incerta et falsa reiicimus. [At der nøjagtig er ni ordener eller kor af engle, og at de er delt i tre klasser eller tretal, som man kalder hierarkier – hvorom skolastikerne og de pavelige, især Becanus, ud fra Pseudo-Dionysios Areopagita filosoferer vidt og bredt –, det afviser vi som usikkert og falsk.]

5. Gode og onde engle

Alle engle er oprindeligt skabt af Gud positivt gode, ikke blot indifferente eller endda med en tilbøjelighed til det onde. Da vi må forstå englenes skabelse som sket inden for seksdagesværket, kan vi ikke andet end også henføre Guds vidnesbyrd «meget godt» (1 Mos 1,31) til englene. At der nu er to klasser af engle, gode og onde, kommer af, at en del af englene ikke blev i den oprindelige tilstand (status originalis), men faldt fra Gud, altså faldt i synd. Selv om vi i Joh 8,44 ikke oversætter ἕστηκεν med «Han [Djævelen] er ikke blevet stående i sandheden», men med «Han står ikke i sandheden», er faldet dermed ikke benægtet, men forudsat som en selvfølge.¹⁵¹⁸ De gode engle er de engle, der forblev gode, da de andre faldt, og som ved Guds videre virkning er så befæstet i det gode (in bono confirmati), at de ikke længere kan falde fra. Denne tilstand, hvor de ikke kan synde (non posse peccare), skal ikke erklæres for en «opdigtelse», men erkendes som en selvfølgelig forudsætning. Gud ville ikke have sat englene til at tjene dem, der skal arve frelsen, hvis englene ikke selv var fuldkommen sikre tjenere og beskyttere. De onde engle er de engle, der blev onde ved frafaldet fra Gud og ikke længere kan blive gode (in malo confirmati). Når der til næsten alle tider er blevet fremsat den mening, at også djævlene endnu kunne omvende sig og blive frelst fra den evige fordømmelse, så ved djævlene selv bedre, Matt 8,29: «Er du kommet her for at pine os før tiden?» Ilden, som er beredt til Djævelen og hans engle, er τὸ πῦρ τὸ αἰώνιον [den evige ild], Matt 25,41. – Hvornår en del af englene faldt, kan ikke bestemmes nøjagtigt. Sikkert er det, at englenes fald skete før menneskenes fald, for menneskene faldt ved Djævelens forførelse (1 Mos 3,1–14; Joh 8,44: Djævelen er ἀνθρωποκτόνος [en morder]). Heller ikke med hensyn til den særlige synd, hvorved Djævelen faldt fra Gud, kommer vi ud over formodningen. De fleste antager vel, at hovmodet var den første synd.¹⁵¹⁹

¹⁵¹⁸ Sådan med rette Luthardt til stedet i Zöcklers kommentar.

¹⁵¹⁹ Quenstedt I, 729: Superbiam fuisse primum angelorum peccatum, probabiliter colligitur: 1. ex 1 Tim. 3, 6: ’Ne inflatus’, τυφωθείς (Vulg.: in superbiam elatus), ’in condemnationem incidat diaboli’, h. e., ne in eandem incurrat damnationem, quam ipse Satanas per arrogantiam pertulit. Ita Chrysostomus, Gerhardus, alii; … 2. ex tentatione, qua Satan primis parentibus superbiae peccatum instillare ausus fuit, ut scilicet affectarent aequalitatem cum Deo; eritis, inquit, sicut Dii [Deus]; 3. ex perpetuo conatu, quo Dei gloriam in se transferre studet. … Probatur haec sententia etiam a b. Luthero in Gen. 1. Basilius Magnus, Cyprianus et Bernhardus invidiam superbiae iungunt. [At hovmod var englenes første synd, kan man med sandsynlighed slutte: 1. af 1 Tim 3,6: «for at han ikke skal blive opblæst» (Vulgata: ophøjet i hovmod) «og falde ind under dommen over Djævelen», dvs. for at han ikke skal pådrage sig den samme fordømmelse, som Satan selv led for sin anmasselse. Sådan Chrysostomus, Gerhard og andre; … 2. af fristelsen, hvormed Satan vovede at indgyde de første forældre hovmodets synd, så de nemlig tragtede efter at blive Gud lige: «I skal blive som Gud», siger han; 3. af hans stadige stræben efter at overføre Guds ære på sig selv. … Denne mening godkendes også af salig Luther i hans udlægning af 1 Mos 1. Basilius den Store, Cyprian og Bernhard føjer misundelsen til hovmodet.]

