Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Gud og skabelsen

Treenigheden

Treenigheden er Skriftens lære om, at den ene sande Gud er ét udelt guddommeligt væsen i tre forskellige personer, Faderen, Sønnen og Helligånden, der er lige evige og lige mægtige.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Den kristne gudserkendelse er trinitarisk. Skriften lærer både, at der kun er én Gud (5 Mos 6,4; 1 Kor 8,4), og at denne ene Gud er Fader, Søn og Helligånd (Matt 28,19; 2 Kor 13,13). Den Augsburgske Bekendelse, art. 1, bekender derfor ét guddommeligt væsen og dog tre personer, lige mægtige og lige evige. Ordet «person» betyder her ikke en del af Gud eller en egenskab i ham, men det, som består i sig selv. Hver person har ikke en tredjedel af guddommen, men hele det udelte guddommelige væsen; derfor tillægger Skriften også Sønnen og Ånden guddommelige navne, egenskaber, gerninger og tilbedelse. Personerne skelnes ved deres indbyrdes forhold: Faderen er ikke af nogen, Sønnen er født af Faderen fra evighed, og Helligånden udgår fra Faderen og Sønnen.

Guds gerninger udadtil, som skabelsen og frelsen, er fælles for alle tre personer, selv om trosbekendelsen nævner skabelsen ved Faderen, forløsningen ved Sønnen og helliggørelsen ved Ånden, sådan som Luther forklarer i Huspostillen. Læren kan ikke udledes af naturen eller af fornuften. Luther kalder den kirkens højeste artikel, åbenbaret alene ved Ordet, og både han og Pieper advarer mod at ville gøre den fattelig for fornuften. Vi kan kun stamme om den som små børn, siger Luther, men vi tror den, fordi Skriften lærer den.

Læren er ikke tom spekulation, men angår frelsen. Jacobs påpeger, at striden altid har handlet om Jesu Kristi natur, og om hans gerning som Forløser har kraft. Pieper fremhæver, at den, der tror på Fader, Søn og Helligånd, tror på den Gud, der er nådig mod synderen: Faderen gav sin Søn, Sønnen forsonede verden, og Ånden virker troen. Derfor siger Apologien, at de, der fornægter treenigheden, står uden for Kristi kirke.

