Kapitel 3. Treenigheden

Særegent for Det Nye Testamente

1. Hvilken kundskab om Gud er særegen for kristendommen?

At der kun er én Gud, og at denne ene Gud alligevel er Fader, Søn og Helligånd.

2. Læres denne lære ikke af den naturlige åbenbaring?

Den læres ikke af den naturlige åbenbaring, og den kan heller ikke bevises ud fra den, selv når sagen er blevet gjort kendt gennem Den Hellige Skrift. Den er en «ren» og ikke en «blandet» lære. [En «ren» læreartikel kendes alene fra Guds åbenbaring i Skriften; en «blandet» kan også til en vis grad erkendes af fornuften.]

3. Lærer visse ikke-kristne religioner ikke en triade eller trehed i Gud?

Jo, især hinduismen og de gamle egypteres religion. Men en sådan lære er helt forskellig fra læren om treenigheden, og den udelukker ikke panteisme og polyteisme.

Antydet i Det Gamle Testamente

4. Læres den ikke i Det Gamle Testamente?

Den er antydet dér, men den læres ikke udtrykkeligt. Når man har lært læren af Det Nye Testamente, kan man svagt spore den i Det Gamle.

Fagsproget

5. Hvem er den første, man ved har brugt ordet «treenighed»?

Tertullian i De pudicitia [«Om kyskhed»], kap. 21.

6. Men hvorfor skal man bruge ord, som ikke står i Skriften?

For med ét ord at udtrykke det, som Den Hellige Skrift lærer med mange ord og i talrige skriftsteder.

Ikke blot spekulativ

7. Er læren ikke kun af teoretisk eller spekulativ interesse?

På ingen måde. Den er yderst praktisk. Det brændende spørgsmål i alle stridighederne om den er Jesu Kristi natur. Her står det på spil, om hans udsagn er sande, når han åbenbarer Faderen, og om hans gerning som menneskeslægtens Forløser har kraft.

Tre grundlæggende sætninger

8. På hvilke tre sætninger hviler læren om treenigheden?

På disse:

I. Der er kun én Gud. II. Der er tre, som erklæres at være Gud. III. Forskellen mellem de tre er ikke blot en forskel i den måde, Gud viser sig på, men den er virkelig og personlig.

I. Guds enhed

9. Hvad mener man, når man tillægger en tankegenstand «enhed»?

Enten at genstanden er udelt i sig selv (bekræftende), eller at der ikke findes nogen anden genstand af samme slags (udelukkende).

10. Anvend dette på Gud.

Han er én og kun én, dvs. han er den eneste Gud (Deus est unus et unicus).

11. Giv skriftbeviser.

1 Tim 2,5: «Der er én Gud.»

Gal 3,20: «Gud er én.»

5 Mos 6,4: «Hør, Israel! Herren, vor Gud, er én Herre.»

2 Mos 20,3: «Du skal ikke have andre guder for mit ansigt.»

Es 43,10–11: «Før mig er der ingen gud blevet dannet, og der skal heller ingen komme efter mig. Jeg, ja jeg, er Herren, og der er ingen frelser ved siden af mig.»

12. Ligger enheden ikke allerede i selve begrebet Gud?

Der kan ikke være mere end ét højeste væsen. Derfor gælder det overalt, hvor hedningerne lærer, at der er flere guder: Tanken vender sig uvægerligt mod én af dem som den højeste og betragter de andre som underordnede.

13. Men modsiges denne enhed ikke, når vi siger, at der er tre, som er Gud?

Det ville være en modsigelse, hvis vi lærte, at de er tre i samme betydning, som de er én. Hvis der er tre, som er Gud, og der kun er én Gud, så er der tale om tre forskelle inden for den ene Gud. Der kan ikke være tre guder.

II. Treheden i Gud. (a) Hver persons guddom bevises af, at han har Guds navne, egenskaber, gerninger og tilbedelse; De tre sideordnet i samme skriftsted

14. Hvilke grunde er der til at hævde, at der er tre, som er Gud?

Den første grund er, at det kan bevises om Faderen, om Sønnen og om Helligånden hver for sig, at han er Gud.

15. Hvordan?

Fordi hver af dem for sig tillægges: (a) guddommelige navne; (b) guddommelige egenskaber; (c) guddommelige gerninger; (d) guddommelig tilbedelse.