6. De gode engle og deres gerninger

De gode engle er, som vi så, befæstet i det gode og står i saligheden. Deres salighed består i at skue Gud. Også under deres tjeneste på jorden ser de altid Guds ansigt, Matt 18,10. Med at skue Gud er den inderligste kærlighed til Gud uadskilleligt forbundet. Den, der skuer Gud, kan ikke andet end elske ham som det højeste gode. Sådan er nu også de gode engles vilje uophørligt og fuldkomment rettet mod det gode, og deres handlinger holder sig faktisk kun på det godes område. Indvendingen, at de gode engle ikke er «moralsk frie», hvis de ikke længere kan synde, bygger på et forkert begreb om moralsk frihed. Man vil nemlig kun kalde moralske væsener moralsk frie, når de lige så vel kan gøre det onde som det gode. Ifølge det ville der i himlen og i evigheden ikke være nogen «moralsk frihed», for de salige mennesker, gennemstrålet og forklaret af Guds herlighed («De retfærdige skal skinne som solen», Matt 13,43), kan ikke længere synde. – Fordi Skriften også taler om «udvalgte engle» (1 Tim 5,21: οἱ ἐκλεκτοὶ ἄγγελοι), kan vi også tale om en udvælgelse af englene, skønt Skriften ikke beskriver denne udvælgelse nærmere. Ud fra Skriften står det dog fast, 1. at de gode engle ikke blev udvalgt for Kristi fortjenestes skyld, da de ikke er blevet syndere (Hebr 2,16), 2. at de onde engle ikke er forkastet absolut, men på grund af deres frafald (2 Pet 2,4: ὁ θεὸς ἀγγέλων ἁμαρτησάντων οὐκ ἐφείσατο [Gud sparede ikke engle da de syndede]). At udstrække Kristi forløsningsgerning til også at gælde englene, sådan som de pavelige og calvinisterne gør, sker uden grund i Skriften.¹⁵²⁰

¹⁵²⁰ Den nærmere fremstilling står i bd. II, s. 456 f., note 1064.

De gode engles gerninger er: at lovprise Gud (Es 6,3; Luk 2,13) og at være hans tjenere i verden og i kirken (Sl 104,4; 103,20–21; Hebr 1,14) – ikke som om Gud behøvede englenes tjeneste, men fordi det sådan behager Gud (non ex quadam Dei indigentia, sed ex voluntate Dei libera [ikke af nogen trang hos Gud, men af Guds frie vilje]).¹⁵²¹ Især åbenbarer Skriften, at Gud sætter englene til at tjene børnene (Matt 18,10), de troende på deres veje i deres kald (Sl 91,11–12) og de døende (Luk 16,22). Spørgsmålet, om hver kristen har fået sin egen skytsengel, vil teologerne ikke give et bestemt ja til, fordi steder som Matt 18,10 og ApG 12,15 ikke rækker til et stringent bevis.¹⁵²² – Meget klart lærer Skriften, at englene er dybt optaget af alt, hvad der sker i kirken. Ikke alene er forløsningens hemmelighed for dem en genstand for undren og tilbedelse (Luk 2,13; 1 Pet 1,12; Ef 3,10), men de glæder sig også over hver synder, der omvender sig (Luk 15,10). Skriften nævner også englenes nærvær og tjeneste ved alle de store begivenheder i Guds rige. Englene var med ved lovgivningen på Sinaj (5 Mos 33,2; Gal 3,19). De forkynder Kristi undfangelse, fødsel, opstandelse og genkomst.¹⁵²³ De er tjenere ved den yderste dom (Matt 13,41 f.; 24,31 osv.). Skriften åbenbarer også, at englene er til stede ved de offentlige gudstjenester (1 Kor 11,10). At englene også virker for at opretholde husstanden og den borgerlige orden, ser vi af steder som 1 Mos 24,7; Matt 18,10; Dan 10,13. På grund af disse gerninger skal vi ikke (med nyere teologer) anse englene for «overflødige», men glæde os over og trøste os ved deres tjeneste og også vogte os for at vække deres mishag (1 Kor 11,10; 1 Tim 5,21¹⁵²⁴), men på ingen måde vise dem religiøs dyrkelse (cultus religiosus), ikke bede til dem osv., for de er og bliver skabninger. De protesterer selv mod det (Åb 22,8–9).¹⁵²⁵

