Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Skriften og åbenbaringen

Naturlig og åbenbaret gudserkendelse

Den naturlige gudserkendelse er det kendskab til Guds eksistens, magt og lov, som alle mennesker har gennem skabningen og samvittigheden; den åbenbarede er erkendelsen af den treenige, nådige Gud, som alene gives ved Ordet.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Skriften lærer, at Gud har givet sig til kende for alle mennesker. Hans usynlige væsen, hans evige kraft og guddommelighed, ses af hans gerninger (Rom 1,20). Han vidnede om sig ved at give regn og frugtbare tider (ApG 14,17), og styrer folkenes historie, for at de skulle søge ham (ApG 17,26–27). Lovens gerning står også skrevet i hjertet, og samvittigheden vidner med (Rom 2,14–15). Pieper kalder den naturlige gudserkendelse en sand erkendelse, så vidt den rækker: Mennesket ved, at der er en almægtig Gud, som har skabt verden, og som kræver det gode og straffer det onde. Ateismen beror derfor ikke på videnskab, men på at sandheden undertrykkes (Rom 1,18).

Men synden har gjort denne erkendelse svag. Konkordieformlen taler om «en svag lille gnist», og Chemnitz siger, at fornuften nok ved, at Gud findes, men ikke hvem han er, eller hvordan han vil æres. Den kender kun et lille stykke af loven og intet til evangeliet, og fordi mennesket ikke holder loven, fører den ikke længere end til en ond samvittighed. Luther siger i Huspostillen, at jo herligere Gud viser sig i skabningerne, des mere må synderen frygte ham. Værdiløs er den dog ikke: Den er grundlaget for den borgerlige retfærdighed (et ydre, ordentligt liv i samfundet), og den giver kirkens lovforkyndelse noget at knytte an til i samvittigheden.

Den åbenbarede eller kristne gudserkendelse gives alene ved Ordet, Skriften. Her lærer vi Gud at kende «indefra», som Luther siger: at den ene Gud er Fader, Søn og Helligånd, og at han er nådig mod syndere for Kristi skyld. Den Store Katekismus siger, at vi aldrig kunne kende Faderens nåde uden ved Kristus, «et spejl af Faderens hjerte». Derfor er skellet en trøst: Frelsens vished hviler ikke på naturens vidnesbyrd, som kun kender loven, men på det, Gud selv har talt.

Skriften

  • Rom 1,18–21 – Guds evige kraft og guddommelighed ses af skabningen; menneskene kendte Gud, men undertrykte sandheden og ærede ham ikke.
  • Rom 2,14–15 – Lovens gerning står skrevet i hedningernes hjerter, og samvittigheden vidner med: den indre, medfødte gudserkendelse.
  • ApG 14,15–17 – Gud lod det ikke skorte på vidnesbyrd om sig selv over for hedningerne, da han gav regn og frugtbare tider.
  • ApG 17,26–28 – Gud har fastsat folkenes tider og grænser, for at de skulle søge ham; i ham lever vi og er til.
  • Sl 19,2 – Himlen fortæller om Guds herlighed: skabningen vidner om Skaberen.
  • 1 Kor 1,21 – Verden kendte ikke Gud ved sin visdom; han frelser dem, der tror, ved forkyndelsen.
  • Ef 2,12 – Uden evangeliet er mennesket uden håb og uden Gud i verden, fordi det ikke kender den nådige Gud.
  • Joh 1,18 – Ingen har set Gud; den enbårne Søn har åbenbaret ham. Nådens løfte kommer alene fra Sønnen.