16. Anvend dette firedelte bevis på Faderen.

Beviset for Faderen er så overvældende, at det ikke har nogen modstandere blandt dem, der tror på, at Gud er til. Striden står med dem, der benægter, at beviset også gælder Sønnen og Helligånden. For fuldstændighedens skyld gennemgås det dog kort her: Faderen tillægges guddommelige navne:

A. Navne:

1 Kor 8,6: «For os er der én Gud, Faderen fra hvem alt er, og vi er til for ham, og én Herre, Jesus Kristus ved hvem alt er, og vi er til ved ham.»

2 Kor 1,3: «Priset være Gud og vores Herre Jesu Kristi far.»

Gal 1,3: «Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus.»

B. Egenskaber:

Almagt.

Matt 11,25: «Jeg priser dig, Far, himlens og jordens Herre.»

Mark 14,36: «Abba, far! Alting er muligt for dig.»

Evighed.

Es 9,5: «Den mægtige Gud, den evige Fader.»

Hellighed.

Joh 17,11: «Hellige Fader, bevar dem i dit navn, som du har givet mig.»

Godhed.

Tit 3,4: «Men da Guds, vores frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret …»

Barmhjertighed.

1 Pet 1,3: «Lovet være Gud og vor Herre Jesu Kristi Far, som ifølge sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.»

Herlighed.

Joh 17,5: «… den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til.»

C. Gerninger:

Her er det nok at henvise til de gerninger, der nævnes i de skriftsteder, som er citeret ovenfor: genfødslen og opstandelsen fra de døde i 1 Pet 1,3 og skabelsen og forsynet i 1 Kor 8,6.

D. Tilbedelse:

Joh 4,23: «Men en time kommer og er nu, da de sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed, for Faderen søger dem som tilbeder ham på denne måde.»

Fil 2,11: «… og hver tunge skal bekende: Jesus Kristus er Herren til Gud Faders ære.»

Joh 16,23: «Hvis I beder Faderen om noget, skal han give jer det i mit navn.»

Åb 1,6: «… præster for sin Gud og Far.»

17. Når vi anvender det samme bevis på Sønnen: Hvilke skriftsteder tillægger da for det første Sønnen Guds navne?

Joh 1,1: «Og Ordet var Gud.» Jf. v. 14.

Rom 9,5: «Kristus … er Gud over alt og priset i evighederne.»

Hebr 1,8: «Om Sønnen siger han: Din trone, Gud, står til evig tid.»

Joh 20,28: «Thomas svarede ham: ’Min Herre og min Gud!’»

1 Joh 5,20: «… hans søn, Jesus Kristus. Han er den sande Gud og det evige liv.»

Tit 2,13: «… den store Guds og vores frelsers Jesu Kristi herlige tilsynekomst», eller, som i den engelske oversættelses randnote, «vor store Guds og frelsers, Jesu Kristi, herlige tilsynekomst».

18. Hvordan kan beviset ud fra de guddommelige navne, som tillægges Jesus Kristus, bekræftes yderligere?

Ved at sammenholde mange skriftsteder i Det Gamle Testamente med andre i Det Nye.

A. Således forklarer Joh 12,41 gudsåbenbaringen i Es 6,1:

«Det sagde Esajas, fordi han så hans herlighed, og han talte om ham. Alligevel kom mange, selv blandt rådsherrerne, til tro på ham», dvs. på Jesus.

B. Den ophøjede skildring af Herrens udødelighed

i Sl 102,26–28 anføres i Hebr 1,8.10–12 som et udsagn om Sønnen.

«Om Sønnen siger han: … I begyndelsen har du, Herre, lagt fundamentet for jorden» osv.

C. Es 7,14

«Se, en jomfru skal blive med barn og føde en søn, og hun skal kalde ham Immanuel», anføres i Matt 1,21: «… og du skal give ham navnet Jesus, for han skal frelse sit folk fra deres synder.»

D. Es 40,3

«En røst råber: Bered Herrens vej i ørkenen!» tydes i Joh 1,23.30 om Johannes Døberens forhold til Jesus.

19. Hvilke af Guds egenskaber tillægges Sønnen?

Han er evig.

Kol 1,17: «Han er før alt, og alt består ved ham.»

Joh 1,2: «Han var i begyndelsen hos Gud.»

Åb 1,8: «Jeg er Alfa og Omega, … den som er, og som var, og som kommer, den almægtige.»

Han er uforanderlig.

Hebr 1,12: «De vil blive forandret …, men du er den samme, og dine år vil ikke ophøre.»

Hebr 13,8: «Jesus Kristus er den samme i går, i dag og til evig tid.»

2 Kor 1,19: «Guds Søn, Jesus Kristus, … blev ikke ja og nej, men i ham er der blevet et ja.»

Han er allestedsnærværende.