¹⁵²¹ Hofmann mener, at Gud behøver englene «for at gøre sig nærværende i sin verden». (Hos Baier-Walther II, 163 f., fra Schriftbeweis I, 282 ff.)

¹⁵²² Quenstedt har om dette I, 686 ff. et særligt spørgsmål (quaestio): An cuilibet pio angelus certus in custodiam divinitus datus sit? [Er hver from af Gud givet en bestemt engel til beskyttelse?] Han svarer: Non unum saltem, sed plures angelos bonos singulis fidelibus in custodiam datos esse recte ex Scriptura colligitur; an vero unicuique fidelium inde ab ortu suo certus angelus custos, … itemque, an cura et gubernatio ecclesiae certis angelis demandata sit, atque an unicuique provinciae peculiaris praesit angelus, partim incertum, partim falsum est. [At ikke blot én, men flere gode engle er givet de enkelte troende til beskyttelse, sluttes med rette af Skriften; men om hver af de troende fra sin fødsel har en bestemt engel som vogter, … og ligeledes om omsorgen for og styret af kirken er overdraget bestemte engle, og om der står en særlig engel over hver provins, er dels uvist, dels falsk.]

¹⁵²³ Luk 1,26; 2,9; Matt 28,5 ff.; ApG 1,10 ff.

¹⁵²⁴ Jf. Baier om disse steder, II, 128.

¹⁵²⁵ Jf. Quenstedt I, 686 ff., især Antithesis Scholasticorum et Pontificiorum [skolastikernes og de paveliges modlære]. Desuden Günther, Symbolik, 4. udg., s. 266 f. Det skal bemærkes, at udtrykket προσκυνεῖν i Skriften bruges både om den borgerlige ærbødighed (cultus civilis) og om gudsdyrkelsen (cultus divinus). Af denne dobbelte betydning forsøger de pavelige at slå kapital for deres ære og påkaldelse af englene (veneratio et invocatio angelorum). Pavedømmet viser også heri sin hedenske art.

7. De onde engle, deres gerninger og deres evige straf

Med spørgsmålet, hvorfor Gud ikke også har sendt de faldne engle en frelser ligesom de faldne mennesker, betræder vi et hemmelighedsfuldt område. Quenstedt nævner sandsynlighedsgrunde (probabiles rationes), af hvilke den bedst kendte vel er, at Djævelen faldt uden forførelse, mennesket ved forførelse.¹⁵²⁶ Dog må vi vogte os for, at vi med denne skelnen ikke rører ved den frie barmhjertighed, hvormed Gud har taget sig af menneskene. Et meget drøftet spørgsmål er også, hvordan Djævelens intelligens (vis intelligendi, intellectus) egentlig skal vurderes, da Skriften på den ene side tillægger ham stor list (1 Mos 3,1 ff.; 2 Kor 11,3; Ef 6,11), på den anden side beretter om hans store dårskab, at han driver på Kristi død, som dog netop kaster ham ud af hans rige. Kristus siger udtrykkeligt før sin dødsgang og som tydning af den: «Nu skal denne verdens fyrste kastes ud», ἐκβληθήσεται ἔξω, Joh 12,31. Vi må også regne med, at Det Gamle Testamentes profetier fra 1 Mos 3,15 til Es 53 og videre, sammen med følgerne for ham (Djævelen), ikke var ukendte for Djævelen. En sandsynlig forklaring har vi i den antagelse, at Djævelens had til alt, hvad der er Gud og Guds, var så stort, at det blændede forstanden. Viljen, der var rettet mod det onde, satte forstanden ud af virksomhed.¹⁵²⁷ Vi har et sidestykke hertil i menneskets fjendskab mod evangeliet, som har sit primære sæde i kærligheden til det onde (Joh 3,19–20) og dirigerer forstanden, det vil sige sætter den ud af virksomhed. Enhver modsigelse af den guddommelige sandhed, også modsigelsen af den stedfortrædende fyldestgørelse (satisfactio vicaria) og af Skriftens inspiration (verbalinspirationen), lader sig klart påvise som uforstand.