Bekendelsen

  • Konkordieformlen, SD II: Fornuften har stadig en svag erkendelse af, at der er en Gud, og af loven. Men i åndelige ting er den blind: Af egne kræfter kan selv de lærdeste ikke forstå eller tro evangeliet, før Helligånden oplyser dem.
    «Menneskets fornuft eller naturlige forstand har ganske vist stadig en svag lille gnist af erkendelse af, at der er en Gud, og også af lovens lære, Rom 1.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD V: Den gudserkendelse, der kommer fra evangeliet, er en helt anden end den, man lærer af loven. Hedningerne havde nok en vis erkendelse af Gud fra den naturlige lov, men kendte og ærede ham ikke ret.
    «For også hedningerne havde i nogen grad en erkendelse af Gud fra den naturlige lov, men de har alligevel hverken kendt ham ret eller æret ham ret, Rom 1.» Læs teksten
  • Den Store Katekismus, troens artikler: Hele verden har søgt efter, hvad Gud er, og hvad han har i sinde, uden at nå det. I trosbekendelsen har Gud selv åbnet sit faderlige hjerte, og hans nåde kendes kun ved Kristus, som igen kun kendes ved Helligåndens åbenbaring.
    «For vi kunne (som forklaret ovenfor) aldrig nogen sinde komme til at kende Faderens gunst og nåde uden ved Herren Kristus, som er et spejl af Faderens hjerte» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: Sankt Matthias’ dag: At vide, at Gud har skabt himmel og jord og givet loven, er endnu ikke at kende Gud ret; over for en sådan Gud må synderen forskrække sig. Først i Kristus lærer man, at Gud ikke er fjendtlig, men har os kær.
    «Jo herligere Gud viser sig i sine skabninger, og jo mere godt han lader os vederfare, jo stærkere må vi frygte og gyse for ham» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion: Om Guds ord: Den fordærvede natur har kun en dunkel erkendelse af Gud og et lille stykke af loven, men intet om syndens rod, den sande gudsdyrkelse og evangeliet. Det har Gud åbenbaret for sin kirke ved sit eget ord.
    «Den har nok en dunkel erkendelse, ligesom i en drøm, af at Gud findes, og at han skal æres. Men hvem denne Gud er, og hvordan han vil æres, ved fornuften intet om» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 1: Den naturlige åbenbaring er ikke unyttig: Den holder mennesket fra at blive som dyrene og minder om en højere målestok. Den baner vejen for åbenbaringen i Kristus, fordi den stiller krav, som mennesket ikke kan opfylde.
    «Den kan ikke svare, når hjertet spørger efter vished, men den driver hele tiden mennesket videre, så det søger efter sandheden og efter Gud.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Læren om Gud: Ud over skabningen og historien vidner Gud om sig selv ved loven, der er skrevet i hjertet (Rom 2,14–15). Samvittigheden er Guds domstol i mennesket; deraf kommer hedningernes forsøg på at forsone Gud ved ofre og askese.
    «Herefter er menneskets samvittighed tillige Guds domstol i mennesket, og den erkendes også som Guds domstol.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Læren om Gud: Den naturlige gudserkendelse slår på ingen måde til for frelse, for mennesket holder ikke den lov, det kender. Men den er grundlaget for den borgerlige retfærdighed og giver kirkens lovforkyndelse et tilknytningspunkt i hjertet.
    «Hvad angår det praktiske resultat af den naturlige gudserkendelse, fører den ikke ud over en ond samvittighed» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Læren om Gud: Den kristne gudserkendelse kommer alene ved Ordet, hvor Gud taler til os og åbner sit hjerte. Den naturlige erkender Gud udefra, på hans gerninger; den kristne erkender ham indefra og ved, at han vil menneskers frelse.
    «Denne kristne gudserkendelse formidles og virkes ikke ved Guds åbenbaring i naturens rige, i menneskehedens historie og i samvittigheden, men alene ved Guds åbenbaring i Ordet» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Frelse ved naturlig gudserkendelse (nogle fædre, Zwingli, Erasmus). Pieper anfører efter Gerhard dem, der tillægger den naturlige gudserkendelse for meget og mener, at den kan være nok til frelse: nogle kirkefædre og skolastikere (som Augustin senere rettede), pavelige teologer som Andradius og Erasmus («Hellige Sokrates, bed for os») og Zwingli, der satte Numa, Aristides og Sokrates blandt de salige. Pieper fastholder, at den naturlige gudserkendelse på ingen måde slår til for frelse.
  • Fornægtelse af den naturlige gudserkendelse (Flacius, socinianerne). Flacius ville ikke indrømme, at der endnu er sande kundskaber om den ene Gud i mennesket, og socinianerne fornægter den naturlige gudserkendelse. Gerhard, som Pieper følger, svarer, at Paulus udtrykkeligt kalder den «Guds sandhed» (Rom 1,18).
  • Ateisme. Ateismen i alle sine former, også panteisme og agnosticisme, hævder at bygge på oplysning og videnskab. Pieper svarer, at den har sin grund i, at den naturlige gudserkendelse undertrykkes ved uretfærdighed (Rom 1,18).
  • Moderne teologi. Nyere teologer anser Skriften for menneskers anskuelser om Gud, der kun er påvirket af Gud, og visker dermed forskellen mellem naturlig og kristen gudserkendelse ud. Pieper svarer, at Kristus og apostlene uden forbehold sætter Skriften lig med Guds ord.