Matt 28,20: «Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens afslutning.»

Matt 18,20: «For hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.»

Ef 1,23: «… fylden af ham som fylder alt i alle.»

Han er alvidende.

Joh 2,25: «Han havde ikke brug for at nogen vidnede om mennesket, for han vidste selv, hvad der var i mennesket.»

Joh 1,48: «Før Filip kaldte dig, så jeg dig, mens du var under figentræet.»

Åb 2,18.23: «Dette siger Guds Søn: … Jeg er den der undersøger nyrer og hjerter.»

Joh 21,17: «Herre, du ved alt, du ved, at jeg holder af dig.»

Han er almægtig.

Matt 28,18: «Mig er blevet givet al magt i himlen og på jorden.»

Åb 1,18: «Jeg har nøglerne til døden og dødsriget.»

Fil 3,21: «… den kraft hvorved han kan underlægge sig alt.» Hebr 1,3: «Han bærer alt med sit kraftfulde ord.»

Kol 1,17: «Han er før alt, og alt består ved ham.» Han er livet.

Joh 14,6: «Jeg er vejen og sandheden og livet.»

Joh 11,25: «Jeg er opstandelsen og livet.»

Joh 5,21: «Sønnen gør levende hvem han vil.»

20. Hvilke gerninger, som kun tilhører Gud, tilhører Sønnen?

A. Skabelsen

Joh 1,3; Kol 1,16; Hebr 1,10 (se ovenfor).

B. Opretholdelsen

Kol 1,17; Hebr 1,3 (se ovenfor).

C. At tilgive synder

Mark 2,9–10 – og at frelse: Matt 1,21.

D. At oprejse de døde

2 Kor 1,9: «… have tillid … til Gud, som oprejser de døde.»

Joh 6,39: «Og dette er hans vilje, som sendte mig, at jeg ikke skal miste noget af alt det Gud har givet mig, men jeg vil oprejse det på den sidste dag.»

E. At dømme verden

Joh 5,22–23: «For Faderen dømmer heller ikke nogen, men hele dommen har han givet til Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen.» For at udøve dette embede kræves der uendelig viden, magt og majestæt.

21. Hvilken tilbedelse tilkommer Sønnen?

A. Samme ære som Faderen

(Joh 5,23, som ovenfor).

B. Dåben skal forvaltes i Sønnens navn ligesom i Faderens (Matt 28,19).

C. Vi får befaling om at tro på Sønnen ligesom på Faderen.

Joh 14,1: «Tro på Gud, og tro på mig!»

D. Han skal tilbedes som Gud.

Fil 2,10: «… for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig.»

Åb 5,12–14: «Værdig er det slagtede lam til at modtage magt og rigdom og visdom og kraft og pris og ære og velsignelse. Og enhver skabning, som var i himlen og på jorden og under jorden og på havet og alt i dem, hørte jeg sige: ’Ham, som sidder på tronen og Lammet tilhører velsignelsen og æren og prisen og magten i evighedernes evigheder.’»

22. Hvad giver disse udsagn om tilbedelse særlig vægt som bevis for, at Sønnen er Gud?

Den kendsgerning, at Gud har åbenbaret sig som en nidkær Gud, der ikke deler sin ære med nogen anden.

Es 42,8: «Jeg er Herren, sådan er mit navn, og min herlighed giver jeg ikke bort til en anden.»

Jf. 2 Mos 20,3.5.

23. Hvor bliver det irettesat at tilbede selv den højeste af skabningerne?

Da Johannes ville tilbede en engel, fik han disse ord at høre:

Åb 22,9: «Gør det ikke; jeg er medtjener med dig og dine brødre, profeterne, og med dem som bevarer ordene i denne bog; Gud skal du tilbede.»

24. Hvor tillægges Helligånden Guds navne?

ApG 5,3–4: «Hvorfor har Satan fyldt dit hjerte, så du har løjet for Helligånden …? Det er ikke mennesker, du har løjet for, men Gud.»

1 Kor 3,16: «Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer?»

1 Kor 12,4–6: «Der er forskellige nådegaver, men Ånden er den samme. Der er forskellige tjenester, men Herren er den samme. Der er forskellige kraftige aktiviteter, men Gud er den samme, som virker alt i alle.»

2 Sam 23,2: «Herrens Ånd har talt ved mig», hvilket i v. 3 forklares med: «Israels Gud sagde.»

25. Hvilke af Guds egenskaber tillægges ham?

Evighed.