¹⁵²⁶ Systema I, 829.

¹⁵²⁷ Jf. om dette punkt også bd. II, s. 81.

Dermed kommer vi til de onde engles gerninger (operationes). Skriften beskriver til vores belæring og advarsel disse gerninger meget tydeligt og udførligt. De onde engles færd sigter mod at skade mennesket på legemet (Luk 13,11.16) og på de jordiske goder (Job 1,12 ff.; Matt 8,31–32), men især på sjælen (1 Pet 5,8–9). Hele vantroens tilstand (status incredulitatis) – i hedenverdenen og inden for den ydre kristenhed – er en virkning af Djævelen (Ef 2,1–2). Alle, der ikke tror Kristi evangelium, tænker og gør, hvad Djævelen vil, fordi de er i hans magt, ἐξουσία (ApG 26,18; Kol 1,13). Også at de ikke ved det, ja, benægter Djævelens eksistens, er en virkning af Djævelen. Det er skriftmæssig sprogbrug at betegne tilstanden hos alle dem, der ikke tror, at Kristi blod alene renser os fra al synd, som åndelig besættelse (obsessio spiritualis). Hvis vi vil forbeholde dette udtryk for særlige tilfælde og personer, nemlig en forstærket virkning af Djævelen, som vi iagttager hos enkelte personer (Judas) og i særlige tider,¹⁵²⁸ må vi dog ikke derved benægte, at enhver vantro er fuldstændig i Satans magt, indtil Guds nåde og magt befrier ham af mørkets magt og sætter ham over i sin elskede søns rige (Kol 1,13). Den åndelige besættelse ophæver ikke det personlige ansvar (Matt 25,41) og heller ikke den frie vilje, forstået som frihed fra tvang, for den vantro vil villigt ikke have evangeliet og gør gerne det onde. Fra den åndelige besættelse skal den legemlige besættelse (obsessio corporalis) skelnes. Den kan også komme over Guds børn (Mark 5,6.18.19; Luk 8,28.38.39¹⁵²⁹) og foreligger, når Djævelen under Guds tilladelse ikke blot efter virkningen, men også efter væsenet (κατ’ οὐσίαν) tager sådan besiddelse af et menneske, at det bliver et redskab uden fornuft og vilje for den onde ånd. Den menneskelige personlighed er sat ud af virksomhed, og Djævelen er i egen person (αὐτοπροσώπως) det handlende subjekt.¹⁵³⁰ Den legemlige besættelse ophæver det personlige ansvar.¹⁵³¹

¹⁵²⁸ Ved siden af Judas den til enhver tid regerende pave som syndens menneske og fortabelsens søn i hans funktion som den, der κατ’ ἐξοχήν [i særlig forstand] sætter sig i Guds tempel som en gud og giver sig ud for at være Gud (2 Thess 2). Ved siden af den franske revolution i slutningen af 1700-tallet, som ofte anføres som et eksempel på den forstærkede åndelige besættelse (obsessio spiritualis), står begivenheder fra den seneste tid på lige fod med den (kommunisternes og mange socialisters færd, også de statsmænd, der bevidst siger usandhed, og deres håndlangere, avisredaktørerne, under og efter verdenskrigen). Som eksempler på den forstærkede åndelige besættelse gælder med rette også sådanne repræsentanter for «videnskaben», der som rasende stormer løs på den kristne kirke og Guds ord.