Skriften

  • 5 Mos 6,4 – Der er kun én Gud; Skriften afviser al dyrkelse af flere guder.
  • Matt 28,19 – Dåben sker i ét navn, Faderens og Sønnens og Helligåndens: tre personer med ét guddommeligt navn og én tilbedelse.
  • Matt 3,16–17 – Ved Jesu dåb åbenbarer de tre personer sig: Sønnen døbes, Ånden kommer som en due, Faderen taler fra himlen.
  • 2 Kor 13,13 – Den apostolske velsignelse nævner Herren Jesus Kristus, Gud og Helligånden side om side.
  • Joh 10,30 – Kristus gør krav på væsensenhed med Faderen: «Jeg og Faderen, vi er ét.»
  • Joh 15,26 – Ånden udgår fra Faderen og sendes af Sønnen; han er en anden person end Faderen og Sønnen.
  • ApG 5,3–4 – At lyve for Helligånden er at lyve for Gud; Ånden kaldes Gud.
  • Kol 2,9 – I Kristus bor hele guddomsfylden, ikke en del af guddommen.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 1: Bekendelsen lærer i tilslutning til Nikæa ét guddommeligt væsen og tre personer, lige mægtige og lige evige. Den definerer «person» som det, der består i sig selv, ikke en del eller en egenskab i noget andet.
    «der er ét eneste guddommeligt væsen, som kaldes og i sandhed er Gud, og at der dog er tre personer i dette ene guddommelige væsen, lige mægtige, lige evige» Læs teksten
  • Den athanasianske trosbekendelse: Trosbekendelsen sammenfatter den rette tro som tilbedelse af én Gud i tre personer, uden at personerne blandes sammen, eller væsenet deles. Senere fastslår den, at Sønnen er født af Faderen, og at Ånden udgår fra Faderen og Sønnen.
    «Men dette er den rette kristne tro, at vi ærer én eneste Gud i tre personer og tre personer i én guddom» Læs teksten
  • De Schmalkaldiske Artikler, første del, art. 1: Luther regner treenigheden til de høje artikler om den guddommelige majestæt, som der ikke er strid om med modparten.
    «At Fader, Søn og Helligånd, tre forskellige personer i ét guddommeligt væsen og én natur, er én eneste Gud, som har skabt himmel og jord» Læs teksten
  • Apologien, art. 1: Apologien siger, at artiklen har sikre vidnesbyrd i Skriften, og dømmer dem, der lærer anderledes, hårdt: de står uden for Kristi kirke.
    «Og vi fastholder urokkeligt, at de, der mener noget andet, står uden for Kristi kirke, er afgudsdyrkere og håner Gud.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: Trinitatis søndag (1. prædiken): Luther kalder treenigheden kirkens højeste artikel. De andre højtider viser Gud klædt i hans gerninger, men trinitatis søndag lærer, hvad Gud er i sig selv, og det kendes kun fra Ordet.
    «Denne artikel er den højeste i kirken. Den er ikke udtænkt af mennesker og er aldrig opstået i noget menneskes hjerte; den er alene åbenbaret for os ved Ordet.» Læs teksten
  • Luther, Huspostillen: Trinitatis søndag (1. prædiken): Trosbekendelsen nævner skabelsen ved Faderen, forløsningen ved Sønnen og helliggørelsen ved Ånden, så personerne ikke blandes sammen. Men gerningerne er hele den guddommelige majestæts gerning.
    «Det er ikke ment sådan, at Faderen alene er Skaberen, eller Sønnen alene Forløseren, og at Helligånden alene helliger.» Læs teksten
  • Rhegius, Samtale om Emmausprædikenen (1537): I sin samtale med hustruen Anna gennemgår Urbanus Rhegius Den athanasianske trosbekendelses ord om de tre personer, deres lige evighed og majestæt og deres indbyrdes oprindelse.
    «Helligånden udgår fra Faderen og Sønnen, men han er ikke gjort, skabt eller født af Faderen og Sønnen.» Læs teksten
  • Krauth, Den konservative reformation, afhandling V: Krauth bruger treenigheden som eksempel: Regner man den ikke for en trosartikel, kan både socinianeren og den treenighedstroende skrive under på Den Augsburgske Bekendelse. En enighedsformel, der lader det stå åbent, hvad der er grundlæggende, er derfor vildledende og uærlig.
    «hvis man indrømmer, at treenigheden ikke er nogen evangelisk lære, ingen trosartikel, intet grundlæggende lærepunkt, men blot en finesse i den teologiske spekulation» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 3: Jacobs afviser, at læren kun har teoretisk interesse. Den er yderst praktisk, fordi striden gælder Jesu Kristi natur.
    «Det brændende spørgsmål i alle stridighederne om den er Jesu Kristi natur. Her står det på spil, om hans udsagn er sande, når han åbenbarer Faderen, og om hans gerning som menneskeslægtens Forløser har kraft.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Læren om Gud: Gerningerne udadtil (skabelse, opretholdelse, kirkens indsamling) er fælles for de tre personer. Gerningerne indadtil, Sønnens evige fødsel og Åndens evige udånding, tilhører hver sin person og viser, at der er tre forskellige personer.
    «Disse gerninger er Sønnens evige fødsel (generatio) og Helligåndens evige udånding (spiratio).» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Læren om Gud: Den kristne gudserkendelse giver en god samvittighed, fordi Skriften forbinder læren om de tre personer med frelsen: Faderen gav Sønnen, Sønnen gjorde fyldest, og Ånden virker troen.
    «Den, der i skriftmæssig forstand siger: «Jeg tror på Gud Fader, Søn og Helligånd», siger dermed tillige: «Jeg tror på den Gud, der er nådigt stemt mod mig synder.»» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Monarkianisme og unitarisme (Sabellius, Paulus af Samosata, socinianerne). De fornægter de tre personer: Fader, Søn og Ånd er enten tre fremtrædelsesformer af én person, eller også er Kristus et menneske, som Guds kraft virkede i. Pieper svarer med navnene, de personlige handlinger og Skriftens «en anden».
  • Arianisme, subordinatianisme og triteisme. Arianerne og subordinatianerne gør Sønnen og Ånden til ringere guddommelige væsener, triteisterne antager tre ens guddommelige naturer. Kirken fastholder, at ét og samme væsen i tal tilkommer alle tre personer.
  • Østkirken om Filioque. Den østlige kirke lærer, at Ånden udgår fra Faderen alene. Pieper henviser til, at Skriften kalder Ånden både Faderens og Sønnens Ånd og lader både Faderen og Sønnen sende ham.
  • Nyere teologi. Fordi den ikke holder Skriften for Guds ord, bygger den treenighedslæren på teologens eget jeg. Den liberale fløj gør personerne til tre virkemåder hos én person og vender dermed tilbage til unitarismen; den konservative vil konstruere treenigheden ud fra begrebet kærlighed og lærer en underordning af personerne. Pieper kalder begge dele menneskelige tanker, som først retter sig, når man igen tror Skriften.