Hebr 9,14: «Kristus, som gennem den evige Ånd frembar sig selv uplettet for Gud.» Det Gamle Testamente beskriver almindeligvis det evige som det, der var før skabelsen (Sl 90,2). I overensstemmelse hermed nævnes Ånden i Es 40,13: «Hvem har vejledt Herrens Ånd, eller hvem har som hans rådgiver undervist ham?»

Allestedsnærværelse.

Sl 139,7: «Hvorhen skal jeg gå fra din Ånd? Og hvorhen skal jeg flygte fra dit nærvær?»

Alvidenhed.

1 Kor 2,10: «Ånden undersøger alt, endog Guds dybder.»

26. Hvilke af Guds gerninger tillægges Helligånden?

A. Magtens gerninger

Således skabelsen: 1 Mos 1,2; Sl 33,6: «… hele deres hær ved hans munds ånde»; Sl 104,30: «Sender du din Ånd ud, bliver de skabt»;

Jesu undfangelse, Luk 1,35;

uddrivelsen af dæmoner, Matt 12,28;

salvelsen af Jesus til Kristus, ApG 10,38.

B. Nådens gerninger

Hertil hører hans virksomhed i alt, hvad der angår menneskets forløsning og frelse.

C. Retfærdighedens gerninger

De når deres højdepunkt i de dødes opvækkelse.

Rom 8,11: «Men hvis hans Ånd som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, så skal han der oprejste Kristus Jesus fra de døde, også gøre jeres dødelige kroppe levende ved hans Ånd der bor i jer.»

27. Hvor rettes der gudsdyrkelse til ham?

A. Ifølge Matt 28,19 skal dåben forvaltes i hans navn.

B. I 1 Kor 6,19 kaldes de troendes hjerter Helligåndens templer.

C. Han nævnes sammen med Faderen og Sønnen i den apostolske velsignelse (2 Kor 13,13).

28. Hvordan kan man bevise, at Helligånden er Gud, ved at sammenholde skriftsteder fra Det Gamle og Det Nye Testamente?

Ved at det, der i Det Gamle Testamente tillægges Gud eller Herren, i Det Nye tillægges Helligånden. I Es 6,8–10 er der således ord, som Herren taler, og de citeres i ApG 28,25 som ord, Helligånden har talt gennem Esajas. Når det i Es 1,2; Ez 1,3; Jer 1,2; Hos 1,1 osv. siges, at Herren taler gennem profeterne, forklares dette nærmere i 2 Pet 1,21, hvor det siges, at Guds mennesker talte «drevet af Helligånden», og i 1 Pet 1,11: «De undersøgte, hvilken og hvad slags tid Kristi Ånd i dem åbenbarede.»

29. Hvad er hovedangrebet på Helligåndens guddom?

Man søger at svække beviskraften i argumentet ovenfor ved at påstå, at Helligånden ikke er forskellig fra Faderen, men er hans ånd, dvs. hans forstand, vilje og kraft. Det skal behandles nedenfor (spm. 32).

30. Hvilken anden gruppe af argumenter kan anføres for treenighedslæren?

De skriftsteder, hvor alle tre, Faderen, Sønnen og Helligånden, nævnes side om side som ligestillede.

A. Gudsåbenbaringen ved Kristi dåb

(Matt 3,16–17), hvor Jesus bliver døbt, Helligånden er til stede i en dues synlige skikkelse, og Faderen taler fra den åbnede himmel.

B. Dåbsformlen

Matt 28,19: «Gå derfor hen og gør alle folk til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, og Sønnens og Helligåndens navn.»

C. Den apostolske velsignelse

2 Kor 13,13: «Herren Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle.»

D. Kristi løfter

Joh 14,16: «Jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand, sandhedens Ånd.» Joh 15,26: «Når Talsmanden kommer, som jeg sender jer fra Faderen, sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen.»

E. Lignende formler hos Paulus

Således 1 Kor 12,4–6 (se ovenfor, spm. 24) og Ef 4,4–6.

III. Personerne adskilt

31. Men kan Faderen, Sønnen og Helligånden ikke blot være forskellige former eller måder, Gud åbenbarer sig på?

Nej. For Faderen og Sønnen adskilles udtrykkeligt som «en anden».

Joh 5,32.37: «Der er en anden som vidner om mig … Faderen, som har sendt mig, har vidnet om mig.»

Faderen taler om Sønnen og Sønnen om Faderen; Faderen henvender sig til Sønnen, og Sønnen henvender sig til Faderen og beder til ham. Ånden bliver hele tiden omhyggeligt adskilt fra både Faderen og Sønnen. Disse udsagn står tydeligt i hele Det Nye Testamente, og særlig i Joh 14–17.