¹⁵²⁹ Jf. også Nösgen om disse steder i Zöcklers kommentar.

¹⁵³⁰ Jf. om den åndelige og den legemlige besættelse (obsessio spiritualis og corporalis) citaterne hos Baier-Walther II, 136 ff.; desuden om den legemlige besættelse – hvori den består, hvem den kommer over, dens kendetegn og behandlingen af den – Walther, Pastorale, s. 293 ff.

Skriften beskriver alsidigt de onde engles virksomhed mod kirken. Ifølge Matt 16,18 står πύλαι ᾅδου [dødsrigets porte] i stadig kamp mod kirken, og den bevares kun ved Kristus mod helvedesmagtens angreb. Bag alt, hvad der skader kirken, står de onde ånder. Deres værk er tilhørernes uopmærksomhed over for Guds ord (Luk 8,12) og forfalskningen af den guddommelige lære, som Kristus vil have lært rent i sin kirke (Matt 13,25: «Men mens folkene sov, kom hans fjende og såede rajgræs i hveden og gik så bort»; 1 Tim 4,1 ff.: διδασκαλίαι δαιμονίων [dæmonisk lære]). Især beskrives pavedømmet som et mesterstykke af Djævelen inden for kirken (2 Thess 2). Vi har ikke Bibelens dom over vranglæren, så længe vi ikke ser den som Djævelens værk. Også forfølgelserne og undertrykkelserne af kirken fra statens og fra enkelte sammenslutningers side i staten skal vi se som en virkning af de onde ånder.¹⁵³²

¹⁵³¹ Fecht påpeger derfor (hos Walther, Pastorale, s. 295), «at man i klare øjeblikke skal foreholde den besatte, når han er troende, at de bespottelser og lignende, som Satan i anfaldet har udspyet gennem ham, ikke tilregnes ham».

¹⁵³² Vi tænker herved også på den kamp for vore kristne menighedsskoler, som vi har måttet føre mod enkeltstaters lovgivning. Trods De Forenede Staters højesterets afgørelse til vores fordel rører fjendskabet sig på ny (i øjeblikket igen i Oregon og Iowa).

Ligesom Djævelen uophørligt bekæmper kirken, er han også en fjende af Guds ordning i staten og familien. Han forleder David til folketællingen (1 Krøn 21,1) og Akab til krigen mod aramæerne (1 Kong 22,21–22). Han bringer forbud mod ægteskab i stand (1 Tim 4,1–2) og frister ægtefolk til utroskab (1 Kor 7,5). Skriften beretter os også, at Gud bruger de onde engle ikke blot til at straffe de ugudelige, som ikke har taget imod kærligheden til sandheden (2 Thess 2,11–12), men også til at tugte de fromme, sådan som vi ser det på Jobs eksempel (Job 1,7 ff.) og apostlen Paulus’ (2 Kor 12,7).

De onde engles straf er deres evige pine i helvedes ild (Matt 25,41). Spørgsmålet om, hvordan denne ild er beskaffen (om den er materiel eller immateriel), kan vi lade ubesvaret.¹⁵³³ Det samme gælder spørgsmålet om, hvordan ild kan virke på ånder, for kendsgerningen, at den virker, står fast. Den, der benægter den evige straf for de onde engle og for de mennesker, de har forført til det sidste (finaliter), må konsekvent også benægte den evige salighed (Matt 25,46) og dermed hele den kristne religion (1 Kor 15,19). At tænke sig den evige ild som en renselsesild eller som en tilintetgørelsesild, for de onde engle lige så vel som for de ugudelige mennesker, strider mod Skriften. Også her skal det igen mindes om, at alt, hvad Skriften siger om de onde engle og deres evige straf, træder i den guddommelige barmhjertigheds tjeneste. Det har til formål at minde menneskene om, at det er nødvendigt at omvende sig og tro på ham, som med sit blod har købt menneskene ikke til helvede, men til himlen.

¹⁵³³ Jf. mere om dette i bd. III, s. 613 f., under afsnittet «Den evige fordømmelse».