Hænger sammen med

  • Skriften alene: autoritet og tilstrækkelighed – Det fælles led er spørgsmålet om, hvor vi kender Gud fra. Pieper siger, at det, mennesket ved om Gud uden Skriften, kun rækker til, at Gud er til, og at han har givet sin lov. Om evangeliet om Kristus er der aldrig kommet en tanke op i noget menneskes hjerte. Derfor må den kristne gudserkendelse hentes fra Skriften og ikke fra fornuften.
  • Skabelsen – Skabningen er det sted, hvor den naturlige gudserkendelse henter sit stof. Ud fra Rom 1,20 viser Pieper, at den, der ser på Guds gerninger, kan skue hans usynlige væsen, hans evige kraft og guddommelighed. Fordi verden er skabt, vidner den om sin Skaber over for alle mennesker; men den siger intet om, hvordan Gud vil frelse syndere.
  • Treenigheden – Den kristne gudserkendelse adskiller sig fra den naturlige ved sit indhold: Den er trinitarisk. Pieper siger, at den erkendelse, der har Skriften som kilde, ved, at den ene sande Gud er Fader, Søn og Helligånd (Matt 28,19). Det kan naturen ikke lære; af skabningen ved mennesket kun, at der er en almægtig Gud, ikke hvem han er.
  • Lov og evangelium – Det fælles led er, hvor loven og evangeliet kendes fra. Loven står skrevet i hjertet, så den naturlige gudserkendelse ved noget om Guds krav (Rom 2,14–15). Evangeliet om Guds nåde i Kristus er derimod, siger Pieper, aldrig kommet ind i noget menneskes hjerte, men kendes alene ved Guds åbenbaring i Ordet. Naturen fører derfor kun til loven.
  • Den frie vilje – Begge punkter spørger, hvad fornuften formår efter syndefaldet. Konkordieformlen siger, at den stadig har «en svag lille gnist» af erkendelse af, at der er en Gud, og af loven, men at den er så blind, at selv de klogeste ikke af egne kræfter kan forstå eller tro evangeliet. Den naturlige gudserkendelse er altså ingen vej til troen.
  • Gudsbilledet og urtilstanden – Det fælles led er, hvor den medfødte gudserkendelse kommer fra. Pieper anfører Quenstedt, der kalder de medfødte grundsætninger, som mennesket kender Gud ud fra, «ruiner og rester» af Guds billede. Mennesket blev skabt med en sand kundskab om Gud; efter faldet er kun en svag rest tilbage, og den rækker ikke til frelse.
  • Skriftens inspiration – Begge punkter handler om, hvordan Gud giver sig til kende. Pieper viser, at Gud indtil Moses opholdt kirken ved sit mundtlige ord, men at kirken siden har været bundet til det skrevne ord. Det er én og samme Kristi Ånd, der har talt gennem profeterne og apostlene. Derfor foreligger Guds åbenbaring for senere slægter i Skriften som Guds eget ord.
  • Guds væsen og egenskaber – Det fælles led er, hvilke af Guds egenskaber mennesket kan kende uden Kristus. Luther siger i Huspostillen, at Guds almagt og evighed kan læres af hele verdens skabning, men at hans nåde og barmhjertighed alene læres ved Kristus, ved hans lidelse og død. Naturen viser altså en mægtig Gud; kun Ordet viser en nådig Gud.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).