Helligånden er en person, ikke en kraft

32. Hvad svarer du på den forklaring, der blev nævnt ovenfor (spm. 29), at Helligånden blot er den guddommelige kraft eller magt?

De navne, han betegnes med, er personlige, som i dåbsformlen og den apostolske velsignelse. De kan ikke være en personliggørelse af Guds magt. Der tillægges ham personlige gerninger: Han underviser, beder, taler og styrer kirken. Han åbenbarer sig som person, fx ved Kristi dåb og på pinsedagen. Der nævnes personlige hændelser, fx at han bliver bespottet (Matt 12,31), bliver fristet (ApG 5,9), bor i de troendes hjerter (1 Kor 3,16), bliver modstået (ApG 7,51) og bliver bedrøvet (Ef 4,30). Forskellene mellem Faderen, Sønnen og Helligånden kan altså ikke være modale, dvs. blot forskellige fremtrædelsesformer, men er personlige.

Forklaring på dogmets videnskabelige formulering: «substans» og «væsen», «person», «hypostase», «personlige handlinger», «personlige særegenheder», «fødsel», «sønneskab», «udåndelse», «den dobbelte udgåelse», personernes orden, de udadvendte handlinger.

33. Hvad er vi nu nået frem til med denne bevisførelse?

At de tre sætninger, der blev opstillet i spm. 8, nu er fastslået.

34. Hvordan lærer kirken dette?

I Den athanasianske trosbekendelse siges det således: «Vi tilbeder én Gud i treenighed og treenigheden i enhed, uden at sammenblande personerne eller dele substansen. For én er Faderens person, en anden Sønnens og en anden Helligåndens. Men Faderens og Sønnens og Helligåndens guddom er én, herligheden lige stor, majestæten lige evig. Som Faderen er, sådan er Sønnen, og sådan er Helligånden. … Faderen er Gud, Sønnen er Gud, og Helligånden er Gud, og dog er der ikke tre guder, men én Gud.»

Og i Den Augsburgske Bekendelse: «Der er ét guddommeligt væsen, som kaldes og er Gud … og dog er der tre personer af samme væsen og magt, som også er lige evige: Faderen, Sønnen og Helligånden.»

35. Hvad mener Den athanasianske trosbekendelse, når den taler om Guds «substans», og Den Augsburgske Bekendelse, når den taler om Guds «væsen»?

Det, der gør Gud til Gud, selve hans væren, det, som alle hans fuldkommenheder og egenskaber er udtryk for.

36. Hvordan er dette væsen fælles for alle tre personer?

Ikke sådan at det er delt mellem dem, eller at hver af dem bidrager med en del af det; for det ville stride mod Guds enhed og enkelhed. Men hver person har hele det guddommelige væsen. Faderen er ikke Gud uden Sønnen eller Helligånden. Hele det ene væsen er i de tre personer, både samlet og hver for sig. Der er tre, som er Gud, og alligevel er der ikke tre guder.

37. Hvad menes der med «person»?

«Ikke en del eller en egenskab i noget andet, men det, som består i egentlig forstand» (Den Augsburgske Bekendelse). Faderen, Sønnen og Helligånden er ikke dele af Gud, sådan som menneskets ånd er en del af dets sammensatte natur. De er heller ikke egenskaber hos Gud, sådan som Guds kærlighed er Gud betragtet som den, der elsker, og Guds alvidenhed er Gud betragtet som den, der ved. Men de «består i egentlig forstand», dvs. de har et særskilt og selvstændigt forhold, uafhængigt af vores tænkning og af Guds åbenbaring. Selv om «Faderen er Gud, Sønnen Gud og Helligånden Gud», er Faderen hverken Sønnen eller Helligånden. «For én er Faderens person, en anden Sønnens og en anden Helligåndens.» «Den kristne sandhed tvinger os til at bekende, at hver person for sig er Gud og Herre» (Den athanasianske trosbekendelse).

38. Hvilke egenskaber kendetegner en personlighed?

Selvbevidsthed og selvbestemmelse.

39. Hvad er en kort definition af «person»?

En person er en, der kan sige «jeg».

40. Hvad kendetegner «person» i grammatikken?

De personlige stedord. «Jeg» og «du» udtrykker personlige forhold. Når Faderen omtaler sig selv som «jeg» og tiltaler Sønnen med «du», eller når Sønnen omtaler enten Faderen eller Helligånden som «han», læres der tydeligt en forskel mellem personerne.

41. Til en folkelig fremstilling af emnet er dette nok. Hvilken værdi skal man da tillægge den gængse skolastiske definition, sådan som reformatorerne i begge protestantismens grene har bearbejdet den?