Hænger sammen med

  • Naturlig og åbenbaret gudserkendelse – Det fælles led er, hvor gudserkendelsen kommer fra. Luther siger i en trinitatisprædiken, som Pieper gengiver, at fornuften udefra kan slutte, at der er en Skaber, men at ingen menneskelig visdom kan se, hvad Gud er i sit indre væsen. At den ene Gud er Fader, Søn og Helligånd, ved vi kun, fordi Helligånden har åbenbaret det ved Ordet.
  • Guds væsen og egenskaber – Det fælles led er det ene guddommelige væsen. Pieper siger, at hver af de tre personer helt og udelt har det samme væsen og de samme egenskaber og gerninger. Sønnen og Ånden er altså ikke ringere end Faderen: Almagt, evighed og alle de andre egenskaber tilkommer hver person fuldt ud, for hver person er hele Gud, ikke en tredjedel af ham.
  • Skabelsen – Det fælles led er reglen om Guds gerninger «udadtil», det vil sige det, Gud gør uden for sig selv. Pieper siger, at skabelsen er hele treenighedens gerning: Ligesom hver person har hele det ene væsen, har hver person del i hele skabelsesværket. Selv om trosbekendelsen især forbinder skabelsen med Faderen, er der altså ikke tre skabere, og værket er ikke fordelt mellem personerne.
  • Menneskevordelsen og jomfrufødslen – Det fælles led er forskellen mellem personerne. Faderen, Sønnen og Helligånden har ét og samme væsen, men de er virkelig forskellige, og Pieper peger netop på, at kun Sønnen, ikke Faderen eller Helligånden, er blevet menneske. Treenighedslæren er derfor forudsætningen for at kunne sige, hvem der blev menneske: Guds evige Søn.
  • Forsoningen: Kristi stedfortrædende fyldestgørelse – Det fælles led er, at Sønnen er sand Gud. Unitarerne, der fornægter treenigheden, vil kun se Sønnen som en, der viser os Guds kærlighed. Pieper svarer, at han viser den netop ved at være Guds Søn, der blev menneske og i vort sted bar lovens krav og straf. Fornægtes hans guddom og denne stedfortrædende betaling, bliver talen om Guds kærlighed tom i anfægtelsen.
  • Kaldet og Helligåndens gerning – Det fælles led er Helligåndens særlige gerning. Luther siger i Den Store Katekismus, at Kristus har vundet skatten ved sin lidelse, død og opstandelse, men at vi aldrig kunne vide noget om ham eller tro på ham, hvis Helligånden ikke tilbød os det gennem evangeliets prædiken. Treenighedens tredje person bringer altså Sønnens gerning hjem til os ved Ordet.
  • De to naturer og den personlige forening – Det var ikke Faderen eller Helligånden, men treenighedens anden person, Sønnen, der antog den menneskelige natur. Jacobs understreger, at kun Guds Søn blev menneske, selv om Faderen, der sendte ham, og Helligånden, der virkede undfangelsen (Luk 1,35), også var virksomme. Den person, der er forenet med menneskenaturen, er altså den evige Søn.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).