Hvert udtryk er omhyggeligt valgt med tanke på både faktiske og mulige stridigheder eller misforståelser.

42. Gentag den.

«En person er en substans, individuel, forstandig, umeddelelig, ikke båret af noget andet og ikke en del af noget andet.»

43. Hvorfor defineres «person» som substans?

(a) For at fastslå, at den ikke blot er en subjektiv forestilling. Den er mere end en idé eller noget, der kun findes i tanken. (b) For at sætte den i modsætning til det, der er tilfældigt (accidens).

44. Står dette i modstrid med Den athanasianske trosbekendelses formulering om, at Gud er én i substans?

Ligesom «personerne» er Guds «væsen» hverken blot en subjektiv forestilling eller noget tilfældigt. Den skolastiske definition forsøger kun at afgrænse én art af substans fra en anden. På hvert trin i forsøget på at bringe indholdet af den guddommelige åbenbaring over i filosofiens fagudtryk viser det sig, at disse udtryk ikke slår til. Loquimur de his rebus non ut debemus, sed ut possumus. [Vi taler om disse ting, ikke som vi burde, men som vi kan.]

45. Hvad menes der med de beskrivende udtryk «individuel», «forstandig», «umeddelelig», «ikke båret af noget andet» og «ikke en del af noget andet»?

«Individuel» er det, der adskiller én fra andre af samme natur: kendetegnet på det, der er særskilt og for sig. Hver persons individualitet fremstilles klart i De Schmalkaldiske Artiklers udsagn: «Faderen er ikke født af nogen, Sønnen af Faderen, Helligånden udgår fra Faderen og Sønnen. Ikke Faderen, ikke Helligånden, men Sønnen er blevet menneske.»

«Forstandig»: som har selvbevidsthed og tænkning. Intet træ eller dyr er en person.

«Umeddelelig», dvs. ude af stand til at overføre sin individualitet til en anden. Den enes personlighed kan aldrig blive en andens personlighed. Ingen menneskelig far overfører sin personlighed til de børn, han avler.

«Ikke båret af noget andet»: for at udelukke enhver tanke om, at forholdet svarer til forholdet mellem Kristi menneskenatur og hans guddommelige natur. Menneskenaturen fik en begyndelse i tiden, den guddommelige natur var fra al evighed. Menneskenaturen blev til ved den guddommelige naturs handling og består kun ved denne handling.

«Og ikke en del af noget andet.» Det er Den Augsburgske Bekendelses ord, som blev forklaret i spm. 37.

46. Hvordan adskiller ordet «person», som det bruges her, sig fra det samme ord, når det bruges om mennesker og engle?

I det sidste tilfælde har hver person sit eget væsen; her er der kun ét væsen for de tre personer.

47. Hvilket ord brugte de tidlige græske teologer om den forskel, vi betegner med «person»?

«Hypostase». De foretrak det frem for «person», fordi de mente, at det i højere grad udelukkede sabellianismen end det græske ord for «person». Dette ord betyder nemlig også «maske» og kunne let fordrejes til den forestilling, at forskellene i Gud ikke var virkelige, indre og iboende, men kun forskellige måder, Gud har vist sig på i frelseshusholdningen og i sine embeder, og som han har påtaget sig i tiden.

48. Hvori er de tre personer ens eller de samme?

A. De har, som vi har vist, det samme udelte guddommelige væsen.

Det bekendte koncilet i Chalkedon, da det erklærede, at den ene person er «af samme væsen» (på græsk homoousios) som den anden.

B. De har den samme majestæt,

så ingen person sættes over en anden. «Herligheden er lige, majestæten lige evig.» «I denne treenighed er ingen før eller efter den anden; ingen er større eller mindre end den anden» (Den athanasianske trosbekendelse).

C. Hver af de tre personer er til i hver af de to andres væsen.

De græske kirkefædre kaldte det perichoresis, dvs. at den ene person evigt og uadskilleligt gennemtrænger den anden. Joh 14,10: «Jeg er i Faderen, og Faderen er i mig.»

49. Hvori er de forskellige?

Ved bestemte måder, hvorpå det ene guddommelige væsen samtidig består – ikke måder, hvorpå det viser sig. De står i et bestemt forhold til hinanden, som bygger på to personlige handlinger, og disse handlinger fører til fem personlige særegenheder.

50. Hvad er disse personlige handlinger?

Det er Guds iboende og evige virksomheder, som kaldes opera ad intra (de indadvendte gerninger), fordi de ikke går ud af Gud, men sker i ham. De kaldes fødsel og udåndelse, når man ser på selve virksomheden, eller sønneskab og udgåelse, når man ser på dens resultat.

51. Hvad er fødslen?

Den virksomhed, hvorved én person er Fader og en anden Søn. Eller mere præcist: «den handling, hvorved Gud Fader fra evighed ved at meddele sit væsen føder Sønnen, sit billede, sandt og egentligt, men på en overnaturlig og uudgrundelig måde».

52. Mod hvilke forestillinger skal den beskyttes?

Mod forestillingen om skabelse, som om der kunne have været en tid, da Sønnen ikke var. Mod forestillingen om afslutning, som om virksomheden var én handling, der er afsluttet eller ikke er vedvarende. Mod alle forestillinger om rækkefølge, forandring, deling eller mangfoldiggørelse. Mod alle forsøg på at forklare den billedligt; for hvis fødslen er billedlig, så er Gud kun billedligt og ikke virkelig Fader og Søn. Men skønt den er bogstavelig, er den hævet over alle begrænsninger i menneskelige forhold. Det er det menneskelige forhold, der er et svagt billede af det guddommelige.

53. Hvilket grundlag i Skriften hviler den på?

A. Sl 2,7: «Du er min søn, i dag har jeg født dig.» Sammenlign med de steder i Det Nye Testamente, der bygger på dette vers:

ApG 13,33: «… sådan som der står skrevet i den anden salme: Du er min søn, jeg har født dig i dag.»

Hebr 1,5: «For til hvem af englene har Gud nogensinde sagt: Du er min søn, jeg har født dig i dag?»

Hebr 5,5: «Således har heller ikke Kristus ophøjet sig selv til at blive ypperstepræst, men Gud har sagt til ham: Du er min søn, jeg har født dig i dag.» Guds dag er evigheden.

B. Udtrykkelige udsagn om, at Kristi sønneskab er af en særlig art:

Joh 1,14: «Vi så hans herlighed, en herlighed som den enbårnes fra Faderen.»

Joh 1,18: «Den enbårne Søn, som er i Faderens favn, har gjort ham kendt.»

Rom 8,32: «Han som ikke sparede sin egen søn.» «Sin egen» er ikke et almindeligt ejestedord, men tillægsordet idios, som betyder hans egen i en særlig betydning, så ingen anden kunne kaldes hans søn på den måde. Sammenlign Joh 5,18: Jesus kalder Gud «sin egen Far» (idios) og gør dermed krav på Gud som Fader i en betydning, som ingen anden kunne gøre krav på. Det forstår jøderne sådan, at han «gjorde sig derved lig Gud».

Joh 3,16: «For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn.»

Hebr 1,3: «Han er Guds herligheds stråleglans og hans væsens udtrykte billede.»

54. Hvad er udåndelsen?

Faderens og Sønnens virksomhed, hvorved Helligånden fra evighed udgår fra dem begge.

55. Er den den samme som den virksomhed, hvorved Sønnen fødes?

Nej. Intet sted siges det, at Helligånden er født; og hvis det var tilfældet, ville han være Søn og ikke Helligånd.

56. Hvilket bevis er der for, at Helligånden udgår fra Faderen?

Joh 15,26: «Sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen.»

57. Er vor Herres løfte om, at han ville sende Helligånden, et bevis for, at Helligånden udgår fra Sønnen lige så vel som fra Faderen?

Ikke i sig selv. For man må skelne mellem Helligånden som den gave, den opfarne Frelser giver i tiden, og et forhold, som består i Gud fra evighed.

58. Hvorfor fastholdt Vestkirken da over for den græske kirke, at han udgår ikke blot fra Faderen, men også fra Sønnen?

A. Fordi han ganske vist på ét sted i Den Hellige Skrift, Matt 10,20, kaldes «jeres Fars Ånd», men andre steder kaldes «hans Søns Ånd» (Gal 4,6) og «Kristi Ånd» (Rom 8,9).

B. Fordi hans forhold til Sønnen i Joh 16,15 beskrives sådan, at alt, hvad Ånden lærer, kommer gennem Sønnen.

C. Ånden sendes både af Faderen og af Sønnen (Joh 16,7; 15,26).

D. Uden udgåelsen fra Sønnen lige så vel som fra Faderen ville det være vanskeligt at skelne Ånden fra Sønnen eller at fastholde, at Sønnen ikke er underordnet Faderen.

E. At vor Herre åndede på sine disciple med ordene: «Modtag Helligånden!», blev opfattet som et billede på det, der sker fra evighed.

F. Derfor blev «floden med livets vand, skinnende som krystal, som udgår fra Guds og Lammets trone» i Åb 22,1 i vide kredse forstået om den dobbelte udgåelse fra evighed.

Vi påstår ikke, at hvert argument for sig afgør spørgsmålet fuldstændigt. Men tilsammen viser de et sådant forhold, at enhver anden slutning bliver meget vanskelig.

59. Hvad er så de fem personlige særegenheder, der bygger på disse to handlinger?

To tilhører Faderen alene: at han er ufødt («Faderen er ikke gjort af nogen, hverken skabt eller født» – Den athanasianske trosbekendelse), og faderskabet. Én tilhører Sønnen: sønneskabet, dvs. at han modtager og har hele sit væsen fra Faderen. Én tilhører Faderen og Sønnen i fællesskab: udåndelsen, og én tilhører Helligånden: udgåelsen.

60. Er der da ikke en orden?

Jo, utvivlsomt, dog ikke en orden i rang eller tid, men i oprindelse og virksomhed.

Når Den athanasianske trosbekendelse bekender: «Ingen er før eller efter den anden», forklarer den næste sætning det: «Ingen er større eller mindre end den anden.» Ordenen er: «Faderen»; «Sønnen, af Faderen»; «Helligånden, af Faderen og Sønnen». Eller: «Faderen ved Sønnen i Helligånden».

Rom 11,36: «For fra ham og ved ham og til ham er alt.» Joh 5,19: «Sønnen kan intet gøre af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøre.»

61. Er ordet «Fader», når det bruges om Gud, altid begrænset til treenighedens første person?

Ofte henviser det til Guds væsen og tilhører derfor alle tre personer på samme måde. Når vi i Fadervor beder: «Fader vor, du som er i himlene», udtrykkes eller forudsættes der intet forhold inden for treenigheden. Vi beder til alle tre personer i det ene væsen. Hele Guds væsen er Fader for menneskene, både ved skabelsen og ved genfødslen. Vi kan heller ikke bede til én person i treenigheden uden at bede til dem alle; for de er alle og i alle, fordi de er ét i væsen.

62. Hvilke andre personlige handlinger er der ud over de iboende handlinger, som ikke er fælles for alle personerne, men adskiller dem fra hinanden (opera ad intra)?

De udadvendte virksomheder, som udgår fra den kraft, der er fælles for alle tre personer, og som er rettet mod et mål uden for Gud (opera ad extra).

63. Hvad adskiller dem især fra den første gruppe?

De er fælles for alle tre personer. Derfor kaldes de undertiden «væsensmæssige», mens de iboende handlinger kaldes «personlige». Alligevel har hver person åbenbaret sig på en særlig måde i et værk eller en handling i tiden. Den tilskrives ham ikke, fordi den udelukkende eller overvejende er hans, men fordi åbenbaringen fremhæver netop den person, når den beskriver handlingen.

64. Nævn dem.

Skabelsen, Faderens udadvendte værk. Forløsningen, Sønnens udadvendte værk. Helliggørelsen, Helligåndens udadvendte værk.

Antydninger i Det Gamle Testamente

65. Hvilke spor (se spm. 4) er der af denne lære i Det Gamle Testamente?

Den forklarer de steder, hvor Gud taler om Gud, og Herren om Herren (1 Mos 19,24; 2 Mos 16,7; 34,5–6; 4 Mos 14,21); de steder, hvor Guds Søn udtrykkeligt nævnes (Sl 2,7); de steder, hvor der nævnes flere personer (1 Mos 1,1–2; 2 Mos 31,1.3; Sl 33,6; Es 61,1); og ligeledes de steder, hvor Gud taler om sig selv i flertal (1 Mos 1,26; 3,22), eller hvor Guds eller Herrens navn gentages tre gange (4 Mos 6,23–26; 5 Mos 6,4–5; Sl 42,2–3; 67,7–8).

Filosofiske argumenter

66. Hvilke filosofiske argumenter for treenigheden er blevet brugt, og hvad er de værd?

Ét bygger på personligheden. Personlighed forudsætter selvbevidsthed, og selvbevidsthed forudsætter tre ting: et subjekt, der betragter, et objekt, der betragtes, og et subjekt, der er bevidst om, at det, der betragter, og det, der betragtes, er det samme.

Et andet bygger på kærligheden. Den forudsætter et subjekt, der elsker, et objekt, der elskes, og kærlighedens fællesskab i en tredje, som forener kærligheden hos den, der elsker, og den, der elskes.

Begge har værdi som billeder, men ikke som beviser.